19. november - Kristus talte som en dommer

(324)  »Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke.«- Matt. 23,37. ret

(324)  Med sin hånd løftet mod himmelen og omgivet af et guddommeligt lysskær talte Kristus som en dommer til dem, der stod foran ham. Hans røst, der så ofte havde lydt mildt og bønfaldende, lød nu dadlende og fordømmende. Det gyste i tilhørerne. Aldrig nogen sinde ville det indtryk, som hans ord gjorde på dem, kunne udslettes. ret

(324)  Kristi harme var rettet mod hykleriet, denne grove synd, hvormed mennesker ødelagde deres egne sjæle, bedrog folket og vanærede Gud. I præsternes og råds herrernes falske ræsonnementer skimtede han sataniske kræfters medvirken. Hans fordømmelse af synden havde været hård og skarp; men han talte ikke et hævnens ord. Han følte en hellig vrede mod mørkets fyrste, men han lagde ikke noget ophidset sind for dagen. Sådan vil en kristen, der lever i fred med Gud og er i besiddelse af kærlighedens og barmhjertighedens milde sind, føle en retfærdig harme mod synden; men han vil ikke lade sig forlede til af lidenskabelig vrede at spotte dem, der forhåner ham. Selvom han skulle møde dem, der drives af dybets kræfter til at støtte falskheden, vil han ved Kristi hjælp stadig kunne bevare roen og selvbeherskelsen. ret

(324)  En guddommelig medlidenhed viste sig i Guds Søns ansigtsudtryk, da han et eneste øjeblik lod blikket dvæle ved templet og derefter ved sine tilhørere. Med en røst, der var halvkvalt af sjælevånde og bitre tårer, udbrød han: »Jerusalem! Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt tit dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke!« Dette er afskedskampen! I Kristi klageråb er det Guds eget hjerte, som udøser sig. . . . ret

(324)   Både farisæerne og saddukæerne var bragt til tavshed. Jesus kaldte sine disciple til sig og beredte sig til at forlade templet, ikke som en, der er besejret og tvunget bort fra sine modstanderes nærhed, men som den, hvis værk er fuldbyrdet. Han trak sig tilbage fra striden som sejrherre. ret

(324)  De sandhedens klenodier, der lød fra Kristi mund på denne begivenhedsrige dag, blev bevaret i manges hjerter. Nye tanker brød frem i deres liv, nye forhåbninger blev vakt, og et nyt afsnit begyndte. Efter Kristi korsfæstelse og opstandelse kom disse mennesker frem i forgrunden og opfyldte deres guddommelige bestemmelse med en visdom og nidkærhed, der stod i det rette forhold til værkets storhed. De bragte et budskab, der talte til menneskers hjerter og svækkede de gamle, overtroiske forestillinger, der så længe havde forkrøblet tusinders liv. Over for deres vidnesbyrd svandt menneskelige teorier og livsanskuelser ind til at være tom snak. Det var vældige resultater, der blev følgen af Frelserens ord til denne undrende, ærefrygt fulde skare i Jerusalems tempel. ret

næste kapitel