20. november - alle skal fremstilles for Guds domstol

(325)  »Men du, hvorfor dømmer du din broder? eller du, hvorfor ser du ned på din broder? Alle skal vi jo dog engang fremstilles for Guds domstol.«- Rom. 14, 10. ret

(325)  Vi nærmer os tidens afslutning. Der vil blive overflod af prøvelser udefra, men lad dem ikke komme fra menigheden. Lad dem, der bekender sig til at være Guds folk, fornægte selvet for sandhedens skyld, for Kristi skyld. »Thi for Kristi domstol skal vi alle træde frem.« . . . Hver den, som i sandhed elsker Gud, vil have Kristi ånd og en inderlig kærlighed til sine brødre. Jo mere et menneskes hjerte har samfund med Gud, og jo mere dets sind og hu samler sig om Kristus, desto mindre vil det lade sig forstyrre af de stød og genvordigheder, de møder her i livet. De mænd og kvinder, som udvikles til fuld modenhed i Kristus, vil blive Kristus mere og mere lig i karakter og hæve sig over tilbøjeligheden til at knurre og være utilfredse. De vil afsky at give sig af med kritik. ret

(325)  Nu må menigheden eje den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige, og som gør det muligt for dem at sige med frimodighed: »Gud er min hjælper«; »Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft«. Herren byder os at stå op og gå fremad. Gud har altid æret menigheden, når den har opgivet sine synder og troet på og vandret i sandheden. I tro, ydmyghed og lydighed er der en magt, som verden ikke kan stå imod. Fremskridt er Guds forsyns anvisning til sit folk - en stadig fremgang i fuldkommengørelsen af den kristne karakter, fremgang på helliggøreisens vej; de skal nå højere og højere op i Guds klare lys og kundskab og kærlighed lige til tidens afslutning. Hvorfor lærer vi dog altid kun begyndelsesgrundene i Kristi lære? ret

(325)  Herren vil velsigne menigheden rigt, hvis dens medlemmer oprigtigt forsøger at vågne op fra denne farlige lunkenhed. Det sanddru vidne peger i sit alvorlige budskab til menighederne på en forfængelig religion, på ord uden livskraft og en karakter uden moralsk styrke og advarer dem imod stolthed, verdslighed, formalisme og selvtilstrækkelighed. . . . Men disse opmuntrende ord gives til de beskedne, de lidende, de trofaste og de tålmodige, som er klar over deres svaghed og utilstrækkelighed: »Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig«.. . . ret

(325)  Vor Herre tøver på grund af sin »langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse«. Men når vi står på glarhavet sammen med alle de forløste med guldharper og herlige kroner ved begyndelsen af evigheden, da ser vi, hvor kort prøvetiden egentlig var. »Salige er de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!« Luk. 12,37. ret

næste kapitel