25. november - livets krone

(330)  »Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.«- 2 Tim. 4, 8. ret

(330)  Paulus havde altid livets krone for øje, som han skulle få, og ikke kun han, men alle dem, der glæder sig til Kristi tilsynekomst. Men det var sejren ved Jesus Kristus, som gjorde livets krone så attråværdig for ham. Jesus ønsker ikke, at vi skal interessere os så meget for belønningen, men for at gøre Guds vilje, fordi det er hans vilje, uanset hvilken belønning vi får. ret

(330)  Guds gave er evigt liv. Herren ønsker, at alle, som får hans nåde, skal stole helt på ham. Han opfordrer os til at vise en ren, enkel tro og til at stole på ham, uanset hvilken belønning vi får. Vi skal virke helhjertet i hans tjeneste og vise, at vi har fuldkommen tillid til, at han vil dømme retfærdigt. ret

(330)  Der fortælles i beretningen om dommen, at når de retfærdige får deres løn og de uretfærdige bliver dømt, undrer de retfærdige sig over, hvad de har gjort, siden de bliver belønnet. Men de tilegnede sig en levende tro på Kristus. De var fyldt med hans Ånd, og uden nogen bevidst anstrengelse udførte de på Kristi vegne i de helliges skikkelse den tjeneste, der indbringer en sikker belønning. For dem var det den højeste ære at få lov til at arbejde, som Jesus virkede. Det, de gjorde, blev udført på grund af kærlighed til Kristus og deres medmennesker, og han, som har identificeret sig med den lidende menneskehed, betragter disse handlinger, som er gjort af medlidenhed og i kærlighed, som om de var gjort mod ham selv. ret

(330)  Vi skylder Herren alle vore talenter og evner. Enhver sejr bliver vundet ved hans nåde. Derfor har vi ingen som helst grund til at prale. . . . ret

(330)  Hvis vi ville tage i betragtning, at vi bliver stillet på prøve over for det himmelske univers, og at Gud undersøger os for at se, af hvilken støbning vi er, ville vi være mere alvorlige og bede flere oprigtige bønner. De mennesker, der udfører deres arbejde i al beskedenhed, forstår, at af sig selv kan mennesket ikke gøre noget godt. De er præget af taknemlighed og påskønnelse for det privilegium at kunne have forbindelse med Gud. De arbejder med en indstilling, som gør deres gaver og ofre velbehagelige. De har den samme tillid og fortrøstning til Gud, som et barn har til sin jordiske fader. ret

(330)  Vor belønning skyldes ikke så meget vor aktivitet og iver som den mildhed, elskværdighed og kærlighed, som er forenet med vor gerning for de syge, de undertrykte og de lidende. ret

næste kapitel