3. december - tiden kræver handling

(338)  »Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen.«- Luk. 21, 36. ret

(338)  Jeg så, hvilken fare der er for, at vi som et folk skal blive opslugt af verden i stedet for at blive ligedannet med Kristi billede. Vi befinder os nu på selve grænsen til den evige verden; men det er sjælefjendens hensigt at lede os til at udskyde tidens afslutning til en fjern fremtid. Satan vil på enhver tænkelig måde angribe dem, der bekender sig til at være Guds lovlydige folk og til at forvente Frelserens andet komme i himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Han vil lede så mange som muligt til at udskyde den onde dag og til i deres ånd at ligne verden og efterligne dens skikke. Jeg blev ængstelig, idet jeg så, at verdens ånd beherskede hjerte og sind hos mange, der højlydt bekender sig til sandheden. De opelsker egenkærlighed og følger deres egne lyster; men sand gudsfrygt og usvigelig retskaffenhed lægger de sig ikke efter. ret

(338)  Guds engel pegede på dem, der bekender sig til sandheden, og gentog med højtidelig stemme disse ord: »Menvogt jer, at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor på hele jordens flade. Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen.« Luk. 21, 34-36. ret

(338)  I betragtning af tidens korthed bør vi som et folk våge og bede og ikke i noget tilfælde lade os aflede fra den højtidelige gerning at berede os for den store begivenhed, der forestår. Fordi tiden tilsyneladende forhales, er mange blevet skødesløse og ligegyldige med deres ord og handlinger. De ved ikke, at de er i fare, og indser eller forstår ikke Guds miskundhed, idet han forlænger deres prøvetid, for at de må få anledning til at danne en karakter for det fremtidige, evige liv. Hvert øjeblik har den allerstørste værdi. Der tilstås dem tid, ikke for at de skal bruge den til at tænke på deres egen magelighed og på at blive boende på Jorden, men for at de skal benytte den til at overvinde enhver mangel i deres karakter og til ved deres eksempel og personlige bestræbelse at hjælpe andre til at se hellighedens prydelse. Gud har et folk på Jorden, som i tro og hellig forhåbning gennemsøger bogrullen med profetier, der hurtigt opfyldes, og søger at rense deres sjæle i lydighed mod sandheden, for at de ikke skal findes at ' mangle bryllupsklædningen, når Kristus åbenbares. . . . De tegn, der forudsiges i profetien, går hurtigt i opfyldelse rundt omkring os. Dette bør anspore enhver sand Kristi efterfølger til nidkær handling. ret

næste kapitel