5. december - det kan vi gøre bedre

(340)  »Thi medens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige.«- Rom. 5, 6. ret

(340)  I dag nærmer samfundet sig den tilstand, verden var i før syndfloden. Når børnene når ungdoms alderen og de unge bliver voksne mænd og kvinder, er de sig selv nok og vokser hurtigt i kundskaben om det onde. . . . Dagens ungdom uddannes i kriminalitet ved at læse de beretninger, som står i de populære blade og bøger. De nærer ikke agtelse for det rette, fordi det er det rette, og når de læser beretninger om tyveri, mord og alle andre former for kriminalitet, tilskyndes de til at finde på metoder til at forbedre de kriminelles teknik uden at blive opdaget. ret

(340)  Smudslitteratur bidrager til at lede ungdommen ind på den vej, der fører til fortabelse. De unge i vore byer indånder den forurenede og forgiftede kriminelle atmosfære. Derfra overføres den onde indflydelse til landdistrikterne, så det smitter hele samfundet. Nogle af Jordens ledere er ikke mænd med en god moral. De nærer intet ønske om at begrænse udgivelsen af denne smudslitteratur, som får mere og mere udbredelse år for år, og som ophidser til forbrydelser og ondskab. Kriminalhistorier, som står i dagens aviser, og såkaldte forudsigelser om fremtiden fremstilles som virkelighed. ... Kristus forudså, at disse problemer ville komme, og han har opfordret os til at våge og bede, for at vi ikke skal falde i fristelse. Han har advaret os om, at »som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage. . . . På samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares. ret

(340)  Vi bliver ikke advaret imod at tage del i erhvervslivet på normal vis, men imod at gå til yderligheder med det, som i sig selv er lovligt, og imod at gå så meget op i det jordiske, at vi ikke fatter det, som er af betydning for vor evige skæbne. Vi bliver advaret imod at give efter for en fordærvet appetit og imod frådseri og drukkenskab. . . . ret

(340)  Men selv i nutidens fordærvede samfund findes der mennesker, der er i stand til at gøre noget bedre. Kristus omtaler dem under symbolet »perlen, som er tabt«. Kristus gav afkald på alt, for at han kunne opsøge og frelse det fortabte og for at kunne genfinde den perle, som han betragtede som uendelig værdifuld. Hvad er vi villige til at gøre for at samarbejde med ham i denne gerning? Hvilket offer er vi rede til at bringe? . . . ret

(340)  Når vi overvejer, at Kristus døde for de ugudelige, mens de endnu var' syndere, forstår vi, hvor villig, ja ivrig, han er efter at velsigne os, for at vi kan være til velsignelse for andre. ret

næste kapitel