5. februar - Guds kærlighed kommer til udtryk i skabelsen

(36)  «Thi i ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham.«- Kol. 1, 16. ret

(36)  »Gud er kærlighed.« Hans natur og hans lover kærlighed. . . . Enhver åbenbarelse af skabermagt er et udtryk for uendelig kærlighed. Guds herredømme indbefatter en fylde af velsignelse over alle skabte væsener. ret

(36)   Den historiske beretning om den store strid mellem godt og ondt, lige fra den begyndte i Himmelen indtil oprørets endelige nederlag og syndens fuldstændige udslettelse, er også et bevis på Guds uforanderlige kærlighed. ret

(36)   Universets hersker var ikke alene om at udføre sine velgerninger. Han havde en medarbejder, der som ligemand kunne værdsætte hans planer og tage del i hans glæde over at bringe sine skabninger lykke. »I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.« Kristus, Ordet, Guds enbårne Søn, var et med den evige Fader - et i natur, i karakter, i hensigt - det eneste væsen, der kunne sætte sig ind i Guds rådslagning og planer. »Hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, VældigGud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.« . . . ret

(36)  Faderen virkede gennem sin Søn ved skabelsen af alle de himmelske væsener. »Thi i ham skabtes alt,. . . hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham.« Englene er Guds tjenere; de udstråler det lys, der altid vælder ud fra hans nærværelse, og flyver hastigt af sted for at udrette hans vilje. Men Sønnen, Guds Salvede, »hans væsens udtrykte billede«, »hans herligheds afglans«, som »bærer alt med sit mægtige ord«, står over dem alle. . . . ret

(36)  Da kærlighedens lover grundvolden for Guds regering, afhænger alle fornuftsvæseners lykke af deres fuldstændige overensstemmelse med dens store retfærdighedsprincipper. Gud ønsker kærlighedens tjeneste af alle sine skabninger - en tjeneste, der udspringer af en rigtig vurdering af hans karakter. Han finder ingen glæde i tvungen lydighed; han giver alle en fri vilje, så de kan tjene ham frivilligt. ret

(36)  Så længe alle skabte væsener anerkendte kærligheden som lydighedens grundvold, var der fuldkommen harmoni i hele Guds univers. Det var de himmelske hærskarer en glæde at opfylde deres skabers hensigt. De frydede sig ved at genspejle hans herlighed og forkynde hans pris. Og så længe kærligheden til Gud havde førstepladsen, var kærligheden til næsten tillidsfuld og uegennyttig. Der var ingen mislyd, der kunne forstyrre den himmelske harmoni. ret

næste kapitel