28. december - kronen på værket - udødelighed

(363)  »I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er. Og enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.«- 1 Joh. 3, 2. 3. ret

(363)  Sjælen forædles ved en personlig indsats forenet med troens bøn. Dag for dag udvikles karakteren, så den kommer til at ligne Kristi karakter. Til sidst lader mennesket sig ikke længere drive omkring af omstændighederne. Det plejer ikke mere sine selviske interesser og giver sig ikke af med letfærdighed og skæmt. Det er blevet herre over sine tanket og sine ord. Det kan koste store anstrengelser at overvinde vaner, man har haft længe, men vi kan sejre ved Kristi nåde. Han indbyder os til at lære af ham. Han vil have os til at øve selvkontrol. Han ønsker, at vi skal have en fuldkommen karakter og gøre, hvad der er ham velbehageligt. Han bedømmer karakteren efter denne målestok: »Af deres frugter skal I kende dem«. ret

(363)  Hvis vi trofast lader os lede af Guds Ånd, vil vi gå frem fra nåde til nåde og fra herlighed til herlighed, indtil Gud sætter kronen på værket ved at skænke os udødelighed. ret

(363)  »I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er«. . . . Findes der nogen jordisk æresbevisning magen til dette - at være Guds, den himmelske konges, børn og medlemmer af den kongelige familie? Nogle mennesker stræber måske efter at blive æret af deres dødelige medmennesker, men hvad opnår vi ved det? Jordens adelige er kun mennesker. De dør og bliver til støv igen. ret

(363)  Der er ingen vedvarende tilfredsstillelse ved at blive rost og æret af dem. Men den ære, der kommer fra Gud, er vedvarende. Guds arvinger og Kristi medarvinger får ejendomsretten til ufattelige rigdomme. Disse klenodier er så kostbare, at guld og sølv og Jordens juveler og kostbare stene er værdiløse i sammenligning med dem. I Kristus får vi tilbudt ufattelige glæder, en evig herlighed. »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.« ret

(363)  Vi mangler enfoldig tro. Vi skal lære kunsten at stole på vor allerbedste ven. Selvom vi ikke ser ham, våger Jesus over os med den største omhu. Han har medlidenhed med vore skrøbeligheder. Intet menneske, som i sin store nød har henvendt sig til ham i tro, er blevet skuffet. . . . Den kristne er . . . det lykkeligste menneske i verden. Han føler sig tryg, for han stoler på Jesus og glæder sig i hans nærværelse. Hans »skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af hjertet«. Udsæt det ikke, men begynd . . . at tænke mere på Jesus og det himmelske, idet du erindrer, at ved beskuelse bliver man forvandlet til det samme billede. Hav tillid til Gud. ret

næste kapitel