29. december - Kristi retfærdigheds klædning

(364)  »Og der blev givet hende en skinnende ren linnedklædning at iføre sig; thi linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger.«- Åb. 19,8. ret

(364)  De trofaste, bedende er ligesom indelukkede hos Gud. De ved ikke selv, hvor sikkert de er beskyttet. . . . Men kunne deres øjne åbnes, . . . ville de se Guds engle lejre sig omkring dem og ved deres glans og herlighed lægge bånd på mørkets hærskarer. ret

(364)  Idet Guds folk ydmyger deres sjæle for ham og beder inderligt om renhed i hjertet, udgår befalingen: »Thg de snavsede klæder« af dem, og de opmuntrende ord lyder: »Se, jeg tager din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.« Guds prøvede og fristede, men trofaste børn bliver iført Kristi retfærdigheds pletfrie klædning. Den foragtede levning iføres en herlig dragt for aldrig mere at blive besmittet af verdens fordærvelse. Deres navne bliver stående i Lammets livets bog, indskrevne, iblandt de troende fra alle tidsaldre. De har modstået forførerens list; dragens brøl har ikke ledet dem bort fra deres troskab. Nu er de for altid sikret mod fristerens anslag. Deres synder er overført på syndens ophavsmand. ret

(364)  Og »de øvrige« får ikke alene tilgivelse og bliver antaget, men de bliver hædret. Et »rent hovedbind« sættes på deres hoveder. De skal være som konger og præster for Gud. Medens Satan trængte på med sine anklager og søgte at ødelægge denne skare, færdedes hellige engle usynligt frem og tilbage og satte den levende Guds segl på dem. De står på Zions bjerg sammen med Lammet og har Faderens navn skrevet på deres pander. De synger den nye sang foran tronen, denne sang, som ingen kan lære uden de hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som blev løskøbt fra Jorden. »Det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet, og i deres mund blev der ikke fundet løgn, de er dadelfri.« ret

(364)  Nu får disse ord af engelens mund deres fulpstændige opfyldelse: »Hør, du ypperstepræst Josua, du og dine embedsbrødre, som sidder for dit ansigt: de er varselsmænd! Thi se, jeg lader min tjener Zemak komme.« Kristus åbenbares som sit folks genløser og befrier. Nu er »de øvrige« i sandhed »varselsmænd«, når tårerne og ydmygelsen fra deres pilgrimsvandring afløses af glæde og hæder for Guds og Lammets åsyn. »På hin dag bliver Herrens spire til pryd og ære, og landets frugt til stolthed og smykke. . . . Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver der er indskrevet til livet i Jerusalem.« ret

næste kapitel