8. februar - Sabbatsdagen henleder opmærksomheden på skaberen

(39)  »Fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder.«- 2 Mos. 31, 13. ret

(39)  Sabbaten blev givet til hele menneskeslægten som minde om skaberværket. Da den store Jehova havde lagt Jordens grundvold, klædt hele verden i dens klædning af skønhed og skabt alle undere til lands og til havs, indstiftede han sabbatsdagen og helligede den. Mens morgenstjernerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde, blev sabbaten sat til side som Guds mindesmærke. Gud helligede og velsignede dagen, på hvilken han havde hvilet efter hele sit underfulde skaberværk. Og denne sabbat, helliget af Gud, skulle holdes som en evig pagt. Den var et mindesmærke, der skulle stå ned gennem tiderne til afslutningen af Jordens historie. ret

(39)  Gud førte hebræerne ud fra Ægyptens slaveri og bød dem holde sabbaten og den lov, han gav i Eden. Hver uge udførte han et mirakel for at indprente i deres bevidsthed, at han ved verdens begyndelse havde indstiftet sabbaten. . . . ret

(39)  Nogle mener, at sabbaten kun blev givet til jøderne; men det har Gud aldrig sagt. Sabbaten blev givet til jøderne som helligt, betroet gods, men den kendsgerning, at Gud valgte Sinajs ørken og ikke Palæstina som stedet, hvor han ville kundgøre sin lov, viser, at den var beregnet for alle mennesker. De ti bud er lige så gamle som skaberværket. Derfor gælder sabbaten ikke mere for jøderne, end den gælder for alle andre mennesker. I Guds øjne har alle mennesker pligt til at helligholde sabbaten. Det siges klart, at »Sabbaten er blevet til for menneskets skyld.«27 Hvis nogen står i fare for at blive ført på vildspor på dette punkt, så lad dem hellere give agt på Guds Ord end på menneskers formodninger. ret

(39)  Vedrørende kundskabens træ sagde Gud til Adam: »Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!« »Da sagde slangen til kvinden: 'I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!« Adam lyttede til Satans røst, som talte gennem hans hustru; han troede på en anden stemme end den, som gav loven i Eden. . . . ret

(39)  På samme måde, som kundskabens træ var en prøve på Adams lydighed, er det fjerde bud den loyalitetsprøve, Gud har givet hele sit folk. Adams erfaring er en advarsel til os, så længe tiden varer. Den advarer os mod enhver forsikring fra menneskers eller engles mund, som vil tilsidesætte det mindste bogstav eller en tøddel af Jehovas hellige lov. ret

næste kapitel