11. februar - Sjælen genskabt i Guds billede

(42)  »De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.«- Joh. 6, 63. ret

(42)  Bibelens hovedemne, det emne, hvorom alt andet i hele denne bog samler sig, er frelsesplanen: genskabelsen af Guds billede i menneskesjælen. Fra den første antydning af håb ved den dom, der blev afsagt i Edens have, til Åbenbaringens sidste strålende løfte: »Og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander,«36 er det vigtigste i enhver bog og ethvert skriftsted i Bibelen at åbenbare dette vidunderlige emne: menneskets højnelse og Guds kraft, »som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus.« ret

(42)  Den, som fatter denne tanke, har en uendelig stor arbejdsmark for sit studium foran sig. Han har den nøgle, der kan åbne hele Guds ords skatkammer for ham. . . . Den skabende kraft, som frembragte verdenerne, findes i Guds ord. Dette ord meddeler kraft; det frembringer liv. Enhver befaling er en forjættelse; hvis den antages gennem viljen og modtages i sjælen, bringer den den Almægtiges liv med sig. Den forvandler naturen og genskaber Guds billede i sjælen. ret

(42)  Det liv, der således tildeles os, bliver opretholdt på en lignende måde. Mennesket skal leve »af hvert ord, som udgår af Guds mund«. ret

(42)  Sindet, sjælen opbygges ved det, hvoraf de næres; og det påhviler os at afgøre, hvorved de skal næres. Det står i ethvert menneskes magt at vælge de emner, der skal beskæftige tankerne og forme karakteren. . . . ret

(42)  Med Guds ord i sin hånd kan ethvert menneske, hvordan hans lod i livet end er, opnå at få samkvem med netop dem, han selv vælger. På Bibelens blade kan han komme til at tale med de ædleste og bedste i hele menneskeslægten og kan lytte til den Almægtiges røst, når han taler til menneskene. Når han forsker og overvejer de emner, som »engle attrår at få indblik i« kan han få samkvem med dem. Han kan følge den himmelske lærers skridt og lytte til hans ord, ligesom dengang, hvor han lærte på bjerget og sletten og ved søen. ret

(42)  Han kan i denne verden leve som i en himmelsk atmosfære og indgyde de sørgende og fristede på Jorden håbets tanker og længsel efter at blive hellige. Han vil selv komme i nærmere og stadig nærmere samfund med den Usynlige; ligesom den mand, der i gamle dage vandrede med Gud, vil han bestandig komme nærmere til evighedens verden, indtil portene åbner sig, og han går derind. Han vil ikke føle sig som en fremmed. De røster, som byder ham velkommen der, er de helliges røster, de, som var hans usynlige ledsagere på Jorden - røster, som han her lærte at høre og elske. Den, som ved hjælp af Guds ord har levet i samfund med Himmelen, vil føle sig hjemme i det himmelske samfund. ret

næste kapitel