12. februar - Magt over storm og sø

(43)  »Så rejste han sig og truede ad stormen og sagde til søen: 'Ti, vær stille!' og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. Og han sagde til dem: 'Hvorfor er I så bange? Hvorfor har I ikke tro?«- Mark. 4, 39.40. ret

(43)  Det havde været en begivenhedsrig dag for Jesus. Først havde han ved Genezaret sø fortalt sine første lignelser, hvor han ved hjælp af velkendte eksempler forklarede folket, af hvad art hans rige var. . . . ret

(43)  Hele dagen igennem havde han lært og helbredt, og da det blev aften, stimlede skarerne stadig sammen omkring ham. . . . Nu, hvor dagen var endt, var han så udmattet, at han besluttede at trække sig tilbage til et eller andet ensomt sted på den anden side af søen. . . . ret

(43)  Frelseren var endelig blevet fri for skarernes trængsel, og overvældet af træthed og sult lagde han sig ned i bagstavnen af båden, hvor han hurtigt faldt i søvn. Det havde været en stille og smuk aften, og søen var ganske rolig; men pludselig blev himmelen overskyet, blæsten susede vildt ned fra bjergslugterne langs den østlige bred, og et voldsomt uvejr brød løs over søen. . . . ret

(43)  Bølgerne, der blev pisket til skum af den hylende storm, slog ind over disciplenes båd og truede med at opsluge den. Disse hærdede fiskere havde tilbragt deres liv på søen og havde ført deres skib trygt gennem mangt et uvejr, men her slog deres kræfter og dygtighed ikke til. De var hjælpeløse i uvejrets magt, og de tabte modet, da de så båden fyldes med vand. ret

(43)  De var så optaget af deres anstrengelser for at redde sig, at de havde glemt, at Jesus var med om bord. Men nu, hvor de så, at deres slid var forgæves, og at de måtte se døden i øjnene, kom de til at huske på, hvem det var, der havde befalet dem at begive sig ud for at sætte over søen. Jesus var deres eneste håb. I deres hjælpeløshed og fortvivlelse råbte de: »Mester! Mester!« men det tætte mørke skjulte ham for deres blik. Deres stemmer druknede i stormens hylen. . . . ret

(43)  Pludselig splittes mørket af et lynglimt, og de ser Jesus, som ligger og sover uden at lade sig forstyrre af larmen. Forundrede og fortvivlede råber de: »Mester, bryder du dig ikke om, at vi går under?« . . . Idet de ser ham i lynildens skær, hviler der en himmelsk fred over hans ansigt. De læser i hans blik både selvforglemmelse og den ømmeste kærlighed, og deres sjæl råber, mens de vender sig til ham: »Herre, frels os! vi går under!« ret

(43)  Aldrig har nogen sjæl upåagtet råbt dette. Idet disciplene griber årerne for at gøre en sidste anstrengelse, rejser Jesus sig op. Han står midt iblandt disciplene, medens stormen raser. . . . Han løfter sin hånd, den, han så ofte har brugt til barmhjertighedsgerninger, og siger til de vrede bølger: »Ti, vær stille!« . . . Ligesom Jesus hvilede i tro på sin Faders omsorg, sådan skal vi hvile i tro på Frelserens omsorg. ret

næste kapitel