19. februar - Livskraften

(50)  »Således blev hans (Adams) fulde levetid 930 år, og derpå døde han.«- 1 Mos. 5, 5. ret

(50)  Første Mosebog giver et ganske detaljeret billede af livsforholdene dengang, både for den enkelte og for samfundet som helhed, men vi finder ingen beretning om børn, der blev født blinde, døve, lamme, vanskabte eller åndssvage. Der er ingen eksempler på, at mennesker døde en naturlig død som spæde, som børn eller som unge. Der er ingen beretning om mænd og kvinder, der døde af sygdom. Mindeordene i Første Mosebog følger omtrent dette mønster: »Således blev hans (Adams) fulde levetid 930 år, og derpå døde han.« »Således blev Sets fulde levetid 912 år, og derpå døde han.« Andre optegnelser lyder: Han levede til han blev gammel og mæt af dage, og derpå døde han. At en søn døde før sin far, var så sjældent, at det nævnes specielt: »Haran døde i sin fader Thras levetid.« Haran var voksen og havde flere børn. ret

(50)  Gud udstyrede mennesket med så megen livskraft, at det har haft modstandskraft mod al den opsamlede sygdom, der er kommet over slægten som følge af fordærvede vaner, og som har varet ved i 6000 år. Den kendsgerning er i sig selv nok til at bevise for os, hvilken styrke og elektrisk energi, Gud gav mennesket ved skabelsen. Det tog mere end to tusind års overtrædelse og hengivelse tillidenskaberne, før der kom mere alvorlige sygdomme over menneskene. Hvis ikke Adam ved skabelsen havde fået skænket 20 gange så megen livskraft, som menneskene har nu, ville hele slægten med dens nuværende vanemæssige overtrædelse af naturens love have været udslettet. Ved tiden for Kristi første komme var slægten så degenereret, at sygdom opsamlet gennem tidligere tiders forkerte levevis lå tungt over den generation med usigelig elendighed til følge. . . . ret

(50)  Gud skabte ikke menneskeheden i dens nuværende svaghed. Denne tingenes tilstand er ikke Forsynets, men menneskets værk. Det er kommet gennem forkerte vaner og misbrug, gennem overtrædelse af de love, som Gud gav som vejledning i menneskets tilværelse. Det var ved at give efter for fristelsen til at tilfredsstille appetitten, at Adam og Eva først faldt fra deres ophøjede, hellige og lykkelige stade. Og hele menneskeslægten er blevet svækket gennem den samme fristelse. Appetitten og lidenskaberne er kommet i højsædet på bekostning af fornuften og forstanden. . . . ret

(50)  Den mærkelige mangel på principper, som kendetegner denne generation, og som viser sig i deres tilsidesættelse af livets og sundhedens love, er forbavsende. Uvidenheden er fremherskende på dette område, skønt lyset skinner omkring dem. Flertallets største bekymring er: Hvad skal vi spise? Hvad skal vi drikke? Hvad skal vi klæde os med? . . . Hvilkenkontrast mellem denne generation og de, der levede de første 2000 år! ret

næste kapitel