21. februar - Guds ord skabte alt

(52)  »Ved Herrens ord blev himlen skabt og al dens hær ved hans munds ånde.«- Sl. 33, 6. ret

(52)  Den materielle verden er under Guds herredømme. Naturen adlyder de love, som styrer naturen. Alt taler og handler efter Skaberens vilje. Skyerne, regnen, duggen, solskinnet, bygerne, vinden og stormen, alle står de under Guds kontrol i ubetinget lydighed. Det mindste strå bryder gennem jordskorpen, først strå, så aks og så fuld kerne i akset. Herren benytter disse sine lydige tjenere til at udføre sin vilje. Frugten ses først i knoppen, som omslutter anlægget til, hvad der siden skal blive den modne frugt, pære, fersken eller æble, og Herren udvikler dem i rette tid, fordi de ikke gør modstand imod hans påvirkning. De modarbejder ikke rækkefølgen i hans system. Menneskene hverken forstår eller påskønner til fulde hans gerning i naturens verden. De tavse forkyndere kan give mennesket værdifuld lærdom, blot man lytter opmærksomt. ret

(52)  Er det virkelig tilfældet, at kun mennesket, som er skabt i Guds billede, ikke sætter pris på de gaver, som Gud har givet og som kan udvikles og forøges? Hvordan kan de, som har mulighed for at blive ophøjet og forædlet, og udrustet for samarbejde med den største Lærer, verden har kendt, være tilfredse med en ufuldkommen og mangelfuld karakter, og skabe uorden, hvor de kunne være kar til ære, redskaber for Gud? Hvorfor skal de, der er købt for så høj en pris, være så hæmmet af deres verdslige vaner og ugudelige praksis, at de aldrig genspejler skønheden i hans karakter, som har gjort alt, for at et ufuldkomment menneske ved Kristi nåde kan gøre det gode, og til sidst høre de store og herlige ord: »Vel gjort, du gode og tro tjener, gå ind til din herres glæde«? ret

(52)  Gud talte, og hans ord skabte den naturlige verden. Hele Guds skaberværk er som et stort forrådshus, der er rede til at udføre, hvad ham behager. Intet er unyttigt, men forbandelsen er skyld i, at fjenden såede rajgræs blandt hveden. Skal fornuftsvæsener kun skabe forvirring i vor verden? Skal vi ikke leve for Gud? Skal vi ikke ære ham? Vor Gud og Frelser er alvis og har nok til at dække alle vore behov. Han kom til vor verden, for at hans fuldkommenhed kunne åbenbares i os. . . . ret

(52)  Vor tro må vokse. Vi må blive Jesus mere og mere lig i opførsel og sindelag. Lyset og sandheden, som skinner på vor vej og trænger sig ind i vort sind, vil helliggøre og forvandle sjælen, hvis vi er lydige. . . . Himmelen har betroet os sandheden, himmelsk visdom og åndelige evnet, for at de skal udnyttes, så vi kan gøre yderligere fremgang. ret

næste kapitel