26. februar - Delt afhængig af skaberen

(57)  »Thi i ham lever og røres og er vi.«- Ap. G. 17, 28. ret

(57)  »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«7O Her har syndebæreren, Jesus Kristus, selv givet klart udtryk for betingelserne. Hvis du med vilje bestemmer dig for at gå imod Jesu Kristi ord: »Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift,« hvordan kan du da regne med at være sådan indstille(, at Guds kald kan nå dig? ret

(57)  For at give os en bredere forståelse af sin dybe kærlighed fremstiller han billedligt dommen - adskillelsen mellem de retfærdige og de uretfærdige - og viser, hvordan han gør sig til et med den lidende menneskehed. Han underviser ude på den åbne slette, hvor øjet kan opfange skønheden ved naturen og dyrene i Guds skaberværk. »Tænk på ravnene; de hverken sår eller høster, og de har ikke forrådskammer eller lade, og dog giver Gud dem føden; hvor langt mere værd end fuglene er ikke I; Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej? Når I altså ikke engang formår det mindste, hvorfor bekymrer I jer da for det øvrige?« ret

(57)  Her vises klart, at mennesket er afhængigt af Gud for hvert et åndedræt. Hjertets banken, pulsens slag, hver nerve og muskel i den levende organisme holdes i gang ved den uendelige Guds kraft. »Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende? Derfor må I ikke være bekymrede og sige: 'Hvad skal vi spise?' eller: 'Hvad skal vi drikke?' eller: 'Hvad skal vi klæde os i?' Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.« ret

(57)  Her leder Kristus tanken ud på de åbne marker i naturen, hvor øjne og sanser kan opfatte den guddommelige magts vidunderlige gerning. Først henleder han opmærksomheden på naturen, derpå gennem naturen op til naturens Gud, som bærer verdenerne med sin kraft. Han peger på knoppen, der springer ud. . . . Han vogter de små fugle. Ikke en spurv falder til jorden, uden at din himmelske Fader lægger mærke til det. . . . ret

næste kapitel