2. marts - Kristi fødsel er et ubegribeligt mysterium

(62)  »Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel.«- Es. 7, 14. ret

(62)  Kristus nøjedes ikke med at lade som om han påtog sig menneskets natur, men han gjorde det i sandhed, fuldt og helt. Han fremstod som et virkeligt menneske. Som »børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri«. Han var Marias søn og af Davids slægt efter menneskelig afstamning. Bibelen omtaler tydeligt Jesus som menneske. Hebræerbrevets forfatter skriver, at denne mand »er fremfor Moses agtet værdig til så meget større herlighed, som den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset.« ret

(62)  Hvordan det kunne gå til, at Kristus blev menneske, er et mysterium, som har været skjult gennem alle tider og slægter. Dette er gudsfrygtens mægtige og dybe hemmelighed. »Ordet blev kød og tog bolig blandt os.« Kristus påtog sig en menneskelig natur, der var ringere end hans himmelske natur. Dette viser mere end noget andet, hvor dybt ned Guds kærlighed rækker. Han elsker verden således, »at han gav sin Søn, den enbårne«. Johannes fremstiller dette vidunderlige emne med en sådan klarhed, at enhver kan forstå det og blive oplyst derigennem. ret

(62)  Jo mere vi tænker over Kristi komme som spædbarn her på denne Jord, desto mere vidunderligt forekommer det. Hvordan kan dette hjælpeløse spædbarn i Betlehems krybbe stadig være Guds guddommelige Søn? Selvom vi ikke kan forstå det, kan vi tro, at han, som skabte verdenerne, blevet hjælpeløst spædbarn for vor skyld. Skønt han havde været højere end nogen engel, skønt han havde været mægtig som Faderen på Himmelens trone, blev han et med os. I ham blev Gud og mennesket et, og det er i dette faktum, vi kan finde håb for vor faldne slægt. Når vi ser på Kristus som menneske, ser vi Gud i menneskeheden, og vi ser i ham den guddommelige herligheds stråleglans, Gud Faders udtrykkelige billede. ret

næste kapitel