4. marts - Ånden var med Kristus i hans ungdom

(64)  »Da han var blevet tolv år gammel, gik de derop, som det var skik ved højtiden.«- Luk. 2, 42. ret

(64)   »I ransager skrifterne,« sagde Jesus, »fordi 1 mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig.« Det er, fordi man ikke forstår Forløserens lidelser og hans menneskeligt-guddommelige karakters ydmyghed, at hans dyder ikke efterleves. Hos Gud har vi adgang til den kundskabskilde, som er uudtømmelig. ret

(64)   Genløsningen vil være emnet for de frelstes studium og lovprisning til evige tider. Afspejlingen af Guds herlighed vil lyse fra Frelserens åsyn for evig og altid. ret

(64)  Vi kommer til at møde forførelser. Lad os aldrig, aldrig vise blind tillid til menneskelig storhed, som nogle har gjort. Det var på den måde, himmelske engle så på den oprørske Lucifer og således til sidst mistede bevidstheden om Kristi og Guds nærværelse. ret

(64)  Hvem kan ved deres egen flid udgrunde Gud? Evangelierne viser Kristi karakter i dens uendelige fuldkommenhed. Jeg ville ønske, jeg kunne beskrive dette så klart, at hele verden får kendskab til hensigten med Kristi mission og gerning. . . . ret

(64)  Jødefolket nærede fejlagtige forhåbninger om noget stort og vidunderligt. De mente, at når Messias kom, ville de selv blive hævet over andre nationer. De så frem til den herlighed, som vil kendetegne Kristi andet komme, men overså fornedrelsen, som var forbundet med hans første komme. ret

(64)  Da Jesus kom for at blive døbt, så Johannes hos ham en sindets renhed, som han aldrig før havde opdaget hos noget menneske. Endog den luft, der omgav ham, var hellig og ærefrygtindgydende. Blandt de skarer, som havde flokkedes om ham ved Jordan, havde Johannes hørt uhyggelige beretninger om forbrydelser og havde truffet sjæle, der var tyngede af mange synders byrde; men aldrig havde han været i berøring med et menneske, fra hvem der udstrålede en så guddommelig påvirkning. Alt dette stemmede sammen med det, som var blevet åbenbaret for Johannes med hensyn til Messias. . . . ret

(64)  Selvom han voksede i kundskab og Guds nåde var over ham, blev han ikke stolt og følte sig ikke hævet over hverdagens arbejde og slid. Han tog sin del af arbejdsbyrden sammen med sine forældre og brødre. . . . Selv om hans visdom havde forbavset de vise og lærde, underkastede han sig i ydmyghed sine jordiske forældre og udførte sin del af de fælles pligter. Han sled med sine hænder på lige fod med enhver anden arbejder. Det siges om Jesus, at han, efterhånden som han blev ældre, gik »frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker«. ret

næste kapitel