5. marts - Jesus fik forsikring om sønnekår

(65)  »Da nu altfolket døbtes, og også Jesus blev døbt, så skete det, at Himmelen åbnedes, mens han bad.«- Luk. 3, 21. ret

(65)  Da Jesus stillede spørgsmål vedrørende de af Esajas' profetier, der forudsiger hans første komme, brød lyset frem i deres sind, som var villige til at tage imod sandheden. Det var ham selv, der havde givet disse profetier, før han blev menneske, og nu, da Helligånden mindede ham om disse ting, og gjorde klart for ham, hvilken mægtig opgave han skulle udføre, spredte han lys og kundskab til dem, som var omkring ham. ret

(65)  Da Jesus var 12 år gammel, kom Helligånden over ham, og han følte noget af storheden ved den mission, for hvilken han var kommet til verden. Hans sjæl blev vakt til handling. Som den, der søger visdom, stillede han spørgsmål, som lå langt ud over det almindelige, men som tændte lys i tilhørernes sind og fik dem til at forstå profetierne og den mission og opgave, som skulle udføres af deres forventede Messias. ret

(65)  Den kundskab, han daglig modtog om sin enestående mission, gjorde ham ikke mindre skikket til at udføre de ringeste opgaver. Med glæde udførte han det arbejde, som hvilede på enhver ung, som voksede op under små kår, knuget af fattigdom. Han forstod børnenes fristelser, for han havde selv erfaret deres sorger og prøvelser. Med beslutsomhed og standhaftighed gjorde han det, som var rigtigt. Når det onde lokkede, nægtede han selv i mindste måde at vige fra sandhedens og retskaffenhedens principper. Han var hengiven og lydig over for forældrene, men netop denne pletfrie vandel vakte hans brødres had og misundelse. Hans barndom og ungdom var langt fra let og lykkelig. Hans brødre troede ikke på ham og blev vrede, fordi han ikke opførte sig som dem i et og alt og ikke deltog i deres onde handlinger. I sit hjem var han frimodig og glad, men aldrig støjende eller voldsom. Han bevarede altid en ydmyg og lærvillig indstilling. Han fandt stor glæde i naturen, og Gud var hans lærer. ret

(65)  Folket stod som tryllebundne af frygt og forundring. Deres blik var fæstet på Kristus, hvis knælende skikkelse var indsvøbt i stråleglans en fra den herlighed, der altid omgiver Guds trone. Hans opadvendte ansigt var forklaret på en måde, som de aldrig før havde set hos noget menneske. Tordenen buldrede og lynene glimtede fra den åbne himmel og en røst lød derfra i frygtindgydende majestæt: »Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.« . . . Jehovas stemme forsikrede Kristus om, at han havde sønnekår hos den Evige. ret

næste kapitel