7. marts - Han viste os hvorledes vi kan sejre

(67)  »Der står også skrevet: 'Du må ikke friste Herren din Gud.«- Matt. 4,7. ret

(67)  Omvendelsens skridt er fremstillet tydeligt: anger, tro på Kristus som verdens Frelser, tro på hans død, begravelse og opstandelse, som vises i dåben, og på hans himmelfart for at føre synderens sag. Det var ved begyndelsen af sin offentlige gerning, at han fremstillede sig selv som den, der opretholder mennesket ved sin formidlergerning. Han identificerer sig med syndere som deres stedfortræder, påtager sig deres synd, regner sig blandt overtrædere og opfylder de krav, der stilles til synderen, nemlig omvendelse, tro og villig lydighed. Hvilket eksempel til efterfølgelse for synderen er der ikke givet her i Kristi liv! De har ingen undskyldning, hvis de ikke følger det eksempel, de har fået. ret

(67)  Alle levende mennesker har synder, som må tvættes bort. . . . Sand anger over synden, tro på Jesu Kristi fortjeneste og dåben til hans død, for derpå at blive løftet op af vandet for at leve et helt nyt liv, er de første skridt i den nye fødsel, som Kristus fortalte Nikodemus, at denne måtte erfare for at blive frelst. Kristi ord til Nikodemus gjaldt ikke kun ham, men hver mand, hver kvinde og hvert barn, som siden skulle leve i verden. . . . Vi er trygge, når vi følger Jesu eksempel. ret

(67)  Kære børn og unge! Jeres himmelske Fader og den kære Frelser er jeres allerbedste venner. I har alle tænkelige vidnesbyrd om, at deres kærlighed gælder netop jer. »Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?« ret

(67)   Da Kristus kom til Johannes, angrede han på synderes vegne og troede på synderes vegne på den plan, han havde lagt, hvorved synderen blev godtaget af Gud gennem omvendelse, tro og dåb, fordi Jesus påtog sig menneskets natur og led og døde for mennesket. Johannes sænkede ham ned i den våde grav, og han stod op af vandet for at repræsentere mennesket og ved sit hellige liv at være dets sande forbillede til efterfølgelse. ret

(67)  I ørkenen mødte Kristus de store, fremherskende fristelser, som ville bestorme mennesket. Helt alene mødte han den listige, underfundige fjende og overvandt ham. Den første store fristelse gjaldt appetitten, den anden formastelse og den tredje kærlighed til verden. Satan har overvundet millioner ved fristelsen til at give efter for appetitten. Gennem smagens nydelser ophidses nervesystemet, og hjernens kraft svækkes, hvorved det bliver umuligt at tænke roligt og fornuftigt. Sindet kommer ud af balance. Dets højere og ædle evner fordærves og står til rådighed for de lavere følelser, uden at tage hensyn til de hellige, evige interesser. Når Satan har opnået sin hensigt, er vej en klar til de to andre store fristelser. Alle hans mangfoldige fristelser udspringer dybest set fra disse tre. ret

(67)  Gud holder ikke noget tilbage fra os, som virkelig er til vort bedste. Jesus vil, at vi skal være lykkelige i denne verden, og at vi skal glæde os sammen med ham i den kommende. Gud indbyder børn og unge til at overgive sig til ham. »Giv mig dit hjerte, min søn.« Løftet er givet: »De, der søger mig, skal finde mig.« . . . ret

(67)   Formastelse er en almindelig fristelse, hvormed Satan angriber og besejrer mennesker i ni ud af ti tilfælde. De, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere og gør fordring på, at deres tro vil beskytte dem i kampen mod det onde i deres natur, kaster sig ofte tankeløst ud i fristelser, som det ville kræve et mirakel at komme uplettet igennem. Selvfordybelse og bøn ville have bevaret dem og ledet dem til at undgå den kritiske og farlige stilling, hvor de gav Satan hele fordelen. Vi kan ikke uden videre gøre krav på Guds løfter, hvis vi tankeløst vover os ud i fare og overtræder naturens love uden hensyn til den fornuft og dømmekraft, Gud har udstyret os med. Det er den mest tåbelige formastelse. ret

(67)  Når Kristi religion råder i hjertet, har man en ren samvittighed, og fred og lykke regerer; man kan være omgivet af problemer og vanskeligheder, men der er lyst i sindet. Overgivelse, kærlighed og taknemmelighed til Gud bevarer solskin i hjertet, selvom dagen er aldrig så mørk. ret

(67)  Dengang Filip kaldte på Natanael, havde denne trukket sig tilbage i en stille lund for at grunde over Johannes' forkyndelse og de profetier, som angik Messias. Han bad om, at han, hvis den, som Johannes havde bebudet, var befrieren, måtte få vished for det, og Helligånden hvilede over ham med forvisning om, at Gud havde besøgt sit folk og oprejst et frelsens horn for dem. . . . ret

(67)  Her har vi Kristi eksempel. Han overvandt Satan og viste dermed, hvordan også vi kan sejre. Det var med Skriften Kristus holdt stand imod Satan. I stedet for at tage tilflugt til sin egen guddommelige magt eller' bruge sine egne ord, sagde han: »Der står skrevet.« . . . Ved at læse og følge Den hellige Skrift bliver den kristne styrket til at imødegå den listige fjende. . . . ret

(67)  Verdensrigernes troner med al deres herlighed blev tilbudt Kristus, hvis han blot ville bøje sig ned for Satan. Mennesket vil aldrig møde så store fristelser, som Kristus mødte. Satan tilbød verdens pragt, rigdom og livets fornøjelser, og viste dem frem i det mest tiltalende lys for at lokke og bedrage. »Alt dette vil jeg give dig,« sagde han til Kristus, »hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« Kristus stødte den listige fjende fra sig og stod som sejrherre. . . . ret

næste kapitel