Kristus alene kapitel 70. Fra side 70 | ren side tilbage |
(70) »Da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden.«- Fil. 2, 7. 8. ret (70) Hvor vil de ydmyge og ringe blandt folkeslagene og hedningerne blive glade og overraskede, når de hører Frelseren sige: »Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig!« Hvor vil den evige kærligheds hjerte glædes, når hans efterfølgere med overraskelse og glæde ser op ved at høre hans anerkendende ord. ret (70) Men Kristi kærlighed er ikke begrænset til nogen særlig samfundsklasse. Han gør sig til et med ethvert af menneskenes børn. For at vi skulle kunne blive medlemmer af den himmelske familie, blev han medlem af den jordiske familie. Han er Menneskesønnen og således broder til enhver af Adams sønner og døtre. Hans disciple bør ikke føle sig som stående udenfor den fortabte verden omkring dem. De er en del af menneskehedens store væv, og Himmelen betragter dem som lige såvel synderes brødre som de helliges brødre. Kristi kærlighed omfatter både de faldne, de vildfarende og de syndige, og enhver venlig handling, der bliver gjort for at højne en falden sjæl, enhver barmhjertighedsgerning, bliver regnet for at være gjort imod ham. ret (70) Alle, der er blevet født ind i den himmelske familie, er i en særlig forstand vor Herres brødre. Kristi kærlighed knytter medlemmerne af hans familie sammen, og hvor som helst denne kærlighed er til stede, der åbenbarer det guddommelige slægtskab sig. »Enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud.« ret (70) De, som Kristus roser ved dommen, har måske kun vidst lidt om teologi, men de har levet efter hans forskrifter. Ved Helligåndens medvirken er de blevet til velsignelse for deres omgivelser. Selv blandt hedningerne findes der mennesker, som har haft dette kærlige sind. Før livets ord er nået til deres øren, har de vist venlighed mod missionærerne og endog hjulpet dem med fare for deres eget liv. Blandt hedningerne findes der nogle, der dyrker Gud i uvidenhed, og nogle, til hvem lyset aldrig når ved menneskers medvirken, men dog skal de ikke gå fortabt. Skønt de er uvidende om Guds skrevne lov, har de hørt hans røst tale til dem i naturen og har gjort, hvad loven krævede. Deres handlinger vidner om, at Helligånden har rørt ved deres hjerter, og Gud kendes ved dem som sine børn. ret (70) Efter at Jesus er kommet for at bo hos os, ved vi, at Gud har kendskab til vore prøvelser og medfølelse med vore sorger. Enhver af Adams sønner og døtre må kunne forstå, at vor Skaber er synderes ven; thi i enhver tilsigelse om nåde, ethvert løfte om glæde, enhver kærlighedsgerning, enhver guddommelig tiltrækningskraft i Frelserens liv på Jorden ser vi »Gud med os«. ret (70) Satan fremstiller Guds lov som en selviskhedens lov. Han erklærer, at det er en umulighed for os at adlyde dens forskrifter. Han lægger skylden for vore første forfædres fald med al den smerte, som det havde til følge, over på Skaberen og bringer mennesker til at betragte Gud som ophavet til al synd, lidelse og død. Jesus skulle afsløre dette bedrag. Han skulle som en af os andre blive et eksempel på lydighed. Derfor påtog han sig vor skikkelse og gik ind under en tilværelse som vor. »Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig.« ret (70) Beboerne i Gergesa stod over for det levende vidnesbyrd om Kristi magt og barmhjertighed. De så de mænd, der havde fået deres fornuft tilbage; men de var så ængstelige for at bringe deres jordiske interesser i fare, at han, som havde besejret mørkets fyrste lige for deres øjne, blev behandlet som en uønsket person, og Himmelens gave blev afvist af dem. . . ret (70) Hvis vi skulle udholde noget, som Jesus ikke havde udholdt, ville Satan på dette punkt fremstille Guds magt som utilstrækkelig for os. Derfor blev Jesus »fristet i alle ting ligesom vi«.IS Han udholdt enhver prøvelse, som vi bliver genstand for, og til sin egen fordel udøvede han ingen magt, som ikke i rigeligt mål også tilbydes os. Som et menneske mødte han fristelserne og overvandt dem ved den kraft, der blev givet ham fra Gud. Han siger: »At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lover i mit indre.«16 Når han gik omkring og gjorde godt imod andre og helbredte alle, som var plagede af Satan, gav han mennesker en klar forståelse af Guds lovs natur og arten af hans tjeneste. Hans liv er et vidnesbyrd om, at det også for os er muligt at adlyde Guds lov. ret (70) Han bød med myndighed de onde ånder fare ud af dem. Hans ord trængte ind i de ulykkelige menneskers formørkede sind. . . . Imidlertid var der foregået en vidunderlig forvandling med de besatte. Lyset havde skinnet ind i deres sjæle. Deres øjne strålede af forstand. Deres ansigter, som så længe havde været prægede af Satan, blev pludselig milde; de blodplettede hænder blev rolige, og med glad stemme priste mændene Gud for deres udfrielse. . . . ret (70) Tidligt om morgenen kom Frelseren og hans ledsagere ind til kysten. . . . Men ikke så snart var de trådt ind på bredden, før deres øjne mødte et syn, der var mere frygteligt end stormens rasen. Fra et skjulested blandt gravene kom to vanvittige mænd styrtende hen imod dem, som om de ville sønderrive dem. . . . ret (70) Disciplene og deres ledsagere flygtede bort i rædsel, men snart lagde de mærke til, at Jesus ikke var sammen med dem. . . . Han stod der, hvor de havde forladt ham. Han, som havde standset uvejret, . . . flygtede ikke for de onde ånder. . . . ret (70) I sin egenskab af menneske kom Kristus i berøring med menneskene. Ved sin guddommelighed holder han fast ved Guds trone. Som Menneskesønnen gav han os et eksempel på lydighed; som Guds Søn giver han os kraft til at adlyde. Det var Kristus, som fra busken på bjerget Horeb talte til Moses og sagde: »JEG ER DEN, JEG ER! . . . Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til eder.« Dette var pantet på Israels udfrielse. Også da han var blevet »mennesker lig«, erklærede han sig for at være den, JEG ER. Barnet i Betlehem, den sagtmodige og ydmyge Frelser, er Gud, »som blev åbenbaret i kød«. ret |