11. marts - Han viste de dæmonbesatte nåde

(71)  »Da han var kommen over til den anden bred, til gadarenernes egn, kom to besatte ham i møde; de kom udfra gravhulerne der og var meget farlige.«- Matt. 8, 28. ret

(71)  Jesus så hen på kvinden og forlangte stadig at få at vide, hvem der havde rørt ved ham. Da hun så, at det ville være frugtesløst at skjule sig, kom hun skælvende frem og kastede sig ned for hans fødder. Grædende af taknemmelighed fortalte hun om sin lidelse og om, hvordan hun var blevet befriet for den. Jesus sagde mildt: »Datter! din tro har frelst dig! gå bort med fred.« . . . Det var ikke ved den ydre berøring af ham, men ved den tro, som greb fat om hans guddomskraft, at helbredelsen var bevirket. . . . ret

(71)  Så snart Jesus viste dem, hvad der var deres pligt, var de rede til at adlyde ham. Ikke blot fortalte de deres egen familie og deres naboer om Jesus, men de drog gennem hele Dekapolis, og alle vegne forkyndte de hans magt til at frelse. . . . Ved at gøre dette kunne de opnå en større velsignelse, end hvis de kun til deres egen gavn var blevet i hans nærhed. Det er gennem arbejde for at udbrede det glade budskab om frelse, at vi kommer Frelseren allernærmest. . . . De kunne ikke belære folket sådan som disciplene, der daglig havde været sammen med Kristus. Men de medbragte i sig selv beviset for, at Kristus var Messias. De kunne fortælle, hvad de vidste, hvad de selv havde set og hørt og oplevet af Kristi kraft. ret

(71)   Frelseren kunne skelne mellem troens berøring og den hensynsløse skares tilfældige berøring. En sådan tro skulle ikke forbigås i tavshed. Han ville tale trøstens ord til denne ydmyge kvinde, så de for hende kunne blive til et væld af glæde, - ord, som for hans efterfølgere ville være til velsignelse til tidernes ende. ret

(71)  Pludselig standsede Jesus, og alle de andre standsede samtidig med ham. Han vendte sig om og sagde med en stemme, der tydeligt hørtes trods mængdens larmen: »Hvem var det, der rørte ved mig?« . . . ret

(71)  Endelig var det rette øjeblik kommet! Hun var lige i nærheden af den store læge! Men hun kunne ikke komme til at tale med ham i forvirringen og kunne heller ikke se andet end et flygtigt glimt af hans skikkelse. Angst for at gå glip af sin eneste mulighed for helbredelse, trængte hun sig frem og sagde ved sig selv: »Hvis jeg får rørt, om det så kun er ved hans klæder, bliver jeg frelst.« Idet han gik forbi, rakte hun hånden ud og rørte blot ved kanten af hans kappe. Men i samme øjeblik vidste hun, at hun var helbredt. I denne ene berøring lå hele hendes tro gemt, og hendes smerter og svaghed måtte vige for en fuldstændig sundhed. . . . ret

næste kapitel