14. marts - Han er altid nær

(74)  »Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder, - så siger han til den lamme: Stå op, tag din båre og gå hjem.«- Matt. 9, 6. ret

(74)  Ved synden er vi blevet adskilt fra Guds liv. Vor sjæl er forkrøblet. Af os selv er vi ikke mere i stand til at leve et helligt liv, end den syge mand til at gå. Mange indser deres hjælpeløshed; de længes efter det åndelige liv, som bringer dem i overensstemmelse med Gud, og de stræber efter at opnå det, men det er alt sammen forgæves. I fortvivlelse udbryder de: »Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« Lad disse modløse, kæmpende mennesker se opad. Frelseren betragter dem, som han har købt med sit blod, og spørger med usigelig ømhed og medlidenhed: »Vil du blive rask?« Han byder dig stå op med fred og i fuld vigør. Vent ikke til du føler, at du er blevet rask. Tro på Frelserens ord. Overgiv din vilje til Kristus. Bestem dig for at ville tjene ham, og idet du handler efter hans ord, vil du få styrke. Kristus er i stand til og længes efter at give befrielse, uanset hvilke onde vaner vi har, eller hvilke stærke lidenskaber der længe har bundet både sjæl og legeme. Han vil give liv til dem, som er døde i deres overtrædelser. . . . ret

(74)  Hver nerve og hver muskel gennemstrømmes af nyt liv, og livsfunktionerne i det forkrøblede legeme foregår atter normalt. Han rejser sig og går sin vej med faste, lette trin. Han priser Gud med glæde over den nyopnåede styrke. . . . Idet han handlede på Kristi ord, blev han helbredt. ret

(74)  Med fornyet håb fæster den syge blikket på Jesus. Hans ansigtsudtryk, hans stemme er anderledes end alle andres; kærlighed og kraft syntes at strømme ud fra selve hans nærværelse. Krøblingens tro griber fat på Kristi ord. Uden at tvivle beslutter han at adlyde, og da han gør det, reagerer hele hans legeme. ret

(74)  Hun betragtede den gave, hun havde i hånden. Den var meget lille i sammenligning med gaverne fra dem, der omgav hende, men dog var det alt, hvad hun havde. Da hun så sit snit til det skyndte hun sig at kaste sine to småmønter i blokken og vendte sig om for hurtigt at komme bort. Men idet hun gjorde dette, mødte hun Jesu blik, som alvorligt betragtede hende. ret

(74)  Frelseren kaldte sine disciple til sig og bød dem lægge mærke til enkens fattigdom. Så lød hans rosende ord for hendes øren: »Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre.« Hendes øjne fyldtes med glædestårer, da hun hørte, at man forstod og værdsatte hendes handling. . . . Jesus forstod hendes bevæggrunde. Hun troede på, at tempeltjenesten var indstiftet af Gud, og hun higede efter at gøre sit yderste for at være med til at støtte den. Hun gjorde, hvad hun kunne, og hendes handling skulle til alle tider blive et mindesmærke til hendes ære og til glæde for hende i al evighed. Hun gav af hele sit hjerte. Gaven blev værdsat ikke efter mønternes værdi, men efter den kærlighed til Gud og den interesse for hans gerning, der havde tilskyndet hende til at handle sådan. . . . ret

(74)  Når fristelser angriber dig, når bekymringer og vanskeligheder omringer dig; når du, nedtrykt og mismodig, er ved at give efter for fortvivlelsen: da se på Jesus, så vil det mørke, som omhyller dig, fordrives af hans nærværelses klare lys. Når synden kæmper om overherredømmet i din sjæl og tynger samvittigheden, så fæst blikket på Frelseren. Hans nåde er i stand til at overvinde synden. Lad dit taknemmelige hjerte, skælvende af uvished, vende sig til ham. Grib fat i det håb, som du har fået. Kristus venter på at optage dig i sin familie. Hans kraft vil styrke din svaghed. Han vil lede dig skridt for skridt. Læg din hånd i hans og lad ham lede dig. ret

næste kapitel