20. marts - Søg hjælp hos Jesus og ikke hos syndige mennesker

(80)  »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«- Matt. 28, 20. ret

(80)  Kristus påtog sig den menneskelige natur. Han lagde sit kongelige skrud og sin krone til side, og steg ned fra æressædet i Himmelens høje sale. Ved at iklæde sin guddommelighed menneskelig natur favnede han hele slægten. Han står som menneskehedens hoved, ikke som en synder, men som en Frelser. Det er, fordi der hverken findes plet eller antydning af synd på hans guddommelige sjæl, at han kan stå som synderens garant. Fordi han er syndfri, kan han fjerne vore synder fra os, så vi står som Guds kære børn på ny, hvis vi tror på ham og stoler på ham som den, der er vor helliggørelse og retfærdighed. . . . ret

(80)  Han har lovet at give'dig den visdom, du beder om. Men vi behøver ikke altid at kende alle svarene. Vi vanærer Gud ved kun at søge menneskelig hjælp. Har han ikke givet os sin enbårne Søn? Er Kristus ikke ved vor side, og vil han ikke give os den hjælp vi behøver? »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende,« siger han. Dette løfte gentages atter og atter i hans ord. . . . ret

(80)  Det undrer mig ikke, at der er så megen svaghed, hvor der burde være styrke. Grunden er, at vi i stedet for at drikke af Libanons klare vand søger at slukke tørsten ved lavlandets cisterner, som ikke indeholder livets vand. Vi stoler på mennesker og bliver skuffet og føres vild. . . . ret

(80)  Vi har vanæret vor Mester ved at vende os fra Kristus og søge visdom hos dødelige mennesker. Skal vi blive ved i den vantroens synd, der så let hilder os, eller skal vi kaste vantroens byrde fra os og gå til kraftens kilde i tillid til, at vi der kan få medfølelse og deltagelse fra ham, som kender vor skabning. Ja, som kender os så godt, at han gav sit liv for os, og bar på sit legeme de slag, der ramte ham på grund af vor overtrædelse af Guds lov. Det gjorde han alt sammen, for at vi kunne få håbet i eje. ret

(80)  Vi er ikke høflige over for Kristus. Vi erkender ikke hans nærvær. Vi fatter ikke, at han skal være vor æresgæst, fordi han omfavner os med sin ene arm, den menneskelige, samtidig med at han med sin anden arm, den guddommelige, griber om den evige trone. Vi glemmer, at Himmelens dørtrin er oplyst af den herlighed, som udgår fra Guds trone, og at lyset falder direkte på dem, der søger den hjælp, som Kristus kan yde. Han sagde til den samaritanske kvinde: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, som siger til dig: 'Giv mig noget at drikke!' så bad du ham, og han gav dig levende vand!« ret

næste kapitel