26. marts - Orden og fuldkommenhed i alt, hvad han gjorde

(86)  »Da kommer også Simon Peter, . . . og han gik ind i graven og så linklæderne ligge der og det tørklæde, som han havde haft om sit hoved; det lå ikke ved linklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv.«- Joh. 20,6. 7. ret

(86)  En ung mand, klædt i skinnende hvide klæder, sad ved graven. Det var den engel, der havde væltet stenen bort. Han havde iført sig menneskeskikkelse for ikke at skræmme disse venner af Jesus. Men alligevel strålede den himmelske herligheds lys stadig om ham, og kvinderne blev bange. De vendte sig om for at flygte bort, men ved engelens ord standsede de deres skridt. »Frygt ikke!« sagde han, »thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde.« Atter ser de ind i graven, og atter hører de den vidunderlige tidende. Derinde var der en anden engel i menneskeskikkelse, og han siger: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« ret

(86)  Han er opstanden! Han er opstanden! Atter og atter gentager kvinderne disse ord. Nu er der ingen brug for vellugtende salver. Frelseren lever, han er ikke død. Nu mindes de, at han, da han talte om sin død, sagde, at han igen skulle opstå. Hvad er ikke dette for en dag for verden! Hastigt forlod kvinderne graven »med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det«. ret

(86)  Maria havde ikke hørt denne gode tidende. Hun gik hen til Peter og Johannes med det sørgelige budskab: »De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Disciplene skyndte sig hen til graven og fandt alting der, som Maria havde sagt. De så lig klæderne og tørklædet, men deres Herre fandt de ikke. Dog var der selv her et vidnesbyrd om, at han var opstanden. Gravklæderne var ikke ligegyldigt kastet til side, men lå omhyggeligt sammenfoldede, hvert af dem på et sted for sig selv. Johannes »så og troede«. Endnu forstod han ikke Skriftens ord om, at Kristus skulle opstå fra de døde; men nu mindedes han Frelserens ord, der forudsagde hans opstandelse. ret

(86)  Det var Kristus selv, der havde anbragt disse gravklæder med så megen omhu. Da den mægtige engel kom ned til graven, mødtes han med en anden, der sammen med sine ledsagere havde holdt vagt over Herrens legeme. Da engelen fra Himmelen væltede stenen bort, gik den anden ind i graven og løste lig klæderne fra Jesu legeme. Men det var Frelserens egen hånd, der foldede hvert stykke sammen og lagde dem hver på sit sted. For ham, der både styrer stjernerne og atomerne, er intet uden betyd6ing. I alt, hvad han gør, findes der orden og fuldkommenhed. ret

næste kapitel