27. marts - Lovpris ham som den opstandne frelser

(87)  »Nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.«- 1 Kor. 15, 20. ret

(87)  Tiden var kommet, hvor Kristus skulle stige op til sin Faders trone. Som en guddommelig sejrherre var han ved at vende hjem med sejrens trofæer til de himmelske boliger. Før sin død havde han sagt til sin Fader: »Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.«51 Efter sin opstandelse havde han tøvet en stund på Jorden, for at hans disciple kunne komme til at kende ham i hans opstandne og herliggjorte skikkelse. Nu var han rede til at tage afsked. Han havde godtgjort sandheden i den kendsgerning, at han var en levende Frelser. Hans disciple behøvede ikke længere at tænke på ham i forbindelse med graven. De kunne tænke på ham som den, der var herliggjort over for den himmelske verden. ret

(87)  Til stedet for sin himmelfart valgte Jesus den plet, der så ofte var blevet helliget ved hans nærværelse, medens han boede blandt mennesker. . . . Sådan stod Kristus på Oliebjerget og så længselsfuldt ud over Jerusalem. Bjergets småskove og kløfter var blevet helliget ved hans bønner og tårer. De bratte skrænter havde genlydt af skarens triumfråb, da de kårede ham til konge. Ved dets skråninger havde han fundet et hjem hos Lazarus i Betania. I Getsemane have ved bjergets fod havde han bedt og lidt dødelig kval i sin ensomhed. Fra dette bjerg ville han stige op til Himmelen. På dets tinde vil hans fødder hvile, når han vender tilbage. Ikke som en smerternes mand, men som en herlig og sejrende konge vil han stå på Oliebjerget, medens hebraiske hallelujaråb blander sig med hedningernes hosiannaråb og de genløstes stemmer som lyden af en vældig hærskare skal få jubelråbet til at klinge: Kron ham, som er Herre over alle! . . . ret

(87)  Da de nåede tilOliebjerget, gik Jesus i forvejen hen over bjergets top, til de kom i nærheden af Betania. Her standsede han, og disciplene forsamledes omkring ham. Det var, som om der strålede lys ud fra hans ansigt, da han kærligt så på dem. Han bebrejdede dem ikke deres fejl og misgreb. Ord fulde af kærlighed var det sidste, de hørte fra deres Herres mund. ret

(87)  Med hænderne udrakt til velsignelse og ligesom til forsikring om hans beskyttende omsorg steg han langsomt op fra deres kreds, draget mod Himmelen af en magt, der var stærkere end nogen jordisk tiltrækning. Da han steg opad, så disciplene, fulde af ærefrygt, med anspændt blik efter det sidste glimt af deres himmelfarne Herre. En lysende sky skjulte ham for deres øjne, og disse ord lød atter for dem, da englenes skyvogn tog imod ham: »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Og samtidig tonede den skønneste og mest frydefulde musik ned til dem fra englenes kor. ret

næste kapitel