Kristus alene kapitel 88. Fra side 88ren side   tilbage

28. marts - Opfor til himmelen i menneskelig skikkelse

(88)  »I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.«- Ap. G. 1, 11. ret

(88)  Medens disciplene stadig stirrede opad, lød der stemmer til dem med en klang som den dejligste musik. De vendte sig om og så to engle i menneskeskikkelse. De sagde til dem: »1 galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus . . . skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.« ret

(88)  Disse engle hørte til den skare, som havde ventet i en strålende sky for at ledsage Jesus til hans himmelske hjem. Som de mest ophøjede af hele engleskaren var det disse to, der var kommet til graven ved Kristi opstandelse, og de havde fulgt ham gennem hele hans liv på Jorden. Med den største længsel havde hele Himmelen ventet på afslutningen af hans ophold på en Jord, der var vansiret af syndens forbandelse. Nu var tiden inde, hvor det himmelske univers kunne modtage sin konge. . . . ret

(88)  Kristus var steget op til Himmelen i menneskeskikkelse. Disciplene havde set skyen tage imod ham. Den samme Jesus, som havde vandret og talt og bedt sammen med dem; som havde brudt brødet sammen med dem; som havde været hos dem i deres både på søen, og som endnu den samme dag havde arbejdet sig op til toppen af Oliebjerget - denne samme Jesus var nu forsvundet for at dele tronen med sin Fader. Og englene havde forsikret dem, at han, som de havde set blive optaget til Himmelen, ville komme igen på samme måde, som han var steget op. »1 skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham.« . . . Disciplene havde megen årsag til at glæde sig ved håbet om Herrens genkomst. ret

(88)  Da disciplene vendte tilbage til Jerusalem, betragtede folk dem med forundring. Man havde tænkt sig, at de efter Kristi domfældelse og korsfæstelse ville have virket nedslåede og skamfulde. Deres fjender ventede at se et udtryk for sorg og nederlag på deres ansigter. I stedet for dette var der kun glæde og sejrsfølelse at se. Deres ansigter lyste af en lykke, der ikke var af jordisk oprindelse. De sørgede ikke over fejlslagne forhåbninger, men de var fulde af tak og lovprisning til Gud. Med fryd fortalte de om Kristi vidunderlige opstandelse og hans optagelse til Himmelen, og mange troede på deres vidnesbyrd. ret

(88)  Disciplene nærede ikke mere nogen frygt for fremtiden. De vidste, at Jesus var i Himmelen, og at han stadig elskede dem lige højt. De vidste, at de havde en ven ved Guds trone, og de var ivrige efter at fremføre deres bønner til Faderen i Jesu navn. . . . Ved troen rakte de deres hænder ud for at modtage mere og mere, med denne stærke begrundelse: »Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, . . . som også går i forbøn for os.« Og pinsen bragte dem glædens fylde ved Helligåndens nærværelse, netop som Kristus havde lovet. ret

næste kapitel