3. Mosebog

(1110)  Kapitel: 1 - 5 - 8 - 10 - 14 - 16 - 17 25 ret

(1110)  

kapitel 1

1, 2. Blive fortrolig med den levitiske lov.--Vi skal blive fortrolig med den levitiske lov i alle dens afskygninger; for den indeholder regler som må adlydes; den indeholder belæring som vil, hvis den studeres, vil sætte os i stand til at forstå trosreglerne bedre og den praksis som vi skal følge i vor omgang med hinanden. Ingen sjæl har undskyldning for at være i mørke. Dem som tager imod Kristus i tro vil også få kraft til at blive Guds sønner. (Brev 3, 1905).

(1110)  3 (Mal. 1,13). Hvert offer inspiceres af Gud.--Det er Kristus som søger hjerterne prøver menneskebørnenes tøjler. Alle ting er nøgne og åbne for øjnene af Ham som vi har med at gøre med, og der er heller ingen skabning som ikke er åbenbar i hans øjne. I det gamle Israels dage blev ofrene bragt til ypperstepræsten, hvor der blev såret ind til rygraden for at se om det var sundt i hjertet. På samme måde lægges ofrene vi bringer i dag, åbent frem for vor store Ypperstepræsts gennemskærende øjne. Han åbner og inspicerer ethvert offer der er bragt af menneskeslægten, om han kan godkende det værdigt at blive bragt frem for Faderen. (MS 42, 1901).

(1110)  

kapitel 5

6. Bring et skyldoffer.--Lad medlemmerne i enhver familie begynde at arbejde lige overfor deres egne huse. Lad dem ydmyge sig selv for Gud. Det ville være godt at få øje på en skyldoffer-kasse, og så hele husstanden taler uvenligt til hinanden eller udtrykke vredesord, og så lægge en vis sum penge i skyldofer-kassen. Dette vil få dem til at vogte sig mod onde ord, som virker skadende, ikke kun mod deres brødre, men mod dem selv. Ingen kan (1111) tæmme det uregerlige lem, tungen; men Gud vil gøre arbejdet for ham som kommer til Ham, med sønderbrudt hjerte, i tro og i ydmyg anmodning. Ved Guds hjælp kan I tøjle jeres tunger; tale mindre, og bede mere. (RH 12. marts, 1895)

(1111)  

kapitel 8

31. Embedspræstens syndoffer.--Folkets synder blev overført billedligt til den embedsførende præst, som var mellemmand for folket. Præsten kunne ikke selv blive et offer for synd, og gøre forsoning med sit liv, for han var også en synder. Derfor, i stedet for at lide døden selv, dræbte han et lam uden lyde; syndens straf blev overført til det uskyldige dyr, som derved blev dets direkte stedfortræder, og afbillede Jesu Kristi fuldstændige offer. Gennem blodet af dette offer, så mennesket frem i tro til Kristi blod, som ville forsone verdens synder. (ST 14. marts, 1878).

(1111)  

kapitel 10

1 (kp. 16,12. 13). Fremmed ild ofres i dag.--Gud har ikke forandret sig. Han er lige så bestemt og nøjeregnende i Sine krav nu, som Han var i Moses' dage. Men i tilbedelseshelligdommene i vor tid, med lovprisningssange, bønner og undervisning fra talerstolen, var der ikke blot en fremmed ild, men en direkte besmittelse. I stedet for at forkynde sandheder med hellig salvelse fra Gud, siges det det nogle gange under indflydelse af tobak og brændevin. I virkeligheden fremmed ild! Bibelsandhed og bibelhellighed bringes frem til folk, og bønner sendes til Gud, blandet med tobakos! En sådan røgelse er mere antagelig for Satan! Dette er et frygteligt bedrag! Hvilken fornærmelse i Guds øjne! Hvilken forhånelse mod Ham som er hellig, og bor i utilnærmeligt lys. ret

(1111)  Hvis sindets evner var i sundt vigør, ville bekendende kristne kunne se det inkonsekvente i en sådan tilbedelse. Ligesom Nadab og Abihu, er deres sanser så forblændede at de ikke sætter forskel mellem det hellige og almindelige. Hellige og indviede ting bringes ned på plan med deres tobakslugtende åndedrag, omtågede hjerner, og deres besmittede sjæle, besmittet ved at give efter for appetit og lidenskaber. Bekendende kristne spiser og drikker, ryger og gumler på tobak, og bliver frådsere og drankere, for at tilfredsstille appetitten, og stadig tale om at overvinde ligesom Kristus overvandt! (RH 25. marts, 1875).

(1111)  

kapitel 14

4-8 (Joh. 1,29). To fugle - en dyppet i blod.--Det vidunderlige symbol med den levende fugl, der blev dyppet i den dræbte fugls blod og derefter atter fik lov til at nyde sit frie liv, (3. Mos 14,4-8) er for os symbol på forsoningen. Her var liv og død blandet og fremstillet for den, som søger sandheden og de skjulte skatte: det sonende blods forening med vor Frelsers opstandelse og liv. Fuglen blev slagtet over rindende vand; denne rindende strøm var et symbol på Kristi blods evigt strømmende og evigt rensende kraft, på Lammet, der var slagtet fra verdens grundlæggelse. Vi har fri adgang til Kristi forsonende blod. Dette må vi betragte som det mest dyrebare privilegium og som den største velsignelse, der nogensinde er blevet syndige mennesket til del. Og hvor lidt er der gjort for denne store gave! Hvor dyb, hvor bred og hvor uafbrudt er ikke denne strøm! For enhver sjæl, der tørster efter hellighed, er der hvile og fred og Helligåndens levendegørende indflydelse, og derefter den hellige, lykkelige og fredfyldte vandring med Kristus og det vidunderlige samfund med ham. Da, oh, da, kan vi med forstand sige sammen med Johannes: "Se Guds Lam, der bærer alverdens synd." (Brev 87, 1894).

(1111)  

kapitel 16

23, 24. Ypperstepræstens klæder. - Idet ypperstepræsten lagde sine højtidsklæder til side, og stod frem i en almindelig præsts hvide linnedklæder, så tømte Kristus Sig selv, og tog skikkelse af en tjenere, og gav offeret, Sig selv som præsten, Sig selv som offeret. Idet ypperstepræsten, efter at have udført sin tjeneste i det allerhelligste, kom frem til den ventende menighedsforsamling i sine højtidsklæder, ligeså vil Kristus komme for anden gang iklædt (1112) de herligste hvideste af hvide klæder, "sådan som ingen på jorden kan gøre dem hvide." Han vil komme i Sin egen herlighed, og i Sin Faders herlighed, som kongernes Konge og herrenes Herre, og hele englehæren vil ledsage Ham på Sin vej. (MS 113, 1899).

(1112)  

kapitel 17

11 (Matt. 26,28; Hebr. 9,22). Blodet var helligt. - Guds Søns blod var symbolet på det slagtede offers blod, og Gud vil have klare og bestemte tanker bevaret mellem det hellige og det almindelige. Blodet var helligt, da udgydelsen af Guds Søns blod alene kunne være forsoning for synd. (ST 15. Juli, 1880).

(1112)  

kapitel 25

10. Jubelåret. - Hvert halvtredsendstyvende år, jubelåret, blev landets beboere genanbragt til sin oprindelige ejer. "Ved jubelåret skal enhver vende tilbage til sin ejendom," erklærede Gud.

(1112)  Sådan underviste Herren i sin uendelige visdom sit folk. Hans krav var ikke vilkårlige. I forbindelse med al den undervisning folket fik fra al lysets Kilde, var konsekvensen lydig og ulydighed. De lærte at lydighed ville bringe dem til den rigeste åndelige nåde, og ville sætte dem i stand til at skelne mellem det hellige og almindelige. Ulydighed ville også være dens følger. Hvis folk vælger at lede landet efter deres egne tvivlsomme visdom, ville de se at Herren ikke udførte mirakler for at modstå de onder han prøvede at redde dem fra. ret

(1112)  Herren viste Sit folk den vej de måtte gå hvis de vil være en fremgangsrig og selvstændig nation. Hvis de adlød Ham, erklærede Han at sundhed og freden ville være deres, og under Hans ledelse ville landet give sig til at vokse. (MS 121, 1899) ret

(1112)  18-22. Landbrugs- og tiendelove som en prøve. - Tiendesystemet indførte Herren som det allerbedste argument for at hjælpe folket med at gennemføre lovens grundsætninger. Hvis denne lov blev adlydt, ville folket blive betroet hele vingården, hele koden. [Citerer 3. Mos. 25,18-22.] . . .

(1112)  Mennesker skulle samarbejde med Gud for at genoprette det sygdomsplagede land til sundhed, så det kan være en lovprisning og en ære for Hans navn. Og da landet som de besat ville, hvis det blev ført dygtigt og med alvor, afføde sine rigdomme, så deres hjerter ville, hvis de var kontrolleret af Gud, genspejle Hans karakter. . . .

(1112)  I de love som Gud gav til opdyrkelse af jorden, gav Han folket en anledning til at overvinde deres selviskhed og blive himmelsksindede. Kanaan ville være som et Eden for dem, hvis de adlød Herrens ord. Gennem dem havde Gud tænkt sig at lære alle verdens nationer hvordan jorden skulle dyrkes, så den ville give sunde frugter, fri fra sygdomme. Jorden er Herrens vingård, og skal behandles efter Hans plan. Dem som opdyrkede jorden skulle indse at de gør Guds tjeneste. Lige så sandt som dette var deres lod og del, var der også mennesker som var udpeget til at tjene i præsteskabet og i arbejdet med tabernaklet. Gud fortalte folk at levitterne var en gave til dem, og uanset deres opgave, skulle de hjælpe og støtte dem. (Samme)

næste kapitel