4.Mosebog

(1112)  11 - 12 - 13 - 14 - 15 16 - 17 - 20 - 21 - 22 - 24 - 25 - 26 - 29 ret

(1112)  

kapitel 11

4. Kosten ændrer adfærden og aktiverer sindet.--Sindstilstanden har meget at gøre med kroppens helse at gøre, og især med fordøjelsesorganernes sundhed. Generelt, så gav Herren ikke Sit folk kødspiser ude i ørkenen, fordi Han vidste at brugen af denne kost ville skabe sygdomme og (1113) lydighedsnægtelse. For at begrænse naturlige tilbøjeligheder, og bringe sindets højere kræfter i anvendelse, fjernede Han dem fra kødet af døde dyr. Han gav dem engles mad, himlens manna. (MS 38, 1898). ret

(1113)  

kapitel 12

1. Moses' hustru var ikke sort.--Moses hustru var ikke sort, men hendes hudfarve var lidt mørkere end hebræernes. (1SP 286). ret

(1113)  3. Moses var overlegen over alle lederne.--Moses stod overlegent over alle jordens hærskere og statsmænd i visdom og renhed. Alligevel påberåber denne mand sig ingen tillid, men peger folket hen til Gud som kilden til al kraft og visdom. Hvor er der en sådan karakter blandt denne tids mennesker? Dem som taler hånligt om Guds lov, vanærer Ham og kaster en skygge over de mest strålende karaktertræk der er blevet vist i menneskers analer. (ST 21.okt., 1886). ret

(1113)  (2.Mos. 18,13). Moses kunne dømme straks.--Moses var et ydmygt menneske; Gud kaldte ham for det mest sagtmodige menneske på jorden. Han var generøs, ædel, ligevægtig; han havde ingen mangler, og hans kvaliteter var ikke blot udviklet halvt. Han kunne formane sine medmennesker med succes, fordi hans liv i sig selv var en levende fremstilling af hvad mennesker kan blive; og hvad et menneske kan udrette sammen med Gud som Moses hjælper, af det han har lært andre, af hvad han ønsker de skal være, og af hvad Gud kræver af ham. Han talte fra hjertet og det nåede hjertet. Han var fuld udrustet i kundskaber, og dog så enkel som et barn når han viste sin dybe forståelse. Begavet med et bemærkelsesværdigt instinkt, kunne han straks bedømme alles behov som var omgivet af ham, og bedømme de ting som var i dårlig forfatning og krævede opmærksomhed, og han forsømte dem ikke. (MS 24, 1887). ret

(1113)  Det sagtmodigste menneske.--Moses var det største menneske som nogen sinde havde stået som leder for Guds folk. Han var meget æret af Gud, ikke for erfaringen han fik i de ægyptiske sale, men fordi han var det sagtmodigste menneske. Gud talte med ham ansigt til ansigt, som et menneske taler med en ven. Hvis mennesker ønsker at blive æret af Gud, så lad dem være ydmyge. Dem som fremfører Guds værk bør kunne skelnes fra andre ved deres ydmyghed. Om det menneske der lægges mærke til for sin ydmyghed, siger Kristus: Ham vil der stoles på. Gennem ham kan Jeg åbenbare Mig Selv for verden. Han vil ikke flette selviske tråde ind i netværket. Jeg vil vise Mig selv for ham, som jeg ikke gør for verden. (MS 165, 1899). ret

(1113)  

kapitel 13

30. Tapperhed i tro. - Det var Kaleps tro som gav ham tapperhed, som afholdt ham fra at frygte mennesker, og satte ham i stand til at stå frimodigt frem og forsvare det rigtige uforfærdet. Ved at stole på den samme Kraft, kan himlens mægtige hære, enhver sand soldat af korset få styrke og mod til at overvinde de forhindringer der virker ubøjelige (RH 30. maj, 1912). ret

(1113)  (Zak. 4,6). I dag er der brug for Kaleber. - I vort arbejdes forskellige perioder i historien, har der været brug for Kaleber. I dag trænges der til mænd, som er helt igennem tro, mænd, som følger Herren helt og fuldt, mænd, som ikke et tilbøjelige til at tie stille, når de burde tale; der er stålsatte i deres grundsætninger, der ikke søger at gøre indtryk ved noget ydre, men som vandrer ydmygt med Gud; tålmodige, venlige, høflige og hensynsfulde mænd, der forstår, at bønnens videnskab består i at handle i tro og fremvise gerninger, der kan medvirke til Guds ære og til gavn for hans folk. . . . Det kræver fra begyndelsen en helhjertet omvendelse at følge Jesus, og en gentagelse af denne omvendelse hver eneste dag. (Brev 39, 1899). ret

(1113)  

kapitel 14

29, 30 (kp. 26, 64. 65). Omstrejfen forøges ved Satans anstrengelser. - Gud gav udtrykkeligt bevis for at Han behersker himlene, og oprøret blev straffet med døden. Kun to af dem som forlod Ægypten som voksne, så det forjættede land. Folket strejfede rundt i ørkenen indtil resten var blevet begravet i ørknen. ret

(1113)  I dag bruger Satan de samme påfund til at indføre de samme onder, og hans anstrengelser følger op af de samme resultater som der var (1114) i Israels dage blev lagt så mange i deres grave (MS 13, 1906). ret

(1114)  

kapitel 15

38. 39 (1 Tim. 2,9. 10; 1 Peter 3,3.4). Israels klæder skilte dem ud fra folkeslagene. - Efter at Israels børn var kommet ud af Ægypten, blev de pålagt at have simple klædebon, med blåt i kanten af deres klæder, så de skilte sig ud fra alle folkene omkring dem, og vise at de var Guds særlige folk. Guds folk er nu blevet pålagt at have et særligt mærke på deres klæder. Men i det nye testamente henvises vi ofte til det gamle Israel for eksempler. Hvis gud gav disse definerede anvisninger til Sit gamle folk om deres klædninger, vil Han så ikke bemærke Sit folks klæder for denne tid? Bør der ikke være forskel i deres klæder fra det der er i verden? Bør Guds folk ikke, som er Hans særlige rigdom, ikke også søge at forherlige Gud i deres klæder? Og bør de ikke være eksempler når de gælder klæder, og ved deres enkle stil irettesætte verdslige fornøjelseselskendes stolthed, forfængelighed og overmådighed? Dette forlanger Gud af Sit folk. I Hans Ord irettesættes stolthed. (HR Feb. 1872). ret

(1114)  

kapitel 16

1-50. Oprør imod lederskab. - Disse Israels mænd beklagede sig, og påvirkede folket til at stå hos dem i oprør, og også efter at Gud havde udragt Sin hånd og opslugt dem der gør fejl, og folk fløj til deres telte i rædsel, deres oprør blev ikke kureret. Deres dybe utilfredshed viste sig endog under Herrens dom. Morgnen efter at Kora, Datan og Abiram og deres tilhænger blev udslettet, kom folket til Moses og Aran og sagde: ”I har dræbt Herrens folk.” På grund af denne falske anklage af Guds tjenere, blev tusindvis flere dræbte, for der var synd, skadefryd og ondskabens formastelighed i dem. (Brev 12a, 1893). ret

(1114)  (1 Sam. 15,23). Lektier fra oprøret. - Til spørgsmålet om et rigtigt oprør nogen sinde kan udbedres. Studer i Patriarker og Profeter om Koras, Datans og Abriams oprør. Dette oprør bredte sig, og tog mere end to mænd med sig. [Her henvises der til to mænd der ledte oprøret på en bestemt mark. - Redaktøren.] Det blev ledt af tohundredeoghalvtreds fyrster fra menighedsforsamlingen, navnkundige mænd. Kald oprør ved sit rette navn, og frafald ved sit rette navn, og tænk da over Guds gamle folks erfaring hvor alle dets forkastelige karaktertræk blev skrevet ned for at gå over i historien. Skriften erklærer: ”Disse ting blev nedskrevet til vor formaning, til hvem verdens ende kommer over.” Og hvis mænd og kvinder som kender til sandheden er så langt adskilt fra deres store Leder, at de tage den store leder for frafaldet, og kalde ham Kristus vor Retfærdighed, er det fordi de ikke har fordybet sig dybt nok i sandhedens miner. De er ikke i stand til at se det dyrebare malm fra det almindelige materiale. . . . . ret

(1114)  Herren har ladet denne sag udvikle sig som den er blevet, for at vise hvor let Hans folk kan føres vild, når de beror sig på menneskers ord i stedet for at selv ransage skriften, ligesom de ædle folk i Berøra gjorde, for at se om tingene er sådan. . . . . ret

(1114)  Oprør og frafald er i den luft vi indånder. Vi kan påvirkes af den hvis vi ikke i tror hænger vore hjælpeløse sjæle på Kristus. Hvis mennesker føres så let vild, hvordan vil de så stå når Satan skal give sig ud for Kristus, og gøre mirakler? Hvem vil være urørlig ved hans forkerte fremstillinger? Når Satan bekender at være Kristus, skønt han kun påtager sig Kristi person, og tilsyneladende gør Kristi gerninger? Hvad vil holde Guds folk fra at give deres alliance til falske Kristus’er? ”Gå ikke efter dem” ret

(1114)  Læresætningerne må forstås tydeligt. De mennesker der accepterer at lære sandheden må forankres; så vil deres skibsfartøj modstå storm og uvejr, fordi ankret holder dem fast. Bedragene vil blive større, og vi skal kalde oprøret ved sit rette navn. Vi skal stå med hele rustningen på. Mine brødre, I er skal ikke blot møde mennesker, (1115) men magter og myndigheder. Vi brydes ikke kun imod kød og blod. Lad Ef. 6,10-18 blive læst omhyggeligt (Brev 1, 1897). ret

(1115)  Kristus kom ikke til vor verden for at hjælpe Satan med at opægge et oprør, men for at stilne oprøret. Uanset hvor mennesker starter et oprør, vil de arbejde i det skjulte og i mørke, idet de ikke vil komme som Kristus har fortalt dem at gøre, frem for dem de har en sag imod, men vil beregne deres falsknerier og misundelse og onde tanker og sataniske fremstillinger, ligesom Satan gjorde mod medenglene under ham, og vinde deres sympati ved falske fremstillinger (Brev 156, 1897). ret

(1115)  1-3. Fyrster er med i oprør. - De mænd af Israel var besluttet på at modstå alle beviser som vil vise sig at være forkert, og de fortsatte igen og igen med deres utilfredshed indtil mange blev trukket bort, for at forene sig med dem. Hvem var disse? Ikke den svage, ikke den uvidende, ikke den uoplyste. I det oprør var der to hundrede og halvtreds berømte fyrster i forsamlingen, navnkundige mænd (Brev 2a, 1892). ret

(1115)  3. Moses beskyldt for at hindre fremrykningen. - De anklagede Moses for at være årsagen til at de ikke kom ind i det forjættede land. De sagde at Gud ikke havde behandlet dem sådan. Han havde ikke sagt at de skulle dø i ørknen. Men de ville aldrig tro at Han havde sagt sådan; men det var Moses som havde sagt dette, ikke Herre; og at det hele var arrangeret af Moses at aldrig føre dem til Kanaans land. (4SG 30). ret

(1115)  Kora bedrog sig selv. - Kora havde gemt på sin misundelse og oprør indtil han var selvbedraget, og han virkelig troede at forsamlingen var et meget retfærdigt folk, og at Moses var en tyrannisk hersker, der hele tiden gik op i at forsamlingen skulle være hellig, skønt der ikke var brug for det, for de var hellige (Samme., 31). ret

(1115)  19. Folket bedragede sig selv. - Folket mente om Kora kunne lede dem, og opmuntre dem, og dvæle ved deres retfærdige handlinger, i stedet for at blive ved deres fejl, ville de få en meget fredfyldt og fremgangsrig rejse, og han ville uden tvivl lede dem, ikke frem og tilbage i ørknen, men ind i det forjættede land. De sagde at det var Moses som havde fortalt dem at de ikke kunne rejse ind i landet, og at Herren ikke havde sagt sådan. Kora samlede i sin ophøjede selvsikkerhed hele forsamlingen imod Moses og Aaron, ”indtil tabernakeldøren til menighedsforsamlingen " (Samme.). ret

(1115)  

kapitel 17

1-13. En stav bevaret som mindesmærke. - Alle de bemærkelsesværdige forandringer med staven, skete på en nat, for at overbevise dem at Gud udtrykkeligt havde sat skille mellem Aaron og resten af Israels børn. Efter dette mirakel af guddommelig kraft, var præsteskabets myndighed ikke længere et spørgsmål. Denne forunderlige stav blev bevaret for at blive fremvist ofte for folket, og minde dem om fortiden, og forhindre dem i at knurre, og igen betvivle hvem præsteskabet egentlig tilhørte. Efter at Israels børn var fuldt overbevist om deres fejl, at anklage Moses og Aaron uretmæssigt, som de havde gjort, så de deres tidligere oprør i dets sande lys, og de blev rædselslagne. De talte til Moses og sagde: ”Se vi dør, vi går til; vi går alle til.” De blev til sidst tvunget til at tro den uvelkomne sandhed, at deres skæbne er at dø i ørknen. Og de troede at det i virkeligheden var Herren som havde sagt at de ikke skulle gå ind i det forjættede land, men de skulle dø, de anerkendte da at Moses og Aaron havde ret, og at de havde syndet imod Herren, og gjort oprør imod deres myndighed. De bekendte også at Koral, og dem som gik tabt sammen med ham, var syndere imod Herren og at de med rette havde lidt under Hans vrede (Samme., 35, 36). ret

(1115)  

kapitel 20

7, 8, 10, 12. Moses synd fremstillede Guds lederskab forkert. - Under hele deres omstrejfen, blev Israels børn fristet til at tillægge Moses Guds særlige arbejde, de mægtige mirakler som var blevet gjort for at udfri dem fra Ægyptens trældom. De anklagede Moses for at føre dem ud af Ægyptens land. Det var rigtigt at Gud havde manifesteret Sig selv forunderligt over for Moses. På en særlig måde havde Han (1116) favoriseret ham med Sin nærhed. Gud hade åbenbaret Sin overmådelige herlighed for ham. På bjerget havde Han taget ham ind i en hellig nærhed til Sig selv, og havde talt med ham som et menneske taler med en ven. Men Herren havde givet bevis efter bevis på at det var Ham Selv som arbejdede for deres udfrielse. ret

(1116)  Ved at sige: "Måtte vi hente jer vand fra denne klippe?" sagde Moses i virkeligheden til folket at de gjorde ret i at tro at han selv gjorde de mægtige gerninger, som var blevet gjort for deres skyld. Dette gjorde det nødvendigt for Gud at bevise for Israel at hans adgangstilladelse ikke var funderet på kendsgerninger. . . . . For at få den tanke ud af israelitternes hoveder at et menneske ledte dem, Gud fandt det nødvendigt at lade deres leder døde før de kom ind i Kanaans land (MS 69, 1912). ret

(1116)  

kapitel 21

6. Var blevet bevaret mirakuløst. - Som straf for deres utaknemmelighed, og beklagelse imod Gud, lod Herren ildslanger bide dem. De blev kaldt ild, fordi deres bid gav en smertelig betændelse, og spredte død. Frem til dette tidspunkt havde israelitterne bevaret dem fra slangerne i ørknen, ved et stadigt mirakel; for den ørken de rejste igennem var befængt med giftslanger (4SG 41). ret

(1116)   Et fatalt bedrag. - Der var dem som stoppede ved at det var tåbeligt at se efter hjælp på dette middel. At de skulle helbredes ved at se på et stykke kobber var absurd for deres tankesæt, og de sagde: ”Vi vil ikke se.” Denne beslutning var skæbnesvanger, og alle som ikke ville acceptere denne tilvejebringelse gik tabt. ret

(1116)  Kobberslangen blev opløftet i ørknen, så dem der så i tro kunne blive helbredt. På samme måde sender Gud et genoprettende og helbredende budskab til mennesker, og kalder dem til at se bort fra mennesker og jordiske ting, og sætte deres lid til Gud. Han har givet Sit folk sandheden med kraft gennem Helligånden. Han åbnede Sit Ord for dem som søgte og bad for sandhed. Men da disse budbringere gav den sandhed, de havde modtaget til folk, blev de ligeså vantro som israelitterne. Mange kommer med urimelige indvendinger over den sandhed de har fået af ydmyge budbringer (MS 75, 1899). ret

(1116)  

kapitel 22

1-6. Tvesindede Bileam. - På det tidspunkt hvor Balak sendte budbringere efter ham [Bileam], blev han tvesindet, og handlede på en måde der var til Herrens fjenders gunst og ære, for den løns skyld han fik fra dem. Og samtidig bekendte han at være en Guds profet. Afgudsdyrkende nationer troede at de forbandelser som blev udtalt, ville påvirke enkeltpersoner, og endog hele folkeslag (4SG 43). ret

(1116)   15-17. Bileam eneste synd var begærlighed. - Her er en alvorlig advarsel til Guds folk i dag, at ikke lade ukristne karaktertræk leve i deres hjerter. En synd som fostres bliver en vane; og, styrkes den ved gentagelse, udøver den hurtig en styrende indflydelse, og underlægger sig alle de ædlere kræfter. Bileam elskede uretfærdighedens belønning. Begærlighedens synd, som Gud sætter i bås med afgudsdyrkelse, modstod og overvandt han ikke. Satan fik fuld kontrol over ham ved denne ene fejl, som forringede hans karakter, og gjorde ham til en opportunist. Han kaldte Gud for sin mester; men han tjente Ham ikke; han gjorde ikke Guds gerninger (ST 18. nov., 1880). ret

(1116)  

kapitel 24

1-5. Beskue herligheden af Guds nærhed. - Bileam ønskede at se bedre ud over for Balak, og han lod ham bedrage, og troede at han brugte overtroiske ceremonier og trolddom da han besøgte Herren: Men idet han fulgte den befaling han fik af Gud, blev han mere frimodig i dette forhold, idet han adlyd den guddommelige indskydelse, og han lagde sin foregivne besværgelse til side, og så hen imod isaelitternes belejring, så han dem alle belejret i fuldkommen orden, under deres respektive normer, på afstand fra tabernaklet. Bileam fik lov at se den herlige manifestation af Guds tilstedeværelse, overskyggende beskyttelse, og lede tabernaklet. Han blev fyldt med beundring for dette ophøjede sceneri. Han indledte sin lignelse (1117) med al værdighed for en sand Guds profet (4SG 47, 48). ret

(1116)   15-24. Balak blev forbavset af åbenbaringen. - Moabitterne forstod vigtigheden af profeten Bileams ord - at israelitterne skulle bosætte kanaanæernes land efter at have besejret dem, og alle forsøg på at underlægge dem ville ikke gavne mere, end en et svagt dyr der vækker løven op af sin hule. Bileam fortalte Balak at han ville informere ham hvad israelitterne skulle gøre for sit folk på et senere tidspunkt. Herren udfoldede fremtiden for Bileam, og lod senere begivenheder komme frem for hans øjne, så at moabitterne ville forstå at Israel vil sejre til sidst. Idet Bileam profetisk opremsede fremtiden for Balak og hans fyrster, blev han slået af forbavselse over den måde Guds magt skulle vises fremover (Samme., 48). ret

(1116)  

kapitel 25

16-18. Guds kontrol er ubegrænset. - Moses befalede krigsmænd at udslette kvinder og drengebørn. Bileam havde solgt Israels børn for en løn, og han gik til sammen med folket, hvis gunst han havde fået for at ofre fireogtyve tusinde israelitter. Mange betragter Herren som grusom når Han forlanger at Hans folk skal føre krig mod andre folk. De siger at det er i modsætning til Hans menneskekærlige karakter. Men Han som gjorde verden, og formede mennesket til at bo på jorden, har ubegrænset kontrol over alle Hans hænders værker, og det er Hans ret at gøre som Han finder rigtigt, og hvad Han finder rigtigt med Sine hænders værk. Mennesker har ikke ret til at sige til sin Skaber: Hvorfor gjorde Du dette? Der er ingen uretfærdighed i Hans karakter. Han er verdens Hersker, og en stor del af Hans undersåtter har gjort oprør imod Hans myndighed, og har trådt på Hans lov. . . . . Han har brugt Sit folk som redskaber til Sin vrede, til at straffe onde nationer, som har plaget dem, og lokket dem ind i afgudsdyrkelse (Samme., 50, 51). ret

(1116)  

kapitel 26

64. Se EGW Kommentar til 4.Mos. 14,29. ret

(1116)  

kapitel 29

12-39. Se EGW Kommentar til 2.Mos. 23,16. ret

næste kapitel