2.Samuelsbog

(1023)  Kapitel: 1 - 12 - 16 - 19 - 24 ret

(1023)  

Kapitel 12

(1023) 1-14. Davids overbevisning om skyld førte til hans frelse.--Profeten Natans lignelse om hunlammet, som Kong David, må for alt i verden studeres. Lyset glimtede skarpt over kongen, medens han var i fuldstændigt mørke over hvad han tænkte om sine handlinger mod Urias. Medens han fulgte sin egenmægtige og ulovlige handlingsvej, blev lignelsen om en rig mand, som tog et hunlam fra en fattig mand, lagt frem for ham. Men kongen var pakket så fuldstændiget ind i sine syndens klæder, at han ikke ser at han var en synder. Han faldt i fælden og med stor vrede, og fældede en dom på den mand han mente det var, og dømte ham til døden. Da straffen var fuldbyrdet, og kendsgerningerne kom hjem til ham, da sagde Natan: Du er mennesket, der har dømt dig selv ubevist. Da blev David overvældet. Han havde ikke et ord at sig i forsvar for hans handling. ret

(1023)  Denne erfaring var meget smertelig for David, men den var meget gavnlig. Men i det spejl som Natan holdt op for ham, hvor han klart kunne genkende sin egen lighed, ville han have gået ubevidst over sin afskyelige synd, og ville være faldet. Overbevisningen af hans skyld var redningen for hans sjæl. Han så sig selv i et andet lys, som Herren så ham, og lige så længe som han levede angrede han sin synd. (Brev 57, 1897). ret

(1023)   13. Se EGW for 1.Kong. 3,14.

David fremsatte ingen undskyldning.--David vågner som fra en drøm. Han føler betydningen af sin synd. Han prøver ikke på at undskylde sin handlemåde eller dække over sin synd, som Saul gjorde; men med anger og oprigtig sorg bøjer han hovedet foran Guds profet og indrømmede sin skyld. . . . ret

(1023)  David viser ikke et uomvendt menneskes ånd. hvis han havde haft sine omkringliggende folkeherskeres ånd, ville han ikke fra Natan have båret det billede af han forbrydelse for sig i dens virkelige afskyelige farver, men ville have taget den trofaste irettesætters liv. Men uanset hans trones ophøjelse, og hans ubegrænsede kraft, er hans ydmyge anerkendelse af alle som han havde med at gøre, et bevis for at han stadig frygtede og skælvede for Herrens Ord. (1SP 378, 381). ret

(1023)   25 (1 Kong. 3,3). Manglende fornemmelse for behov fører til indbildning.-- Salomons ungdom var illustrativ, fordi han var knyttet til himlen, og gør sig afhængig af Gud og til hans styrke. Gud kaldte ham Jedidja, som fortolket betyder elsket af Gud. Han var sin faders stolthed og håb, og vel elsket i sin moders øjne. Han har været omgivet af alle verdslige fordele, som kunne forbedre han uddannelse og øge hans visdom. Men på den (1024) anden side, fordærvet af hoflivet fik ham til at elske fornøjelser og tilfredsstille hans appetit. Han har aldrig følt manglen på midler, til at tilfredsstille sine ønsker, og har aldrig behøvet at udvise selvfornægtelse. ret

(1024)  Uanset alle disse ubehagelige omgivelser, blev Salomons karakter bevaret i renhed i gennem hans ungdom. Guds engel kunne tale med ham om natten; og det guddommelige løfte gav ham forståelse og dømmekraft, og udrustede ham helt til hans ansvarsfulde arbejde, blev trofastheden holdt i hævd. I Salomons historie har vi forsikringen om at Gud vil gøre store ting for dem som elsker ham, som er lydig mod Hans bud, og stoler på ham, som deres sikkerhed og styrke. ret

(1024)  Mange af vore unge lider skibbrud i livets farlige rejse, fordi de stoler på sig selv og er formastelige. De følger deres egne tilbøjeligheder, og forlokkes af fornøjelser, og giver efter for appetitten, indtil der dannes vaner inden dem, som bliver snærende bånd for dem, der er umuligt for dem at bryde, og som drager dem ned i fordærv. . . . Hvis de i vore dage ville, ligesom den unge kong Salomon, føle deres behov for himmelsk visdom, og søge at udvikle og styrke deres højere evner, og hellige dem til Guds tjeneste, ville deres liv vise store og ædle resultater, og bringe ren og hellig lykke til dem selv og mange andre. (HR April, 1878) ret

(1024)  

Kapitel 16

10, 11. David accepterede ydmygheden som en nødvendighed.--[2 Sam. 16,10, 11 citeret.] Han (David) erkendte således foran sit folk og førstemænd, at dette er den straf som Gud har bragt over ham på grund af sin synd, som blev givet til Herrens fjender ved blasfemi; så den rasende benjamit kunne udrette sin del af den foreskrevne straf, og at hvis han bar disse ting med ydmyghed, ville Herren mindske sin lidelse, og vende Shimeis forbandelse til velsignelse. David udviste ikke en uomvendt mands ånd. Han viste at han havde en erfaring i Guds sager. Han viste at han kunne modtage irettesættelser fra Gud, og i denne tro vende sig til Ham som sin eneste tillid. Gud belønner Davids ydmyge tro på Ham, ved at tilintetgøre Aitopels råd, og forudindtage hans liv. (1SP 383) ret

(1024)  

Kapitel 19

16, 18-23. Shimei bekendte sig, David tilgav.--Efter Absoloms død, vendte gud Israels hjerter, som et menneskes hjerte, til David. Shimi, som ydmygede David, var i frygt for sit liv, blandt de første oprøre der mødte David i sin tilbagevenden til Jerusalem. Han bekendte sin oprørske optræden mod David. Dem som var vidner til hans fornærmende optræden, tilskyndede David til at ikke spare hans liv, fordi han forbandede Herrens salvede. Men David irettesatte dem. Han ikke blot sparede Simeis liv, men tilgav dem allernådigst. Var David hævngerrig, kunne han hurtigt have tilfredsstillet dette, ved at lægge forbryderen i døden. (1SP 384). ret

(1024)  

Kapitel 24

1-14. Se EGW for 1.Krøn. 21,1-13.

15-25. Se EGW for 1.Krøn. 21,14-27. ret

næste kapitel