2.Krøniker bog

(1130)  Kapitel: 1 - 2 - 4 - 5 - 6 - 8 - 14 - 17 - 26 - 33 - 34 - 35 - 36 - ret

(1130)  

Kapitel 1

3-6. Se EGW til 1 Kong. 3,4, Bind 2, s. 1025.

7-10. Se EGW til 1 Kong. 3,5-9, Bind 2, s. 1025.

7-12. Se EGW til 1 Kong. 3,5-15, Bind 2, s. 1026. ret

(1130)  

Kapitel 2

3-14. Se EGW til 1 Kong. 5,3-18, Bind 2, s. 1026.

13, 14. Se EGW til 1 Kong. 7,13. 14, Bind 2, s. 1030. ret

(1130)  

Kapitel 4

11. Se EGW til 1 Kong. 7,13. 14, Bind 2, s. 1030. ret

(1130)  

Kapitel 5

7, 8. 12-14. Se EGW til 1 Kong. 6,23-28, Bind 2, s. 1030. ret

(1130)  

Kapitel 6

13 (1 Kong. 8,54). Knæl i bøn ved offentlig tilbedelse.--Jeg har modtaget breve som spørger mig om den rette opførsel en person skal undvige når han sender bøn til universets regent. Hvor har vore brødre fået den ide at de skal stå på deres fødder, når de beder til Gud? . . . ret

(1130)  [Luk. 22,41; Apg 9,40; 7,59. 60; 20,36; 21,5; Ezra 9,5. 6; Sal. 95,6; Ef. 3,14 citeret.]. . . ret

(1130)  Både ved offentlig og privat tilbedelse, er det vor pligt at bøje os ned på vore knæ for Gud når vi sender vore bønner til Ham. Denne handling vier vor afhængig mod Gud. . . .

[2 Krøn. 6,1-13 citeret.]. . . ret

(1130)  Er det muligt at med al det lys som Gud har givet Sit folk om ærbødigheden, som prædikanter, skoleledere og lærere på vore skoler, ved forskrift og eksempel at de lærer unge mænd at stå standhaftig i helligelse ligesom farisæerne gjorde? Skal vi se på disse som forbillede i deres selvstrækkelighed og indbildning? Skal disse træk blive fremtrædende? . . . ret

(1130)  Vi håber at vore brødre ikke vil vise mindre ærbødighed og ære idet de nærmer den eneste sande og levende Gud, end de hedenske brødre viser for deres afgudsdyrkelse, ellers vil disse folk være vore dommere den dag den endelige beslutning tages. Jeg vil tale til alle som har lærers sted på vore skoler. Mænd og kvinder, vanær ikke Gud ved jeres uærbødighed og opblæsthed. Stå ikke frem i jeres farisæisme og send jeres bønner til Gud. Sæt ikke lid til jeres egen styrke. Gør jer ikke afhængig af den; men bøj ofte ned på jeres knæ for Gud, og bed til ham. ret

(1131)  Og når I samler jer for at bede til Gud, så vær visselig og bøj jeres knæ for Ham. Lad denne handling bevidne at hele sjælen, (1131) legemet, og ånden er underlagt sandhedens Ånd. Hvem har nøje ransaget Ordet for eksempler og anvisninger om dette? . . . ret

(1131)  Mennesker må komme med bøjede knæ, som en undersåt af nåde, i ydmyg bøn for nådens fodstol. Og idet han dagligt modtager nådegaverne fra Guds hånd, vil han altid føle taknemmeligheden i sit hjerte, og udtrykke den i taksigelse og pris for disse ufortjente gaver. (NL 37, s. 1-3). ret

(1131)  Bønnen som Salomon sendte op under tempelindvielsen, blev ikke sendt medens han stod på fødderne. Kongen knælede ned i en ydmyg ansøgers stilling. ret

(1131)  Heri er en lektie for Guds folk i dag. Vor åndelige styrke og vor indflydelse vokser ikke ved at tilpasse os en verdslig attitude under bøn. . . . Lad mennesket komme ned på bøjede knæ, som en nådens undersåt, en forbønsmand ved nådens fodstol. Derved skal han bevidne at hele sjælen, legemet og ånden er underlagt sin Skaber. (RH Nov. 30, 1905). ret

(1131)  

Kapitel 8

14. Se EGW til 1 Krøn. 23,1-5. ret

(1131)  

Kapitel 9

17-22. Se EGW til Præd. 1,14. ret

(1131)   22, 23 (1 Kong. 10,23. 24). Gud beriger mennesker med talenter.--[2 Krøn. 9,22. 23 citeret.] Denne ære blev ikke forårsaget af Salomon selv. Gud gav ham indflydelsesrige talenter og stor visdom. Lad alle huske på at taktfølelse og evner ikke kommer fra det naturlige menneske. Dem som var afhængige af prædikanter eller på anden måde mennesker de betragtede som højere end dem selv, bør forstå at Gud er den Eneste som begaver mennesket med talenter. ret

(1131)  Vi ser en fare i at give rige gaver eller rosværdige ord på menneskeagenter. Dem som Herren begunstiger behøver hele tiden at være på vagt, for at stolthed eller selvværd ikke får overmagt. Han som bliver fulgt usædvanligt op, han som har fået fordømmende fra Herren, behøver særlige bønner fra Guds trofaste vagtfolk, så han kan beskyttes fra at tænke selvagtværdigt og åndelig stolthed. Aldrig skal et sådant menneske udvise selvagtværdighed,, eller prøve at handle som diktater eller en hersker. Hans brødre bør trofast advare ham for hans farer; for overlades han til sig selv, vil han visselig gøre fejltagelser, og afsløre menneskelig skrøbelighed. ret

(1131)  Ved at studere Salomons historie, kan vi klart se at de mennesker, som var indbildte og roste og forherligede dygtige mennesker, er dem som ikke genkender og ærer Gud for de velsignelser Han har givet dem, igennem menneskelige redskaber. De støttede og ærede mennesker; Gud blev vanæret; og derfor fandt herren det kar, han havde forordnet og brugt til Sin hellige tjeneste, som urent. Det naturlige menneskes følelser, ånd og lighed begyndte at vise sig, og han som tidligere gjorde Guds vilje, blev fordærvet ved menneskelig ophøjelse. Så blev menneskers svaghed afsløret ved at vælge ukloge venner, hvis handlemåde hjalp fristeren til at omsnære mennesket. Herren lod ham blive omsnæret, fordi han fortsatte med at ophøje sin egen visdom, og stolede ikke på sin Gud. Han ville lade sig rådgive, han ville gå på sin egen vej. . . . ret

(1131)  Herren sætter ikke mennesker i ansvarsfulde stillinger til at gennemføre deres egen vilje, men Guds vilje. Han giver dem visdom som søger Ham og er afhængig af Ham som deres Rådgiver. Så længe som mennesker viser rene principper for Hans regering, vil han fortsætte med at velsigne og fastholde dem som Sine redskaber, der udvirker Hans mål med Sit folk. Han samarbejder med dem som samarbejder med Ham. . . . Den prøve som Salomon blev tilmålt med, bruges til at udmåle alle. (MS 81, 1900). ret

(1131)  

Kapitel 14

11. Gud vil arbejde med os, når vi stoler på ham.--[2 Krøn. 14,11 citeret.] Dette er en passende bøn vi skal bede. Vore udsigter er alt andet end smigrende. Der er umådelig mange som har sat sig op imod sandheden, som vi må møde i at bringe lyset til andre. Vort håb er ikke til vor kundskab til sandheden, og vore evner, men til den levende Gud. . . . Der bør være en levende tro for den (1132) mægtige Gud, til at vise Sin kraft, ellers vil alle vise sig at gå fejl. Gud overvandt Israels fjender. Han bringer deres hære i uorden. De flygtede de vidste ikke hvorhen. Hvem kan stå for Israels Herre Gud? ret

(1132)  Nu fører vi ikke krig imod kød og blod, men imod magter myndigheder og åndelig ondskab på de høje steder. Herren vil opmuntre os til at se på ham, som kilde til al vor styrke, Ham som er i stand til at hjælpe os. Vi må se på mennesker, og de vil give os råd, og dog kan disse forkastes, men når Israels Gud begynder at arbejde for os, vil Han gøre det til en succes. Vi ønsker at vide at vi er på det rigtige med Gud; hvis vi ikke er på det rigtige over for Ham, så ønsker vi at anstrenge os alvorligt for at komme i rigtigt forhold med Ham. Vi må hver i sær gøre noget selv. Vi skal ikke risikere vor evige interesse på gætteri. Vi må sætte alt på det rigtige; vi må følge Guds forlangender, og så forvente at Gud arbejder med anstrengelser. 2 Krøn. 20,15. Gud arbejder i os, ved sandhedens lys. Vi skal være lydige imod alle Hans bud. ret

(1132)  Oh, om vi kunne tage dette punkt i betragtning, at det arbejde som vi involverer os i, ikke vort arbejde, men Guds arbejde, og vi skal som ydmyge redskaber, arbejde sammen med Ham, og med et øje rettet på Guds herlighed, ikke tage fejl af begyndelsen af kristenlivet til dets fuldbyrdelse, men se nødvendigheden af at blive oplært på jorden, til at berede Guds vilje for os! Vi skal ikke opløfte os selv, ikke være selvtilstrækkelig, men stole på Gud, vide at Han er villig og i stand til at hjælpe os. Gud vil arbejde med Sit folk, men vi ønsker at være i en position hvor vor trøst og tillid vil være fast hos Ham (RH 10. maj, 1887). ret

(1132)  

Kapitel 17

3-7, 9, 10. Lydighed bringer Guds gunst.--[2 Krøn. 17,3-7. 9. 10 citeret.] Lydighed mod Herre fører altid velvilje med sig, og en nøje ydelse af retfærdige principper vil bære guddommelige legitimationer; men herren vanæres når dem som er sat som forvaltere i Guds hjord, understøtter og billiger et ondt arbejde. ret

(1132)  De ydre tegn på faste og bøn, uden en brudt og brødebetynget ånd, har ikke værdi i Guds øjne. Der er faktisk brug for det indre nådesarbejde. Sjælens ydmygelse er væsentlig. Gud ser på dette. Han vil allernådigst tage imod dem, som vil ydmyge deres hjerter for Ham. Han vil høre deres bønner og helbrede deres frafald. ret

(1132)  Prædikanter og folk behøver renselsesarbejdet i deres sjæle, så Guds domme kan vendes bort fra dem. Gud venter, og venter efter ydmygelse og anger. Han vil tage imod alle som vil vende sig til Ham med hele deres hjerte (MS 33, 1903). ret

(1132)  

Kapitel 26

16-21 (2 Kong. 15,5). Succes må ikke opløfte een.--[2 Krøn. 26,16-21 citeret.] I Urias tilfælde afslører kongen hvordan Gud vil straffe formastelsessynd. . . . Herren har forordnet mennesker til visse stillinger i Sin menighed, og Han vil ikke have dem til at forlade de steder som Han har udpeget for dem. Når Herren giver dem et mål af succes, vil de ikke opløftes, og tro at de selv er kvalificeret til at gøre et arbejde som de ikke egner sig til, og til noget Gud ikke har kaldt dem til (RH 14. aug., 1900). ret

(1132)  

Kapitel 33

9-13. Den made Gud arbejder på. - I Manasses tilfælde giver Herren os et eksempel på den måde han arbejder på [2 Krøn. 33,9-13 citeret.] ret

(1132)  Herren har ofte talt til Sit folk i advarsler og irettesættelser. Han har åbenbaret sig selv i barmhjertighed, kærlighed og venlighed. Han har ikke efterladt Sit frafaldne til fjendens vilje, men har længe båret over med dem, også i det hårdnakkede frafald. Men efter der var givet forgæves appeller forbereder Han straffens stav. Hvilken medfølende kærlighed har der ikke været udvist mod Guds folk! Herren kunne have skåret igennem deres synder, som arbejder på tværs af Ham, men det har Han ikke gjort. Hans hånd er stadig udragt. Vi har grund til at give Gud tak for at Han ikke har taget Sin Ånd fra dem, som har nægtet at vandre på Hans vej (Brev 94, 1899). ret

(1132)  

Kapitel 34

(1133) 18, 19. Se EGW til 2 Kong. 22,10, 11, Bind 2, s. 1038. ret

(1133)   21 (2 Kong. 22,13). Herrens ord er stadig bindene.--[2 Kong. 22,13 citeret.] Josias sagde ikke: "Jeg kender ikke til det bud, dette er gamle forskrifter, og tiderne har forandret sig." Han har udpeget mennesker til at undersøge sagen, og disse mænd tog til Hulda, profetinden. [2 Kong. 22,15-20 citeret.] ret

(1133)  På Josias’ dage var Herrens ord bindende, og burde være fremført lige så strengt, som tidspunktet det blev talt på. Og i dag er det lige så bindende som det var den gang. (GCB 1. april, 1903). ret

(1133)   22 (2 Kong. 22,14). Hulda blev besøgt af de Mest ærede i riget. - Josias sendte de højeste og mest ærede af folket som budbringere til profetinden. Han sendte de første mænd i Hans rige, - mænd som havde høje betroede stillinger i nationen. Derved gav han Guds orakler ære (GCB 1. april, 1903). ret

(1133)   29-31. Se EGW til 2 Kong. 23,1-3, Bind 2, s. 1038.

30. Se EGW til 2 Kong. 23,2, Bind 2, s. 1039.

26-33. Se EGW til 2 Kong. 23,29. 30, Bind 2, s. 1039. ret

(1133)  

Kapitel 35

20-24. Se EGW til 2 Kong. 23,29. 30, Bind 2, s. 1039. ret

(1133)  

Kapitel 36

11-13. Se EGW til 2 Kong. 24,17-20, Bind 2, s. 1040. ret

(1133)  14-21. Jøderne var eksempel på grænsen for Guds overbærenhed. - Det jødiske folk fremsættes for os som et eksempel på grænsen for Guds lange overbærenhed. Verdens ødelæggelse er afbilledet ved Jerusalems ødelæggelse. Hans læber som altid har udtalt velsignelser over den brødebetyngede, og sagt opmuntrende ord til den fattige og lidende, og bragt glæde over den ydmyge, erklærer en forbandelse over dem, som Han har bragt lyset, men ikke påskønner eller accepterer lys. Dem ville undgå det klare og tydelige lys i Guds ord, og værne om menneskegjorte traditioner, han er erklæret for skyldig for alle de profeters blod, som er slået ihjel siden verdens grundlæggelse af. ret

(1133)  Atter og atter havde Gud fanget jøderne på deres onde vej med en hård tugtelse, men de provokerede Ham med deres onde gerninger, kastede Hærskarernes Herres lov væk, og nægtede til sidste at ære Hans enbårne Søn. For hvert århundrede der gik i overtrædelse blev vreden ophobet imod vredens dag. Jesus bad det hårdnakkede og forhærdede folk at fylde målet for deres uretfærdighed. Deres onde gerninger blev ikke glemt eller overset. Når tidspunktet for gengældelsesdommen var fyldt, var mandatet blevet sendt ud fra det Allerhøjestes hellige sted for at forsvare Guds ære og ophøje Hans lov (Udateret MS 145). ret

(1133)   19. Se EGW til 2 Kong. 25,9, Bind 2, s. 1040.

20. Se EGW til 2 Kong. 24,10-16, Bind 2. s. 1040. ret

næste kapitel