Salmernes bog

(1142)  Kapitel: 1 - 5 - 8 - 11 - 17 - 18 - 19 - 19,20 - 25 - 32 - 33 - 34 - 35 - 42 - 51 - 63 ret

(1142)  (1142)Anvisning for at studere flere Salmer. - Hvor frygteligt er det ikke når Guds anerkendelse ikke kommer når den skulle være der! Hvor sørgeligt at ydmyge ens selv når det er for sent! Hvorfor, oh, hvorfor giver mennesker ikke agt på indbydelsen? Salmisten siger: "Når du siger: I må søge mit ansigt, siger mit hjerte til jer: Dit ansigt, Herre, vil jeg søge". [Sal. 27,8] Hele denne salme er fortræffelig, og bør sættes ind i klassernes læse- og stavelektioner. Den otteogtyvende, niogtyvende og otteoghalvfjerdsindstyvende salme fortæller om de rige velsignelser som kommer fra Gud over Sit folk, og af deres ringe tilbagebetaling af Hans gode gaver. Den enogfirsenstyvende salme forklarer hvorfor Israel blev spredt. De glemte Gud, ligesom menighederne i vort land glemmer ham i dag. Læs den niogfirsenstyvende, halvfemsenstyvende, enoghalfemsindstyvende, tooghalvfemstyvende og treoghalvfemsindstyvende salme. Min opmærksomhed er blevet henledt til disse sager. Skal vi ikke tænker over Herrens ord? Disse ting blev skrevet til vor formaning, for hvem verdens ende kommer over, og bør de så ikke være genstand for at studere i vore skoler? Guds ord indeholder lærerige lektier, til irettesættelse, advarsel, opmuntring og som rige løfter. Ville en sådan mad som denne ikke være til betimelig tid for de unge? (MS 96, 1899) ret

(1142)  

Salme 1

3. Hvad gør den stedsegrønne til en kristen? -- Søg at blive til et stedsegrønt træ. Bær smykket for en ydmyg og stille ånd, som er af stor værdi i Guds øjne. Værn om kærlighedens, glædens, langmodighedens, venlighedens, godhedens troens, ydmyghedens og mådeholdenhedens nådegave. Dette er frugten på det kristne træ. Plantet ved vandets floder, frembringer det dets frugter i rette tid. (MS 39, 1896). ret

(1142)  

Salme 5

(1142)  Talens talent fører ofte store ansvar med sig. Der er brug for at passe godt på dem; for den er en mægtig kraft for ondt såvel som for godt.[Sal. 5,5-12 citeret.] ret

(1142)  I disse vers fremvises retfærdighed og uretfærdighed. Dette kendetegner talens træk. (Brev 34, 1899).

Salme 8

3. Se EGW til Es. 60,1. ret

(1142)  

Salme 11

6 (Mal. 4,1). Fortærende flammer gengælder den onde. -- Den onde modtager deres løn på jorden. "Han lader glødende kul og svovl regne over de uretfærdige, og en glohed vind bliver deres skæbne." Ilden kommer ned fra Gud, ud fra himlen. Jorden er brudt op. Våbnene der er skjult i dens dybder trækkes frem. Fortærende flammer springer fra alle gabene svælg. Selv klipperne brænder. Den dag som kommer skal brænde som en ovn. Elementer skal simpleste under brændende hede, også jorden, og dens gerninger deri skal brændes op. De onde "skal blive overmodige; og dagen der kommer skal brænde dem op, siger hærskarers Herre." Alle straffes "efter deres gerninger." (SW 14. marts, 1905). ret

(1142)  

Salme 17

(Ef. 6,12; Åb. 12,12.) Davids kamp. - David var en repræsentativ mand. Hans (1143) historie er af interesse for enhver sjæl som stræber efter evige sejre. I hans liv er der to der kæmper for overherredømmet. Vantroen bringer sine styrker i orden, og prøver at fordunkle det lys der skinner på ham fra Guds trone. Dag for dag er kampen i gang i hans hjerte, Satan strides om ethvert skridt der gøres for retfærdighedens styrker. David forstod hvad det vil sige at kæmpe imod magter og myndigheder, imod denne verdens herskere og mørke. Nogle gange er det som at fjenden må vinde sejr. Men til sidst sejrer troen, og David fryder sig over Jehovas frelsende magt. ret

(1143)  Den kamp David var igennem, må enhver Kristi efterfølger gennemgå. Satan er kommet ned med stor kraft, vidende at hans tid er kort. Striden belønnes med fuld udsigt til det himmelske univers, og engle står klar til at løfte Guds hårdt pressede soldater en standard imod fjenden, og lægge sejrs- og glædesange i deres læber (MS 38, 1905). ret

(1143)   5. Alle stier er besat med farer. - Du skal ikke være overrasket over at hele rejsen mod himlen er behagelig. Der er ikke brug for at se på vore egne mangler. Se på Jesus, mørket passerer bort, og det sande lys skinner. Gå dagligt frem, og udtryk Davids bøn: ”Mine skridt har holdt dine spor, jeg vaklede ej på min gang.” Alle livets stier er besat med farer, men vi er sikre hvis vi følger der hvor Mesteren fører vejen, stoler på Ham Når vi hører hans stemme sige: ”Følg mig.” ”Han der følger mig skal ikke vandre i mørke, men få livets lys.” Lad dit hjerte hvile i Hans kærlighed. Vi behøver at hellige sjæl, legeme og ånd. Dette må vi søge efter (NL nr. 11, s. 2). ret

(1143)  

Salme 18

3. Øges målbevidstheden giver det kraft. - Idet du bekender dig for mænd og kvinder, er din tillid til Herren, du får tildelt større styrke. Beslut dig for at prise ham. Med fast målbevidsthed øges viljekraften, og snart vil du finde at du ikke kan være med at rose Ham [Sal. 18,3 citeret] (MS 116, 1902). ret

(1143)   25. En illustration på barmhjertighed og retskaffenhed. - Salmisten fortsætter: "Du selv er barmhjertig." Lad os begynde at praktisere den instruktion der er givet i det otteoghalvtredsindstyvende kapitel af Esajas, der viser barmhjertighed mod dem der er forpinte. "Herren lønned mig efter min retfærd." Gud vil lønne mennesker efter deres oprigtighed (MS 116, 1902). ret

(1143)   26. Gud møder os hvor vi er. --" Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige" - som er at Gud møder os hvor vi er, så at vi skal møde mennesker hvor de er. Lad os ikke, ved at afvise vore medmennesker hvor de er, sætte os selv uden for rækkevidde af Guds kærlighed og barmhjertighed (MS 116, 1902). ret

(1143)  

Salme 19

(Sal. 119,130.) Lær lektier fra himlene. - Gud kalder på lærere at se himlene og studere Guds værker i naturen. [Sal. 19,1-3 citeret.] Skal vi ikke huske på de lektier som naturen lærer? Skal vi ikke åbne øjnene for vore sanser; og tage Guds smukke ting ind? Vi vil gøre rigtigt i at læse den nittende salme ofte, så vi kan forstå hvordan Herren binder Sin lov til Hans skabte værker. . . . ret

(1143)  Vi skal betragte Guds forunderlige værker, og gentage de lektier vi lærer af dem for vore børn, så vi kan lede dem til at se Hans dygtighed, Hans kraft, Hans storhed i Hans skabte værker. ret

(1143)  Hvilken Gud er vor Gud! Han hersker over Sit rige med flid og omhu, og Han har bygget et hegn - de ti bud - omkring Hans undersåtter, for at beskytte dem fra overtrædelse. Når han forlanger lydighed mod sit riges lov, giver Gud Sit folk sundhed og lykke, fred og glæde. Han lærer dem at den karakterfuldkommenhed han forlanger, kun opnås ved at blive fortrolig med Hans Ord. Salmisten erklærer: “Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt.” (MS 96, 1899). ret

(1143)   1-14. En åbenbaring af højere uddannelse. - Da menneskesønnen kom blandt menneskene, bragte han himlens forstand med Sig; for Han skabte verdenerne og alle (1144) ting som er deri. Menneskets studier om videnskab og natur, som ikke har fået hjælp fra guddommelig instruktion, kommer til kort om de dyrebare ting som Kristus vil have at mennesket skal lære om den naturlige verdens ting. Mennesket lader sig ikke undervise af de små ting i naturen, som lærer store og vigtige sandheder der er nødvendig for sjælens frelse. ret

(1144)  Lydighed mod naturens love er lydighed mod guddommelige love. Kristus kom til alle som naturens Gud. Han kom for at genspejle alle naturens ting på alle, ting som er relativt vigtige, himlens ære, for at indprente menneskesindet med Hans ære, som skabte alle ting, og undervise mennesker i at adlyde Hans røst, og bibringe den sande uddannelses videnskab, som er den sande religions enkelthed. [Sal. 19,1-6 citeret.] ret

(1144)  Så knytter salmisten Guds lov i den naturlige verden med de love der gives til Hans skabte intelligensvæsener [Sal. 19,7-14 citeret.] ret

(1144)  Denne salme åbenbarer den højere uddannelse, som alle må tage imod, eller gå tabt i deres synder. Mennesket er ulydig imod Jehovas love. Når Herren påbyder naturen at frembære vidnesbyrd mod de ting som han har gjort, bevidner de straks om Guds ære. ret

(1144)  Kristi fremviser de jordiske ting, så de kan repræsentere det åndelige Lignelsen om sædemanden og sæden har en lektie af allerhøjeste betydning. Kristus har åbnet dette op for os, som en lektie bog, for at repræsentere den åndelige såning. Herren henleder opmærksomheden på de ting som Han har skabt, og de ting gentager Kristi lektier. Han påbyder naturens ting om at tale til sanserne, så at mennesker kan give agt på Guds stemme deri. Naturens ting siger evige sandheder (MS 28, 1898). ret

(1144)   1 (se EGW til Es. 40,26). Månen og stjerne kan være vore ledsagere. - Himlene må være en studiebog for dem [de unge], som de lærer lektier fra, der har intens interesse. Månen og stjernerne kan være deres ledsagere, tale til dem på det mest veltalende sprog af Guds kærlighed (YI 25. okt., 1900). ret

(1144)  Naturens videnskab, er Guds skatkammer. - Hvis Kristi efterfølger vil tro Hans ord og praktisere det, er der ingen videnskab i den naturlige verden, men han vil kunne gribe og bruge, intet andet end de midler som han kan give sandheden til andre med. Naturlig videnskab er Guds skatkammer, som enhver studerende i Kristi skole kan trække på. Guds veje i naturlig filosofi, og mysterier i forbindelse med Hans handlemåde med mennesker, er et skatkammer som alle kan trække fra (MS 95, 1898). ret

(1144)  Videnskab og religion kan ikke skilles ad. - Naturen er fuld af lektier om Guds kærlighed. Rettelig forstået har disse lektier ført til skaberen. De pegede fra naturen til Gud, lærte de enkle og hellige sandheder som renser sindet, fra at sætte det i tæt berøring med Gud. Disse lektier understreger den sandhed, at videnskab og religion ikke kan skilles ad. ret

(1144)  Kristus kom til denne jord for at undervise mennesker i Guds rige mysterier. Men mennesker kunne ikke forstå Hans lektier med menneskelig forstand. Menneskers visdom kan ikke lægge grund til den videnskab der er guddommelig. . . . Når mennesker er forligt med Gud, taler naturen til ham i himmelsk visdommelige ord, frembærer vidnesbyrd til den evige sandhed i Guds ord. Når Gud fortæller os betydningen af tingene i naturen, glimter den sande religions videnskab frem, forklarer forholdet til Guds lov til den naturlige og åndelige verden (MS 67, 1901). ret

(1144)   1-3 (se EGW til Sal. 147,4). Studere skabningen opløfter sindet. - Hvis den letsindige og fornøjelsessøgende vil lade deres tanker dvæle på det reelle og sande, kan hjertet blot fyldes med ærbødighed, og de vil tilbede naturens Gud. Studiet af Guds karakter, som den er åbenbaret i Hans skabte værker, vil åbne op for tanker der drager sindet bort fra lave, og fornedrende fornøjelser. Kundskabens til Guds værker og veje kan vi kun begynde på i denne verden, studiet vil fortsætte ud i evigheden. (YI 6. maj, 1897). ret

(1144)   1-6. Naturens kræfter er Guds prædikanter. - [Sal. 19,1-6 citeret.] Gud opmuntrer os til at betragte Hans værker i den naturlige verden. Han ønsker at vi skal vende vore tanker fra at studere det kunstige til det naturlige. Vi skal forstå dette bedre idet vi opløfter vore øjne til Guds bjerge, og betragter de værker som hans egne hænder har skabt. De er Guds værk. Hans hænder har formet bjergene og (1145) afvejer dem i deres position, så de ikke skal bevæges uden på Hans befaling. Vinden, solen, regnen, sneen og isen, er er alle Hans tjenere der skal gøre Hans vilje (MS 16, 1897). ret

(1145)   14 (Ordsp. 4,23; Matt. 12,34-37; Fil. 4,8). Kontrolleret, ædel tankegang er antageligt for Gud. - [Sal. 19,14 citeret.] Når Gud arbejder med hjertet med Sin Helligånd, må mennesket samarbejde med Ham. Der må bindes op om tankerne, begrænses, holdes borte fra at dele sig og tænke over ting som kun svækker og besmitte sjælen. Tankerne må være rene, og hjertets meditationer må være renset, hvis mundens ord skal være antagelige for himlen, og til hjælp for dem du omgås. . . .[Matt. 12,34-37 citeret.] ret

(1145)   I bjergprædiken præsenterede Kristus de vidtrækkende principper i Guds lov for sine disciple. Han underviste Sine tilhørere og sagde at loven kunne overtrædes af tanker der bygger på et ondt ønske, som føres ud i livet. Vi er forpligtiget til at kontrollere vore tanker og underlægge dem Guds lov. Herren har givet os sindets ædle kræfter, så de kan bruges til at tænke over himmelske ting. Gud har gjort overmådige tilvejebringelser, så sjælen til stadighed vokser i guddommelig liv. Overalt har han sat agenter der hjælper os til at udvikle os i kundskab og dydighed; og dog, hvor lidt påskønnes disse agenter eller har glæde af dem! Hvor ofte hengiver sindet sig ikke til det som er jordisk, sensuelt og basisk! Vi giver vor tid og tanke til trivielle og tarvelige ting i verden, og forsømmer de store interesser som angår d et evige liv. Sindets ædlere kræfter forklejnes og svækkes fordi der ikke arbejdes med temaer det ville være værd for dem at koncentrere sig om. [Fil. 4,8 citeret.] ret

(1145)   Enhver, der ønsker at få del i den guddommelige natur, bør forstå at værdsætte den kendsgerning, at han må undfly den fordærvelse, som lysterne har bragt ind i verden. Det må bestandig være en alvorlig kamp mellem sjælen og sindets onde forestillingsverden. Der må være en stadig modstand mod fristelse til synd i tanke eller handling. Sjælen må bevares fra enhver plet ved tro på ham, som er i stand til at bevare dig fra at falde. Vi burde grunde over skrifterne og tænke nøgternt og oprigtigt over ting, der angår vor evige frelse. Jesu uendelige barmhjertighed og kærlighed, det offer, han har bragt for vor skyld, kalder på den største alvorlige og højtidelige overvejelse. Vi burde dvæle ved vor kære Frelsers og Talsmands egenskaber. Vi burde prøve at forstå betydningen af frelsesplanen. Vi burde grunde over hans opgave, som kom for at frelse sit folk fra deres synder. Ved bestandig beskuelse af det himmelske vil vor tro og vor kærlighed blive stærkere. Vore bønner vil blive Gud mere og mere velbehagelige, fordi de vil blive mere og mere iblandet med tro og kærlighed. De vil blive mere vise og inderlige. Der vil være en mere stadig tillid til Jesus, og du vil få en daglig levende erfaring i Kristi villighed og kraft til at frelse alle til det yderste som kommer til Gud ved Ham. ret

(1145)   Vi ved beskuelse, og når vi vender vort sind mod vort guddommelige forbilledes fuldkomne træk, vil vi længes efter at blive fuldstændigt forvandlede og fornyede i hans renheds billede. Sjælen vil hungre og tørste efter lighed med ham, som vi tilbeder. Jo mere vore tanker dvæler ved Kristus, jo mere vil vi tale om ham til andre og repræsentere ham for verden. Vi er opfordrede til at drage ud og stille os fra verden, for at vi kan være den Højestes sønner og døtre. Det er en hellig forpligtigelse for os at ære Gud som hans børn på Jorden. Det er afgørende, at tanken forbliver hos Jesus, så vi indtil enden kan sætte vort håb til den nåde, det vil være at se Jesus, så vi indtil enden kan sætte vort håb til den nåde, det vil være at se Jesus Kristus åbenbaret hos (RH 12. juni, 1888). ret

(1145)  

Salmerne 19, 20

Den nittende og tyvende salme er specielt er særlig til os. - Herren vil have os til at vågne op til vor sande åndelige tilstand. Han ønsker at enhver sjæl skal ydmyge hjerte og sind for Ham. De inspirerende ord findes i den nittende og tyvende salme bringes frem til mig til vore folk. Det er vor forret at acceptere (1146) disse dyrebare løfter, og tro advarslerne. Jeg beder for at vore hjerter må være helt vågne for de farer der omgiver dem, der er ligeglad med sjælens velfærd. Vi behøver at forstå hvad skrifterne siger. ret

(1146)  I nattestunden var det som om disse ord blev gentaget til folk: Der er behov for at få ransaget selvet nøje. Vi har ikke tid til at føje selvet. Hvis vi er knyttet til Gud, skal vi ydmyge vore hjerter for Ham, og være meget nidkær for at udvikle kristen karakter. Vi har et stort og højtideligt arbejde at gøre, for at verden bliver oplyst om de tider vi lever i; og de vil blive oplyst når et direkte vidnesbyrd frembæres. De vil ledes til at ransage selvet nøje (Brev 12, 1909). ret

(1146)  

Salme 25

18 (2 Sam. 16,12). En stærk mand i en storm. - David har aldrig været så beundringsværdig, end han var i sin modgangstid. Aldrig har denne Guds ceder rigtig større, da han brydes med storm og uvejr. Han var et menneske med det største temperament, som kunne have rejst de stærkeste bitterhedsfølelser. Han gik til kødet med beskyldning om ufortjent fejl. Han fortæller os at skammen har sønderbrudt hans hjerte. Og det ville have været overraskende hvis han, i sindsyge, havde sine ukontrollerede vrede frit løb, for at bryde ud i heftigt raseri, hævnakt. Men der var intet i dette som kunne forventes af et menneske med hans karakterpræg. Med sønderbrudt ånd og tårefyldte følelser, og uden udtryk for græmme sig, vendte han sine herlighedsscenerier tilbage og også hans forbrydelser, og følger op om sin flygt for sit liv (Brev 6, 1880). ret

(1146)  

Salme 32

1, 2. David blev omvendt igen. - David blev tilgivet for hans overtrædelse fordi han ydmygede sit hjerte for Gud i anger og sjælebrøde, og troede at Guds løfte til at tilgive var blevet opfyldt. Han bekendte sin synd, angrede og blev omvendt. I begejstring for tilgivelse, udbrød han: ”Salig den, hvis overtrædelser er forladt, hvis synd er skjult: Saligt det menneske, Herren ej tilregner skyld, og i hvis ånd der ikke er svig.” Velsignelsen kommer på grund af tilgivelse; tilgivelsen kommer gennem troen på at den synd, der er bekendt og angret, frembæres af den store Syndbærer. Således kommer alle vore velsignelser fra Kristus. Hans død er et sonoffer for vore synder. Han er den store Mellemmand, igennem hvem vi får Guds barmhjertighed og gunst. Så er han i virkeligheden vor tros Skaber, Ophavsmand såvel som Fuldender (MS 21, 1891). ret

(1146)  

Salme 33

6, 9. Se EGW til 1. Mos. 1,1-3, Bind 1, s. 1081. ret

(1146)  

Salme 34

12-15. Forsikringen fostrer sundheden. --[1 Peter 3,10-12 citeret.] . . . ret

(1146)   Forsikringen om Guds billigelse vil fremme fysisk sundhed. Den befæster sjælen imod tvivl, rådvildhed, og overmådelig sorg som så ofte tapper de vitale kræfter for energi og fremkalder nervesygdomme af den mest svækkende og pinefulde karakter. Herren har givet Sit ufejlbarlige ord for at Hans øjne skal være over de retfærdige og Hans øre åben for deres bønner, medens Han er imod alle dem som gør ondt. Vi gør et meget hårdt arbejde for os selv i denne verden, når vi tager en sådan kurs, at Herren er imod os (RH 16. okt., 1883). ret

(1146)  

Salme 35

28. Tungens opdragelse. -- Tungen behøver at blive uddannet og disciplineret og oplæres til at tale om himlens herlighed, at tale om Jesu Kristi uforlignelige kærlighed (Brev 32, 1890). ret

(1146)  

Salme 42

1. Vore sjæle burde hunger efter himlens gaver. - Vi skal komme til Gud (1147) i tro, og udgyde vore bønner for Ham, tro at Han vil arbejde for vor skyld, og for deres skyld som vi prøver at frelse. Vi skal bruge mere tid til alvorlig bøn. Vi skal med en tillid som et lille barns komme til vort himmelske Fader og fortælle ham om al vor trang. Han er altid rede til at tilgive og hjælpe. Der er et uudtømmeligt forråd af guddommelig visdom, og Herren opfordrer os til at benytte os af det i rigt mål. Den længsel, vi burde føle efter åndelig velsignelse, beskrives i disse om: "Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud." Vi bør have en større sjælehunger efter de rige gaver, som Himmelen har at give. Vi skal hungre og tørste efter retfærdighed. ret

(1147)  Gid det var vort brændende ønske at kende Gud gennem erfaringer, at bringe vor sag frem for den Allerhøjeste, at række hånden ud i tro og lægge vore hjælpeløse sjæle over på ham, som er mægtig til at frelse. Hans miskundhed er bedre end livet. (MS 38, 1905) ret

(1147)  

Salme 51

1-17. Vejen tilbage til Gud. - Jeg bringer jer den enoghalvtredsindstyvende salme, en salme fyldt med dyrebare lektier. Fra den kan vi lære hvilken vej vi skal følge hvis vi har forladt Herren. Herren sendte et irettesættelsesbudskab til Israel ophøjede og ærede konge, igennem Hans profet. David bekendte sin synd og ydmygede hans hjerte, erklærede at være retfærdig med alle Hans handlemåder [Sal. 51,1-17 citeret] (MS 147, 1903). ret

(1147)  Den største skyld er synd imod Gud. - Synd er synd, uanset om den er begået af en der sidder på én trone, eller af én på livets ydmygere stier. Dagen kommer hvor alle, der har begået synd, vil komme til bekendelse, også selvom det er for sent for dem at modtage tilgivelse. Gud venter længe på at synderen skal angre. Han udviser en forunder overbærenhed. Men Han må til sidst drage overtræderen af Hans lov til regnskab. ret

(1147)  Et menneske pådrager sig skyld ved at såre et medmenneske, men hans hovedskyld er den synd han har begået imod Herren, og den onde indflydelse hans eksempel har på andre. ret

(1147)  Det oprigtige Guds barn tager ikke let på nogen af Hans forlangender (MS 147, 1903). ret

(1147)   3. En levende samvittighed fører til bekendelse. - David jublede ofte i Gud, og alligevel dvælede han meget ved sin egen uværdighed og syndighed. Hans samvittighed sov ikke eller var død. ”Min synd,” råbte han, ”er altid foran mig.” Han smigrede ikke sig selv med at synd var en sag som ikke havde noget med at gøre, og at det ikke angik ham. Idet han så bedragets dybder i hans hjerte, fik han dyb afsky for sig selv, og bad om at Gud ville holde ham tilbage ved Hans kraft, fra formastelige synder, og rense ham fra skjulte fejl. ret

(1147)  Det var ikke for os at lukke vore øjne og forhærde vor samvittighed, så vi ikke ser eller erkender vore synder. Vi har brug for at værne om den belæring vi har fået om syndens hadefulde karakter, så at i kan angre og bekende vore synder (Brev 71, 1893). ret

(1147)  

Salme 63

5,6 (Sal. 104,34). Meditation fører til kærlighed og fællesskab. - Læg jer selv helt i Jesu hænder. Tænk over hans store kærlighed, og så længe du tænker over Hans selvfornægtelse, er hans uendelige offer gjort for vor skyld, for at vi skal tro på ham, vil dit hjerte blive fyldt med hellig glæde, stille fred, og ubeskrivelig kærlighed. Idet vi taler om Jesus, idet vi kalder på ham i bøn, vil vor tillid til at Han er vor personlige, elskelige Frelser blive styrket og Hans karakter vil vise sig mere og mere elskelig. . . . Vi kan nyde rige kærlighedsfester, og idet vi helt tror at vi er adopteret af Ham, kan vi få en forsmag på himlen. Vent på Herren i tro. Herren drager sjælen i bøn, og lader os mærke Hans dyrebare kærlighed. Vi har en nærhed til ham, og kan få et lifligt fællesskab med Ham. Vi får et tydeligt syn på Hans ømhed og medfølelse, og vore hjerter er brudt og smeltet med at betragte den kærlighed som er givet til os. Vi mærker i virkeligheden Kristi tilstedeværelse i sjælen. Vi bliver i Ham, og mærker et hjem sammen med Jesus. Løfterne flyder ind i sjælen. Vor fred er som en flod, der med herlighedsbølge efter herlighedsbølge ruller ind i hjertet, og i virkeligheden (1148) har vi fællesmåltid med Jesus og Han med os. Vi har en erkendbar sans for guds kærlighed, og vi hviler i Hans kærlighed. Intet sprog kan beskrive det, det er udover al kundskab. Vi er ét med Kristus, vort liv er skjult med Kristus i Gud. Vi har forvisningen at når Han, som er vort liv skal vise sig, så skal vi også vise os sammen med Ham i herlighed. Med stærk forsikring, kan vi kalde Gud for vor Fader (Brev 52, 1894). ret

(1148)  

Salme 66

1-5. Denne salme sang Kristus ofte.--[Sal. 66,1-5 citeret.] Denne salme og dele af den tooghalvfjerdsindstyvende salme sang Kristus ofte. Det var den mest enkle og beskedne måde Han underviste andre på (YI 8. sept., 1898). ret

(1148)  16. Pris Gud mere. - Ville det være godt at opelske taknemmelighed, og sende takkesange til Gud? Som Kristne bør vi prise Gud mere end vi gør. Vi burde bringe mere og mere klarhed over Hans kærlighed i vore liv. Når vi i tro ser hen til Jesus, genspejles Hans glæde og fred fra ansigtsminerne. Hvor alvorlig bør vi ikke forsøge at sætte os selv i forhold til Gud, så vore ansigter kan genspejle solskinnet af Hans kærlighed! Når vore egne sjæle levendegøres af Helligånden, skal vi udøve en opløftende indflydelse på andre, som ikke kender glæden ved Kristi nærhed. ret

(1148)  David sagde: "Kom og her, alle I der frygter Gud, og jeg vil fortælle hvad han har gjort for min sjæl" (MS 115, 1903).

Salme 71

(1148)   9,17.19 (Sal. 92,13-15). På vagt imod onderne i den høje alder. - David bad Herren indstændigt om at ikke svigte ham i hans høje alder. Og hvorfor bad han sådan? Han så at de mest aldrende omkring ham var ulykkelige, fordi de uheldige karaktertræk var blevet større med alderen. Hvis de af naturen var tilbageholdne og begærlige, var de, de mest ubehagelige i de modne år. Hvis de var jaloux, irritable og utålmodige i de unge, vil de være dette særligt når de var så gamle. ret

(1148)  David blev forpint da han så dem, som tidligere virkede til at have gudsfrygten for sig, men nu i en gammel alder lod til at have svigtet Gud og udsat sig for hån af Herrens fjender. Og hvorfor kom de i den situation? Idet de blev ældre lod de til at miste deres tidligere dømmekraft, og de var åbne for at lytte til fremmede bedrageriske påfund, med hensyn til dem som de skulle betro sig til. Deres ubetvungne jalousi flammede nogle gange op, fordi alle ikke var enige i deres svigtende dømmekraft. Nogle tænkte at deres egne børn slægtninge ønskede at de døde for at tage deres plads og besidde rigdom, og modtage den hyldest som de var blevet givet. Og andre blev kontrolleret så meget af jalousi og begærlige følelser at de udslettede deres egne børn. ret

(1148)  David blev stærkt berørt. Han var forpint. Han så frem til det tidspunkt hvor han blev ældre, og frygtede at Gud ville forlade ham og han ville være lige så ulykke som andre ældre personer, hvis optræden han havde lagt mærke til, og at han ville overlades til Herrens fjenders bebrejdelse. Med den byrde på sig, bad han alvorligt [Sal. 71,9. 17. 19 citeret]. David mærkede at det var nødvendigt at vogte sig imod de onder som fulgte med en høj alder. ret

(1148)  Det er ofte sådan at ældre personer ikke vil indrømme at deres mentale styrke svigter, og afkorter deres dage ved at tage imod den omsorg, som tilkommer deres børn. Ofte spiller satan på deres indbildning, og leder dem til at opsamle deres midler, med gnieragtig omhu, og skaber således en stadig bekymring for deres jordiske guder. Nogle vil endog frarøve sig selv mange af livets goder, og hellere sætte alle kræfter ind, frem for at bruge de midler som de har. Således er de stadig plagede, fordi de er bange for at de skal mange noget i fremtiden. ret

(1148)  Hvis disse ville tage det standpunkt Gud vil have dem til, vil deres sidste dage være deres bedste, deres lykkeligste. Dem som har børn, som de kan betro ærlighed og ledelse til, bør lade dem lede for sig, og sørge for deres lykke. Hvis de ikke gør dette, vil Satan udnytte deres manglende mentale styrke, og lede for dem. De bør lægge bekymringer og byrder til side, og bruge deres tid så (1149) godt som de kan, og modnes for himlen (ST 19. feb., 1880). 17. Se EGW for 1 Sam. 2,26, bind. 2, s. 1010. ret

(1149)  

Salme 77

7, 10-12. Davids foranderlige mentale erfaring.--Salmisten David erfarede mange foranderligheder i sit sind. Nogle gange fik han et syn på Guds vilje og veje, han blev højt ophøjet. Da han så opfangede øjesynet fra Guds barmhjertighed og uforanderlige kærlighed, var det som om at alt blev omhyllet i en sky af mørke. Men igennem mørkets sky fik han syn for Guds egenskaber, som gav ham mod og styrkede hans tro. Da han mediterede over livets vanskeligheder og farer, så de så forskrækkede ud at han selv mente at han var blevet forladt af Gud på grund af hans synder. Han så sin synd i et så stærkt lys at han udbrød: ”Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise nåde.” ret

(1149)  Men idet han grad og bad, fik han et klarere syn på Guds karakter og egenskaber, og blev uddannet af himmelske agenter, og han besluttede at hans ideer om Guds dom og strenghed var overdrevne. Han forkastede de indtryk han havde fået, som resultat af hans svaghed, uvidenhed og fysiske skavanker og som vanære for Gud, og med fornyet tro udbrød han: ”Det er min smerte; at den højestes højre er ikke som før.” ret

(1149)  Han studerede meget alvorligt Guds veje, udtrykt i Kristus, da han var omhyllet i skystøtten, og blev givet til Moses, for at blive gentaget for hele Israel. Han genkaldte hvad Gud havde gjort, for at sikre Sig et folk, som Han kunne betro hellig og livsvigtig sandhed fremover i tiden. Gud arbejdede på den mest forunderlige måde, for at udfri mere end en million mennesker; og idet David betragtede Hans pagter og løfter til dem, vidende at de gjaldt alle der behøver dem lige så meget som for Israel, brugte han dem på sig selv og sagde: ”Jeg kommer Herrens gerninger i hu, ja kommer dine fordums undere i hu. Jeg tænker på al din gerning og grunder over dine værker.” ret

(1149)  Hans tro greb fat I Gud, og han blev styrket og opmuntret; selvom han genkendte Guds veje som mystiske, vidste han dog at de var barmhjertige og God; for dette var Hans karakter som blev åbenbaret for Moses: ” Da steg Herren ned i skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed.” ret

(1149)  Da David brugte disse løfter og forrettigheder på sig selv, besluttede han at han ikke længere ville forhaste sin afgørelse, og miste modet, og kaste sig selv ned i hjælpeløs fortvivlelse. Hans sjæl fyldtes med mod, idet han betragtede Guds almindelige karakter, som blev vist i Hans lære, Hans overbærenhed, Hans overordentlige storhed og barmhjertighed, og han så at Guds gerninger og undere ikke skal bruges i begrænset omfang. ret

(1149)  Men igen skifter Davids erfaring [Sal. 73,2-5; 12,17-23.28 citeret] (MS 4, 1896). ret

(1149)  

Salme 89

14. Tvillingesøstre. - Retfærdighed har en tvillingesøster som altid skal stå ved hendes side: Det er barmhjertighed og kærlighed (brev 18e, 1890). ret

(1149)  (1 Peter 5,3.) Mennesker må ikke herske over andre. - Lad dem som har betroede stillinger frigøre sig selv fra den ubarmhjertige ånd som forhåner Guds så meget. Retfærdighed og dømmekraft er Hans trones hjemsted. Lad ingen tro at Gud har givet mennesker magt til at herske over deres medmennesker. Han vil ikke acceptere det menneskers tjeneste, som gør Kristi arvinger modløse og skader dem. Nu er det tid at enhver person ransager sig selv, og selv beviser, at han kan se om han har troen. Ransag nøje de motiver som får dig til at handle. Vi er involveret i den Allerhøjestes arbejde. Lad os ikke indvæve selviskhedens tråde i vort net. Lad os rejse os til et højere stadige i vor daglige erfaring. Gud vil ikke varte op om noget menneskes synder (MS 42, 1901). ret

(1150)  

Salme 90

(1150) 8. Vi må se vore liv som Gud ser det. - At dvæle ved Jesu, skønhed, godhed, barmhjertighed og kærlighed styrkes med mentale og moralske kræfter, og så længe sindet oplæres til at gøre Kristi gerninger, og være lydige børn, vil I jævnligt spørge: Er dette Herrens vej? Vil Jesus være tilfreds med få mig til dette? Vil denne handlemåde behage mig selv eller behager den Jesus? ret

(1150)  Så vil enhver sjæl huske Herren ord: Du har mine skjulte synder i dit ansigts lys. Mange behøver at forandre deres tanke- og handlingsbane så afgjort, hvis de vil behage Jesus. Vi kan sjældent se vore synder i det frygtelige lys som Gud kan give. Mange har vænnet sig selv til at gå en syndig vej, og deres hjerter forhærdes, under indflydelse af Satans kraft Og deres tanker fanges under hans onde indflydelse; men når de i Guds styrke og nåde sætter deres tanker op imod Satans fristelser, gøres deres sind klare, deres hjerter og samvittighed påvirkes af Guds ånd bliver de følsomme, synden ser sådan ud som den gør - overmådelig syndig. Så er det tidspunktet hvor skjulte synder sættes frem i lyset for deres ansigt. De bekender deres synder for Gud, og angrer dem og skammer sig over synden. . . . . Han haster dem bag sin ryg fra Hans ansigts lys (Brev 43, 1892). ret

(1150)  

Salme 91

Tab understøttes af den onde. - I den enoghalvfemsindstyvende salme er den mest forunderlige beskrivelse af Herrens komme til at bringe den ondes ondskab til en ende, og give dem som har valgt Ham som deres Genløser forsikringen om Hans kærlighed og beskyttende omsorg. [Sal. 91,1-15 citeret.] ret

(1150)  Den retfærdige forstår Guds regering, og vil juble af hellig glæde I den evige beskyttelse og frelse som Kristus gennem Sine fortjenester har sikret til dem. Lad alle huske på dette, og ikke glemme at de onde, som ikke tager imod Kristus som deres personlige frelser, og ikke forstår Hans forsyn. De har ikke valgt retfærdighedens vej, og de kender ikke Gud. Uanset alle de goder Han så nådigt har givet dem, har de misbrugt Hans nåde ved at ikke anerkende hans godhed og barmhjertighed han har vist dem, ved disse gode gaver. På ethvert tidspunkt kan Gud trække Sin forunderlige barmhjertigheds- og kærlighedstegn tilbage fra den forhærdede. ret

(1150)  Oh, om menneskelige agenter kunne tænke over hvad det sikre resultat vil være af deres utaknemmelighed mod Ham, og om deres vanrøgt af Kristi uendelige gave til vor verden! Hvis de fortsætter med at elske overtrædelser højere end lydighed, vil de nuværende velsignelser og Guds store nåde som de nu nyder, men ikke påskønner, til sidst blive anledning til deres evige ruin. De kan have et tidspunkt hvo de vælger at involvere sig i verdslige fornøjelser og syndig behag, frem for at standse sig selv i deres syndige kurs, og leve for Gud og for himlens Majestæts ære; men når det er for sent for dem at se og forstå det som de har negligeret som en værdiløs ting, vil de vide at det betyder at være uden Gud, og uden håb. Da vil de kunne fornemme hvad de har mistet ved at vælge illoyalitet mod Gud og stå i oprør imod Hans bud. I fortiden trodsede de Hans kraft og forkastede Hans tilbud om barmhjertighed; til sidst vil Hans domme falde over dem. Da vil de erkende at de har mistet lykke - liv, evigt liv, i de himmelske sale. . . . ret

(1150)  På det tidspunkt hvor Guds domme falder ubarmhjertigt, oh, hvor misundelsesværdigt for den onde vil værre i deres position som forbliver ”på den Aller Højestes skjulte sted” - den bolig hvori Herren skjuler alle, der har elsket Ham og har adlydt hans bud. Den retfærdiges lod er i virkeligheden misundelsesværdig på dette tidspunkt, for dem som lider på grund af deres synder. Men barmhjertighedens dyr er lukket for den onde, der sendes ikke længere bønner op for hans skyld, efter at prøvetiden er til ende. ret

(1150)  Men dette tidspunkt er ikke kommet endnu. Barmhjertighedens liflige stemmer høres stadig. Herren kalder nu syndere at komme til Ham (MS 151, 1901). ret

(1151)  

Salme 92

(1151) 12. En "Palmetræs" kristen. - Palmetræet vil repræsentere en kristens liv. Den står oprejst iblandt den brændende sandørken, og tørrer ikke ud, for den trækker sin næring fra livets udspring under overfladen (RH 1. sep, 1885). ret

(1151)  Den kristne er en palme i ørknen. - [Sal. 92,12 citeret.] Se den trætte rejsende, der slider over den varme sandørken, uden skyggested til at beskytte sig fra en tropisk sols stråler. Hans vanforsyning svigter, og han har intet at slukke sin brændende tørst med. Hans tunge bliver opsvulmet; han vansmægter som en fordrukken mand. Syner om hans hjem og venner går forbi hans tanker, idet han selv tror at han er ved at gå tabt i en forfærdelig ørken. Pludselig lyder et glædesråb fra dem længere fremme. Et stykke derfra, i det triste sandørken, dukker et grønt og blomstrende palmetræ op. Håbet opildner hans pulsslag. Det som giver livskraft og friskhed til et palmetræ, vil nedkøle de opildnede pulsslag, og give liv til dem som går til at tørst. ret

(1151)  Ligesom palmetræet, der trækker næring fra de levende vande, er grønt og nærende midt i ørknen, ligeså må den kristne trække rige nådesforsyninger fra Guds kærlighed kilde, og kan lede de trætte sjæle, der er fulde af rastløshed og ved at gå til i syndens ørknen, for de vande som de må drikke og leve af. Den kristne peger altid sine medmennesker til Jesus, som indbyder. ”Hvis nogen tørster, så lad han komme til Mig og drikke.” Denne kilde ophører aldrig; vi må drage, og drage igen (ST 26. okt., 1904). ret

(1151)  Hvis den kristne overhovedet skal trives og vokser, må han gøre det iblandt dem der er fremmede for Gud, iblandt spottere, genstand for latterliggørelse. Han må stå oprejst som palmetræet i ørknen. Himmelen kan være som kobber, ørkensandet kan piskes op omkring palmetræets rødder og hobe sig op i dynger omkring stammen. Alligevel lever træet som et stedsegrønt træ, frisk og livskraftig i det hede ørkensand. Fjern sandet, til du kommer ned til røddernes udløbere, og du vil opdage hemmeligheden ved dets liv; rødderne trænger dybt ned til jordens skjulte vandkilder. Kristne kan passende repræsenteres ved palmetræet. De er ligesom Enok; selvom de er omgivet af fordærvende indflydelser, griber deres tro fat på den Usynlige. De vandrer med Gud og får styrke og nåde fra ham til at modstå den moralske forurening, der omgiver dem. Ligesom Daniel ved Babylons hof står de rene og ubesmittede; deres liv er skjult med Kristus i Gud. De er retskafne i ånden midt i lastefuldhed; de er sande og trofaste, brændende og ivrige, mens de er omgivet af vantro, hykleriske bekendere, gudløse og verdslige mennesker. Deres tro og liv er skjult med Kristus i Gud. Jesus er i dem et kildespring til evigt liv. Tro trænger ligesom palmetræets udløbere under de synlige ting og drager åndelig næring fra livets Kilde. (ST 8. juli, 1886). ret

(1151)  (Ez. 31,7.) Den kristne er en robust Ceder. - Når Jesu kærlighed bliver i sjælen, vil mange der nu er visne grene blive som Libanons cedre, ”hvis rødder er ved de store vande.” Cederen kendes for faste rødder. Den er ikke tilfreds med at fæstne sig til jorden med nogle få svage fibre, den jager sit rodnet ud, ligesom en robust kile, ned i den kløvede klippe, og når dybere og dybere ned for at få et stærkt greb. Når stormen kæmper med sine grene, kan dette fastfunderede træ ikke rykkes op. Hvilken prægtig ceder skal enhver Kristi efterfølger ikke være, hvis han kun er rodfæstet og grundfæstet i sandheden, fast forenet med den Evige Klippe (RH 20. juni, 1882). ret

(1151)  13-16. Se EGW for Sal. 71,9. 17. 19. ret

(1151)  

Salme 104

14 (Se EGW for 1.Mos. 1,29, bind. 1, s. 1081). En harmoni i ord og gerninger. - Herrens ord og gerninger harmoniserer. Hans ord er nådige og Hans gerninger er gavmilde. ”Du lader græs gro frem til kvæget og urter til menneskets tjeneste.” Hvor gavmilde er ikke de tilvejebringelser han har gjort for os. Hvor underfuld er ikke den gavmildhed og kraft han udviser for vor skyld. Skulle vor nådig Omsorgsmand behandle os sådan som vi behandler hinanden, hvordan ville det så ikke være? Skal vi ikke stræbe alvorligt på at følge den gyldne regel: ”Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne.” (Brev 8, 1901). ret

(1151)  34. Se EGW for Sal. 63,5. 6. ret

(1151)  

Salme 119

17, 18, 33-40. Et eksempel på bøn. - [Sal. 119,17. 18. 33-40 citeret.] Bønner som denne bør Herrens tjener stadig sende til Ham. Denne bøn afslører en helligelse til Gud i hjerte og sind; det er den helligelse som Gud beder os om at gøre (RH 18. sept., 1908). ret

(1151)  Himlens strømme er ikke låst af. - Bibelen bør studeres under bøn. Vi bør bede ligesom David gjorde: ”Åben du mine øjne, så jeg kan beskue din lovs forunderlige ting.” Intet menneske kan få indsigt i Guds ord uden Helligåndens oplysning. Hvis vi blot vil komme i den rette position for Gud, vil Hans lys skinne på os i rige og klare stråler. Dette var de første disciples erfaring. . . . [Apg. 2,1-4 citeret.] Gud er villig til at give os en lignende velsignelse, når vi søger alvorligt efter den. ret

(1152)  Herren låser ikke af for himlens strømme efter at have udgydt Sin Ånd over de første disciple. Vi må også modtage Hans velsignelses fylde. Himlen er fulde af Hans nådes rigdomme, og dem som kommer til Gud i tro må kræve at alt som Han har lovet. Hvis vi ikke har Hans kraft, er det på grund af vor åndelige sløvhed, vor ligegyldighed, magelighed. Lad os komme ud af denne formalitet og dette mørke (RH 4. juni, 1889). ret

(1152)  111-115. 125-130. 165. Budene er til glæde for den lydige. - Budene er til glæde for det lyde Guds barn. David erklærer: [Sal. 119,111-115. 125 citeret]. ret

(1152)  Udslukker den foragt der er vist mod Guds lov Davids loyalitet? Her hans ord. Han kalder på Gud gribe og forsvare Hans ære, og vise at der er en Gud, hvor der er begrænsninger mod Hans overbærenhed, så det er muligt at trække så meget på Guds barmhjertighed at den udtømmes. ”Det er på tide, Herre, at arbejde,” siger han, ”for de har sat din lov ud af kraft.” ret

(1152)  David så at de guddommelige forskrifter var tilsidesat, og hårdnakket og oprør tog til. Blev han fejet bort af det almindelige frafald? Førte den hån og foragt, der var kommet på loven, ham til at holde sig fejt fra anstrengelserne at forsvare loven? Tværtimod voksede hans ærbødighed for Jehovas lov idet han så den vanrøgt og foragt som andre viste for den [Sal. 119,126-130, 165 citeret] (MS 27, 1899). ret

(1152)  126. 127. Tid til Gud for at arbejde. - David blev stærkt prøvet på hans dag da han så mennesker foragte Guds lov. Mennesker bortlagde sig reglerne, og resultetet var fordærv. Guds lov var blevet et dødt brev for dem som Gud havde skabt. Mennesker nægtede at tage imod de hellige forskrifter som regel for deres liv. Ondskaben var så stor at David var bange for at Guds overbærenhed ville ophøre, og han sendte en hjertefølt bøn op til himlen og sagde: “Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov. Derfor elsker jeg dine bud fremfor guld og skatte.” ret

(1152)  David tænkte på sin tid at mennesker havde overgået grænserne for Guds barmhjertighed, og at Gud ville arbejde på at forsvare Hans lovs ære, og bringe de ondes ondskab til en ende, hvilken indflydelse skulle da vore dages udbredte syndighed have på dem som elsker og frygter Gud? Hvor der er en udbredt lydighed, hvor synden vokser til et opslugende tidevand, vil den bekendende kristne da være ond mod ond, uretfærdig mod uretfærdig? Skal vi sætte vor indflydelse til side for den store faldne engel, og skal universel foragt opdynges over Guds lov, den store standard for retfærdighed? Skal vi fejes bort af overtrædelsens og frafaldets store tidevandbølge? Eller skal den retfærdige ransage Skrifterne, og selv kende de betingelser som deres sjæles frelse beror på? Dem som gør Guds Ord til deres menneskers råd, vil påskønne Guds lov, og deres værdsættelse af den vil rejse i sig samme mål som den sættes til side og foragtes. Loyale undersåtter af Kristi rige vil genlyde Davids ord og sige: ”Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov. Derfor elsker jeg dine bud fremfor guld og skatte.” Dette (1153) er det standpunkt de vil have, der elsker Gud oprigtigt og deres næste som sig selv. De vil ophøje budene medens foragten tager til (Udateret MS 145). ret

(1153)  126. Da David på hans tid så hvordan Guds lov blev lagt bort, forventede han at man ville kunne se et guddommeligt mishag. Han så efter at herren vil viste Sin retfærdige vrede. ”det er din tid, Herre til at arbejde,” udbrød han, ”for de har sat din lov ud af kraft.” Han troede at mennesker i deres lovløshed havde overgået grænserne for Guds overbærenhed, og at Herren ikke længere ville begrænse Sig selv (MS 15, 1906). ret

(1153)  Hvor vil menigheden stå? - Det er muligt for mennesker at gå så langt i ondskaben, under stadig formaninger, at Gud ser at Han må stå op og forsvare Sin ære. Sådan er det ved den nuværende periode af denne jords historie. Forbrydelse af enhver grad bliver mere og mere påfaldne. Jorden er fyldt med mennesker der er voldelige mod deres medmennesker. ret

(1153)  Hvilket standpunkt vil menigheden indtage? Vil dem som tidligere havde respekt for Guds lov, trækkes med i de onde strømme? Vil den næsten universelle overtrædelse og foragt for Guds lov, formørke alle samme sjæles åndelige atmosfære? Vil manglende respekt for Guds lov feje de beskyttende mure bort? Skal Guds lov sættes mindre højt fordi ondskaben og lovløsheden har overhånd? Skal de få loyalister der bor på jorden blive ligeså illoyale og handle som de onde gør, fordi loven sættes ud af kraft at den stor majoritet der lever på jorden? Skal de ikke hellere sende Davids bøn op: ”Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov.” (MS 15, 1906)? ret

(1153)  130. Se EGW for Sal. 19. ret

(1153)  165. I harmoni med himlen. - Der er ikke fred i uretfærdigheden; den onde er i krig med Gud. Men han som tager imod lovens retfærdighed i Kristus, er i harmoni med himlen (Brev 96, 1896). ret

(1153)  Lydighed fører til fred. - Enhver Guds lov er en forordning for barmhjertighed, kærlighed og frelsende kraft. Adlydes disse love er de vort liv, vor frelse, vor lykke, vor fred [Sal. 119,165 citeret] (Brev 112, 1902). ret

(1153)  

Salme 121

5. Gud kommer nær for at dække alle behov. - Der er sand lykke i at ville hjælpe dem der behøver hjælp. Gud hjælper den svage og styrker dem, som ikke har nogen kraft. Indenfor de felter, hvor prøvelser og strid og fattigdom er størst, trænger Guds arbejdere til forøget beskyttelse. Til dem, der arbejder i kampens hede, siger Gud: "Herren er din skygge ved din højre hånd." ret

(1153)  Vor Herre tilpasser sig efter vort særlige behov. Han er vor skygge ved vor højre hånd. Han vandrer lige ved vor side, rede til at forsyne os med alt, hvad vi trænger til. Han kommer dem ganske nær, som er beskæftiget med villig tjeneste for ham. Han kender enhver ved navn. Hvilken forvisning har vi ikke om Kristi inderlige kærlighed! (MS 51, 1903). ret

(1153)  

Salme 135

7. Se EGW for Sal. 147,8. 16-18. ret

(1153)  

Salme 139

1-12 (Åb. 20,12. 15). Der hvor du er, er Gud. - Vi er aldrig alene. Vi har en ledsager, uanset om vi vælger Ham eller ej. Husk på, unge mænd og unge kvinder, at uanset hvem du er, hvad du end har gang i, så er Gud her. I har et vidne for alle jeres ord og handlinger, - den hellige og syndshadende Gud. Der ikke noget der kan siges eller gøres, eller tænkes som forbigår Hans almægtige øje. Dine ord kan måske ikke høres af det menneskelige øje, men de høres af universets Hersker. Han læser sjælens indre vrede når viljen krydses. Han hører bespottelsens udtryk. Han er med i det dybeste mørke og ensomhed. Han er der. Ingen kan bedrage Gud, ingen kan undgå at blive drage til regnskab for ham.

[Sal. 139,1-12 citeret.] ret

(1153)  Dag for dag gøres der optegnelser af dine ord, dine handlinger og din indflydelse i himlens bøger. Dette må imødekommes [Åb. 20,12. 15 citeret] (YI 26.maj, 1898). ret

(1153)  8. Ingen ensomhed uden Gud. - Salmisten repræsenterer Den Almægtiges tilstedeværelse som den der gennemsyrer universet. ”Farer jeg op til himlen, da er du der, (1154) reder jeg leje i dødsriget, så er du der.” [Sal. 139,8.] Vi kan aldrig finde et ensomt sted hvor Gud ikke er. Han har altid sit Alvidende øje på alle vore gerninger, og selvom Han kan bringe himlens hære i orden til at gøre Hans vilje, indvilger Han i at acceptere skrøbelige og fejlende dødelige menneskers tjeneste (ST 14. juli, 1881). ret

(1154)  

Salme 144

12. Gud bruger tid på juveler. - Vi er Guds veludførte værk. Værdien af menneskeagenten beror helt på den polering han får. Når de rug stene tilberedes til bygningen, må de tages ind på værkstedet, og hukkes og rettes til. Processen er ofte skærende, idet stenen presses ned på hjulet, men de rå kanter bliver fjernet, og glansen kommer frem. Herren bruger ikke Sin tid på værdiløs materiale; Hans juveler poleres kun efter et palads’ billede. Enhver sjæl må ikke blot underlægge sig dette arbejde i den guddommelige hånd, men må pålægges alle åndelige sener og muskler, så karakteren kan blive mere ren, og ordene mere hjælpsomme, handlinger som Gud kan anerkende (Brev 27, 1896). ret

(1154)  Den guddommelige arbejder bruger kun lidt tid på værdiløs materiale. ¨Kun de dyrebare juveler polerer Han efter et palads billede, skærer de rå hjørner bort. Processen er hård og prøvende; Kristus bortskærer den overskydende overflade, og lægger stenen på polerhjulet, presser den tæt, så al råhed kan slides af. Når Mesteren holder juvelen op til lyset, ser han Sig selv i spejlet, og Han erklærer den for værdig til at være i Hans smykkeskrin. ret

(1154)  Velsignet er denne erfaring, uanset hvor hård, som giver stenen ny værdi, får den til at skinne med levende klarhed (Brev 69, 1903). ret

(1154)  En smertefuld men nødvendig proces. - Ved den mægtige sandhedskløver har Gud bragt Sit folk, som rå stene, fra verdens stenbrud. Disse stene må slibes og poleres. De rå hjørner må fjernes. Dette er en smertelig proces; men det er nødvendigt. Uden dette, vil vi ikke være parat til et sted i Guds tempel. Ved prøvelser, ved advarsler, ved formeninger, prøver Gud at forberede os til at opfylde Hans fortsæt. Hvis vi samarbejder med Ham, vil vor karakter formes ”efter paladsets billede.” Det er Trøstermandens særlige arbejde at forvandle os. Nogle gange er det vanskeligt for os at underlægge os den rensende, og forædlende proces. Men dette må vi gøre, hvis vi vil frelses til sidst (Brev 139, 1903). ret

(1154)  Børn må poleres til Gud. - Som trofaste forvaltere af Guds mangfoldige nåde, må forældre tålmodigt og elskeligt gøre deres udpegede arbejde. Det forventes af dem at de vil findes trofaste. Alt skal gøres i tro. De må hele tiden bede i tro om at Gud vil tildele Sin nåde til deres børn. De må aldrig blive trætte, utålmodige eller pirrelige i deres arbejde. De må klynge sig tæt op ad deres børn og til Gud. ret

(1154)  Hvis forældre arbejder tålmodigt og kærligt bestræber sig alvorligt på at hjælpe deres børn til at nå den højeste renheds- og ærbarhedsstandard, så vil de får heldet med sig. I dette arbejde må forældre udvise tålmodighed og tro, så de kan bringe deres børn til Gud, poleret efter paladsets billede (NL No. 28, s. 3). ret

(1154)   (1 Peter 2,5; 1 Kor. 3,11-13.) Nogle er ikke det de ser ud til. - Mange, med verdslig baggrund, prøver ved deres egne anstrengelser, at blive lige så velpolerede stene, men de kan ikke blive levende stene; fordi de ikke bygger på det sande fundament. Guds dag vil afsløre hvad de i virkeligheden er, blot hø, træ og stubbe. (Genløsningen: eller Paulus’ lære, s. 78). ret

(1154)  

Salme 147

4 (Sal. 19,1-3; Se EGW for Es. 60,1). Verden er kun en tøddel. - Han gjorde natten, ordnede de skinnende stjerne på himmelhvælvingen. Han kalder dem alle ved navn. Himlene erklærer Guds herlighed, hvælvingen kundgør hans hænders værk, viser mennesker at denne lille verden kun er en tøddel i Guds skaberværk (YI 4. april, 1905). ret

(1154)  8, 16-18 (Sal. 135,7). Naturens funktioner er Guds tjenere. - Der er knapt nok en funktion i naturen som vi ikke finder noget om i Guds ord. . . .

[Sal. 147,8. 16-18; 135,7 citeret.] ret

(1155)  (1155) Disse ord i Den hellige skrift siger ikke noget som kan give indtryk af at naturlovene virker indbyrdes uafhængige. Gud skaber stoffet og dets egenskaber og han bruger det til at gennemføre sine planer. Med sine virkemidler pryder han vegetationen med blomster. Han sender dug og regn og solskin for at græsset skal spire og brede sig som et tæppe over jorden og for at buske og frugttræer skal blomstre og bære frugt. Man må ikke tro at der er en lov i sæden som træder i virksomhed af sig selv og at løvet drives frem ved egne kræfter. Gud har love som han har fastsat, men de er kun tjenere som han virker igennem. Det er på grund af Guds direkte virksomhed at enhver spire kommer op af jorden og udfolder sig. Et hvert blad og en hver blomst gror og blomstrer ved Guds kraft. (RH 8. nov., 1898). ret

næste kapitel