Esajas' bog

(1137)  Kapitel: 1 - 3 - 5 - 6 - 8 - 14 - 25 - 26 - 30 - 40 - 42 - 43 - 48 - 49 - 50 - 53 - 54 - 57 - 58 - 60 - 61 - 64 - 65 ret

(1137)  

Kapitel 1

(1137) 1 (Heb. 11,37). Esajas blev set væk fra andre.--Esajas, som Herren gav lov til at se forunderlige ting, blev set væk fra andre, fordi han nøje irettesatte det jødiske folks synder. Profeterne som kom for at tilse Herrens vingård, blev faktisk slået og dræbt. "De blev stenet, når de blev set væk fra andre, blev fristet, blev slået med sværd; de gik omkring i fåre- og gedeklæder, var nødlidende, pint, plaget" - mennesker hvem verden ikke var værdig. De blev behandlet grusomt, forbandet af verden. (ST 17. feb., 1898). ret

(1137)   2, 3. Et folk der bekendende at tjene Gud.--[Es. 1,2. 3 citeret.] Den kurs Israel havde over for Gud, fremkaldte disse ord. Det var en irettesættelse af folkets forhærdelse da de vidste mindre taknemmelighed, mindre sympati, mindre anerkendelse over for ejerskabet mod Gud, end markens dyr viser over for deres mestre. . . . ret

(1137)  Det første kapitel i Esajas er en beskrivelse om et folk der i bekendelse tjener Gud, men går på forbudne stier. (MS 29, 1911). ret

(1137)   4. Adskillelse fører til formastelig og tåbelig vanvid.--Guds bekendende folk havde adskilt sig fra Gud, og havde mistet deres visdom og fordrejet deres forståelse. De kunne ikke se på lang afstand; for de havde glemt at de var blevet renset fra deres gamle synder. De bevægede sig hvileløst og usikkert under mørke, og søgte at få erindringen om frihed, forvisning, og lykken i deres tidligere ejendom ud af deres tanker. De kastede sig ud i al slags formasteligheder og tåbelig vanvid, og satte sig selv i opposition mod Guds forsyn, og uddybede den skyld der allerede var kommet over dem. De lyttede til Satans anklager mod den guddommelige karakter, og fremstillede Gud som blottet for barmhjertighed og tilgivelse. Profeten skriver til dem og siger: ret

(1137)   "Ve det syndige folk, et folk der er læsset med skyld, en slægt af forbrydere, børn der volder fordærv; de har svigtet Herren, ladet hånt om Israels Hellige og vendt ham ryggen." (RH 6. aug., 1895). ret

(1137)   19. Lydighed fører til fuldkommenhed.--Vi kan ikke overvurdere værdien af simpel tro og uforbeholden lydighed. Det er ved at følge lydighedens stier i simpel tro at karakter opnår fuldkommenhed. (MS 5a, 1895). ret

(1138)  

Kapitel 3

(1138) 18-23 (1 Peter 3,1-5). Sjælens skønhed en stående irettesættelse.--I det tredje kapitel af Esajas' profeti omtales "Zirons døtres" herskende stolthed, med "deres pynt: Ankelkæder, soltegn og månetegn, øreringe, armbånd og slør, hovedklæder, ankellænker, brystbånd, lugtedåser og amuletter, fingerringe og næseringe, festklæder, kapper, slag og tasker, spejle, kjortler, turbaner og sjaler." Vers 18-23. Hvor anderledes er ikke dette billede som skildres af apostlen Peter om den gudfrygtige kvinde, der i dens rette værdi påskønner "det ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder", vælger hellere at opdyrke sjælens skønhed, "en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed, som er; meget værd i Guds øjne." Det var "efter den måde i gammel tid" at "den hellige kvinde . . . . som stolede på Gud, besmykkede sig"; og deres "syn for jeres rene, gudfrygtige liv" (1 Peter 3,1-5), som åbenbaret i dagliglivet, altid var en stående dadel for søstrene som fulgte tåbeligheder (RH 4. marts, 1915). ret

(1138)  

Kapitel 5

18-23 (kp. 8,12). Tillid til mennesker blokerer Guds budskaber. - [Es. 5,18 citeret.] Mennesker søger at styrke deres kræfter ved at rotte sig sammen, og danne stærke sammensværgelser for at gennemføre de planer de har dannet. De kan løfte deres sjæle o stolthed og selvtilstrækkelighed; men den mægtige i rådet planlægger ikke sammen med dem. Deres vantro i hans hensigter og arbejde, og deres tillid til mennesker vil ikke lade dem modtage de budskaber han sender (RH 22. dec., 1896). ret

(1138)   19-23 (kp. 50,11). Mennesker kalder ondt for godt, og godt for ondt.--[Es. 5,19-23 citeret.] Denne klasse fremstilles her, for at ophøje deres egne tanker, bruge forstanden, som ikke er bemyndiget i Guds ord. De vandrer i gnisterne fra deres egen optænding. Ved deres besnærende begrundelser, forvirrer de den retning som Gud ønsker at der skal rettes mellem godt og ondt. Det hellige bringes ned til de tarvelige ting. Havesyge og selviskhed kaldes ved falske navne; de kaldes for klogskab. Deres start på uafhængighed og oprør, deres hævngerrighed og hårdnakkethed, i deres øjne er der beviser på værdighed, beviser på ædelsind. De handler som uvidenhed om guddommelige ting ikke er farligt og endog skæbnesvangert for sjæle; og de foretrækker deres egen fornuftslutning af den guddommelige åbenbaring, deres egne planer og menneskelige visdom frem for Guds formaninger og påbud. Andres medynk og samvittighed opsøges, fanatisme og dem som praktiserer sandheden og hellighed overvåges og kritiseres. De spotter dem som lærer og tror guddommens mysterier, ”Kristus i jer herlighedens håb.” Principperne der ligger under disse ting kan de ikke se; og de fortsætter med at gøre galt, lader bommen stå åben for Satan så han finder en hurtig adgang til sjælen. (RH 22. dec., 1896). ret

(1138)   20. Pas på du roser, ikke fordømmer. - De læber som har været trodsige over for Guds udvalgte tjenere og har forhånet det budskab de har frembåret, har sat mørke frem for lys, og lys frem for mørke. I stedet for at være på vagt, ligesom Farisærerne gjorde, og fordømme budskabet eller budbringer, har noget at håne ad og bespotte, havde de åbnet deres hjerter for Retfærdigheden Sols klare stråler, ville de have gave til taknemmelig pris, frem for at bevogte noget som de kunne fejlfortolke eller fordreje sådan så de finder fejl (Brev 31a, 1894). ret

(1138)   Dygtige men ikke omvendte mennesker gør stor skade. - [Es. 5,20 citeret.] Mennesker kan have evner som Gud har betroet, men hvis de ikke er ydmyge mennesker, omvendes til dagligt, som kar til ære, vil de gøre større skade på grund af deres evner. Hvis de ikke er elever af Kristus Jesus, hvis de ikke beder og holder deres naturlige nedarvede og opdyrkede tilbøjeligheder under kontrol, vil de karaktertræk som Gud afskyer, forvanske deres dømmekraft som de kommer i forbindelse med (Brev 31a, 1894). ret

(1138)  

Kapitel 6

1-7 (Åb. 11,19). Esajas erfaring repræsenterer den sidste dags menighed.--[Es. 6,1-4 citeret.] Da så Herrens herlighed, blev profeten Esajas overvældet (1139) af en følelse af sin egen uværdighed og råbte: "Ve mig, der er ude med mig; thi jeg er en mand med urene læber og jeg bor i et folk med urene læber og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre!" ret

(1139)   Esajas havde fordømt andres synder; men nu så han sig selv under samme fordømmelse. Han havde ladet sig nøje med en kold, livløs tilbedelse. Han kendte ikke noget til dette før han fik synet fra Herren. Hans egen visdom og evne blev til intet, idet han betragtede templets hellighed og majestæt. Hvor var han uværdig! Hvor uegnet til at tjene en hellig Gud! Hans syn på sig selv kan beskrives med Paulus’ ord: "Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?

Men Esajas fik trøst i sin fortvivlelse. [Es. 6,6.7 citeret.] . . . ret

(1139)  Det syn, Esajas fik, fremstillet Guds folks tilstand i de sidste dage. Det er deres privilegium med troens øjne at se, hvad der finder sted i den himmelske helligdom. "Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet og hans pagt ark kom til syne." Idet de i tro ser ind i det allerhelligste og betragter Kristi gerninger der, forstår de, at de er et folk med urene læber et folk, hvis læber ofte har talt unyttige ord og hvis evner ikke er blevet helliget i tjeneste for Gud. De er ved at fortvivle, når de sammenligner deres egen svaghed og uværdighed med Jesu rene og elskelige karakter. Men hvis de ligesom Esajas vil tage imod det indtryk, Gud ønsker at gøre på deres sind hvis de vil ydmyge deres hjertet for ham, er der håb for dem. Løftets regnbue hviler over tronen og det, som skete med Esajas, vil også ske med dem. Gud vil lytte til de bønner, der kommer fra et sønderknust hjerte (RH 22. dec., 1896). ret

(1139)  Esajas fik et forunderligt syn om Guds herlighed. Han så manifestationen af Guds kraft, og efter at have beskuet Hans majestæt, kom et budskab til ham om at gøre et bestemt arbejde. Han førte sig helt uværdig til dette arbejde. Hvad fik ham til at føle sig selv uværdig? Troede han at han selv var uværdig før han fik et syn om Guds herlighed? - Nej; han indbildte sig at han var retfærdig over for Gud; men da herligheden fra hærskarers Herre blev åbenbaret for ham, da han beskuede Guds uudsigelige majestæt, sagde han: »Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskares Herre!« Men en af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: »Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!« Dette er det arbejde som vi som enkeltpersoner behøver at få gjort for os. Vi ønsker det levende kul fra alteret sat på vore læber. Vi ønsker at høre ordet blive sagt: »Din skyld er borte, din synd er sonet!« (RH 4. juni, 1889). ret

(1139)   1-8. Sekina herlighed åbenbaret til Esajas. - Kristus selv var templets Herre. Da Han skulle forlade det, gik dets herlighed bort - den herlighed som tidligere var synlig i det allerhelligeste over nådestolen, hvor ypperstepræsten gik ind en gang om året, på den store forsoningsdag, med blodet fra offerlammet (symbol på Guds søns bold udgydt for verdens synder), og stænkede det på alteret. Dette var Sekina, Jehovas synlige telt. ret

(1139)  Det var denne herlighed der blev åbenbaret for Esajas, da han sagde: ”I Kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj trone, og hans slæb fyldte helligdommen.” [Es. 6,1-8 citeret] (MS 71, 1897). ret

(1139)  Herlighedens syn leder til uværdiges oprigtige overbevisning. - Det år hvor kong Ussia døde, fik Esajas lov til at se det hellige i et syn, og i det allerhelligeste i den himmelske helligdom. Forhængene i den inderste helligdom blev trukket til side, og en trone højt og opløftet, rakte helt op til himlene, blev åbenbaret for mit åsyn. En ubeskrivelig herlighed strømmede fra en fornem på tronen, og Hans optog fyldt templet, idet Hans herlighed til sidst vil fylde (1140) jorden. Keruberne var på begge sider af nådestolen, som bevogtere rundt om den store konge, og de glødede af den herlighed som omgav dem fra Guds nærhed. Idet deres lovprisningssange genlød i dybe og alvorlige tilbedelsestoner, skælvede portens piller, som om det var et jordskælv. Disse hellige vælsener sang lovprisning og Guds herlighed ud, med deres læber der ikke var besmittet af synd. Modsætningen imellem svage lovprisning som han havde været vandt til at bedyre Skaberen med og den brændende lovprisning af seraferne, forbavsede og ydmygede profeten. For en tid havde det været han højeste privilegium at påskønne den pletfrie renhed i Jehovas ophøjede karakter. ret

(1140)  Medens han lyttede til englene sang, og de råbte, ”Hellig, hellig, hellig, er herskares Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed,” gik Herrens uendelige magt, og uovertrufne majestæt forbi mig i hans syn, og fik det indprentet i hans sjæl. I lyset af denne uforlignelige udstråling som gjorde alt tydeligt som han kunne bære i åbenbaringen af den guddommelige karakter, stod hans indre smudsighed frem for ham, med en slående klarhed. Alle hans ord virkede skammelige for ham. ret

(1140)  Da Guds tjener således fik lov til at beskue himlens Guds herlighed, idet han afsløres for menneskeheden, og indser renheden i ringe grad hos den Hellige af Israel, vil han gøre overraskende bekendelser om sjælsbesmittelse, frem for den stolte pral af hans hellighed. I dyb ydmyghed udbryder Esajas: »Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, . . . . og nu har mine øjne set kongen, Hærskares Herre!« Dette er ikke den frivillige ydmyghed og slaveagtige selvbebrejdelse, som så mange lader til at betragte som en dyd at vise. Denne svage latterliggørelse af ydmyghed, anspores af hjerter der er fulde af stolthed og selvværd. Der er mange som er mangelfulde på jord, som bør skuffes hvis denne kurs ikke fremkalder udtryk for pris og påskønnelse fra andre. Men profetens overbevisning var ægte. Som menneskehed, med sine svagheder og mangler, blev sat i modsætning til at udvikle guddommelig hellighed, lys og herlighed, følte han sig utilstrækkelig og uværdig i det hele taget. Hvordan kunne han gå og tale til folk om Jehovas hellige krav, som var høje og opløftede og hvis optog fyldte templet? Medes Esajas skævede og brødebetynget, på grund af hans synd under nærvær af denne uovertræffelige herlighed, sagde han: ”Men en af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: »Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!« Så hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?« Og jeg sagde: »Her er jeg, send mig!« (RH 16. okt., 1888). ret

(1140)   2. Engle er helt tilfreds med at ære Gud. - Serafen foran Guds trone er så opfyldt af ærbødig ærefrygt for Guds herlighed, at de helt glemmer sig selv. De priser og ophøjer Hærskarers Herre, so er højt ophøjet. Idet de ser ind i fremtiden, da hele jorden skal blive fyldt med hans herlighed, lyder deres sejrssang vidunderlig smukt: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre." De ønsker intet andet end at ophøje Gud, at være i hans nærhed og nyde hans velvilje. Idet de er skabt i hans billede og tjener og tilbeder ham, har de nået deres ønskers mål (RH 22. dec., 1896). ret

(1140)   5-7 (Matt. 12,34-36). Betragt ordene i himlens lys. - Lad enhver sjæl som hævder at være en Guds søn eller datter, ransage sig selv i himlens lys; lad ham tænke over de besmittede læger der gør ham ”ufærdig.” De er et medium for kommunikation. ”Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd; og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Lad dem da ikke bruges til at frembringe ord af hjertets rigdomme der vil vanære Gud og gøre dem modløse omkring jer, men bruge dem til at prise og ære Gud, som har formet dem til hans hensigt. Når det rensende kul bruges fra det glødende alter, vil samvittigheden renses fra døde gerninger til at tjene den levende Gud, og når Jesu kærlighed er (1141) tema for beskuelse, vil de ord der kommer fra menneskers løber være fuld af pris og taksigelse til Gud og ti Lammet. ret

(1141)  Hvor mange ord siges i lethed og tåbelighed, i spøg og skæmt! Det er ikke sådan at Kristi efterfølgere erkendte sandhedens ord: ”Menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.” ret

(1141)  Hårde og uvenlige ord, kritiske ord om Guds værk og hans budbringere, får lov at komme fra dem som bekender at være hans børn. Når disse uforsigtige sjæle ser storheden i Guds karakter, vil de ikke blande deres ånd og egenskaber med hans tjeneste. Når vi med troens øjne ser ind i helligdommen og rigtig forstår, hvilken uhyre betydningsfuld og hellig gerning her foregår, vil vi komme til at afsky alt, hvad der er selvisk. Synden vil vise sig som det, den er; overtrædelse af Guds hellige lov. Forsoningsværket vil blive forstået bedre og det vil gå op for os, at enhver dyd, som et menneske har, helt og holdent stammer fra Jesus Kristus, verdens Forløser. (RH 22. dec., 1896) ret

(1141)   5-8. Når en er parat til at arbejde med Gud, fremfører han budskaber. - Esajas fik et budskab fra himlens Gud at give til Israels frafaldne folk, og han gav dem dette budskab. Han vidste hvilke ting han havde med at gøre, han kendte til hjertets hårdnakkethed, og hvor hårdt det ville være at gøre indtryk på dem. Idet han stod i templet søjlegang, åbenbarede Herren Sig selv for ham. Templets forhæng blev trukket til side, døren opløftet og han fik et syn om det allerhelligste inden for forhænget. Han så Israels Gud foran tronen, højt og opløftet, og Hans herligheds optog fyldte templet. Idet Esajas fornemmer sin egen syndighed, råber han ud: ”Jeg er et menneske med urene læber, og jeg bor midt i et folk med urene læber.” Og der kunne ses den hånd der to det levende kul fra alteret, og berørte hans læber, og bad ham blive ren. Så var han parat til at gå med budskabet og sige: ”Send mig”; for han vidste at Guds ånd ville være med budskabet. ret

(1141)  For dem som er engageret i Guds arbejde, med sjæles omvendelse, vil det være som om det var umuligt at nå det forstokkede hjerte. Dette er hvordan Esajas følte det, men da han så at der var en Gud oven over keruben, og de var parat til at samarbejde med Gud, var han klar til at frembære budskabet (RH 3. maj, 1887). ret

(1141)   6. Levende kul symboliserer renhed og kraft. - Det levende kul er symbol på renhed. Det berører læberne, intet urent ord vil falde fra dem. Det levende kul symboliserer styrken i de anstrengelser Herrens tjenere udøver. Gud hader al kulde, al almindelighed, alle billige anstrengelser. Dem som arbejder acceptabelt for Hans sag, må være mennesker der beder ofte, og hvis gerninger udføres i Gud, og de vil aldrig have grund til at skamme sig over deres nedskrevne gerninger. De vil få en overdådig adgang til vor Herre Jesu Kristi rige, og de vil få deres løn - endog det evige liv (RH 16. okt., 1888). ret

(1141)  

Kapitel 8

12 (se EGW kommentar til kp. 5,18-23). Satan forsøger at udvide afstanden mellem himlen og jorden. - De sataniske agenter er hele tiden i gang, udsår og vander oprørets frø imod Guds lov, og Satan indsamler sjæle under hans sorte oprørsbanner. Han danner et forbund af menneskelige væsener til at kæmpe imod renhed og hellighed. Han har arbejdet flittigt og udholdende, der er blevet flere af dem som vil slutte forbund med ham. Ved hans fremstillinger forsøger han at udvide afstanden mellem himlen og jorden, og han bliver mere overbevist om at han kan udtrætte Guds tålmodighed, slukke Hans kærlighed for mennesker, og påføre fordømmelse over hele menneskeslægten (RH 21. okt, 1902). ret

(1141)   Intet forbund hos dem der modsætter sig sandheden. - Lad ikke vagtfolkene på Zions mure slutte sig sammen med dem som ikke giver sandheden i Kristus nogen virkning. Lad dem ikke slutte forbund, med hedenskab, papistisk lære, og protestantismen i højere tradition med skriften, slutte fornuft over åbenbaring, og menneskelig talent over (1142) den guddommelige indflydelse og gudsfrygtens vitale kraft (RH 24. marts, 1896). ret

(1142)  Behov for den guddommelige berøring. - Nu modsættes evangeliet stærkt på enhver måde. Aldrig før har den onde sammensværgelse været stærkere end nu. Mørkets ånder kombinerer sig med menneskeagenter for at sætte dem fast op imod Guds bud. Traditioner og falsknerier ophøjes over Skrifterne: forstand og videnskab over åbenbaring; menneskelig talent over Åndens lære; former og teorier over gudsfrygtens vitale kraft. Vi behøver den guddommelige berøring (RH 19. marts, 1895). ret

(1142)  Faldne mennesker og faldne engle i samme forbund. - På grund af frafaldet gik faldne mennesker og faldne engle i det samme forbund, sammen om at arbejde imod det gode. De forenede sig i et desperat fællesskab. Gennem sine onde engle lykkes det Satan at forme en alliance med bekendende fromme mænd, og derved gennemsyrer han Guds menighed. Han ved hvis mennesker kan tilskynde mennesker, ligesom han tilskyndede engle, til at gå med i oprøret, under dække af Guds tjenere, vil han få den mest succesrige alliance i dem, med sin virksomhed imod himlen. Under gudfrygtighedens navn, kan han indgyde sin egen anklagerånd i dem, og lede dem til at anklage guds tjenere for ondskab og svig. De er hans oplærte detektiver, deres arbejde er at skabe fejder, at lave anklager som skaber disharmoni og bitterhed iblandt brødre, gøre tungerne aktive for Satans tjeneste, så splidens frø ved at lede efter ondt, og tale om det der skaber disharmoni. ret

(1142)  Jeg bønfalder alle som giver sig til at knurre og beklage sig, for der er sagt eller gjort noget der ikke passer dem, og som ikke giver dem de passende hensyn, som de mener, at de må huske på at de fortsætter det arbejde som Satan påbegyndte i himlen. De følger i hans spor, sår vantro, uenighed og illoyalitet; for ingen kan gemme på utilfredshed, og holde det for sig selv. Han må fortælle andre at han ikke behandles som han burde. På den måde forledes til at knurre og beklage sig. Dette er bitterhedens rødder der spirer op, hvorved mange smudses til. ret

(1142)  Sådan arbejder Satan i dag, igennem hans onde engle. Han danner forbund med mennesker som hævder at have tro; og dem som prøver at fremføre Guds arbejde ivrigt, uden at have personsanseelse, arbejder uden hykleri og upartisk, vil få lige så hårde prøvelser imod sig, som Satan kan pådrage dem, der hævder at elske Gud. Satan får fremgang forhold til det lys og den kundskab som disse modstandere har. Bitterhedens rødder stikker dybt, og bringes videre til andre. Derved bliver mange smudset til. Deres udtalelser er forvirrende og utroværdige, deres principper er skruppelløse, og satan finder de hjælper i dem, som han behøver. (RH 14. sept., 1897). ret

(1142)  Hvad er et forbund? - Spørgsmålet er blevet stillet: Hvad mener du med et forbund? Hvem har dannet forbund? Ved hvad et forbund er, - mennesker der arbejder sammen som ikke bærer det rene, ligefremrettede, og urokkelige renheds stempel (MS 29, 1911). ret

(1142)   (2 Kor. 6,17.) De onde bindes op i bunder, bundet op i tillid med i hinanden, i foreninger, i sammensværgelser. Lad os have noget med disse organisationer at gøre. Gud er vor Hersker, vor regeringsmand, og Han kalder os til at komme ud fra verden og være adskilte fra den. ”Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, Og rør ej noget urent.” Hvis vi nægter at gøre dette, hvis vi fortsætter med at kæde os sammen med verden, og se alle ting fra et verdsligt synspunkt, vil vi blive ligesom verden. Når verdslig politik og verdslige tanker styrer vore forretninger, kan vi ikke stå på sandhedens evige ophøjede og hellige platform (MS 71, 1903). ret

(1142)   Gode og onde engle i menneskelig form på arbejdets mark. - Sataniske agenter i menneskelig form vil tage del i denne sidste store konflikt, for at modsætte sig opbyggelsen af Guds rige. Og himmelske engle i menneskelig beklædning vil være på arbejdets mark. Mænd og kvinder har gået sammen for at modsætte sig himlens Herre Gud, og menigheden kun halv vågen for den situation. Der er brug for meget mere bøn, meget mere alvorlig anstrengelse iblandt bekendende troende. ret

(1142)  De to modsatrettede partier vil fortsætte med at eksistere, indtil det sidste store (1143) kapitel af denne verdens historie lukkes. Sataniske agenter er i enhver by. Vi kan ikke tillade os at forlade vor vagtpost et eneste øjeblik (Brev 42, 1909). ret

(1143)  

Kapitel 14

12-14 (se EGW til Ez. 28,13-15). Satans oprør har stor anseelse. - Optegnelsen for nogle ligner den som er over den ophøjede engel, der fik en position næst efter Jesus Kristus i de himmelske sale. Lucifer blev omgivet af herlighed, som den skærmende kerub. Alligevel blev den engel, som Gud havde skabt, og betroet med kraft, blev ivrig efter at være som Gud. Han vandt nogle af sine omgangsfællers forståelse, ved at antyde kritiske tanker om Guds regering. Dette onde frø blev spredt på den mest forlokkende måde; og efter at de var spiret op og slået rod i manges tanker, samlede han de ideer som han selv havde først havde implamenteret i andres sind, og bragt dem frem for den højeste orden af engle, som tanker fra andre tænkende væsener imod Guds regering. Derved indførte Lucifer med sindrige påfundne metoder oprøret i himlen. ret

(1143)  Gud ønskede at en forandring skulle finde sted, og at Satans arbejde kom ud i sit ægte aspekt. Men den ophøjede engel, der stod næst efter Kristus satte sig op imod Guds Søn. Det underliggende arbejde var så diskret at det ikke kunne ses for den himmelske hær, som det, at det i virkeligheden er; og således blev der krig i himlen, og Satan blev udstødt sammen med alle som ikke ville stå loyale for Guds regering. Herren Gud stod frem som den største Hersker. ret

(1143)  Denne tilstand af tingene har eksisteret i en lang tidsperiode før Satan blev afsløret og de onde udstødt (Brev 162, 1906). ret

(1143)  

Kapitel 25

1-4. Hænger Sin barmhjertighed i erindringens hal. - [Es. 25,1-4 citeret]. Hvori viser vi vor taknemmelighed til Gud? Hans godgørenhed mod os er uudsigelig stor. Omfatter vi Hans barmhjertighed og velsignelser, og hænder dem i erindringens hal, hvor vi kan se dem, og ledes til at sende en taksigelse til gud, for Hans godhed og kærlighed? Der er tusinde og atter tusinde som ikke har øjne til at se, og ingen ører til at høre med, intet hjerte til at påskønne Guds arbejde for deres skyld. De går igennem Herrens godhed som en rettighed for dem (MS 145, 1899). ret

(1143)  

Kapitel 26

19. De sovende hellige overvåges om dyrebare juveler.--[Es. 26,19 citeret]. Livets Giver vil opvække sin dyrekøbte ejendom ved den første opstandelse, og indtil denne sejrstime, når den sidste basun skal lyde og den store hær opstå til evig sejr, vil hver sovende hellig blive bevaret i tryghed og vogtet som en kostbar ædelsten, som Gud kender ved navn. Med Frelserens kraft iboende i dem, så længe de lever og fordi de får del i guddommelig nature, bringes de ud fra de døde (Brev 65a, 1894). ret

(1143)   20 (kp. 49,16). Hvordan forbereder vi os til den fremtidige beskyttelse. - Når vi fristes til at synde, så lad os huske på at Jesus bad for os i den himmelske helligdom. Når vi bortlægger vore synder og kommer til ham i tro, tager han vore navne i sine læber, og bringer dem til sin Fader, og siger: ”Jeg har graveret dem på mine håndflader; jeg kender dem ved navn.” Og befalingen går ud til englene at passe på dem. På den hårde prøvelses dag vil han sige: ”Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre bag dig; hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over.” Hvad er det for kamre de skal skjule sig i? - De er Kristi og hellige engles beskyttelse. På det tidspunkt er Guds folk ikke samlet på et sted. De er i forskellige grupper, og i alle dele af jorden; og de vil prøves enkeltvis, ikke i gruppe. Enhver må stå prøven for sig selv (RH Nov. 19, 1908). ret

(1143)   21. Jordens uretfærdighedsbæger er snart fyldt. - Det punkt kommer hurtigt hvor overtrædelsernes uretfærdighed er fyldt. Gud giver nationer en bestemt nådetid. Han sender lys og bevis, som, hvis de bliver taget imod, vil frelse dem, men hvis de bliver forkastet, ligesom jøderne forkastede lys, vil vrede og straf falde over dem. Hvis mennesker nægter at blive gavnet og vælger mørke i stedet for lys, vil de høste (1144) resultaterne af deres valg. “Thi HERREN går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte.” Ligesom den jødiske nation vokser den bekendende kristne verden fra en grad af syndighed til en højere grad og nægter advarsel efter advarsel og et “Så siger Herren”, mens de godtager menneskers fabler. Gud Herren vil snart rejse sig i sin vrede og udgyde sine straffedomme over dem, som gentager de synder, som blev begået af indbyggerne i verden på Noas tid. De, hvis hjerter er opsat på at gøre ondskab, ligesom Sodomas indbyggeres hjerter var det, vil de blive tilintetgjort ligesom dem. Den kendsgerning, at Gud havde lang overbærenhed, tålmodighed og barmhjertighed, den kendsgerning, at hans straffedomme længe er blevet forsinket, vil ikke på nogen måde gøre straffen mindre streng, når den kommer. (Udateret Ms 145). ret

(1144)  

Kapitel 30

15. Nyttighed bevises ikke med lam og travlhed. - Vi behøver en rolig venten på Gud. Behovet for dette er bydende. Det er ikke den lam og travlhed vi gør i verden som beviser vor nyttighed. Se hvor stille Gud arbejder. Vi hører ikke larmen fra Hans fodtrin, og alligevel vandrer Han omkring os, arbejder for vort gode. Jesus forsøgte ikke at blive kendt; Hans livsgivende dydighed gik ud til den trængende og forpinte gennem stille handlinger, hvis indflydelse bredte sig langt ud over alle lande og kunne mærkes og udtrykkes i millioner af menneskevæseners liv. Dem som ønsker at arbejde med Gud har brug for Hans Ånd hver dag; de behøver at vandre og arbejde i åndens sagtmodighed og ydmyghed, uden at ville udrette usædvanlige ting, tilfreds med at arbejde for dem og gøre det trofast. Mennesker kan ikke se eller påskønne deres anstrengelser, men navnene på disse trofaste børn af Gud står skrevet i himlen iblandt Hans ædleste medarbejdere, som spreder Hans sæd med en herlig høst for øje. ”På deres frugter skal I kende dem.” (MS 24, 1887). ret

(1144)   Tag tid til at hvile, tænke og påskønne. - Herren ønsker at menneskevæsener tager sig til at hvile, tid til at tænke og påskønne himmelske ting. Dem som ikke påskønner himlens ting nok til at tage sig tid til dem, vil miste alt (Brev 181, 1903). ret

(1144)  

Kapitel 40

1, 2. Nogle principfaste jøder, påvirkes af afgudsdyrkende venner. - Guds nådespagt lede Ham til at gå i forbøn for Sit israelitiske folk, efter deres hårde revselse med deres fjender. Israel havde valgt at vandre i sin egen visdom og retfærdighed i stedet for Guds visdom og retfærdighed, og som et resultat af blev hendes nation fordærvet. Gud lod dem lide under dobbelt åg, så de kunne blive ydmyget og angre. Men i deres spredning og fangenskab, blev jøderne ikke overladt i en håbløs tilstand. De fik opmuntringer, for gennem denne ydmygelse fik de lov til at søge Herren Gud gav Esajas et budskab til dette folk, [Es. 40,1. 2 citeret]. ret

(1144)  Da jøderne blev adspredt fra Jerusalem, var der unge mænd og kvinder iblandt dem, som var klippefaste i principperne, mænd og kvinder som ikke havde været sådan at Herren ikke blev til skamme at kalde dem for Hans folk. Disse var bedrøvede i hjertet for det frafald som de ikke kunne forhindre. Disse uskyldige må lide skyld; men Gud vil give dem styrke nok til deres dag. Det var til dem at opmuntringsbudskabet blev sendt. Nationens håb lå hos disse unge mænd og jomfruer som ville bevare deres renhed. Og i deres fangenskab havde disse lydige en indflydelse over deres afgudsdyrkende landsmænd. Havde alle som var blevet taget til fange, holdt fast på de rette principper, ville de have tildelt lys på alle de steder de blev spredt til. Men de forblev ubodfærdige, og en endnu hårdere straf kom over dem. Deres ulykker blev til deres renselse. Gud ville bringe dem til det sted, hvor de ville lade sig instruere. (MS 151, 1899). ret

(1144)   9-11. Israel undervist fuldt ud om deres kommende frelser. - Esajas så Kristi sejrstog ind i Jerusalem, i folkets pris og fryderåb. Hans profetiske ord er veltalende i deres enkelthed. [Es. 40,9-11 citeret.] (1145) Inspirationen er åbenbaret i denne optegnelse af Kristi arbejde. De sidste kapitler i Esajas bog bør studeres nøje; for de er fuld af Kristi evangelium. De åbenbarer over for dem at Israel var helt instrueret om Frelserens komme (MS 151, 1899). ret

(1145)   10. Vor daglige løn. - Hvornår han end kommer til os, vil hans løn være med Ham. Han efterlader den ikke i himlen, men giver den til os hver dag. Dagligt giver Han os tillid og lys og velsignelse. Dagligt slår vore hjerter i samklang med Hans store hjerte af uendelig kærlighed (MS 116, 1902). ret

(1145)   12-14. Mennesker kan ikke lære Gud noget. - [Es. 40,12-14 citeret.] Mennesker tror nogle gange at de kan opdage nye videnskabelige sandheder; men de kan ikke lære Gud noget. Vor Gud er en Gud af uendelig kundskab (MS 116, 1902). ret

(1145)   12-27. Spørgsmål til meditation. - Disse spørgsmål rettes direkte til os, ligeså sandelig, som de blev til israelitterne. Kan vi besvare dem (MS 116, 1902)? ret

(1145)   18-28. Variationer af Guds mennesketilbedelse. - Herren fremhæver Sit overherredømme. Man Satan ved godt at tilbedelse af den levende Gud højner, forædler, ophøjer en nation. Han ved at afgudsdyrkelse ikke ophøjer, men fornedrer et menneskes idéer, ved at begå sig en tilbedelse, som er fornedrende og fordærvet. Han arbejder hele tiden på at drage sindet bort fra den eneste sande og levende Gud. Han leder mennesker til at give ære og herlighed til ting, som menneskehænder har gjort eller til sjæleløse skabninger som Gud har skabt. Ægypterne og andre hedenske nationer havde mange besynderlige guder - skabninger for deres egne fantasifulde indbildning. ret

(1145)  Efter et langt fangenskab ville jøderne ikke danne sig noget billede. Billedet i det romerske segl eller banner, kaldte de en vederstyggelighed, især når disse emblemer blev sat på et fremtrædende sted de skulle respektere. Denne respekt betragtede de som en overtrædelse af det andet bud. Da det romerske segl blev sat op i det hellige i templet, så de på det som en vederstyggelighed. . . . ret

(1145)  At gøre et billede af Gud vanærer Ham. Ingen burde bruge indbildningens kraft til at tilbede det som forklejner Gud i sindet og sætte Ham i forbindelse med almindelige ting. Dem som tilbeder Gud må tilbede Ham i ånd og i sandhed. De må udøve en levende tro. Da vil deres tilbedelsen ikke kontrolleres af indbildning men af oprigtig tro. ret

(1145)  Lad mennesker tilbede og tjene Herren Gud, og Ham alene. Lad ingen selvisk stolthed opløftes og blive tjent som en gud. Lad ikke penge blive til en gud. Hvis sensualiteten ikke holdes under kontrol af de højere kræfter i sindet, vil lav lidenskab herske mennesket. Alt hvad gøres til genstand for upassende tanker og beundring, og optager sindet, er en gud valgt frem for Herren. Gud er en hjerteransager. Han skelner mellem den sande hjerte-service og afgudsdyrkelse (MS 126, 1901). ret

(1145)   26 (Sal. 19,1). Engle oplyser sindet idet vi studerer Guds gerninger. - Gud kalder mennesker til at se på himlene. - Se Ham i stjernehimlenes undere. [Es. 40,26 citeret.] Vi skal blot stirre mod himlen; vi skal betragte Guds værker. Han vil have os til at studere uendelighedens værker, og lære af dette studium at elske, ære og adlyde Ham. Himlene og jorden med deres rigdomme skal lære lektier om Guds kærlighed, omsorg og kraft. ret

(1145)  Satan vil udvirk sine afledningsmanøvrere så mennesker ikke tænker på Gud. Verden, som er fyldt med morskab og fornøjelseskærlighed, tørster altid efter noget nyt interessant Og hvor lidt tid og tanke gives til himlens og jordens skaber. Gud kalder på Sine skabninger at vende deres opmærksomhed fra den forvirring og rådvildhed de er omkring dem, og beundre Hans håndværk. De himmelske organer er værd at betragte. Gud har gjort dem til gavn for mennesker, og når vi studerer Hans værker, vil Guds engle være på vor side til at oplyse vore sind, og bevogte dem fra satanisk bedrag. Idet du ser på de forunderlige ting som Guds ånd har gjort, så lad jeres stolte og tåbelige hjerte føle sin afhængighed og mindreværd. Idet du betragter disse ting, vil du få en fornemmelse af guds nedladenhed (MS 96, 1899). ret

(1145)   Alle gaver kommer til mennesket igennem korset. - Solen og månen blev til ved Ha, der er ikke en stjerne der forskønner (1146) himlen, som Han ikke har gjort. Der er ikke en fødevare på bordene som han ikke har tilvejebragt til vort underhold. Guds præg og påskrift er på det hele. Alt er inkluderet og forsynet overmådeligt til mennesker, ved én uudsigelig gave, Guds enbårne søn. Han blev naglet til korset, så alle disse gaver kan flyde til Guds gode håndværksarbejde (Brev 79, 1897). ret

(1146)  

Kapitel 42

1-4. Kristus vil opmuntre til tro og håb. - [Es. 42,1. 2 citeret.] Han [Kristus] vil ikke være som Sin tids lærere. Det praleri, fremvisnining og parade i stolthed som præsterne og farisæerne afslørede er ikke Hans metode. [Es. 42,3. 4 citeret.] Kristus så præsternes og herskernes værk. Dem som behøvede hjælp, de forpinte, de fortvivlede blev behandlet med Kristi og irettesættelse, og Han afholdt sig fra at sige nogle ord der vil knække det svage sivrør. Den væge der brænder svagt for tro og håbet, opmuntrer Han, og slukker den ikke. Han vil give Sin hjort føde ligesom en hyrde; han vil samle lammene med Sine arme, og bære dem i Sit skød (MS 151, 1899). ret

(1146)   5-12. Trofasthed fører mennesker til at prise Gud. - [Es. 42,5-12 citeret.] Dette arbejde var blevet givet til Israel, men de havde forsømt deres Gudsbestemte arbejde. Var de trofaste i alle dele af Herrens vingård, ville sjæle være blevet omvendte. Herrens pris vil være hørt fra jordens ender. Fra ørknen og byerne deri, og fra bjergtoppene, ville mennesker have udråbt Hans pris, og fortalt om Hans herlighed (MS 151, 1899). ret

(1146)   13. Vi vinder sejer i Hans kraft. - Kampens stridspunkt beror ikke på dødelige menneskers styrke. ”Herren drager ud som en helt, han vækker som en stridsmand sin kamplyst, han udstøder krigsskrig, han brøler, æsker sine fjender til strid.” Svage, begrænsede mennesker kan vinde sejr i Hans kraft som rider sejrrig frem og for at sejre. (MS 151, 1899). ret

(1146)   21. Guds hær ophøjer loven. - Dem som tilhører Kristi hær må arbejde i løftet flok. De kan ikke være trofaste soldater hvis de ikke adlyder ordrer. Forenede handling er absolut nødvendig. En hær hvor alle dele handler uden tilknytning til andre dele, har ingen egentlig styrke. For at lægge nye territorier til Kristi rige, må Hans soldater handle i samråd. . . . Han efterlyser en forenet hær, som bevæger sig støt fremad, ikke på en gruppe der består af uafhængige atomer. Styrken i Hans hær skal bruges til et stort formål. Dens anstrengelser skal koncentreres på et stort punkt - at ophøje Hans riges love for verden, for engle, og for mennesker (MS 82, 1900). ret

(1146)  

Kapitel 43

6, 7. Se EGW til 1.Mos. 2,16. 17, bind. I, s. 1082.

10. Se EGW til Ordsp. 1,10, bind. III, s. 1155. ret

(1146)  

Kapitel 48

10. Guds børn bliver altid prøvet. - Guds børn bliver altid prøvet i pinslernes ildovn. Hvis de klarer den første prøve, er det ikke nødvendigt for dem at gennemgå en lignende hård prøvelse anden gang; men hvis de ikke klarer den, kommer prøvelsen over dem igen og igen, hårdere og mere prøvende hver gang. Således får de anledning efter anledning til at vinde sejr og vise sig selv sande over for Gud. Men hvis de fortsætter med at vise oprør, er Gud til sidst tvunget til at fjerne Sin Ånd og Sit lys fra dem (MS 69, 1912). ret

(1146)  Sorger og prøvelser må komme til alle, og er kun skønne når de polerer, helliger og forædler sjælen som et eget instrument til at gøre tjeneste for Herren (Brev 69, 1897).

Kapitel 49

16. Se EGW til kp. 26,20. ret

(1146)  

Kapitel 50

10, 11 (se EGW kommentar til kp. 5,19-23). Vandre i Guds lys, ikke i egen optænding. - Herren har vist mig at dem som i nogen grad er blevet forblændet af fjenden, og som ikke har genoprettet sig selv fra Satans snare, vil være i fare fordi de ikke kan (1147) skelne lyset fra himlen, og vil være tilbøjelig til at acceptere et falskneri. Dette vil påvirke alle deres tankebaner, deres beslutninger, deres planer, deres råd. De beviser som Gud har givet er ikke noget bevis for dem, fordi de har forblændet deres egne øje ved at vælge mørket frem for lys. Så vil de skabe noget de kalder for lys, som Herren kalder gnister fra deres egen optænding, som de vil rette deres skridt efter. Herren erklærer: “Frygter nogen af jer Herren, han lytte til hans tjener, enhver, som vandrer i mørke og uden lys; han stole på Herrens navn, søge støtte hos sin Gud! Alle I, som optænder ild og sætter pile i brand, gå ind i eders brændende ild, i pilene, i tændte! Fra min hånd skal det ramme eder, i kval skal I ligge.” Jesus sagde: »Til dom er jeg kommen til denne verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de, som ser, skal blive blinde.« »Som lys er jeg kommen til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket.« »Den, der ringeagter mig og ikke tager imod mine ord, har sin dommer: det ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag.« ret

(1147)  Mange forkaster de ord som Herren har sendt, og de ord som mennesker taler vil blive modtaget som lys og sandhed. Menneskelig visdom føre bort fra selvfornægtelse, fra helligelse og vil udtænke mange ting som tenderer til at Guds budskaber ikke får virkning. Vi kan med sikkerhed ikke stole på mennesker som ikke er i tæt forbindelse med Gud. De accepterer menneskers meninger, men kan ikke skelne den sande Hyrdes stemme, og deres indflydelse vil lede mange på vildspor, skønt det er beviseligt for deres øjne, bevidner for den sandhed som Guds folk bør have for denne tid (Brev 1f, 1890). ret

(1147)  

Kapitel 53

1-3. Kristi nådegave og dydighed appellerede ikke til jøderne. - [Es. 53,1-3 citeret.] Disse ord betyder ikke at Kristus var utiltalende i sin person. I jødernes øjne havde Kristus ingen skønhed, så de kunne ønske Ham. De ventede på en Messias, som ville komme med ydre opvisning og verdslig ære, en som ville gøre store ting for det jødiske folk, ophøje det over alle andre folkeslag på jorden. Men Kristus kom med Sin guddommelighed skjult i menneskelig forklædning, beskeden, ydmyg og fattig. De sammenlignede dette menneske med de stolte pralhalse de var blevet til, og de kunne se skønhed i Ham. De erkendte ikke Hans karakters hellighed og renhed. Den nåde og dydighed der blev åbenbaret i Hans liv, appellerede ikke til dem (MS 33, 1911). ret

(1147)   2, 3. Et billede som vil underlægge og ydmyge. - Profetien forudsagde at Kristus skulle vise sig som rodskud fra udtørret jord. "Uden skønhed og pragt,” skrev Esajas, ”til at drage vort blik, uden ydre, så vi syntes om ham, ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke.” Dette kapitel bør studeres. Det viser Kristus som Guds Lam. Dem som er opløftet i stolthed, hvis sjæle er fyldt af forfængelighed, bør se på dette billede af deres Genløser, og ydmyge sig selv i støvet. Hele kapitlet bør have plads i hukommelsen udenad. Dens indflydelse vil underlægge og ydmyge den sjæl, der er tilsmudset af synd og opløftet af selvophøjelse. ret

(1147)  Tænk på Kristi ydmygelse. Han påtog sig det faldne, lidende menneskes natur, som var nedværdiget og besmittet af synd. Han tog vore sorger, har vor skyld og skam. Han udholdt alle de fristelser, som angriber mennesket. Han forenede mennesket med det Guddommelige, en guddommelig Ånd boede i et menneskeligt tempel af kød og tog bolig iblandt os." Og fordi han gjorde det, kunne han færdes mellem Adams syndige sønner og døtre. (YI 20. dec, 1900). ret

(1147)   5. Kristus kan løskøbe enhver sjæl. - Det var ikke kun ved at dø på korset at Kristus udførte Sit menneskefrelsende arbejde. Forsmædeligheden, lidelsen og ydmygelsen var en del af hans mission. ”Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødres skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.” Denne straf bar (1148) Kristus for overtræderens synder, Han har båret ethvert menneskes straf og af den grund kan Han løskøbe enhver sjæl, uanset hvor falden tilstanden er, hvis sjælen vil acceptere Guds lov som sin retfærdighedsstandard (MS 77, 1899). ret

(1148)   7, 9. Satan angreb Kristus, kom der ingen gengæld. - Satan angreb ham [Kristus] på alle punkter, alligevel syndede Han ikke i tanke, ord eller handling. Han begik ikke vold der fandtes heller ikke svig i Hans mund. Medens han gik midt i synd, var Han hellig, lydefri og ubesmittet. Han blev anklaget fejlagtigt, alligevel åbnede Han ikke Sin mund for at retfærdiggøre Sig selv. Hvor mange af dem der nu anklages for det som de ikke er skyldige i, føler at der er et tidspunkt hvor overbærenheden ophører at være en dyd, og mister deres temperament, siger ord som sårer Helligånden (MS 42, 1901)?

11. Se EGW til Sef. 9,16. ret

(1148)  

Kapitel 54

Enhver enkelthed opfyldes. - Hele det fireoghalvtredsindstyvende kapitel af Esajas anvendes på Guds folk, og enhver enkelthed i profetien vil gå i opfyldelse. Herren vil ikke svigte Sit folk i deres prøvelsesstund. Han siger: “Jeg forlod dig et lidet øjeblik, men favner dig i stor barmhjertighed; jeg skjulte i skummende vrede et øjeblik mit åsyn for dig, men forbarmer mig med evig kærlighed, siger din genløser, Herren.” Siges disse trøstende ord til dem som sætter Guds lov ud af kraft? Nej, nej, løftet er til dem som er midt iblandt et generelt frafald, overhold Guds bud, og opløft den moralske standard for verdens øjne som har forladt forordningen, og brudt den evige pagt [Es. 54,9-13 citeret] (RH 20. aug, 1895). ret

(1148)  

Kapitel 57

14. Enhver forhindring må fjernes. - [Es. 57,14 citeret.] Er det netop det arbejde som Herren har givet os at udføre i forbindelse med dem, som ser og føler vigtigheden af det arbejde som må gøres på jorden og at sandheden må sejre herligt? Ethvert menneske som påtager sig at regne op for Guds tjeneres vej, binde dem af menneskelige restriktioner, så at de ikke kan følge Guds Ånds ledelse, forhindrer Guds værks fremkomst. ret

(1148)  Herren sender budskabet, »Ryd hindringer bort for mit folk!« Der anstrenges alvorligt for at modvirke den indflydelse som holder budskabet for denne tid tilbage. Et højtideligt arbejde må gøres på et kort tidspunkt (Brev 42, 1909). ret

(1148)   15-19. Kun fred til den ydmyge. - [Es. 57,15-19 citeret.] Disse ord gælder dem som er klar over deres sande situation og modtagelig over for Guds Ånds indflydelse, ydmyger sig selv for Gud med brødebetyngede hjerter. Men til dem om ikke vil give agt på Guds irettesættelse, som har besluttet sig og er egensindige, og som sætter sig selv til at fortsætte på deres egen vej, kan Gud ikke tale fred. Han kan ikke helbrede dem; for de vil ikke anerkende at de behøver helbredelse. Han erklærer deres sande tilstand: »Men de gudløse er som det oprørte hav, der ikke kan komme til ro, hvis bølger opskyller mudder og dynd.« (Brev 106, 1896). ret

(1148)  

Kapitel 58

En omfangsrig vingård åbnes op. - Medynken og fremadskridende åndelige kundskab og vækst i en menighed står i forhold til den iver, og medynk og missionsforstand som er kommet ind i den, og føres ud af den til velsignelse for dem, som behøver vor hjælp mest. Jeg tilskynder jer igen til at tænke over Esajas 58, som åbner op for en omfangsrig vingård, der kan bearbejdes efter de linjer som Herren har udpeget. Når dette er sket vil der være større moralske kilder og menigheden vil ikke længere forblive næsten stille. Der vil være en velsignelse og kraft med i deres arbejde. Den selviskhed der har bundet deres sjæle har de overvundet, og nu gives deres lys til verden i klare, strålende stråler i en levende tro og gudfrygtig eksempel. Herren har Sine løfter til alle som vil gøre Hans forlangender. [Sal. 41,1-3; 37,3; Ordsp. 3,9, 10; 11,24. 25; 19,17; Es. 58, 10. 11 citeret.]

Guds ord er fuld af dyrebare løfter, som ovennævnte (MS 14a, 1897). ret

(1148)   I vort arbejde vil vi finde en høj medynkende bekendelse og megen ydre stringens (1149) bundet op med stor indre ondskab. Det folk der er fremstillet i Esajas 58 beklager at Herren lader deres tjeneste gå ubemærket hen. Denne beklagelse udtrykker hjerter der ikke er underlagt nåde, oprørsk imod sandhed. Dem som tager imod sandheden, som virker ved kærlighed og renser sjælen er loyale mod Gud, ærer Ham ved lydighed mod Hans lov, som er hellig, retfærdig og god. Ånden af sand faste og bøn er den ånd som overgiver sind, hjerte og vilje til Gud. ret

(1149)  Guds prædikanter har gjort sig syndsskyldig i at ignorere et ”Så siger Herren.” De har ledt deres menigheders medlemmer til at overholde ritualer, der ikke har grundlag i Guds ord, men er imod Hans lov. Ved at forvanske og fejlfremstille Guds Ord, har de fået folk til at begå synd. Gud vil belønne efter deres gerninger. Ligesom præsterne og herskerne på Jesu tid, har de fået folk til at fejle. Kristus siger om dem, ligesom Han sagde om de jødiske ledere: »Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.« (MS 28, 1900). ret

(1149)   1. Den eneste sikre kurs. - Mine brødre, I behøver at studere Esajas det otteoghalvtredsindstyvende kapitel mere omhyggeligt. Dette kapitel viser den eneste måde vi kan gøre det sikkert på. . . .

Profeten tager imod dette ord fra Herren - et budskab i klarhed og styrke: ret

(1149)   " Råb højt spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!" Selvom de kaldes for Guds folk, Jakobs hus, selvom de bekender at blive kædet sammen med Gud i lydighed og fællesskab, er de langt fra Ham. De har fået forunderlige privilegier, men de har forrådt deres betroelse. Budskabet må bringes dem uden smigrende ord. "Forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder!" Vis dem hvor de går fejl. Vis dem deres fare. Fortæl dem om de synder de begår, medens de samtidig praler sig af deres retfærdighed. Medens de tilsyneladende søger Gud, glemmer de Ham, glemmer at han er en kærlighedens og medfølelsens, langmodighedens og godhedens Gud, der handler retfærdigt og elsker barmhjertighed. Verdslig politik er kommet ind i deres forretninger og religiøse liv. Deres hjerter er ikke renset igennem sandheden. Gud ser på deres ydre ydmyghedsceremonier som en alvorlig forhånelse. Han betragte al religiøs efterligning som en forhånelse imod Ham selv. ret

(1149)  Det folk som profeten omtaler bekender sig højt til fromhed, og peger på deres faster og på andre ydre former som bevis på deres fromhed. Men deres gerninger er blevet besmittet af selviskhedens og begærlighedens spedalskhed. De har intet undtagen det som de først fik fra Gud. Han gav Sine goder til dem, så de kan være Hans hjælpende hænder, gøre det som Kristus vil gøre, om Han var i deres sted, gav en sand fremstilling af himlens principper (Brev 76, 1902) ret

(1149)   1, 2. Et budskab uden omsvøb. - Nu er vort arbejde at opvække folk. Satan vil sammen med alle sine engle komme ned med stor kraft, for at udvirke med al tænkelige bedrag at modarbejde Guds værk. Herren har et budskab til Sit folk. Dette budskab vil blive frembåret, uanset om mennesker vil acceptere eller forkaste det. Ligesom i Kristi dage, vil der være dybtgående rænkesmede fra mørkets magter, men budskabet må ikke indhylles af glatte ord eller jævn tale, råbe fred, fred, når der ikke er fred, til dem som vender sig bort fra Gud. ” De gudløse har ingen fred, siger Herren.” (Es. 58,1, 2, citeret.] ret

(1149)  Hele kapitlet gælder dem, som lever i denne periode af jordens historie. Tænk opmærksomt over dette kapitel, for vil blive opfyldt (MS 36, 1897.) ret

(1149)   1-4. Israels synder er synder i dag. - [Es. 58,1-4 citeret.] . . . Jakobs hus viste sig, samtidig med at denne advarsel blev givet til Esajas, at være et meget nidkært folk, der søger Gud dagligt, og glæder sig ved at kende Hans veje; men i virkeligheden var de fyldt med formastelig selvsikkerhed. De vandrede ikke i sandhed. Godhed, barmhjertighed og kærlighed blev ikke praktiseret. Medens de gav udseende af sorg over deres synder, gemte de på stolthed og griskhed. På det tidspunkt hvor de viste en sådan ydmyghed, (1150) ville de kræve hårdt arbejde fra dem der var under, eller ansat af dem. De værdsatte alt det gode de havde gjort ret højt, men satte meget lav pris på andres tjeneste. De foragtede og undertrykte den fattige. Og deres faste gav dem kun en bedre mening om deres egen godhed. ret

(1150)  Der er synder af denne same karakter iblandt os i dag. Og de bringer Guds irettesættelse over Hans menighed. Uanset om disse synder bliver fundet, er stunder med faste og bøn i virkeligheden nødvendig; men de må ledsages af oprigtig anger og beslutning for reformation. Uden en sådan sjælsbrøde, vil disse stunder gøre den fejlende skyld større. Herren har udspecificeret den faste Han har valgt, den Han vil acceptere. Det er det der bære frugt til Hans ære, i anger, i helligelse, i sand fromhed. [Es. 58,6. 7 citeret.] ret

(1150)  I den faste som Gud har valg, vil der udøves barmhjertighed, ømhed og medfølelse. Gerrighed vil lægges bort, og bedrageriet og modstanden vil blive fortrudt og lagt bort. Der vil udvises al myndighed og indflydelse for at hjælpe dem fattige og fortrykte. Hvis dette var verdens situation, ville den ikke længere være et ordsprog: ”Sandhed snubler på gaden, ærlighed har ingen gænge;” ”Skyr man det onde, flås man.” (RH 13 okt, 1891) ret

(1150)   1-5. Brug for en reformerende indflydelse fra Gud. - [Es. 58,1-3 citeret.] Det folk, der her beskrives, indser, at de ikke har Guds gunst; men i stedet for at søge hans gunst på hans egen måde, strides de med Gud. De spørger, hvorfor Herren ikke viser dem særlig anerkendelse, eftersom de overholder så mange ceremonier. Disse faster er kun udvortes opvisning, blot forstillelse, forhånelse af ydmyghed. Disse tilbedere beholder alle deres forkastelige karaktertræk, mens de sørger og græder. Deres hjerter er ikke ydmyge og renset fra åndelig besmittelse. De har ikke fået Guds nådes formildende regn. De mangler Helligånden og den himmelske indflydelses liflighed. De viser ingen anger og ingen tro, der er virksom i kærlighed og renser sjælen. De er uretfærdige og selviske i deres færd, idet de ubarmhjertigt undertrykker dem, som de betragter som underordnede. Dog beskylder de Gud for at have forsømt at vise dem sin kraft og ophøje dem over andre på grund af deres retfærdighed. Herren sender dem et irettesættelses budskab, der viser, hvorfor de ikke har fået hans nåde. (MS 48, 1900). ret

(1150)   5-7. Kristne er ikke et sørgekor. - Vi har alt at være taknemmelig over for. Kristne må aldrig være med som et jamrekor i et begravelsesoptog. Dette forlanger Gud ikke af Sine efterfølgere. Han beder dem ikke at sætte sig i sæk og aske. ”Er det denne faste som jeg har valgt?” Han spørger: ”En dag, da et menneske spæger sig? At hænge med sit hoved som siv, at ligge i sæk og aske, kalder du det for faste, en dag, der behager Herren?” Gud fortæller os hvilken slags faste Han har valgt. ”Faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg.” Det er den faste Han ønsker at vi skal overholde. [Es. 58,7 citeret.] I disse ord opridses vor pligt. Gud viser os hvor vi skal sætte vore rigdomme. Idet vi følger med på selvfornægtelsens og selvopofrelsens sti, hjælper de trængende og lidende, skal vi samle os rigdomme for Guds trone (MS 31, 1901). ret

(1150)  Ydre tegn alene er værdiløse. - De ydre tegn på faste og bøn, uden en brudt og brødebetynget ånd, er ikke af værdi i Guds øjne. Der er brug for det indre nådesarbejde. Sjælsydmyghed er væsentligt. Gud ser på dette. Han vil taknemmeligt tage imod dem, som vil ydmyge deres hjerter for Ham. Han vil høre deres bønner og helbrede deres frafald. ret

(1150)  Prædikanter og folk behøver renselsesarbejdet i deres sjæle, så Guds domme kan vendes bort fra dem Han vil tage imod alle som (1151) vil vende sig til Ham, af hele sig hjerte (MS 33, 1903). ret

(1151)   Hjælp dem der lider for sandhedens skyld. - [Es. 58,5-7 citeret.] Guds sag omfatter enhver af de hellige der tænger og lider. Vi skal ikke selvisk udvælge nogle få slægtninge og venner og hjælpe dem, og lade vort arbejde ende her. Alle de trængende som vi bliver opmærksomme på, skal hjælpes, men særlig dem som leder for sandhedens sag. Hvis vi forsømmer dette, vil Gud drage os til ansvar. Skal vi ikke som et folk der virker for retfærdigheden, følge de betingelser som Gud har lagt ud, og være Hans Ords gørere (MS 145, 1899)? ret

(1151)   6. Intet åg skal placeres. - Herren har ikke givet mennesker arbejdet at lægge åg på Sit folks skuldre, binde dem på en sådan made at de ikke er frie til at på Ham og vejledt af Ham. Det er ikke Herrens plan at Hans folk skal gøres føjelige over for deres medmennesker, som selv er helt afhængige af Gud (Brev 76, 1902). ret

(1151)   8 (se EGW kommentar til Zak. 4,12). Gud behøver menneskelige agenter. - Vi skal praktisere lovens forskrifter, og derved have retfærdighed for os; lønnen vil være Guds herlighed. Lyset fra Kristi retfærdighed vil være vor vogter, og Herrens herlighed vil være vor løn. Lad os takke Herren for denne forsikring Lad os hele tiden stå i en position hvor Herren himlens Gud kan begunstige os. Lad os tanke over at det er vort høje privilegium at være i forbindelse med Gud - at være Hans hjælpende hånd. ret

(1151)  I Guds store genløsningsplan for en falden slægt, har Han selv gjort det til en nødvendighed, at bruge menneskeagenter som Sin hjælpende hånd. Han må have en hjælpende hånd, for at kunne nå menneskeheden. Han må have samarbejde med dem som vil være aktive, hurtige til at se anledninger, hurtige til at kunne se hvad der må gøres for deres medmennesker (NL nr. 23, s. 1). ret

(1151)  En synlig retfærdighed behøves. - Bemærk profetens inspirerede løfte til dem som gør alt i deres magt for at afhjælpe pinsler, både fysiske og åndelige. [Es. 58,8 citeret.] ret

(1151)  Som kristne skal vi have en retfærdighed der skal udvikles og kunne ses - en retfærdighed der fremstiller Jesu Kristi karakter, da Han var i vor verden (MS 43, 1908). ret

(1151)   8-14. Sande reformatorers kendetegn. - Her gives kendetegnene for dem som skal være reformatorer, som vil bære banneret med den tredje engels budskab, dem som selv åbenlyst lover at være Guds lovlydige folk, og som vil ære Gud, og er, for øjnene af hele universet, alvorligt engageret i at opbygge de gamle øde steder. Hvem er det som kalder dem: Den der dækker sprækkerne, gendanner stierne at være på? Det er Gud. Deres navne er registreret i himlen som reformatorer, genoprettere, oprejser fundamenter for mange generationer (RH 13. okt., 1891). ret

(1151)   9, 10. Medlidenhed får lys til stå op. - [Es. 58,9, 10 citeret.] Overalt omkring os er der forpinte sjæle. Lad os opsøge disse lidende mennesker, og sig et ord i rette stund til trøst for deres hjerter. Her og der - overalt - skal vi finde dem. Lad os altid være kanaler hvorigennem medlidenhedens opfriskende vande kan flyde til dem. Dem som tjener den sultne og forpinte fornødenheder, lyder løftet: ”Skal dit lys stråle frem i mørke.” ret

(1151)  Mange er i mørke. De har mistet deres holdning. De ved ikke hvad de skal gøre. Lad de fortvivlede opsøge andre, som er fortvivlet, og sige håbefulde og opmuntrende ord til dem. Når de begynder på dette arbejde, vil himlens lys åbenbare den sti for dem, som de skal følge. Med deres trøstende ord til forpinte vil de selv få trøst. Ved at hjælpe andre, vil de selv blive hjulpet ud af deres vanskeligheder, Glæde går i stedet for bedrøvelse og tungsind. Hjertet fyldes med Guds Ånd, en glød der varmer ethvert medmenneske. Enhver af disse er ikke længere i mørke; for hans ”mørke” er ”som middagen” (MS 116, 1902). ret

(1151)   11. Guds vejledning giver en klar dømmekraft. - Til ham der vandrer på det evige livs vej, bruger sine velsignelser til at velsigne andre, erklærer profeten Esajas: ”Herren skal altid lede dig, mætte din sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye kræfter; du bliver som en vandrig (1152) have, som rindende væld, hvor vandet aldrig svigter.” ret

(1152)  Disse velsignelser har vi brug for. Vi behøver livets vand der flyder fra Jesus Kristus, som være et kildeudspring i os, der springer op til evigt liv. ”Herren skal altid lede dig.” Når vi ledes af Herren, skal vi få en klar skarpsindighed. Vi skal ikke kalde retfærdige for uretfærdige, eller tænke at de ting Herren er forbudt er rigtige. Vi skal forstå hvor Herren arbejder. ret

(1152)  Dette har mange ikke forstået. Jeg ved at nogle er blevet ført på vildspor af fjenden. Men Gud ønsker at du skal havde del i guddommelig natur. Han ønsker at intet åg af menneskelig myndighed skal være på dine skuldre, men at du skal se på Ham, ser er i stand til at frelse enhver til det yderste, der kommer til Ham i retfærdighed og sandhed. Vi har ikke tid til at have med fjenden at gøre; for vi er meget nær afslutningen af denne jords historie (MS 43, 1908). ret

(1152)   12-14 (Åb. 11,19; 14,9-12). Sabbatsholdere genopretter bruddet.-- [Es. 58,8-14 citeret.] Hvor finder vi det folk der tales sådan til? Hvem er det som skal opbygge gamle øde steder, og oprejse fundamentet for mange slægter. Hvor er det folk som har fået lys fra himlen, til at se det brud der er sket på Guds lov? ret

(1152)  I åbenbaringen siger Johannes: "Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel." Åb. 11,19. Johannes så i synet Herrens folk vente på Hans komme og opsøge sandhed. Idet Guds tempel blev åbnet for Hans folk, skinnede lyset fra Guds lov, som er i arken, frem. Dem som tager imod dette lys, får øje på proklamationen af den tredje engels budskab. ret

(1152)  Denne ses flyvende under himlens midte, "han råbte med høj røst: »Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne. . . . . Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus. ret

(1152)  Dette er det folk, der genopretter bruddet af Guds lov. De ser at det fjerde buds sabbat er blevet fortrængt af en falsk sabbat, en dag som ikke har belæg i Guds ord. Midt i den store modstand, er de blevet loyale mod deres Gud, og stiller sig op under den tredje engels standard (MS 48, 1900). ret

(1152)  Idet enden nærmer sig, vil Guds tjeneres vidnesbyrd blive mere bestemte og kraftige, glimte sandhedslys på vildførende og undertrykkende systemer, som ikke har overherredømmet så længe endnu. Herren har sendt os budskaber for denne tid, der fæstner kristendom på evig basis, og alle som tror den nærværende sandhed må stå, ikke i deres egen visdom, men hos Gud, og oprejse fundamentet for mange generationer. Disse vil blive registreret i himlens bøger som bruddets istandsættere, genopretter stier til at være på. Vi skal fastholde sandheden fordi det er sandhed, for ansigtet af den bitreste modstand. Gud arbejder på menneskers sind; det er ikke mennesker alene der arbejder. Den store oplysning af Guds kraft er fra Kristus; klarheden i Hans eksempel skal holdes frem for folket i enhver prædiken (brev 1f, 1890). ret

(1152)  Helsjælede mennesker står i tomrummet. - Jeg skriver dette, fordi mange i menigheden er blevet fremstilet for mig, som omvandrende træer. De må have en anden og dybere erfaring før de kan se de snarer der er lagt ud, for få dem i bedragerens net. Nu må de ikke gøre noget halvt arbejde. Herren kalder på standhaftige, beslutsomme, helsjælede mænd og kvinder der står i tomrummet, og danner et hegn. [Es. 58,12-14 citeret.] ret

(1152)  Der skal frembæres et beslutsomt vidnesbyrd i alle vore menigheder. Gud har ladet frafaldne tage pladsen, for at vise hvor lidt afhængighed der er af mennesker. Vi skal altid se på Gud; Hans ord er ikke Ja og nej, men Ja og Amen (NL nr. 19, s. 2, 3).

13, 14. Se EGW for 2. Mos. 20,1-17, bd. I. ret

(1153)  

Kapitel 59

(1153)  Verdens tilstand før Kristi første komme er et billede på verdens tilstand lige før hans Åndet komme. Den samme syndighed vil eksistere, udviser den samme forlokkende magt over menneskers sind. Han sætter sine oplærte agenter i gang, og bevæger dem til intens aktivitet. Han sikrer sin hær af menneskeagenter til at gå ind i den sidste kamp imod livets Fyrste, og overtræde Guds lov, som er fundamentet på Hans trone. Satan vil arbejde med mirakuløse fremførelser for at bekræfte mennesker i den vantro som han fremhæver at være, - denne verdens fyrste, og at sejren er hans. Han vende sine kræfter imod dem som er loyale mod Gud, men selvom han kan fremkalde smerte, pinsler og menneskelig smerte, kan han ikke besmitte sjælen. Han kan skabe fortvivlelse på Guds folk, ligesom han gjorde mod Kristus; men han kan ikke få nogen af Kristi små børn til at gå tabt. Guds folk i disse sidste dage må forvente at gå ind i midtpunkt, for det profetiske Ord siger: ”Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd." (brev 43, 1895). ret

(1153)  

Kapitel 60

(1153)  2 (Mal. 2:7, 8). Kun lys kan sprede mørke. - Da Kristus kom ind i mørket, dækkede mørket jorden og tykt mørke over folket. Guds levende orakler blev hurtigt til et dødt brev. Guds rolige og lave røst kunne kun høres nogle gange af den mest helligede tilbeder; for den var blevet overdøvet og gjort tavs af mennesker dogmer, leveregler og traditioner. Præsternes lange og komplicerede forklaringer gjorde det som var enkelt og mest simpelt til noget mystisk, uklart og usikkert. Råbene fra rivaliserende sekter forvirrede forståelsen, og deres lære var langt borte fra den korrekte sandhedsteori . . . . ret

(1153)  Sandhed så ned fra himlen på menneskebørnene, men fandt sig ikke genspejlet; for mørke dækkede jorden, og tykt mørke folket. Hvis vildfarelsens mørke som skjulte Guds herlighed fra menneskenes øjesyn skulle spredes, sandhedens lys måtte skinne iblandt verdens moralske mørke. Det var dekreteret i Guds rådssamlinger at Guds enbårne søn måtte forlade Sin høje rang i himlen, og iklæde Sin guddommelighed med menneskelighed, og komme til verden. Ikke ydre glans fulgte i Hans spor, end den dydighed, barmhjertighed, godhed og sandhed; for Han skulle repræsentere verden for Guds karakters egenskaber; men verden, der ikke var vandt til at se sandheden, vendte sig fra lyset til vildfarelsens mørke; for vildfarelse var mere for deres forvanskede smag end sandhed var (RH Aug. 6, 1895). ret

(1153)  

Kapitel 61

1, 3. Pas på ansigtsudtryk, ord og stemmens tonefald.--[Es. 61,1 citeret.] Herren er ikke tilfreds med at Hans folk er et jamrekor. Han ønsker at de skal angre deres synder, så de kan nyde Guds sønners frihed. Så vil de fyldes med Guds pris, og vil være en velsignelse for andre. Herren Jesus blev salvet også ” give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie; lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, Herrens plantning til hans ære.” ret

(1154)  (1154) "Så han,” Kristus Jesus, “kan blive forherliget” - O om dette måtte være vore lives hensigt! Så vil vi vise hensyn når vi udtrykker vort ansigt, vore ord og endog var toneleje når vi taler. Alle vore forretningsanliggender vil udføres i tro og renhed. Så vil verden blive overbevist om at der er et folk som er loyale mod himlens Gud. . . . . ret

(1154)  Gud opfordrer alle til at komme i harmoni med Ham selv. Han vil tage imod dem hvis de vil bortlægge alle deres onde handlinger. Med en samstemmighed med Kristi guddommelige natur, vil de undgå denne verdens fordærvende indflydelser. Det er tid at enhver af os må beslutte hvis side vi er på Satans agenter vil arbejde med ethvert menneskesind som tillader at blive bearbejdet af ham. Men der er også himmelske agenter der venter på at bibringe de klare stråler fra Guds herlighed til alle som er villige til at tage imod Ham. Det er sandhed som vi mangler, dyrebare sandhed i al sin elskelighed. Sandhed vil bringe frihed og glæde (MS 43, 1908). ret

(1154)  

Kapitel 64

(1154)   Så lad da Guds hånd bearbejde leret, så det kan tjene ham. Han ved bedst, hvilken slags redskaber han har brug for. Han har givet hvert menneske en gerning. Gud ved, hvor man passer bedst. Mange arbejder imod Guds vilje, og derved ødelægger de deres livs mønster Herren ønsker at alle skal underordne sig hans ledelse. Han vil stille mennesker der, hvor de dannes, så de lever i harmoni med Kristus og kommer til at ligne ham. Hvis selvet lader sig bearbejde, hvis I vil samarbejde med Gud og bede i fællesskab, arbejde i fællesskab, hver på sin plads som tråde i livets væv så vil I vokse sammen til en skøn helhed til glæde i Guds univers. (brev 63, 1898). ret

(1154)  Pottemageren kan ikke forme og danne noget smukt af det, som aldrig er lagt i hans hænder. Det kristne liv er en daglig overgivelse, underkastelse og stadig overvindelse. Hver dag vil der blive vundet nye sejre. Selvet tabes af syne og Guds kærlighed må opelskes til stadighed. Således vokser vi op til Kristus. Således formes livet efter det guddommelige mønster. (MS 55, 1900). ret

(1154)  Hvert Guds barn må gøre sit bedste for at holde sandhedens banner højt. Han eller hun skal virke inden for Guds orden. Hvis selvet ophøjes, gør man Kristus mindre. I sit ord sammenligner Gud sig med en pottemager og sit folk med leret. Hans gerning består i at forme og danne dem efter sit eget billede. De skal lære ydmyghedens og underkastelsens lektie. Selvet må ikke gøres til det fremherskende. Hvis der blev givet tilstrækkelig agt på den guddommelige vejledning, hvis selvet blev overgivet til den guddommelige vilje, ville Pottemagerens hænder kunne frembringe kar af stor skønhed. (Brev 78, 1901). ret

(1154)  

Kapitel 65

2. Se EGW for Jer. 17,25.

21-23. Se EGW for Ordsp. 31,27 bind. III. ret

næste kapitel