Mattæus evangeliet

(1077)  Kapitel: 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - 10 - 11 - 12 - 13 - 14 - 15 - 16 - 17 - 18 - 19 - 20 - 20 - 21 - 22 - 23 - 24 - 25 - 26 - 27 - 28 ret

(1077)  

Kapitel 2

(1077) 1, 2. Opmærksomheden fokuseres på Jesu fødsel.--Herren bevægede de vise mænd til at opsøge Jesus, og han førte deres vej med en stjerne. Denne stjerne, som forlod dem da de var nær Jerusalem, fik dem til at forhøre sig i Judæa; for de tænkte at det ikke var muligt for ypperstepræsterne og skriftkloge at være uvidende om denne store begivenhed. Ved de vise mænds ankomst blev hele nationen bekendt med formålet med deres rejse, og ledte deres opmærksomhed til disse vigtige begivenheder som hændte. (2SP 26). ret

(1077)   16-18. Trofasthed ville have gjort vreden uskadelig.--Hele denne frygtelige katastrofe tillod Gud, for at ydmyge det jødiske folks stolthed. Deres forbrydelser og ondskab har været så stor at Herren lod den onde Herodes straffe dem således. Havde de været mindre skrydende og ærgerrige, deres liv rene, deres levevaner enkle og oprigtige, ville Gud have bevaret dem fra at blive ydmyget og hjemsøgt af deres fjender. På en udmærket måde ville Gud have gjort kongens vrede harmløs for Sit folk, hvis de havde været trofast og fuldkommen for ham. Men Han kunne ikke arbejde på en særlig måde for dem, for deres gerninger vækkede hans afsky. (2SP 28). ret

(1077)  

Kapitel 3

1-3. Se EGW til Luk. 1,76, 77. ret

(1077)   7, 8 (Lukas 3,7-9). Hvem var øgleungerne? - Farisæerne var meget strenge med de ydre former og skikke, og var fyldt med arrogance, verdslig og hyklerisk selvretfærdighed. Saddukæerne fornægtede de dødes opstandelse og eksistensen af engle, og var skeptiske om Gud. Denne sekt blev mest ført af uværdige karaktertræk, mange af dem var tøjlesløse i deres levevaner. Med ordet "øgleunger" mente Johannes dem som var ondskabsfulde og modstandere, bitterligt imod Guds vilje. ret

(1077)  Johannes formanede disse mænd at "deri frembringe frugter for anger." Det er ved at vise at du er omvendt, at karakteren forvandles. . . . Hverken ord eller bekendelse, men frugterne - aflæggelse af synder, og lydighed mod Guds bud - viser den virkelige oprigtige anger og sand omvendelse. (MS 112, 1901). ret

(1077)   13-17 (Mark 1,9-11; Luk. 3,21, 22; Joh. 1,32, 33). Englene og en gylden due.--Jesus var vort eksempel i alle ting, som har med livet og gudsfrygt at gøre. Han blev døbt i Jordan, ligesom dem der kom til Ham må døbes. De himmelske (1078) engle så med intens interesse på hvad der skete ved Frelserens dåb, og kunne deres øjne som ser på, blive åbnet, så ville de have set den himmelske hær have omgivet Guds Søn idet Han bøjede sig ned ved Jordans bredder. Herren havde lovet at give Johannes et tegn hvorved han kan vide hvem var Messias, og nu da Jesus gik op af vandet, blev det lovede tegn givet, for han så himlen åbne sig, og Guds Ånd, svævede som en guldskinnende due, over Kristi hoved, og en stemme kom fra himlen og sagde: ”Dette er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.” (YI 23. juni, 1892). ret

(1078)   (Rom. 8,26; Hebr. 4,16.) Himlen er åben for bønner. - [Matt. 3,13-17 citeret.] Hvad betyder dette sceneri for os? Hvor ubetænksomt har vi læst beretningen om vor Herres dåb, og ikke indset dens at dens betydning var af største vigtighed for os, og at Kristus blev antaget af Faderen for menneskers skyld. Idet Jesus bøjede sig ned på Jordans bredder og sendte Sin bøn op, blev menneskeheden bragt frem for Faderen ved Ham, som havde iklædt Sin guddommelighed med menneskelighed. Jesus gav Sig selv til Faderen for menneskers skyld, som dem som var blevet adskilt fra Gud, på grund af synd, kunne bringes tilbage til Gud, gennem den guddommelige Forbønmands fortjenester. På grund af synd var jorden blevet afskåret fra himlen, men med Sin guddommelige arm omfavner Kristus den faldne slægt, og med Sin guddommelige arm griber Han den Uendeliges trone, og jorden bringes i favør for himlen, og mennesker i samfund med sin Gud. Kristi bøn for den tabte menneskehed kløvede sin vej gennem alle skygger Satan havde kastet mellem mennesker og Gud, og efterlod en klar kommunikationskanal til herlighedens trone. Portene blev sat på klem, og himlene åbnes op, og Guds Ånd, i form af en due, cirklede om Kristi hoved, og Guds stemme kunne høres og sagde: ”Dette er min Søn den elskede, i hvem jeg har velbehag.” ret

(1078)  Guds stemme kunne høres som svar på Jesu bøn, og dette fortæller synderen at hans bøn vil finde indpas ved Faderens trone. Helligånden vil gives dem som søger efter dens kraft og nåde, og vil hjælpe vore svagheder, når vi vil have at Gud lytter. Himlen er åben for vore bønner, og vi indbydes til at komme ”frimodigt frem for nådens trone, så vi kan få barmhjertighed, og finde nåde til hjælp på rette tidspunkt.” Vi skal komme i tro, tro på at vi skal opnå de ting vi beder ham om. (ST 18. april, 1892). ret

(1078)   Lyden af dødens klokker. - Da Kristus selv kom til Johannes døber, var Satan blandt vidnerne ved den begivenhed. Han så lyset glimte fra lynet glimte fra en skyfri himmel. Han hørte Jehovas majestætiske stemme, der rungede ud gennem himlen, og genlød over jorden, som torden drøn, med forkyndelsen: ”Dette er min Søn den elskede, i hvem jeg har velbehag.” Han så klarheden fra Faderes herlighed overskygge Jesu skikkelse, og derved udpege Ham, med en umiskendelig sikkerhed, fra mængden, som Han anerkendte som Sin Søn. Omstændighederne i forbindelse med denne dåbsseance var af største betydning for Satan. Da vidste han med sikkerhed, at, medmindre han kunne overvinde Kristus, ville hans kraft, fra nu af, være begrænset. Han forstod at denne forbindelse fra Guds trone, betød at menneskene nu havde mere direkte adgang til himlen, end det havde været, og det mest intense had blev vækket i hans bryst. ret

(1078)  Da Satan ledte menneskene til at synde, han håbede at Guds afsky for synd ville adskille Sig fra menneskene for altid, og bryde forbindelsesledet mellem himlen og jorden. Da han fra himlens åbning hørte Guds stemme tale til Sin Søn, var det for ham som lyden af dødens klokker. Det fortalte ham at Gud nu var ved at forene menneskene tættere til Sig selv, og give moralsk kraft til at overvinde fristelse, og slippe fra påfundene i de sataniske bedrag. Satan kendte godt den position, som Kristus havde i himlen, som Guds Søn, Faderens elskede, og det at Kristus skulle forlade himlens glæde og ære, og kom til denne verden som menneske, fyldte ham med ængstelse. Han vidste at denne nedladenhed fra Guds Søns side af, ikke varslede godt for ham. . . . . ret

(1079)  (1079) Tidspunktet var nu kommet hvor Satans rige over verden skulle bestrides, hans ret bringes i tvivl, og han frygtede for at hans kraft ville blive brudt. Gennem profetien vidste han at en Frelser var forudsagt, og at Hans rige ikke ville etableres i jordisk triumf og med verdslig ære og opvisning. Han vidste at profetierne forudsagde et rige skulle oprettes af himlens Fyrste på jorden, som han krævede som sit domæne. Dette rige ville omfatte hele verdens riger, og så ville Satans magt og ære ophøre, og han ville modtage sin straf for de synder han havde introduceret i verden, og for den elendighed, han havde pådraget menneskeslægten. Han vidste at alt som vedrørte hans fremgang, beroede på om han havde succes eller fiasko med at overvinde Kristus i hans fristelser; og han pådrog Frelseren alle kunstgreb han kunne, for at lokke Ham fra Hans retskaffenhed. (ST 4. aug., 1887). ret

(1079)   16, 17 (Ef. 1,6. Se EGW til Matt. 4,1-11). Et pant på kærlighed og lys. - For vor skyld greb Frelseren fast i den Almægtiges magt, og når vi beder til Gud, ved vi at Kristi bøn er steget op tidligere, og at Gud har hørt og besvaret den. I al vor synd og svaghed kastes vi ikke til side som værdiløse. ”Han som har gjort os antagelse hos den elskelige.” Den herlighed der påhvilede Kristus er en pant på Guds kærlighed til os. Det fortæller om bønnens kraft, - hvordan menneskestemmen kan nå Guds øre, og vore bønner finde accept i himlens sale. Det lys der faldt fra de åbne portal over vor Frelsers hoved, vil falde på os idet vi beder om hjælp til at modstå fristelse. Den stemme der talte til Jesus siger til enhver troende sjæl: ”Dette er mit elskede barn, i hvem jeg har velbehag.” (MS 125, 1902) ret

(1079)   Forsikring om antagelse. - Igennem de porte der stod på klem, strømmede herlighedens klare stråler fra Jehovas trone, og dette lys skinner også på os. Den forsikring Kristus har fået er forsikring for ethvert angrende, troende og lydigt Guds barn, at han er accepteret i den Elskede. (ST 31. juli, 1884). ret

(1079)   En vej gennem den mørke skygge. - Kristi bøn på Jordans bred indbefatter enhver som vil tro på Ham. Løftet at du er accepteret i den Elskede kommer til dig: Gud sagde: ”Dette er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.” Dette betyder at gennem den mørke skygge, som Satan har kastet på din stivej, har Kristus kløvet vej for dig til den uendelige Guds trone. Han har grebet fat i den almægtige kraft, og du accepteres i den Elskede. (GCB 4. april, 1901). ret

(1079)  

Kapitel 4

1, 2 (2. Mos. 34,28; 5. Mos. 9,9; Luk. 4,2). Moses' faste er ikke ligesom Kristi faste. - I fristelsen i ørknen havde Kristus ikke fået mad i fyrre dage. Moses havde, ved særlige anledninger, været længe uden mand. Men han mærkede ikke hungerens smerte. Han blev ikke fristet og plaget af en listig og mægtig fjende, ligesom Guds Søn blev. Han blev ophøjet over mennesker. Han var særlig understøttet af Guds herlighed som omgav ham. (ST 11. juni, 1874). ret

(1079)   1-4 (Luk. 4,1-4). Magten fra en fordærvet appetit. - Alle gik tabt da Adam gav efter for appetittens magt. Forløseren, i hvem både det menneskelige og guddommelige var forenet, stod i Adams sted, og udholdt en forfærdelig faste i næsten seks uger. Længden af denne faste er det stærkeste bevis på den magt en fordærvet appetit har på menneskeslægten. (RH 4. aug., 1874). ret

(1079)   En lektie at tage til os selv. - Kristus er vort eksempel i alt. Når vi ser hvordan han ydmygede og fornedrede sig i den lange prøve og fasten i ørkenen, for på vore vegne at sejre over appetitten, må vi lade det være til hjælp for os, når vi selv bliver fristet. Når appetitten har så stor magt over menneskene, og at give efter for den er så stor en synd at Guds Søn måtte underkaste sig en sådan prøve, viser det hvor betydningsfuldt det er at have appetitten under kontrol af forstanden. Vor frelser fastede i næsten seks uger for på menneskenes vegne at kunne sejre over appetitten. Hvordan kan da mennesker som bekender sig til at være kristne og har en oplyst samvittighed og Kristus som deres eksempel, (1080) ligge under for vaner som svækker krop og sjæl? Det er en sørgelig kendsgerning, at egenkærlige vaner, som er farlige for helsen og svækker moralen, i vor tid slavebinder en stor del af kristenheden. ret

(1080)  Mange som siger de er kristne, spørger ikke om grunden til at Kristus måtte faste og lide så længe i fristelsens ørken. Hans lidelser skyldtes ikke så meget sult, som hans forståelse af de frygtelige følger for menneskene af, at give efter for appetitten og sanseligheden. Han vidste at appetitten ville blive menneskenes afgud, som ville få dem til at glemme Gud og hindre dem i at blive frelst. (RH 1. sept., 1874). ret

(1080)   Satan angriber på det svageste øjeblik. - Da Kristus var i ørknen, fastede han, men Han mærkede ikke sulten. I sin stadige bøn med Sin fader, for at kunne modstå fjenden, mærkede Kristus ikke hungerens kvaler. Han brugte tid på alvorlig bøn, lukkede sig inde med Gud. Det var som om Han var i nærheden af Sin Fader. Han søgte efter styrke, for at imødekomme fjenden, for den forsikring, ville han modtage nåde til at gennemgå alt det Han havde påtaget for menneskehedens skyld. Tanken om den krig der var foran Ham fik Ham til at glemme alt andet, og Hans sjæl fik føde fra livets brød, ligesom i dag, hvor de fristede sjæle vil få føde, som går til Gud efter hjælp. Han spiste af den sandhed, som Han skulle give folk, med kraft til at udfri dem fra Satans fristelser. Han så Satans magt over faldne og fristede mennesker var brudt. Han så Sig selv der helbredte syge, trøste de håbløse, opmuntre de fortvivlede, og forkynde evangeliet for fattige, gøre det arbejde som Gud havde lagt for Ham, og Han indså ingen følelse af sult, før de fyrre dage af hans faste var til ende. ret

(1080)  Synet gik bort, og så, under stærk bønfaldelse kaldte Kristi menneskenatur efter mad. Nu havde Satan anledning til at gøre sit angreb. Han besluttede sig for at vise sig som lysets engle, der havde vist sig for Kristus i Hans syn. (Brev 159, 1903). ret

(1080)  Prøvelsen blev ikke gjort lille. - Kristus vidste at hans Far ville give ham mad når det var rigtigt at gøre det. Selv om sulten ikke var til at holde ud i denne forfærdelige prøve, kunne han ikke for tidligt gøre prøven mindre hård ved at benytte sin guddommelige magt. ret

(1080)  For at hjælpe sig ud af angst og smerte har faldne mennesker ikke magt til at gøre mirakler når de kommer i vanskeligheder, eller for at kunne sejre over modstanderen. Det var Guds plan at sætte menneskene på prøve og give dem mulighed for at udvikle deres karakter ved ofte at lade dem komme i vanskelige situationer som satte deres tro og tillid på hans kærlighed og magt på prøve. Kristi liv var et fuldkomment eksempel. Ved sin undervisning og ved sit liv var han et fuldkomment eksempel. Ved sin undervisning og ved sit liv var han altid optaget af at lære menneskene at de var afhængige af Gud, at de måtte tro på ham og sætte deres lid til ham. (RH 18. aug., 1874). ret

(1080)   1-11 (Mark 1,12. 13; Luk. 4,1-13; se EGW til Joh. 2,1, 2). Hele frafaldets kraft samlede sig. - I Satans rådssamlinger blev det besluttet at Han [Kristus] må overvinde. Intet menneske var kommet ind i verden og undflyet bedragerens magt. Alle kræfter fra det onde forbund blev sat på Ham, for at gå ind i en krig imod Ham, og om muligt sejre over Ham. Det heftigste og mest forhærdede fjendskab blev sat mellem kvindens sæd og slangen. Slagen selv pådrog Kristus ethvert helvedesvåbens mærke. . . . . ret

(1080)  Kristi liv var en stadig krig imod sataniske agenter. Satan samlede alle sine oprørskræfter imod Guds Søn. Kampen tog til i hårdhed og ondskab, hvor byttet igen og igen blev taget ud af hans hænder. Satan angreb Kristus med fristelser af enhver tænkelig art. (RH 29. okt., 1895). ret

(1080)  Ikke et svigt på noget punkt.- Kristus gik fra dette herlighedssceneri [Hans dåb] til en af de største fristelser. Han gik ud I ørknen, og Satan kom til ham og fristede ham netop på de punkter, hvor mennesket vil blive fristet. Vor stedfortræder og forløser betrådte de (1081) stier, hvor Adam snublede og faldt. Spørgsmålet var: Vil han snuble og falde over Guds bud ligesom Adam? Han imødegik atter og atter Satans angreb med: "Der står skrevet," og Satan måtte forlade slagmarken som, en besejret fjende. Kristus har genoprettet, hvad der gik tabt ved Adams vanærende fald og har fuldkommengjort en karakter, der er fuldt ud lydig og har efterladt menneskene et eksempel, så de må efterligne Mønsteret. Var han faldet på et punkt med hensyn til Guds lov, ville han ikke have været et fuldkomment offer, for det var kun på ét punkt, at Adam fejlede. (RH 10. juni, 1890). ret

(1081)   Satans løgne til Kristus. - Satan fortalte Kristus at han var den eneste der skulle sætte Sine fødder på den blodbestænkte sti, men ikke gå på den. Ligesom Abraham blev han prøvet til at vise Sin fuldkomne lydighed. Han sagde også at han var den engel der stod ved Abrahams hånd, idet kniven løftede sig for at slagte Isak, og han nu var kommet for at redde Hans liv, at det ikke var nødvendigt for Ham at udholde smertelig hunger og sultedød; han ville hjælpe Ham til at bære en del af arbejdet i frelsesplanen. (RH 4. aug., 1874). ret

(1081)   (Kp. 3,16, 17; Mark 1,10, 11; Luk. 3,21, 22.) Dyrebare tegn viser bifald.--Kristus viste ingen interesse for Satans forhånende spot. Han blev ikke provokeret til at give beviser på hans magt. Han bar sagtmodigt sine forhånelser uden at gøre gengæld. De ord der blev talt fra Himlen ved hans dåb var meget dyrebare, og beviste for ham at hans Fader anerkendte de skridt han tog i frelsens plan, som menneskets stedfortræder og sikkerhed. Himlenes opåbning, og en himmelsk due kom ned, var forsikringen om at hans fader ville forene sin magt i himlen med sin søns magt på jorden, for at befri mennesker fra Satans kontrol, og at Gud accepterede Kristi arbejde med at kæde jorden til himlen, og begrænsede mennesker til den ubegrænsede. ret

(1081)  Disse tegn, som han fik fra sin Fader, var uudtrykkeligt dyrebare for Guds søn i alle hans hårde lidelser, og forfærdelige kamp med den største oprører. (RH 18. aug., 1874). ret

(1081)   (1. Mos. 3,1-6.) Satan magtesløs for at hypnotisere Kristus. - Satan fristede den første Adam i eden, og Adam argumenterede med fjenden, og gav ham derigennem fortrin. Satan udøvede sin hypnotiske kraft over Adam og Eva, og denne bestræbte han sig at udøve over for Kristus. Men efter at skriftens ord var citeret, vidste Satan at han ikke havde chance for sejr (Brev 159, 1903). ret

(1081)   (Rom. 5,12-19; 1 Kor. 15,22, 45; 2 Kor. 5,21; Hebr. 2,14-18; 4,15.) De to Adam’er sat op imod hinanden. - Da Adam blev angrebet af fristeren i Eden var han uden syndens pletter. Han stod i kraft af sin fuldkommenhed over for Gud. Alle organer og evner hos ham var udviklet lige så godt og i harmonisk balance. ret

(1081)  Kristus stod, i fristelsens ørken, i Adams sted for at bære den prøve som han ikke kunne stå. Her vandt Kristus sejr i synderens sted, fire tusinde år efter at Adam vendte sin ryg til lyset i hans hjem. Adskilt fra Guds nærhed, havde menneskefamilien, i sine efterfølgende slægtsled, gået længere væk fra sin oprindelige renhed, visdom og kundskab, som Adam besad i Eden. Kristus bar slægtens synder og svagheder, da de eksisterede da Han kom til jorden for at hjælpe menneskene. For slægtens skyld, med faldne menneskers svaghed på sig, skulle han modstå Satans fristelser på alle punkter, hvor mennesker ville blive modstået. . . . . ret

(1081)  I hvilken kontrast er den anden Adam, idet han gik ud i den triste ørken for at hamle op med Satan på egen hånd. Siden faldet har slægten aftaget i størrelse og fysisk styrke, og synket lavere på moralværdiens målestok, frem til perioden for Kristi komme på jorden. Og for at ophøje faldne mennesker, må Kristus nå dem hvor de var. Han påtog sig menneskelig natur, og bar slægtens svagheder og degeneration. Han, som ikke kendte til synd, blev til synd for os. Han ydmygede sig selv til den menneskelige vee’s laveste dybder, så Han kan kvalificeres til at nå mennesker, og bringe dem op fra den degeneration som synden havde nedstyrtet dem i (RH 28. juli, 1874). ret

(1081)   Den strengeste disciplin. - At holde sin herlig tilsløret som barn af en falden slægt, var den hårdeste disciplin, som livets Fyrste kunne underlægge sig selv. Derved stod Han sin styrke i mål med (1082) Satan. Han som har var blevet udstødt fra himlen, kæmpede desperat for overherredømme over Ham, som han har været jaloux på i salene deroppe. Hvilken kamp var dette! Intet sprog er tilstrækkeligt til at beskrive det. Men i den nære fremtid vil det kunne forstås af dem, som har overvundet ved lammets blod og deres vidnesbyrds ord (Brev 19, 1901). ret

(1082)   (Hebr. 2,14-18; 4,15; 2 Peter 1,4.) Magt til at mennesker kan befale. - Ved hvert skridt blev Guds Søn angrebet af mørkets magter. Efter sin dåb blev han af Ånden drevet ud i ørkenen, hvor han blev fristet i fyrre dage. Folk har skrevet til mig og hævdet at Kristus ikke kan have haft samme natur som mennesket, for hvis han havde haft det, ville han være faldet for de samme fristelser. Hvis han ikke havde haft menneskets natur, kunne han ikke være blevet vort eksempel. Hvis han ikke havde del i vor natur, kunne han ikke være blevet fristet som mennesket blev. Hvis det ikke havde været muligt for ham at give efter for fristelse, kunne han ikke komme os til hjælp. Det var en betydningsfuld realitet at Kristus kom for at udkæmpe kampen som menneske på menneskehedens vegne. Hans fristelse og sejer fortæller at menneskene må efterligne mønsteret, de må få del i Guddommelig natur. ret

(1082)  I Kristus var det Guddommelige og det menneskelige forenet. Det Guddommelige blev ikke reduceret til menneskelighed. Det Guddommelige var fortsat Guddommeligt, men ved at være forenet med det Guddommelige, var det menneskelige i stand til at modstå de frygteligste fristelser i ørkenen. Denne verdens fyrste kom til Kristus da han var sulten efter den lange faste og foreslog at han skulle sige til stenene at de skulle blive til brød. Men i Guds plan for menneskers frelse var det forudsat at Kristus skulle lære at føle sult, fattigdom og alle menneskelige erfaringer. Han modstod fristelsen ved den magt som også mennesker har adgang til. Han tog fat i Guds trone. Der findes ikke noget menneske som ved tro på Gud ikke har anledning til at få del i den sande hjælp. Mennesket kan få del i Guddommelig natur. Der findes ikke noget menneske som ikke kan tilkalde hjælp fra himmelen i fristelsens og prøvens stund. Kristus kom for at åbenbare kilden til sin magt, for at mennesker aldrig skulle behøve at stole på deres egne menneskelige muligheder, uden at kunne bede om hjælp. ret

(1082)  De som vil sejre, må sætte alt det ind som de råder over. De må på deres knæ og bede inderligt om Guddommelig kraft. Kristus kom for at være vort eksempel og for at vise os at vi kan få del i Guddommelig natur. Hvordan? Ved at slippe bort fra frafaldet i verden, det som kommer af begæret. Satan vandt ikke over Kristus. Han kunne ikke træde på genløserens sjæl. Han kunne ikke knuse hans hoved, men han kunne hugge ham i hælen. Ved sit eksempel viste Kristus at mennesker kan bevare deres renhed. De kan få kraft til at modstå det onde, en kraft som hverken verden eller døden eller helvede kan mestre, en kraft som stiller dem der vor de kan sejre sådan som Kristus sejrede. Det Guddommelige og det menneskelige kan være forenet i dem (RH 18. feb., 1890). ret

(1082)   (Es. 53,6; 2 Kor. 5,21.) De frygtelige følger af overtrædelse. - En fristelse er ingen fristelse hvis der ikke er mulighed for at give efter for den. Fristelsen modstås, idet mennesker påvirkes med magt til at gøre en forkert handling, og vidende at han kan give efter for fristelsen, modstår den i tro, med fast greb på guddommelig kraft. Dette var den hårde prøvelse Kristus gennemgik. Han kunne ikke var fristet på alle punkter, som mennesket blev fristes, om der ikke var mulighed for at Han kunne falde. Han var en fri agent, sat under prøve, ligesom Adam var, og ligesom ethvert menneske er. I Sine afsluttende timer, medens han hang på korset, erfarede han i fuld omfang hvad han måtte erfare, medens han kæmpede imod synd. Han indså hvor dårligt et menneske kan få det, om han giver efter for synd. Han indså de forfærdelige konsekvenser af at overtræde Guds lov; hele verdens synd lå på ham (YI 20. juli, 1899). ret

(1082)   Kristus var frit stillet. - De fristelser som Kristus blev underlagt var en forfærdelig realitet. Som en fri agent, blev han sag under prøve, med frihed til at give efter for Satans fristelser og modvirke Gud. Hvis det ikke var sådan, hvis det ikke var muligt for Ham at falde, kunne han ikke være fristet på alle punkter ligesom menneskeslægten blev fristet (YI 26. okt., 1899). ret

(1082)   Kristus på prøve. - Kristus var for en tidsperiode på prøve. Han tog (1083) Selv menneskeheden på sig, for at stå den prøvelse som Adam først ikke kunne stå. Havde Han faldet i sin prøvelse, ville Han have været ulydig mod Guds stemme, og verden ville være gået tabt (ST 10. maj, 1899). ret

(1083)   3, 4. En diskussion med Satan. - Hav i sinde at der er ingen andre end Gud, som kan diskutere med Satan (Brev 206, 1906). ret

(1083)   4 (se EGW til 1. Mos. 3,24). Fravigelse er værre end døden. - [Matt. 4,4 citeret.] Han fortalte Satan at for at kunne forlænge livet, var lydighed mod Guds krav vigtigere end timelig mad. Afviges der i mindste grad fra Guds hensigter, vil det være mere fatalt end sultedøden (Genløsning, eller Kristi første komme , s. 48). ret

(1083)   5, 6. Hvem kan i dag tage en udfordring? - Jesus ville ikke bringe Sig selv i fare for at behage djævelen. Men hvor mange kan i dag tage den udfordring (MS 17, 1893)? ret

(1083)   8-10 (Luk. 4,5-8). Se de egentlige vilkår. - Han [Satan] spurgte Frelseren om at bøje sig for hans myndighed, og gjorde han dette lovede han at verdens riger ville være Hans. Han viste Kristus hen til sin succes i verden, opremsede de myndigheder og magter der var underlagt ham. Han erklærede hvad det var Jehovas lov ikke kunne gøre, det havde han gjort. ret

(1083)  Men Jesus sagde: “Vig bag mig, Satan, for der står skrevet: Du skal dyrke Herren din Gud, og tjene ham alene.” For Kristus var dette præcis hvad Bibelen erklærer dette for - en fristelse. Fristeren holdt alverdens riger for Hans øjne. Da Satan så dem, havde de stor udvortes pragt. Men Kristus så dem i et andet perspektiv, præcis som de var - jordiske besiddelser under en tyrans magt. Han så alle menneskers veer, lide under Satans undertrykkende kraft. Han så jorden tilsmudset af had, hævn, ondsindethed, lyster for mord. Han så at djævle havde besat menneskenes kroppe og sjæle (MS 33, 1911). ret

(1083)   10 (Luk 4,8). Befaling tvang Satan.-- Jesus sagde til den listige fjende. "Vig bort, Satan! For der står skrevet: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.". Satan havde bedt Kristus om at bevise at han var Guds Søn, og i dette tilfælde havde han fået det bevis han bad om. Han blev nødt til at lyde Kristi guddommelige befaling. Han blev tilbagevist og måtte tie. Han havde ikke magt til at stå imod den bydende bortvisning. Han blev tvunget til straks at forlade verdens forløser (RH 1.sept., 1874). ret

(1083)   11 (Luk. 4,13). Et strategiråd. - Selvom Satan var faldet i sine mægtigste fristelser, havde han dog ikke opgivet al håb, at han, i en vis tid fremover, kan få held med sine bestræbelser. Han så fremad til perioden for Kristi tjeneste, hvor han havde anledning til at prøve sine kunstgreb imod ham. Forbløffet og besejret havde han knapt nok forladt denne kampscene, før han begyndte at lægge planer for at forblinde jødernes forståelse, Guds udvalgte folk, så de ikke kan se Kristus, verdens forløser. Han bestemte sig for at fylde deres hjerter med misundelse, jalousi og had imod Guds Søn, så at de ikke ville tage imod Ham, men ville gøre Hans liv på jorden så bitter så muligt. ret

(1083)  Satan havde rådssamling med sine engle, om hvilken kurs de skulle gå, for at forhindre folk i at have troen på Kristus, som den Messias som Jøderne havde ventet så ivrigt efter så længe. Han var skuffet og ophidset over at han ikke havde besejret Jesus ved sine mangfoldige fristelser. Men nu tænkte han, om han kunne indgyde vantro i hjerterne hos Kristi egne folk, så de ikke så sig selv som Hans udlovede, kunne han tage modet fra Frelseren idet han udførte Sin mission og han sikrede sig selv jøderne som sine agenter, der gennemførte hans egne djævelske mål. Således gik han til værket på sin diskrete måde, og vovede at gennemføre den strategi, som kan ikke selv kunne ved sin egen kraft (2SP 97, 98). ret

(1083)  

Kapitel 5

1-12. Tilstrækkeligt for at forhindre forvirring. - Et studium af Kristi forunderlige prædiken på bjerget, vil lære den troende karaktertrækkende hos dem, som Herren kalder “salige." [Matt. 5,1-12 citeret.] . . . ret

(1083)  Jeg takker Herren at de troende får så (1084) klare anvisninger. Hvis vi ikke havde anden undervisning, end det som er indeholdt i disse få ord, er dette nok, så ingen behøver at fare vild. Men vi har en hel Bibel fuld af dyrebar undervisning. Ingen behøver at være i mørke og usikkerhed. Dem som vil søge i tro, bøn og alvorligt studie af skrifterne for at få de dyder der kommer frem her, vil nemt kunne skille sig ud fra dem som ikke vandrer i lyset. Dem som nægter at følge et “Så siger Herren” vil ikke have nogen undskyldning for at vise deres hårdnakkede modstand mod Guds ord. (Brev 258, 1907) ret

(1084)   Ord af forskellig karakter. - Som om Kristus var indhyllet i en sky af himmelsk klarhed, erklærede Kristus sine velsignelser i bjergets saligprisninger. De ord Han talte, var af helt anden karakter end dem der faldt fra farisæerne og de skriftkloges læber. Dem som han erklærede for velsignede var dem som de havde erklæret som forbandede af Gud. Til dette store sammenløb af folk erklærede han at Han kunne uddele evighedens rigdomme til hvem Han ville. Selvom Hans guddommelighed var iklædt menneskelighed, anså han det ikke for at røvet bytte at være lige med Gud. I denne offentlige optræden beskrev Han deres egenskaber som skulle dele den evige løn. Han udpegede specielt dem, som ville lede forfølgelse for hans navns skyld. De skulle velsignelses rigeligt, blive Guds arvinger, og Jesu Kristi medarvinger. Stor ville deres løn være i himlen (MS 72, 1901). ret

(1084)   En rigdom af godhed. - Kristus længes efter at fylde verden med en fred og glæde, som var lige med den der fandtes i den himmelske verden. [Matt. 5, 1-12 citeret.] . . . ret

(1084)  Med klarhed og kraft talte han de ord som var kommet ned til vor på vor tid som en godhedens rigdom. Hvilke dyrebare ord er de, og hvor fulde af opmuntring. Fra Hans guddommelige læber faldt der med en fylde og overmådelig forsikring af de velsignelser der viste at være en kilde af al godhed, og det var Hans forret at velsigne og gøre indtryk hos alle tilstedeværende. Han var involveret i Hans særlige, hellige forudseenhed, og havde befalingsret over evighedens rigdomme. Han kendte ikke til kontrol over forvaltningen af dem. For ham var det ikke røveri at handle i Guds embede. I Sine velsignelser favnede han dem som skulle sammensætte Hans rige i denne verden. Han havde bragt alle velsignelser der vor nødvendige for enhver sjæls lykke og glæde ind i verden, og for den umådelige forsamling bragte han rigdomme af himlens nådegaver, der var samlet hos den evige Faders skatkammer. ret

(1084)  Her specificerede han hvem der skal være hans undersåtter i Hans himmelske rige. Han sagde ikke et ord for at smigre mennesker i de højeste myndighedspositioner, verdslig hæder. Men Han viser alle de karaktertræk som man må have for at være et særligt folk, der vil udgøre den kongelige familie i himlens rige. Han specificerer dem som skal blive Guds arvinger og medarvinger til sig selv. Han proklamerer offentlig Sit valg af borgere, og udpeger dem deres plads i Hans tjeneste som forenet med Ham selv. Dem som besidder de specificerede karaktertræk, vil dele den velsignelse, herlighed og ære med ham, som altid vil komme til Ham. ret

(1084)  Dem som er skiller sig sådan ud og er velsignet vil være et særligt folk, der behandler Herrens gaver. Han taler om dem som skal lede for Hans navns skyld, og modtage en stor løn i himlens rige. Han talte Hans værdig som har ubegrænset myndighed, Een som har alle himmelske fortrin at give dem, som vil tage i mod Ham som deres Frelser. ret

(1084)  Mennesker kan tilrane sig storhedens myndighed i denne verden; men Kristus genkender dem ikke; de er ransmænd. ret

(1084)  Der var anledninger hvor Kristus talte med en autoritet, gav Hans ord uimodståelig kraft, med en oversvømmende fornemmelse af talerens storhed, og menneskeagenter sank til ingen ting, i sammenligning med Ham der stod over for dem. De var dybt berørte; deres tanker var indprentet med at han gentog befalingen fra den største herlighed. Idet Han sammenkaldte verden til at lytte, var de fortryllede, henrykkede og overbevisningen kom til deres sind. Ethvert ord danne sig et sted, og tilhørerne (1085) troede og modtog de ord, som de ikke havde kraft til at modstå. Ethvert ord han sagde var som Guds liv for tilhørerne. Han gav vidnesbyrd om at Han var verdens lys og menighedens myndighed, påberåbte sig forrang over dem alle (MS 118, 1905). ret

(1085)   13, 14 (Kp. 15,9; 22,29). Ydmyge mennesker er jordens salt. - I sin undervisning sammenlignede Kristus sine disciple med ting, som var dem særdeles bekendte. Han sammenlignede dem med salt og med lys. "I er jordens salt," sagde han, "I er verdens lys." Disse ord blev talt til nogle få, ydmyge fiskere. Der var præster og rabbinere iblandt tilhørerne, men det var ikke dem, der blev talt til. Med al deres lærdom, med al deres formodede indsigt i lovens mysterier, med alle deres krav på at kende Gud afslørede de kun, at de ikke kendte ham, Til disse ledende mænd var Guds gåder blevet betroet, men Kristus erklærede dem for at være farlige lærere. Han sagde til dem, "I lærer menneskebud som læresætninger. I tager fejl, fordi I hverken kender skrifterne eller guds kraft." Så vendte ham sig fra disse mænd til de ydmyge fiskere og sagde til dem: "I er jordens salt" (RH 22. aug., 1899). ret

(1085)  Intet selvbestaltet lys. - Det lys, der skinner fra dem, der modtager Jesus Kristus, kommer ikke fra deres eget selv. Det er alt sammen fra Verdens Lys og Liv. Han tænder dette lys, såvel som han tænder den ild, alle må bruge, når de gør hans gerninger. På mange forskellige måder virker hans nåde også som jordens salt. Hvortil dette salt end finder sin vej, til hjem eller menigheder, bliver det en bevarende kraft til at frelse alt det, som er godt og ødelægge alt det, som er ondt (RH 22. aug., 1899). ret

(1085)   17-19. Den ringeste blandt menneske-agenter. - [Matt. 5,17-19 citeret.] Dette er dommen, der fældes i Himmeriget. Nogle har troet, at lovovertræderen vil være der, men vil indtage den laveste plads. Dette er en fejltagelse. Syndere vil aldrig komme ind i lyksalighedens bolig. Lovovertræderen og alle, som forener sig med ham i at lære, at det ikke gør nogen forskel, om mennesker overtræder eller overholder den guddommelige lov, vil af det himmelske uivers kaldes de mindste bland de menneskelige redskaber. For de har ikke blot selv være illoyale, men de har lært andre at overtræde Guds lov. Kristus fælder dom over dem, der hævder at have en kundskab om loven, men som ved forskrift og eksempel fører sjæle til forvirring og mørke (RH 15. nov., 1898). ret

(1085)   21, 22, 27, 28 (Åb. 20,12). Karaktertræk i himlens bøger. - Guds lov når følelserne og motiverne, såvel som ydre handlinger. Den åbenbarer hjertets hemmeligheder, glimter lys på ting før de begraves i mørke. Gud kender alle tanker, enhver hensigt, enhver plan, ethvert motiv. Himlens bøger optegner de synder som er blevet begået, hvor der var anledning til det. Gud vil igangsætte dommen, for alle skjulte ting. Ved hans love måler han ethvert menneskes karakter. Ligesom kunstneren overfører ansigtets træk på lærredet, ligeså overføres hver enkeltes karaktertræk til himlens bøger. Gud har et fuldkomment fotografi af ethvert menneskes karakter, og dette fotografi sammenligner han med Sin lov. Han åbenbarer mennesker de mangler der ødelægger hans liv, og kalder det til at angre, og vende fra synd (ST 31. juli, 1901). ret

(1085)   48. Fuldendelsen i karakteropbyggelsen. - Herren forlanger fuldkommenhed fra Sin genløste familie. Han kræver fuldkommenhed i karakteropbyggelse. Især fædre og mødre behøver at forstå de bedste metoder at oplære deres børn på, så de kan samarbejde med Gud. Mænd og kvinder, børn og unge, måles på himlens vægtskåle i overensstemmelse med det som de åbenbarer i deres hjemmeliv. En kristen i hjemmet, er en kristen overalt. En religion der bringes ind i hjemmet, udøver en indflydelse som ikke kan måles (MS 34, 1899). ret

(1085)  Et fuldkommet menneskes liv. - Det var som Guds Søn, vor Frelser for evigt knyttede sig til mennesket. Vi er Guds sønner og døtre. For at vide hvor dan vi skal optræde med omtanke, må vi følge, hvor Kristus viser vejen. (1086) I 30 år levede han det fuldkomne menneskes liv og levede op til fuldkommenhedens højeste standard. (Brev 69, 1897). ret

(1086)  

Kapitel 6

16 (kp. 9,16). Fabriksfremstillet religion er ikke liv og lys. - Der kommer tider foran os der vil prøve menneskesjæle, og der vil være brug for årvågenhed, for den rette faste. Dette vil ikke være som farisæernes faste. Deres fastetider var foranlediget af ydre ceremonier. De ydmygede ikke deres hjerter for Gud. De var fyldt med bitterhed, misundelse, ondsindethed, strid, selviskhed og selvretfærdighed. Medens deres hoveder var bøjet i falsk ydmygelse, var de begærlige, fulde af selvhævdelse og egenvigtighed. De var trykkende, fordringsfulde og stolte i ånd. ret

(1086)  Alt i den jødiske tjeneste har været fejlfortolket og brugt forkert. Formålet med ofrene er blevet fordrejet. De skulle symbolisere Kristus og Hans mission, så når Han skulle komme i ødet, kan verden genkende Gud i Ham, og acceptere Ham som verdens Forløser. Men deres mangel på sand hjertefølt tjeneste for Gud forblindede jøderne mod at kende Gud. Tvangsydelser, ceremonier og traditioner blev den totale sum af deres religion. ret

(1086)  Farisæerne skulle dog lære at retfærdighed ophøjer et folk, medens form og ceremoni ikke kan gå i stedet for retfærdighed. Kristus underviste folket lige så sandelig som da han indhyllet i skystøtten, sad på bjerget. Det samme medfølende hensyn for fattige blev indskærpet, ligesom i lektierne til disciplene. Men ansvaret for den enkelte, som det var i Guds øjne, hans barmhjertighed, kærlighed og medfølelse ikke indbefattet i de lektier herskerne i Israel gav til folket. Kristus sagde: “Ingen tager et stykke nyt klæde på en gammel klædning, for det som sættes ind for at udfylde klædningen, og klædningen flænges.” Sandheden, livet, lyset som skulle karakterisere sand gudsfrygt, kan ikke forenes med farisæernes fabriksfremstillede religion (MS 3, 1898). ret

(1086)  24 (Luk. 16,13; Jakob 4,4). Tvesindede mennesker er Satans allierede. - [Matt. 6,24 citeret.] Dem som begynder deres kristenliv med at være halvt om halv, vil til sidst stå på fjendens side, uanset hvad deres første intentioner var. Og for at være en frafalden, en bedrager mod Guds sag, er det alvorligere end døden; for det betyder tab af evigt liv. ret

(1086)  Tvesindede mænd og kvinder er Satans bedste allierede. Uanset hvilken god mening de kan have om sig selv, så er de hyklere. Alle som er loyale mod Gud og sandheden må stå fast for det rigtige, fordi det er rigtigt. For at spænde i åg med dem, som er uhelligede, og dog være loyale mod sandheden, er enkelt umuligt. Vi kan ikke forene os med dem som tjener sig selv, som arbejder med verdslige planer, og ikke mister vor forbindelse med den himmelske rådgivningsmand. Vi må genvinde os selv fra fjendens snare, men vi er skadede og sårede, og vor erfaring er forklejnet (RH 19. april, 1898). ret

(1086)  28, 29. Slid kan ikke fordoble enkeltheden. - Her viser Han at uanset om de personer slider sig trætte for at gøre sig selv til genstand for beundring, som de værtsætter så højt, vil det ikke kunne sammenlignes med markens blomster. Endog de mest simple blomster, med Guds besmykkelse, vil overgå i ynde over Salomons prægtige klædning (MS 153, 1903). ret

(1086)  En idé om Guds iagttagelse. - Hvis markens liljer er genstand for det den store Mesterkunster har haft omhu for, gjort dem så skønne at de fordunkler Salomons herlighed, den største konge der nogen sinde har ført et scepter; hvis markens græs er gjort som et skønt tæppe på jorden, kan vi have en idé om det som Gud giver mennesker, som var formet i Hans billede (Brev 4, 1896)? ret

(1086)  Enhver blomst udtrykker kærlighed. - Den store mesterkunster henleder vor opmærksomhed til markens sjæleløse blomster, peger på det skønne farveskær og forunderlige varietet af afskygninger en blomst har. Således har Gud åbenbaret sin dygtighed om omsorg. Således vil han vise den store kærlighed han har for ethvert menneske. ret

(1086)  Enhver blomst er et udtryk for Guds kærlighed (Brev 24, 1899). ret

(1087)  (1087) Markens blomster tjener, i deres endeløse forskellighed, til fryd for menneskebørnene. Gud selv giver enhver rod næring, da Han må udtrykke Sin kærlighed til alle som vil blødgøres og underlægge sig værkerne fra Hans hænder. Vi behøver ingen kunstnerisk opvisning. Guds kærlighed er repræsenteret ved de skønne ting i Hans skabelse. Disse ting betyder mere end mange tror (Brev 84, 1900). ret

(1087)  28-30. En lektie om tro. - På trods af den forbandelse der blev erklæret over jorden, at den skulle frembringe torne og tidsler, er der en blomst på tidslen. Guds store naturbog er åben for vores studium, og fra den skal vi få mere ophøjede tanker om Hans storhed og uforlignelige kærlighed og herlighed. Han som lagde jordens grundvold, som pyntede op på himlene og bragte stjernerne i deres orden, Han som iklædte jorden med et levende tæppe, og forskønnede den med elskelige blomster i enhver afskygning og varietet, ville have at Hans børn skulle påskønne Hans værker, og fryde sig ved den enkle og stille skønhed, som Han har besmykket deres jordiske hjem med. ret

(1087)  Kristus søgte at drage sine disciples opmærksomhed bort fra det kunstige til det naturlige. "Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?" Hvorfor dækkede vor himmelske Fader ikke jorden med brunt eller gråt? Han valgte den farve, som gav vore sanser mest hvile, og som var behageligst for dem. Hvor det glæder hjertet og forfrisker den trætte sjæl at se på jorden, som er klædt i sin friske grønne dragt! Uden dette tæppe ville luften være fuld af støv, og jorden ville ligne en ørken. Hvert græsstrå, hver knop og hver udsprunget blomst er et tegn på Guds kærlighed og burde lære os at tro på ham og have tillid til ham. Kristus gør os opmærksomme på livets naturlige ynde og forsikrer os at den største konge, der nogensinde bar et jordisk scepter, i sin mest pragtfulde dragt ikke kunne sammenlignes med den mest beskedne blomsts skønhed. I, som sukker efter denne kunstige pragt, som kun rigdom kan købe, efter kostbare malerier, møbler og klæder, lyt til den guddommelige lærers røst. Han viser jer markens blomster, hvis enkle dragt menneskelig dygtighed ikke kan lave magen til (RH 27. okt., 1885). ret

(1087)  

Kapitel 7

1, 2 (Luk. 6,37; Rom. 2,1; se EGW til 1 Sam. 14,44). Satan dømmes for sin egen ide om retfærdighed. - Satan vil dømmes for sin egen retfærdigheds-ide. Det var hans bøn at enhver synd møde sin straf. Hvis Gud eftergav straffen, sagde han, så var han ikke en sand og retfærdig Gud. Satan vil møde den dom, som han sagde Gud skal udøve. (MS 111, 1897).

13, 14. Se EGW for kp. 16,24.

15. Se EGW for 2 Kor. 11,14.

20, 21. Se EGW for kp. 24,23, 24. ret

(1087)  21-23 (kp. 24,24; 2 Kor. 11,14.15; 2 Tess. 2,9, 10; Åb. 13,13.14). En bekendelse er ikke nok.--De, som gør fordring på moderne helliggørelse, ville være kommet pralende frem og have sagt: “Herre, Herre, kender du os ikke? Har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?” De mennesker, der her er beskrevet, som fremsætter disse fordringsfulde krav, idet de tilsyneladende fletter Jesus ind i alt, hvad de foretager sig, er passende repræsentanter for dem, som roser sig af moderne helliggørelse, men fører krig mod Guds lov. Kristus kalder dem udøvere af uret, fordi de er bedragere, som er iført retfærdighedens klæder for at skjule manglerne i deres karakter og deres vanhellige hjerters indre ondskab. I disse sidste dage arbejder Satan med al uretfærdighedens bedrag i dem, der går fortabt. Hans sataniske majestæt udfører mirakler for de falske profeters og for menneskers øjne, idet han gør krav på at være Kristus selv. Satan giver sin magt til dem, som bistår ham i hans bedrag. Derfor kan man kun bedømme dem, der påstår at have Guds kraft, ved hjælp af Jehovas lov. Herren fortæller os, at de udvalgte vil blive bedraget, hvis det er muligt. Fåreklæderne forekommer at være så ægte, at ulven kun kan afsløres, når vi går til Guds store morallov og derved finder, (1088) at de overtræder hans lov. (RH 25. aug., 1885)

29. Se EGW for Luk. 4,18. 19. ret

(1088)  

Kapitel 9

9, 10. Se EGW for Luk. 5,29.

11 (Es. 58,4; Luk. 5,30). Faste af stolthed eller spise i ydmyghed. - Farisæerne så Kristus sidde og spise med toldere og syndere. Han var rolig og fattet, venlig og beleven; og skønt de ikke kunne andet end beundret det de fik vist, var det så ulig deres egen handlemåde, at de ikke kunne udholde synet. De hovmodige farisærere ophøjede sig selv, og nedgjorde dem som ikke var blevet velsignet med sådanne privilegier og lys som de selv havde. De hadede og foragtede toldere og syndere. Alligevel var deres skyld større i Guds øjne. Himlens lys glimtede på tværs af deres stivej, og sagde: “Dette er vejen, gå I på den!”; men de havde afvist gaven. Idet de vendte sig til Kristi disciple, sagde de: “Hvorfor spiser jeres mester med toldere og syndere?” Med dette spørgsmål håbede det at vække de fordomme som de vidste var i disciplenes tanker, og derved ryste deres svage tro. De rettede deres piler hvor de ville skade og såre mest. ret

(1088)  Stolte med tåbelige farisæere, som fastede for strid og diskussion, og slog med ondskabens næve! Kristus spiser med toldere og syndere, så Han kan drage mennesker til Sig. Verdens Forløser kan ikke ære de faster det jødiske folk holder. De faster i stolthed og selvretfærdighed, medens Kristus spiser i ydmyghed med toldere og syndere. ret

(1088)  Siden syndefaldet, har det været Satans værk at anklage, og dem som afviser det lys som Gud sender, gør det samme i dag. De lægger de ting åbent frem for dem, som de betragter som en fornærmelse. Sådan var det med Farisæerne. Da de fandt noget de kunne anklage disciplene for, talte de ikke til dem, som de mente gjorde noget forkert. De talte til Kristus, om de ting som de mente ville såre Hans disciple. Da de mente at Kristus blev stødt, anklagede de Ham til disciplene. Det var deres arbejde at støde hjerterne fra sig (MS 3, 1898). ret

(1088)  12, 13 (kp. 20,28; Mark 2,17; 10,45; Luk. 5,31, 32). Hjælp i ethvert tilfælde. - Kristus var læge for legeme såvel som for sjæl. Fra Sin barndom var han interesseret i blive opmærksom på alle dele af menneskers lidelse. Han kunne virkelig sige: Jeg kom ikke for at blive tjent, men for at tjene. I alle tilfælde af smerte, kom han med lindring, hans venlige ord havde en helbredende balsam. Ingen kunne sig at Han havde udført et mirakel, alligevel gav han Sin dydighed til dem Han anså for at lide og have behov. Gennem alle tredive år af Hans private liv, var Han ydmyg, sagtmodig og beskeden. Han havde et liv i samfund med Gud; for Guds Ånd var over Ham, og han beviste over for alle som kendte Ham, at han levede for at behage, ære og forherlige Sin Fader i hverdagslivets almindelige ting (RH 24. okt., 1899). ret

(1088)  13 (Mark 2,17; Luk. 5,32). Forkastede venligheden for andres behov. - Han (Kristus) kunne have besøgt de syndfri verdeners dejlige hjem, der havde en ren atmosfære og var ubesmittet af illoyalitet og oprør og der ville han være blevet tiljublet med kærligheds lovsang. Men det var en falden verden, der behøvede Forløseren. "Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige," sagde han, "men syndere til omvendelse" (RH 15. feb., 1898).

16. Se EGW for kp. 6,16. ret

(1088)  17 (Mark 2,22; Luk. 5,37, 38). Nye flasker til ny vin. - Jesus arbejde var at åbenbare Faderens karakter, og udfolde den sandhed som Han Selv havde talt igennem profeterne og apostlene; men der blev ikke fundet plads for sandheden i disse kloge og forsigtige mænd. Kristus, Vejen, Sandheden og Livet, skulle forbigå de selvretfærdige Farisæere, og tage sine disciple fra ulærte fiskere og mænd af ydmyg rang. Dem som aldrig har været rabbiner, som aldrig sad i profeternes skoler, som ikke har været medlemmer af Sanhedrin, hvis hjerter ikke var bundet op med deres egne ideer, disse tog Han og uddannede til Sit eget brug. Han kunne gøre dem som nye flasker til den nye vin i (1089) Hans rige. Disse var småbørn som Faderen kunne åbenbare åndelige ting; men præsterne og herskerne, de skriftkloge og farisæerne, som hævde at være kundskabens forvaltere, kunne ikke give plads for kristendommens principper, efter at blevet undervist af Kristi apostle. Sandhedens kæde, led efter led, blev givet til dem som indrømmede deres egen uvidenhed, og var villig til at lære af den store Underviser. ret

(1089)  Jesus vidste at Han ikke kunne gøre de skriftkloge og farisæerne noget godt, medmindre de ville tømme sig selv for indbildning. Han valgte nye flasker til Sin nye læresætningers vin, og gjorde fiskere og ulærte troende til bærere for Sin sandhed til verden. Og dog virkede Hans lære ny for folk, skønt det i virkeligheden ikke var en ny lære, men en åbenbaring af den vigtighed som var blevet undervist fra begyndelsen. Det var Hans plan at Hans disciple skulle tage den tydelige og uforfalskede sandhed som vejleder for deres liv. De skulle føje noget til Hans ord, eller give en eftertrykkelig betydning af Hans udsagn. De skulle gøre en mystisk fortolkning af den Skrifternes tydelige lære, og trække teologiske beretninger, for at opbygge nogle menneskegjorte teorier. Det var ved at tilføje Guds tydelige ord en mystisk betydning, at de hellige og livsvigtige sandheder fik så lidt betydning, medens menneskers teorier blev gjort fremtrædende. Det var på den måde at mennesker blev forledt til at lære læresætninger i menneskebud, og at de forkastede Guds bud, at de måtte holde deres egen tradition (RH 2. juni, 1896). ret

(1089)  34. Se EGW for kp. 12,24-32.

Kapitel 10

32. Se EGW for Luk. 22,70.

34 (Luk. 12,51). Ingen fred på grund af forkastede budskaber. - Kristus erklærede: "Jeg kom ikke med fred, men med sværd." Hvorfor? Fordi mennesker ikke ville modtage livets ord. Fordi de førte krig imod det budskab de fik tilsendt, der skulle bringe dem glæde, håb og liv. ret

(1089)  Vi ser på jøderne som utilgivelige fordi de forkastede og korsfæstede Kristus. Men i dag bliver de budskaber Herren sender, ofte modtaget lignende måde, som den måde jøderne modtog Kristi budskab på. Hvis Herrens undervisning ikke harmoniserer med menneskers meninger, tager vreden kontrol over forstanden, og mennesker lejer i fjendernes hænder, ved at modsætte sig det budskab som Gud sender. Satan bruger dem som skarpe redskaber til at forhindre sandhedens udbredelse (MS 31, 1889). ret

(1089)  

Kapitel 11

12 (2.Mos. 32,26). Åndelig vold bringer løn. - Med den store sandhed som det er vort privilegium at tage imod, bør vi under Helligåndens kraft blive til levende lyskanaler. Da kunne vi nærme os nådestolen; og se løftets bue, knæle med sønderbrudte hjerte, og søge efter himlens rige med en åndelig heftighed som vil give sin egen løn. Vi vil tage den med kraft, ligesom Jakob. Så vil vort budskab være Guds kraft til frelse. Vore bønner vil være fuld af alvor, fuld af en fornemmelse af vort store behov; og vi vil ikke blive nægtet det. Sandheden vil udtrykkes i liv og karakter, af læber berørt med levende kul fra Guds alter. Når denne erfaring er vor, skal vi løftes ud af vort fattige, tarvelige selv, som vi har værnet så ømt om. Vi skal tømme vore hjerter for selviskhedens tærende kraft, og skal fyldes med pris og taknemmelighed mod Gud. Vi skal ophøje Herren, al nådens Gud, som har lovprist Kristus. Og Han vil åbenbare Hans kraft gennem os, gøre os som skarpe segl til høstmarken (RH 14. feb., 1899). ret

(1089)  14 (Mal. 4,5; Luk. 1,17). Elias ånd og kraft. - Med Elias ånd og med hans kraft, erklærede Johannes jødernes fordærv, og hævede sin røst for at irettesætte deres fremherskende synder. Hans prædikener var tydelige, skarpe og overbevisende. Mange kom til anger for deres synder, og, som bevis for deres anger, blev døbt af ham i Jordan. Dette var beredelsesarbejdet for Kristi tjeneste. Mange blev overbevist på grund af de tydelige sandheder er blev sagt af denne trofaste profet; men da lyset blev forkastet, blev de indhyllet i dybere mørke, så at de var helt (1090) beredte på at vende fra de vidnesbyrd der fulgte med Jesus, at Han var den sande Messias. (2SP 48, 49). ret

(1090)  20-24 (Luk. 10,13-15). Vidnerne forkastet. - De kærligheds- og medfølelsesgerninger som Jesus udførte i Judæas byer, betragtede himlens engle med forundring; og alligevel så menneskeskarer i Korazin, Betsaida, og Kapernaum på med ligegyldighed, og i deres hjertes hårdhed handlede som om tid og evig knapt nok var deres opmærksomhed værdig. Majoriteten af indbyggerne i disse byer brugte deres tid på at kævle over mindre betydningsfulde ting, og kun nogle få tog stilling at menneskehedens Frelser var Kristus. ret

(1090)  Skriftens profetier var tydelige, og gav klare forskrifter for Hans liv, karakter og gerninger; og fra menneskenes vidnesbyrd som havde talt, som blev de bevæget af Helligånden, var det bevis nok at bevise at Jesus var alt det Han hævdede at være - Guds Søn, Messias fra hvem Moses og profeterne skrev om, Lyset der oplyser for hedningene, og Israels herlighed. Men det var forgæves når han forsøgte at overbevise præsterne og rådsherrerne, og drage almindelige folks hjerter til Hans lys. Præster og rådsherrer, skriftkloge og farisæere, klyngede sig til deres traditioner, deres ceremonier, sæder og teorier og lod ikke deres hjerte berøre og rense og hellige ved guddommelig nåde. De få som fulgte Kristus kom fra de lav ydmyge og ulærte (RH 2. juni, 1896). ret

(1090)  28-30. Betvingelsens og lydighedens åg. - Kristus siger, "Kom til mig, alle I som arbejder og er tungt bebyrde, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer" - Betvingelsens og lydighedens åg - “og lær af mig; for jeg er sagtmodig og ydmyg i hjerte, og I skal finde hvile for jeres sjæle." Vi skal finde hvile ved at bære Hans åg og bære Hans byrder. Ved at være Kristi medarbejdere i det store arbejde som Han gav Sit liv, skal vi finde sand hvile. Da vi var syndere, gav Han Sit liv for os. Han ønsker at vi skal komme til Ham og lære af Ham. Derved skal vi finde hvile. Han siger at han vil give os hvile. “Lær af mig; for jeg er sagtmodig og ydmyg i hjertet.” Gør du dette vil du i din egen erfaring finde den hvile som kommer af at bære Hans åg og løfte Hans byrder (GCB 4. april, 1901). ret

(1090)  Accepterer du Kristi betvingelses- og lydighedsåg, vil du finde at det er af den største hjælp for dig. Bæres dette holder det dig nær til Kristi side, og Han bærer den tungeste del af din byrde. ret

(1090)  Lær af mig; for jeg er sagtmodig og ydmyg i hjertet. At lære de lektier som Kristus lærer er den største rigdom som studerende kan finde. Hvilen kommer til dem i bevidstheden at de prøver at behage Herren (Brev 144, 1901). ret

(1090)  Hjælp til at bære alle byrder. - Der er her en betingelse for den hvile og fred Kristus giver os. Det er at bære åg hos Ham. Alle som vil acceptere betingelsen, vil finde at Kristi åg vil hjælpe dem til at bære alle nødvendige byrder for dem at bære. Uden Kristus ved vor side til at tage den tungeste del af byrden, må vi i virkeligheden sige at den er tung. Men bærer vi åg med ham på pligtens vogn, kan livets byrder bæres let. Og sådan som mennesker handler i villig lydighed mod Guds krav, vil hans fred i sindet komme. . . . ret

(1090)  Sagtmodighed og ydmyghed vil karakterisere alle som er lydige mod Guds lov, alle som vil bære Kristi åg i underdanighed. Og disse nådegave vil bringe ønskværdige resultater for fred i Kristi tjeneste (ST 16. april, 1912). ret

(1090)  (kp. 16,24; Luk. 9,23.) Symbol i underdanighed mod Guds vilje.-- For helt af være forenede med Kristus må vi tage hans åg på os. Han siger: "Tag mit åg på jer." Adlyd mine krav. Men disse krav kan være i direkte mod menneskeagentens vilje og mål. Hvad skal der gøres ved det? Hør hvad Gud siger: ”Hvis noget menneske vil komme efter mig, så lad ham fornægte sig selv, og tage sit kors dagligt op, og følge mig.” Åget og korset er symboler der repræsenterer det samme, - at opgive viljen til Gud. At bære Guds Søns åg forener det dødelige menneske med Guds inderligt elskede Søn. At tage korset på sig adskiller selvet fra sjælen og sætter mennesket der, hvor det kan lære at bære Kristi byrder. Vi kan ikke følge Kristus (1091) uden at bære hans åg, uden at løfte korset og bære det efter ham. Hvis vor vilje ikke stemmer overens med de himmelske krav, så skal vi fornægte vore tilbøjeligheder, opgive vore kæreste ønsker og træde i Kristi spor. . . . ret

(1091)  Mennesker laver åg, som synes at være lette og behagelige at bære, men til sidst viser de sig at være tunge. Jesus ser dette og siger; "Tag mit åg på dig. Det åg, du selv vælger i den tro, at det vil passe så godt, passer slet ikke. Tag mit åg på dig og lad mig lære dig de ting, som du nødvendigvis må lære. For jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet. Så skal du finde hvile for din sjæl. For mit åg er gavnligt, og min byrde er let." Herren tager aldrig fejl angående sine arvinger. Han kender de mennesker, han arbejder med. Når de bøjer sig under hans åg når de opgiver den kamp, som har været nytteløs for dem selv og for Guds sag, finder de ro og hvile. Når de indser deres egne svagheder og mangler, vil de glæde sig over at gøre Guds vilje. De vil tage Kristi åg på sig. Så kan Gud få dem til at ville og gøre hans gode vilje, som ofte går stik imod menneskesindets egne planer. Når vi er blevet salvet med Ånden, vil vi lære ydmyghedens lektie, som altid bringer sjælen hvile. (RH 23. okt., 1900). ret

(1091)  Kristi åg snærer aldrig. - Det er ikke dit arbejde at samle dine byrder op. Idet du tager de byrder Kristus vil have på dig, så kan du se hvilke byrder Han bar. Lad os studere Bibelen, og finde ud af hvilken slags åg Han bar. Han var en hjælp for dem omkring Sig. Han siger: “Kom til mig, alle I som arbejder og har tunge byrder, og jeg vil give dig hvile. Tag mit åg på dig, og lær af mig; for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, og i skal finde hvile for jeres sjæle.” Du ser der er et åg at bære. Dette er netop den tro vi mangler - en tro som vil gribe Guds løfter, en som vil tage Kristi åg og bære de byrder som Han vil have os. Vi tænker ofte at vi har en vanskelig tid med at bære byrder, og det er ofte tilfældet, fordi Gud ikke har gjort tilvejebringelse for os, for at kunne bære disse byrder; men når vi bærer Hans åg og Hans byrder, kan vi bevidne at Kristi åg er let og Hans byrder er lette, fordi Han har gjort tilvejebringelse for disse. Men når du føler dit nedtrygt og modløs, så opgiv ikke kampen; du har en levende Frelser som vil hjælpe dig, og du vil have hvile i Ham. Du må ikke lægge modens byrde på din hals, og bære det som Gud aldrig har planlagt at du skal bære. Det er ikke dit arbejde at imødekomme verdens standard, men hver enkelts store spørgsmål bør være: Hvordan kan jeg imødekomme Guds standard? Det er at du finder hvile for sjælen; for Kristus har sagt: “Mit åg er nemt, og min byrde er let.” ret

(1091)  Når du har et åg der snærer om din hals, så ved du at det ikke er Kristi åg; for han siger at hans åg er nemt. Hvad Gud ønsker af os er at lære hver dag af vort liv, hvordan vi skal opbygge vor karakter for tid og for evighed. Han ønsker ikke at få os ud i et spor og aldrig vende os bort fra det; og have faste idéer, og holde dem fast, uanset om de er rigtige eller forkerte. Han vil sætte os iblandt prøvelser og vanskeligheder, og når vi har lært at overvinde forhindringer i den rette ånd, med et højt og helligt fortsæt, vil Han give os en anden lektie. Og hvis vi ikke har Kristi sagtmodighed til at hele lære af Jesus i Hans skole, så kan vi vide at vi ikke har Kristi åg. (RH 10. maj, 1887). ret

(1091)  29 (Joh. 15,4. 5). Vanskeligt at opgive sin egen vilje og vej. - Hvis du er villig til at lære hjertets sagtmodighed og ydmyghed i Kristi skole, vil han visselig give dig hvile og fred. Det kræver en frygtelig hård kamp at opgive sin egen vilje og sine egne metoder. Men du vil finde hvile og fred, så snart du har lært det. Stolthed, selviskhed og ambition må overvindes. Din vilje må smelte helt sammen med Kristi vilje. Hele livet kan blive et stadigt kærlighedsoffer hver handling en åbenbaring og hvert ord et udtryk for kærlighed. Som vin træets liv pulserer gennem stammen og klasen og flyder fra de dybeste trævlerødder og når op til de øverste blade, således brænder og flyder Kristi kærlighed i sjælen og sender sine dyder ud i menneskets væsen, så det trænger igennem enhver bevægelse i legeme og sind. (Brev 14, 1887). ret

(1092)  Hvordan bæres åget. - Grib fat i Guds arm, og sig: “Jeg er intet, og Du er alt. Du har sagt: ‘Uden mig kan I ingen ting gøre.’ Nu, Herre, må jeg have dig til at blive i mit hjerte.” Gå da fremad skridt for skridt, i levende tro, blivende i Jesus Kristus. Dette er at bære Hans åg, lydighedens åg (MS 85, 1901). ret

(1092)  At bære åget hos Kristus, betyder at arbejder i Hans linjer, at være en samarbejdspartner med Ham i Hans lidelser og trængsler for den tabte menneskehed. Det betyder at være en klog underviser for sjæle. Vi skal være det vi er villig til at være, af Kristus i disse dyrebare prøvetimer. Vi skal være den slags kar, som vi lader os selv formes til. Vi må forene os med Gud og forme og danne værket, have vor vilje underlagt den guddommelige vilje (Brev 71, 1895). ret

(1092)  30. Nemt åg giver ikke et nemt liv. - Herren kalder sit åg nemt, og hans byrde let. Alligevel vil det åg ikke give os et nemt liv og frihed og føje selvet. Kristi liv var et i selvopofrelse og selvfornægtelse for ethvert skridt; og med en konsekvent, Kristuslignende ømhed og kærlighed, vil hans sande efterfølger vandre i mesterens fodspor; og idet han går frem i dette liv, vil han blive mere og mere inspireret af Kristi liv og ånd (ST 16. april, 1912). ret

(1092)  

Kapitel 12

24-32 (kp. 9,34; Mark 3,22; Luk. 11,15). Lukkede øjne for beviset. - De [farisæerne] tilskrev Guds hellige kraft, manifesteret i Kristi gerninger for at være sataniske agenter. Derved synde farisæerne imod Helligånden. Hårdnakkede, dystre og hjerter af jern bestemte dig sig for at lukke deres øjne mod beviset, og derved begik de utilgivelig synd (RH 18. jan., 1898). ret

(1092)  29, 30 (Luk. 11,21-23). Stærkere end den stærke mand. - "Han der ikke er for mig er imod mig; og han der ikke samler med mig, spreder." Han som er hos Kristus, fastholder Hans enhed, sætter ham på sit hjertes trone, og adlyder Hans ordrer, er sikker fra den ondes snarer. Han som forener sig selv med Kristus vil samle sig Kristi nådegaver, og vil give styrke, virkelyst og kraft til Herren ved at vinde sjæle til Kristus. Når Kristus tager sjælens fæstningsanlæg i besiddelse, menneskeagenten bliver ét med ham. Ved samarbejde med Frelseren, bliver han det instrument som Gud virker igennem. Når Satan kommer og strider for at tage sjælen i besiddelse, finder han at Kristus har gjort ham stærkere, end den stærkest bevæbnede mand (MS 78, 1899).

30. Se EGW for kp. 16,24. ret

(1092)  31, 32 (Mark 3,28. 29; Luk. 12,10; se EGW på 2.Mos. 4,21). Fast, besluttet modstand mod sandheden. - Kristus advarer ikke imod begrænsede mennesker, men imod magter og myndigheder, mod åndelig ondskab på høje steder. Han fortæller til tilhørere at al slags synd og blasfemi kan tilgives hvis det gøres i uvidenhed. I deres store blindhed kan de sige krænkende og bespottende ord imod Menneskesønnen, og alligevel være inden for nådens grænse. Men når Guds Ånd hviler på Hans budbringere, er de på hellig grund. At ignorere Guds Ånd, at anklage det for at være djævelsk ånd, sætter dem i en position hvor Gud ikke har kraft til at nå deres sjæle. Ingen af de kræfter i Guds forudseenhed, som retter den fejlende, kan nå dem. . . . ret

(1092)  At tale imod Kristus, anklage Hans gerninger for at være sataniske agenter, og tillægge Åndens manifestationer en fanatisme, er ikke i sig selv en fældende synd, men den ånd der får mennesker til at gøre disse påstande, sætter dem i en situation for hårdnakket modstand, hvor de ikke kan se åndeligt lys. . . . ret

(1092)  De tror de følger sund fornuft, men de følger en anden leder. De har sat sig selv under magtens kontrol, hvor de i deres blindhed er helt uvidende derom. De har kun modsat sig Ånden, som kan lede dem, oplyse dem, frelse dem. De følger skyldens sti, hvor der ikke er tilgivelse, i dette liv og i det kommende liv. Ikke den nogen grad af skyld vil udtømme (1093) Guds nåde, men stolthed og vedholdende hårdnakkethed leder dem til at foragte Guds Ånd, og besidde et plads hvor ingen manifestation af Ånden kan overbevise dem om deres fejl. De vil ikke give opgive deres hårdnakkede vilje. ret

(1093)  På denne vor dag har mennesker sat sig selv der, hvor de er helt ude af stand til at opfylde betingelserne for anger og bekendelse, derfor kan de ikke finde nåde og tilgivelse. Blasfemiens synd imod Helligåndens ligger ikke i et pludseligt ord eller handling; den er fast, bestemt modstand mod sandhed og bevis (MS 30, 1890). ret

(1093)  Synd imod Helligånden. - Ingen behøver at se synden imod Helligånden som noget mystisk og udefinerligt. Synd imod Helligånden er den hårdnakkede modstræbende synd der nægter at besvare indbydelsen til at angre (RH 29. juni, 1897).

34-37. Se EGW for Sal. 19,14; Es. 6,5-7. ret

(1093)  37. Der er behov for en helliggjort tunge. - Stop med at dvæle ved andres fejl. Hav tungen helliggjort for Gud. Afhold fra at sige noget der kan forringe andres indflydelse; for får disse kritiserende ord lov at flyde, bespotter du Guds hellige navn, ligeså sandelig som du vil sværge. . . ret

(1093)  Vi behøver at være særligt på vagt for en tunge der er helliget Satan. Den tunge som Gud har givet, skal bruges til at forherlige Ham i tale. Sker dette ikke, vil vi stå direkte i vejen for Guds arbejde i denne verden, og himlens domme vil visselig falde på os (MS 95, 1906). ret

(1093)  42 (Luk. 11,31). En større end Salomon. - Kristus vidste, at israelitterne regnede Salomon som den største konge, der nogensinde havde holdt et jordisk kongescepter i sin hånd. Ved Guds særlige bestemmelse, havde han opbygget deres første storslåede tempel, som overgik i skønhed, rigdom og herlighed og gav Israel indflydelse og værdighed som et folk. Han blev begavet med visdom, og hans navn blev forherliget ved dem. At være ham overordnet, var i deres øjne, at være mere end menneskelig, at besidde guddommens forret [Matt. 12,42 citeret] (YI 23. sept., 1897). ret

(1093)  43-45 (Luk. 11,24-26). Ingen neutralitet er mulig. - [Matt. 12,43-45 citeret.] Kristus viser at der ikke kan været noget neutralt i Hans tjeneste. Sjælen kan ikke mættes med noget mere end den fuldstændige helligelse - helligelse af tanke, stemme, ånd og ethvert organ i sind og legeme. Det er ikke nok at karrene tømmes, de må fyldes med Kristi nåde (MS 78, 1899). ret

(1093)  (Es. 57,12; 2 Peter 2,20, 21.) Selvretfærdighedens forbandelse. - Det pyntede hus repræsenterer den selvretfærdige sjæl. Satan drives ud af Kristus. Men han vender tilbage i håb om at få adgang. Han finder huset tømt, fejet og pyntet. Kun selvretfærdighed bliver der. “Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig der; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første.” ret

(1093)  Selvretfærdighed er en forbandelse, en menneskelig prydelse, som Satan bruger til sin ære. Dem som pryder sjælen med selvpris og smiger bereder vejen for syv andre ånder mere ond end den første. Da de fik sandheden første gang, bedrog disse sjæle sig selv. De bygger på et selvretfærdighedens fundament. Menighedsforsamlingens bønner kan gives til Gud med en masse ceremonier, men hvis de gives i selvretfærdighed, æres Gud ikke ved dem. Herren erklærer: “Jeg vil erklære din retfærdighed, og dine gerninger; for de skal ikke gavne dig.” Til trods for al deres fremvisning, deres pyntede bolig, kommer Satan med en trop af onde engle og tager sin plads i sjælen, for at hjælpe med bedraget. Apostlen skriver. “Thi når de ved erkendelse af Herren og frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, og igen lader sig indvikle deri og bukker under, så er det sidste blevet værre med dem end det første. Thi det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende frem for efter at have erkendt den da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet" (MS 78, 1899). ret

(1093)  

Kapitel 13

15. Se EGW for Luk. 7,29. 30.

24-30. Rajgræsset tiltrækker opmærksomhed. - (1094) Rajgræssets vækst iblandt hveden, fik sig særlig opmærksomhed. Kornet vil underkastes hård kritik. Den overfladiske observatører vil i virkeligheden sætte hele marken op som værdiløs, eller af den som fryder sig over at røbe det onde. Han fordømmer såmanden, som en som har blandet det dårlige frø med det gode, for hans egen onde hensigt. Sådan vil den fejlende og hykleren som bekender at følge Jesus, bringe skam over kristendommens sag, og få verden til at betvivle Kristi sandheder. Ligesom rajgræssets tilstedeværelse iblandt hveden i høj grad modvirker såarbejdet, ligeledes forpurrer synden sig iblandt Guds folk, i et omfang, Jesu plan for at frelse faldne mennesker fra Satans kraft og giver menneskehjertets golde grund for gode gerningers frugtbarhed (2SP 248, 249). ret

(1094)  52. Det gamle og nye testamente er uadskillig. - [Matt. 13,52 citeret.] I denne lignelse, som Jesus bragte Sine disciple, viser han deres ansvar, som arbejder på at give verden det lys som de har de har fået fra Ham. Hele det gammeltestamentlige skrift var tilgængelige for dem; men det var ikke blot skrevet for oldtidens mennesker; det var for alle tidsaldre og for alle folk. Jesus vil have at Hans lærers undervisere ransager det gamle testamente ihærdigt for det lys, som opretter Hans identitet, som Messias forudsagde i profetien, og åbenbarer arten af hans mission for verden. Det gamle og nye testamente er uadskillelige, for begge er er Kristi lære. Jødernes lære, som kun accepterer det gamle testamente, er ikke kun til frelse, eftersom de forkaster Frelseren hvis liv og tjeneste er en opfyldelse af loven og profeterne. Og deres lære som afviser det gamle testamente er ikke til frelse, fordi det forkaster det som er direkte Kristi vidnesbyrd. Skepsis begynder med at trække det gamle testamente fra, og det tager kun et andet skridt til at fornægte det Nyes validitet, og derved forkastes begge. ret

(1094)  Jøderne har lidt indflydelse over kristenverden ved at vise dem betydningen af budene, inkluderet den bindende sabbatslov, for når sandhedens gamle rigdomme bringes frem, kaster de det nye til side i Jesu personlige lære. På den anden side, er den stærkeste grund til at kristne ikke påvirker jøderne til at antage Kristi lære som den guddommelige visdoms sprog, er det fordi, at de ved at frembringe Hans ords rigdomme, behandler det gamle Testamentes rigdomme med foragt, som er Guds Søns første lære, igennem Moses. De forkaster den lov der blev proklameret i Sinaj, og det fjerde buds sabbat, der blev oprettet i Edens have. Men evangeliets tjener, som følger Kristi lære, vil få et grundigt kendskab til både det gamle og nye testamente, da han kan bringe dem i deres sande lys som et uadskilleligt hele for folk - det ene afhængig af og oplyser det andet. Således vil de, som Jesus underviste Sine disciple, frembringe “nye og gamle ting” fra deres skatkammer (2SP 254, 255). ret

(1094)  

Kapitel 14

9 (Mark 6,26; 1 Sam. 25,32-34). Forkert at holde et forkert løfte. - David havde aflagt en ed at Nabal og hans hus skulle gå fortabt; men nu så han at det var ikke kun forkert at aflægge en sådan ed, men det ville være forkert at holde den. Hvis Herodes havde haft Davids moralske mod, uanset hvor ydmyg han kunne være, ville han have tilbagetrukket den end som lagde Johannes Døbers hoved til bødlens økse, så en hævngerrig ond kvinde kunne få udrettet, og han ville ikke have haft en Gudsprofets morders skyld på sin sjæl (ST 26. okt., 1888). ret

(1094)  

Kapitel 15

6. Se EGW for Jer. 23,1.

9 (se EGW for kp. 5,13.14; Jer. 8,8). Vildfarelse som parasitter på sandhedens træ. - Satan har arbejdet med bedragerisk magt, bragt en mangfoldighed af vildfarelser som fordunkler sandheden. Vildfarelse kan ikke stå alene, og vil hurtig dø ud, hvis den ikke fæstnede sig selv som en parasit på sandhedens træ. Vildfarelse drager sit liv fra Guds sandhed. Menneskers traditioner drager sig selv, som flydende spire, til (1095) Guds sandhed, mennesker betragter dem som en del af sandheden. Satan får fodfæste igennem falske læresætninger, og holder menneskers tanker til fange, og får dem til at bevare de teorier som ikke har fundament i sandheden. Mennesker lærer frimodigt menneskers bud, og går igennem tidsaldre som traditioner, de får en kraft over menneskesindet. Men tidens fremadskriden gør ikke vildfarelse til sandhed, vildfarelsens tunge vægt får heller ikke sandhedens plante til at blive en parasit. Sandhedens træ bærer sin egene spirende frugter, viser sin sande oprindelse og natur. Vildfarelsens parasit bærer også sin egen frugt, og gør det klart at dens karakter er forskellig fra planter med himmelsk oprindelse (Brev 43, 1895). ret

(1095)  

Kapitel 16

6. Se EGW for Luk. 12,1. ret

(1095)  18. Det sande grundlag.--[Matt. 16,18 citeret.] Ordet “Peter” betyder en løs sten. Kristus henviser ikke til Peter som den klippe Han vil lægge sin kirke på. Hans udtryk “denne klippe” henviser til Ham selv fundamentet for den Kristne kirke (ST 28. okt., 1913). ret

(1095)  18, 19. Se EGW for Joh. 20,23.

22, 23 (Luk. 22,31. 32). Satan imellem Peter og Kristus. - Se hvad Herren sagde til Peter. . . . Han sagde, "Vig bag mig, Satan." Hvad gjorde Satan? Han kom direkte op ansigt til ansigt med Peter og mellem Herren og Peter, så endog Peter påtog sig at irettesætte Herren. Men Herren kom tæt op til Peter og Satan blev lagt bag Kristus. Herren fortalte Peter at Satan ønskede ham, at han ville sigte ham som hvede, men Han sagde: “Jeg har bedt for dig, at din tro ikke svigter.” Hvis Peter havde lært den lektie som han burde have lært, hvis han havde stået hos Gud i trængslens tid, ville han have stået der. Hvis han ikke havde været ligegyldig med de lektier Kristus havde undervist i, ville han aldrig have fornægtet sin Herre (MS 14, 1894). ret

(1095)  Satan talte igennem Peter. - Da Kristus åbenbarede Peter den trængselstid og de lidelser der stod lige foran Ham, og Peter svarede: “Lad det ikke gå så vidt, Herre, dette skal ikke gå dig sådan”, befalede frelseren: “Vig bag mig, Satan.” Satan talte igennem Peter, og fik ham til at handle på fristerens side. Peter anede intet om Satans nærværelse, men Kristus kunne gennemskue bedragerens nærværelse, og i Hans irettesættelse over for Peter, henvendte han sig til den virkelige fjende (Brev 244, 1907). ret

(1095)  Satans gerning var at tage modet fra Jesus, idet han kæmpede med at frelse den faldne slægt, og Peters ord var præcis hvad han ønskede at høre. De var i modsætning til den guddommelige plan; og uanset hvad bar dette karakterpræg en forhånelse mod Gud. De blev sagt under tilskyndelse af Satan; for de var imod den eneste ordning, som Gud kunne gøre for at bevare Sin lov og styre Sine undersåtter, og dog frelse faldne mennesker. Satan håbede på at de kunne bedrøve Kristus og gøre Ham modløs; men Kristus henvendte sig til tankens ophav og sagde: “Vig bag mig, Satan” (RH 6. april, 1897). ret

(1095)  24 (Mark 8,34; Luk. 9,23; se EGW for Matt. 11,28-30). Gå på Kristi vej. - Dem som er frelste må gå på den samme vej som Kristus befarede. Han siger: “Den som følger efter mig, lad ham fornægte sig selv, og tage sit kors op, og følge mig.” Karakteren skal formes efter Kristi lighed (MS 105, 1901). ret

(1095)  Korset løftes op. - Vi skal løfte korset, og følge i Kristi fodspor. Dem som løfter korset vil finde ud af at når de gør dette, så løfter korset dem, giver dem sjælsstyrke og mod, og peger dem hen til Guds lam, som bærer alverdens synd. (RH 13. juli, 1905). ret

(1095)   (Job 19,25.) Op fra lavlandene. - Korset løfter dig op fra jordens lavlande, og bringer dig ind i det lifligste samfund med Gud. Gennem korsets betydning vil din erfaring være sådan at du kan sige: “Jeg ved at min Genløser lever, og fordi Han lever, skal jeg også leve.” Hvilken forsikring er dette (MS 85, 1901)! ret

(1095)   (kp. 7,13, 14.) Ved skillevejen. - Korset står hvor to veje splittes. En er lydighedens sti der fører til himlen. Den anden fører til den brede vej, hvor mennesker nemt kan gå med sin syndsbyrde og fordærvelse, men den fører til fortabelse (MS 50, 1898). ret

(1095)   (kp. 12,30; Luk. 11,23.) At leve for selvet vanærer Genløseren. - Kristne som lever for selvet vanærer deres Genløser. De kan tilsyneladende virke meget aktive i Herrens tjeneste, men de væver selvet med ind i alt hvor de gør. Når de sår selviskhedens frø, vil de til sidst høste fordærvelsens høst. . . . At tjene selvet tager en variationer af former. Nogle af disse former virker tilsyneladende harmløse. Tilsyneladende godhed giver dem udseende af oprigtig godhed. Men de bringer ingen ære til Herren. Ved deres tjeneste forhindres Hans sag. Kristus siger: “Han der ikke er med mig, er imod mig; og han der ikke samler med mig han spreder.” ret

(1095)  Dem som bringer selvet med i deres arbejde er ikke til at stole på. Hvis de mister selvet af syne i Kristus, vil deres anstrengelser ikke have værdi for hans sag. Så vil de tilpasse livet til Hans lære. De vil lægge deres planer i harmoni med Hans store kærlighedsplanlægning. I deres anstrengelser vil selviskheden være bandlyst. . . . Selvfornægtelse, sindets ydmyghed, en ædel karakter, var markant for Frelserens liv. . . [Matt. 16,24 citeret] (MS 2, 1903). ret

(1095)  

Kapitel 17

1-3 (Mark 9,2-4; Luk. 9,28-31). Egnet til at tjene Kristus. - Faderen vælger Moses og Elias til at være Hans budbringere for Kristus, og forherlige Ham med himlens lys, og være fortrolig med Ham om hans kommende pinsler, fordi de havde levet på jorden som mennesker; de havde erfaret menneskelig sorg og lidelser, og kunne sympatisere med Jesu trængsler, i Hans jordiske liv. I sin position som profet for Israel, havde Elias fremvist Kristus, og hans opgave var, i en vis grad, lig med Frelserens opgave. Og Moses havde, som Israels leder, stået i Kristi sted, kommunikeret med Ham og fulgt Hans anvisninger; derfor var disse to, ud af hærene samlet omkring Guds trone, som var egnet til at tjene Guds Søn (2SP 329). ret

(1095)  

Kapitel 18

6. De unge i Kristus. - [Matt. 18,1-6 citeret.] De små der refereres til her, som tror på Kristus, er ikke kun dem som er unge af år, men små børn i Kristus. Der ligger en advarsel i disse ord for at vi ikke skal forsømme selvisk eller foragte vore svage brødre; så vi ikke skal være utilgivede, nøjeregnende, domme og fordømme andre, og derved tage modet fra dem (RH 16. april, 1895). ret

(1096)  15-17 (Joshua 7,10-26). Nogle skal ikke holdes tilbage. - Navnene på dem som synder og nægter at angre, bør ikke forblive i menighedsbøgerne, så de hellige ikke holdes ansvarlige for deres onde gerninger. Dem som udøver en overtrædelser bør hjemsøges om bearbejdes, og hvis de så nægter at angre, bør de udskilles fra menighedsfællesskabet, i overensstemmelse med regler der er nedlagt i Guds Ord. . . . ret

(1096)  Dem som nægter at høre på formaninger og advarsler fra Guds trofaste budbringere, skal ikke forblive i menigheden. De skal ud af fællesskabet; for de vil være som Akan i Israels lejr - være bedraget og bedrage selv. ret

(1096)  Hvem kan, efter at have læst beretningen om Akans synd og straf, tro at det er i overensstemmelse med Guds vilje at dem som handler ondt, nægter at angre, skal forblive i menigheden? At bibeholde disse vil være en forhånelse imod himlens Gud (Brev 215, 1902).

18. Se EGW for Joh. 20,23. ret

(1096)  

Kapitel 19

13-15 (Mark 10,13-16; Luk. 18,15-17). Mindet holdt børn borte fra vildfarelse. - Kunne vi se den senere skæbne for denne lille gruppe, så vil vi se mødre genkalde deres børn på den dag, i deres tanker, og gentage Frelserens elskelige ord for dem. Vi vil se, hvor ofte erindringen for disse ord, i den efterfølgende år, afholder børn fra at bortvige fra den sti Herrens genløse har fået anvist. (ST 18. dec, 1907). ret

(1096)  

Kapitel 20

28. Se EGW for kp. 9,12. 13.

30-34. Se EGW for Mark 10,46-52. ret

(1096)  

Kapitel 21

18-20 (Mark 11,12-14). Frugt-bærende grene. - Herren var hungrig. Han (1097) repræsenteret et folk der hungrede efter den frugt de burde have haft, men ikke tog imod fra et tilsyneladende blomstrende figentræ. De åndelige fornødenheder blev ikke dækket til at mætte det folk Kristus bad for at Hans liv skulle frelse, ved Hans nåde og retfærdighed. ret

(1097)  Når Herren er hos folket som har kundskab og et bedre åndeligt lys, og når de videregiver det som de har modtaget fra Gud, er de frugt-bærende grene. De tager imod Guds rige velsignelse, og bærer frugt. Som et sikkert resultat, i Guds hånd og under Helligåndens indflydelse er de mægtige mennesker. Hele tiden bringer de verden Guds godhed, ikke kun i åndelige liner, men ligeså vel i timelige linier. De skal være fremherskende; for Gud er i sandhed med dem (MS 65, 1912). ret

(1097)  28-31. Intet at rose sig af. - Kristus fordømte ikke den første søn for at trodse befalingen. Samtidig roste Han ham heller ikke. Den klasse som gør lige som sønnen der sagde: “Jeg vil ikke,” får ingen kredit for at havde det standpunkt de har. Denne åbenlyse oprigtighed anbefales ikke som en dydighed. Denne åbenlyse karakter, helliget ved sandhed og hellighed vil gøre et frimodigt vidne for Kristus; men bruger synderen den, er den en forhånelse og trodsighed, og nærmer sig blasfemi. Fordi et menneske ikke er en hykler er han ikke mindre end en synder. Når Helligåndens appeller kommer til hjertet, er det vores eneste sikkerhed at besvare disse uden tøven (MS 127, 1899). ret

(1097)  Der er brug for mere end et løfte. - Sådan som Israels historie præsenteres i denne lignelse, bør studeres af alle som vil praktisere Kristi lære. Vingården repræsenterer menigheden. De to sønner er de to klasser af mænd og kvinder i verden. Herren kalder ethvert menighedsmedlem til at arbejde i Hans vingård. Vi skal forstå vort forhold til Kristus. Kristus må blive i vore hjerter, så vi kan holde rene principper frem for os, en stor opmuntring til moralsk retskaffenhed. Vort arbejde er ikke kun at love, men at gøre det. Ærligt og redeligt må vi binde os op med Gud, for at opfylde Hans ord til sidstnævnte. Lad dem som hører det budskab Gud sender os i dag, være klar over det, så de ikke følger de selvophøjede jøders eksempel. Gud har ikke i sinde at fjerne alt fra vor sti som skaber tvivl og spørgsmål om Hans tjeneres virke. Han giver plads for så meget tro, at det åbne og oprigtige menneskesind overbevises; men flere beviser end dette vil aldrig kunne forandre den indre beslutning om at modstå lyset. (MS 127, 1899). ret

(1097)  

Kapitel 22

2-4 (Luk. 14,16, 17). Den himmelske fest. - Den åndelige festbanket er blevet sat frem for os i rigt mål. Af Guds budbringere er vi blevet præsenteret for den største fest - Kristi retfærdighed, retfærdiggørelse ved tro, Guds overmådelig store og dyrebare løfter i Hans ord, fri adgang til Faderen ved Jesus Kristus, Helligåndens trøstermand, og den velbegrundede forvisning om evigt liv i Guds rige. Vi spørger: Hvad kunne Gud gøre for os, som han ikke har gjort i forberedelsen af den store nadver, den himmelske fest (RH 17. jan., 1899)? ret

(1097)  11, 12. Holde fest over Ordet. - Et festmåltid er blevet tilberedt for os. Herren har spredt Sit Ords rigdomme for os. Men vi må ikke komme til måltidet iklædt borgerens klæder. Vi må have Kristi retfærdigheds hvide klædning på, som har været forberedt for alle gæster (MS 70, 1901). ret

(1097)   (Åb. 7,13. 14.) Ud af trængsel. - Husk på, at enhver som findes med bryllupsklædning på, vil komme ud af den store trængselstid (RH 17. april, 1894).

29. Se EGW for kp. 5,13. 14; Jer. 8,8; Luk. 4,18. 19. ret

(1097)  37-39 (Mark 12,30. 31; Luk. 10,27; Kol. 2,10). Fuldkommen i Kristus. - Guds lov forlanger at mennesker skal elske Gud højest, og sin næste som sig selv. Når dette igennem vor Herre Jesus Kristi nåde er sket fuldstændigt, skal vi være fuldkommen i Kristus (Brev 11, 1892). ret

(1097)  

Kapitel 23

8 (se EGW for Joh. 13,14. 15). Ikke først eller sidst hos Kristus. -- De, som i Jesu ånd og kærlighed vil blive ét med ham, vil være i tæt fællesskab med (1098) hinanden, bundet sammen af kærlighedens silkebånd. Da vil menneskelige broderskabsbånd ikke altid være spændte, klar til at knække under enhver provokation. ‘I er alle brødre’ vil være ethvert troens barns overbevisning. Når Kristi efterfølgere er ét med ham, vil der ikke være en første og sidste, ingen mindre respekterede eller mindre vigtige. Et velsignet broderligt fællesskab vil binde alle, der virkelig modtager Herren Jesus Kristus med en fast loyalitet, der ikke kan brydes. Alle vil være lige ét med Kristus. (MS 28, 1897). ret

(1098)  I er alle brødre. - Gud har draget mennesker til ansvar, og sat dem under forhold der er gode til at være Hans vilje lydig. I deres gudgivne mandigheds værdighed, skal de beherskes og styres af Guds selv, ikke af nogen menneskelig forstand i vor verden. Mennesker skal altid anerkende at Gud lever og regerer; mennesker skal aldrig blive herre over Guds arv. De skal tænke at “vi alle er brødre.” Under den kendsgerning at mennesker er frie og moralske agenter, lærer Gud os at vi ikke skal betvinges ud i et handlemønster, også at vi som ansvarlige mennesker, i samarbejde med Gud skal repræsentere Gud i karakter. Vi skal have en interesse for vor broder, for vor nabo, rundt omkring (Brev 65, 1895). ret

(1098)  8-10. Ingen skal underlægge andre sine åndelige interesser. - Det ofte gentagede "Rabbi," var godt for øret, men Jesus advarede Sine disciple imod dette. Han sagde til dem: “Men lad jer ikke kalde rabbi; for en er jeres Mester, Kristus; og I er alle brødre. Og kald intet menneske for jeres fader på jorden, for en er din Fader som er i himlen. Lad jer heller kalde for mestre, for en er jeres Mester, Kristus.” ret

(1098)  Med disse ord mente Kristus at intet menneske skulle sætte sine åndelige interesse under en anden, som et barn vejledes og styres af sin jordiske fader. Dette har opmuntret til et bredt ønske gejstlig herredømme, som altid har ført til skade på mennesker, som er blevet betroet, og tiltalt som “fader”. Det forvirrer fornemmelsen for Gus forret til hellighed. (MS 71, 1897).

12. Se EGW for 1.Mos. 39,20. ret

(1098)   13-33 (Luk. 11,42-44). Legalistisk religion er en vederstyggelighed. - Kristi irettesættelse til farisæerne anvendes til dem som har mistet deres første kærlighed i deres hjerte. En kold, legalistisk religion kan aldrig lede sjæle til Kristus; for den er en kærlighedsløs religion, der er uden Kristus. Når faster og bønner praktiseres i en selvretfærdig ånd, er de en forhånelse mod Gud. Den højtidelig forsamling der beder, gennemgang af religiøse ceremonier, den eksterne ydmyge, det påtvungne offer, proklamerer alt sammen det vidnesbyrd for verden at, han der gør disse ting betragter sig selv som retfærdig. Disse ting kræver opmærksomhed fra den der udøver disse ting, og siger: Dette menneske har himlens titel. Men det er alt sammen et bedrag. Gerninger vil ikke købe os adgang til himlen. Det ene store offer, der er gjort, passer til alle som vil tro (MS 154, 1897). ret

(1098)  37-39 (Luk. 13,34. 35; 19,42). Overøse hævnens skyer. - Kristi hjerte har sagt: "Hvordan kan jeg opgive dig?" Han havde behandlet Israel som en elskende fader, der ville behandle et utaknemmeligt og egensindigt barn. Med en Almægtiges øje så Han at Jerusalems stad havde afgjort sin egen skæbne. I århundreder var der vendt bort fra Gud. Nåden var blevet modstået, privilegier blevet misbrugt, anledninger gået tabt. Folket selv havde hævnens sky som var ublandet med nåde, var ved at briste over dem. Med kvalt halvbrudte ord, udbrød Kristus: “Oh om du havde kendt, også på denne din dag, de ting som tilhører din fred; men nu er de skjult for dine øjne! Denne uigenkaldelige sætning blev erklæret over dem (MS 30, 1890). ret

(1098)  

Kapitel 24

2 (Luk. 19,44). Engle gjorde udslettelsesarbejdet. - Mennesker vil fortsætte med at rejse dyre bygninger, bekoster millioner af penge, og den særlige arkitektoniske skønhed vil tiltrække særlig opmærksomhed, og den fasthed og soliditet som de er konstrueret på; men Herren har instrueret mig at, på trods af usædvanlig fasthed og en dyr opsætning, vil disse bygninger dele skæbne med templet i Jerusalem. Denne (1099) storslåede struktur vil falde. Guds engle blev sendt for at udføre udslettelsesarbejdet, så at en sten blev ikke efterladt på den anden, som ikke var kuldkastet (MS 35, 1906). ret

(1099)  23, 24 (kp. 7,20. 21; Es. 8,20; Mark 13,21. 22; Luk. 21,8; Joh. 10,2-5; 15,10; 1 Joh. 2,4). Hvordan kendes en falsk Kristus. - Vi må være fast forankrede i Kristus, rodfæstede og grundfæstede i troen. Satan arbejder ved andres hjælp. Han udvælger dem, der ikke har drukket af livets vand, og hvis sjæle tørster efter noget nyt og fremmed, og som altid er rede til at drikke af en hvilken som helst kilde, de træffer på. Der vil lyde røster, som siger: "Se, her er Kristus," eller "Se, der er han," men vi må ikke tro dem. Vi har umiskendelige beviser for, at det er den sande hyrdes stemme, der kalder på os. Han siger: "Jeg har holdt min Faders befalinger!" Han fører sine får ad den ydmyge lydigheds vej til Guds lov, men han tilskynder dem aldrig til at overtræde loven. ret

(1099)   "En fremmeds røst kendes på, at den hverken respekterer eller adlyder Guds hellige, retfærdige og gode lov. Mange, som ikke tager hensyn til loven, foregiver at være hellige og roser sig af de mirakler, de udfører med at helbrede de syge. Men hvilken magt er det, der står bag disse helbredelser? Ser nogen af disse, at de overtræder loven? Og tager de standpunkt som lydige børn, der er parat til at adlyde alle Guds krav? Johannes siger om dem, der bekender sig til at være Guds børn: "Den, som siger, at han kender Gud og ikke holder hans bud, er en løgner, og i ham er sandheden ikke." ret

(1099)  Ingen behøver at blive bedraget. Guds lov er lige så hellig som hans trone. Hvert eneste menneske som er født ind i verden, skal dømmes efter den. Der er ingen anden norm som karakteren kan prøves ved. Hvis ikke det er i overensstemmelse med den så er der ingen morgenrøde i det. "Til belæringen og til budskabet" Skal Guds ord da afgøre sagen, eller skal vi godtage menneskers krav? Kristus siger: "På frugterne skal I kende dem." Hvis de som udfører disse helbredelser, på grund af sådanne begivenheder, er tilbøjelige til at undskylde deres forsømmelse af Guds lov og fortsætter med at være ulydige, selv om de ellers har kraft til hvad som helst, så kan man ikke drage den slutning at de har Guds store kraft. Tværtimod er det den store bedragers mirakel virkende kraft. Han overtræder den moralske lov, og han benytter sig af ethvert påfund som han råder over, for at gøre menneskene blinde over for dens sande karakter. Vi er advaret om at i de sidste dage vil han virke "med stor magt og med undere og falske tegn." Han vil fortsætte med disse undere til prøvetiden er slut, sådan at han kan henvise til disse som bevis for at han er en lysets og mørkets engel. ret

(1099)  Brødre, vi må være på vagt over for en foregiven hellighed, som tillader, at man overtræder Guds lov. Den, som træder loven under fod og bedømmer sig selv efter egne normer, kan ikke blive helliggjort (RH Nov. 17, 1885).

24. Se EGW for kp. 7,21-23; 2 Kor. 11,14.

30. Se EGW for kp. 28,2-4. ret

(1099)  

Kapitel 25

1-10. De kloge våbner op af søvnen. - Alle som venter på den himmelske brudgom fremstilles i lignelsen som sovende fordi deres Herre lader vente på sig; men de kloge vågner selv op ved budskabet om at Han nærmer sig, og besvarer budskabet, og deres åndelige dømmekraft var ikke helt væk, og de ordnede sig i rækker. Idet de greb fat i Kristi nåde, blev deres religiøse erfaring livskraftig og i stor mængde, og deres hengivenhed kom til ting deroppe. De så hvor den kilde er de fik næring fra, og værdsatte den kærlighed som Gud havde for dem. De åbnede deres hjerter for at tage imod Helligånden, og hvor Guds kærlighed blev spredt i deres hjerter. Deres lamper blev gjort i stand og brændte, og udsendte regelmæssige stråler i verdens moralske mørke. De forherligede Gud, fordi de havde nådens olie i deres hjerter, og gjorde det arbejde som Mesteren gjorde for dem - gik ud for at søge og frelse dem som var tabt (ST 28. juni, 1910). ret

(1099)  7 (Luk. 12,35). En lampe der er gjort i stand og brænder. - De allerbedste akkreditiver vi kan (1100) frembære er kærlighed til hinanden. Al stridighed, al splid, skal ophøre. Gud vil ikke acceptere talenter der er pyntet på, det veltalende menneske, hvis sjælens indre lampe ikke er gjort i stand og brænder. Der må være et helliget hjerte, og sjælens helligede overgivelse (Brev 119, 1899). ret

(1100)  14, 15 (Luk. 19,12. 13; se EGW for Joh. 17,20. 21). Talenterne er ikke begrænset til nogle få. - Ethvert menneske som er betroet individuelle gaver, kaldes talenter. Nogle betragter disse talenter som begrænset til vise mennesker, som har bedre mentale begavelser og er genier. Men Gud har ikke begrænset uddelingen af Sine talenter til nogle få begunstigede. Enhver er betroet nogle særlige gaver, som an står til ansvar over for af Herren. Tid, fornuft, midler, styrke, mentale kræfter, hjertets ømhed - er alle gaver fra Gud, betroet til at blive brugt i det store arbejde til velsignelse af mennesker. ret

(1100)  Nogle har tilsyneladende kun få talenter, men ved ihærdig at behandle deres Herres goder vil deres begavelser øges meget. . . ret

(1100)  Herren venter på enhver til at se om han vil bruge sine talenter vist og uselvisk, eller om han vil søge sin eget fremme. De talenter der uddeles til enhver efter hans særlige evne, så han må lægge til, ved en forstandig investering. Enhver må aflægge et regnskab til Mesteren for hans egne handlinger. ret

(1100)  Herren vil ikke forlange noget af dem som er fattige, som ikke har noget at give af, han vil ikke kræve noget af den syge, de aktive kræfter som kropslig svaghed forbyder. Ingen skal klage fordi han ikke kan forherlige Gud med talenter, som aldrig er blevet betroet Ham. Men hvis du blot har et talent, så brug det godt, og det vil vokse. Hvis talenterne ikke graves ned, vil de vinde flere andre talenter. ret

(1100)  De goder som vi modtager er ikke vor egne. Den betroede kapital skal bruges, og når der gives tilbage, er de stadig Herrens ejendom. Vi har ingen ret til at hamstre disse talenter; når Herren Jesus giver tilbage forventer Han at modtage Sit med renter (Brev 180, 1907).

21. Se EGW for 1 Kor. 15,51-55. ret

(1100)  

Kapitel 26

2 (Mark 14,1; Luk. 22,1, 2). Opmærksomheden henledes til ofret. - Kristus blev kronet med torne. Hans hænder og fødder blev gennemboret med søm. Ethvert skridt fremad i det skammelige sceneri, var af intens lidelse. Men det var Guds hensigt at offentligheden skulle have hele denne forretning, punkt efter punkt, sceneri efter sceneri, den ene fase af ydmyghed der nåede den anden. Det blev bestemt at disse begivenheder skulle finde sted påskehøjtideligheden (MS 111, 1897). ret

(1100)  3 (Mark 14,53; Luk. 22,54; Joh. 18,13). En fordærvet præstestand. - Præstestanden var blevet så korrupt at præsterne ikke havde nogen skrupler for at for at begå de mest uærlige og kriminelle handlinger, for at udføre deres planer. Dem som havde påtaget sig ypperstepræsten høje hverv, før og ved Kristi første komme, var ikke guddommeligt udpegede mennesker der til det hellige arbejde. De havde ivrigt tilstræbt sig enhed ved kærlighed til magt og opvisning. De ønskede en position hvor de kunne have autoritet, og begå svindel i fromhedens forklædning, og derved undgå at blive opdaget. Ypperstepræsten havde en magtfuld og betydningsfuld position. Han var ikke blot rådgiver og mellemmand, men dommer; og der var ingen appelmulighed for hans beslutning. Præsterne holdt i tømme af den romerske myndighed, og fik ikke lovgivningsbeføjelser til at sende nogen i døden. Denne magt påhvilede dem, som herskede over jøderne. Mennesker med fordærvede hjerter søgte ypperstepræstens ophøjede embede og fik det ofte ved bestikkelse og attentat. Ypperstepræsten, iklædt sin hellige og dyrebare klædning, med brystpladen på sit bryst, glimtede lyset på de dyrebare sten, der var indlagt på brystpladen, var et meget imponerende udseende, og slog de samvittighedsfulde og oprigtige folk med forundring, ærefrygt og ærbødighed. Ypperstepræsten var på en særlig måde påtænkt at repræsentere Kristus, som skulle blive en ypperstepræst for evig, efter Melkisedeks orden (RH 17. dec., 1872). ret

(1100)  Ingen ypperstepræst. - Jødernes høje præstestand endte ved Kaifas. Tjenesten var blevet lav og fordærvet. Den havde (1101) ikke længe nogen forbindelse med Gud. Sandhed og retfærdighed var hadefuldt i præsternes øjne. De var tyranniske og bedrageriske, fuld af selvisk ærgerrige planer. Denne tjeneste kunne ikke gøre noget fuldkomment; for den var i sig selv helt fordærvet. Guds nåde havde intet at gøre med dette. ret

(1101)  I virkeligheden var Kaifas ingen ypperstepræst. Han bar præsteklædningen, men havde ingen virkelig forbindelse med Gud. Han var uomskåret i hjertet. Stolt og hovmodigt beviste han sin uværdighed for at nogensinde bære ypperstepræstens klæder. Han havde ingen autoritet fra himlen til at besidde denne stilling. Han havde ingen lysstråler fra Gud, der viste ham hvad præstens arbejde var, eller hvad embedet var oprettet på (RH 12. juni, 1900). ret

(1101)  6-13 (Mark 14,3-9; Joh. 12,1-8). En oplysning af Guds Metoder. - Der er gaver hvor vi står i direkte forhold til de menneskers karakter og fornødenheder, som vi giver dem. Ikke mange af de fattige ville værdsætte Marias gave, eller vor Herres gave til Sig selv, hvilken gaver var det højeste som kunne gives. Denne salve var et symbol på giverens overflydende hjerte. Det var en ydre demonstration på en kærlighed, næret af himmelske strømme som flød over. Og Marias salve, som disciplene kaldte for spild, gentog sig selv tusindvis gange i andres modtagelige hjerter. ret

(1101)  Herren Gud er overstrømmende med Sine gaver til vor verden. Spørgsmålet kan stilles: Hvorfor viser Herren en sådan ødselhed, en sådan overdådighed bandt de mange af Hans gaver der ikke kan tælles? Herren vil være så gavmild imod Sin menneskeslægt at det ikke kan siges om Ham at Han kunne have gjort mere. Da Han gav Jesus til vor verden, gav Han hele himlen. Hans kærlighed er uden sidestykke. Det stoppede ikke pludseligt med alt. . . . ret

(1101)  I menneskelig tanke er hele frelsesplanen et spild af nådegaver og ressourcer. De er rustet til at gennemføre gendannelsen af Guds billede i mennesket. Forsoningen er rigelig til at sikre alle, som tager imod den, boliger i himlen. Marias formodede ødselhed er en illustration på Guds metoder i frelsesplanen; for natur og nåde, står i forhold til hinanden, viser den kildes forædlende fylde, som de flyder fra (MS 28, 1897). ret

(1101)  14-16 (Mark 14,10, 11; Luk. 22,3-5; 1 Tim. 6,10). Ingen bølge af synd. - Judas’ pengekærlighed i hjertet voksede med hans skarpsindige evner. Hans praktiske finansieringsevner ville, hvis de blev brugt, oplyst og formet af Helligånden, have været til stor gavn for den lille menighed, og var hans ånd blevet helliget ville han have haft en klar indsigt, en korrekt dømmekraft til at påskønne himmelske ting. Men Judas gemte hele tiden på verdslige planer og snughed. Fra hans side var der ingen brud på synd, men hans skarpe dømmekraft, en selvisk og påholdende ånd tog ham i besiddelse, og fik ham til sidst til at sælge sin Herren for en lille sum penge (MS 28, 1897). ret

(1101)  To slags erfaringer forvirrede Judas. - Der er to slags erfaringer - den ydre fremvisning og den indre bearbejdelse. Det guddommelig og menneskelige arbejdede i Judas’ karakter. Satan bearbejdede det menneskelige, Kristus det guddommelige. Herren Jesus længes efter at se Judas rejse sig op til de bestemte haver han havde fået. Men den menneskelige side af Judas’ karakter var forvirret af hans religiøse følelser, og han behandlede det som nødvendige egenskaber. Ved at tage dette syn for tingene, efterlod han en åben dør for Satan og gå ind og tage hele mennesket i besiddelse. Hvis Judas havde praktiseret Kristi lektier, ville han være overgivet til Kristus, ville han have helliget hele sit hjerte helt til Gud; men han forvirrede erfaring førte ham vild (MS 28, 1897). ret

(1101)  Et religiøst bedrageri. - Judas’ tilfælde er blevet præsenteret til mig som en lektie for alle: Judas var hos Kristus under hele Frelserens offentlige virksomhed. Han havde alt det som Kristus kunne give ham. Havde han brugt sine evner med alvorlig iver, kunne hans talenter have vokset. Havde han søgt at være en velsignelse, i stedet for en betvivlende, kritiserende og selvisk mand, ville Herren have brugt ham til at fremme Hans rige. Men Judas var spekulant. Han tænkte at han kunne lede menighedens finanser, og få vinding ved sine skarpsindige forretninger. I hjertet (1102) var han splittet. Han elskede verdens pris. Han nægtede at opgive verden for Kristus. Han overgav aldrig sine evige interesse for Kristus. Han havde en overfladisk religion, og derfor spekulerede han på sin Mester og bedrog Ham til præsterne, fuldt overbevist om at Kristus ikke ville lade Sig tage til fange. ret

(1102)  Judas var en religiøs bedrager. Han fremholdt en høj standard for andre, men han selv kunne slet ikke nå Bibelstandarden. Han bragte ikke Kristi religion ind i hans liv. Hvor mange er ikke i dag ligesom Judas, der bedrager deres Herre? Dem som følger uærlige forretningsgange, ofrer Kristus for vindings skyld og afslører en visdom der er efter Satans orden. Spekulation for selvisk vinding, vil ikke komme ind i menneskers liv, som har den tro der virker ved kærlighed og renser sjælen (Brev 40, 1901). ret

(1102)   (Mark 3,19.) Jesus behandlede Judas med klogskab. - Kristus vidste da Han lod Judas knytte til Sig som en af de tolv, at han var besat af besat af selviskhedens dæmon. Han vidste at denne bekendende discipel ville bedrage Han, og alligevel udskilte han ham ikke fra de andre disciple, og sendte ham bort. Han beredte disse menneskers sind for Sin død og himmelfart, og Han forudså at skulle Han sende Judas bort, ville Satan bruge ham til at sprede rapporter, som ville være vanskelige at imødekomme og forklare. ret

(1102)  Lederne i den jødiske nation vågede og søgte efter noget som de kunne bruge på at få Kristi ord sat ud af kraft på. Frelseren vidste at Judas kunne, hvis han blev sendt bort, mistyde og mystificere Hans udtalelser så meget at jøderne ville acceptere en falsk version af Hans ord, og bruge denne version til at skade disciplene så frygteligt med, og efterlade det indtryk hos Kristi fjender at jøderne blev retfærdiggjort ved at tage den attitude som de gjorde over for Jesus og Hans disciple. ret

(1102)  Derfor sendte Kristus ikke Judas bort fra Sin nærhed, men holdt ham ved Sin side, hvor Han kunne modvirke den indflydelse som han kunne have udøvet mod Hans arbejde (RH 12. Maj, 1903).

26-29. Se EGW for 1 Kor. 11,18-34. 23-26. ret

(1102)  28 (1 Kor. 11,25; se EGW for 3. Mos. 17,11). Det fredsskabende bæger. - Sonofferet er fuldt og tilstrækkeligt. Det er den nye pagt, beseglet med hans blod, som blev udgydt for mange for syndernes forladelse. Dette erklærede Kristus ved den sidste nadver. For dem der drikker i tro er der fredskabelse, og sjælsrensende kraft i dette bæger. Det er Gileads balsam, som Gud har tilvejebragt for at genoprette sundheden for den syndeslåede sjæl (Brev 108, 1899). ret

(1102)   31-35 (Mark 14,27-31; Luk. 22,31-34; Joh. 13,36-38; 1 Kor. 10,12). Selvtilstrækkeligheden fortsætter i den antagne styrke. - Der er mange i dag som står hvor Peter stod, da han i selvsikkerhed erklærede at han ikke ville fornægte sin Herre. Og på grund af deres selvtilstrækkelighed, var det et let bytte for Satans bedrag. Dem som erkender deres svaghed stoler på en kraft der er højere end dem selv. Og så længe de ser på Gud, har Satan ikke magt imod dem. Men dem som stoler på selvet er nemme at overvinde. Lad os huske på at hvis vi ikke giver agt på de formaninger som Gud giver os, så er der et fald foran os. Kristus vil ikke komme og redde fra de sår, man har pådraget sig selv på fjendens grund. Han lader den selvtilstrækkelige, som handler som om han vidste mere end sin Herre, fortsætte i sin formodede styrke. Så kommer lidelse og et forkrøblet liv, og måske nederlag og død (MS 115, 1902). ret

(1102)  36-46 (Mark 14,32-42; Luk. 22;39-46; se EGW for Præd. 8,11). Satan forsøgte at knuse Kristus. - Tanken om verdens skyld var af en så frygtelig karakter, at Kristus fødte at han måtte gå derned, og være alene. Mørkets hære er der for at gøre synden tydelig, så omfangsrig, dyb og forfærdelig så mulig. I sit had til Gud, i sin forfalskning af Hans karakter, og manifestere uærbødighed, foragt og had mod Hans regerings love, havde Satan fået uretfærdigheden til at nå himlene, og det var hans hensigt at bryste sig af synd i så stort omfang, at forsoningen vil virke som en umulighed, så at Guds Søn, som forsøgte at frelse en tabt verden, ville knuses under syndens forbandelse. Den vagtsomme fjendes gerning for at bringe Kristus overtrædelsens overmådeligheder, skabte så bitter smerte (1103) at Han følte at Han ikke kunne forblive i umiddelbar nærhed af noget menneskeligt væsen. Han kunne ikke bære at endog Hans disciple skulle være vidne til Hans pine idet Han betragte verdens smerte. Endog Hans mest dyrebare elskede venner måtte ikke være i Hans nærmeste kreds. Retfærdighedens sværd blev blottet, og Guds vrede over synden hvilede på menneskets stedfortræder, Jesus Kristus, Faderens enbårne Søn. ret

(1103)  I Getsemane have led Kristus i menneskets sted, og Guds Søns menneskelige natur vaklede under den frygtelige syndeskyld, indtil det fortvivlede råb brød frem fra hans blege skælvende læber: "Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi," men hvis der ikke findes nogen ånden måde, hvorpå frelsen for det faldne menneske kan fuldbyrdes, så "dog ikke, som jeg vil, men som du vil". Matt 26,39. Menneskenaturen ville her og der have døet bort under disse syndsfornemmelsers rædsler, om ikke en engel fra himlen havde styrket Ham til at bære pinslen. ret

(1103)  Den kraft, som tilføjede menneskets stedfortræder og løser gengældelsens straf, var den kraft, som styrkede og holdt den lidende oppe, da han tyngedes af vredens overvældende vægt, som ville være tilfaldet en syndig verden. Kristus led den død, som var blevet afsagt over Guds lovs overtræder. ret

(1103)  Det er frygteligt for den synders som ikke vil angre, at falde i den levende Guds hænder. Dette har vi et tydeligt bevis på i beretningen om syndfloden, der ødelagde den gamle verden, og i beretningen om den ild, der regnede ned fra himmelen og til intet gjorde Sodomas indbyggere. Men det er aldrig blevet bevist så klart og tydeligt som i Kristi svære lidelser, Søn af den ubegrænsede Gud da han bar Guds vrede for en syndig verden. Det var som følge af synd, overtrædelse af Guds lov, at Getsemane have blev det første sted at lide for en syndig verden. Ingen sorg, ingen pine, kan måle sig med den som Guds Søn udstod. ret

(1103)  Mennesket er ikke blevet gjort til en syndbærer, og det vil aldrig komme til at kende syndens forbandelses rædsler, som Frelseren måtte bære. Ingen sorg tåler at sammenlignes med den sorgs som blev båret af ham, på hvem Guds vrede faldt med overvældende styrke. Menneskene kan kun udholde begrænsede prøvelser og fristelser. Dødelige væsener kan kun udholde begrænsede mål af lidelser, og så må de bukke under; men Kristi natur kunne udholde et større mål af lidelse, for det menneskelige opretholdtes i den guddommelige natur og skabte evnen til at lide og udholde det, som var følgen af en fortabt verdens synd. De lidelser, som Kristus udholdt, giver en videre, dybere og mere indgående forståelse af syndens karakter og den gengældelse, som Gud vil lade komme over dem, der vedbliver at leve i synd. Syndens løn er død, men Guds gave er evigt liv i Jesus Kristus for den angrende, troende synder. (MS 35, 1895). ret

(1103)  (1.Mos. 3,1-24.) Eden og Getsemane. - Edens have med sin ulydighed og Getsemane have med sin lydighed bliver vist for os. Hvilket et kosteligt arbejde det i Edens have! Hvor meget indebar det af den fatale spise fra det forbudne træ! Men mange følger i de samme fodspor, i ulydighed, i brud fra Guds lov. Når mennesket selvisk indtager en ulydig kurs mod Gud, fortsætter de ubemærket. De regner ikke med hvad det visselige resultat vil være, når de går ind på fristelsens sti, og gør kun svage anstrengelser for at modstå, og nogle gør slet ikke noget. Men når bogrullen rulles ud, og Gud ser hen over det, vil Han finde at Han har forbudt dette sted, vanæret på et andet sted; og idet rullen åbnes mere og mere, åbenbares resultaterne af ukristelige handlinger. Der var ikke modtaget næring fra Guds Ord, derfor var deres handling ikke kommet af at spise kødet og drikke blodet fra Guds Søn (Brev 69, 1897). ret

(1103)  Med sin beskidte plet af ulydighed skal Edens have studeres nøje og sammenlignes med Getsemane have, hvor verdens Genløser led overmenneskelig pine, da hele verdens synder blev lagt på Ham. . . . . . Adam stoppede ikke med at beregne resultatet af Hans ulydighed (MS 1, 1892).

39. Se EGW for Rom. 8,11. ret

(1104)  42 (Mark 14,36; Luk. 12,50; 22,42. 53; (1104) Fil. 2,7). Stærkere end menneskelig ønske. - Kristi menneskenatur var lige som vores, og han kunne mærke lidelsen tydeligere; for Hans åndelige natur var fri for syndens urenhed. Derfor var Hans ønske for at fjerne lidelse stærkere end noget menneske kan erfare. Hvor intens var Kristi ønske for menneskeheden at undgå en vred Guds mishag, hvor Hans sjæl længes efter lindring, er åbenbaret i ordene: ”Oh min Fader, om dette bæger ikke måtte gå mig forbi mig, uden at jeg drikker det, så din vilje ske”. ret

(1104)  Alligevel var Kristus ikke tvunget til at tage dette skridt. Han havde tænkt over denne kamp. Han havde sag til disciplene: ”Jeg har en dåb at blive døbt med, og hvor jeg dog er betvunget indtil dette er sket.” ”Nu er det din time, og mørkets kræfter.” Han lagde Sit liv frivilligt ned, for at frelse verden (ST 9. dec., 1897). ret

(1104)  43 (Mark 14,40; Luk. 22,45). Billed på en sovende menighed. - I denne forfærdelige trængselsstund længtes Kristi menneskenatur efter Sine disciples sympati. En anden gang stod Han op fra jorden og gik hen til dem, og fandt dem sovende. Dette var ikke en dyb søvn. De døsede. De havde en begrænset fornemmelse af deres Herres lidelser og pine. I sin ømhed stod Jesus et øjeblik nedbøjet over dem, og betragtede dem med en blandet følelse af kærlighed og medynk. I disse sovende disciple ser Han en fremstilling af en sovende menighed. Når de burde våge, sover de (Kristi lidelser, s. 19, 20). ret

(1104)  57 (Joh. 18,13. 14). Behøver ikke at være uretfærdighedens redskaber.-- Kaiafas var den som var i embedet, da forbilledet mødte sit modbillede, da den sande Ypperstepræst kom i sit embede. Enhver medspiller i historien står på sin lod og sit sted; for Guds store værk efter Sin egen plan, vil føres ud i livet af mennesker som har beredt sig selv til at udfylde stillinger for godt eller ondt. I modsætning til retfærdighed, bliver mennesker uretfærdighedens redskaber. Men de er ikke tvunget til at tage denne handlemåde. De behøver ikke at blive uretfærdighedens redskaber, mere end Kain behøvede det (RH 12. juni, 1900). ret

(1104)  63, 64 (Mark 14,61. 62; Luk. 22,70). Et forunderligt øjeblik. - Dette er en af de gange hvor Kristus offentligt bekender Sit krav på at være Messias, Den som jøderne så længe havde ventet på. Betynget med store resultater var det for Kristus et af de forunderlige øjeblikke i Hans liv. Han erkendte at al forklædning måtte fejes bort. Erklæringen at Han var ét med Gud må gøres åbenlys. Hans dommer så på Ham som blot et menneske, og de mente Han var skyldig i blasfemisk formastelse. Men Han erklærede Selv som Guds Søn. Han forsvarede Sin guddommelige karakter til fulde overfor de gejstlige embedsmænd, som havde stævnet Ham for deres jordiske domstol. Hans ord blev sagt i det stille, alligevel med en samvittighedsfuld kraft, viste at Han for Sig selv hævde forretten til Guds Søn (MS 111, 1897). ret

(1104)  65 (Mark 14,63). Præsteklæder skulle ikke rives sønderrives. - Præsteklædernes forbillede var blevet bekendtgjort for Moses på bjerget. Enhver artikel som ypperstepræsten skulle bære og måden det skulle gøres på, stod anført. I disse stod det store forbillede, Jesus Kristi karakter repræsenteret. De dækkede præsten med herlighed og skønhed, og får hans embedes værdighed til at vise sig. Når han var i klædt dette, præsenterede præsten sig selv som en repræsentant for Israel, og viste den herlighed i sine klæder, som Israel skulle åbenbare for verden, som Guds udvalgte folk. Gud kunne ikke antage mere end fuldkommenhed i klæder og optræden, i ånd og ord. Han er hellig, og Hans herlighed og fuldkommenhed må repræsenteres i jordisk tjeneste. Intet andet end fuldkommenhed kunne vise den himmelske tjeneste ordentligt. Begrænsede mennesker kunne sønderrive sit eget hjerte, ved at vise en sønderbrudt og ydmyg ånd, men præsteklæderne måtte ikke rives i stykker (YI 7. Juni, 1900). ret

(1104)  Et ydre udseende. - Så forvansket var præstestanden blevet at når Kristus erklærede at han Selv var Guds Søn, sønderrev Kaifas, i foregiven rædsel, sin klædning, og anklagede den Israels Hellige for blasfemi. ret

(1104)  I dag er der mange, som hævder at være kristne, er i fare for at rive deres klæder i stykker, (1105) gøre en ydre opvisning af anger, skønt deres hjerter ikke er blødgjort eller undertrykt. Dette er derfor så mange fortsætter med at begå fejl i kristenlivet. Et ydre udseende af sorg vises som noget fejlagtigt, men deres anger er ikke det som de har brug for anger til (RH 12. juni, 1900). ret

(1105)  Kristi hjerte er sønderrevet. - Hvor forskellig var den sande Ypperstepræst fra den falske og fordærvede Kaifas. Kristus stod foran den falske ypperstepræst, ren og ubesmittet, uden en plet af synd. ret

(1105)  Kristus sørgede over ethvert menneskes overtrædelse. Han bar også Kaifas skyldighed, bevidst om det hykleri der boede i hans sjæl, medens han sønderrev sin klædning som påskud. Kristus sønderrev ikke Sin klædning, men Hans sjæl var sønderrevet. Hans klædning for menneskelig kød blev sønderrevet idet Han hang på korset, slægtens syndbærer. Ved Hans lidelse og død blev en ny og levende vej åbnet (RH 12. juni, 1900). ret

(1105)   (3. Mos. 10,6.) Et udtrykkeligt forbud. - Det var almindelig skik at klæderne blev revet i stykker ved venners død. Den eneste undtagelse var i ypperstepræstens tilfælde. Endog Aron, da han mistede sine to sønner fordi de ikke ærede Gud hvad de havde fået foreskrevet, var det blevet forbudt at vise sorg og klage, at rive sine klæder i stykker. Dette forbud var udtrykkeligt [3.Mos. 10,6 citeret] (MS 102, 1897). ret

(1105)  Den fordømte afsagde dom over den uskyldige. - For ved at rive sine klæder itu i foregiven iver, kunne ypperstepræsten være stillet til regnskab for Sanhedrin. Han havde gjort den ting som Herren havde befalet ikke skulle gøres. Stående under Guds dom, afsagde han dom over Kristus som bespotter. Han gjorde alle sine handlinger imod Kristus som en præstelig dommer, som en ypperstepræst i embedsmedfør, men dette var han efter Guds bestemmelse. Præsteklædningen som han rev i stykker for at give folk indtryk af sin rædsel for blasfemiens synd, dækkede et hjerte der var fuld af ondskab. Han handlede under Satans inspiration. Under en prægtig præsteklædning, fuldførte han Guds fjendes arbejde. Dette er sket igen og igen, af præster og herskere. ret

(1105)  Sønderrivningen afsluttede Kaifas præsteembede. Ved sin egen handling diskvalificerede han sig selv for præsteembedet. Efter Kristi fordømmelse var han ude af stand til at handle uden at vise den mest ufornuftige lidenskab. Han forpinte samvittighed plagede ham, men han mærkede ikke den sorg, som fører til anger. ret

(1105)  De som korsfæstede Kristus havde en foregivet religion. Præsternes tilsyneladende hellige klædninger dækkede hjerter, som var fuld af fordærv, ondskab og kriminalitet. De fortolkede fremgangen som gudfrygtighed. Præsterne blev ikke udpeget af Gud, men af en vantro regering. Præstens position blev købt og solgt som købmandsvarer. Det var sådan at Kaifas fik embedet. Han var ikke en præst efter Melkisedeks vis, efter Guds bestemmelse. Han blev købt og solgt til at udvirke ondskab. Han har aldrig vidst hvad lydighed mod Gud er. Han havde en formel gudsfrygt, og dette gav ham magt til at undertrykke med (MS 102, 1897). ret

(1106)  

Kapitel 27

15-26 (Mark 15,6-15; Luk. 23,18-25; Joh. 18,39. 40). Et symbol op de sidste dage. - Scenen i retssalen i Jerusalem er et symbol på det, der vil finde sted i jordens histories afsluttende scener. Verden vil acceptere Kristus, Sandheden, eller de vil acceptere Satan, den første store oprører, en røver, frafalden og morder. De vil enten forkaste nådens budskab angående Guds bud og Jesu tro, eller de vil acceptere sandheden, som den er i Jesus. Hvis de accepterer Satan og hans vildfarelser, identificerer de sig selv med den største løgner af alle løgnere og med alle, som er illoyale, mens de vender sig fra ingen mindre end den evige Guds Søn (RH 30. jan., 1900). ret

(1106)  Et spørgsmål om valg. - Da Jesus var på jorden, ledte Satan folket til at forkaste Guds Søn, og vælge Barabbas, som i karakter repræsenterede Satan, verdens gud. Herren Jesus Kristus kom for at bekæmpe Satans bemægtigelser i verdens riger. Konflikten er endnu ikke til ende, og når vi drager nær til tidens afslutning, bliver kampen mere intens. Idet vor Herres Jesu Kristi andet komme nærmer sig, sættes djævelske kræfter (1106)i bevægelse nedefra. Satan vil ikke blot vise sig som et menneske, men han vil fremstille sig som Jesus Kristus; og verden, som har forkastet sandheden, vil hylde ham som herrernes Herre og kongernes Konge. Han vil udøve sin magt, og arbejde på menneskers vrede. Han vil fordærve både menneskers sind og kroppe, og vil arbejde gennem ulydighedens børn, fortrylle og forlokke, som en slange gør. Hvilket skuespil vil være for verden, for himmelske intelligensvæsener! Hvilket skuespil for Gud, verdens skaber at beskue! ret

(1106)  Den form Satan påtog sig i Eden, da han ledte vore første forældre til overtrædelse, var af en karakter der vildfører og forvirrer sindet. Han vil arbejde på en hårfin måde, idet vi nærmer os enden på jordens historie. Alle hans bedrageriske magter vil komme i gang på de menneskelige undersåtter, der fuldfører værket at forføre menneskeslægten. Så bedragerisk vil hans arbejde være, at mennesker vil gøre som de gjorde i Kristi dage, og spurgte da: Hvem skal jeg løslade jer, Kristus eller Barabbas? Det næsten universelle råb vil være: Barabbas, Barabbas! Og så lyder spørgsmålet: ”Hvad vil I da at jeg skal gøre med ham, som i kalder jødernes konge?” og råbet vil igen være: ”Korsfæst ham!” ret

(1106)  Kristus vil fremstilles I deres person som accepterer sandheden, og som identificerer deres interesse med deres Herres. Verden vil hidse sig op over dem på samme måde som de hidsede sig op over Kristus, og Kristi disciple vil vide at de skal ikke behandles på en bedre måde end deres Herre. Men Kristus vil visselig identificere Sin interesse med dem, som accepterer Ham som deres personlige Frelser. Enhver forhånelse, enhver bebrejdelse, enhver falsk anklage der gøres imod dem, af dem som har vendt deres øre bort fra Sandheden og vende sig til fabler, vil anklages som de skyldige, ligesom der gøres mod Kristus, i form af Hans hellige (RH April 14, 1896). ret

(1106)  Da Kristus var på denne jord, foretrak verden Barabas’er. Og i dag træffer verden og kirkerne det samme valg. Scenerierne for forrådelsen, forkastelsen og korsfæstelsen af Kristus har gentaget sig, og vil gentage sig igen i umådelig målestok. Folk vil fyldes med fjendens egenskaber, og hos dem vil hans bedrag have stor kraft. I den grad vil det lys blive afvist, vil der komme misforståelser. Dem som forkaster Kristus og vælger Barabbas arbejder under et ruinerende bedrag. Fejlfremstillingen og falske vidner vil vokse op til et oprør. Øjet er ondt, hele kroppen vil være fuld af mørke. Dem som sætter lid til en anden leder end Kristus, vil finde sig selv under en forgabelsens kontrol i krop, sjæl og ånd, som er så henrykkende at sjælene vil, under dens magt, vende sig bort fra at høre sandheden og tro en løgn. De er fanget i en snare og taget, og ved enhver handling råber de: Løslad Barabbas, men korsfæst Kristus. ret

(1106)  Også nu er dette bedrag blevet gjort. Scenerierne der udspillede sig på korset gentager sig. I de kirker som har forladt sandheden og retfærdigheden er blevet åbenbaret hvad menneskenaturen kan gøre og vil gøre når Guds kærlighed ikke er et blivende princip i sjælen. Vi behøver ikke at være overrasket over det der finder sted nu. Vi behøver ikke at undre os over at rædslen udvikler sig. Dem som træder Guds lov under deres uhellige fødder, har den samme ånd som mennesker havde, som forhånede og bedrog Jesus. Uden nogen samvittighedsnag, vil de gøre deres faders gerning, djævelen. De vil stille spørgsmål som kommer fra bedrageren Judas’ læber: Hvad vil du give mig, hvis jeg bedrager Jesus Kristus til dig? Også nu er Kristus blevet bedraget i form af Hans hellige. ret

(1106)  Set i historien om Kristi liv og død, kan vi overraskes hvis verden er hul og falsk? Kan vi i vor tid stole på mennesker, eller gør det kødelige til vor arm? Skal vi ikke vælge Kristus som vor leder? Han alene kan frelse os fra synd. ret

(1106)  Når verden til sidst, kommer i trængsler foran den store hvide trone, og stå til regnskab for at have forkastet Jesus Kristus, Guds egen budbringer til vor verden, hvilket alvorligt sceneri vil der så være! Hvilket oprør vil der ikke være for at nagle Ham til (1107) korset, som kom til vor verden, som et levende brev af loven. Gud vil stille enhver spørgsmålet: Hvad har du gjort med Min enbårne Søn? Hvad vil de svare som har nægtet at acceptere sandheden? De vil være nød til at sige: Vi hadede Jesus, og kastede Ham ud. Vi råbte: Korsfæst Ham, korsfæst Ham. Vi lukkede Barabbas ind i Hans sted. Hvis dem som Himlens lys er blevet bragt til har forkastet det, så har de forkastet Kristus. De forkaster den eneste tilvejebringelse der er gjort, hvorved de kan renses fra besmittelse. For dem selv korsfæster Guds søn på ny, og bringer Ham til åbenskam. Om dem vil der siges: ”Jeg har aldrig kendt jer, vig bort fra mig.” Gud vil visselig hævne Sin Søns død (RH 30. jan, 1900).

21. Se EGW for Rom. 3,19. ret

(1107)  21, 22, 29 (Fil. 2,9; Heb. 2,9; Åb. 6,16; 14,10). To slags kroner. - På hvis side er vi? Verden kastede Kristus bort, himlene tog imod Ham. Mennesker, begrænsede mennesker, forkastede livets Fyrste, Gud, vor overordnede hersker, tog imod Ham i himlene. Gud ophøjede Ham. Mennesker kronede Ham med en tornekrone, Gud har kronet Ham med en kongelig majestæts krone. Vi må alle tænke ærligt. Vil du have at dette menneske Kristus Jesus til at herske over dig, eller vil du have Barabbas? Hvis et menneske forkaster Kristi nåde, er Kristi død årsag til at Guds vrede og straffedomme rammer dette menneske, ublandet med nåde. Dette er Lammets vrede. Men Kristi død giver alle, som tager imod ham som tror på ham, håb og evigt liv. (Brev 31, 1898). ret

(1107)  Under Satans sorte banner. - Enhver søn og datter af Adam vælger enten Kristus eller Barabbas som sin hersker. Og alle som sætter sig selv på den illoyales side står under Satans sorte banner, og er pålagt at bruge Kristus på en afvisende og foragtende måde. Med fuldt overlæg er de pålagt at korsfæste livets og herlighedens Herre (RH Jan. 30, 1900). ret

(1107)  22, 23 (Mark 15,12-14; Luk. 23,20-23; Joh. 19,14. 15). Et repræsentativt sceneri. - Det sceneri der udspillede sig i Jerusalem ved Kristi forrådelse og forkastelse, repræsenterer scenerier som vil finde sted i verdens fremtidige historie, når Kristus forkastes endeligt. Den religiøse verden vil tage side hos den første store oprører, og vil forkaste nådens budskab om Guds bud og Jesu tro (MS 40, 1897). ret

(1107)  25, 26 (Mark 15,14. 15; Luk. 23,23. 24; Joh. 19,15. 16). Engle kunne ikke gribe ind. - Vær forbavset, Oh himmel, og altid til samme, oh jordens indbyggere! Med sorg og vrede hørte englene de valg folk gjorde og domsafsigelsen over Kristus. Men de kunne ikke gribe ind, for i den store strid mellem godt og ondt, måtte Satan have enhver anledning til at udvikle sin sande karakter, så det himmelske univers tog den slægt Kristus gav sit liv for, kunne se retfærdigheden i Guds hensigter. Dem som er under fjendens kontrol må have lov til at åbenbare principperne i hans styring (MS 136, 1899). ret

(1107)  32 (Mark 15,21; Luk. 23,26). Et middel til omvendelse. - Det kors han [Simon] var tvunget til at bære blev midlet til hans omvendelse. Hans sympati var dybt bevæget for Jesus, og Golgatas begivenheder, og de ord som Frelseren sagde, fik ham til at anerkende at Han var Guds Søn (Udateret MS 127). ret

(1107)  37 (Sl. 85,10; Mark. 15,26; Luk. 23,38; Joh. 19,19). En arrangeret indskrift. - Se på indskriften, der var skrevet over korset. Herren arrangerede den. Skrevet på hebræisk, græsk og latin, skal det være et kald til alle, jøder og hedninge, barbarer og skyter, trælbundet og fri, håbløse, hjælpeløse og fortabte til at komme. Kristus har sat Satans magt ud af kraft. Han greb fat i grundpillerne i Satans rige, og gennemgik kampen, udslettede ham, som havde dødens kraft. Nu blev en vej åbnet hvorved barmhjertighed og sandhed kunne mødes med hinanden, og retfærdighed og fred kysse hinanden (MS 111, 1897). ret

(1107)  38 (Mark 15,27; Luk. 23,33; Joh. 19,18). Kristus blev placeret som den mest berygtede forbryder.--Josef og Nikodemus iagttog enhver udvikling i Kristi fordømmelse og korsfæstelse. De gik ikke glip af en eneste handling. Disse mænd var flittige granskere af skrifterne, og de var meget opbragte, (1108) da de så denne mand, som dommerne havde erklæret fuldstændig uden skyld, blive placeret i midten af to røvere, “en på hver side, og Jesus i midten.” Denne anvisning var blevet givet af ypperstepræsterne og rådsherrerne, så alle, på grund af hans placering, skulle anse Kristus, som den mest berygtede af de tre. (MS 103, 1897).

42. Se EGW for Luk. 24,13-15. ret

(1108)  45 (Mark 15,33; Luk. 23,44). I sympati og bekræftelse. - Mørket over naturens overflade udtrykte sin sympati for Kristus i den pine der udåndede sig hos ham. Det blev bevist for menneskene at Retfærdighedens Sol, verdens Lys, blev trukket tilbage fra Hans solstråler, som en gang favoriserede Jerusalems stad, og fra verden. Det var et mirakuløst vidnesbyrd fra Gud, at troen efter slægterne kunne bekræftes (3SP 167). ret

(1107)  Gud og englene iklædt mørke. - Den mørke sky af menneskelige overtrædelser kom ind imellem Faderen og Sønnen. Afbrydelsen af fællesskabet mellem Gud og Hans Søn skabte en tilstand af ting i de himmelske sale, som ikke kan beskrives af menneskeligt sprog. Naturen kunne ikke bevidne et sådant sceneri, som Kristus der dør i pinsler, idet han bærer straffen for menneskenes overtrædelser. Gud og englene iklædte sig selv med mørke, og skjulte Frelseren fra den nysgerrige hærs stirrende blik, medens Han tog de sidste slurke fra Guds vredes bæger (Brev 139, 1898). ret

(1108)  45, 46 (v. 54; Mark. 15,33. 34. 39; Luk. 23, 46. 47; Joh. 19,30). Frøene udsået efter forholdene. - Domsfældelsen tvang mange under Kristi trængsler, på det tidspunkt hvor tre timers mørke omgav korset, uden nogen naturlig grund til det, og da det sidste sætninger blev sagt, “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” “Det er fuldbragt”, I dine hænder betror jeg min ånd,” blev de frø sået, som modnes i høsten, hvor evangeliet på en fremtidig dato skal forkyndes frimodigt af Hans disciple. Jordens rystelse, det gennemtrængende råb, den pludselige død, som fremkalder råbet, uden hvisken: ”Det er fuldbragt,” fremtvinger ordene hos mange: ”Visselig dette menneske var retfærdigt”, ”Dette var sandelig Guds Søn.” Mange af dem som havde hånet og spottet og skoset Guds Søn bliver frygtelig bange over jordens rystelse, de revnende og rystende klipper, gør en ende på deres egne liv. De skynder sig bort fra sceneriet, slår sig på deres bryster, snubler og falder, i en forfærdelig rædsel, så jorden ikke skal åbne sig og opsluge dem. Templets forhæng flængedes så mystisk, ændrede mange af de jødiske præsters religiøse idéer, og en stor gruppe forandrede deres tro. Efter Pinsefestens dag, læser vi at ”Guds ord tog til, og antallet af disciplene fordobles meget i Jerusalem, og en stor gruppe præster blev lydig mod troen. Og Stefanus, fuld af tro og kraft, gjorde store undere og mirakler iblandt folk (MS 91, 1897). ret

(1108)  Faderen led sammen med Sønnen. - I de scenerier der udspillede sig i domssalen og på Golgata, ser vi hvad menneskehjertet er i stand til, når det er under Satans indflydelse. Kristus underlagde sig en korsfæstelse, selvom den himmelske hær kunne have udfriet Ham. Englene led sammen med Kristus. Gud selv blev korsfæstet sammen med Kristus, for Kristus var ét med Faderen. Dem som forkaster Kristus, dem som ikke vil have dette menneske til at herske over dem, vælger at sætte sig selv under Satans herredømme, og gøre hans arbejde som hans bundne slaver. Også for dem opgav Kristus Sit liv på Golgata (BE 6. aug., 1894). ret

(1108)  50 (Mark 15,37; Luk. 23,46; Joh. 19,30; Heb. 2,14). Satan overvandt ved Kristi menneskenatur. - Da Kristus bøjede Sit hoved og døde, bar han pillerne for Satans rige med sig på jorden. Han besejrede Satan i den samme natur, som den natur Satan fik sejr over i Eden. Fjenden blev overvundet af Kristus i Sin menneskenatur. Frelserens guddomskraft var skjult. Han vandt sejr i sin menneskelige natur, idet hans stolede på Gud for at få kraft. Dette privilegium har alle. (YI 25. april, 1901). ret

(1108)   51 (Mark 15,38; Luk. 23,45; Ef. 2,14. 15; Kol. 2,14; Hebr. 10,19. 20; Se EGW for Joh. 19,30). Nådestolen er åben for alle. - Kristus var naglet til korset mellem de tredje og den sjette time, som er, mellem klokken ni og tolv. Om eftermiddagen døde han. Dette var aftenofferets (1109) tidspunkt. Så blev forhænget i templet, som skjulte Guds herlighed fra Israels forsamling, revet i to stykker fra top til bund. ret

(1109)  Igennem Kristus skulle det allerhelligstes skjulte herlighed stå åbenbaret. Han havde lidt ethvert menneskes død, og ved dette offer skulle menneskenes sønner blive til Guds sønner. Med åbent ansigt, beskues Herrens herlighed som i forstørrelsesbiller, skal de troende i Kristus forandres til det samme billede, fra herlighed til herlighed. Nådestolen, som Guds herlighed hvilede over i det allerhelligste, er åben for alle som accepterer Kristus som soning for synd, og igennem dets medium, bringes de i fællesskab med Gud. Forhænget er flænget, skillemurerne er nedbrudt, forordningernes håndskrift er annulleret. I kraft af Hans blod er fjenden afskaffet. Igennem tro på Kristus kan jøde og hedning få del i det levende brød (Brev 230, 1907). ret

(1109)  (Kp. 26,65; Dan. 5,5. 25-28; Heb. 10,19, 20.) Israel er en ikke kirkelig nation. - I Kristus når skyggen sit udspring, forbilledet dets modbillede. Vel kunne Kaifas rive sine klæder i stykker i rædsel for sig selv og folket, for de adskilte sig selv fra Gud, og blev hurtig et ukirkeligt folk over for Jehova. Lysestagen blev hurtig fjernet fra dets sted. ret

(1109)  Det var ikke præstens hånd der rev det strålende forhæng fra top til bund i stykker, som ellers adskilte det hellige fra det allerhelligste. Det var Guds hånd. Da Kristus råbte: ”Det er fuldbragt,” var den Hellige Vagtmand en usynlig gæst ved Belasazzsars fest, erklærede den jødiske nation for at være en ukirkelig nation. Den samme hånd som skrev tegnene på muren, og som fældede Belsazzars dom og endelig over det babyloniske rige, rev templets forhæng i stykker fra top til bund, åbnede en ny og levende vej for alle, høje og lave, rige og fattige, jøde og hedning. Herfra kunne folk komme til Gud uden en præst eller rådsherre (MS 101, 1897). ret

(1109)   (Heb. 6,19; 8,6. 7; 10,19. 20.) Gods nærhed trækkes tilbage fra den jordiske helligdom. - Da templets forhæng blev revet i stykker, sagde Gud: Jeg kan ikke længere åbenbare Min tilstedeværelse i det allerhelligste. I får alle en ny og levende Vej, som der ikke hænger noget forhæng foran. Der er ikke længere brug for en syndig, sorrig menneskehed, der venter på ypperstepræsten. ret

(1109)  Forbilledet har mødt modbilledet i Guds Søns død. Guds Lam er blevet givet som et offer. Det var som om en stemme sagde til tilbederne: ”Der er nu en ende på alle ofringer " (YI 21. juni, 1900). ret

(1109)  En ny vej åbnes for faldne mennesker. - Da Kristus råbte på korset: ”Det er fuldbragt,” blev forhænget i templet revet i to stykker. Dette forhæng var betegnende for det jødiske folk. Det var af de kosteligste materialer, af purpur og guld, og var meget langt og bredt. I det øjeblik da Kristus åndede Sit sidste ud, var der vidner i templet som så det stærke, tunge materiale blevet revet af usynlige hænder fra top til bund. Denne handling var betegnende for det himmelske univers, og for en verden fordærvet af synd, så en ny og levende vej er blevet åbnet for den faldne slægt, så alle ofre stoppede med et stor offer af Guds Søn. Han som hidtil havde boet i templet, der var gjort af hænder, går aldrig frem igen for at berige det med Hans nærhed (ST 8. dec., 1898). ret

(1109)  52, 53 (se EGW for kp. 28,2-4). Præster og rådsherre kendte til genopstandelsen. - Fangerne som kom frem af gravene ved Jesu genopstandelse, var Hans sejrstegn som den sejrende Fyrste. Derved bevidnede Han Sin sejr over døden og graven, derved gav Han et løfte og en alvorsord om alle de retfærdig dødes opstandelse. Dem som blev kaldt ud af deres grave gik ind i byen, og viste sig for mange i deres opstandne forme, og bevidnede at Jesus virkelig var opstået fra døde, og at de var stået op sammen med Ham. . . . . ret

(1109)  Det var velkendt for præsterne og herskerne at visse personer, som var døde var oprejst sig ved Jesu genopstandelse. De fik autentiske efterretninger fra de forskellige som havde set og samtalet med disse genopstandne, og hørte deres vidnesbyrd at Jesus, livets Fyrste, hvem præsterne og rådsherren havde slået ihjel, var oprejste fra døde (3SP 223). ret

(1109)  54 (Mark 15,39; Luk. 23,47; se EGW for (1110) vs. 45, 46; Joh. 1,1-3, 14). Prædikenen sat i handling. - [Matt. 27,54 citeret.] . . . Hvad var det der således oplyste og overbeviste disse mennesker, så de ikke kunne lade være med at bekende deres tro til Jesus? Det var prædikenen som blev bragt I alle Kristi handlinger og I Hans tavshed under grusom mishandling. Ved Hans trængsel virkede nogle til at kappes med hinanden for at gøre Hans ydmygelse så nedværdigende så mulig. Men Hans tavshed var udtryksfuld. I dette sønderrevne, kvæstede og brudte legeme der hang på korset, genkendte høvedsmanden skikkelsen af Guds Søn (MS 115, 1897). ret

(1110)  

Kapitel 28

1. Se EGW for Mark 16,1. 2. ret

(1110)  2. Mægtigste engel skabte jordskælv. - Før nogen havde nået graven, var der et mægtigt jordskælv. Den mægtigste engel fra himlen, han som bibeholdt den position, som Satan faldt fra, fik sin opgave fra Faderen, og iklædte sig himlens fulde rustning, han adskilte mørket fra sit spor. Hans ansigt var som lynild, og hans glæder så hvide som sne. Lige så snart hans fødder berørte jorden, skælvede den under hans fodtrin. De romerske vagtfolk holdt deres tunge vagt, medens dette forunderlige sceneri fandt sted, og de var i stand til at udholde dette syn, for de havde et budskab at frembære som vidne for Kristi genopstandelse. Englen nærmede sig graven, rullede stenen bort, som om den var en småsten, og satte sig på den. Himlens lys kredsede sig om graven, og hele himlen blev oplyst af englenes herlighed. Da kunne hans stemme høres: ”Din fader kalder dig; kom frem” (MS 115, 1897). ret

(1110)  2-4 (kp. 24,30; 27,52. 53; Es. 24,20; Joh. 5,28. 29; 1 Tess. 4,16; Åb. 6,14-17). Et levende billede af herlighed. - I denne scene af Guds Søns opstandelse gives et livligt billede af den herlighed, der vil blive åbenbaret ved den generelle opstandelse af de retfærdige og Kristi genkomst i himmelens skyer. Da skal de døde, som er i deres grave, høre hans stemme og opstå til liv; og ikke kun jorden, men selv himlene skal rystes. Ved Kristi opstandelse åbnedes nogle få grave, men ved hans genkomst skal alle de dyrebare døde, fra den retfærdige Abel til den sidste helgen, som dør, opstå til et herligt, evigt liv. ret

(1110)  Hvis soldaterne ved graven var så fulde af rædsel, for at se en engel iklædt himmelsk lys og styrke, at de faldt som døde mænd til jorden, hvordan vil Hans fjende så stå foran Guds Søn, når Han kommer i kraft og megen herlighed, ledsaget af titusinde, gange ti tusinde og tusinde gange tusinde engle fra himlens sale? Så skal jorden vakle hid og did som en dranker, og fjernes som et lille sommerhus. Elementerne skal være i flammer, og himlene skal rulles sammen som en bogrulle (ST 22. april, 1913).

5, 6. Se EGW for Mark 16,6. ret

(1110)  17. Tvivl lukker dørene for velsignelser. - Men nogle tvivler. Sådan vil det altid være. Der er dem som finder det vanskeligt at udvise tro, og de sætter sig selv på tvivlens side. Disse mister meget på grund af deres vantro. Hvis de vil kontrollere deres følelser, og nægte at lade tvivlen bringe en skygge over deres sind og andres sind, hvor meget lykkeligere og mere hjælpsomme ville de så ikke være. De lukker døren for mange velsignelser som de kunne haft glæde af hvis det ikke var for at de satte sig på tvivlens side, og ville i stedet tale om håb og mod (Brev 115, 1904). ret

(1110)  18 (Rom. 8,34; 1 Joh. 2,1; se EGW for Joh. 20,16, 17). En ven ved domstolen. - Hvilken en ven har vi ved domstolen. Efter sin opstandelse talte Kristus til Sine disciple og sagde: ”Al magt er givet mig i himlen og på jorden.” Disse ord blev sagt til alle som tager imod dem som en levende forsikring (MS 13, 1899). ret

(1110)  19 (Rom. 6,4). Himlens muligheder udloves. - Faderen, sønnen og Helligånden, disse tre hellige storheder i himlen, har erklæret at de vil styrke mennesker til at overvinde mørkets kræfter. Alle himlens muligheder er lovet dem som indgår en pagt med Gud i deres dåbsløfte (MS 92, 1901).

19, 20. Se EGW for Rom. 1,14.

20. Se EGW for Apg. 1,11. ret

næste kapitel