bibelkommentar bind 5 kapitel 4. Fra side 1126ren side   tilbage

Johannes evangeliet

(1126)  Kapitel: 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 10 - 11 - 12 - 13 - 14 - 15 - 16 - 17 - 18 - 19 - 20 - 21 ret

(1126)  

Kapitel 1

(1126) 1-3 (Ordsp. 8,22-27; Rom. 9,5; Phil. 2,6; Kol. 1,15-17; Hebr. 1,8). Kristi evige eksistens. - Når Kristus skabte alt, så eksisterede han før alle ting blev til. Udtalelserne herom er så afgørende at ingen behøver at være i tvivl. Kristus var selv Gud i den højeste betydning. Han var hos Gud fra evighed, Gud over alle, velsignet i al evighed. ret

(1126)  Herren Jesus Kristus eksisterede fra evighed, som Guds guddommelige søn i egen person og samtidig var han ét med Faderen. Han var himlens overordentlige herlighed. Han befalede over himlens hær og modtog dens beundrende hyldest som sin rettighed. Dette var ikke et røvet bytte for Gud [Ordsp. 8,22-27 citeret]. ret

(1126)  Der er lys og herlighed forbundet med den sandhed at Kristus var ét med Faderen førend Jordens grundvolde blev lagt. Dette er lyset der skinner på et mørkt sted og får det til at stråle med oprindelig, guddommelig herlighed. Sandheden herom, uendeligt hemmelighedsfuldt i sig selv, forklarer andre gådens og i øvrigt uforklarlige sandheder, som er tilknyttet af et lys som ingen kan komme nær, ej heller forstå (RH 5. april, 1906). ret

(1126)   1-3, 14 (Fil. 2,5-8; Kol. 2,9; Hebr. 1,6. 8; 2,14-17; se EGW til Mark 16,6). En guddommelig menneskelig frelser. - Apostlen vækker os til at flytte vor opmærksomhed fra os selv hen på vor frelsers ophavsmand. Han viser os hans to naturer, den guddommelige og den menneskelige. Her er beskrivelsen af den guddommelige, "Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig." Fil 2,6. Hebr 1,3. ret

(1126)  Om hans menneskelige natur står der, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig] og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden." Han påtog sig frivilligt menneskelig natur. Det var helt hans egen handling og beslutning. Han klædte sin guddommelighed med menneskelighed. Han var hele tiden Gud men fremtrådte ikke som Gud. Han tilhyllede tegn på Guddommelighed som hade vundet hyldest og fremkaldt beundring i Guds univers. Han var Gud mens han var på jorden, men han afklædte sig guddomsskikkelsen og i stedet tog han menneskeskikkelse på. han levede på jorden som et menneske. For vor skyld blev han fattig, for at vi gennem hans fattigdom måtte blive rige. Han lagde sin herlighed og majestæt til side. Han var Gud men for en tid gav han afkald på guddomsskikkelsens herlighed. Skønt han levede i fattigdom blandt mennesker og spredte velsignelser hvorend han gik, så ville legioner af engle på hans befaling have stimlet om frelseren og givet ham hyldest. Med nogle får undtagelser nær, levede han på jorden uden anerkendelse eller bekendelse fra sin skabninger. Atmosfæren var forurenet af synd og forbandelser i stedet for lovsangens toner. Hans lod i livet var fattigdom (1127) og ydmygelse. På sin vandring her og der under hans nådes kald, for at lette de syge, opmuntrede de nedtrykte, var der sjældent nogen der kaldte ham velsignet, og de højeste i riget gik han forbi med foragt. ret

(1127)  Se dette i modsætning til den herlighedsrigdom, det væld af lovprisning der stiger op fra udødelige løber, de millioner i Guds univers, der istemmer tilbedelsens skønne lovsang. Men han ydmygede sig selv og påtog sig dødelighed. Som medlem af den menneskelige familie var han dødelig, men som Gud var han selve kilden til verdens liv. Han kunne i sin Guddommelighed have modstået dødens magt og nægtet at underkaste sig den; men han gav frivilligt sit liv for derved at skænke liv og udødelighed. Han bar verdens synd og udholdt en straf, der som et knusende bjerg faldt over hans guddommelige sjæl. Han ofrede sit liv, for at mennesker ikke skulle dø en evig død. Han døde - ikke fordi han blev tvunget til det, men af egen fri vilje. Dette var ydmyghed. Hele Himmelens rigdom blev samlet i een gave for at frelse det faldne menneske. Han bragte i sin menneskelige natur hele den livgivende energi, som menneskene behøver og må modtage. ret

(1127)  Forunderlige forening af menneske og Gud! Han kunne have hjulpet sin menneskelige natur til at modstå sygdomsangreb ved at give sit legeme vitalitet og uvisnelig livskraft. Men han ydmygede sig til menneskelig natur. Det gjorde han, for at Skriften skulle opfyldes. Det gik Guds Søn ind på, vel vidende at han måtte ydmyge sig fuldstændigt for at sone en fordømt verdens synder. Hvilken ydmyghed! Englene var forundrede over den. Ingen tunge kan nogen sinde beskrive den; ingen kan fatte den. Det evige Ord blev kød! Gud blev menneske! Det var en vidunderlig ydmyghed. Men han steg endnu længere ned. ret

(1127)  Men han steg endnu dybere ned. Menneskesønnen måtte fornedre sig som et menneske og tåle forhånelser, bebrejdelser, skammelige beskyldninger og mishandling. Der syntes ikke at være et trygt sted for ham i hans eget land. Han måtte flygte for livet fra sted til sted. Han blev forrådt af en af sine disciple han blev fornægtet af en af sine mest ivrige tilhængere, Han blev spottet. Han blev kronet med en tornekrone. Han blev pisket. Han blev tvunget til at bære det tunge kors. Han var ikke ufølsom over for, denne foragt og skændsel. Han underkastede sig, men oh! Han følte bitterheden deraf, som intet åndet menneske kunne føle det. Han var ren, hellig og uplettet, men blev alligevel stillet for retten som en forbryder! Den kære forløser steg ned fra den højeste ophøjelse. Trin for trin ydmygede han sig selv til døden men hvilken død! Det var den skændigste, den grusomste døden på korset som forbryder. Han døde ikke som en helt i verdens øjne, overøst med hædersbevisninger som mænd i krig. Han døde som en dødsdømt forbryder, hængende mellem himmel og jord han døde en langsom, skændig død, udsat for hån og spot fra en nedrig, forbryderisk menneskemængde. "Alle, der ser mig, håner mig, vrænger mund og ryster på hovedet." (Salme 22,8). Han blev regnet for at være blandt syndere, Han udåndede under bespottelse og hån, og Hans kødelige slægtninge fornægtede Ham. Hans mor betragtede Hans ydmygelse, og Han blev tvunget til at se sværdet gennembore hendes hjerte. Han udholdte korset, foragtede skammen. Han gjorde det for intet at regne i betragtning af det resultat Han udarbejdede til bedste for, ikke bare indbyggerne i denne del af verden, men hele universet, alle verdener som Gud har skabt. ret

(1127)  Kristus døde i stedet for mennesker. Mennesket var en kriminel under dødsdommen, for at overtræde Guds lov som en forræder, en rebel, Derfor måtte en stedfortræder dø i stedet for mennesket som en forbryder, fordi Han tog forrædernes plads, med alle deres opdyngede synder på Hans guddommelige sjæl. Det var ikke nok at Jesus skulle dø for helt at opfylde budene i den brudte lov, Men Han døde en skamfuld død. Profeten gav Hans ord til verden, "mit ansigt skjulte j eg ikke for hån og spyt." (Esajas. 50, 6b). ret

(1127)  Kan mennesker i betragtning af dette ophøje sig selv blot det allermindste? Når de betragter Kristi lidelser og ydmyghed, kan de da løfte deres stolte hoveder og mene, at de ikke skulle bære nogen prøvelse, (1128) skam eller ydmygelse? Jeg siger til Kristi efterfølgere: Se hen til Golgata og skam jer over jeres ophøjelse af selvet. Himmelens Majestæts ufattelige fornedrelse skete for det syndige, fordømte menneskes skyld. Han gik dybere og dybere ned, til der ikke fandtes større dybder, han kunne nå, for at løfte mennesket op af dets moralske besmittelse. Alt dette skete for din skyld. Og du stræber efter ledende stillinger, efter menneskers ros. Du er bange for ikke at blive agtet og respekteret, som du synes, du fortjener. Kalder du det at ligne Kristus? ret

(1128)   "Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus." Han døde for at tilvejebringe forsoning og for at være et eksempel for hver den, som vil være hans discipel. Kan egenkærlighed da bo i dit hjerte? og skal mennesker, som ikke har Jesus som deres forbillede, hæve dig til skyerne? Du har slet ingen fortjeneste, undtagen gennem Jesus Kristus. Kan du føle nogen stolthed, efter at du har set Guddommen ydmyge sig så dybt, som et menneske på nogen måde kan gøre det? Forundres i Himle, og forbavses, I jordens indbyggere, at vor Herre lønnes på denne måde! Hvilken foragt! Hvilken ondskab! Hvilken stolthed! Hvilke anstrengelser for at ophøje selvet, når Herlighedens Herre led og døde den forsmædelige død på et kors for vor skyld. (RH 4 sept., 1900)! ret

(1128)  Kristus kunne ikke være kommet til jorden med den herlighed Han havde i den himmelske afdeling. Syndige mennesker kunne ikke have båret synet. Han slørede Hans guddommelighed med ydmygelsens klædebon, men Han adskilte sig ikke fra Hans guddommelighed. En guddommelig og menneskelig frelser, Han kom for at stå i spidsen for den faldne slægt/race, for at være med i deres erfaringer fra barndom til voksen. (RH 15. juni, 1905). ret

(1128)  Kristus havde ikke udskiftet Hans guddommelighed med menneskelighed, men Han havde iklædt Hans guddommelighed med menneskelighed. (RH 29. okt., 1895). ret

(1128)  (Kp. 14,30; Luk. 1,31-35; 1 Kor. 15,22. 45; Hebr. 4,15.) Vær yderst forsigtige med hvilken forestillinger I gør jer om Kristi menneskelige nature. Lad være med at fremstille ham som et mennesker der havde tilbøjelighed til synd. Han er den anden Adam. Den første Adam blev skabt med et rent syndfrit væsen, uden nogen synd på karakteren, han var skabt i Guds billede. Han kunne falde, og han faldt gennem overtrædelse. På grund af synden havde hans efterkommere medfødt tilbøjelighed til synd. Men Jesus Kristus var Guds enbårne søn. Han påtog sig menneskelig nature og blev fristet på alle madder som vi bliver fristet. Han kunne have syndet. Han kunne have faldet, men der var aldrig et øjeblik af tilbøjelighed til ondt i Ham. Han blev angrebet af fristelser i ørkenen, ligesom Adam blev angrebet af fristelser i Edens have. ret

(1128)  Undgå ethvert spørgsmål angående Kristi menneskelige natur, som er i fare for at blive misforstået. Sandhed ligger nær ved formodningens vildspor. I handlingen af Kristi menneskelige natur, må du vogte enhver påstand, for ikke at blive opfattet i videre betydning, end dine ord sammen, og derved miste - eller tilsløre de klare begreber om Kristi menneskelighed forbundet med guddommen. Hans fødsel var et Guds mirakel, for englen sagde: ”Se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet JESUS. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.” Maria sagde til englen: ”Hvorledes skal dette gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand.” Og englen svarede og sagde til hende: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes kaldes helligt, Guds Søn.” ret

(1128)  Disse ord henviser ikke til noget andet menneske, men udelukkende til Den evige Guds Søn. Du må aldrig i mindste måde give indtryk af at der var så meget som et anstrøg eller tendens til forkrænkelighed hos Kristus eller at han på nogen måde gav efter for forkrænkelighed. (1129) Han blev fristet på alle måder, ligesom menneskers fristes, og omtales dog som ”hellig”. ret

(1129)  Det er et mysterium som er uforklarligt for dødelige at Kristus kunne blive fristet på alle måder, ligesom vi, uden at synde. Kristi menneskevorden er og bliver et mysterium. Det, som er åbenbaret er for os og vore børn, men lad alle mennesker vogte sig for at gøre Kristus ganske til menneske, ligesom vi er, for det er ikke sandt. Det er ikke nødvendigt for os at vide det nøjagtige tidspunkt for hvornår menneskelighed blev forenet med guddommelighed. Vi må stå på klippen, Jesus Kristus, som Gud åbenbaret i menneskelighed. ret

(1129)  Jeg fornemmer en fare ved at nærme sig emner, som dvæler ved den Evige Guds søns menneskelige natur. Han ydmygede sig selv da han så at han fandtes som menneske, for at han måtte forstå styrken af den fristelse som mennesket trues med. ret

(1129)  Den første Adam faldt; den anden Adam holdt fast ved Gud og hans ord under de mest prøvende omstændigheder og hans tro på hans faders godhed, barmhjertighed og kærlighed var urokkelig. ”Der står skrevet” var hans forsvar; og det er det åndens sværd som hvert menneske må bruge. ”Jeg skal ikke længere tale meget med jer; thi denne verdens fyrste kommer, og i mig er der intet der hører ham til” - intet der vil reagere på fristelse. Der var ikke en eneste anledning hvor en fristelse fandt tilslutning hos ham. Ikke en eneste gang stillede Kristus sig på Satans grund, for derved at give ham en fordel. Satan fandt intet hos Ham til at anspore hans tilnærmelser (Brev 8, 1895). ret

(1129)   (Matt. 27,54; 1 Tim. 3,16.) Skønt Kristi guddomsherlighed for en tid var tilsløret af den menneskelighed, han påtog sig, ophørte han ikke at være Gud, da han blev menneske. Det menneskelige indtog ikke det guddommeliges plads - eller omvendt. Dette er guddommelighedens mysterium. De to udtryk "menneskelig" og "Guddommelig" var uadskilleligt sammenføjet i Kristus - og dog havde de hver sin individualitet. Skønt Kristus ydmygede sig selv og blev menneske, havde han stadig Guddommelighed. Den kunne han ikke miste, så længe han var tro. Omgivet af sorg, lidelse og moralsk besmittelse foragtet og forkastet af det folk som var blevet betroet med himlens forjættelser, kunne Jesus stadig kalde sig menneskesønnen i himlen. Han var rede til atter at påtage sig sin guddoms-herlighed, når hans gerning på jorden var fuldbragt. ret

(1129)  Der var lejligheder, da Jesus fremstod som Guds Søn, skønt han var iklædt menneskelig skikkelse. Guddommeligheden gennemlyste menneskeligheden, og de spotske farisæere og skriftkloge så det. Anerkendte de det? Nogle anerkendte, at han var Kristus; men de fleste af dem, som ved disse særlige lejligheder blev tvunget til at indse, at han var Guds Søn, nægtede at tage imod ham. Deres blindhed skyldtes deres afgjorte modvilje mod at lade sig overbevise. ret

(1129)  Når den Guddommelighed, som boede i Jesus, lyste igennem, var den for overmægtig til helt at skjules af hans rene og fuldkomme menneskelighed. De skriftkloge og farisæerne udtalte ingen godkendelse af Jesus, men deres fjendskab og had måtte vige, når hans majestæt skinnede igennem. Skønt sandheden var tilsløret af ydmyghed, talte den til hvert eneste hjerte med umiskendelig overbevisning. Dette førte til Jesu udtalelse: "I ved, hvem jeg er." Både mennesker og onde ånder blev, når hans herlighed skinnede igennem, tvunget til at bekende: "Sandelig, denne er Guds Søn!" Således blev Gud åbenbaret, således blev Kristus helliggjort. (ST 10. maj, 1899). ret

(1129)  Kristus forlod sin stilling ved den himmelske trone og kom til denne Jord for at leve i den menneskelige tilværelse. Han bar dette offer for at bevise, at Satans anklage imod Gud er falsk, når han siger at det er umuligt for mennesket at adlyde Guds riges love. Kristus, som var Faderen jævnbyrdig, æret og tilbedt af engle, ydmygede sig selv for vor skyld ved at komme til denne Jord for at tilbringe et liv i sagtmodighed og fattigdom, en sorgens mand, kendt med smerte. Dog bar hans menneskelighed det guddommelige præg. Han kom som en guddommelig lærer for at opløfte mennesker og øge deres fysiske, intellektuelle og åndelige effektivitet. ret

(1129)  Ingen kan forklare hemmeligheden ved Kristi inkarnation. Dog ved vi, at han kom til denne Jord for at leve som et menneske blandt mennesker Mennesket Kristus Jesus var ikke Herren Gud den Almægtige, og dog er Kristus og Faderen ét. Guddommen gik ikke til grunde under dødsangstens pine på Golgata, men alligevel (1130) er det sandt, at "således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." ret

(1130)  På alle mulige måder søgte Satan at forhindre Jesus i at udvikle en fuldkommen barndom, en fejlfri manddom, en hellig tjeneste og et lydefrit offer Men han blev besejret. Han kumme ikke få Jesus til at synde. Han kunne ikke gøre han mismodig eller hindre ham i at udføre den gerning, han kom til denne Jord for at udføre. Satans vrede bestormede ham lige fra ørkenen til Golgata, men jo mere ubarmhjertigt han blev angrebet, desto fastere greb han om sin Faders hånd og trængte sig frem på den blodplettede sti. (MS 140, 1903). ret

(1130)  Da Jesus påtog sig menneskets natur og kom i et menneskes skikkelse, besad han også hele menneskets organisme. Han havde de samme fornødenheder som mennesket. Han havde legemlige behov, som skulle dækkes og han blev legemligt træt og behøvede hvile. Gennem bøn til Faderen fik han hjælp til pligt såvel som til prøvelse (Brev 32, 1899). ret

(1130)   4 (kp. 10,18; 17,3). Kristi guddommelighed var ikke et røvet bytte. - "I ham var liv og livet var menneskenes lys." Her tales ikke om det fysiske liv men om det evige liv det liv der er Guds specielle ejendom. Ordet, som var hos Gud, og som var Gud, havde dette liv. Hver enkelt har fået det fysiske liv. Det er hverken evigt eller udødeligt, da Livgiveren tager det igen. Mennesket kan ikke styre sit eget liv. Men Kristi liv var selvstændigt. Ingen kan tage dette liv fra ham. "Jeg sætter mit liv til," sagde han. I ham var liv, oprindeligt, ikke lånt eller afledet af noget. Dette liv findes ikke i mennesket. Det kan kun opnås i Kristus. Ingen fortjener det, men de, som tror på Kristus som deres personlige frelser får det som en fri gave. "Dette er det evige liv at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus." Dette er livets kilde, som er åben for alle. (ST 13.feb., 1912).

12, 13. Se EGW til 2 Kor. 5,17. ret

(1130)   14 (Fil. 2,6-8; Kol. 1,26. 27; 2,9; Hebr. 1,3; 2,14-18; se EGW til Luk. 2,40. 52). Kristi menneskevorden er et uudgrundeligt mysterium. - Når vi ser på emnet om Kristi menneskevorden, står vi magtesløse i at fatte et uudgrundeligt mysterium, som den menneskelige forstand ikke kan begribe. Jo mere vi tænker derpå, des mere overvældende forekommer det. Hvor stor spændvidde er der ikke imellem Kristi guddommelighed og et hjælpeløst spædbarn i krybben i Betlehem? Hvordan kan vi måle opstandelsen mellem den almægtige Gud og et hjælpeløst barn? Og dog var det altets Skaber, Han i hvem hele guddomsfylden er skjult til stede der gav sig udslag i det hjælpeløse spædbarn i krybben. Langt mere ophøjet end englene, lig med faderen i værdighed og herlighed, og dog blev han iklædt menneskelighed! Guddommelighed og menneskelighed blev ved Guds hemmelighed forbundet, så Gud og menneske blev et. Det er i denne forening, der ligger håb for vor faldne slægt. Når vi betragter Kristus i menneskelighed, ser vi Gud, og ser i Ham hans herligheds afglans, hans væsens udtrykte billede (ST 30.juli, 1896). ret

(1130)   (Hebr. 2,14; 3,3.) Guds forunderlige nedladenhed. - Læren om Kristi menneskevorden er ”en hemmelighed, der var fortiet fra evige tider”. Det er Guddommens store og dybe hemmelighed. ”Ordet blev kød og boede iblandt os.” Kristus påtog sig menneskelig natur, som var ringere end Hans guddommelige natur. Der er intet der viser Guds forunderlige nedladenhed bedre end dette. . . . ret

(1130)  Kristus påtog sig ikke menneskelig natur på skrømt. Han gjorde det helt reelt. Han besat virkelig menneskelig natur. ”Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri.” Han var Marias Søn, han var Davids sød efter menneskelig nedstamning. Han erklæres for at være et menneske, endog mennesket Jesus Kristus. ”Han var” ifølge Paulus ”frem for Moses agtet værdig til at så meget større herlighed, som den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset." (RH 5. april, 1906). ret

(1130)   (Se EGW til Rom. 5,12-19; 1 Tim. 2,5; Hebr. 1,1-3.) Jesu menneskelige karakter. - Jesus var leder i himlen, lige med Gud, og dog nedlod han sig til at aflægge sin kongekrone, kongelige kåbe og klæde sin guddommelighed (1131) i menneskelighed. Kristi legemliggørelse i menneskeligt kød er et mysterium. Han kunne have kommet til jorden med en bemærkelsesværdig fremtoning forskellig fra menneskers børn. Hans ansigtsudtryk kunne have udstrålet en herligt lys, og hans skikkelse kunne have haft usædvanlig skønhed. Han kunne have haft et sådant ydre, der virkede betagende på dem der så ham; men dette stemte ikke med den plan der var lagt i Guds retssal. Han skulle ligne mennesker af jordisk slægt. I enhver henseende skulle Guds Søn bære de samme træk som andre mennesker. Hans kule ikke have så godt et ydre at det skilte ham ud fra andre. Han skulle ikke vise en sådan charme der ville vække opmærksomhed omkring ham selv. Han kom for at stå som repræsentant for menneskeslægten overfor himmel og jord. Hans skulle stå som menneskets stedfortræder og garant. Han skulle leve som menneske på en sådan måde at det ville modbevise Satans påstand om at menneskeheden var under hans herredømme for evigt, og at end ikke Gud kunne vriste mennesket ud af fjendens greb (ST 30.juli, 1896). ret

(1131)   Kristi tilslørede herlighed. - Dersom, Kristus var kommet i sin guddommelige skikkelse, kunne menneskene ikke have tålt at se ham. Forskellen ville have været alt for smertelig, herligheden alt for overvældende. Menneskene kunne ikke have tålt tilstedeværelsen af en af de rene, skinnende engle fra Guds herlighed; derfor påtog Kristus sig ikke engleskikkelse, men "blev mennesker lig". ret

(1131)  Men tredive år var al den tid verden kunne tåle Forløseren. I tredive år levede han i en verden som var helt ødelagt og vansiret af synd, og han fuldførte et værk som ingen anden havde gjort eller nogen sinde ville kunne gøre. (ST 15. feb., 1899). ret

(1131)   (2.Mos. 3,15; Matt. 8,17; 2 Kor. 5,21; Hebr. 4,15; 1 Peter 1,19.) Kristi menneskelige natur var fuldkommen syndfri. - I det Kristus påtog sig menneskets faldne natur, rummede han ikke det mindste element af synd. Han var underkastet de samme skrøbeligheder og svagheder som mennesket omgives af, ”For” at det skulle gå opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas, der siger: Han tog vore svagheder, og bar vore sygdomme.” Han var rørt til sympati med vore svagheder, og han var fristet på alle måder ligesom vi. Og dog gjorde han ingen synd. Han var lammet ”uden plet og lyde.” Om Satan i mindste måde kunne have forledt Kristus til synd, ville han have knust Frelserens hoved. I realiteten kunne han kun rør hans hæl. Dersom Kristi hoved var blevet ramt, ville menneskehedens håb være tilintetgjort. Guddommelig vrede ville have ramt Kristus som det ramte Adam. Kristus og hans menighed ville have mistet håb. ret

(1131)  Vi skulle ikke være spor i tvivl om Kristi fuldkomne syndfrie natur. Vi må have en forstandig tro, idet vi ser hen til Jesus i fuldkommen tillid, i total og absolut tro på det forsonende offer (ST 9. juni, 1898).

16. Se EGW til Kol. 2,9. 10. ret

(1131)   18. En åbenbaring af Faderen. - Som tale udtrykker tanken, således udtrykker Kristus den usynlige Fader. Han er en åbenbaring af Faderen og kaldes Guds Ord. Gud vendte sin Søn til verden, guddommen klædt i menneskelighed for at mennesket kunne bære den usynlige Guds billede. Han gav udtryk for hans ord, hans karakter Hans magt og majestæt, Guds natur og egenskaber. Guddommeligheden strålede igennem menneskeheden som et mildendene, dæmpende skær. Han var virkeliggørelsen af Guds lov, som en genpart af Hans karakter (MS 77, 1899).

19-23. Se EGW til Luk. 1,76. 77.

26, 27. Se EGW til Luk. 3,15.16. ret

(1131)   29 (3. Mos. 14,4-8; Åb. 7,14; se EGW til Joh. 12,32). En tid til at tvætte og stryge. - Husk at netop som du er i din familie, vil du være i menigheden. Akkurat som du behandler dine børn vil du behandle Kristus. Hvis du nærer en ukristen ånd, vanærer du Gud. . . . Det er ikke en stilling, der giver mennesket kvalitet. Det er Kristus dannet i det indre, der gør et menneske værdigt til at modtage livets krone som aldrig visner. . . . ret

(1131)  Dette er tiden for vor tvætning og strygning - en tid hvor vi må gøre vore karakters klæder rene i lammets blod. Johannes siger: ”Se Guds lam, som borttager verdens synd.” . . . Skal vi ikke lade Ham tage dem bort? Skal vi ikke skille os fra vore synder? (GCB 6. april, 1903, s. 89)?

32, 33. Se EGW til Matt. 3,13-17. ret

(1131)  

Kapitel 2

(1132) 1, 2 (Matt. 4,1-11; Luk. 2,51; 4,1-13). Imellem Kristi fristelse og brylluppet i Kana.. - Der skulle være bryllup i Kana i Galilæa. De, som holdt dette bryllup, var slægtninge af Josef og Maria. Jesus vidste, at familien skulle samles, og at mange personer med stor indflydelse ville forsamles med dem. Derfor drog han til Kana med sine nye disciple. Så sandt som det rygtedes, at Jesus var kommet til staden, sendte de en særskilt indbydelse til ham og hans venner. Dette var netop, hvad Jesus ønskede, og han prydede festen med sin nærværelse. ret

(1132)  Jesus havde været adskilt fra sin moder i nogen tid. I denne tid var han blevet døbt og havde udstået fristelsen i ørknen. Maria havde fået underretning om sin søn og hans lidelser. Johannes, en af de nye disciple, havde søgt efter Kristus og fandt ham i hans fornedrelse. Han var udtæret og viste tegn på, at han led stor legemlig og åndelig nød. Jesus ønskede ikke, at Johannes skulle være vidne til hans fornedrelse; og havde derfor venligt, men med bestemthed sendt ham bort fra sig. Han ønskede at være alene. Intet menneskeligt øje skulle se hans sjælekamp; intet menneskeligt hjerte viste medlidenhed med ham i hans elendighed. ret

(1132)  Denne discipel havde opsøgt Maria i hendes hjem og fortalt hende, hvad der forefaldt ved dette møde med Jesus såvel som begivenhederne ved hans dåb, da Guds røst lød, idet han erkendte ham som sin søn, og hvorledes profeten Johannes havde peget på Kristus og sagt: ”Se det Guds lam, som bærer verdens synd.” I tredive år havde Maria samlet beviser for, at Jesus var Guds Søn den lovede Frelser, som skulle komme til verden. Josef var død, og hun havde ikke nogen, til hvem hun kunne betro de tanker, hun nærede i sit hjerte. Hun havde vaklet mellem håb og tvivl og ofte været forlegen, men hun havde altid haft en mere eller mindre stærk forvisning om, at hendes søn var den Udlovede. (2SP 99, 100).

19. Se EGW til Mark 16,6. ret

(1132)  

Kapitel 3

3,7. Se EGW til Ez. 36,25. 26.

5-8. Se EGW til 2 Kor. 5,17.

14, 15. Se EGW til kp. 12,32. ret

(1132)   14-17(kp. 1,29; Gal. 6,14; Heb. 2,14). Korsets virkekraft. - Kristi død på korset befæstede hans udslettelse som har dødens magt, som var syndens ophavsmand. Når Satan udslettes, vil der ikke være nogen der fristes til det onde; der vil aldrig være brug for forsoningen igen; og der vil ikke være fare for et nyt oprør i Guds univers. Det som rigtig kan holde synden borte i denne mørke verden, vil forhindre synd i himlen. Betydningen af Kristi død vil kunne ses af hellige og engle. Faldne mennesker kan ikke få et hjem i Guds paradis uden det slagtede Lam fra verdens grundvold af. ”Skulle vi da ikke ophøje Kristi kors? Englene ærer og forherliger Kristus, for selv de er ikke sikre, medmindre de ser på Guds søns lidelser. Det er gennem korsets kraft, at englene i himlen bliver ledet bort fra frafald. Uden korset ville de ikke være mere sikret mod det onde, end englene var før Satans fald. Deres fuldkommenhed svigtede i himlen. Menneskets fuldkommenhed svigtede i Eden, velsignelsernes paradis. Alle, som ønsker vished i himmel og på jord, skal se hen til Guds lam. ret

(1132)  Frelsens plan, som er beviset på Guds retfærdighed og kærlighed, giver en evig sikkerhed mod besmittelse i de syndfrie verdener, så vel som blandt dem, der vil blive forløst gennem lammets blod. Vores eneste håb er fuldkommen tillid til blodet fra ham, som kan frelse alle, som kommer til Gud ved ham. Kristi død på Golgatas kors er vores eneste håb i denne verden, og det vil være vores tema i den verden, som venter. Å, at vi dog ikke fatter betydningen af forsoning en! Hvis vi gjorde, ville vi tale mere om det. Guds gave i sin elskede søn var udtryk for en ufattelig kærlighed. Det var det ypperste, som Gud kunne gøre for at bevare sin lovs ære og stadig frelse overtræderen. Hvorfor skulle mennesket ikke studere genløsningens tema? Det er det største emne som kan engagere menneskesindet. Hvis mennesker ville betragte Kristi kærlighed, som viser sig på korset, vil deres tro styrkes og tilegnes fortjenesterne ved Hans udgydte blod, og de vil (1133) renses og frelses fra synd (ST 30. dec., 1889). ret

(1133)   (1 Kor. 2,2; Kol. 1,20.) Lys fra korset. - Uden korset kunne mennesket ingen forbindelse have med Faderen. Al vort håb hænger på det. Med det for øje kan den kristne gå frem med en sejrsherres skridt; for fra det strømmer lyset fra Frelserens kærlighed. Når synderen når til korset og ser op til ham, der døde for at frelse ham, kan han juble med fuld glæde; for hans synder er tilgivet. Idet han knæler foran korset, har han nået det højeste sted, et menneske kan nå. Lyset af Guds herligheds kundskab er åbenbaret i Jesu Kristi ansigt; og tilgivelsens ord bliver udtalt: Lev, I skyldige syndere, lev. Jeres anger er godtaget; for jeg har fundet en løsesum. ret

(1133)  Gennem korset lærer vi, at vor himmelske Fader elsker os med en uendelig og evig kærlighed og drager os til sig med mere end en moders længselsfulde medfølelse med et egensindigt barn. Kan vi da undre os over, at Paulus udbrød: “Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors.” Det er vort privilegium også at rose os af Golgatas kors, vort privilegium at give os helt og fuldt til ham, som gav sig selv for os. Da vil vi, med det lys af kærlighed, der skinner fra hans ansigt på vores, gå frem og genspejle det til dem, der er i mørke. (RH 29. april, 1902). ret

(1133)  Kærlighed er stærkere end død. - Jesus satte korset på linje med lyset der kom fra himmelen, for det er der hvor det skal fange menneskets øjne. Korset står direkte i det lysende skin fra det guddommelige ansigt, så ved at beskue korset kan mennesker se og kende Gud og Jesus Kristus, som Han har sendt. Ved at beskue Gud, beskuer vi Ham som har udgydt Sin sjæl til døden. Ved at beskue forset udvides synet til Gud, og Hans had til synd kan ses. Men så længe vi ser Guds had til synden i korset, ser vi også Hans kærlighed for synderne, som er stærkere end døden. For verden er korset det ubestridelige argument at Gud er sandhed, lys og kærlighed (ST 7.marts, 1895). ret

(1133)   16. Genløsningens videnskab. - Genløsningsplanen overgår langt menneskesindets fatteevne. Den store nedladenhed fra Guds side er et mysterium som er langt over vor fatteevne. Planens storhed kan ikke til fulde forstås, og den ubegrænsede Visdom kunne heller ikke lægge en plan som vil overgå den. Det kunne kun lykkes ved at iklæde guddommeligheden med menneskelighed, ved at Kristus bliver menneske, og lide den vrede som synden havde gjort på grund af at overtræde Guds lov. Igennem denne kan den store og frygtelige Gud være retfærdig, og alligevel være retfærdiggører for alle som tror på Jesus, og som tager imod Ham som deres personlige Frelser. Dette er den himmelske videnskab om genløsningen, om at frelse mennesker fra evig ruin, og kan kun gennemføres ved Guds søns inkarnation til menneskeheden, ved Hans sejr over synd og død, og at forsøges det at forstå denne plan, bliver alle begrænsede intelligensvæsener forbløffede (Brev. 43, 1895). ret

(1133)   (1 Mos. 9,13-17; Åb. 4,3.) Buen viser Kristi retfærdighed, barmhjertighed og retfærdighed. - I regnbuen over troen er et evigt vidnesbyrd at “Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne søn, som at enhver der tror på ham ikke går fortabt. . . ." Når som helst en ordets forkynder fremholder loven for mennesker, bør han vise hen til Guds trone, som er omstrålet af løftets regnbue, Kristi retfærdighed. Lovens herlighed er Kristus. Han kom for at ære og ophøje loven. Gør det klart, at i ham mødes nåde og fred - retfærdighed og sandhed omfavner hinanden. . . . . ret

(1134)  Ligesom buen i skyen blev formet af sollyset og regnen i enhed, ligeså omkredser regnbuen troen, der repræsenterer barmhjertighedens og retfærdighedens kraft i kombination. Det er ikke retfærdighed alene som kan fastholdes; for denne verden vil fordunkle herlighedens løftets regnbues herlighed over tronen; mennesker kunne kun se lovens straf. Hvor der ikke er retfærdighed, ingen straf, der vil der ikke være stabilitet til Guds regering. Det er blandingen af dom og barmhjertighed der gør frelse fuldstændig. Det er en blanding af de to der leder os, så vi ser verdens Genløser, og Jehovas lov og udbryder: ”Din retfærdighed er mig nok!” (RH 13. dec., 1892). ret

(1134)  

Kapitel 4

(1134) 14. Ingen tørst efter verden. - "Dem som drikker af det vand jeg skal give ham skal aldrig tørste” - bed aldrig om verdens fortrin og tillokkelser - ”men det vand jeg skal give ham skal være en kilde i ham, der udspringer til evigt liv." (Brev 5, 1900). ret

(1135)  En kanal. - Du må søge at få en iboende Frelser, som vil være en vandkilde for dig, der springer op inden i, til evigt liv. Livets vand der flyder fra hjertet vander altid andres hjerter (MS 69, 1912). ret

(1135)  En åbenbaring om nåde. - Det vand som Kristus referer til var åbenbaringen af Hans nåde I Sit ord. Hans Ånd, Hans lære, er et helliggørende udspring til enhver sjæl. . . . . I Kristus er glædens fylde for altid. . . . . Kristi nådige tilstedeværelse i Hans Ord taler altid til sjælen, og repræsenterer Ham som kilden til levende vand, der slukker tørsten. Det er vort privilegium at have en levende og blivende Frelse. Han er kilden til åndelig kraft indplantet inden i os, og Hans indflydelse vil flyde frem i ord og handlinger, forny alle inden for vor indflydelseskreds, skabe et ønske og en higen i dem, for styrke og renhed, for hellighed og fred, og for den glæde som ikke bringer sorg med sig. Dette er resultatet af en iboende Frelser (Brev 73, 1897). ret

(1135)   35. Kristus hævet over al fordom. - [Joh. 4,35 citeret.] Han referer her til evangeliets mark, til kristendommens arbejde iblandt fattige, foragtede samaritanere. Hans hånd er rakt ud for at samle dem ind i laden; de var rede til høsten. ret

(1135)  Frelseren var hævet over al fordom i nationen eller folket; Han var villig til at sende jødernes velsignelser og privilegier ud til alle som accepterer det lys som Han kom til verden for at bringe. Det var en stor glæde for Ham at blot se én sjæl række ud efter Ham fra den åndelige blindheds nat. Det som Jesus havde holdt tilbage fra Jøderne og pålagt Sine disciple holde skjult, var direkte åbent for den spørgende samaritanske kvinde; for Han som kendte alle ting erkendte at hun ville gøre den rette brug af hendes kundskab og være middel til at lede andre til den sande tro (2SP 147). ret

(1135)  

Kapitel 5

17. Se EGW til Apg 17,28.

22 (se EGW til 2 Kor. 5,10). Kristus udnævnt som dommer. - Faderen havde overdraget Sønnen al dom. Kristus vil bekendtgøre loyalitetens løn. ”Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen, . . . . Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.” Kristus sagde ja til menneskeheden og levede på et rent, helliggjort liv på denne jord. For af den grund blev han udnævnt som dommer. Han som har dommers position er Gud tilkendegivet i kødet (RH 18. juni., 1901). ret

(1135)   Han alene er dommeren. - Al dom er overladt til Kristus, fordi han er Menneskesønnen. Han ved alt. Uanset, hvor høj en rang eller hvor stor magt de mennesker har haft, som er frafaldne i åndelig henseende, så har en person, som er højere og større, båret hele verdens synd. Hans retfærdighed, godhed og sandhed kender ingen grænser. Han har magt til at kæmpe imod magter og myndigheder og ondskabens åndemagter i himmelrummet. Bevæbnet og udstyret som fyrsten over Herrens hær kommer han til fronten og forsvarer sit folk. Hans retfærdighed dækker alle, som elsker ham og stoler på han. Som hærens fyrste leder han den himmelske hærskare, der er som en ildmur omkring hans folk. Han alene kan dømme om deres retfærdighed, for han har skabt dem og forløst dem med en uendelig stor omkostning. Han vil sørge for at lydighed mod Guds bud bliver belønnet, og overtræderne vil få efter deres gerninger (Brev 19, 1901).

28, 29. Se EGW til Matt. 28,2-4. ret

(1135)   39 (Åb. 22,2). Skriften bevidner om Kristus. - I Ordet er Frelseren åbenbaret i al Sin skønhed og elskelighed. Enhver sjæl vil finde trøst i Bibelen, som er fuld af løfter om hvad Gud vil gøre for den der kommer ind i det rette forhold til Ham. Særlig vil den syge blive trøstet ved at høre Ordet; for ved at give skrifterne har Gud givet menneskeheden et blad fra livets træ, som er til (1135) lægedom for folkene. Hvordan kan nogen som læser skrifterne eller som hører dem blive læst, miste interesse for himmelske ting, og finde behag i verdens fornøjelser og fortryllelse (MS 105, 1901)?

40. Se EGW til kp. 15,22. ret

(1135)  

Kapitel 6

35. En himmelsendt lærer.--"Jeg er livets brød," ophav, tilvejebringer og opretholder af det evige, åndelige liv. I det femogtredivte vers i det sjette kapitel i Johannes fremstillede Kristus sig selv som livets brød. At spise hans kød og drikke hans blod betyder at tage imod ham som lærer fra Himmelen. Det åndelige liv er afhængigt af troen på ham. De, der holder måltid på Ordet, vil aldrig hungre, aldrig tørste, aldrig ønske sig noget større eller højere eller bedre her på Jorden. (MS 81, 1906). ret

(1135)   53-57. Spise og drikke repræsenterer Kristi nærhed.--Kristus forklarede sine ords betydning så klart, at ingen behøver at tage fejl af dem. Hans udtalelse om at spise Guds Søns kød og drikke hans blod må forstås åndeligt. Vi spiser Kristi kød og drikker hans blod, når vi i tro modtager ham som vor Frelser. ret

(1135)  Kristus anvendte billedet om at spise og drikke for at beskrive det nære samfund, alle må have med ham for til sidst at få del i hans herlighed. Den materielle føde, vi spiser, fordøjes og giver kraft og styrke til legemet. På samme måde bliver Jesu ord en del af vort åndelige liv, når vi tror og tager imod dem. De giver os lys og fred, håb og glæde og styrker sjælen, ligesom fysisk føde styrker legemet. (MS 33, 1911). ret

(1135)   (Åb. 22,2.) Et praktisk råd.--Det er ikke nok at kende og respektere Skriftens ord. Vi må trænge ind i dens betydning og studere den flittigt, spise kødet og drikke blodet af Guds Søn. Den kristnes åndelige karakterstyrke røber i hvilken grad han gør dette. Vi må vide, hvordan vi i praksis anvender Ordet i opbygningen af vor egen karakter. Vi må være hellige templer hvor Gud kan bo, vandre og virke. Vi må aldrig forsøge at hæve os over de tjenere, som Gud har valgt til at udføre sin gerning og ære hans hellige navn. "I alle brødre." Lad os anvende dette på os selv personligt og sammenligne skrift med skrift. ret

(1135)  I vort daglige liv over for vore brødre og over for verden, må vi være levende fremstillinger af Skriften og ære Kristus ved at lægge den samme sagtmodighed og hjertets ydmyghed for dagen, som han viste. Når vi spiser af livets brød, og dette bliver en del af os, vil vi vise en afbalanceret karakter. Ved vor enhed og ved at agte andre højere end os selv vil vi give verden et levende vidnesbyrd om sandhedens kraft. ..... ret

(1135)  Når mennesker overgiver sig fuldstændig til Gud, spiser af livets brød og drikker af frelsens vand, vil de vokse op til Kristus. Karakteren opbygges af det, sindet spiser og drikker. Gennem det livets ord, som de tager imod og adlyder, bliver de delagtige i guddommelig natur. Så er det Kristus og ikke mennesket, der ophøjes. (Brev 64, 1900). ret

(1135)   53-57, 63. Spise af livets træ.--"Den, som æder mit kød og drikker mit blod, " siger Kristus, ”har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig. . . . . Det er Ånden, som gør levende, kødet gavner intet; de ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.” Dette er at spise af frugten på livets træ (MS 112, 1898).

63. Se EGW til 1.Mos. 3,24. ret

(1135)  

Kapitel 7

1-5. Slægtninge forstod kun svagt Kristi mission. - [Joh. 7,1-5 citeret.] Brødrene refererede her til Josefs sønner og deres ord blev sagt ironisk. Det var meget smertefuldt for Kristus at Hans nærmeste slægtninge forstod Hans mission så dunkelt, og nærede de (1136) de tanker, Hans fjender antydede. Men Frelseren besvarede ikke de grusomme sarkasme med ord af lignende karakter. Han ynkedes over Sine brødres åndelige uvidenhed, og længes efter at give dem en klar forståelse af Hans mission (MS 33, 1911).

1-53. Se EGW til 2.Mos. 23,16. ret

(1136)   16. Reddet fra vildfarelse.--"Jesus svarede dem, og sagde: Min lære er ikke min, men hans der sende mig." Mine ord er i fuldkommen harmoni med de gammeltestamentlige Skrifter, og med loven udtalt på Sinaj. Jeg forkynder ikke en ny lære. Jeg bringer gamle sandheder, udfriet fra vildfarelsens netværk, og sat i en ny ramme (MS 33, 1911). ret

(1136)   41, 50-52. Præster og herskere er bedraget. - [Joh. 7,51 citeret.] Den lektie som Kristus havde givet til Nikodemus var ikke givet forgæves. Overbevisningen havde fæstnet sig i hans sind, og i hans hjerte han accepteret Jesus. Siden hans samtale med Frelseren, havde han alvorligt ransaget de Gammeltestamentlige skrifter, og han havde set sandhed sat i evangeliets sande perspektiv. ret

(1136)  Det spørgsmål han stillede ham var klogt, og ville have anbefalet sig selv for dem, der sad i rådet, om de ikke var blevet bedraget af fjenden. Men de var så fyldte af fordomme at intet argument for Jesus af Nazaret ville have nogen vægt for dem, uanset hvor overbevisende det måtte være. Det svar som Nikodemus fik, var: »Er du måske også fra Galilæa? Slå efter, så skal du se, at i Galilæa fremstår der ingen profet.« ret

(1136)  Præsterne og herskerne har været bedraget, idet Satan fik dem til at tro troede at Kristus kom fra Galilæa. Dem som vidste at han var født i Betlehem, forblev tavs, så falskneriet ikke kunne berøves sin kraft (MS 33, 1911). ret

(1136)  

Kapitel 8

31-38. Nogle under Satans oplæring. - [Joh. 8,31-37 citeret.] Hvilken hård sandhed blev der talt her. Hvor mange skal prale sig af at de ikke er i nogens trældom, når de er bundet til den mest grusomme af alle tyranner. De har sat sig selv under Satans oplæring, og de behandler Guds folk ligesom han styrer dem. Hvor mange er der ikke der hører sandhedens ord, men hader budskabet og budbringeren, fordi sandheden forstyrrer dem i deres bedrageriske udøvelse! ret

(1136)  ”Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader;” fortsatte Kristus, ”ligeså gør I det, som I har hørt af jeres fader.” To klasser bringes tydeligt frem for øjesyn i disse ord - lysets børn som adlyder sandheden, og mørkets børn, som forkaster sandheden (MS 136, 1899). ret

(1136)   44 (se EGW til 1. Mos. 2,17; Mal. 4,1). Satans mesterstykke. - Mørkets magter vil forene sig med menneskelige agenter, som vil give dem selv til Satans kontrol, og det samme sceneri som udspillede sig ved Kristi trængsel, forkastelse og korsfæstelse, vil blive genoplivet. Fordi mennesker giver efter for satanisk indflydelse, vil de slutte sig sammen som venner, og dem som blev skabt i Guds billede, som blev formet for at ære og forherlige deres Skaber, vil blive bolig for drager, og Satan vil se sit mesterstykke i ondt, i form af en falden slægt - mennesker som genspejler hans eget billede (MS 39, 1894). ret

(1136)   Djævelske sange. - Når en sjæl tages til fange fra Kristi rækker synger Satans synagoge i helvedets triumf (Brev 12a, 1893). ret

(1136)  

Kapitel 10

2-5. Se EGW til Matt. 24,23. 24.

4. Se EGW til 2 Kor. 11,14. ret

(1136)   17, 18 (Es. 6,8; Fil. 2,6-8; se EGW til Mark 16,6). Kristi menneskes sikkerhed. - Ingen af englene kunne være sikkerhed for menneskeslægten, deres liv er Guds; de kunne ikke overgive det. Alle engle bærer lydighedens åg. De er udpegede budbringere for Ham som er himlens Befalingsmand. Men Kristus er lige med Gud, ubegrænset og almægtig. Han kunne betale løsesum for menneskets frihed. Han er den evige selveksisterende søn, som intet åg kan komme på, og når Gud spørger: ”Hvem skal jeg sende?” Han vil svare: ”Her er jeg, send mig.” Han kunne udlove Sig selv som menneskets sikkerhed; for Han kunne sige at det som den højeste engel ikke kan sige: - Jeg har magten over mit liv, ”magt til at lægge det ned, og . . . . magt til at tage det igen” (YI 21. juni, 1900).

18. Se EGW til kp. 1,4; 20,17. ret

(1137)  

Kapitel 11

(1137) 50, 51 (kp. 18,14). Kajfas profeterede uden at vide det.--[Joh. 11,50. 51 citeret.] Disse ord blev sagt af en der ikke kendte deres betydning. Han havde mistet fornemmelsen af slagtofrenes og afgrødeofrenes hellighed. Men hans ord betyder mere end han eller dem i forbindelse med ham vidste. Med disse ord frembar han vidnesbyrd om at tidspunktet var kommet hvor det aronitiske præsteskab ville ophøre for evigt. Han fordømte Ham som var blevet afbilledet i alle de ofre der var gjort, men Han hvis død ville gøre ende på symboler og afskygninger. Uden at vide det erklærede han at Kristus var ved at opfylde det som slagtofrene og afgrødeofrene havde indført. (RH 12. juni, 1900). ret

(1137)  

Kapitel 12

1-8. Se EGW til Matt. 26,6-13. ret

(1137)   3 (Matt. 26,6-13; Mark 14,3-9). Kærlighed og talenter blandet. - Ren og helliggjort kærlighed, udtrykt i Kristi livsværk, er en hellig vellugt. Ligesom en åben flaske parfume, fylder den hele huset med vellugt. Veltalenhed, en større kendskab til sandheden, ydre helligelse, sjældne talenter vil, hvis de blandes med hellig og ydmyg kærlighed, blive som vellugt som den åbnede kasse af salver. Men gaver alene, evner alene, de bedst udvalgte gaver alene kan ikke gå i stedet for kærlighed [1 Kor. 13,1-3 citeret] (MS 22, 1897). ret

(1137)   12-15, 19. Store skarer hylder Kristus. - Templets embedsmænd var målløse. Nu hvor præsternes og herskernes pralende magt var over folk! Myndighederne havde erklæret at dem som anerkender Jesus for at være Kristus skulle sættes ud af synagogen og fratages dets hellige privilegier. Alligevel er der her en begejstret skare der råber hosianna højt for Davids Søn, og tilskriver Ham profeternes titel. Lige så godt som præsterne og herskerne forsøger at fratage solens skin fra jorden, således udelukkes verden herlighedens stråler fra Retfærdighedens Sol. På trods af al modstand, bekendte folket Kristi rige. ret

(1137)  Da præsterne og herskerne genkendte deres stemmer, knurrede de iblandt sig selv: »Der kan I se, at I slet ikke udretter noget; alverden løber jo efter ham.« Men de rystede snart den lammende effekt fra dette besynderlige optrin af sig, som de havde været vidne til, og prøvede at efterligne folkemængden ved at true med anklage dem for de civile myndigheder, for at gøre oprør (3SP 14, 15). ret

(1137)   32 (kp. 1,29; 3,14. 15; se EGW til Gal. 6,14). Ingen hvile hos nogen. - Aldrig før har der været så udbredt kendskab til Jesus som da Han hang på korset. Han blev løftet op fra jorden, for at drage alle til Sig. Sandhedens lys skinnede i mange af de hjerter som beskuede korsfæstelsessceneriet, og hørte Kristi ord. Sammen med Johannes vil de udbryde: ”Se Guds Lam, som bærer alverdens synd.” Der er dem som aldrig hviler før de, i deres ransagelse af skriften og sammenligne skrift med skriftsteder, ser betydningen af Kristi mission. De så at Han har givet fri tilgivelse, hvis ømme barmhjertighed omfavnede hele verden. De læser profeterne om Kristus, og de så frie og fyldestgørende løfter peger mod en kilde der blev åbnet for Judæa og Jerusalem (MS 45, 1897). ret

(1137)   Studér alt i lyset fra korset.--Kristi offer som en forsoning for synden er den store sandhed, omkring hvilken alle andre sandheder samler sig. For at blive forstået og værdsat på den rette måde må hver eneste sandhed i Guds ord, lige fra 1Mosebog til Åbenbaringen, granskes i det lys, som strømmer ud fra korset på Golgata, og i forbindelse med den vidunderlige centrale sandhed om Frelserens sonoffer. De, som gransker Frelserens underfulde offer vokser i nåde og visdom. ret

(1137)  Jeg overbringer jer det store mindesmærke for barmhjertighed og genskabelse, frelse og genløsning - Guds Søn opløftet til Golgatas kors. Dette skal være temaet for enhver prædiken. Kristus erklærer: ”Og jeg når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” (MS 70, 1901). ret

(1137)  Korset er placeret mellem jorden og himlen. - Da Kristus kom til denne verden, fandt Han at Satan fik alt han ønskede. Guds og menneskets (1138) fjende tænkte at han i virkeligheden var jordens fyrste, men Jesus havde taget greb om verden, og tage den ud af Satans magt. Kan kom for at genløse mennesket fra syndes forbandelse og overtrædelsens straf, så overtræderen må tilgives. Han satte korset imellem jorden og himlen, og mellem guddommelig og menneskelighed, og idet Faderen beskuede korset, blev han tilfreds. Han sagde: ”Det er nok, offeret er fuldstændigt.” Gud og mennesket kan forsones. Dem som har levet i oprør imod Gud, kan blive genforenet, hvis de ser korset, kan de angre, og antage den store forsoning som Kristus har gjort for deres synder. I korset ser de at ” miskundhed og sandhed mødes, retfærd og fred skal kysse hinanden” (ST 30.sept., 1889). ret

(1138)   (Gal. 6,14.) Korset er et midtpunkt i verden. - Korset star alene, et stort midtpunkt i verden. Det finder ikke venner, men gør dem. Det skaber sine egne agenter. Kristus vil gerne at mennesker skal blive medarbejder sammen med Gud. Han gør menneskevæsener til Sine redskaber for at drage alle mennesker til Sig selv. Det er nok med blot en guddommelig indgriben i menneskehjertet, med dens forvandlende kraft, og gør mennesket til Guds medarbejdere (RH 29.sept., 1891).

39, 40. Se EGW til Luk. 7,29, 30.

45. Se EGW til Apg 1,11. ret

(1138)  

Kapitel 13

2 (kp. 15,1-8; se EGW til Luk. 22,3-5). Judas en tør gren. - Judas blev ikke forvandlet, og omvendt til en levende gren med forbindelse til den sande vin. Denne tørre gren sad ikke fast på vinen indtil den voksede til en frugtfuld, levende gren. Han åbenbarede at han var den podning som ikke bar frugt den podning der ikke, fiber for fiber og åre for åre, blev forenet med vinen, og drak af det's liv. ret

(1138)  Den tørre afbrudte gren kan kun blive et med vinstokken ved at blive gjort til en deltager af den levende vins liv og næring, ved at blive podet til vinen, ved at blive bragt til den tættest mulige forbindelse med vinen. Fiber for fiber, åre for åre, kvisten holder fast til den livgivende vin, indtil livet fra vinen bliver grenens liv, og den bærer frugt ligesom vinen. (RH 16. nov., 1897). ret

(1138)  10, 11. En hjerterensende prøve. - Kristus fik Sine disciple til at forstå at vaskelsen af deres fødder ikke bortrenser deres synd, men at renselsen af deres hjerte blev prøvet i denne ydmyge gerning. Hvis hjertet blev renset, ville denne handling være helt nødvendig for at åbenbare dette. Han havde vaskes Judas fødder; men Han sagde: ”I er ikke alle rene.” Judas bar på en forræders hjerte i dette sceneri, og Kristus åbenbarede for alle, at Han kendte ham som en forræder af sin Herre, og at vaske hans fødder ikke var en forordning at rejse sjælen fra dens moralske besmittelse. ret

(1138)  Jesus ville give et overbevisende bevis på at Han helt forstod Judas karakter, og at Han heller ikke holdt Sin tjeneste tilbage fra ham, som Han vidste skulle arbejde på at forråde Ham til Hans fjenders hænder. Og i Hans eksempel har vi en lektie om at fodvaskningens forordning ikke skal udsættes fordi der er nogle bekendende troende som ikke er rensede fra deres synder. Kristus kendte Judans’ hjerte, alligevel vaskede Han hans fødder. Uendelig kærlighed kunne ikke gøre mere for at få Judas til at angre, og redde ham fra at tage hans skæbnesvangre skridt. Hvis denne tjeneste fra hans Mester, at ydmyge Sig selv til at vaske den værste synder, ikke brød hans hjerte, hvad kunne der gøres mere? Det var den sidste kærlighedshandling som Jesus kunne bevise for Jusas’ skyld. Uendelig kærlighed kunne ikke tvinge Judas til at angre, bekender hans synd, og blive frelst. Han fik alle anledninger. Intet blev gjort ugjort, som kunne gøres for at frelse ham fra Satans snare (RH 14.juni, 1898). ret

(1138)   13-17. En helligelse til gudstjeneste. - Fodvaskningens forordning er en forordning til gudstjeneste. Dette er den lektie Herren vil have alle til at lære og praktisere. Når denne forordning højtideligholdes rigtigt, kommer Guds børn i helligt forhold med hinanden, og hjælper og velsigner hinanden. ret

(1138)  Så Hans folk ikke forledes af den selviskhed som bor i det (1139) naturlige hjerte, og som styrkes med selvbedrag. Kristus selv sætter og et eksempel for menneskeheden. Han vil ikke efterlade dette store tema over et menneskes varetægt. Han betragtede det af så megen betydning, at han selv, som er lige med Gud, vaskede Sine disciples fødder [Joh. 13,13-17 citeret]. ret

(1139)  Denne ceremoni betyder så meget for os. Gud vil have at vi tager hele dette sceneri, ikke blot den enkelte handling for ydre renselse. Denne lektie referer ikke blot til en enkelt handling. Den skal åbenbare den store sandhed som Kristus gav i et eksempel af hvilket vi i Hans nådegave, skal være med i, i vor omgang med hinanden. Det viser at hele livet bør være i ydmyg og trofast tjeneste. . . . Fodvaskningens forordning illustrerer tvingende nødvendigheden om sand ydmyghed. Medens disciplene kappedes om den højeste plads, i det lovede rige, bandt Kristus op om Sig selv, og udførte en tjeners embede ved at vaske deres fødder, som kaldte Ham Herre. Ham, det rene pletfrie Guds Lam, bragte Sig selv som et syndoffer, og da Han nu spiste påskemåltidet sammen med Sine disciple, gjorde Han ende på de brændofre som for firetusinde år siden var blevet ofret. I stedet for de nationale fester som det jødiske folk overholdt, indførte Han en minde-tjeneste, i ceremonien at vaske fødder, og det sakramentale måltid, skulle overholdes af Hans efterfølgere igennem al tiden i ethvert land. Disse skulle altid gentage Kristi handling, så alle måtte se den sande gudstjeneste, der krævede uselvisk tjeneste (MS 43, 1897). ret

(1139)   14, 15 (Matt. 23,8; 1 Kor. 11,28). Ydmyghed et aktivt princip. - Ydmyg er et aktivt grundprincip der vokser ud af en grundig bevidsthed om Guds store kærlighed, og vil altid vise sig selv på den måde den virker. Ved at tage del i fodvaskningens forordning viser vi at vi er villige til at udføre denne handling i ydmyghed. Vi gør de ting som Kristus gjorde, men dette omtales ikke som en ydmyghedshandling. Det er en handling som symboliserer sindets og hjertets tilstand. ret

(1139)  I er alle brødre. Som brødre identificeres vi med Kristus og med hinanden. Som brødre er vi identiske med Kristus, og gennem Hans nåde identiske med hinanden. Og når vi vasker Kristi efterfølgeres fødder, er det som om vi i virkeligheden rører ved Guds Søn. Vi gør denne handling fordi Kristus fortalte os at gøre det, og Kristus Selv er iblandt os. Hans Helligånd arbejder på at forene vore hjerter. At blive et med Kristus kræver selvfornægtelse og selvopofrelse for ethvert skridt. ret

(1139)  Udførelsen af ydmyghedens forordning kræver selvransagelse. Sjælens ædle principper styrkes ved alle sådanne anledninger. Kristus lever i os, og dette drager hjerte til hjerte. Vi skal elske som brødre, at være venlige, ømme og høflige i det daglige liv, have hjerter der mærker hinandens ve (Brev 210, 1899). ret

(1139)   (1 Kor. 11,23-25.) Mærke samvittighedens pulsslag. - Med denne forordning, fritog Kristus Sine disciple fra jødernes gamle pligter i ritualer og ceremonier. Disse havde ikke længere nogen livskraft; for symbolet mødte forbilledet i Ham selv, myndighed og grundlag for alle jødiske forordninger som pegede til Ham som stor og eneste virkningsfulde offer for verdens synder. Han gav denne enkle forordning som måtte være en særlig stund da Han Selv altid ville være til stede, og lede alle der tiltager i den, til at mørke pulsen i deres egen samvittighed, og vækker dem til en forståelse af de lektier den symboliserede, og genoplive deres erindring, overbevise om synd og tage imod deres bodssager. Han ville lære dem at broder ikke skal ophøje sig selv over broder, at uenighedens og stridens farer skal kunne ses og påskønnes; for sjælens sundhed og hellige virke er involveret. ret

(1139)  Denne forordning taler ikke så meget til menneskets forstandsmæssige evner som til dets hjerte. Hans moralske og åndelige natur behøver den. Hvis hans disciple ikke behøvede dette, ville den ikke være blevet hos dem som Kristi sidste etablerede forordning i forbindelse med, og indbefattet af, den sidste nadver. Det var Kristi ønske at efterlade Sine disciple en forordning som ville gøre det for dem som de behøvede - at de blev frigjort fra ritualer og ceremonier som de hidtil havde været involveret i som nødvendige, og som (1140) evangeliet ikke længere tillagde nogen kraft. At fortsætte disse ritualer ville være en forhånelse mod Jehova. At spise Kristi legeme og drikke hans blod, er ikke blot en sakramental gudstjeneste, men tager daglig del i livets brød for at mætte sjælens hunger, vil være at tage imod Hans Ord og gøre Hans vilje (RH 14. juni, 1898). ret

(1140)   34 (se EGW til 1 Joh. 3,16-18). En ny opfattelse af kærlighed. - Hvorfor blev dette kaldt "et nyt bud"? Disciplene havde ikke elsket hinanden som Kristus havde elsket dem. De havde endnu ikke set fylden af den kærlighed som Han skulle åbenbare for menneskets skyld. De skulle se Ham dø på korset for deres synder. Gennem Hans liv og død skulle de tage imod en ny kærlighedsopfattelse. Budet at ”elske hinanden” var at få en ny betydning i lyset af Hans selvopofrelse. I det lys der skinner fra Golgatas kors, skulle de læse betydningen af ordene: ”Ligesom jeg har elsket jer, således skal I elske hinanden." (RH 30.juni, 1910). ret

(1140)  Vis særlig den ømme kærlighed.--[Joh. 13,34, 35 citeret.] Hvorfor skulle dette bud være nyt for disciplene? Ordene, ”sådan som Jeg har elsket jer” skulle alligevel opfyldes ved det offer Han var ved at gøre for verdens synder. Ligesom Kristus havde elsket dem, således skulle disciplene elske hinanden. De skulle fremvise den kærlighed der bor i deres hjerter for mænd, kvinder og børn, ved at gøre alt i deres kraft for deres frelse. Men de skulle åbenbare en særlig øm kærlighed for alle af samme tro (MS 160, 1898). ret

(1140)   (Kp. 15,12; Jakob 3,17.) Kærlighed er en vedvarende kraft. - Jesus siger: "Elsk hverandre, ligesom jeg har elsket jer.” Kærlighed er ikke blot en indskydelse, en flygtig følelse, afhængig af omstændighederne; det er et levende princip, en vedvarende kraft. Sjælen får næring fra de rene kærligheds strømme som flyder fra Kristi hjerte; som et kildeudspring der aldrig ophører. O, hvor hjertet bliver oplivet, hvor dens motiver forædles, dens hengivenheder uddybes, ved dette fællesskab! Under Helligåndens uddannelse og optugtelse, elsker Guds børn hinanden, sandt, oprigtigt og upåvirket - ”fri for partiskhed og hykleri.” Og dette fordi hjertet er i kærligheden sammen med Jesus. Vor hengivenhed for hinanden udspringer fra vort fællesskab med Gud. Vi er én familie, vi elsker hinanden ligesom Han elskede os. I sammenligning med denne sande, helliggjort og oplærte hengivenhed, er verdens åndsforladte optræden, meningsløse udtryk for overstrømmende venskaber, som avner er til hveden (Brev 63, 1896). ret

(1140)  En praktisk virkende kærlighed. - At elske ligesom Kristus elskede betyder at vise sin uselviskhed til alle tider og på alle steder, med venlige ord og et behageligt blik. Det koster ikke noget for dem som giver det, men de efterlader en vellugt efter dem som omgiver sjælen: Virkningen af dette er uvurderligt. De er ikke blot en velsignelse for dem som modtager det, men også for giveren; for de reager på dem. Ægte kærlighed er en dyrebar egenskab af himmelske oprindelse, som øger sin vellugt i efter hvor mange det gives til. . . . . ret

(1140)  Kristi kærlighed er dyb og alvorlig, flyder som en uudtrykkelig strøm til alle som vil tage imod den. Der er ingen selviskhed i Hans kærlighed. Hvis denne himmelskfødte kærlighed er et blivende princip i hjertet, vil den gøre sig selv kendt, ikke blot for dem vi har mest dyrebar i et helligt forhold, men for alle som vi kommer i kontakt med. Det vil lede os til at give små opmærksomheder af os, gøre bekendelser, udføre venlige handlinger, sige ømme, sande og opmuntrende ord. Det vil lede os til at sympatisere med dem, hvis hjerter hungrer efter sympati (MS 17, 1899). ret

(1140)   Elsk hinanden. - Selviskhed og stolthed forhindrer den rene kærlighed der forener os i ånden med Jesus Kristus. Hvis denne kærlighed opelskes oprigtigt, vil det begrænsede blande sig med begrænsede, og alle vil samle sig i den Ubegrænsede. Menneskeheden vil gå sammen med menneskeheden, og alle vil bindes sammen med den Uendelige Kærligheds hjerte. Helliggjort kærlighed for hinanden er hellig. I dette store arbejde Kristelig kærlighed for hinanden - langt højere, og mere vedvarende, mere høfligt, mere uselvisk, en det har været set - bevarer kristen ømhed, kristen godgørenhed, og belevenhed, og udfolder menneskelig broderskab i Guds favntag, anerkender den værdighed som Gud har givet menneskerettigheder med. Denne værdighed (1141) må kristne altid opelske for at ære og forherlige Gud. . . . ret

(1141)  Guds enbårne søn vedkendte sig menneskehedens adelstand ved at Selv påtage sig menneskelighed, og dø for menneskenes skyld, bevidne igennem alle tider at ”Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne Søn, at enhver som tror på ham ikke skal gå tabt, men have evigt liv" (Brev 10, 1897). ret

(1140)  Et fatalt bedrag. - Sand helliggørelse forener den troende med Kristus og til hinanden i den ømme medfølelses bånd. Denne union får rige strømme af Kristuslignende kærlighed til at flyde ustandseligt i hjertet, som flyder frem i kærlighed for hinanden. ret

(1140)  De kvaliteter som det er nødvendigt for alle at have er dem som viser Kristi karakters fuldkommenhed - Hans kærlighed, Hans tålmodighed, Hans uselviskhed, Hans godhed. Disse egenskaber vindes ved venlige handlinger med et venligt hjerte. . . . ret

(1141)  Det er det største og mest fatale bedrag at tro at et menneske kan have tro på det evige liv, uden at have en Kristuslignende kærlighed for sine brødre. Dem som elsker Gud og sin næste er fyldt med lys og kærlighed. Gud er i ham og helt omkring ham. Kristne elsker dem omkring sig som dyrebare sjæle, som Kristus døde for. Der er ikke noget sådan som en uelskelig kristen; for ”Gud er kærlighed,” og ” Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud. Den, der siger: »Jeg kender ham,« og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke.” . . . ret

(1141)  ” Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer.” Dette er frugten der skal gives tilbage til Gud (MS 133, 1899). ret

(1141)  En dårlig chance for Satan. - Mørkets kræfter har en dårlig chance imod de troende som elsker hinanden ligesom Kristus har elsket dem, som nægter at skabe fremmedgørelse og strid, som står sammen, som er venlige, belevne, og ømhjertede, værner om den tro der virker ved kærlighed og renser sjælen. Vi må have Kristi Ånd, ellers er vi ikke en af Hans (MS 103, 1902). ret

(1141)   En gylden kæde. - Kristi kærlighed er en gylden kæde der binder begrænsede menneskevæsener, der tror på Jesus Kristus, til den Ubegrænsede Gud. Den kærlighed som Herren har for Sine børn går kundskab forbi. Ingen videnskab kan definere eller forklare det. Ingen menneskelig visdom kan fatte det. Des mere vi mærker indflydelsen af denne kærlighed, jo mere sagtmodig og ydmyg vil vi være (Brev 43, 1896). ret

(1141)   34, 35. Disciplenes kvalifikations-beviser. - [Joh. 13,34. 35 citeret.] Hvor bred, hvor fuld er denne kærlighed. Den nye del af det bud forstod disciplene ikke. De skulle elske hinanden ligesom Kristus elskede dem. Dette var de kvalifikations-beviser som Kristus dannede inden i, herlighedens håb. Efter Kristi lidelser, efter Hans korsfæstelse og opstandelse og proklamation over Josefs lejede grav: ”Jeg er opstandelsen og livet,” efter Hans ord til de femhundrede som var forsamlet at se Ham i Galilæa, og efter Hans opstigen til himlen, havde disciplen en nogenlunde idé om hvad Guds kærlighed indbefatter, og om den kærlighed de skal udvise for hinanden. Da Helligånden hvilede over dem på Pinsefestens dag, blev den kærlighed åbenbaret (MS 82, 1898).

36-38. Se EGW til Matt. 26,31-35. ret

(1141)  

Kapitel 14

2. 3. Se EGW til Apg 1,11.

6. Se EGW til Rom. 8,34. ret

(1141)   8-10. Gud kan ikke ses i udvortes form. - [Joh. 14,8-10 citeret.] Fillip's tvivl blev besvaret med irettesættende ord. Han ønskede at Kristus skulle åbenbare Faderen i kropslig form; men Gud havde allerede åbenbaret sig selv i Kristus. Kristus svarede: Det er muligt, at efter I har gået med mig, hørt mine ord, set miraklet da de femtusinde blev brødfødt, og helbredte dem som var syge af den frygtelige spedalskhed, og bragt de døde til live, opvækket Lazarus, som bad om at blive dræbt, hvis krop virkelig havde set fordærvelse, kender du mig ikke? Er det muligt at du ikke opdager Faderen i de gerninger Han gør igennem mig?. . . ret

(1141)  Kristus slog fast, at de (1142) kun kunne se Faderen ved tro. Ingen mennesker kan se Guds skikkelse. Ingen andre end Kristus kan repræsentere Faderen for menneskene. Dette havde disciplene været vidne til i over tre år. ret

(1142)  Da Kristus sagde disse ord, skinnede Guds herlighed i Hans ansigtsudtryk, og alle de tilstedeværende følte en hellig ærefrygt når de lyttede med betaget opmærksomhed til Hans ord. De følte at deres hjerter afgjort var mere draget til Ham, og som de var draget til Kristus i større kærlighed, blev de draget til hverandre. De følte at de var meget nær himlen, på den måde, at de ord de lyttede til var en besked til dem fra den Himmelske Fader. (MS 41, 1897). ret

(1142)   9-11. Jesu Guddommelige autoritet. - Verdens forløser var lige med Gud. Hans autoritet var Guds autoritet. Han erklærede at Han ikke var adskilt fra Faderen, ved hvis autoritet Han talte og udførte mirakler, var tydeligt Hans egen, alligevel forsikrede Han os, at Han og Faderen var En. . . . ret

(1142)  Som lovgiver, praktiserede Jesus Guds autoritet; Hans bud og afgørelser var støttet af den evige trones herredømme. Faderens herlighed var åbenbaret i sønnen; Kristus tydeliggjorde Faderens karakter. Han var så fuldstændig forbundet med Gud, så komplet grebet i Hans omringende lys, således at han som havde set Sønnen, havde set Faderen. Hans stemme var som Guds stemme. (RH 7.jan., 1890). ret

(1142)   11. Forberedelse til fristelsens angreb. - "Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men vil I ikke, så tro for selve gerningernes skyld." Deres tro må hvile sikkert på den vidneforklaring som Kristus har givet os igennem Hans gerninger, gerninger som intet menneske nogensinde havde gjort eller ville komme til at gøre. De kunne forstå at mennesker alene ikke kunne udføre disse vidunderlige gerninger. Kristus søgte at lede dem op fra deres lave stade af tro til erfaringen som de måtte have modtaget ved at have set hvad Han havde gjort ved at give en højere undervisning, og i at videregive en kundskab i hvad Han var, Gud i menneske-skikkelse. Hvor indtrængende og ihærdig vores medlidende frelser forsøgte at forberede Hans ledsagere til fristelsens angreb som snart vil komme til dem. Han ville have haft dem skjult med Ham i Gud. (MS 41, 1897). ret

(1142)   15 (se EGW til 2.Mos. 20,1-17; Rom. 3,31). Lydighed er mulig i vores menneskelighed. - Vi skal ikke tjene Gud hvis vi ikke er menneskelige, men vi skal tjene Ham med den natur vi har, som er forsonet af Guds Søn; Igennem Kristus retfærdighed skal vi stå tilgivet foran Gud, og selvom vi aldrig havde syndet. Vil vi aldrig vinde styrke ved at mene hvad vi ville gøre hvis vi var engle. Vi må vende os til at tro på Jesus Kristus, og vores kærlighed til Gud igennem lydighed til Hans bud. (MS 1, 1892). ret

(1142)   21. Gud elsker de lydige som Hans egen Søn. - Den troende må bære vidnesbyrdet i sit liv og sin personlighed, Gud elsker den menneskelige repræsentant som adlyder Hans bud som Han elsker sin Søn. så denne udtalelse er forbløffende - næsten hinsides af sindets begrænsede fatteevne. (Brev 11a, 1894)!

26. Se EGW til Rom. 2,4. ret

(1142)   30 (Se EGW til Joh. 1,1-3. 14). Kristi' renhed irriterede Satan. - Under renhed, Kristus opretholdt Hans renhed. Satan kunne ikke vanære eller ødelægge den. Hans karakter åbenbarede et fuldendt had imod synd. Det var Hans hellighed der beskyttede Ham imod alle lidenskaberne fra en lastefuld verden; For ved Hans fuldkomne liv kastede Han en evig skam på verden, og tydeliggjorde kontrasten imellem synden og renheden, uplettet retfærdighed fra en som ikke kendte til synd. Denne himmelske renhed irriterede den frafaldne fjende som ellers ingenting kunne gøre, og han forfulgte Kristus dag efter dag. Ved at gøre hans gerninger imod det folk der erklærede at have Guds overlegne renhed og kundskab, satte han en ånd af had imod Kristus ind i deres hjerter, og fristede Hans disciple til at forråde og svigte Ham. (ST 10. maj, 1899). ret

(1142)  

Kapitel 15

1, 2. At bære frugt til et varigt vidne. - "Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort." ret

(1142)  På mig. Dette betyder ikke at de som virkelig er i Kristus ikke bærer (1143) frugt. Gud har løskøbt os igennem Kristus så Han kan være en forsoner for vores synder. Vi er indenfor Hans barmhjertigheds grænser, for i barmhjertighed holder Hans arm om hele den menneskelige rase/slægt. Siden Kristus har betalt prisen for alle de tjenester (service) som vi skulle have givet Ham, ved løskøb er vi Hans tjenere. Selvom vi er i Kristus Jesus ved Hans forjættelses pagt, hvis vi alligevel står i en position af ligegyldighed uden at anerkende Ham som vores frelser, bærer vi ikke frugt. Hvis vi ved at fejle bliver deltagere af Hans guddommelige natur bærer vi ikke frugt, og vi bliver fjernet. Verdslig indflydelse fører os væk fra Kristus, og vores lod er den samme som den gren der ikke bærer frugt - Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager Han bort. ret

(1142)  Og hver, som bærer frugt, den renser Han, for at den skal bære mere frugt. vores frugt-bæring vidner under alle omstændigheder når vi virkelig bliver i Kristus. . . ret

(1143)  Vi er Kristus' ejendom. "At I ikke tilhører jer selv, I er købt og prisen betalt." (1. Kor. 7,23a) Er vi i Ham ved levende tro? Hvis vi ikke bærer frugt, tager mørkets kræfter vores sind i besiddelse, vores kærlighed, vores service, og vi er i verden, selvom vi erklærer at vi er Guds børn. Det er hverken en sikker eller behagelig position, fordi vi mister al skønheden og herligheden og tilfredsstillelsen som det er vores privilegium at have. Ved at blive i Kristus, må vi have Hans blidhed, Hans vellugt, Hans lys. Kristus er verdens lys. Han skinner i vores hjerter. Hans lys i vores hjerter skinner frem i vores ansigter. Ved at beholde Kristus' skønhed og herlighed, bliver vi forandret til det samme billede. (MS 85, 1901). ret

(1143)   1-5. Identitet med Kristus er nødvendig. - Grenene med den sande vin er de troende som er bragt til enhed ved forbindelse til vinen. ret

(1143)  Grenenes forbindelse med hinanden og med vinen forbinder dem til en enhed, men det betyder ikke ensartethed i alting. Enhed i forskellighed er et princip der præger hele værket. Skønt der er en individualitet og variation i hjerterne, er der enhed i deres forskellighed, for alle ting modtager deres nytte og skønhed fra den samme kilde. Den store Mester-Kunstner skriver Hans navn på alt hvad Han har skabt, fra den højeste ceder i Libanon til isopen på væggen. De erklærer alle Hans kunstværk, fra det høje bjerg og det mægtige hav til den mindste muslingeskal på kysten. ret

(1143)  Vin-grenene kan ikke blandes med hinanden, de er individuelt adskilte, og alligevel må alle grene være i fællesskab med alle andre hvis de er forenet i den samme vinstok. Suger de alle næring fra den samme kilde, de drikker af den samme livgivende egenskab, så enhver gren på den sande vin er adskilt og forskellig, og alligevel er alle bundet sammen til vinstokken. Der kan ikke være nogen splittelse. De er alle bundet sammen af Hans vilje til at bære frugt alle vegne hvor de kan finde plads og lejlighed. Men for at gøre det, må arbejderen gemme selvet. Han må ikke tilkendegive hans egen mening og vilje. Han skal tilkendegive Kristus' sind og vilje. Den menneskelige familie er afhængig af Gud for livets opretholdelse og underhold. Gud har designet spindet, og alle er individuelle tråde til at sammensætte mønstret. Skaberen er en, og han åbenbarer sig selv som det store reservoir af alt hvad der er livsvigtigt for den enkeltes liv. ret

(1143)  Kristen enighed beror på at grenene bliver på den samme vinstok. Den levendegørende kraft fra centret støtter podningerne, som er forenet til vinen. I tanker og ønsker, i ord og handling, må der være en identitet med Kristus, en konstant deltagelse i Hans åndelige liv. Tro må vokse med gerninger. Alle der lever nær ved Gud vil have en forståelse af hvad Jesus er for dem og hvad de er for Jesus. Fællesskab med Gud præger sjælene og skinner ud fra ansigtet som et glansfuldt lys. De faste principper i Kristus' hellige karakter vil være genspejlet i mennesker. (RH 9. nov., 1897). ret

(1143)   1-8. Se EGW til kp. 13,2. ret

(1143)   4. Upartiskhed er lige så godt som hengivenhed. - En forening med Kristus ved levende tro er varig, alle andre foreninger må forkastes. Kristus valgte os først ved at betale en uendelig lille pris for vores genløsning, og de sande troende vælger Kristus som først og sidst (1144)og bedst i alle ting. Men denne forening koster os noget. Det er en forbindelse af fuldstændig tillid til at være blevet til ved et prægtigt væsen. Alle som slutter sig til denne forening må føle deres behov for Kristus' sonede blod. De må få deres hjerte byttet. De må underkaste deres egen vilje for Guds vilje. Der vil være en kamp med udvortes og indvendige forhindringer. Der må blive et smertefuldt arbejde med upartiskhed, ligesom arbejde med hengivenhed. Stolthed, egoisme, forfængelighed, af verden - Synd i alle dets former - må blive overvundet, hvis vi vil komme til en forening med Kristus. Grunden til at mange finder det Kristne liv så beklageligt svært, hvorfor de er så vaklende, så foranderlige, er, at de prøver at vinde dem selv til Kristus uden at løsrive sig selv fra disse afguder som de værner om.... ret

(1144)  Troende bliver et i Kristus, men en gren kan ikke være vedvarende af en anden gren. Næringen må blive optaget igennem den livsvigtige forbindelse med vinen. Vi må føle os fuldstændig afhængige af Kristus. Vi må leve med tro på Guds Søn. Det er meningen med formaningen: "Bliv i mig." (Joh.15,4a.) Det liv vi fører i kødet er ikke til viljen af mennesker, ikke til at behage vor Herres fjender, men til at tjene og ære Ham som elskede os, og som gav sig selv hen for os. En ren stadfæstelse til denne forening, selv om hengivenheden ikke er adskilt fra verden, og dens fornøjelser og dens udskejelser, giver kun mod i hjertet til ulydighed. (ST 29.nov., 1910). ret

(1144)   Gud giver ingen kompromiser. - Indtil hjertet har overgivet sig betingelsesløst til Gud, er den menneskelige repræsentant ikke varig i den sande vin, og kan ikke blomstre på vinen, og bære rige klaser af frugter. Gud vil ikke give det mindste kompromis med synd. Hvis Han skulle have gjort det, behøvede Kristus ikke at være kommet til vores verden for at lide og dø. Ingen omvendelse er ægte hvis den ikke forandrer både karakteren og handlemåden af dem som tager imod sandheden. Kærlighedens sande arbejde, og rensning af sjælen. (Brev 31a, 1894).

4, 5. Se EGW til Matt. 11,29. ret

(1144)   5 (Se EGW til 2 Kor. 4,3-6). Livets cirkulation. - Kristus alene kan hjælpe os og give os sejren. Kristus må være alt i alt for os, han må bo i hjertet, hans liv må cirkulere i os, som blodet cirkulerer i venerne. Hans Ånd må være en levendegørende kraft, som vil få os til at påvirke andre til at blive kristuslignende og hellige. (Brev 43, 1895). ret

(1144)   8. En dag for dag erfaring.--[Joh. 15,8 citeret] Hvad betyder det at bære frugt? Det hele består ikke i at komme til mødet en gang om ugen og aflægge vort vidnesbyrd i bønne- eller foreningsmødet. Vi skal dag for dag blive i Vintræet og frembringe frugt med tålmodighed i vort hjem, i vor forretning; og i hvert forhold i livet skal vi udvise Kristi Ånd. Der er mange, som handler, som om de troede, at en lejlighedsvis forbindelse med Kristus var alt, der var nødvendigt, og at de kan regnes som levende grene, fordi de af og til bekender Kristus. Men dette er en vildfarelse. Grenen skal indpodes i Vintræet og blive der, idet det forener sig med Vintræet fiber for fiber og drager dets daglige brug af saft og næring fra Vintræets rod og frugtbarhed, indtil det bliver ét med moderstammen. Den saft, der nærer Vintræet, må nærer grenen, og dette vil være tydeligt i det menneskes liv, som bliver i Kristus; for Kristi glæde vil være opfyldt i ham, som vandrer ikke efter kødet, men efter Ånden. ret

(1144)  Vores bekendelser er værdiløse medmindre at vi bliver i Kristus, for vi kan ikke blive levende grene medmindre de vitale egenskaber i vinen findes i os i stor mængde. I den ægte Kristne vil hans Mesters kendetegn komme til syne, og når vi afspejler Kristi nåde i vores liv og karakter, elsker Faderen os som Han elsker sin Søn. Når denne forbindelse er fyldt i dem som bekender at tro på den tilstedeværende sandhed, skal vi se en blomstrende menighed, for dens medlemmer vil ikke leve for dem selv, men for Ham som døde for dem, og de vil være blomstrende grene på den levende vin. (ST 18. April, 1892).

10. Se EGW til Matt. 24,23, 24. ret

(1144)   11 (Apg. 2,28). Lys bringer glæde.. - Når himlens lys skinner på den menneskelige agent, vil hans ansigt udtrykke Herrens glæde indefra. Det er Kristus' fravær fra sjælen der gør mennesker kede af det og giver dem et usikkert sind. Det er manglen på Kristus der gør ansigtet trist og deres liv er en pilgrims rejse af (1145)sukke. Jubel og glæde er den nødvendige grundtone i Guds Ord for alle dem som tager imod Ham. Hvorfor? Fordi de har livets lys. Lys bringer glæde og lykke og den lykke er udtrykt i livet og karakteren. (MS 96, 1898).

12. Se EGW til kp. 13,34. ret

(1145)   22 (kp. 5,40; Luk. 12,48). Ingen underhold til egenrådig blindhed.-- Joh. 15,22 citeret.]. . . Dem som har en mulighed for at høre sandheden og alligevel ikke gør sig umage med at høre eller at forstå den, tænker at, hvis de ikke hører, vil de ikke blive ansvarlige, vil ikke blive dømt skyldige frem for Gud på samme måde, som hvis de havde hørt og forkastet den. Der vil ikke være nogen undskyldning for dem som vælger at gå i vildfarelse, når de kunne forstå hvad der er sandhed. I Hans lidelser og død har Jesus gjort soning for alle synder af uvidenhed. Men der er ingen underhold givet for egenrådig blindhed. . . . ret

(1145)  Vi skal ikke blive gjort ansvarlige for det lys der ikke er kommet til vores erkendelse, men for det som vi har modsat os og afvist. Et menneske kan ikke begribe den sandhed som ikke er blevet præsenteret for ham og kan derfor ikke blive fordømt for lys han aldrig har fået. Men hvis han har haft mulighed for at høre budskabet og blive bekendt med sandheden og alligevel nægte at udnytte sin mulighed, vil han blive blandt dem som af hvem Kristus siger, "og dog vil I ikke komme til mig for at få liv." (Joh. 5,40.) Dem som med fuldt overlæg placerer sig selv hvor de ikke vil have mulighed for at høre sandheden, vil blive regnet blandt dem som ikke har hørt sandheden og hårdnakket modstået dets tydeligheder. (RH 25. april, 1893). ret

(1145)  Lys der har skinnet vil dømme. - Ingen vil blive fordømt for ikke at ænse lys og kundskab som de aldrig havde og som de ikke kunne få. Men mange nægter at adlyde den sandhed der er præsenteret for dem af Kristi ambassadører, fordi de ønsker at tilpasse sig verdens standard og den sandhed der har nået deres forståelse. Det lys der har skinnet i sjælen, vil dømme dem i dommen. (RH 25. nov., 1884). ret

(1145)  Dømt alt efter lyset. - Mennesker vil ikke blive dømt for lys de aldrig havde. Men dem som har holdt Søndag, er blevet gjort opmærksom på denne vildfarelse. Men hvem som ikke vil åbne deres øjne for at skue vidunderlige ting ud af loven, de vil blive dømt alt efter det lys der er kommet til dem.(RH 13. Sept., 1898).

26, 27. Se EGW til Apg 1,8. ret

(1145)  

Kapitel 16

24. Se EGW til Apg 1,11.

Kapitel 17

Illustration om Jesu mellemkomst i den himmelske helligdom. - Dette kapitel indeholder den formidlerbøn Kristus sendte til Sin Fader lige før Hans trængsel og korsfæstelse. Denne bøn er en lektie om den mellemkomst som Frelseren ville bringe med inden for forhænget, da Hans store offer for menneskene, ofret af Ham selv, skulle fuldføres. Vor Mellemmand gav Sine disciple denne illustration på Sin tjeneste i den himmelske helligdom, for alle som vil komme til Ham i sagtmodighed og ydmyghed, tømt for al selviskhed og tro på Hans magt til at frelse (MS 29, 1906). ret

(1145)   1-6. Bønnen før Getsemane have. - [Joh. 17,1-6 citeret.] . . . Dette var Kristi sidste bøn med Sine disciple. Den blev sendt lige før han tog tin Getsemane have, hvor Han blev forrådt og taget til fange. Da Han nåede Getsemane, faldt han udmattet til jorden, i under store kvaler. Hvad bevirkede Hans pinsel. Tyngden af hele verdens synder hvilede på Hans sjæl. Når vi studerer i denne bøn, så lad os huske på at det var lige før denne erfaring og lige før Hans forrådelse og trængsel, at disse ord blev sagt. (MS 52, 1904). ret

(1145)   2, 3. Faderens og sønnens forhold. - Det syttende kapitel af Johannes taler tydeligt om Guds og Kristi personlighed, og om deres forhold til hinanden. ”Fader, timen er kommet,” sagde Kristus, ”herliggør din Søn, at din Søn også må herliggøre dig.” [Joh. 17,23, 3, 5-11 citeret.] Her er personlighed og individualitet (MS 124, 1903). ret

(1145)   3 (se EGW til kp. 1,4; Rom. 11,33). At kende Kristus er at praktisere Hans ord.--[Joh. 17,3 citeret.] Disse ord siger meget. Det er kun ved at kende Kristus at vi (1146) kan kende Gud. Guds udsending kalder på alle til at lytte til disse ord. De er Guds ord, og alle bør give agt på dem; for ved dem bliver de dømt. At kende Kristus som frelser er at blive oplivet af åndelig kundskab, og praktisere Hans ord. Uden dette, er alt andet værdiløst (ST 27.jan., 1898). ret

(1146)   4-10. Forherliget hos dem som tror. - I Jesu formidlerbøn med Sin Fader, hæver Han at Han har opfyldt de betingelser, som er nødvendige for at Faderen kan opfylde sin del af den overenskomst der er gjort i himlen, med henblik på faldne mennesker. Han bad: ”Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. [Som er at Han har udvirket en retfærdig karakter på jorden som et eksempel til mennesker at efterfølge.] Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.” I denne bøn går han videre og siger hvad det arbejde indebærer, som Han har udrettet, som har givet Ham alle dem der tror på Hans navn. Han værdsætter denne belønning så højt at han glemmer den pinsel det har kostet Ham at genløse faldne mennesker. Han erklærer sig selv som forherliget for dem som tror på Ham. I hans navn skal menigheden føre det værk til herlig fuldkommenhed, som Han har påbegyndt; og når den menighed til sidst genløses i Guds paradis, vil Han se på Sin sjæls møje og være tilfreds. Igennem al evighed vil den genløste hær være Hans højeste ære (3SP 260, 261). ret

(1146)   5. Lad forhænget blive fjernet.--[Joh. 17,1-5 citeret.] Kristus beder ikke for menneskenaturens herlighed skal manifestere sig; for den menneskenatur har aldrig været i hans forud-eksistens. Han beder til Sin Fader om en herlighed der i Hans enhed med Gud. Hans bøn er en mellemmands bøn; det Han beder for er en manifestation af den guddommelige herlighed som Han besad, da Han var et med Gud. Lad sløret blive fjernet, siger Han, og lad Min herlighed skinne frem, - den herlighed som Jeg havde med Dig før verden var. (ST 10.maj, 1899). ret

(1146)   5, 24 (Heb. 1,6; 1 Joh. 2,1; se EGW til Joh. 20,16. 17; Heb. 3,1-3). En offentlig genindsættelse af Kristus i himlen. - Således blev Kristi bøn besvaret. Han blev helliggjort med den herlighed, han havde hos Faderen, før verden var til. Men midt i denne herlighed taber Kristus ikke sine arbejdende og stridende venner på Jorden af syne. Han har en bøn til sin Fader. Han vinker den himmelske hær til side og træder helt hen til Jehova, og der fremkommer han med en bøn for sine udvalgte. ret

(1146)  Fader! siger han, jeg vil, at hvor jeg er skal også de, som du har givet mig, være. Da proklamerer Faderen: Alle Guds engle skal tilbede ham. Hele Himmelens hær kaster sig ned for ham og synger med jubel og fryd. Herlighed omgiver Guds trone i Himmelen og beskues af alle de himmelske væsener. Ingen ord kan beskrive den scene, hvor Guds Søn officielt blev genindsat i den ære og herlighed, den stilling, han frivilligt gav afkald på, da han blev menneske. ret

(1146)  Og i dag er Kristus herliggjort, og stadig er vor Bror vor Forsvarer i himlens Domssale. (ST 10.maj, 1899). ret

(1146)   6. En stor ære. - Hvilken herlig anbefaling - "De har holdt dit ord." At få sagt disse ord om os, vil være en stor ære. Men selvet kommer for ofte ind; selvet stræber for herredømme (MS 52, 1904). ret

(1146)  17. Selvtilfredsstillelse er ikke helliggørelse. - "Helliggør dem gennem din sandhed, dit ord er sandhed." En behagelig, selvtilfreds følelse er ikke bevis på helliggørelse. En nøjagtig optegnelse føres for alle menneskebørnenes handlinger. Intet kan skjules for den højeste og Helliges øjne, som bebor evigheden. Nogle gør Kristus til skamme ved deres måde at lægge planer på, og smæde rænker. Gud billiger ikke deres opførsel; for Herren æres ikke ved deres ånd og deres gerninger. De glemmer apostlens ord: ”Et skuespil er vi jo blevet for hele verden, både for engle og mennesker.” (MS 159, 1903). ret

(1146)  Adams prøve kommer frem for alle. - Guds lov er den ene store standard der vil måle ethvert menneskes karakter på Guds dag. Kristi bøn var: ”Helliggør dem ved din sandhed, dit ord er sandhed.” Der leder Guds Ånds (1147) helliggørelse mennesker til at vandre på Guds buds veje. Netop den prøve som Gud gav Adam i Eden vil komme over ethvert medlem i menneskefamilien. Adam blev pålagt lydighed mod Gud, og vi står i den samme situation som han gjorde i en anden prøvelse, for at se om vi vil lytte til Satans stemme og være ulydig mod Gud, eller være lydighed mod Guds ord. (RH 10.juni, 1890). ret

(1147)   (1.Tess. 4,3; 2 Tim. 3,16.) Tekstbogen for helliggørelse. - Bibelen er den standard som skal prøve alle der hævder at bekende helliggørelse. Jesus bad at Hans disciple måtte helliggøres gennem sandheden, og han Siger: Dit ord er sandhed;” medens salmisten erklærer: ”Din lov er sandhed.” Alle som Gud leder vil udvise en høj agtelse for skrifterne hvori Hans stemme kan høres. Bibelen vil være ”gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.” ”I skal kende dem på deres frugter.” Vi behøver ingen andre beviser for at dømme menneskers helliggørelse, hvis de er bange for at de ikke adlyder hele Guds vilje, hvis de lytter ihærdigt til Hans stemme, stoler på Hans visdom, og gør Hans Ord mennesket til deres rådgiver, vil de, skønt de ikke praler at være over guddommen, være sikker på at de forsøger at opnå Kristen karakters fuldkommenhed. Men hvis de kræver hellighed, endog indgående så de ikke længere mener at ransage skrifterne, skal vi ikke tøve med at erklære deres helliggørelse for falsk. De lærer deres egen forståelse, i stedet for at tilpasse sig Guds vilje (RH 5.okt., 1886). ret

(1147)  Adlyd Guds krav. - Sandheden som den er i Jesus er lydighed mod alle Jehovas forskrifter. Det er hjertearbejde. Bibelsk helliggørelse er ikke den falske helliggørelse i dag, som ikke ransager skrifterne, men stoler mere på gode følelser og impulser en at søge efter sandhed som en skjult rigdom. Bibelsk helliggørelse er at kende Guds forlangender og adlyde dem. Det er en ren og hellig himmel i vente for dem som holder Guds bud. Det er livslange, udholdende og utrættelige anstrengelser værdig. Satan er på din højre hånd og din venstre, han er foran og bagved, han har tilberedt fabler som er kogt ud i enhver sjæl, som ikke værner om sandheden sådan som den er i Jesus. Ødelæggeren er over dig for at lamme alle dine anstrengelser. Men der er en livets krone der skal vindes, et liv som måler sig med Guds liv God (MS 58, 1897). ret

(1147)  Den sandhed der modtages er i stand til at udvide sig hele tiden og udvikle sig på nu. Den vil blive mere klar, idet vi beskuer den, og vokser i højder og dybder, idet vi tragter efter at gribe den. Således vil den ophøje os til fuldkommenhedens standard, og give os tro og tillid til Gud som vor styrke for det arbejder der ligger foran os (MS 153, 1898). ret

(1147)   (Heb. 4,12.) Ingen let vej. - Sandhed er sandhed. Den skal ikke pakkes ind i en smuk besmykkelse, som i det ydre kan beundres. Læreren skal gøre sandheden klar og kraftfuld for forståelsen og for samvittigheden. Ordet er også et tveægget sværd, som skærer begge veje. Det er ikke en let vej for sarte fødder ret

(1147)  Der er mange tilfælde hvor mennesker som har forsvaret kristendommen imod skepticisme og senere mistet deres egne sjæle ved skepticismes labyrint. De får fat i malariaen, og dør åndeligt. De havde stærke sandhedsargumenter, og mange ydre beviser, men de har ikke den blivende tro på Kristus. Om der er tusinde og atter tusinde af bekendende kristne, som aldrig studerer Bibelen! Studér det hellige Ord under bøn, for din egen sjæls skyld. Når du hører den levende forkynders ord, hvis han har en levende forbindelse med Gud, vil du finde at Ånden og ordet stemmer overens. ret

(1147)  De gamle og nye testamenter er kædet sammen med Guds gyldne spænde. Vi behøver at blive fortrolig med det gamle testamentes skriftsteder. Guds uforanderlighed bør altid kunne ses, ligheden med den måde Han behandler Sit folk på i den tidligere forordning og i den nuværende, bør studeres. . . . ret

(1147)  Ved Helligåndens arbejde nagles sandheden til sindet og indprentes I den ihærdige, gudfrygtige (1148) studerendes hjerte. Og han velsignes ikke blot af den slags arbejde; også de sjæle som han bibringer sandheden med, og som han en dag skal aflægge regnskab for, velsignes også stort. Dem som gør Gud til deres rådgivningsmand høster den dyrebareste høst idet de samler de gyldne sandhedsneg fra Hans Ord; for den himmelske Underviser står tæt ved hans side. Han som kvalificeres til forkyndergerningen på denne måde vil berettiges til det velsignede løfte til ham, som vender mange til retfærdighed (RH 20.april, 1897). ret

(1148)   20, 21 (Matt. 25,14, 15; Mark 13,34). Enhed i forskeligheden.--[Joh. 17,20, 21 citeret.] Hvilken slags enhed er der tale om i disse ord? - Enhed i forskelligheden. Vore tanker løber ikke altid i den samme bane, og vi har ikke alle fået det samme arbejde. Gud har givet ethvert menneske sit arbejde efter sine særlige evner. Der er forskellig slags arbejde der skal gøres, og der er brug for medarbejdere med forskellige evner. Hvis vore hjerter er ydmyge, hvis vi i Kristi skole har lært at være sagtmodig og ydmyg, kan vi alle presse os sammen på den smalle sti der er markeret for os (MS 52, 1904). ret

(1148)   20-23. Ikke udslette personligheden. - Kristus er ét med Faderen, men Kristus og Gud er to adskilte personligheder. Læs Kristi bøn i det syttende kapitel af Johannes, og du vil finde at dette punkt kommer klart frem. Hvor alvorligt bad Frelseren om at Hans disciple må være eet med Ham ligesom Han er eet med Faderen. Men den enhed der skal eksistere mellem Kristus og Hans efterfølger ødelægger ikke nogens personlighed. De skal være eet med Ham, ligesom Han er eet med Faderen. (RH 1.juni, 1905). ret

(1148)  [Joh. 17,20-23 citeret.] Hvilken forunderlig udtalelse! Den enhed der eksisterer mellem Kristus og Hans disciple ødelægger ikke nogens personlighed. I sind, i målsætning og i karakter er de et, men ikke i person. Ved at få del i Guds Ånd, tilpasse sig Guds lov, får mennesket del i guddommelig natur. Kristus bringer Sine disciple ind i en levende enhed med Sig selv og med Faderen. Igennem Helligåndens virke på menneskesindet, kommer mennesket fuldstændigt i Kristus Jesus. Enhed med Kristus etablerer et enhedsbånd med hinanden. Denne enhed er det mest overbevisende bevis for verden om Kristi majestæt og livskraft, og Hans kraft til at borttage synd. (MS 111, 1903). ret

(1148)   24 (se EGW til kp. 20,16. 17). Efter den forjættede pagt. - Oh, hvor det guddommelige overhoved dog længtes efter at have sin menighed hos sig! De havde fællesskab med ham i hans lidelse og ydmygelse og det er hans største glæde at have dem med sig som deltagere i hans menighed. Kristus gør krav på den forrettighed at have sin menighed hos sig. Jeg vil, at de, som du har givet mig, skal være hos mig. At have dem med sig er at slutte pagt og overensstemmelse med hans Fader. - (RH 17.okt., 1893). ret

(1148)  

Kapitel 18

13. Se EGW til Matt. 26,3.

13, 14. Se EGW til Matt. 26,57.

14. Se EGW til kp. 11,50. 51. ret

(1148)   20, 21. To måder at arbejde på.--[Joh. 18,20, 21 citeret.] Jesus vil sætte sin arbejdsmetode i modsætning med sine anklageres. Den midnats arrestation menneske-hoben gjorde, denne grusomme hån og mishandling før Han endog blev anklage eller fordømt, var deres metode, ikke Hans. Hans arbejde ligger åbent for alle. Han har intet i Sin lære som han skjuler. Derved irettesatte han deres indstilling og afslørede Saddukæernes hykleri (MS 51, 1897). ret

(1148)   37. Kristus talte sandheden med en ny åbenbarings friskhed. - Sandhed har aldrig synet hen fra Hans læber, Hans hænder har aldrig manglet på fuldkommen lydighed mod dets sandhedens forlangende: ”Dertil er jeg født,” erklærede Kristus, ”og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.” Og sandhedens mægtige principper faldt fra Hans læber med en ny åbenbarings friskhed. Sandheden blev talt af Ham, med en alvor der stod i forhold til dens uendelige vigtighed og til dens betydningsfulde resultater afhængig af dens succes (MS 49, 1898).

39, 40. Se EGW til Matt. 27,15-26. ret

(1148)  

Kapitel 19

10. Pilatus er ansvarlig.--[Joh. 19,10 citeret.] "Jeg har magt." Ved at sige dette viste Pilatus at han selv var (1149) ansvarlig for Kristi fordømmelse, for de grusomme pisk, og den hån Han fik, før nogen fejl blev bevist imod Ham. Pilatus var blevet valgt ud udpeget til at forvalte retfærdighed, men det turde han ikke. Han udøvede den magt han krævede, og som hans position gav ham, havde han beskyttet Kristus, ville han ikke været ansvarlig for Hans død. Kristus ville have været korsfæstet, men Pilatus ville have været holdt skyldig (RH 23.jan., 1900). ret

(1149)   14, 15. Se EGW til Matt. 27,22. 23.

15. Det sidste håb er borte. - Hvad var Kristi sorg, at se jøderne sætte deres egen skæbne ud over genløsningen! Han alene kunne forstå betydningen af deres forkastelse, forrådelse og fordømmelse af Guds Søn. Hans sidste håb for det jødiske folk var borte. Intet kunne afværge folkets dom. Nationens repræsentanter nægtede Gud at være deres Hersker. Ufaldne verdener, hele det himmelske univers kunne høre det blasfemiske udsagn: ”Vi har ingen anden konge end kejseren.” Himlens Gud hørte deres valg. Han havde givet dem anledning til at angre, og de ville ikke. Fyrre år senere blev Jerusalem udslettet, og romermagten herskede over folket. Så havde ingen udfrier. De havde ingen anden konge end kejseren. Fra det tidspunkt var det jødiske folk som nation en gren der var adskilt fra vinen - en død, frugtesløs gren, der skal samles op og brændes - fra land til land udover verden, fra stat til stat, død - død i sine overtrædelser og synder - uden en Frelser (YI 1. feb., 1900)! ret

(1149)   15, 16. Se EGW til Matt. 27,25. 26.

16. Reaktioner på Jesu fordømmelse. - Jesus, Guds søn, blev overgivet til folket til korsfæstelse. Med sejrsråb førte de Frelseren mod Golgata. Nyheden om Hans dom havde spredt sig udover hele Jerusalem, slået rædsel og pinsel i tusindvis hjerter, men lagt en ondskabsfuld glæde, hos mange, som var blevet irettesat af Hans lære (Udateret MS 127).

18. Se EGW til Matt. 27,38.

19. Se EGW til Matt. 27,37. ret

(1149)   25-27. Johannes og Maria vendte tilbage. - Kristus, der bar verdens synd, lod til at være forladt; men han var ikke helt alene. Johannes stod tæt ved korset. Maria besvimet i sin pinsel, og Johannes havde taget hende til sit hus, borte fra pinefulde sceneri. Men han så at enden var nær, og han tog hende igen til korset (MS 45, 1897) ret

(1149)   30 (se EGW til Matt. 27,45. 46.50). Pagten blev helt ud fuldbyrdet. - Da Kristus talte disse ord, henvendte Han sig til Sin Fader. Kristus var ikke alene om at gøre dette store offer. Det var opfyldelsen af pagten imellem Faderen og Sønnen før jordens grundvold blev lagt. Med håndtryk indgik de et højtidelig at Kristus ville blive stedfortræder og sikkerhed for menneskeslægten, hvis de blev overvundet af Satans sofisteri. Pagten blev nu fuldbyrdet til fulde. Klimakset var nået. Kristus var nu klar over at Han havde opfyldt det løfte Han havde gjort til bogstaven. I døden var Han mere end sejrherrer. Genløsningsprisen var blevet betalt (MS 111, 1897). ret

(1149)  Den sidste forståelse blev forhærdet. - Da Kristus råbte: ”Det er fuldbragt,” jublede hele himlen. Striden mellem Kristus og Satan om at udvirke frelsesplanen var nu til ende. Satans ånd og hans gerninger havde slået dybe rødder, i menneske børnenes kærlighed. For Satan der var kommet kraftfuld ind, ville have været døden for verden. Det uforsonlige had han havde mod Guds Søn blev åbenbaret på den måde han behandlede Ham på, medens Han var i verden. Kristi forrådelse, trængsel og korsfæstelse planlagde den faldne fjende helt. Hans had, som udvirkede sig i Guds Søns død, satte Satan der, hvor hans virkelig djævelske karakter blev åbenbaret for alle skabte intelligensvæsener, som ikke var faldet på grund af synd. ret

(1149)  De hellige engle var rædselslage over at een som har været iblandt dem, kunne falde så langt at han kunne udvise en sådan grusomhed. Al den sympati, eller medynk som de nogensinde havde følt over for Satan i hans landflygtighed, blev slukket i deres hjerter. At hans misundelse skulle udvises i en sådan hævngerrighed på en uskyldig person var (1150) nok for at afklæde ham for sin kongelige lysets kåbe, og til at afsløre den modbydelige deformitet nedefra; men at vise en sådan ondskab mod Guds guddommelige Søn, som med en enestående selvfornægtelse og kærlighed for skabningerne formet i Hans billede, er kommet fra himmelen og påtaget deres faldne natur, var en så frygtelig forbrydelse imod Himmelen at det fik englene til at skælve af rædsel, og afbryde det sidste forstående bånd der har været mellem Satan og den himmelske verden for altid (3SP 183, 184). ret

(1150)   (Matt 27,51.) Satan faldt som lynild. - Da Kristus råbte: “Det er fuldbragt,” havde Guds usynlige hånd revet det stærke vævestykke, der udgjorde templets forhæng fra top til bund. Vejen til det helligste blev gjort helt tydeligt. Gud bøjede Sit hoved i tilfredshed. Nu kunne Hans retfærdighed og barmhjertighed blandet. Han kunne være retfærdig, og stadig retfærdiggører for alle der tror på Kristus. Han så på offeret der udåndede på korset, og sagde: ”Det er fuldbragt. Menneskeslægten skal have et nyt forsøg.” Genløsningens pris blev betalt, og Satan faldt som lynild fra himlen (MS 111, 1897).

38, 39. Se EGW til Matt. 27,38. ret

(1150)  

Kapitel 20

16, 17 (kp. 17,24; Es. 13,12; Matt. 28,18; Hebr. 1,6). Kontrakten blev stadfæstet.--[Joh. 20,16. 17 citeret.] Jesus nægtede at tage imod hyldes fra sit folk før Han vidste at Hans offer var blevet accepteret hos Faderen, og indtil Han havde forsikringen fra Gud Selv, at Hans soning for Sit folks synder har været helt og nok, at de kan få evigt liv gennem Hans blod. Jesus steg straks op til himlen og bragte Sig selv frem for Guds trone, og viste de skammelige og grusomme mærker på Hans pande, hans hænder og fødder. Men han nægtede at tage imod herlighedens adelskrone, og den kongelige kåbe, og Han afviste også englenes tilbedelse, ligesom han afviste Marias hyldest, før Faderen tilkendegav at Hans offer var antaget. ret

(1150)  Han havde også en anmodning at fremsætte, angående Sine udvalgte på jorden. Han ønskede at få et helt afklaret forhold, at Hans genløste herefter skulle hjælpes til himlen, og til Sin Fader. Hans menighed måtte retfærdiggøres og accepteres, før han kun tage imod himmelsk ære. Han erklærede at det er Hans vilje at hvor han var, der skulle Hans menighed være; hvis Han skulle have herligheden, måtte Hans folk dele den med Ham. De som lider sammen med Ham på jorden må til sidst regere sammen med Ham i Hans rige. På den mest åbenlyse måde gik Kristus i forbøn for Hans menighed, identificerede Sin interesse med deres, og forsvare, med kærlighed og en standhaftighed der var stærkere end døden, deres ret og titel de har fået ved Ham. ret

(1150)  Guds svar på denne appel kommer i denne proklamation: ”Lad alle Guds engle tilbede ham.” Enhver engle-befalingsmand adlyder det kongelige mandat, og ”værdig, værdig er det Lam som var slagtet; og som lever igen som en sejrherer!” genlyder og kastes tilbage igennem hele himmelen. Den utallige engleskare kaster sig i ydmygelse for Genløseren. Kristi anmodning er tilstået; menigheden er retfærdiggjort igennem Ham, dens repræsentant og overhoved. Her stadfæster Faderen overenskomsten med Sin Søn, at Han vil blive forsonet med angrende og lyde mennesker, og tage dem ind i det guddommelige, ved Kristi fortjenester. Kristus garanterer at han vil gøre ”en mand . . sjældnere end guld og et menneske end ofirs guld.” Al kraft i himlen og på jorden gives nu til livets fyrste; alligevel glemmer han ikke et øjeblik Sine stakkels disciple i en syndfuld verden, men forbereder dem til at vende tilbage til dem, så Han kan give dem sin kraft og herlighed. Derved knytter menneskehedens Genløser, ved Sit eget offer, jorde med himlen, det begrænsede menneske med den ubegrænsede Gud (3SP 202, 203). ret

(1150)   17 (Joh. 10,18). Alle blev med Kristus i graven. - Jesus sagde til Maria: "Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader." Da Han lukkede Sine øjne på korset i døden, Kristi sjæl gik ikke straks til himlen, som mange tror, hvordan kunne hans ord - ”Jeg har endnu ikke været oppe os min fader” - ellers stemme? Jesu ånd sov i graven sammen med Hans legeme, og fløj ikke sin vej til himlen, hvor at få en adskilt eksistens, og se ned på de sørgende disciple der salvede legemet fra (1151) fra det, det var flyet fra. Alle som indbefatter Jesu liv og forstand, vil forblive med Hans legeme i graven; og når Han kommer frem igen er det et helt menneske; Han skal ikke nedkalde Sin ånd fra himlen. Han havde kraft til at nedlægge Sit liv og tage det igen (3SP 203, 204). ret

(1151)   21, 22. En forsmag på pinsen. - Det at Kristus udåndede Helligånden på sine disciple, og tildelte dem Sin fred, var nogle få dråber før den overmådelige regn blev givet på pinsefestens dag. Jesus indprentede det faktum for sine disciple, at de skulle gå fremad i det arbejde de havde fået, betroet, så ville de derved forstå beskaffenheden af dette arbejde mere til fulde, og forstå den måde som Kristi rige skulle oprettes på jorden på. De blev udpeget til at være vidner for Frelseren, de skulle bevidne at de havde set og hørt om Hans opstandelse; de skulle gentage de nådige ord, som udgår fra Hans læber. De blev bekendt med Hans hellige karakter; han var en engel der stod i solen, alligevel kastede han ingen skygger. Det var apostlenes hellige arbejde at overbringe Kristi pletfrie karakter til mennesker, som en standard for deres liv. Disciplene var så fortrolig knyttet til dette hellige Forbillede, at de i nogen grad var blevet optaget i Ham i karakter, og var særlig egnet til at gøre denne verden kendte med Hans forskrifter og eksempel (3SP 243, 244). ret

(1151)   23 (Matt. 16,18. 19; 18,18). Mennesker kan ikke fjerne en eneste plet af synd. - Kristus gav ingen gejstlig ret til at tilgive synd, eller give efter for noget, så mennesker kan synde uden at pådrage sig Guds mishag, Han gav heller ikke sine tjenere ret til at tage imod gaver eller bestikkelse for at skjule synd, så det undgår den fortjente kritik. Jesus pålagde Sine disciple at forkynde syndstilgivelse i Hans navn iblandt alle folkeslagene; men de blev ikke selv bemyndiget til at fjerne en syndsplet fra Adams børn. . . . . Enhver som vil tiltrække sig folk, som een der var blevet givet kraft til at tilgive synder, udsætter sig for Guds vrede, for han vender sjæle bort fra den himmelske Tilgiver, til et svagt og fejlende dødeligt menneske (3SP 245, 246). ret

(1151)   24-29. Ømheden vandt Thomas. - Ved den måde Jesus behandlede Thomas på, gav Jesus Sine efterfølgere en lektie om den måde de kunne behandle dem på, som betvivler religiøs sandhed, og som tror på den tvivl. Han overfusede ikke Thomas med bebrejdende ord, eller Han gik ikke i diskussion med ham; men med en påfaldende nedladenhed og ømhed, åbenbarede Han sig selv for den der tvivler. Thomas har taget det mest urimelige standpunkt, ved at diktere de eneste betingelser for hans tro; men i sin ædelmodige kærlighed og hensynstagen nedbrød Jesus alle de barrierer han havde rejst. En vedholdende strid vil sjældent svække vantro, men snarere gøre det til selvforsvar, hvor det vil finde ny støtte og undskyldning. Ved at åbenbare Sin kærlighed og barmhjertighed som den korsfæstede Frelser, vil Jesus få de tidligere så uvillige læber frem til Thomas indrømmelse: ”Min herre, og min Gud.” (3SP 222). ret

(1151)  

Kapitel 21

15-17. Peter lærte for at undervise. - Der var Peter, som fornægtede sin Herre. Efter at han var faldet og blevet omvendt, sagde Jesus til ham: ”Følg mine lam.” Før Peters fødder vaklede, havde han ikke den sagtmodighed der skal til for at følge lammene; men efter at han blev bevidst om sin egen svaghed, vidste han præcis hvordan han skulle undervise den fejlende og faldne, kunne han komme nærmere til deres side i øm sympati, og kunne hjælpe dem (HS 121). ret

(1151)   (Luk. 22,31. 32.) Ægte genopbyggelse når ned til rødder. - Peter glemte aldrig sin pinefulde ydmygelse. Han glemte ikke in fornægtelse af Kristus, og troede at det alt i alt ikke var en særlig stor synd. Alt var den smertelige virkelighed for den fejlende discipel. Hans sorg for sin synd var lige så intens som hans selvfornægtelse. Efter hans omvendelse, blev hans gamle påstande ikke gjort i den gamle ånd og på den gamle metode. . . . ret

(1151)  Tre gange efter Hans opstandelse, prøvede Kristus Peter: »Simon, Johannes' søn, sagde Han, ”elsker du Mig mere, end de andre gør?« Han svarer ham: »Ja, Herre! du ved, at jeg har Dig kær.« Han siger til ham: »Vogt Mine lam!« Han spørger ham igen for anden gang: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han siger til ham: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« (1152) Han siger til ham: »Vær hyrde for mine får!« ret

(1152)  Dette hjerteransagende spørgsmål var nødvendig i Peters situation, og er nødvendig i vor situation. Genopbygningsarbejdet kan aldrig være grundigt medmindre de onde rødder nås. Igen og igen er skuddene blevet klippet over, medens bitterhedens rødder er efterladt tilbage til at spire op og besmitte mange; men det allerdybeste onde må nås, og de moralske sanser må fordømmes, og fordømmes igen, i lyset af den guddommelige nærhed. Dagliglivet vil bevidne om arbejdet er ægte eller ej. ret

(1152)  Den tredje gang, sagde Kristus til Peter: »Har du mig kær?« nåede undersøgelsen sjælens center. Selvfordømt, faldt Peter på Klippen og sagde: »Herre! du kender alt, du ved, at jeg har dig kær.« ret

(1152)  Dette er det arbejde som ligger foran enhver sjæl og har vanæret Gud, og såret Kristi hjerte, med en fornægtelse af sandhed og retfærdighed. Hvis den fristede sjæl klarer den prøvende pris, og selvet ikke vågner op til liv, og føler sig såret og mishandlet under den prøve, at de undersøgende kniv afslører at sjælen i virkelighed er død i selvet, men levende i Gud. ret

(1152)  Nogle hævder at hvis en sjæl snubler og falder, kan han aldrig få in position igen; men det modsiger det tilfælde vi har for os her. Før sin fornægtelse sagde Kristus til Peter: ”Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre.” Ved at overdrage sin forvaltning af de sjæle han gav Sit liv for, gav Kristus Peter det stærkeste bevis på Sin mest fortrolige besked om hans genoprejsning. Og han blev hvervet til at ikke blot give fårene næring, men lammene - et bredere og vanskeligere arbejde end han hidtil har fået udpeget. Han skulle ikke blot fremholde livets ord for andre, men han skulle være hyrde for hjorden (YI 22. dec., 1898). ret

(1152)   18, 19 (Matt. 19,28; 25,31; Rom. 8,17; 1 Peter 4,13). En forvandlet Peter. --[Joh. 21,18-22 citeret.] Peter var nu ydmyg nok til at forstå Kristi ord, og uden yderligere spørgsmål blev den rastløse pralende og selvsikre discipel straks underdanig og brødebetynget. Han fulgte i virkeligheden sin Herre - den Herre han havde fornægtet. Tanken at Kristus ikke havde fornægtet ham og forkastet ham var et lys for Peter og en trøst og velsignelse. Han følte at han kunne korsfæstes efter valg, men det måtte være med hans hoved nedad. Og han som var så nær del i Kristi lidelser vil også have del i Hans herlighed når han skal ”side på hans herlighedstrone " (YI 22. dec., 1898). ret