Romerbrevet

(1067)  Kapitel: 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - 10 - 11 - 12 - 13 - 14 - 16 ret

(1067)  

Kapitel 1

(1067) 1. Begyndelsen af Paulus’ Apostelgerning. - Paulus betragtede begivenheden ved han formelle ordinationer som det, der markerede begyndelsen på en ny og vigtig epoke i hans livsgerning. Det var med udgangspunkt i denne højtidelige ceremoni, det skete lige inden hans første missionsrejse, hvor han blev udkåret til at forkynde Guds evangelium, at han senere daterede begyndelsen på sin apostelgerning. (RH 11. maj, 1911). ret

(1067)   7, 8 (se EGW til Apg 18,2). En stærk menighed i Rom. - Til trods for modstand, var der tyve år efter Kristi korsfæstelsen en levende, alvorlig menighed i Rom. Denne menighed var stærk og nidkær, og Herren virkede for den. (RH 6. marts, 1900). ret

(1067)   14 (Matt. 28,19, 20). Skylden gennem modtagelsen af Kristus. - I hvilken forstand var Paulus skyldner både over for jøder og græker? Han havde fået befalingen, som den gives til enhver af Kristus disciple, ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Da Paulus tog imod Kristus, accepterede ham denne befaling. Han erkendte, at der hvilede en forpligtelse på ham til at arbejde for alle klasser af mennesker - for jøder og ikke-jøder, lærde og ulærde, for folk som indtog de højeste stillinger og for dem i de mest ringe kår. (Brev 262, 1903). ret

(1067)   17. En voksende erkendelse af tro. - Kristi retfærdighed åbenbares af tro til tro. Det er fra din nuværende tro til en forøget forståelse af den tro, der virker ved kærlighed og renser sjælen. (RH 18. sept., 1908).

20. Se EGW til kp. 12,1, 2. ret

(1067)   20, 21 (Apg 14,17). Naturen virker som en stille Prædiken. - Den materielle verden er under Guds kontrol. De love som styrer hele naturen adlydes af naturen. Alt udtrykker og virker skaberens vilje. Skyerne, regnet, duggen, solskinnet, bygerne, vinden, stormen, er alle under Guds kontrol og yder ubetinget lydighed mod ham som anvender dem. Det spinkle græsstrå bryder op (1068) igennem jorden først strå så aks så fuld kerne i akset. Herren bruger disse hans lydige tjenere til at gøre sin vilje. Frugten ses først i knoppen, som indeholder den fremtidige pære, fersken eller æble, og Herren modner disse til deres bestemte tid, fordi de ikke modsætter sig hans virken. De modvirker ikke den rækkefølge, som han har arrangeret. Hans gerning, som ses i naturens verden, er ikke halvt forstået eller påskønnet. Disse tavse budbringere vil undervise mennesker, hvis de blot vil lytte opmærksomt. (Brev 131, 1897). ret

(1068)   20-25 (Sal. 19,1-3; Apg 17,22-29; 1 Kor. 1,21; Kol. 2,9; Hebr. 1,3). Naturens åbenbaring er ufuldstændig. - Den sværeste og mest ydmygende erfaring for mennesket er at erkende hans egen uduelighed ved at stole på menneskelig visdom, og den sikre fiasko i forsøg på at forstå naturen korrekt. Synd har formørket hans syn, og i egen kraft kan han ikke tolke naturen uden at hæve den over Gud. Han kan ikke erkende Gud i den, eller Jesus Kristus, som han har sendt. Han befinder sig i samme stilling som atenerne, som opstillede altre for naturtilbedelse. Da Paulus trådte frem for atenerne på Areopagos, udlagde han for dem den levende Guds majestæt i kontrast til deres afgudsdyrkelse. [Apg 17,22-29 citeret.] ret

(1068)  De som har en sand opfattelse af Gud, vil ikke blive så bedåret af materielle love eller naturens gang at han overses eller nægter at anerkende Guds vedvarende virke i naturen. Naturen er ikke Gud, og har aldrig været det. Naturens stemme vidner om Gud, men naturen er ikke Gud. Som hans skabte værk, vidner den simpelthen om Guds kraft. Guddommen er skaber af naturen. Den naturlige verden har ingen kraft i sig selv ingen kraft, uden den Gud giver. ret

(1068)  Der findes en personlig Gud, Faderen. Der er en personlig Kristus, Sønnen. [Hebr. 1,1, 2, Sal. 19,1-3 citeret.] . . . ret

(1068)  De antikke filosoffer roste sig af deres overlegne kundskab. Lad os læse hvordan den inspirerede apostel foreslår sagen. Han skriver følgende: ”Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer. og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der jeres forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr. . . . De ombyttede Guds sandhed med løgnere, ærede og dyrkede skabningen frem for Skaberen”. Verden kan ikke erkende Gud ved menneskelig visdom. Verdens vismænd danner urigtige konklusioner om Gud og fra skaberværket og dernæst begår de den dårskab at ophøje naturen og dens love over naturens Gud. Den som ikke har fået kundskab om Gud ved at modtage åbenbaringen af ham i Kristus, vil kun finde en ufuldkommen kundskab om ham i naturen og eftersom denne kundskab ikke formår at lede mennesket til lydighed mod hans vilje, vil den snarere gøre dem til afgudsdyrkere. Mens de påstod at de var vise, blev de dårer. ret

(1068)  De, der trods at de kan få kundskab om Gud på anden måde end gennem hans repræsentant, som ordet erklærer er hans ”væsens udtrykte billede”, må blive dårer i deres egen vurdering før de kan blive vise. Det er umuligt at danne en fuldkommen forståelse af Gud blot på grundlag af naturen; for naturen i sig selv er ufuldkommen. I denne ufuldkommenhed formår de ikke repræsentere Gud, den ikke udtrykke Guds karakter i sin moralske fuldkommenhed. Men Kristus kom som en personlig frelser til verden. Han repræsenterede en personlig Gud. Som en personlig frelser, steg han op til det høje. Og han vil komme igen som han steg til himmels - som en personlig frelser. han er Faderens udtrykte billede ”I ham bør hele guddomsfylden legemligt”. (RH 8. nov., 1898). ret

(1068)  

Kapitel 2

4 (Apg 5,31). Anger er den førstegrøde af Helligåndens virke. - Anger over synd er førstegrøden af Helligåndens virke i livet. Det er den eneste virkemåde hvorved uendelig renhed reflekterer Kristi billede i alle der har underkastet sig hans forløsning. I Kristus bor al fylde. Videnskab, som ikke harmonerer med Ham, har ingen værdi. Han lærer os at regne alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus vor Herre. Denne kundskab er den højeste videnskab noget menneske kan nå. (MS 28, 1905) ret

(1068)   (Joh. 14,26.) Helligånden fremfører sandheden i det Gamle og Det nye Testamente. - I sit virke for at bringe medmennesker til anger og omvendelse er det ikke (1069) Helligåndens gerning at åbenbare nye sandheder, men kraftigt at tilskynde samvittigheden mens den påvirker sindet med den dyrebare undervisning, som Kristus har givet i Det gamle og Det nye testamente. (MS 32, 1900).

6. Se EGW til Gal. 6,7, 8.

24-29. Se EGW til Apg 15,1, 5. ret

(1069)  

Kapitel 3

19 (Matt. 27,21; 2 Kor. 5,10; Judas 15; Åb. 20,12. 13). De lasede pjalter af menneskelig tankegang. - Hele verden står anklaget foran Retfærdighedens store moralske målestok. På den store dommedag vil enhver sjæl, som har levet på jorden blive dømt alt efter om hans handlinger har været gode eller onde i lyset af Guds lov. Hver mund vil blive lukket ved synet af korset med dets dødsoffer, og dets virkelige betydning vil blive forstået af enhver, hvis tanker har været blændet og fordærvet af synd. Syndere vil stå anklaget foran korset med dets uudgrundelige offer som har underkastet sig den uendelige byrde af menneskelige overtrædelser. Hvor kunstigt vil skalkeskjulet blive fejet væk, enhver falsk undskyldning! Menneskeligt frafald vil blive afsløret i dets grufulde karakter. Mennesker vil indse hvad de har valgt. Da vil de forstå at de har valgt Barabas i stedet for Kristus, Fredsfyrsten. ret

(1069)  Det uforklarlige om Kristi menneskebliven og korsfæstelsen vil blive klart forstået, for det vil blive fremstillet for sjælens øje og enhver fordømt sjæl vil indse arten af hans forkastelse af sandheden. Alle vil forstå at de er kommet bort fra sandheden ved at lytte til Satans forfalskninger og fortryllende løgne i stedet for "hvert ord, som udgår af Guds mund". De lærte bekendtgørelsen: "Du, O menneske har valgt at stå under Satans banner, den store oprører, og derved har du ødelagt dig selv." Uanset medfødte talenter eller formodet visdom, den der har forkastet sandheden vil ikke på det tidspunkt have nogen evne til at vende sig til Gud. Døren er lukket, ligesom døren som arken på Noas tid. ret

(1069)  Da vil jordens stormænd forstå at de har overgivet sind og sjæl til forførende filosofi som (tiltalte) det kødelige hjerte har lyst til. Håb og nåde og enhver gave var blevet tilbudt af en som elskede dem, og som gav sit liv for dem, for at hver den som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv, men de forkastede Guds kærlighed. Deres ophøjede meninger, deres menneskelige tankegang blev ophøjet; de hævdede, at have nok visdom i dem selv til at forstå guddommelige dybder, og de regnede deres egen dømmekraft for at være skarp nok til at skelne sandheden for dem selv. De blev et nemt bytte for Satans underfundighed, for han forelagde dem de besnærende vildfarelser i humanistisk filosofi, som har en fortryllende virkning på sjælen. De vendte sig bort fra visdommens kilde og tilbad intellektet. Budskabet og Guds sendebud blev kritiseret og forkastet som uværdige ifølge deres menneskelige ophøjede idéer. Barmhjertighedens indflydelse blev omtalt i spøg og de fornægtede Jesu Kristi guddommelighed og de drev spot med tanker om Kristi tidligere eksistens førend han påtog sig menneskelig natur. Men de lasede pjalter af menneskelig fornuftsslutninger vil vise sig kun at være som reb af sand på Guds store dag. (ST 7. marts, 1895). ret

(1069)   De ugudelige vil føle korsets dødssmerte. - De som forkaster nåden der er tilbudt så frit, vil dog blive bekendt med værdien af det, de har foragtet. De vil føle den smerte Kristus udholdt på korset for at betale løsesummen for alle som ville modtage den. Og da vil de forstå hvad de har gået tabt af - evigt liv og den udødelige arv. (RH 4. sept, 1883). ret

(1069)   (Matt. 7,23; 27,40. 42; Rom. 14,11; Judas 15; Åb. 1,7; 6,15-17.) Synderes ubeskrivelse forvirring. - Når syndere bliver tvunget til at se på ham som klædte sin guddommelighed i menneskelighed, og som stadig bærer denne klædning, bliver de ubeskriveligt forvirrede. Der falder skæl fra deres øjne, og de ser, hvad de før ikke ville se. De forstår, hvad de kunne have været, hvis de havde modtaget Kristus, og gjort fremskridt i forhold til de anledninger der blev givet dem. De ser at loven, som de har afvist med foragt er lige så ophøjet som Guds trone. De ser at Gud selv viser ærbødighed for sin lov. ret

(1070)  (1070) Hvilket syn det vil være! Det er ubeskriveligt. Den totale sum af verdens skyld vil blive blotlagt og de gudløse vil have Dommerens stemme sige: "Gå bort fra mig, I, som øver uret." ret

(1070)  Da vil de som gennemborede Kristus huske på hvordan de ringeagtede hans kærlighed og misbruge hans barmhjertighed; hvorledes de valgte Barabbas, en røver og morder, i stedet for ham; hvordan de satte tornekrone på hans hoved, og lod ham blive pisket og korsfæstet; (de vil huske) hvordan de hånede ham i hans dødssmerte på korset og sagde: "Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham." "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse". De vil synes at høre lyden af hans bønfaldende stemme. Selve tonen af omsorg vil ringe så klart i deres ører, som da Frelseren talte til dem. Enhver hånlig handling og latterliggørelse af Kristus vil blive lige så klar for deres erindring som da de onde handlinger blev udført. ret

(1070)  De vil råbe til klippen og bjerge falde over os og skjule os for hans åsyn som sidder på tronen og for Lammets vrede. ret

(1070)  "Lammets vrede" - Ene han havde vist at han altid var fuld af mildhed, tålmodighed og langmodighed, som efter at have givet sig hen som slagtoffer, blev ført som et lam at slagtes, for at frelse syndere fra den dom, der nu falder på dem, fordi de ikke ville lade ham fjerne deres skyld. (RH 18. juni, 1901). ret

(1070)   19-28 (Gal. 2,16. 17; 3,10-13. 24). Loven har ingen evne til at frelse. - Jeg vil opfordre alle, som stiler imod himlen at tage ved lære af følgende: Spild ikke den dyrebare nådetid med at sy figenblade sammen for at dække over den nøgenhed, som er en følge af synd. Når du kigger ind i Guds store moralske spejl, Hans hellige lov og målestok for karakteren, tro da ikke eet øjeblik at du kan rense dig. Loven har ingen evne til at frelse. Den formår ikke at benåde overtræderen. Straffen må afsones. Herren frelser ikke syndere ved at ophæve loven, som er grundlag for hans regering i himlen og på jorden. Afstraffelsen er blevet udholdt af synderens stedfortræder. Ikke således at Gud er grusom og ubarmhjertig og Kristus så barmhjertig at han døde på Golgatas kors for at afskaffe en lov, der var så vilkårlig, at den burde afskaffes, mens han blev korsfæstet imellem to forbrydere. Guds trone må ikke være plettet af nogen forbrydelse eller mærket af synd. I det himmelske råd, før verdens skabelse, sluttede Faderen og Sønnen den pagt med hinanden at, dersom mennesket viste ulydighed mod Gud, ville Kristus, som var ét med faderen være synderenes stedfortræder og lide retfærdighedens straf som han må bære. (MS 145, 1897). ret

(1070)   (Kp. 5,1.) "Dette er retfærdiggørelse ved tro." - Når den angrende synder kommer brødebetynget foran Gud, erkender Kristi forsoning i hans sted og antager denne forsoning som sit eneste håb for tid og evighed, er hans synder tilgivet. Dette er retfærdiggørelse ved tro. Enhver troende sjæl må overgive sin vilje helt til Guds vilje, og forblive i en tilstand af anger og ydmyghed, idet han udviser tro på frelserens forsoningstjeneste, og gør fremgang til større styrke og herlighed. ret

(1070)  Tilgivelse og retfærdiggørelse er ét og samme ting. Ved troen bevæger den troende sig fra en oprørs position til positionen af en loyal tjener af Kristus Jesus, ikke på grund af en indre godhed, men fordi Kristus antager ham som sit barn ved adoption. Synderen får forladelse for sine synder, fordi disse synder er blevet båret af hans Stedfortræder og sikkerhed. Herren taler til sin Himmelske Fader, og siger "Dette er mit barn, jeg har givet ham henstand fra dødsdom, og giver ham min livsforsikrings police i evigt liv - fordi jeg har stået i hans sted og har lidt for hans synder. Der er mit elskede barn." Således står mennesket fejlfrit foran Gud, iført Kristi retfærdigheds skønne dragt. ret

(1070)  Synderen kan begå fejltrin, men forkastes ikke uden barmhjertighed. Hans eneste håb er imidlertid at angre for Gud og tro på herren Jesus Kristus. Det er Faderens forret at tilgive vore overtrædelser og synder, fordi Kristus har taget vore synder på sig og givet os henstand, idet han har tildelt os sin egen retfærdighed. Hans offer tilfredsstiller fuldstændigt retfærdighedens krav. ret

(1070)  Retfærdiggørelse er det modsatte af fordømmelse. Guds barmhjertighed er blevet udøvet over for dem, som slet ikke fortjener den. Han tilgiver overtrædelse og synd for Jesu skyld, som er blevet en forsoning for vore synder. Gennem tro på Kristus, benådes den skyldige overtræder af Gud og får et stærkt håb om evigt liv. (MS 21, 1891) ret

(1070)  Et tegn for verden. - Retfærdiggørelse ved tro på Kristus vil vise sig gennem en forvandling af karakteren. Dette er tegnet for verden på sandheden af de læresætninger, vi bekender os til. Det daglige bevis på, at vi er en levende menighed, ses af den kendsgerning, at vi praktiserer Guds ord. Et levende vidnesbyrd strømmer ud til verden i konsekvent kristen livsførelse. ret

(1071)  Det erklæres over for en frafalden verden, at der er et folk, som tror at vor sikkerhed består i at klynge os til Bibelen. Dette vidnesbyrd står i umiskundelig kontrast til den store frafaldne menighed, som antager menneskelig visdom og autoritet i stedet for Guds visdom og autoritet. (Brev 83, 1896).

20. Se EGW til 1 Joh. 3,4. ret

(1071)   20-31 (Gal. 6,14; Ef. 2,8. 9; Titus 3,5; Heb. 7,25; Åb. 22,17). Gransk forsoningen med ydmyge hjerter. - Ingen må tage det begrænsede, og snævre standpunkt at nogen som helst af menneskets gerninger kan hjælpe det mindste i dat afhjælpe hans syndeskyld. Dette er en skæbnesvanger fejltagelse. Hvis ønsker at forstå det må I opgive jeres kæpheste og granske forsoningen med ydmyge lyster. ret

(1071)  Mange har en så sløret forståelse af denne sag, at tusindvis, som hævder at være Guds børn, er den ondes børn, fordi de vil stole på deres egne gerninger. Gud har altid krævet gode gerninger, ligeså gør loven det, men fordi mennesket stillede sig i synd, hvor hans gode gerninger er uden værdi, er det kun Kristi retfærdighed der har gyldighed. Kristus er en fuldkommen Frelser, fordi Han altid lever og kan gå i forbøn for os. ret

(1071)  Alt hvad mennesket overhovedet kan gøre med henblik på sin egen frelse er at acceptere invitationen: Den, som vi, skal modtage livets vand uforskyldt." Golgata har skaffet dækning for enhver synd som mennesket måtte begå. Således tilbyder korset uophørligt, gennem inderlige henvendelser, en fuldstændig udsoning til mennesket. (MS 50, 1900) ret

(1071)   24-26 (se EGW til kp. 5,11). Fuldstændig oprejsning hos Faderen. - Forsoningen som er blevet udført for os af Kristus udgør en hel og fuldkommen oprejsning hos Faderen. Gud er både retfærdig og samtidig den, som retfærdiggør dem, som tror. (MS 28, 1905) ret

(1071)   (Kp. 5,1.) Retfærdiggørelse betyder fuldkommen benådning. - [Rom. 3,24-26 citeret.] Her er sandheden udtrykt klart og enkelt. Denne barmhjertighed og godhed er fuldstændig ufortjent. Kristi nåde gives frit, for at synderen kan retfærdiggøres, uden at gøre krav på nogen egne fortjenester. Retfærdiggørelse er hel og fuldkommen tilgivelse for synd. I det øjeblik synderen modtager Kristus ved troen, da har han tilgivelse. Kristi retfærdighed tillægges ham, og han bør ikke mere tvivle på Guds tilgivende nåde. ret

(1071)  Det er ikke selve troen, der frelser os. Tro kan ikke fjerne skyld. Kristus er Guds kraft til frelse for hver den som tror. Retfærdiggørelsen skænkes gennem Jesu Kristi fortjenester. Han har betalt prisen for syndernes forløsning. Og dog er det kun ved tro på hans blod at Kristus kan retfærdiggøre den troende. ret

(1071)  Synderen må ikke regne med sine egne gode gerninger som et middel til retfærdiggørelse. Han må komme til det punkt hvor han vil opgive al sin synd, og favne hvert mål af lys lidt efter lidt som det skinner på hans livsbane. Han griber simpelt hen ved tro den fri og rigtige anskaffelse af nåde ved Kristi blod. Han stoler på Guds løfter, som gennem Kristus er blevet ham helliggørelse, retfærdighed og forløsning. Og dersom han følger Jesus efter, vil han vandre ydmygt i lyset, mens han glæder sig over lyset og lader det skinne til andre. Idet han er blevet retfærdiggjort ved tro, har han en iboende glæde ved lydighed livet igennem. Han har fred med Gud som følge af, hvad Kristus er for ham. Sjæle som ærer Gud, underordner sig under Ham og adlyder Hans ord, vil få guddommelig oplysning. I Guds dyrebare ord er der ædel renhed og skønhed, som mennesket ikke kan opnå uden ved Guds hjælp. (ST 19. maj, 1898). ret

(1071)   (Sal. 18,35; 85,10; 89,14; Åb. 4,3; se EGW til Joh. 3,16.) Blandingen af dom og barmhjertighed. - Ligesom regnbuen dannes ved kombinationen af solskin (1072) og regn, repræsenterer regnbuen omkring tronen den samlede kompetance af barmhjertighed og retfærdighed. Det er ikke kun retfærdigheden, som skal opretholdes; for det ville fordunkle planer af løftets regnbue over tronen. Mennesket ville kun kunne se lovens straf. Hvis der ikke fandtes retfærdighed og straf, ville der ikke være nogen stabilitet i Guds regering. ret

(1072)  Det er blandingen af dom og barmhjertighed, der gør frelsen hel og fuld. Det er sammenblindingen af de to der leder os til, idet vi beskuer verdens frelser og Jehovas lov, at udbryde: "Din hjælp giver mig styrke." Vi ved at evangeliet er et helt og fuldkomment system som viser Guds lov uforanderlighed. Det fylder hjertet med håb og kærlighed til Gud. Barmhjertigheden indbyder os til at gå ind igennem portene til Guds stad og retfærdigheden er ofret for at tildele hver lydig sjæl fuldt privilegium som medlem af den kongelig familie, et barn af den himmelske konge. ret

(1072)  Hvis vi havde brist på karakteren, kunne vi ikke gå ind igennem de porte som barmhjertigheden har åbent for de lydige; for retfærdigheden holder vagt og forlanger hellighed og renhed hos alle, som vil se Gud. Hvis retfærdigheden var ophævet, og dersom det var muligt for barmhjertigheden at åbne partnerne for hele menneskeslægter, uanset karakter, ville der blive en værre tilstand af fjendtlighed og oprør i Himmelen, end der var før Satan blev udstødt. Himlens lykke, fred og harmoni ville blive ødelagt. Omskiftningen fra jord til himmel vil ikke ændre menneskers karakter; de frelstes lykke i himlen er resultat af karakteren der blev dannet i dette liv efter Kristi forbillede. De hellige i himlen må først være blevet hellige på jorden. ret

(1072)  Det umådelige offer som Kristus gav for menneskets frelse, er det eneste som har værdi til at frelse fra synd - som er årsagen til al elendighed og smerte i verden. Barmhjertigheden, som vises synderen, drager ham bestandig til Jesus. Hvis han reagerer, idet han kommer med ydmyg og bekendelse og i tro stoler på det håb som evangeliet til byder, vil Gud ikke ringeagte den nedbrudte, angergivne sjæl. Derved er Guds lov ikke svækket, men syndens magt er brudt og barmhjertighedens scepter er rakt ud imod den angrende synder. (Brev 1f, 1890). ret

(1072)   24-28 (se EGW til Gal. 2,16; 1 Tess. 4,3). Spekulationer angående retfærdighed ved tro. - Mange begår den fejltagelse i forsøg på nøjagtigt at definere de fine nuanceforskelle mellem retfærdiggørelse og helliggørelse. De blander ofte deres egne ideer og spekulationer ind i definitionen af disse to betegnelser. Hvorfor søge at være mere nøjagtig end guddommelig inspiration når det gælder det vitale spørgsmål om retfærdighed ved tro? Hvorfor prøve at udrede hvert punkt nøjagtigt, som om sjælens frelse var afhængig af at alle havde nøjagtig jeres forståelse af sagen. Alle kan ikke få det samme klarsyn. (MS 21, 1891)

25. Se EGW til kp. 7,12.

27. Se EGW til Ef. 2,8, 9.

28. Se EGW til kp. 4,3, 4. ret

(1072)   31 (kp. 6,15; 1 Sam. 15,22; Åb. 22,14; se EGW til 2 Kor. 3,7-18; Ef. 2,14-16; Åb. 2,6). Guds målestok er ikke forandret. - Evangeliet skulle ikke tolkes som om det tillader mennesker at leve i fortsat oprør imod Gud, ved at overtræde hans retfærdige og hellige lov. Hvorfor falder det sværere for dem, der hævder at kende Bibelen, at se Guds krav under nåden er akkurat det samme som han stillede i Eden - fuldkommen lydighed mod hans lov. I dommen vil Gud spørge dem, der bekender sig til at være kristne: Hvorfor hævder du at tro på min søn, når du fortsætter med at overtræde min lov? Hvem har forlangt det af dig - at overtræde mine regler for retfærdighed? "Se, at adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end vædderfedt." Evangeliet i det nye Testamente tilbyder ikke en forringelse af standarden i Det gamle Testamente for at imødekomme synderen og frelse ham i synd. Gud Herren forlanger lydighed af sine undersåtter, fuldkommen lydighed imod hans bud. Nu som altid kræver han, at fuldkommen retfærdighed alene giver adkomst til himlen. Kristus er vort håb og vor tilflugt. Kun de lydige får tildelt hans retfærdighed. lad os modtage den i tro, så at Faderen ikke skal finde synd hos os. Men de, som har trådt den hellige lov under fode, har ingen ret til at gøre krav på den retfærdighed. Om vi dog kunne fatte den uendelige frelsesplan som lydige børn imod alle Guds bud, og tro, at vi har fred (1073) med Gud ved Jesus Kristus, vort sonoffer! (RH Sept. 21, 1886) ret

(1072)   (1 Joh. 2,4.) Troen kommer til udtryk gennem lydige handlinger. - I vor tid slider stiller Gud det samme krav som i Edens have, fuldkommen lydighed imod Hans bud. Hans lov forbliver det samme igennem alle tidsaldre. Retfærdighedens store standard i Det gamle Testamente er ikke blevet sænket i Det nye. Det er ikke evangeliets gerning at svække kravene i Guds hellige lov, men at løfte mennesket op, for det kan holde alle dens bud. ret

(1072)  Den tro på Kristus, som frelser sjælen er noget andet end det, mange hævder. "Tro, tro," råber de, "bare tro på Kristus og du vil blive frelst. Det er alt der behøves". Medens sand tro stoler på Kristus til Frelse, vil den (også) lede til fuldkommen lydighed mod guds bud. Tro vises ved gerninger. Og apostlen Johannes erklærer: "Den som siger: Jeg kender ham og ikke holder hans bud er en løgner." (RH 5.okt, 1886). ret

(1072)  Kan man skille loven fra evangeliet. - Fjenden har altid stræbt efter at skille loven fra evangeliet. Men de går hånd i hånd. (MS 11, 1893). ret

(1072)  Vi ærer både Faderen og Sønnen, når vi taler om loven. Faderen gav os loven og Sønnen for at ophøje og ære den. (MS 5, 1885). ret

(1072)  Det er umuligt for os at ophøje Jehovas lov, hvis vi ikke tager fat i Kristi retfærdighed. (MS 5, 1889). ret

(1073)  Loven som Jehova gav, står som træet, mens evangeliet er de duftende blomster og frugter, som det bærer. (Brev 119, 1897). ret

(1073)  

Kapitel 4

3-5 (Kp. 3,28; 5,1; Ef. 2,8). Troen griber Kristi retfærdighed. - Tro er den kvalifikation, som i Guds øjne er egnet grundlag for at love syndere tilgivelse; ikke fordi troen som sådan skaffer frelse, men fordi loven griber Kristi fortjeneste, som er lægemidlet for synd. Troen kan præsentere Kristi fuldkomne lydighed i stedet for syndens overtrædelse og frafald. Når Synderen tror på Kristus som sin personlige frelser, yder Gud ham frit tilgivelse og retfærdiggørelse ifølge hans ufejlbarlige løfter. Den angrende synder erkender at hans retfærdiggørelse kommer fordi Kristus er ham forsoning og retfærdighed, idet han døde for synderen som hans stedfortræder og sikkerhed. ret

(1073)   "Abraham troede Gud og det blev regnet ham til retfærdighed. Men den, som har gerningen at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige; han regnes han tro til retfærdighed." Retfærdighed er lydighed mod loven. Loven forlanger retfærdighed, og det er hvad synderen skylder loven; men han evner ikke at yde den. Dens eneste måde er at få retfærdighed på er ved tro. Ved tro kan han fremføre Kristi fortjenester for Gud, og Herren Overfører Hans søns lydighed til synderens konto. Kristi retfærdighed godkendes i stedet for menneskets fiasko, og Gud modtager, tilgiver og retfærdiggør den angrende, troende sjæl og behandler ham som om han var retfærdig, og elsker ham som han elsker sin søn. Det er sådan troen regnes til retfærdighed. (RH 4.nov., 1890). ret

(1073)  

Kapitel 5

1 (Kp. 3,19-28; 4,3-5; Gal. 2,16; Hebr. 11,1; se EGW til Gal. 5,6). Troen er midlet, ikke målet. - Tro er ikke grundlag for frelse, men den er en stor velsignelse - øjet, som ser, øret, der hører, benene som løber, hånden der griber. Den er midlet, ikke målet. Når Kristus gav sit liv for at frelse syndere, skulle jeg da ikke tage imod velsignelsen? Min tro griber den, og således bliver min tro fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser. Ved at således hvile i tro, har jeg fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. (Brev 329a, 1905). ret

(1073)   (2 Kor. 5,7.) Tro og følelser er hver sit. - Tro og følelse er så forskellige som øst er fra vest. Tro er ikke afhængig af følelser. Vi må råbe til Gud i tro, med eller uden følelse, og dernæst leve i forhold til vor bøn. Vor sikkerhed og bevis er Guds Ord, og efter at vi har bedt, må vi tage tro uden at tvivle. Jeg takker dig Gud jeg lovpriser dig. Du har ikke svigtet mig i at fuldføre dit ord. Du har åbenbaret dig for mig og jeg er din for at gøre din vilje. (Brev 7, 1892) ret

(1074)  (1074) Troens enkelhed og kraft. - Troen har en enkel virkemåde og udfolder et mægtigt resultat. Mange bekendende kristne, som har kundskab til Bibelen og på sandheden, mangler den barnlige tillid, der er fundamental for Jesu religion. De rækker ikke (hånden) ud med den specielle berøring, som giver helbredende kraft til sjælen. (Forløsning, Kristi Mirakler, s. 97). ret

(1074)   11 (kp. 3,24-26). Et guddommeligt lægemiddel for synd. - Kristi forsoning er ikke blot en dygtig udvej, hvorved vore synder bliver benådet, men den er et guddommeligt lægemiddel til helbredelse for overtrædelse og genoprettelse af åndelig sundhed. Det er det middel, som himlen har ordineret, hvorved Kristi retfærdighed må være ikke blot over os men i vore hjerter og karakter. (Brev 406, 1906). ret

(1074)   12-19 (Matt. 4,1-11; 1 Kor. 15,22. 45; Phil. 2,5-8; Hebr. 2,14-18; 4,15). Styrke gennem samarbejde med Gud. - [Rom. 5,12, 18, 19 citeret.] Apostlen stiller kontrasten op mellem Adams ulydighed og Kristi hele og fuldkomne lydighed. Tænk på, hvad Kristi lydighed betyder for os! Det betyder, at vi også kan adlyde i hans kraft. Kristus var et menneske. Han tjente sin himmelske far med den fulde styrke af hans menneskelige natur. Han har en tvefoldig natur, på samme tid menneskelig og guddommelig. Han er både Gud og menneske. ret

(1074)  Kristus kom til denne verden for at vise os, hvad Gud kan gøre, og hvad vi kan gøre i samarbejdet med Gud. Som menneske drog han ud i ørknen for at fristes af Djævelen. Han ved hvad det vil sige at sulte og tørste. Han kender kødets svaghed og skrøbeligheder. Han var fristet i alle ting ligesom vi. ret

(1074)  Vor løskøbelse er blevet betalt af vor Frelser. Ingen behøver at være slavebundet af Satans magt. Kristus står for os som vort guddommelige eksempel, vor almægtige hjælper. Vi er blevet købt med en pris som det er umuligt at beregne. Hvem kan måle godheden og barmhjertigheden af forløsende kærlighed? (MS 76, 1903) ret

(1074)  Kristus stod som en moralsk fri repræsentant. - Den anden Adam var en fri moralsk repræsentant, som måtte stå til ansvar for sine handlinger. Omgivet af umådeligt listige og vildledende indflydelser, var han langt dårligere stillet, end den første Adam, for at kunne leve et syndfrit liv. Endog midt iblandt syndere, modstod han enhver fristelse til synd, bevarede han sin uskyld. Han gjorde aldrig nogen synd.(SW 29.sept., 1903). ret

(1074)  Mennesket i en gunstig stilling over for Gud. - Som beslægtet med den første Adam, får mennesket intet andet fra ham end syndeskyld og dødsdom. Men Kristus træder imellem og passerer den samme grund, hvor Adam faldt, idet han udholdt enhver prøve på menneskets vegne. Han forsoner Adams skændige svaghed og fald ved at bestå prøven med uformindsket glans. Dette giver mennesket en fordel over for Gud. Det giver ham mulighed for, gennem at modtage Kristus som frelser, at få del i guddommelig natur. Således får han forbindelse med Gud og Kristus.(Brev 68, 1899). ret

(1074)  

Kapitel 6

1-4 (Matt. 28,19; 2 Peter 1,2. 5-7). Dåben er et gensidigt løfte. - I dåben gives vi til Herren som et brugeligt kar. Dåben er den mest højtidelige opgivelse af verden. Selvet er ved bekendelse, dødt overfor liv i synd. Vandet dækker dåbskandidaten, og løftet afgives i nærværelse af hele det himmelske univers. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, lægges han i gravens vande, idet han begraves med Kristus ved dåben, og stiger op af vandet for at leve et nyt liv i loyalitet imod Gud. Himlens tre store magter er til stede, de er usynlige, men nærværende. ret

(1074)  I det første kapitel af andet Peters brev beskrives kristenlivets fremadskridende gang. hele kapitlet rummer en lektie af stor betydning. Hvis mennesket forøger de kristne dyder ved planmæssigt at 'lægge til' har Gud på sin side lovet planmæssigt at mangedoble. "Nåde og fred blive jer stadig rigere (mulighed) til det, idet I lærer Gud og vor herre Jesus at kende." Denne gerning er blevet forelagt enhver sjæl, der har bekendt sig til troen på Jesus Kristus gennem dåben, og har modtaget løftet fra de tre personer - Faderen, Sønnen, og Helligånden. (MS 57, 1900) ret

(1074)   Troskab imod vore dåbsløfter. - Trofasthed overfor vore dåbsløfter giver den hjertets forberedelse som er nødvendig for sjælevindende arbejde. (RH 26. maj, 1904) ret

(1075)  (1075) (2 Kor. 6,17. 18; 7,1; Kol. 3,1.) Guds stempel modtaget ved dåben. - Kristus bestemte dåben som adgang til hans åndelige rige. Han fremsatte den som afgørende betingelse som alle må efterkomme når de ønsker at blive anerkendt som værende under Faderens, Sønnens og Helligåndens beskyttende [myndighed]. De som modtager dåbens ritual, afgiver derved en officiel erklæring af at de har forsaget verden, og er blevet medlemmer af den kongelige familie, børn af himlens konge. ret

(1075)  De som gør dette, må stille alle verdslige omstændigheder i anden række i forhold til deres nye forbindelse. De har offentligt erklæret, at de ikke mere vil leve i pagt og vellevned. Kristus pålægger dem, der modtager ritualet at huske, at de er bundet ved en højtidelig pagt til at leve for Herren. De skal bruge alle deres betroede evner for ham, aldrig glemme at de bærer Guds tegn, Sabbaten i det fjerde bud, at deres borgerskab er i Kristi rige, som dem der har del i guddommelig natur. De må hengive sig med alt de har og er til Gud, og bruge alle deres evner til Hans navns ære. ret

(1075)  De som er blevet døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens trefoldige navn lige ved optagelsen af deres kristenliv, erklærer offentligt at de har taget imod invitationen: "Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jeres Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige." "Da vi nu har disse forjættelser, så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt." "Når I altså er opvakt sammen med Kristus, så søg det, som er oventil, hvor Kristus er, siddende ved Guds højre hånd." ret

(1075)  Lad dem, der modtager Guds segl ved dåben agte på disse ord, og huske, at Herren har sat sin underskrift på dem, og erklæret dem for hans sønner og døtre. ret

(1075)  Faderen, Sønnen og Helligånden, de uendelige og alvidende kræfter, antager dem, som oprigtigt indgår pagtforhold med Gud. De er til stede ved enhver dåb, for at modtage kandidaterne, som har frasagt sig verden og modtaget Kristus i sjælens tempel. Disse kandidater er optaget i Guds familie, og deres navne er indskrevet i lammets livets bog. (MS 27½, 1900). ret

(1075)  En dør til kommunikation med himlen. - Ved dåben afgav vi løfte om at afbryde al forbindelse med Satan og hans virksomhed og give hjerte, sind og sjæl til udbredelsen af Guds rige. Hele himlen arbejder med dette formål. Faderen, Sønnen og Helligånden har lovet at samarbejde med helliggjorte menneskelige redskaber. Hvis vi er tro mod vort løfte har vi adgang til en åben dør for kommunikation med himlen - en dør som hverken menneskehånd eller satanisk kraft kan lukke. (RH 17. maj, 1906). ret

(1075)  Mange blev begravet levende. - At blive født på ny er en sjælden erfaring i verden i vore dage. Det er grunden til, at der er så mange konflikter i menighederne. Mange, såre mange, som antager Kristi navn, er hverken helliggjorte eller hellige. De er blevet døbt, men de blev begravet levende. Selvet døde ikke derfor opstod de ikke til et nyt liv i Kristus. (MS 148, 1897). ret

(1075)   (2 Kor. 6,17.) Dåben er ikke en afsluttende eksamen. - Enhver anledning, ethvert fortrin, ethvert privilegium er tilbudt os, for at vi kan få en rig kristen erfaring; men vi lærer ikke alt med en gang. Der må ske en vækst. Mange, som kun har lært lidt i skolen, tror at de er parat til eksamen. De tror de har lært alt der er værd at vide. Vi må ikke mene, at så snart vi er døbt, er vi klar til at tage afgangseksamen i Kristi skole. Når vi har sagt ja til Kristus, og i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn har givet løftet om at tjene Faderen, Sønnen og Helligånden - da vil Himlens tre guddommelige personer forpligte sig til at hjælpe os på enhver måde, når vi holder vort løfte om at "drage bort . . . og rør ej noget urent." Når vi holder løftet siger han: "Jeg vil tage imod jer." (MS 85, 1901). ret

(1075)   3, 4. Se EGW til 5.Mos. 26,18.

3-5. Se EGW til Mark 16,1, 2.

(1076) 15. Se EGW til kp. 3,31. ret

(1076)   19, 22 (1 Tess. 3,13; 4,7; Hebr. 12,14). Helt med Gud - Hellighed er at være helt med Gud. Sjælen er overgivet til Gud. Viljen, og endog tankerne er bragt ind under lydighed imod Kristi vilje. Jesu kærlighed fylder sjælen, og flyder uophørligt ud i en klar fornyende strøm, der glæder andres hjerter. (MS 33, 1911). ret

(1076)   23. En røst fra Himlen. - Overtrædelsen bragte hele verden i fare, satte den under dødsdom. Men der lød en stemme fra himlen, som sagde: "Jeg har skaffet løsepenge." (Brev 22, 1900). ret

(1076)  

Kapitel 7

7. Se EGW til 2 Kor. 3,7-18.

7-9 (Fil. 3,5. 6; Jak. 1,23-25). Paulus' forunderlige forandring. - Paulus siger at han var "ulastelig efter lovretfærdighedens krav", når det gjaldt ydre gerning, men da han erkendte lovens åndelige karakter, når han så ind i det hellige spejl, så han sig selv som en synder. At dømme efter menneskelig målestok havde han afholdt sig fra synd, men når han så ind i dybderne af Guds lov, bøjede han sig i ydmyghed, og bekendte sin skyld. Han gik ikke bort fra spejlet og glemte hvilket menneske han var men viste ægte anger over for Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus. Han lod sig vaske, han blev renset. Han siger: "Jeg havde jo ikke vidst af begær, som ikke loven havde sagt: Du må ikke begære." Men da synden fik en anledning ved budet, vakte den alskens begær i mig. Thi uden lov er synden død. Jeg levede engang uden lov men da budet kom, levede synden op, og jeg døde." ret

(1076)  Synden viste sig da i sin grufuldhed, og al selvagtelse forsvandt. Han blev ydmyg. Han tillagde ikke godhed og fortjeneste til sig selv. Han ophørte med at tænke høje tanker om sig selv end han burde og han gav Gud æren for alt. Han havde ikke længere ambition om at være noget stort. Han holdt op med at ville hævne sig, og han var ikke længere følsom over for bebrejdelse, tilsidesættelse eller foragt. Han søgte ikke at skubbe andre ned for at løfte sig selv op. Han blev mild, nedladende, sagtmodighed og ydmyg af hjertet, fordi han havde lært sin lektie i Kristi skole. Han talte om Jesus og hans magtesløse kærlighed og han kom mere og mere til at ligne ham. Han brugte al sin energi på at vinde sjæle for Kristus. Når prøvelser kom til ham, på grund af hans uselviske arbejde for sjæle, gik han på knæ i bøn, og hans kærlighed til dem voksede. hans liv var skjult med Kristus i Gud, og han elskede Jesus med hele sit hjertes glød. Enhver menighed var dyrebar for ham, han fattede personlig interesse for hvert medlem; for han anså hver sjæl som er købt med Kristi dyrebare blod. (RH 22. juli, 1890). ret

(1076)   9. Guds lov døde ikke. - Apostlen Paulus, i fortællingen af hans erfaring, præsenterer en betydningsfuld sandhed angående det arbejde, der er nødvendigt for omvendelse. Han siger: "Jeg levede engang uden lov" - han følte ingen fordømmelse, "men da budet kom" da Guds lov stod klar for hans samvittighed, "levede synden op, og jeg døde". Da så han sig selv som en synder, fordømt af loven. Bemærk, det var Paulus, der døde, ikke loven. (4SP 297) ret

(1076)   12 (kp. 3,25; Ef. 1,7). Loven opretholder sin værdighed. - Igennem frelsesplanen bevarer loven sin værdighed ved at fordømme synderen, og synderen kan blive frelst ved Kristi forsoning for vore synder, "i ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse." Loven er ikke blevet ændret det mindste for at imødekomme mennesket i dets faldne tilstand. Den forbliver, hvad den altid har været - hellig, retfærdig og god. (RH 23. maj, 1899). ret

(1076)  

Kapitel 8

11 (Matt. 26,39; Luk. 22,42, 43; se EGW til 1 Kor. 15,20. 40-52). Et velsignelsens bæger.--"Men hvis hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde bor i jer, da skal han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i jer." hvor dyrebare disse ord er for enhver sorgfuld sjæl! Kristus er vor vejleder og trøstermand, som trøster os i alle vore prøvelser. Når han lader os tømme det bitre bager, fører han også et velsignelsens bøger til vore læber. Han fylder hjertet med overgivelse, med fred og glæde i troen, (1077) og sætter os i stand til ydmygt at sige: "Ske ikke min vilje men din min Gud." (Brev 65a, 1894).

13. Se EGW til 1 Kor. 9,24-27. ret

(1077)   15-21 (1 Tim. 1,9, 10; Jakob 1,22-25; se EGW til 2 Kor. 3,6-9). Ikke de lydige, men overtrædere er i trældom. - I sit brev til Timoteus beskriver Paulus de mennesker, som er trætte under loven. De er lovens overtrædere. Han nævner de lovløse, genstridige, ugudelige, syndige, ufromme, vanhellige, mordere, ukyske, løgnere og hvad andet, der strider imod den sunde lære. 1 Tim. 1,9, 10. ret

(1077)  Guds lov er det spejl som afslører menneskets karakterbrist. Det er ikke behagelig for dem, der glæder sig over uretfærdighed, at se deres hæslige vandel. De sætter ikke pris på dette trofaste spejl, fordi det viser dem deres synder. Derfor, i stedet for at kæmpe imod dets kødelige natur, giver de sig til at stride imod det trofaste spejl, som Gud har givet dem netop i den hensigt, at de ikke skulle blive bedraget, men at de skulle erkende deres karaktermangler. ret

(1077)  Burde erkendelsen af disse mangler lede dem til at hade spejlet, eller hade dem selv? Skulle de lukke øjnene for dette spejl som viser deres mangler? Nej. For de synder, som de nyder som spejlet nøjagtigt viser findes i deres liv, vil lukke himlens porte for dem, medmindre de aflægges, og de bliver gjort fuldkomment for Gud. (RH 8. marts, 1870). ret

(1077)   (Gal. 4,24-31; 5,1.) Lydighed er ikke trældom. - Ingen, som tror på Jesus Kristus er under Gud’s lov’s trældom; for hans lov er livets lov og ikke en dødens lov, for dem der adlyder dens forskrifter. Alle, som forstår lovens åndelige natur, alle, som erkender dens magt til at påvise synd, står ligeså hjælpeløse, som Satans selv, medmindre de modtager den forsoning, som er tilvejebragt for dem i offeret igennem Jesus Kristi midlertjeneste, han var forsoner - engelsk ordspil egl.: vor genforening med Gud. ret

(1077)  Ved tro på Kristus er det muligt at adlyde ethvert princip af Guds lov. (MS 122, 1901) ret

(1077)   (Gal. 3,6-9.) Lovtrældommens slaveri. - Trældommens ånd fostres ved at søge at leve lovmæssigt korrekt, gennem stræber efter at opfylde lovens krav ved ege kraft. Der er kun håb for os, når vi kommer under dens pagt, som Gud svor med Abraham hvilket betyder en nådespagt ved tro på Jesus Kristus. Evangeliet, som blev forkyndt for Abraham hvorved han fik håb, var det samme evangelium som forkyndes for os i dag, hvorved vi har håb. Abraham så hen til Jesus, som begynder og fuldender troen også for os. (YI 22. sept., 1892). ret

(1077)   17 (Gal. 4,7). Guds lydige børns privilegier. - Gud elsker sine lydige børn. Han har beredt et rige, ikke for de oprørske, men hans børn, som han har først igennem smeltediglen i en verden, der er fordærvet og ødelagt af synd. Som lydige børn er det vort privilegium at have slægtskab med Gud. "Men når vi er børn, er vi også arvinger", til en udødelig arv. . . . Kristus og hans folk er ét. (Brev 119, 1897). ret

(1077)   18. Se EGW til 2.Kor. 4,17. 18.

22. Se EGW til 1.Mos. 3,17.18.

26. Se EGW til Matt. 3,13-17. ret

(1077)   26, 34 (Ef. 5,2; Heb. 7,24-28; 8,1. 2; 9,24; 1 Joh. 2,1; Åb. 8,3. 4; se EGW til Apg. 1,11; Hebr. 7,25). Kristi midlertjeneste og hans Ånd. - Kristus Jesus fremstilles som altid stående ve alteret hvor han hvert øjeblik frembærer ofret for verdens synd. han tjener ved det sande tabernakel som Gud har rejst, og ikke mennesker. De forbilledlige symboler fra det jordiske tabernakel har ikke længere nogen værdi. Der foretages ikke mere en daglig og årlig forsoning, men det forsonende offer gennem en forbeder er absolut nødvendig fordi der stadig begås synder. Jesus forretter midlertjeneste i Guds nærvær og ofrer sit udgydte blod, som af et slagtet lam. Jesus frembærer offeret for enhver forseelse, mangel hos synderen. ret

(1077)  Kristus, vor mellemmand, og Helligånden går stadig i forbøn for mennesker, men Helligånden beder knap så intenst for os, som Jesus, som frembærer sit blod, der har været udgydt fra verdens grundlæggelse. Ånden drager vore hjerter, leder os til bøn og andagter, lovprisning og taksigelse. Den taksigelse der strømmer fra os er udtryk for, at Ånden berører sjælens (1078) strenge i hellige minder og frembringer hjertets musik. ret

(1078)  Gudstjenesten, bønnerne, lovsangen og den angerfyldte syndsbekendelse stiger op fra de sande troende ligesom røgelse til den himmelske helligdom; men ledet igennem menneskehedens fordærvende kanaler, er de så besmittede at, medmindre de renses med blod, kan de aldrig have nogen værdi for Gud. De opstiger ikke i pletfri renhed, og medmindre Mellemmanden, som er ved Guds højre hånd, præsenterer og renser alle med sin retfærdighed, er de ikke antagelige for Gud. Al røgelse fra jordiske tabernakler må vædes med Kristi rensende blod. Han bærer røgelseskaret med hans egne fortjenester helt uden plet eller jordisk fordærv, frem for Faderen. I sit røgelseskar samler han sit folks bønner, lovsang og bekendelser og han tillægger (dem) sin egne pletfri retfærdighed. Sammen med vellugten af Kristi forsoning, stiger røgelsen op og antages helt og fuldt af Gud. Derefter gengældes de med nådefulde bønnesvar. ret

(1078)  Oh, om blot alle kunne se, at alt, der vedrører lydighed, anger, lovprisning og taksigelse må prøves som gennem ild med Kristi retfærdighed. Vellugten af denne retfærdighed stiger op som en sky omkring nådestolen. (MS 50, 1900). ret

(1078)   29 (2 Kor. 3,18; Kol. 3,10). Guds moralske billede gendannes gennem Kristus. - Skønt Guds moralske billede blev næsten udslettet ved Adams synd, kan det dog blive fornyet gennem Kristi fortjenester og kraft. Mennesket vil kunne bære Guds moralske billede i sin karakter; for Jesus vil give ham det. Medmindre Guds moralske billede kommer til syne i mennesket, vil han aldrig få adgang til Guds stad, som en sejrvinder. (RH 10.juni, 1890). ret

(1078)   29, 30. Se EGW til Ef. 1,4, 5, 11. ret

(1078)   34 (Heb. 7,25; 1 Joh. 2,1; se EGW til Matt. 28,18). Bevaret ved Kristi forbøn. - Enhver som vil bryde med slaveriet under Satans tjeneste, og vil stille sig under Prins Immanuels blodbestænkte banner, vil blive bevaret ved Kristi forbøn. Kristus vor mellemmand ved Guds højre hånd ser altid efter os, for det er ligeså nødvendigt at han bevarer os med sine forbønner, som det, at han forløser os med sit blod. Hvis han slipper sit tag i os blot et øjeblik, står Satan til at ødelægge. Dem, som han har købt med sit blod, bevarer han nu med sin forbøn. (MS 73, 1893). ret

(1078)   (Ef. 5,2; Heb. 7,25-27; 9,23-26; 13,15; Åb. 8,3, 4.) Konstant behov for Kristi forbøn. - Kristus var grundvolden for hele den jordiske husholdning. Gennem tjenesten i det jødiske præsteskab har vi en stadig påmindelse om Kristi offer og forbøn. Alle, som kommer til Kristus i vor tid, må huske at hans fortjeneste er den røgelse som blandes med bønnerne fra dem, der angrer deres synder og får tilgivelse, barmhjertighed og nåde. Vi har konstant brug for Kristi forbøn. Dag for dag, morgen og aften har det ydmyge hjerte brug for at opsende bøn, som vil blive besvaret med nåde, fred og glæde. "Lad os ved ham, altid bringe Gud lovprisningsoffer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn. Og glem ikke at gøre vel og dele med andre, thi i sådanne ofre har Gud velbehag." (MS 14, 1901). ret

(1078)   (Joh. 14,6; 1 Tim. 2,5; Hebr. 9,11-14.) Iført hans præstedragt. -Kristus er blevet forbindelsesledet mellem Gud og mennesker. Når vi gør brug af hans navn har han lovet selv at gå i forbøn for os. Han lægger hele kraften af hans retfærdighed over på den angrende bedendes side. Kristus beder for mennesket og mennesket, i behov for guddommelig hjælp, beder for sig selv til Gud i kraft af ham, som gav sit liv for verden. Når vi giver indtryk for værdsættelse af Kristi fortjenester, bliver der tillagt røgelse til vore forbønner. Åh, hvem formår at vurdere denne store barmhjertighed og kærlighed! når vi søger nær til Gud gennem Kristi fortjenester bliver vi iført hans præstedragt. han stiller og lige med hans side favner os med sin menneskelige arm, mens hans guddommelige arm holder fast ved den evige trone. Han lægger sine fortjenester, som velduftende røgelse i et røgelseskar i vore hænder for at opmuntre vor bønner. Han lover at høre og besvare vore indtrængende bønner. ret

(1078)  Ja, Kristus er blevet bønnemiddel mellem mennesket og Gud. Han er også blevet et middel til velsignelse mellem Gud og mennesker. Han har forbundet det guddommelige med det menneskelige. Mennesker må samarbejde med Gud for dens egen frelse, dernæst må de gøre alvorlige, vedholdende og utrættelige bestræbelser for at frelse dem, som er ved at gå fortabt. (Brev 22, 1898). ret

(1078)  

Kapitel 9

5. Se EGW til Joh. 1,1-3.

Kapitel 10

5. Se EGW til 5.Mos. 6,6-9.

Kapitel 11

Jøderne må ikke blive overset. - Arbejdet for jøderne som skitseret i Rom. 11 er et arbejde der må behandles med speciel visdom. Det er et arbejde, der ikke må overses. Guds visdom skal ud til folket. I al visdom og retfærdighed må der banes vej for Kongen. Der må gives enhver anledning for at jøderne kan komme til lyset. (Brev 96, 1910). ret

(1079)   4-6 (Ef. 1,4. 5. 11; 1 Peter 1,2; 2 Peter 1,10). At rette sig efter betingelserne for udvælgelse. - Hvis vi retter os efter Herrens betingelser, har vi sikkerhed for udvælgelse til frelse. Fuldkommen lydig imod hans bud er bevis på at vi elsker Gud, og ikke er forhærdede i synd. ret

(1079)  Kristus har en menighed til enhver tid. Der findes nogle i menigheden, som ikke er spor bedre for deres forbindelse med den. I deres eget liv overtræder de betingelserne for deres udvælgelse. Lydighed mod Guds bud giver os ret til Hans menigheds privilegier. (MS 166, 1898). ret

(1079)   5 (Joh. 15,4). Den eneste udvælgelse i Bibelen. - [Joh. 15,4 citeret.] Disse er de mest vidunderlige perler af sandhed for hver vore sjæle individuelt. Dette er Bibelens eneste udvælgelse, og du kan vise dig udvalgt af Kristus gennem at være trofast; du kan vise dig udvalgt af Kristus ved at blive på vintræet. (MS 43, 1894). ret

(1079)   33 (Job 11,7; 1 Kor. 2,7-14; se EGW til Job 38; 1 Kor. 13,12). En grænse for anvendelse af menneskelige hjælpekilder. - Alle har pligt og privilegium til at bruge sund fornuft så langt som menneskelige evner rækker; men der er en grænse for, hvor langt menneskelige hjælpekilder kan nå. Der er mange ting, som ikke kan gennemtænkes af det skarpeste intellekt eller erkendes af den mest skarpsindige forstand. Filosofien kan ikke bestemme Guds veje og værk; menneskelig forstand kan ikke måle den evige. ret

(1079)  Jehova er kilden til al visdom, sandhed og kundskab. Mennesket kan opnå høje resultater i dette liv gennem den visdom Gud giver; men der er en evighed hinsides, som vil være de frelstes studium og glæde igennem evigheden. Nu kan mennesket blot dvæle på grænsen til det uendelige og lade forestillinger gribe flugten. Det faldne menneske kan ikke begribe Guds dybder; for åndelige ting forstås åndeligt. Den menneskelige forstand kan ikke begribe Guds visdom og magt. (RH 29. dec., 1896). ret

(1079)   (Joh. 17,3.) Undgå gætteri i søgen efter Gud. - Menneskeligt talent og gætteværk har søgt at udgrunde Gud. Men gætteværk har vist sig kun at være gætteværk. Mennesket kan ikke udgrunde Gud. Dette er et problem som, mennesket aldrig er blevet bedt om at løse. Alt det, som mennesket behøver og kan vide om Gud, er blevet åbenbaret i hans Ord og igennem hans Søns liv, den store Mester. ret

(1079)  Lad mennesker huske, at de har en Herre i himmelen, en Gud som ikke lader sig spøge med. Den som omspænder sin hjerne i forsøg på at hæve sig selv og skitsere Gud, vil opdage at han gjorde meget bedre i at stå foran Gud i ydmyg bøn, og bekende at han kun er et fejlende menneske. Gud kan ikke fattes af mennesker. Hans værk og veje kan ikke udgrundes. Vi kan udtale os om de åbenbaringer af Ham selv, som er givet i Hans ord, men bortset fra dette, må vi sige om ham: Du er Gud og dine veje er uransagelige. ret

(1079)  Der er en kundskab om Gud og Kristus, som alle frelste må kende. ”Dette er det evige liv,” sagde Kristus ”at de kender dig den eneste sande Gud og Jesus Kristus, som du har sendt." ret

(1079)  Det spørgsmål vi må studere er, hvad er sandhed - sandheden for vor tid, elskes, æres og adlydes? (1080) Videnskabens entusiaster har lidt nederlag og tabt modet i deres forsøg på at udforske Gud. De trænger til at stille spørgsmålet, Hvad er sandhed? (MS 124, 1903) ret

(1080)  

Kapitel 12

En prædiken, som er skrevet til vor belæring. - Det ville være gavnligt for os at studere Romerbrevets 12. kapitel. Det er en prædiken skrevet af apostlen Paulus til vejledning for os. (MS 50, 1903)

1. Se EGW til 2. Mos. 20,1-17. ret

(1080)   1, 2 (kp. 1,20; Sal. 19,1-4). Guds værk underviser os. - [Rom. 12,1, 2 citeret.] Hvad udfører Gud, og hvad kræver han af os individuelt i arbejdet for at frelse vore sjæle? Gud virker i os ved sandhedens lys som oplyser hver menneske, som kommer til verden. Bibelen omtaler Guds værk, som det er åbenbart i verden, som lige så mange lærere, hvis stemme har lydt, over hele jorden og forkyndt Guds egenskaber. Forstanden må se sandheden, og viljen bøje sig for dens krav, når den fremstilles for os baseret på Bibelsk vidnesbyrd. (MS 49, 1898). ret

(1080)   2 (1 Kor. 4,9; Fil. 2,12, 13). Gode frugter er beviset. - Mennesket, det faldne menneske kan blive forvandlet gennem en fornyelse af sindet, så at det kan skelne hvad der er Guds vilje 'det gode, velbehagelige og fuldkomne'. Hvorledes kan han det? Ved at Helligånden behersker tanke, ånd, hjerte og karakter. Hvor ligger beviset? ”Vi er et skuespil for verden, for engle og for mennesker.” Ved Helligånden bliver der udført et virkeligt arbejde i menneskets karakter, og dels frugter er åbenlyse. ret

(1080)  Ligesom et godt træ bærer gode frugter, så vil et træ som faktisk er plantet i Herrens have bære frugt til evigt liv. Skødesynder bliver overvundet; onde tanker bliver udelukket (af sindet). Dårlige vaner bliver renset ud af sjælens tempel. Tendensen som har haft tilbøjelighed til en forkert retning er blevet drejet i en rigtig retning. Forkerte temperament og gemyt forandres, og fornyes ved nye principper for handling. Et helliggjort sind og følelsesliv er nu frugten der bæres på det kristne træ. En fuldkommen forandring har fundet sted. Dette er det arbejde som må gøres. ret

(1080)  Vi ser i vor egen erfaring at vi ikke kan udføre beslutninger og fortsætter ved egen kraft. Skal vi da blot opgive vore målbevidste anstrengelser? Nej, selvom vor erfaring viser os at det er umuligt for os selv at gennemføre værket, så kommer hjælpen fra en som er mægtig til at gøre det for os. Når vi klynger os til Ham i tro, gør Han arbejdet for os. Den troende kan kun hvile i tro. Når Gud arbejder, kan vi arbejde i tillid til Ham og udføre Hans vilje. (MS 1a, 1890). ret

(1080)   3. Sæd af selvforherligelse avler en sikker høst. - [Rom. 12,3, 10, 9 citeret.] . . . Vantro kommer til udtryk på mange måder, for Satan våger over enhver anledning til at indskyde nogle af sine egenskaber. I det naturlige hjerte er der en tilbøjelighed til selvophøjelse eller opblæsthed over et godt resultat af ens anstrengelser. Men selvophøjelse hører ikke hjemme i arbejde for Gud. Uanset intelligensniveau, eller det mål af alvor og nidkærhed der lægges i arbejdet, så vil du stå for fald, medmindre du sætter al tendens til stolthed til side, og overgiver dig til at blive ledet af Guds Ånd. ret

(1080)  Åndelig død i sjælen kommer til udtryk i stolthed og en forkrøblet erfaring; de som har en sådan erfaring går sjældent den lige gang i livet. Hvis der nævnes stolthed vil netop de kvaliteter blive besmittet, som ellers, gennem modtagelse F Guds nåde ville blive en velsignelse. De sejre, som ville være en lugt af liv til liv, hvis æren var blevet givet til Gud, bliver plettet af Selvforherligelse. Dette kan synes at være småting, desuden værd at lægge mærke til, men den sæd, der sås bringer sin visse høst. Det er disse småsynder, så almindelig at de næppe lægges mærke til, som Satan bruger i sin tjeneste. (MS 47, 1896). ret

(1080)   (Heb. 11,1.) Tro er en gave fra Gud. - Tro fortjener intet for os; den er en gave fra Gud, som vi kan modtage og værdsætte, ved at gøre Kristus til vor personlige frelser. Vi kan (vælge) at afvise gaven og tale tvivl og blive kede af det ved at nære tvivl. Men dette vil vokse til en uoverstigelig hindring, (1081) og udelukke hans lys og kærlighed fra vore hjerter. (ST 19. maj, 1898).

11. Se EGW til Mark 12,30.

12. Se EGW til Neh. 2,4. ret

(1081)   17 (2 Kor. 8,21; 1 Peter 2,12). De ærlige er hans juveler for evigt. - Sandfærdighed og oprigtighed skulle altid værdsættes højt af alle som bekender sig til at følge Jesus. Gud og ret skulle være deres motto. At handle ærligt og retfærdigt i den nærværende onde verden. Nogle vil handle ærligt når de ser at ærlighed ikke vil bringe deres jordiske interesser i fare, men alle som handler ud fra dette princip, vil få deres navne slettet fra livets bog. ret

(1081)  Der må opelskes absolut ærlighed. Vi har kun én chance til at leve her i verden; vi kan ikke komme tilbage og rette nogen fejltagelser; derfor bør hvert skridt tages i gudsfrygt og forsigtig omhu. Ærlighed og politik harmonerer ikke; enten vil politik blive undertrykt og sandhed og ærlighed er i kontrol, eller politik tager styret, og ærlighed ophører med at dirigere. Begge kan ikke handle samtidig; de vil aldrig være enige. Når Gud samler sine juveler vil de sande, de oprigtige og de ærlige udgøre hans udvalgte, hans skatte. Engle forbereder kroner for dem, og lys fra Guds trone vil genskinne pragtfuldt fra disse stjerne prydede diademer. (RH 29. dec., 1896). ret

(1081)   19 (Sal. 119,126; Luk. 18,1-7; Åb. 6,9). Beskytter og hævner. - Når trods imod Guds lov er blevet næsten universel og Guds folk er trykket under sorg af deres medmennesker, da vil Gud skride ind. Da vil der høres en stemme fra martyrernes grave, som repræsenterer dem, som Johannes så var blevet dræbt for Guds Ords og Jesu vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved - da vil bønnen blive sendt op fra ethvert sandt Guds barn: "Det er tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din lov." ret

(1081)  De indtrængende bønner vil blive besvaret, for Gud ynder at hans folk søger ham af hele hjertet og stoler på ham som befrieren. Guds folk vil søge hen til ham, for at han må gøre dette for dem, og han vil stå op som deres beskytter og hævner. "Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem som råber til ham dag og nat?" (RH 21. dec., 1897) ret

(1081)  

Kapitel 13

1. Gud, Herre over alle folk. - Hvem må betragtes som nationernes hersker? - Gud, Herren, den Almægtige. Alle konger, herskere, nationer tilhører ham og er under hans styre og regering. (MS 119, 1903) ret

(1081)   1-7. Herskere er Guds tjenere. - Noget af det sørgeligste på jorden er den kendsgerning at der findes lidenskabelige ledere og uretfærdige dommere. De glemmer at de er under den alvise Guds autoritet, han som husker over enhver regent, fyrste, guvernør og konge. ret

(1081)  Statslederne er Guds tjenere og de må tjene som hans lærlinge. Det er til deres eget bedste at de trofast følger de direkte ”Så siger Herren” og holder sig på Herrens vej og udøver ret og retfærdighed. De skal forvalte deres magt uden partiskhed og hykleri, afvise at lade sig købe eller sælge, afsky al bestikkelse, og bevare deres moralske uafhængighed og værdighed for Gud. De må ikke medvirke til nogen uærlig eller uretfærdig handling. De må ikke selv forfalde til nogen lav eller uretfærdig handling ej heller støtte andre i undertrykkende adfærd. Kloge regeringsledere vil ikke tillade folket at blive undertrykt på grund af misundelse og jalousi fra dem, der lader Guds lov ude af betragtning. . . . Alle må holde sig evigheden for øje, og ikke handle på en sådan måde at Gud ikke kan godkende (ratificere) deres dom i himlens domstol. (RH 1. okt., 1895) ret

(1081)   14. Ingen tvivlsom fromhed blandt sande troende. - Oprigtige kristnes fromhed er uden skygge af tvivl. De har ført sig Herren Jesus Kristus, og plejer ikke kødet, så begæringer vækkes. De ser bestandig hen til Jesus efter hans befaling, ligesom en tjener følger sin herre, eller en tjenestepige sin frue. De er parat til at gå hvorhen Guds forsyn end sender dem. De tager ikke æren til sig selv. De regner intet af hvad de har - uddannelse, talent, ejendom - for deres eget, men anser sig kun for forvaltere af Guds mangfoldige nåde, og tjener for Kristi menighed. Disse er Herrens budbringere, som lys midt i mørket. Deres hjerter banker enstemmigt med Kristi store hjerte (MS 1a, 1890). ret

(1081)  

Kapitel 14

(1082) 10. Se EGW til 2 Kor. 5,10.

11. Se EGW til kp. 3,19. ret

(1082)  

Kapitel 16

25 (Ef. 3,9-11; Kol. 1,26. 27; se EGW til 2 Kor. 12,1-4). Guds evige fortsæt. - Gud havde en viden om fremtidens begivenheder, allerede inden verdens skabelse. Han lagde ikke sine formål tilrette efter omstændighederne, men han tillod tingene at udvikle sig og modnes. Han medvirkede ikke til at forårsage en vis tilstand, men han forudså at en sådan tilstand ville opstå. Den plan som ville blive udført som følge af frafald blandt nogen af de højeste engle - dette er den hemmelighed som har været skjult fra evigheden. Og der blev beredt et offer i det evige forsyn at udføre netop det arbejde som Gud har gjort for den faldne menneskehed (ST 25. marts, 1897). ret

(1082)   (1.Mos. 3,15, Ef. 3,9-11; Kol. 1,26. 27; se EGW til Jer. 23,28.) Den hemmelighed der var fortiet fra evige tider. - Kristi menneskebliven er et mysterium. Foreningen af det guddommelige med det menneskelige er i sandhed et mysterium, som ligger gemt hos Gud. ”En hemmelighed der har været fortiet fra evige tider." Der blev bevaret fra evighed hos Gud, og blev først åbenbaret i Evighedens Have, gennem profetien om at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved og den skulle såre hans hæl. ret

(1082)  Da Kristus kom til denne jord, var det hans opgave at præsentere denne hemmelighed for verden, som Gud havde fortiet fra evige tider før verden var skabt og før mennesket blev dannet. Og denne vidunderlige hemmelighed, Kristi menneskebliven og forsoninger han gjorde må erklæres til enhver søn og datter af. . . . Hans lidelse opfyldte fuldt ud Guds lovs (ST 30. jan., 1912). ret

(1082)   (1 Tim. 3,16.) Hemmeligheden over alle hemmeligheder. - Kristi menneskebliven er hemmeligheden over alle hemmeligheder (Brev 276, 1904). ret

næste kapitel