1. Korinterbrev

(1082)  Kapitel: 1-3 - 1 - 2 - 3 - 4 - 6 - 9 - 10 - 11 - 12 - 13 - 15 ret

(1082)  

Kapitlerne 1-3

(1082)Lektier til enhver menighed.--Det tredje kapitel i første Korinterbrev bør læses omhyggeligt og under bønlig overvejelse af ethvert menighedsmedlem. Det første og andet kapitel i dette brev bereder vejen for det tredje, og dette er lektier for enhver menighed i verden. Årsagen for deres vanskeligheder åbenbares tydeligt. (MS 74, 1899). ret

(1082)  

Kapitel 1

1. Se EGW til kp. 9,13-18.

1-8. Vogt menigheden mod bedrag. - Undervisningen i dette brev rettes mod Guds menighed i Korint, og anvises at blive sendt til ethvert sted der var grupper af hellige, der troede på Jesus Kristus. Som medlemmer af Kristi menighed, bliver de beskrevet som “helliggjorte i Kristus Jesus,” og “kaldede til at være hellige.” Gennem dåben forpligtede de sig til en tjeneste af gode gerninger med at søge at frelse andre, der ikke kendte sandheden. ret

(1082)  Menigheden i Korint var hovedsagligt dannet af hedninge. Paulus havde arbejdet ihærdigt blandt dem, og havde bragt dem til et kundskab om sandheden. Men efter Paulus havde forladt dem, havde falske lærere stået frem, som havde draget apostelskabet og Paulus tjeneste i tvivl. De talte hånligt om ham, og forsøgte at gøre sammenligninger mellem dem selv og ham, som ville forklejne ham i menighedens øjne. ret

(1082)  Paulus forsøgte ikke at ophøje sig selv. Men da falsknerierne truede med at ødelægge værket af hans prædikantarbejde, gjorde trofasthed mod hans mission det nødvendigt for ham at ære Gud ved at forsvare sin karakter og værdsætte sit embede. Han påberåber at have en guddommelig mission - at han er "kaldet til at være Jesu Kristi apostel gennem Guds vilje." ret

(1083)  (1083)Paulus var kaldet til sit arbejdet af livets Prins. Medens Paulus var engageret i den grusomme forfølgelse af Kristi efterfølgere, viste Frelseren sig for ham og kaldte ham til at være en apostel for hedningene. Som en apostel af vor Herre, nærede han et helligt ansvar for korintermenighedens krigsførelse. Under hans administration havde de ikke kun modtaget men også lært sandheden til andre. De var blevet så beriget ad de var kommet ind uden gaver. De var blevet bragt ind nærmere og dybere forhold til Kristus. ret

(1083)  Paulus kunne ikke i tavshed lade sig drive fra marken, ved falske lærere - lærere som ville indføre falske holdninger og teorier som kunne lade ærlige sjæle bort fra sandheden. Der må passes på menighederne, og advares imod bedrag. Kristus gav Sig selv for os, for at genløse os fra al uretfærdighed, så Han kan rense Sig selv et særligt folk, der er nidkær i gode gerninger. Hans menighed må holdes fra for al falsk lære (MS 46, 1905). ret

(1083)   10. Enighed i forskelligheden. - Styrken i Guds folk ligger i deres enhed hos Ham igennem Sin enbårne Søn, og deres enhed med hinanden. Der er ikke to blade på et træ der er præcis ens; alle tankesind løber heller ikke i den samme retning. Men selvom er sådan, kan der enighed i forskelligheden. Kristus er vor grundstammen, og alle som er podet ind i denne grundstamme vil bære den frugt som Kristus bar. De vil åbenbare Hans karakters vellugt i veltalenhedens talent, i gæstfri dannelse, i kristen belevenhed og himmelsk dannelse. ret

(1083)  Se på et blomstertæppe, og se de forskelligfarvede tråde. Alle er ikke lyserøde, eller er ikke grønne, eller er ikke blå. En variation af farver er vævet sammen for at danne mønsteret. Sådan er det med Guds plan. Han har til hensigt at sætte os der, hvor vi må lærer at leve som enkeltpersoner. Vi er ikke alle egnet til at gøre den samme slags arbejde, men enhver mands arbejde er udtænkt af Gud til at udføre Sin plan (RH 4. juli, 1899).

10-13. Se EGW til Gal. 5,1, 2. ret

(1083)   13. Kristus er den samlende sten. - Paulus spørger: "Er Kristus splittet?" Har vi ikke ét åndeligt hoved? Kristus har været den forenende sten, hovedhjørnesten, i alle tidsaldre. Patriarkerne, det levitiske præsteskab, og kristne I dag, har alle deres omdrejningspunkt i Ham. Han er alt i alle (RH 3. jan., 1899).

21. Se EGW til Rom. 1,20-25. ret

(1083)   25-29. Gud måler ikke efter menneskets standard. - På grund af menneskebørnenes stolthed og ærgerrighed, har Gud valgt at udføre Sine mægtige gerninger ved de mest enkle og ydmyge midler. Det er ikke de mænd verden ærer som store, talentfyldte og brilliante, som Gud udvælger. Han vælger dem som vil arbejde i ydmyghed og enkelthed, anerkende Ham som deres leder i alle livets pligter og anliggender. . . . ret

(1083)  Himlens majestæt arbejder med hvem han vil. Hans forsyn vælger nogle gange de ydmygeste redskaber til det største arbejde, for Hans kraft åbenbares gennem menneskers svaghed. Vi har regner tingene ud efter vor måde, og derved erklærer vi en ting for stor, og en anden for lille; men Gud vurderer ikke efter mennesker standard, Han danner ikke Sin målestok efter deres. Vi skal ikke tro at det der stort for os, må være stort for Gud, og hvad der er småt for os er småt for Ham (ST 14. juli, 1881). ret

(1083)  

Kapitel 2

1-3. Vær bange for selvet. - Apostlen Paulus kunne imødekomme veltalenhed med veltalenhed, logik med logik, han kunne forstandigt ind i alle diskussioner. Men var han tilfreds med denne verdslige kundskab? Han skriver: ”Da jeg kom til jer, brødre, kom jeg heller ikke og forkyndte jer vidnesbyrdet fra Gud med fremragende veltalenhed eller visdom. Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” ret

(1083)  Her er en meget vigtig lektie. Vi behøver at forstå hvor vi er. Vi behøver at forstå, at den højeste uddannelse der nogen sinde kan gives dødelige mennesker udvikler en ydmyghed, for den åbenbarer hvor meget der stadig er at lære. ret

(1083)  Jo mere du lærer, des mere vil du se nødvendigheden af at bruge hele (1084) dit sind og din interesse for lærdommen, for Kristi sag. Hvorfor lærer du? Får du dig kundskab så at du får forstand på sandheden? Hvis det er formålet, så vær sikker på at du vil skjule selvet i Jesus Kristus. ret

(1084)  ”Og jeg kom til jer i svaghed og frygt og megen bæven” Paulus var en meget stor lærer; alligevel følte han at arbejdede Guds Ånd ikke med ham, vil al den uddannelse han måtte få være af lille betydning. Ve behøver den samme erfaring; vi må være bange for os selv. Vi behøver hver i sær at sidde ved Jesu fødder, og lytte til Hans undervisende ord (MS 84, 1901).

1-4. Se EGW til Apg 17,34. ret

(1084)   1-5 (Apg 9,3-6; 22,3. 4). Undervisning til menigheden i dag.--[1 Kor. 2,1-5 citeret.] Paulus var ikke nogen ulært mand, men Kristi forkyndelse var et nyt evangelium for ham. Det var et helt anderledes arbejde fra det som han involveret sig da han jagtede de troende fra sted til sted og forfulgte dem ”helt til døden.” Men Kristus havde åbenbaret Sig selv for Paulus på en bemærkelsesværdig måde ved hans omvendelse. Ved Damaskus’ port forandrede Den Korsfæstede hele hans livsretning. Forfølgeren blev en discipel, en lærer til en elev. ret

(1084)  Fra det tidspunkt blev Paulus et sandt omvendt menneske. Gud gav ham et særligt arbejde at gøre for kristendommens sag. Hans undervisning i hans breve til menighederne på hans tid, er undervisning til Guds menighed til endens tid (Brev 332, 1907). ret

(1084)   Veltalenhed i enkelthed.--[1 Kor. 2,1-5 citeret.] Paulus kom ikke menighederne som en stor taler eller som en videnskabelig filosof. Han søgte ikke blot at behage øret med pæne ord og sætninger. Med enkle ord proklamerede han de ting som var blevet åbenbaret for ham. Han var i stand til at tale med kraft og myndighed, for han fik ofte instrukser fra Gud i syner [vs. 6-10 citeret] (MS 46, 1905). ret

(1084)   (Apg 17,22-34.) Åndelig kraft ikke i menneskelig visdom.--[1 Kor. 2,1-9 citeret.] Apostlen Paulus havde alle rettigheder som en romersk borger. Han stod ikke tilbage, når det gjaldt hebraisk uddannelse; for han havde lært ved Gamaliels fødder; man alt dette gjorde ham ikke i stand til at nå den højeste autoritet. Med al denne videnskabelige og boglige uddannelse var han - til Kristus åbenbarede sig for ham - i lige så dybt mørke som mange andre på hans tid. Paulus blev sig helt bevidst, at det at kende Jesus Kristus ved egen erfaring var både til umiddelbar og evig bedste. Han indså nødvendigheden af at nå det højeste ideal. ret

(1084)  Det har været Paulus sædvane at have en veltalende stil i sin forkyndelse. Han var en mand der kunne tale over for konger, for Athens store og lærte mænd, og hans forstandsmæssige gaver var ofte til værdi for ham, når han skal berede evangeliets vej. Dette prøvede han i Athen, da veltalenhed mødtes med veltalenhed, filosofi med filosofi, og logik med logik; men han fik ikke den fremgang han havde håbet på. Hans bagklogskab fik ham til at forstå at der var noget der manglede, udover menneskelig visdom. Gud lærte ham at noget udover verdens visdom måtte komme til ham. Han måtte have denne kraft fra en højere kilde. For at overbevise og omvende syndere, måtte Guds Ånd komme ind i hans arbejde, og hellige enhver åndelig opståen. Han måtte spise Guds Søns kød og drikke Hans blod.(RH 18. juli, 1899). ret

(1084)   2 (Gal. 6,14). Den centrale sandhed fra skriften. - Der er en stor central sandhed der altid skal holdes for øje, når skrifternes undersøges - Kristus og Ham korsfæstet. Al anden sandhed kommer ind, påvirket og med kraft der svarer til forholdet med dette tema. Det er kun i lyset af korset at vi kan se den ophøjede karakter i Guds lov. Den sjæl der er lammet af synd, kan kun begaves med liv ved det værk vor frelses Ophavsmand udførte på korset. (MS 31, 1890). ret

(1084)   4 (kp. 4,9). Pålidelige forkyndere er et skuespil for verden. - Vort arbejde i denne tid skal ikke udrettes ved forlokkende ord fra menneskers visdom, som hedenske stortalere brugte for at få bifald. Tal i Åndens tilkendegivelse, og med den kraft som Gud alene kan give. De prøvende sandheder for denne tid skal proklameres af mænd, hvis læber er blevet berørt med levende kul fra Guds alter. En sådan prædiken vil afgjort være modsat den prædiken der normalt høres. (1085) Trofaste budbringere, udsendt fra Gud, er et skuespil for verden, for engle, og for mennesker, ikke fordi de sætter sig selv i høje stillinger, men fordi de viser at de styrkes og hjælpes af Ånden (MS 165, 1899).

7-14. Se EGW til Rom. 11,33. ret

(1084)   9 (Ef. 1,17, 18). Optræne fantasien. - Du behøver at dvæle ved forsikringerne i Guds ord, og fremholde for dit sinds øjne. Gentag lektierne der er givet punkt for punkt, dag for dag, og om og om igen, indtil du lærer deres indhold og betydning. I dag ser vi lidt, og med meditation og bøn, ser vi mere i morgen. Og derved får vi de dyrebare løfter lidt efter lidt, indtil vi næsten kan fatte deres fulde betydning. ret

(1084)  Oh, hvor meget mere mister vi ikke af fantasioplæringen ved at dvæle ved guddommelige ting, frem for de jordiske ting! Vi kan give fantasien det største spillerum, og dog »hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.« Friske undere vil blive åbenbaret jo nøjere vi bruger det på guddommelige ting. Vi mister meget mere ved at ikke tale om Jesus og om himlen, de helliges arv. Jo mere vi betragter himmelske ting, des mere ny glæde skal vi se, og des mere vil vore hjerter være fyldt af taknemmelighed for vor godgørende Skaber. (Brev 4, 1885). ret

(1084)   14. Sandhed op imod verdslig visdom. - Dyrebare sandhedsjuveler, som er af den højeste værdi for de sagtmodige og elskelige som tror på Kristus, er tåbelighed for ham som er klog på verdens skatte. Men sandhed, evig sandhed, skal altid til stede hos den sande troende. Ånden er den tilskikkede underviser for en sådan sjæl, hans vejleder, hans stadige styrke og retfærdighed (MS 29, 1899). ret

(1085)   16. Loven er et udtryk for Guds tanke. - Tibudsloven skal ikke betragtes så meget som forbud som de skal betragtes som nåde. Dens forbud er den sikre garanti for lykke inden for lydigheden. Sådan som loven modtages i Kristus, virker de i karakterrenhed, som vil bringe glæde ti os gennem evige tider. For den lydige er den en beskyttelsesmur. Vi beskuer den i Guds godhed, som i sin åbenbaring af dets uforanderlige retfærdighedsprincipper over for mennesker, søger at beskytte dem fra de onder der kommer af overtrædelse. ret

(1085)  Vi skal ikke betragte Gud som den der venter på at straffe synderen for sin synd. Synderen pådrager sig selv straf. Hans egne handlinger begynder en række omstændigheder som giver det sikre resultat. Enhver overtrædelseshandling indvirker på synder, gør en karakterforandring hos ham, og gør det nemmere for ham at overtræde igen. Ved at vælge synd, adskiller mennesker sig fra Gud, afskærer sig selv velsignelsens kanal, og det sikre resultat er fordærv og død. ret

(1085)  Loven er et udtryk for Guds tanke. Når vi tager imod den i Kristus, bliver den vor tanke. Den opløfter os over de naturlige ønsker og tendensers magt, over fristelser der fører til synd (Brev 96, 1896). ret

(1085)  

Kapitel 3

1, 2 (Heb. 5,9-12). Hvorfor mange svigter i karakteropbyggelsen.--[Hebr. 5,9-12 citeret.] Paulus kunne ikke tale ligeså tydeligt til de jødiske nyomvendte som han ønskede om guddommens mysterium. På grund af åndelig svaghed og deres manglende begrebsopfattelse, kunne han ikke sige sandheden, som de kunne have hørt rigtigt, om de hade en forstandsmæssig opfattelse, og ville have været en smag af liv til liv. ret

(1085)  Fejlen var ikke hos deres underviser, men hos dem selv. De var sløve til at forstå. De havde haft overmådelig gode anledninger. De kunne have vokset i forståelse om Kristus, Hans arbejde, Hans kraft til at frelse alle til det yderste, som kommer til Ham. Men de hade ikke presset på og opad, udnyttet deres anledninger til at lære mere og endnu mere om Frelseren. Fordi de ikke havde taget imod sandhederne i tro, blev deres hukommelse svag. De kunne ikke tilbageholde de absolut nødvendige sandheder i deres tanker for at få gang i karakteropbyggelsen. ret

(1085)  Apostlen henleder deres opmærksomhed på deres fejl i denne henseende, som var blevet deres åndelige skavank. Deres misforståelse gav dem et uklart syn på Kristi magt for at gøre Hans rosværdigt på jorden (RH 16. juni, 1903). (1086) ret

(1086)   1-3. Åndelige dværge. - Paulus længes efter at tale til korintermenigheden om åndelige ting. Men til hans sorg fandt han den meget svag. Menighedsmedlemmerne kunne endog ikke klare at høre sandheden om dem selv. [1 Kor. 3,1, 2 citeret.] Dette folks åndelige vækst var så forklejnet at et tydeligt ”Så siger Herren” var en forhånelse mod dem. Paulus vidste at fik de sandheden ville han blive sat i bås som anklager og kværulant. (MS 74, 1899). ret

(1086)   2. Leve på et lavt niveau. - [1 Kor. 3,1-3 citeret.] Dem som sagde disse ord havde ikke fået føde fra Kristus, og var derfor ikke vokset i åndelig kundskab. Paulus sagde: ”Mælk gav jeg jer at drikke” - de tydeligste og mest enkle sandheder, der passer til nyomvendte unge i troen, ”ikke med fast føde” - den solide nærende, åndelige føde der passede dem som har vokset i kundskab for åndelige ting. De levede på et lavt niveau, dvælede ved overfladiske sandheder, som ikke krævede omtanke, ingen dyb ransagelse (MS 70, 1901). ret

(1086)   4-9. Prædikanter skal ikke forgudes. - Der kan ikke være noget stærkere bevis i menighederne end at bibelsandhederne ikke har helliget deres modtagere end deres sympati for en foretrukken prædikant, og deres uvillig til at acceptere og få udbytte af nogle andre læreres arbejde, som er sendt til dem under Guds forsyn. Herren sender den hjælp til Sin menighed som de behøver, ikke som de vælger; for kortsynede dødelige mennesker kan ikke se hvad der er for deres bedste. Det er sjældent at en prædikant har alle nødvendige kvalifikationer til at udvikle en menighed i alt der hører kristendommen til; derfor sender Gud andre prædikanter til at følge ham, den ene efter den anden, enhver med de kvalifikationer den anden mangler. ret

(1086)  Menigheden burde acceptere disse Kristi tjenere i taknemmelighed, ligesom de accepterer deres Mester selv. De burde prøve at få alle mulige goder fra den undervisning som prædikanterne kan give dem fra Guds Ord. Men prædikanterne selv skal ikke forgudes; der burde ikke være religiøse kæledækker og yndlinge ibland folk; det er de sandheder de bringer som skal accepteres, og værdsættes i ydmyghedens sagtmodigheder. (Genløsningen, Paulus’ lære , s. 74, 75). ret

(1086)   5, 6. Herren vor virkekraft. - Herren ønsker at vi skal skelne mellem midlerne og redskabet. [1 Kor. 3,5. 6 citeret.] Menneskeagenten er kun redskabet, det er op til Herren der viser sin virker sin virkekraft. Han må samarbejde med den guddommelige kraft. (Brev 150, 1900). ret

(1086)   9 (2 Kor. 10,4; se EGW til 1.Mos. 2,7; Rom. 12,2). Gud kommer med våbene. - "Vi er medarbejdere sammen med Gud." Han giver os alle muligheder, alle nødvendige åndelige vågen til at nedlægge Satans fæstning. Frembring sandheden, som den er i Jesus. Lad tonerne i din stemme udtrykke Guds kærlighed. Før frem, men driv aldrig frem. Kom nærmere ind på den mest hårdnakkede, med venlighed og ømhed. Dyp dine ord i nådens olie, og lad dem flyde fra dine læber i kærlighed (Brev 105, 1893). ret

(1086)  Du vil få opelsket guddommelig dannelse. - Herren vil give dem guddommelig kultur som er medarbejdere sammen med Ham. At være medarbejder sammen med Gud betyder at strides og brydes for at vokse op i Kristi lighed. Det er Satan som gør det nødvendigt for os at kæmpe. Dem som holder øjnene fæstet på Herren Jesu liv, vil få en overmådelig adgang til Hans åndelige tempel (Brev 5, 1900.) ret

(1086)  Svage planter får en særlige omhu.--"I er Guds ager." Ligesom nogen fornøjer sig ved at dyrke en have, ligeså fornøjer herren sig over Sine troende sønner og døtre. En have kræver konstant arbejde. Ukrudtet må fjernes, nye planter må plantes ud, grene der udvikler sig for hurtigt må skæres tilbage. Ligeså arbejder Herren i Sin have, Herrens planter. Han har ikke behag i nogen anden udvikling, som ikke åbenbarer Kristi karakter. Kristi blod har gjort mænd og kvinder til Guds dyrebare varetægt. Hvor påpasselige skal man da ikke være for at ikke rykke de planter op, som Herren har sat i Sin have. Nogle planter er så svage at der knapt er liv i dem, og disse har Herren særlig omhu for (MS 39, 1896). ret

(1087)  (1087) Lære karakteropbyggelsens arbejde.--"I er Guds bygning." I er repræsentanter for den store Mesterarbejder. Gud forbyde at vi ikke lærer karakteropbyggelsesarbejdet. Den vej man må gå i dette arbejde er ikke efter verdens idéer; tilpasningen er ikke efter verdens tilpasning. Dem som går ind i Guds arbejde uden at skjule sig selv i Kristus, vil hurtigt afskære sig selv fra Mesterens bygning (MS 165, 1899). ret

(1087)   Lad Kristus lede. - I dit karakteropbyggelsesarbejde må du være sikker på at Kristus er din leder. Det gør en stor forskel om du er medarbejder sammen med Gud eller om I arbejder sammen imod Gud; hvad enten det er jeres højeste mål at ophøje Gud eller ophøje jeres selv i jeres planer. Kristus erklærer: ”uden mig kan I slet intet gøre” - vil intet blive billiget af Gud. Studer jeres motiver omhyggeligt, og vær sikker på at I ikke arbejder på jeres egen visdom, borte fra Kristus (MS 102, 1903). ret

(1087)   Et tempel æres af Gud og mennesker. - Ethvert menneske skal opbygges med rene, ædle, og oprigtige handlinger. Resultatet af hans arbejde vil være en symmetrisk struktur, en godt tempel der æres af Gud og mennesker (MS 153, 1903). ret

(1087)   9-15. Ethvert menneske har sin pligtspost. - Vi bør omhyggeligt veje sagerne om det arbejde vi tager op. Vil dette arbejde være en velsignelse for sjæle? Gud har ikke kun givet os et arbejde for at holde os i gang, men til Hans navns ære. Mange er travlt optaget af at samle træ, hø og stubbe. Men dette vil fortæres, og ikke efterlade noget der forbereder sjælene til den store dag, hvor ethvert arbejde skal prøves af ilden. Mange vil finde at det arbejde, som har optaget deres tid og opmærksomhed er gået tabt, og at de selv med nød og næppe er blevet reddet, som med ilden. ret

(1087)  Et resultat som dette er ikke efter Guds orden. Gud har bestemt at enhver har sin pligtspost. Det nøjeregnende, og bønlige spørgsmål må stilles: Hvilken pligt er har vi fået hver i sær, som mænd og kvinder der står til regnskab over for Gud? Og hvad enten vort arbejder er helt begrænset til åndelige ting, eller om det er timelige og åndelige ting i kombination, skal vi gøre vort arbejde trofast. Timelige ting og hellige ting må kombineres, men åndelige ting skal ikke skjules af åndelige ting. ret

(1087)  Kristus kræver hele menneskets tjeneste, fysiske, mentale og moralske kræfter i kombination. Disse skal hverves ind i Guds tjeneste. Mennesker skal huske at Gud har ejendomsretten på alle, og at hans sysler iklædes en hellighed, som de ikke havde før han blev indskrevet i Herrens hær. Enhver handling skal være en helliget handling, for den optager Guds betroede talent for tid. Hellighed mod Herren tilskrives alle handlinger hos en sådan person, fordi hele hans person bliver underlagt Gud. ret

(1087)  Endog i det almindelige liv påtages inden forretninger, hvis det har en fordærvende indflydelse på sanserne. Vi er i Herrens oplæringsskole, og Han har Sine egne særligt udpegede midler, hvorved hvor vi kan komme i hans tjeneste, så at Hans navn forherliges ved det arbejde vi gør i denne verden. Mange er betrængte fordi de ikke arbejder direkte for Guds riges fremme. Men det ydmygeste arbejde er nød til at blive ignoreret. Hvis det er et redeligt arbejde, er det en velsignelse, og kan lede til arbejdets højere dele. Dem som udfører dette arbejde behøver ikke at anklage sig selv som unyttige i Guds store husholdning. Det er ikke nødvendigt, for deres arbejde er et arbejde som nogen må udføre (MS 49, 1898). ret

(1087)   11. Den levende sten. - Gud vil ikke acceptere det mest strålende arbejde, eller det flotteste talent, medmindre det funderes på, og knyttes til den levende grundsten; for den alene giver personens evner sand værdi, og gør en levende gerning for Gud. Vi se tilbage i århundrederne, og se de levende stene glimte som lysstråler igennem det moralske mørkes skrammel, vildfarelse og overtro. Disse dyrebare juveler skinner hele tiden med større begær, ikke alene for en tid, men for evighed (Genløsningen, Paulus’ lære, s. 80). ret

(1087)   11-13 (se EGW til Sal. 144,12). Troens guld er uforgængelig. - Det gør en stor forskel om materialet bruges i karakteropbyggelsen. Guds længe ventede dag vil snart prøve ethvert menneskes arbejde. ”Den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er.” Ligesom ilden afslører forskellen mellem guld, sølv og dyrebare stene, og træ, (1088) hø og strå, sådan vil dommens dag prøve karaktertrækkende, vise forskellen mellem de karaktertræk der dannes efter Kristi lighed, og karaktertrækkende der dannes efter det hjertes selviske hjerte. Al selviskhed, al falsk religion vil så vise sig sådan som det er. Materialernes værdiløshed vil optæres; men guldet i den sande, enkle og ydmyge tro vil aldrig miste sin værdi. Det kan aldrig fortæres; for det er uforgængeligt. En time i overtrædelse vil ses som et stort tab, medens Herrens frygt vil ses som begyndelsen til visdom. Selvføjelighedens fornøjelse vil gå tabt som strå, medens de holdbare princippers guld, fastholdes, for enhver pris, vil stå for evigt. (RH 11. dec., 1900).

13. Se EGW til Jer. 23,28; Åb. 20,12, 13.

16-23. Se EGW til 1 Tess. 5,23. ret

(1088)  

Kapitel 4

9 (se EGW til kp. 2,4; Rom. 12,2). Enhver sejer er en juvel til livets krone. - Den kristne er et skuespil for verden, for engle, og for mennesker. Enestående? - Ja; han har den mest enestående, særlige karakter, fordi hans liv er udarbejdet efter den guddommelige lignelse. ret

(1088)  Beboerne i ufaldne verdener, og i det himmelske univers holder øje med kampen mellem godt og ondt med intens interesse. De glæder sig når Satans spidsfindigheder, den ene efter den anden, kan ses og imødekommes med et ”Der står skrevet”, ligesom Kristus imødekom dem i Sin kamp med den listige fjende. Enhver vundet sejer er en juvel i livets krone. På sejrens dag jubler hele himmelens univers. Engle med harper sendes ud med den bedste musik, og akkompagnier stemmens melodi (Brev 5, 1900). ret

(1088)  

Kapitel 6

19, 20. Gud kræver hjertets trone.--Gud har købt os, og han gør krav på en trone i hvert hjerte. Vort sind og vort legeme må underordnes ham, og vore medfødte vaner og lyster må undergives sjælens mere ophøjede behov. Men vi kan ikke stole på os selv i denne gerning. Vi kan ikke trygt følge vore egne tilskyndelser. Helligånden må forny og hellige os. Tjenesten for Gud må der ikke findes noget halvgjort arbejde. (SpT, serie A, nr. 7, s. 39).

20. Se EGW til 2.Mos. 16;3; 2 Peter 1,10. ret

(1088)  

Kapitel 9

13-18 (kp. 1,1). Arbejde for sjæle ikke for penge. - Paulus vaklede ikke. Han blev etableret og grundfæstet i troen. Men så vidt muligt forsøgte han at gøre sig selv ét med dem han arbejdede med. ret

(1088)  Som en evangeliets tjener, var det Paulus privilegium at kræve støtte fra dem han arbejdede for. Selvom han blev alles tjener, arbejdede han dog med sine hænder for at underholde sig selv, så ingen har anledning til at anklage ham for selviskhed. Han tog ikke løn for sit arbejde, som en evangelieprædikant har rest til. Derved gjorde han det tydeligt at han arbejdede for sjæle, ikke for penge. ret

(1088)   "Hvad er så min løn?" spørger han. "Den, at jeg forkynder evangeliet uden udgift for nogen, så jeg ikke udnytter den ret, forkyndelsen af evangeliet giver mig." ret

(1088)  Paulus var ikke afhængig af mennesker for at blive ordineret. Han havde fået sit hverv og ordination fra Herren. Han betragtede sit præstelige arbejde som et privilegium. For ham var det ikke en pligt der skulle gøres på grund af penge. Han arbejde for menneskesjæle. ”Thi om jeg forkynder evangeliet,” sagde han, ”har jeg ikke noget at rose mig af; jeg er jo under tvang; ve mig, om jeg ikke forkynder det!” Han forsøgte hele tiden hvordan han kunne give sit vidnesbyrd den største virkning. Han eftersøgte Guds billigelse. ret

(1088)  Ville dagens folk kunne findes med den tro som Paulus havde, ville mennesker forkynde evangeliet, ikke se på mennesker efter deres løn, men villigt gerne modtage deres løn i form af sjæle (MS 74, 1903). ret

(1088)   20-23. Paulus' arbejdsmetode. - [1 kor. 9,20-23 citeret.] Vi ved at apostlen ikke ofrede en tøddel af princippet. Han tillod ikke at lade sig lede bort af menneskers sofisteri og leveregler. Han kunne ikke falde sammen med menneskers formodninger og forsikringer som lærte menneskenes læresætninger, fordi syndighed og overtrædelse havde herredømmet og fik magten, lod han sin kærlighed blive kold. Al iver og alvor skal holdes i ave; men samtidig med (1089) at nogle af vore tros træk kommer til udtryk i din omgang, vil der straks vækkes fordomme. ret

(1089)  Paulus kunne være lige så ivrig som de mest ivrige, i sin troskab mod Guds lov, og vise at han var helt fortrolig med de gammeltestamentlige skrifter. Han kunne dvæle ved symbolerne og afskygningerne som afbillede Kristus, han kunne ophøjede Kristus, og fortælle alt omkring Kristus og Hans særlige arbejde for menneskenes skyld, og hvilken en mark han skulle ud på. Han kunne gå frem i det mest dyrebare lys i profetierne, som de ikke havde set; og alligevel ville han ikke fornærme dem. Sådan blev grundlaget lagt allerbedst, at når tidspunktet kom, blev de bløde om hjertet, og kunne tale i Johannes sprog: Se på Jesus Kristus, som blev gjort til kød, og boede iblandt os, Guds Lam, som bærer verdens synd. ret

(1089)  Han forkyndte Kristus til hedningene, som deres eneste håb for frelse, men sagde i første omgang ikke noget om loven. Men efter at deres hjerter var blevet varme, af at fået vist Kristus, som Guds gave til vor verden, og hvad der var indbefattet i Genløserens arbejde, i det kostbare offer der viser Guds kærlighed til mennesker, på den mest velformulerede enkle måde, viste han den kærlighed for alle menneskene - jøder og hedningene - at de kunne blive frelst ved at overgive deres hjerter til Ham. Da de blødgjort og underlagt på den måde, gav de sig selv til Herre, han præsenterede Guds lov som en prøve på deres lydighed. Det var den måde han arbejdede på - indrette sine metoder til at vinde sjæle på. Var han kort for hovedet og udygtig med sin omgang af Ordet, ville han hverken have nået jøder eller hedninge. ret

(1089)  Han førte hedningene videre til at se Guds kærligheds forbløffende sandheder, som ikke sparede Sin egen Søn, men udfriede Ham for os alle; og hvordan skal Han ikke være med Ham, der også frit gav os alle ting? Spørgsmålet blev stillet hvorfor et så umådeligt offer var nødvendigt, og så gik han tilbage til symbolerne, og gennem de gammeltestamentlige skrifter, der åbenbarer Kristus i loven, og blev de omvendte til Kristus og til loven (SpT, Serie A, No. 6, s. 54, 55). ret

(1089)   24-27 (1 Peter 2,11). En kamp som alle må vinde. - [1 Kor. 9,24-27 citeret.] Denne herlige kamp er foran os. Apostlen forsøger at inspirere os til at gå ind i en ædel kappestrid, en kappestrid hvor der ikke kan ses et selvisk, uhæderligt eller hemmeligt arbejde. Vi skal bruge alle åndelige nerver og muskler i kamp for livets krone. Ingen af dem der gør sit bedste, vil tabe den kamp. ret

(1089)  Alle som stræber efter prisen skal underlægge sig selv streng disciplin. ”Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt.” Dem som går i kamp med fysisk styrke for en forgængelig pris indrømmer nødvendigheden af streng afholdenhed fra al eftergivelse, som svækker de fysiske kræfter. De spiser enkel mad på regelmæssige tidspunkter. ret

(1089)  Hvor meget mere burde da ikke dem som går ind i evangeliets væddeløb, afholde sig fra uretsmæssige eftergivenhed for appetitten og ”afstå fra kødets lyster, som fører krig imod sjælen.” De må altid være mådeholdene. Den samme betvingelse som giver dem kraft til at få sejr på en gang, vil, hvis den hele tiden praktiseres, give dem en stor fordel i kapløbet for det evige livs krone. (MS 74, 1903). ret

(1089)   (Rom. 8,13; Kol. 3,5.) Under Guds tugtelse.--[ 1 Kor. 9,24-27 citeret.] Således bringer Paulus de betingelser som Gud stiller enhver sjæl som indskriver sig i Hans tjeneste. Apostlen er bange for at han selv ikke skal kunne bestå ransagelsesprøven, og blive fundet for let, og sætter sig selv under hård træning. Ligeså behøver den kristne i dag at vogte sig strengt over sin appetit. Han behøver at underlægge sig selv streng oplæring, for at han ikke bliver upålidelig eller bliver vilkårlig, uden at kunne se sin standard og bestræbe sig på at nå den. Han må adlyde Guds love. Fysiske, mentale og moralske kræfter må holdes i fuldkommen tilstand, hvis han skal have Guds billigelse. ”Jeg holder mit legeme i ave,” siger apostlen. Dette betyder bogstaveligt at slå dens ønsker, impulser og lidenskaber tilbage med hård disciplin, ligesom dem der konkurrer efter en jordisk pris. (MS 93, 1899). ret

(1089)   27 (se EGW til 2 Kor. 12,1-4). Paulus på vagt.--[1 Kor. 9,26, 27 citeret.] Paulus skulle altid være på vagt, så de onde tilbøjeligheder ikke får overtaget over ham. Han passede godt på sin appetit, lidenskaber og onde tilbøjeligheder (Brev 27, 1906). ret

(1089)  

Kapitel 10

(1090) 4. Se EGW til Apg 15,11.

12. Se EGW til 1. Kong. 11,1-4; Matt. 26,31-35. ret

(1090)  

Kapitel 11

18-34 (Matt. 26,26-29). Herrens nadver forvanskes. - Korinterne var på stærke afveje fra den enkle tro og menighedens harmoni. De fortsatte med at samles til tilbedelse, men med hjerter der var fremmede for hinanden. De havde forvansket den sande betydning af Herrens nadver, og afbilledet afgudefesterne i stor grad. De samledes for at fejre Kristi død og lidelse, men vendte anledningen til festtid og selviske nydelser. ret

(1090)  Det var blevet sædvane, før at deltage i nadveren, at være sammen om et socialt måltid. Familier der bekendte sig til troen medbragte deres egen mad til mødestedet, og spiste uden at vente høfligt på at de andre var parate. Den hellige forordning med Herrens nadver, var for velhavende, der hengav sig grådige fester; medens de fattige fil lov at rødme når deres kostpenge blev sat i modsætning med deres rige brødres kostbare levnedsmidler. ret

(1090)  Paulus irettesætter korinterne for at gøre Guds hus til en et sted for fest og gilde, ligesom en gruppe afgudsdyrkere: ”Har I da ikke hjem, hvor I kan spise og drikke? Eller foragter I Guds menighed og gør dem skamfulde, der intet har?” Grækernes offentlige religiøse fester var blevet på denne måde, og det var ved at følge de falske lærers råd at de Kristne var blevet ledt til at efterligne deres eksempel. Disse lærere var begyndt at forsikre dem om at det ikke var forkert at deltage i afgudefester, og havde til sidst indført nogle lignende praksis i den kristne kirke. ret

(1090)  Paulus gik over til at vise ordnen og formålet med Herrens nadver, og advarede da sine brødre mod at forvanske denne hellige forordning (LP 170, 171). ret

(1090)   23-26 (Matt. 26,26-29; Mark 14,22-24; Luk. 22,19. 20). Den eneste rigtige fremstilling. - Det brudte brød og den rene druesaft skal fremstille Guds søns brudte legeme og udgydte blod. Gennemsyret brød må ikke komme på nadverbordet; kun usyret brød er den eneste rette fremstilling af Herrens nadver. Intet gæret kan bruges. Kun rene frugter fra vinen og usyret brød kan bruges (RH 7. juni, 1898).

25. Se EGW til Matt. 26,28. ret

(1090)   26 (se EGW til Mark 16,1, 2). Hyppigheden af Herrens nadver. - Menneskenes frelser beror på at der hjerter til stadig bruges på renselsen af Kristi blod. Derfor, skulle Herrens nadver ikke blot holdes lejlighedsvis eller årligt, men oftere end den årlige påske. Denne højtidelige forordning fejrer en langt større begivenhed end Israels børns udfrielse fra Ægypten. Denne udfrielse var karakteristisk på den store forsoning som Kristus gjorde ved at ofre Sit eget liv for Sit folks endelige befrielse (3SG 228).

28. Se EGW til Joh. 13,14. 15. ret

(1090)  

Kapitel 12

4-6, 12 (Ef. 4,4-13). Ethvert medlem arbejder på sit bestemte sted.--[1 Kor. 12,4-6, 12 citeret.] Vinen har mange grene, men selvom alle grenene er forskellige, er de ikke uenige. I forskelligheden er der enighed. Alle grenene får deres næring fra én kilde. Dette er en illustration på enighed der skal eksistere iblandt Kristi efterfølgere. I deres forskellige arbejdslinjer har alle kun eet hoved. Den samme Ånd virker på forskellige måder gennem dem. Der er harmonisk handling, selvom gaverne er forskellige. Studér dette kapitel. Fra dette vil du se at det menneske som er sandt forenet med Kristus, aldrig vil handle som om han var en helhed i sig selv. . . . . ret

(1090)  Menighedens fuldkommenhed er ikke afhængig af om hvert medlem er formet helt ens. Gud kalder enhver til at tage sit rette sted, og stå på sin lod til at gøre hans særlige arbejde efter de evner som han har fået. (Brev 19, 1901). ret

(1090)   To kapitler skal læres uden ad.--Det 12. og 13. kapitel i 1. korinterbrev bør huskes uden, være skrevet i sind og hjerte. Igennem Sin tjener Paulus, har Herren sat disse (1091) emner til genstand for vor eftertænksomhed, og dem som har privilegiet at komme i et menighedsfællesskab vil blive forenede, forståelsesmæssigt og forstandigt. De medlemmer som udgør selve menigheden, repræsenterer Guds menighed og forholdet til dens medlemmer støtte hinanden (MS 82, 1898).

27. Se EGW til Hebr. 8,1, 2. ret

(1091)  

Kapitel 13

Læs dette kapitel hver dag.--Herren ønsker at jeg skal henlede Hans folks opmærksomhed på det trettende kapitel i Første Korinterbrev. Læs dette kapitel hver dag, og få trøst og styrke fra det. Lær den værdi som Gud lægger i hellig, himmelsk født kærlighed fra dette kapitel; og lad den lektie, som dette lærer, komme hjem til jeres hjerter. Lær at Kristus-lig kærlighed er af himmelsk fødsel, og uden denne er alle andre kvalifikationer værdiløse. (RH 21. juli, 1904). ret

(1091)  Et udtryk for lydighed. - I det trettende kapitel i første korinterbrev, definerer Paulus sand Kristus lig kærlighed. . . . Dette kapitel er et udtryk for alle deres lydighed, som elsker Gud og holder Hans bud. Det kommer ind i livets handlinger hos enhver oprigtig troende (Brev 156, 1900). ret

(1091)   1. Gud holder vægtskålene. - Det er ikke den hurtige taler, den skarpe intelligens, som tæller hos Gud. Det er den alvorlige hensigt, den dybe medynk, kærlighed for sandheden, gudsfrygt, som har en tællende indflydelse. Et vidnesbyrd fra hjerte, der kommer fra læber som ikke har svig, fulde af tro og ydmyg tillid, selvom det er ved en stammende tunge, regner Gud lige så dyrebart som guld; medens den smarte tale, den velformulerede store tale, fra den som er betroet store talenter, men som lider mangel på sandfærdighed, i standhaftighed, i renhed, i uselviskhed, er som rungende malm og en klingende bjælde. Han kan sige vittige ting, han kan fortælle underholdende anekdoter, han kan spille på følelser; men Jesu ånd er ikke i det. Alle disse ting kan behage uhelliggjorte hjerter, men Gud har de vægtskåle i sine hænder som vejer ordene, oprigtighedens ånd, helligelse, og Han erklærer det i det hele taget for lettere end forfængelighed (Brev 38, 1890).

5. Se EGW til Ordsp. 16,32. ret

(1091)   12 (Rom. 11,33; Ef. 2,7; Åb. 7,16, 17; 22,4; se EGW til 1 Kor. 15,20, 42-52). Mysterierne foldes ikke ud i himlen. - Men mange mysterier forbliver dog uåbenbarede. Hvor meget af det, som anerkendes som sandhed, er mystisk og uforklarligt for menneskesindet! Hvor mørk virker Forsynets styrelse. Hvor nødvendigt er det ikke for ubetinget tro og tillid til Guds moral-regering! Vi er parat til at sige med Paulus: ” hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!” ret

(1091)  Vore åndsevner er ikke nu tilstrækkeligt udviklede til, at vi kan forstå Guds hemmeligheder. Men når vi tilsammen skal udgøre den himmelske familie, vil disse hemmeligheder blive opladt for os. Om medlemmerne af den familie skriver Johannes: »De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller nogen hede stikke dem.« Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og »Gud skal tørre hver tåre af deres øjne.« "Og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander." ret

(1091)  Da vil meget blive åbenbaret som forklaring på det, Gud nu forholder sig tavs om, fordi vi ikke har opfattet og værdsat, hvad der allerede er åbenbaret af de evige hemmeligheder. Forsynets styrelse vil blive forklaret, nådens hemmeligheder i Kristus vil blive åbenbaret, og hvad tanken ikke nu kan gribe og som er så svært at forstå, vil blive klarlagt. Vi skal se en plan med det, som syntes os uforklarligt, visdom i alt, hvad der blev os nægtet, godhed og nedladende barmhjertighed i alt, hvad der blev skænket os. Sandheden vil blive udfoldet for vort sind, fri for uklarhed og på en ligefrem måde, og vi vil kunne udholde dens renhed. Hjertet vil uvilkårligt synge af glæde. Stridigheder vil være ophørt for bestandig og alle vanskeligheder overvundet. (ST 30. jan., 1912). ret

(1091)   13. Kærlighed den mest værdsatte egenskab. - Den egenskab som Kristus påskønner mest i mennesket er næstekærlighed af et rent hjerte. Dette er frugten som bæres på det kristne træ (MS 16, 1892). ret

(1091)  En plante af himmelsk oprindelse. - Kærlighed er en plante af himmelsk oprindelse, og hvis vil have den til at blomstre i vore hjerter, må vi (1092) dyrke den dagligt. Mildhed, venlighed, langmodighed, ikke let at opildne, bære alle ting, udholde alt - dette er frugterne på kærlighedens træ (RH 5. juni, 1888). ret

(1092)  

Kapitel 15

6. Hellige kendsgerninger er foreviget. - Efter Sin genopstandelse, viste Kristus Sig ikke for nogen andre end Sine efterfølgere, men vidnesbyrdet om Hans opstandelse var der ikke mangel på. Det kom fra forskellige kilder, fra fem hundrede, som var samlet i Gallilæa for at se deres opstandne Herre. Dette vidnesbyrd kunne ikke neddæmpes. Den hellige kendsgerning om Kristi opstandelse var foreviget (MS 115, 1897). ret

(1092)   Et udtryk som Guds ansigt. - Efter sin opstandelse mødtes Kristus med Sine disciple i Galilæa. På det fastsatte tidspunkt var der samlet omkring fem hundrede disciple på bjergsiden. Pludselig stod Jesus iblandt dem. Ingen kunne fortælle hvorfra eller hvordan Han kom. Mange som var til stede har aldrig ført set Ham; men i Hans hænder og fødder så de mærker fra korsfæstelsen; hans mine var som Guds ansigt, og da de så Ham tilbad de Ham (Brev 115, 1904).

9. Se EGW til Apg 9,1-4. ret

(1092)   20 (3.Mos. 23,10. 11). Kristus er modbiledet på svingningsneget. - Det var til Guds ære at livets Fyrste skulle være førstefrugterne, modbilledet på det symbolske svingningsneg. " Thi dem, han forud har kendt, dem har han også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige, så han kan være den førstefødte blandt mange brødre." . . . ret

(1092)  Kristus var førstefrugten blandt dem der sov. Netop dette sceneri, Kristi opstandelse fra døde, fejrede jøderne fejret i symboler, i en af deres hellige fester. . . . . De kom frem til Templet, da førstefrugterne var blevet samlet ind, og holdt en takke-fest. Førstefrugterne fra høstafgrøden blev helliget til Herren. Den afgrøde skulle ikke bruges til menneskers nytte. Den første høst blev givet som en taknemmelighed til at ofre til Gud. Han blev anerkendt som høstens Herre. Da de første kornaks blev høstet på marken, blev de omhyggeligt samlet ind, og da folk tog op til Jerusalem, blev de bragt frem for Herren, svang de høstede neg for Ham som et takoffer. Efter denne ceremoni kunne seglet sættes på hviden, og det kunne samles ind som neg (MS 115, 1897). ret

(1092)   20, 42-52 (kp. 13,12; Rom. 8,11). Et billede på den endelige opstandelse.--Jesu opstandelse var et billede på den endelige opstandelse for alle, som er sovet ind i ham. Frelserens opstandene legeme, hans optræden og hans talemåde var alt sammen velkendt for hans disciple. På samme måde skal de, som sover ind i Jesus, atter opstå. Vi vil kunne kende vore venner på samme måde, som disciplene kendte Jesus, Om de så har været vanskabte; sygelige eller vansirede i dette dødelige liv, så vil deres særegne personlighed i deres opstandene legeme være fuldkommen bevaret, og vi skal i det ansigt, der stråler af lyset fra Jesu ansigt, genkende trækkene hos dem, vi elsker. (3SP 219) ret

(1092)   22, 45 (Rom. 5,12-19; se EGW til Joh. 1,1-3, 14; Åb. 1,8). Syndige mennesker får en anden prøvelse. - Som repræsentant for den faldne slægt, gik Kristus over den samme grund som Adam snublede og faldt på. Ved et liv i fuldkommen lydighed mod Guds lov, genløste Kristus mennesket fra straffen for Adams skammelige fald. Mennesket har overtrådt Guds lov. Kun dem som vender tilbage til deres troskab mod Gud, kun dem som adlyder den lov de har overtrådt, vil Kristi blod være til nytte. Kristus vil aldrig være delagtig i synd. Ved at bære lovens straf, giver Han synderen en ny chance, en anden prøvetid. Han åbner vej, hvorved synderen kan genindsættes til Guds gunst. Kristus bærer straffen for menneskenes tidligere overtrædelser, og derved tildeler mennesket Sin retfærdighed, gør det muligt for mennesket at holde Guds hellige lov (MS 126, 1901). ret

(1092)   (Åb. 1,8; 22,13.) Alfa og Omega. - Når dem der studerer profetien sætter sig for at kende Åbenbaringens sandheder, vil de se betydningen af denne ransagning. Kristus Jesus er Alfa og Omega, første Mosebog i det gamle testamente, og åbenbaringen i det nye. Begge samles i Kristus. Adam og Gud genforenes ved lydighed mod den anden Adam, som overvandt (1093) Satans fristelser og genløser Adams skændige fejl og fald. ret

(1093)  De to Adam’er vil mødes i Paradiset, og omfavne hinanden, medens dragen, udyret og den falske profet, og alle som har afvist de anledninger og privilegier de har fået for en så uendelig pris, og ikke vendt tilbage til deres loyalitet, vil blive lukket ud af Paradiset (MS 33, 1897). ret

(1093)   42-52 (kp. 13,12). Personen bevares i et nyt legeme. - Vor personlige identitet bliver bevaret i opstandelsen, selvom det ikke er det samme fysiske materiale som gik i graven. Guds forunderlige gerninger er et mysterium for mennesker. Menneskets ånd og karakter vender tilbage til Gud, det skal bevares. I opstandelsen vil ethvert menneske have sin egen karakter. Gud vil på sit eget tidspunkt fremkalde de døde, give livet livsånde igen, og påbyde de tørre ben at leve. Den samme form vil komme frem, men den vil være fri for sygdom og enhver mangel. Den lever igen med de samme individuelle træk, så at ven vil genkende ven. Der er ingen Guds lov i sig selv, der viser at Gud giver de samme materialer tilbage, som udgjorde kroppen før døden. Gud skal give den retfærdige døde en krop som vil være Ham til behag. ret

(1093)  Paulus illustrer dette emne med frøkornet der sås i marken. Det udsåede frø opløses, men der fremkommer et nyt frøkorn. Det naturlige materiale i frøet, der opløses, vil aldrig komme op igen som før, men Gud giver det en krop som Han finder for godt. Et meget finere materiale udgør menneskekroppen, for den er en ny skabelse, en ny fødsel. Den vises som en naturlig krop, men den oprejser en åndelig krop (MS 76, 1900). ret

(1093)   51-55 (Es. 65,17; Matt. 25,21; 1 Tess. 4,16. 17; Åb. 5,12; 21,4). Udødelighedens afsluttende berøring. - Vi har en levende, opstanden Frelser. Han sprænger gravens lænker efter at Han havde ligget der i tre dage, og i sejer. Over udskillelsen af Josef grav proklamerede ham: ”Jeg er opstandelsen og livet.” Og Han kommer. Er vi parate til ham? Er vi parate så, hvis vi falder i søvn, kan vi gøre det i håbet for Jesus Kristus? Arbejder du for dine brødre og søstres frelse? Livgiveren kommer snart. Livgiveren kommer snart. Livgiveren kommer snart og bryder gravens lænker. Han skal føre fangerne frem og proklamere: ”Jeg er opstandelsen og livet.” Der står den oprejste hær. Den sidste tanke var døden og dets smerter. Den sidste tanke de havde var om graven, men nu proklamerer de: ”O død, hvor er din brod? O grav, hvor er din sejr?” Dødens smerte var det sidste de mærkede. ”O død, hvor er din brod? Den sidste ting de erkendte var dødens smerte. Når de vågner op er smerten helt væk. . . . . ret

(1093)  Her star de, og udødelighedens endelige berøring er over dem, og de går frem til deres Herre i luften. Guds stads porte svinger tilbage på deres hængsler, og de folkeslag som har holdt sandheden for øje går ind. Der er rækker af engle på hver side, og Guds genløste går ind gennem keruber og serafer. Kristus byder dem velkommen og giver dem Sin velsignelse. ”Vel gjort, du gode og tro tjener, . . . . gå ind til din Herres glæde.” Hvad er det for en glæde? Han ser Sine sjæles møje, og er tilfreds. ret

(1093)  Det er det vi arbejder for. Her er én, som vi i nattestunden bad til Gud for hans bedste. Der er én som vi talte med på hans dødsleje, og han hang sin hjælpeløse sjæl på Jesus. Her er en som var en stakkels dranker. Vi prøvede at fæstne vore øjne på Ham, som er mægtig til at frelse, og vi fortalte ham at Kristus kunne give ham sejren. Der er de evige herlighedskroner på deres hoveder, og så kaster de genløste deres glitrende kroner for Jesu fødder; og så slår englekoret sejrstonen and, og engle i to rækker starter sangen, og de genløstes hær falder ind, som om de har sunget sangen på den jord, de har været på. ret

(1093)  Oh, hvilken musik! Der er ikke en eneste disharmonisk tone. Enhver stemme proklamerer: ”Værdig er det slagtede lam.” Han er Sin sjæls møje, og er tilfreds. Tror du at enhver som er der, vil tage sig tid til fortælle om sine trængsler og forfærdelige vanskeligheder? ”Det som var først skal ikke huskes, eller blive tænkt på.” ”Gud skal tørre alle tårer bort fra deres øjne” (MS 18, 1894). ret

næste kapitel