| bibelkommentar bind 6 kapitel 4. Fra side 1094 | ren side tilbage |
(1094) Kapitel: 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - 8 og 9 - 10 - 11 - 12 - 13 ret (1094) Kapitel 2(1094) 4. Paulus en ven for den fejlende.-- Apostlen Paulus fandt det nødvendigt at irettesætte fejl i menigheden, men han mistede ikke sin selvkontrol når han irettesatte fejl. Han forklarer ihærdigt grunden for hans handling. Hvor omhyggeligt arbejdede han ikke for at give dem indtryk af en vej for den fejlende! Han får dem til at forstå at det koster ham smerte at pådrage dem smerte. Han efterlod indtrykket hos dem at hans interesse var den samme som deres [2 Kor. 2,4 citeret] (Brev 16a, 1895). ret (1094) 11 (Ef. 6,12; se EGW for 2 Kor. 4,3-6; 13,5). Giv ikke Satan nogen fordel.--I kampen med sataniske agenter er der afgørende øjeblikke der bestemmer om sejren er på Guds side eller på siden for denne verdens fyrste. Hvis dem som er involveret i krigen ikke er helt vågen, alvorlige, vagtsomme, beder for visdom, våger i bøn, . . . lykkedes det Satan at sejre, når han er blevet besejret af Herrens hære . . . skal Guds trofaste vagtfolk ikke give de onde magter nogen fordel. . . . ret (1094) Vi har usynlige fjender vi skal møde, onde mennesker er agenter for mørkets kræfter, og arbejder gennem, og uden åndelig erkendelse for sjælen vil være uvidende om Satans påfund, og bliver omviklet i snaren, snubler og falder. Han som vil overvinde må holde fast i Kristus. Han må ikke se tilbage, men altid holde øjet opad. ret (1094) Løb hen til Mellemmanden, hold fast i Mellemmanden, ræk opad efter den ene arbejdslinie efter den anden, arbejd ikke for det kødelige, og for at opfylde lysterne deri. ret (1094) Der er ikke noget sådant som vi går ind ad de himmelske porte under eftergivenhed, ligegyldighed og tåbelighed, underholdning, selviskhed, men kun ved stadig årvågenhed og uophørlig bøn. Åndelig årvågenhed fra vor side, hver i sær, er sikkerhedens pris. Svej ikke een tomme til Satans side, for at han ikke vinder fortrin over dig. (Brev 47, 1893). ret (1094) 14-17. Frimodighed af en helliggjort samvittighed.--[2 Kor. 2,14-17 citeret.] Disse ord af Paulus nedtoner ikke en åndelig stolthed, men en dyb kundskab til Kristus. Som en af Guds budbringer udsendt for at bekræfte sandhedens Ord, vidste han hvad var sandhed; og med en helliggjort samvittigheds frimodighed forherligede han i denne kundskab. Han vidste at han var kaldet af Gud til at forkynde evangeliet med al den vished som hans tillid til budskabet gav ham. Han var kaldet til at være en Guds ambassadør til folk, og han forkyndte evangeliet som en af de kaldte. (MS 43, 1907). ret (1094) Kapitel 36-9 (Rom. 8,15-21; se EGW til Heb. 8,6, 7). Loven er forordnet til liv.--Guds lov, som på Sinaj blev forkyndt med forfærdelig majestæt, fordømmer synderen, Det er lovens opgave at fordømme synderne, men der findes ingen frelsesmulighed i den. Den er livets lov, og de som lever efter den, bliver rigt belønnet. Men den fører til trældom og død for dem som fortsætter med at være under dens fordømmelse. (RH 22. april, 1902). 7. Se EGW til 2.Mos. 34,29. ret (1094) 7-11 (Gal. 3,19; Ef. 2,15; Kol. 2,14; Heb. 9,9-12; 10,1-7). Et tofoldigt system i loven. - Guds folk kaldte han sin særlige rigdom, og de var privilegeret med et dobbelt lovsystem: Moralloven og ceremoniloven. Den ene viste tilbage til skabelsen for at minde om, at den levende Gud skabte verden, og at hans krav er bindende for alle mennesker i ethvert system og vil eksistere gennem alle tider og i evigheden. Den anden er givet på grundlag af menneskets overtrædelser af moralloven, og lydigheden mod den bestod i offerydelser og ofre, som pegede frem mod den fremtidige befrielse fra synd. Der skelnes klart og tydeligt mellem disse to. Fra skabelsen var moralloven en væsentlig del af Guds guddommelige plan, og den var lige så uforanderlig som han selv. ret (1094) Fra skabelsen var moralloven en væsentlig del af Guds guddommelige plan, og den var lige så uforanderlig som han selv. Ceremoniloven skulle opfylde et særligt formål angående Kristi plan for at frelse menneskeslægten. Det symbolske system med ofre og (1095) offerydelser blev sat i værk for at synderen kunne forstå og se hen til det store offer: Kristus. Men jøderne var så blændede af stolthed og synd, at kun et fåtal af dem kunne se længere end til dyrets død som forsoning af synd. Disse ofre viste hen til Kristus, men da han kom, kunne de ikke kende ham. Ceremoniloven var hellig. Den var det middel, som Jesus Kristus havde givet i samråd med sin Fader som hjælp i frelsesplanen for menneskeslægten. Hele ordningen med det symbolske system var grundlagt på Kristus. Adam så Kristus symboliseret i det uskyldige dyr, der led straffen for hans overtrædelse af Jehovas lov (RH 6. maj, 1875). ret (1095) To love bærer guddommelighedens mærke. - Paulus ønsker af hele sit hjerte at hans landsmænd vil indse at det var den synd tilgivende frelsers herlighed som gjorde hele den jødiske offertjeneste meningsfuld. Han længtes efter at jøderne skulle forstå at Kristus kom til verden og døde som menneskets sonoffer, og da mødte virkelighedens modbillede. ret (1095) Efter at Kristus døde på korset som sonoffer for synden, kunne offerloven ikke længere stå ved magt. Den havde hørt sammen med moralloven og var derfor herlig. Det hele har Guddommens stempel og var et udtryk for Guds hellighed og retfærdighed. Og hvis det som var slut, var herligt, hvor meget herligere måtte da ikke virkeligheden være, da Kristus blev åbenbaret, han som giver sin livgivende, helliggørende Ånd til alle som tror (RH 22. april, 1902)? ret (1095) Dødens tjeneste. - Guds hellige Lov er både kort og altomfattende. Den er let at forstå, og Den er let at huske. Den udtrykker i al sin enkelhed Guds vilje. Inden for Lovens enorme rækkevidde kan Den opsummeres i følgende ord: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke og din næste, som dig selv.” ”Dette skal du gøre, så skal du leve.” ”I skal derfor holde alle mine Love og Retsregler. Det menneske, der følger dem, skal leve ved dem, for Jeg er Herren.” . . . ret (1095) Hvis Lovens overtrædere skal behandles efter denne pagts bogstav, så er der intet håb for den fortabte menneskehed; for alle har syndet og mangler herligheden fra Gud. Adams faldne slægt kan ikke få øje på noget andet end en sikker død efter denne pagts ord. Døden vil helt sikkert blive lønnen for alle dem, som forgæves søger at opstille deres egen retfærdighed for at opfylde Loven. Gud har forpligtet sig selv til at fuldbyrde Lovens straf for alle, der overtræder den. (ST 5 Sept., 1892). ret (1095) (Heb. 8,5.) Den jødiske lovs ceremonier er profetiske. - Kristi evangelium kaster glans over den jødiske tidsalder. Det kaster lys over hele den jødiske husholdning og giver ceremoniloven betydning. Guds tabernakel eller tempel på jorden var et billede af det virkelige tempel i himlen. Alle ceremonier i den jødiske lov var profetiske, en billedlig fremstilling af hemmelighederne i forløsningens plan. ret (1095) Denne lovs forskrifter og ceremonier var givet af Kristus, som iklædt en skystøtte om dagen og en ildstøtte om natten var Israels anfører, og denne lov bør behandles med stor ærefrygt; thi den er hellig. Også efter at det ikke længere skulle overholdes, bragte Paulus det frem for jøderne i sin rette position og værdi, og viste dens placering i genløsningsplanen og dens åbenbaring af Kristi værk; og den store apostel erklærer denne lov for herlig, værdig for dens guddommelige ophavsmand. Det som skulle bortskaffes var herligt, men det var ikke den lov Gud indførte for Sin families regering i himlen og på jorden; for lige så længe som himlene skal stå, lige så længe skal Herrens lov bestå (ST 29. juli, 1886). ret (1095) (Åb. 22,14.) Herlighed giver adgang for større herlighed. - Der er ingen uoverensstemmelse mellem det gamle og det nye testamente. I det gamle testamente finder vi evangeliet om en Frelser, der skulle komme, i det nye testamente har vi evangeliet om en Frelser, der er kommen, således som profeterne havde forudsagt. Medens det gamle testamente stadig peger fremad til det sande offer, så viser det nye testamente, at Frelseren, til hvem de forbilledlige ofringer havde peget fremad, er kommen. Den jødiske husholdnings dunkle herlighed er blevet afløst af den klarere og større herlighed i den kristelige husholdning. (1096) Men ikke en eneste gang har Kristus udtalt, at hans første komme ophævede Guds lovs fordringer. I det allersidste budskab, som han gennem seeren på Patmos giver til sin menighed, udtaler han tværtimod en velsignelse over dem, der holder hans Faders lov. "Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen." (ST 29. juli, 1886). ret (1096) 7-17. Moralloven er forherliget ved Kristus. - Sammen ved profeterne gav offersystemets symboler og forbilleder et tilsløret og utydeligt indtryk af den nåde og frelse verden skulle opleve da Jesus kom. Moses fik lov til at se betydningen af de forbilleder som pegede frem mod Jesus. Han så slutningen på det som skulle vare til Kristi død, når virkeligheden og modbilledet mødes. Han så at det kun er ved Kristi hjælp mennesket kan holde moralloven. Mennesket førte synden ind i verden da de overtrådte denne lov, og med synden kom døden. Kristus sonede menneskets synd. Han tilbød sin fuldkomne karakter i stedet for menneskets synd. Han tilbød sin fuldkomne karakter i stedet for menneskets syndighed. Han tog selv straffen for ulydigheden. Sonofrene pegede frem mod hans eget store sonoffer. Lammet som blev slagtet, var et billede på det lam som skulle bære verdens synd. ret (1096) Det var da Moses fik at se hvem den midlertidige tjeneste pegede frem imod, og fik at se Jesus som han blev åbenbaret i loven, at hans ansigt fik sin glans. Lovens tjeneste, skrevet og hugget i sten, var en dødens tjeneste. Uden Kristus var overtræderen under dens fordømmelse og uden håb om nåde eller tilgivelse. Tjenesten i sig selv havde ingen herlighed, men den lovede frelser åbenbaret i ceremonilovens symboler og forbilleder, gjorde moralloven herlig (RH 22. april, 1902). ret (1096) 7-18 (Rom. 3,31; 7,7; Gal. 3,13). Kristi herlighed åbenbaret i sin lov.--Kristus tog lovens forbandelse på sig, og led den fastsatte straf. Han gennemførte planen om at give mennesket mulighed til at kunne holde Guds lov og til at blive godtaget på grundlag af Frelserens offer. Ved det offer han gav, blev loven æret og herliggjort. Da kunne alle tydeligt se herligheden af det som ikke skulle ophøre - Guds ti bud, hans rettesnor for retfærdighed. ret (1096) Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er. (2.Kor 3,18). Kristus er syndernes talsmand. De som tager imod evangeliet, ser ham med utildækket ansigt. De ser forbindelsen mellem hans opgave og loven, og de lovpriser Guds visdom og herlighed som bliver åbenbaret ved Frelseren. Kristi herlighed bliver åbenbaret i loven, som er en afskrift af hans karakter, og hans forvandlende kraft gør sin gerning i menneskene indtil de bliver forvandlet til hans billede. De får del i guddommelig natur, og de bliver mere og mere lig deres frelser. Skridt for skridt retter de sig stadig mere efter Guds vilje, indtil de når fuld modenhed. ret (1096) Loven og evangeliet er i fuldkommen harmoni. De støtter hverandre. Loven taler i al sin majestæt til samvittigheden, og den får synderne til at se at de må have Kristus som deres sonoffer for synden. Evangeliet forstår lovens opgave og at den er uforanderlig. Uden loven ville jeg ikke have vidst af synden, siger Paulus. Loven hjælper synderen til at se sin synd og leder dem til Frelseren. I deres nød kan menneskene påberåbe sig korsets mægtige argumenter. De har ret til at bede om at få del i Kristi retfærdighed, for den blev givet alle angrende syndere (RH 22. april, 1902). ret (1096) 12-15 (se EGW til 2.Mos. 34,29-33). Vantroens slør.-- [2 Kor. 3,12-15 citeret.] Jøderne nægtede at tage imod Kristus som Messias, og de forstår ikke at deres ceremonier er meningsløse og at sonofrene ikke længere betyder noget. Sløret som de selv i deres vantro har lagt over deres hjerte og deres forstand, ligger der stadigvæk. Det vil blive fjernet hvis de tager imod Kristus, lovens retfærdighed. ret (1096) Mange i den kristne verden har også et slør over deres øjne og hjerter. De ser ikke slutningen på det som blev afskaffet. De ser ikke at det kun var ceremoniloven som blev afskaffet ved Kristi død. De hævder at moralloven blev naglet til korset. Tykt er det slør der formørker deres forstand. Mange er i krig med Gud. De (1097) lyder ikke hans lov. Kun når de bliver i harmoni med grundloven for hans styreform, kan Kristus være til nogen hjælp for dem. De kan tale om at han er deres frelser, men til sidst vil han måske sige til dem: Jeg kender jer ikke. I har ikke vist nogen ægte anger overfor Gud for overtrædelsen af hans hellige lov, og I kan ikke have nogen ægte tro på mig, for det var min opgave at gøre loven stor og herlig. . . . ret (1097) Moralloven har aldrig været et midlertidigt forbillede. Den eksisterede før mennesket blev skabt, og den vil stå ved magt så længe Guds rige eksisterer. Gud kunne ikke forandre et eneste af lovens bud da han ville frelse menneskene, for loven er hans riges grundvold. Den er uforanderlig og evig. For at mennesket skulle blive frelst og for at respekten for loven kunne blive opretholdt, var Guds Søn nødt til at give sig selv som et sonoffer for synd. Han som ikke kendte til synd, blev til synd for os. Han døde for os på Golgata. Hans død viser hvor højt Gud elsker menneskene, og at hans lov ikke kan ændres (RH 22. april, 1902). ret (1097) 14, 16. Kristi død opløfter sløret. - Jesu Kristi død for at frelse mennesket løfter sløret og kaster en flod af lys tilbage over hundreder af år over hele det jødiske religionssystem. Uden Kristi død var hele dette system meningsløst. Jøderne fornægter Jesus og derfor er hele deres religionssystem uklart, uforklarligt og usikkert for dem. De tillægger ceremonier, der allerede har set sit modstykke lige så megen betydning, som de gør til tibudsloven, som ikke var en skyggelov, men en realitet, der vil vare lige så længe som Jehovas trone. Kristi død ophøjer det jødiske system af symboler og forordninger og viser, at de var af guddommelig bestemmelse og havde til hensigt at holde troen i live i folkets hjerter (RH 6. maj, 1875). ret (1097) 18 (Heb. 12,2; se EGW til Sal. 19,14; Rom. 8,29; Ef. 4,20-24; Kol. 3,10; Åb. 7,4-17). Jesu uforlignelige ynde. - Se på Kristus, besku den tiltrækkende elskelighed i Hans karakter, og beskuer du den vil du blive ændret til Hans lighed. Den midte der er imellem Kristus og sjælen vil blive rullet tilbage idet vi i tro ser tilbage på Satans helvedets skygge og ser Guds herlighed i Hans lov, og Kristi retfærdighed. ret (1097) Satan forsøger at tilsløre Jesus for vore øjne, og fordunkle Hans lys; for når vi får blot et glimt af Hans herlighed, er vi tiltrukket til Ham. Synden skjuler Jesu uforlignelige henrivenhed fra vort synsfelt; fordomme, selviskhed, selvretfærdighed og lidenskaber forblinder vore øjne så at vi ikke ser Frelseren. Oh, om vi i tro ville drage nær til Gud, Han vil åbenbare Sin herlighed for os, som Hans karakter, og Guds pris vil flyde frem fra menneskelige hjerter og genklinge af menneskelige stemmer. Så vil vi for altid ophøre med ære Satan, ved at synde imod Gud og tale tvivl og vantro. Vi vil ikke længere snuble af sted, knurre og tildække Guds alter med vore tårer (MS 16, 1890). ret (1097) (2.Mos 5,24; Ef. 4,13. 15). For nær jordens lavland. - Det er Helligånden, trøstermanden, som Jesus sagde Han ville sende til verden, som ændrer vor karakter til Kristi billede; og når dette er sket, genspejles vi, som i et spejl, herlighedens Herre. Det er karakteren hos ham der beskuer Kristus så lig Hans, at den der ser Kristi egen karakter skinner ud som fra et spejlbillede. Uden at vi selv ved af det ændres vi dag for dag, fra vore egne veje og vilje til Kristi veje og vilje, til Hans karakters elskelighed. Sådan vokser vi op til Kristus, og genspejler ubevidst Hans billede. ret (1097) Bekendende kristne holder sig i det hele taget for nær til jordens lavland. Deres øjne oplæres kun til at se på de almindelige ting, og deres sind dvæler på de ting som deres øjne ser. Deres religiøse erfaring er ofte overfladisk uhelliggjort, og deres ord er lette og værdiløse. Hvordan kan disse genspejle Kristi billede? Hvordan kan de udsende Retfærdighedens Sols klare stråler til jordens mørke steder? At være kristne er at være Kristus lig. ret (1097) Enok holdt altid Herren foran sig, og det Inspirerede Ord siger at han ”vandrede med Gud.” Han gjorde hele tiden Kristus til sin ledsager. Han var i verden, og (1098) udførte sine opgaver for verden; men han var altid under Jesu indflydelse. Han genspejlede Kristi karakter, udviste de samme kvaliteter for godhed, barmhjertighed, øm medfølelse, forståelse, overbærenhed, sagtmodighed, ydmyghed og kærlighed. Hans omgang med Kristus dag for dag forvandlede ham til Hans billede som han var så nøje knyttet til. Dag for dag voksede han bort fra sin egen vej hen til Kristi vej, det himmelske, det guddommelige i hans tanker og følelser. Han spurgte hele tiden: Er dette Herrens vej? Han voksede hele tiden, og han hade fællesskab med Faderen og Sønnen. Dette er ægte helliggørelse (RH 28. april, 1891). ret (1098) Se Kristus ved at studere Hans liv. - [2 kor. 3,18 citeret.] At beskue Kristus betyder at studere Hans liv som det står i Hans Ord. Vi skal grave efter sandhed som efter skjult skat. Vi skal holde vore øjne fæstnet på Kristus. Når vi tager Ham som vor personlige frelser, giver dette os frimodighed til at nærme os nådens trone. Ved beskuelse bliver vi forandret, moralsk opsimuleret i Ham, som er fuldkommen i karakter. Ved at modtage Hans tillagte retfærdighed, gennem Helligåndens forvandlende kraft, bliver vi ligesom Ham. Kristi billede bevares i os, og det griber hele mennesket. (MS 148, 1897). ret (1098) Stræbe efter at blive Kristus lig. - Ved at beskue Kristus, for at blive som Ham, ser den sandhedssøgende fuldkommenheden i Guds lovs principper, og han bliver utilfreds med alt andet end fuldkommenhed. Når han skjuler sit liv i Kristi liv, ser han den guddommelige lovs hellighed åbenbaret i Kristi karakter, og stræber mere og mere alvorligt på at blive som Ham. Til enhver tid kan der forventes en krig, for fristeren ser at Han mister er af sine undersåtter. En kamp må udkæmpes med de egenskaber som Satan har styrket til hans eget brug. Menneskeagenten ser at han må kampe med en fremme magt, der står i modsætning til det at opnå den fuldkommenhed som Kristus fremholder. Men hos Kristus er der en frelsende kraft som vil opnå sejr hos ham i kampen. Frelseren vil styrke og hjælpe ham, idet han kommer og beder om nåde og virkekraft (MS 89, 1903). ret (1098) Rense den moralske atmosfære. - Når Kristus elskes højere end selvet, genspejles Frelserens skønne billede i den troende. . . . ret (1098) Før selvet lægges på ofrets alter, vil Kristus ikke blive genspejlet i karakteren. Når selvet greves ned, og Kristus er på hjertets trone, vil der ske en åbenbaring af principper, som vil afklare den moralske atmosfære der omgiver sjælen (Brev 108, 1899). ret (1098) Menneskelige særheder vil forsvinde. - Helligånden har været forhindret i at komme ind i hjertets og sindet form, fordi mennesker tror at de forstår bedst hvordan de former deres egen karakter. Og de tror at de sikkert kan forme deres karakter efter deres egen model. Men der er kun én model som den menneskelige karakter kan formes efter - Kristi karakter. Dem som beskuer Frelseren ændres fra herlig til større herlighed. Når mennesker går med til at underlægge sig Kristi vilje, tage del i guddommelig natur, vil deres krogede menneskelige særheder forsvinde. Når de beslutter at de vil betvinge deres egne særheder og ubehagelige karaktertræk, tager Satan dem og sætter sit åg på dem, bruger dem til hans tjeneste. Han bruger deres talenter til selviske hensigter, får dem til at sætte et så ubehageligt og så ukristeligt eksempel, at de bliver en skamplet for Guds sag. (MS 102, 1903). ret (1098) (Højs. 5,10. 16; Hebr. 12,2.) Nærme sig det fuldkomne mønster. - Idet nogen bliver bekendt med Genløserens historie, opdager han sine alvorlige mangler hos sig, hans ulighed med Kristus er så stor at han ser en radikal forandring i hans liv som en nødvendighed. Han bestræber sig stadig med et ønske om at blive lig hans store Eksempel. Han opfanger sin elskede Mesters blik og ånd. Ved beskuelse, ved ”at se på Jesus vor tros ophavsmand og fuldender,” bliver han ændret i det samme billede. ret (1098) Det er ikke ved at se bort fra Ham at vi efterligner Jesu liv. Men ved at tale om ham, ved at dvæle ved Hans fuldkommenhed, ved at forfine smagen og ophøje karakteren, ved at, i tro og kærlighed, og ved alvorlige, (1099) udholdende anstrengelse, at nærme os det fuldkomne Mønster. Ved et kendskab til Kristus - Hans ord, Hans levevaner, og Hans belæringslektier - går vi tæt ind på den karakterdydighed vi har studeret så nøje, og bliver gennemsyret med den ånd vi har beundret så meget. For os bliver Jesus ”den største iblandt ti tusinde,” den Ene der er ”helt igennem elskelig” (RH 15. march, 1887). ret (1099) Kristus vil drage sjælen med Sit billede. - Når sjælen kommer I tæt forhold med lyset og sandhedens store Ophav, får det aftryk der afslører dens sande tilstand over for Gud. Så vil selvet dø, stolthed vil blive lagt ned, og Kristus vil trække Sit eget billede i dybere linjer på sjælen (MS 1a, 1890). ret (1099) Kapitel 43-6 (kp. 2,11; Joh. 15,3). Satans forheksende kraft. - Retfærdigheden kræver at synden ikke blot tilgives, men dødens straf bliver eksekveret. Gud imødekom disse krav med sin gave, i form af Sin enbårne Søn. Ved at dy i menneskers sted, udstod Kristus straffen og tilvejebragte en tilgivelse. ret (1099) Ved synden har mennesket været adskilt fra livets Gud. Hans sjæl er lammet af Satans rænkespil, syndens ophavsmand. Mennesket er selv ude af stand til at fornemme synd, ude af stand til at på skønne og nærme sig den guddommelige natur. Hvor dette kommer inden for menneskets rækkevidde er der intet i det som dets naturlige hjerte vil ønske med det. Satans forheksende kraft er over mennesket. Alle de sindrige påskud som djævelen kan antyde, bringes frem for hans sind, for at forhindre enhver god impuls. Alle evner og kræver mennesket får fra Gud, har været brugt som et våben imod den guddommelige Velgører. Så, selvom Han elsker mennesket, kan Gud ikke med sikkerhed give det de gaver og velsignelser Han ønsker at give. ret (1099) Men Gud vil ikke overvindes af Satan. Han har sendt Sin Søn til verden, som påtog sig menneskelig form og natur, menneskelighed og guddommelighed kombineret i ham, vil hæve mennesket på moralværdiens skala med Gud. ret (1099) Der er ingen anden måde for menneskenes frelse. ”Uden mig,” siger Kristus, ”kan I ingenting gøre.” Gennem Kristus, og Kristus alene, kan livets udspring give menneskenaturen livskraft, forvandle dets smag, og få dets hengivenhed til at flyde mod himmelen. Ved den guddommelige union med menneskenaturen, kunne Kristus oplyse forståelsen og indgyde sin livgivende ejendom gennem den sjæl, der er død i overtrædelser og synder. (MS 50, 1900). ret (1099) 17, 18 (Rom. 8,18; 1 Peter 1,6. 7; se EGW til 2 Kor. 12,4). Trængslerne hos Guds arbejdsfolk. - [2 Kor. 4,17, 18 citeret.] Hvis Paulus, som hårdt trængt til alle sider tvivlrådig og forfulgt, kunne kalde sine prøvelser stakket og lette, hvad har den kristne i dag så at beklage sig over? Hvor ubetydelige er vore prøvelser sammenlignet med Paulus' mange trængsler! De er intet i sammenligning med den evige vægt af herlighed, som venter den, der overvinder De er Guds medarbejdere, beskikkede til at fuldkommengøre karakteren. Uanset hvor store savn og lidelser eller hvor mørk og ufattelig Guds vej er for den kristne, må han glæde sig i Herren i bevidstheden om, at alt samvirker til hans bedste (RH 6. maj, 1902). ret (1099) Jeg er blevet vist at vi I fremtiden skal se nøje alle vore trængsler er knyttet til vor frelse, og hvordan disse lette plager ”virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os”. - (Brev 5, 1880). ret (1099) Den evige herlighedsvægt.--For Paulus var alle hans år med selvfornægtelse, afsavn, prøvelser lidelser og forfølgelser kun som et øjeblik at regne. Nutidens hændelser var ikke nævneværdige i forhold til herlighedens evige betydning, som venter når kampen her er forbi. Netop disse besværligheder var Guds redskaber til at fuldkommengøre den kristne karakter. Uden hensyn til den kristnes omstændigheder, om forsynets veje synes mørke og uforståelige, om man møder afsavn og lidelser så kan den kristne se bort fra disse og hen imod det usynlige og det evige. Han kan hvile i den velsignede tryghed, at alle ting samvirker til det gode. ..... ret (1099) Helligånden oplyste Paulus' forstand med lys fra Himmelen, og han blev forsikret om, at han havde andel i den plads, der er gjort rede for de trofaste. Paulus brugte stærke ord. Men alligevel fandt han ikke ord, der var stærke nok til at beskrive (1100) den enestående herlighed, ære og udødelighed, de troende får del i når Jesus kommer igen. I sammenligning med de begivenheder der var i hans tanker var enhver timelig prøvelse blot en midlertidig stakket og let trængsel, som det ikke var værd at pege på. Set i lyset af korset var alt med tilknytning til dette liv kun tomt og forgængeligt. Den herlighed, der fangede hans opmærksomhed, var virkelig, betydningsfuld, varig og kunne overhovedet ikke beskrives med menneskelige ord. ret (1100) Men Paulus udtrykker sig så godt han kan ved at sige, at kun fantasien nærmer sig det dødelige menneskes mulighed for opfattelsen af denne virkelighed. Dette var en vægt af herlighed, en guddomsfylde, og en uendelig kundskab. Det var en evig vægt af herlighed. Og dog syntes Paulus, at hans sprog var fattigt. Det beskriver ikke virkeligheden. Han søger efter mere meningsfyldte ord. Men selv det mest talende billedudtryk kan ikke beskrive sandheden. Han søger efter de mest indholdsmættede udtryk i det menneskelige sprog, for at fantasien i nogen grad kan opfatte den herligheds overstrømmende fortræffelighed, som den endelige sejrvinder opnår. ret (1100) Gudsfrygt, værdighed, ære og lykke i Guds nærvær ser man nu kun med troens øje. Men den verdslige ære, de verdslige fornøjelser rigdom og ære, stilles helt i skyggen af den fremragende, skønne og strålende herlighed i det, vi endnu ikke ser. Alt i denne verden er timeligt og består kun midlertidigt, mens de usynlige ting er evige, de varer ved gennem evighedens uendelige tidsaldre. Vi opnår alt og taber intet, når vi sikrer os denne evige vægt af herlighed. (MS 58, 1900). ret (1100) 18 (Kol. 3,2; Heb. 11,27; se EGW til 2 Kor. 6,17, 18). Se Ham som er usynlig. - Vore har det niveau om tingene, som vore tanker dvæler ved, og hvis vi tænker på jordiske ting, får vi ikke indtryk af det himmelske. Vi vil blive stærkt hjulpet af at tænke på Guds barmhjertighed, godhed og kærlighed; men vi lider et stort tab ved at dvæle over de ting som er jordiske og timelige. Vi lader vore sorger, bekymringer og rådvildhed tiltrække vore tanker til jorden, og vi gør et lille muldvarpeskud til et bjerg. . . . ret (1100) Timelige ting skal ikke optage hele vor opmærksomhed, eller lægge beslag på vor sind, indtil vore tanker er helt på jorden og det jordiske. Vi skal oplære, disciplinere og optræne sindet så at vi tænker i en himmelsk kanal, så vi kan dvæle ved usynlige og evige ting, som vil kunne ses i åndelig syn. Det er ved at se Ham, som er usynlig at vi kan få sindsstyrke og åndslivskraft (ST 9. jan, 1893). ret (1100) Kapitel 57. Se EGW til Rom. 5,1. ret (1100) 10 (Joh. 5,22; Rom. 14,10; se EGW til Rom. 3,19). Kristus dommeren. - Gud har udtænkt at lidelsernes Fyrste for menneskeheden, skal være dommer for hele verden. Han som underlagde en jordisk domstols anklage, Han som kom fra de himmelske sale for at frelse mennesker fra evig død, Han som mennesker foragtede, forkastede, og som de overdyngede al den foragt som mennesker kan give under indgydelse af Satan, Han som led korsets skændige død - Han alene skulle afsige dom til belønning eller straf (MS 39, 1898). ret (1100) 11 (Sal. 119,53; Heb. 4,1). En rigtig gudsfrygt.--[Hebr. 4,1 citeret.] Herren vil have at Hans folk stoler på Ham og forbliver i Hans kærlighed, men det betyder ikke at vi ikke skal være bange eller være bekymrede. Nogle lader til at tro at hvis et menneske har en behørig frygt for Guds domme, er det tegn på en fattig tro, men sådan er det ikke. ret (1100) En behørig frygt for Gud, idet man tror på hans trusler, fremkalder retfærdighedens fredelige frugter ved at få den skælvende sjæl til at søge ly hos Jesus. Mange burde have denne ånd i dag og vende sig til Herren i ydmyg anger, for Herren har ikke givet så mange forfærdelige trusler eller udtalt så alvorlige domme i sit ord bare for at få dem nedskrevet; men han mener det, han siger. En siger: “Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din lov.” Paulus siger: “Da vi altså kender til at frygte Herren, søger vi at ‘vinde mennesker.’” (RH 21. okt., 1890). ret (1100) 14 (Joh. 13,34; 1 Joh. 4,7. 8). Elsk den helliggjorte viljes beslutning. - Kristi kærlighed i hjertet er hvad der behøves. Der er brug for at selvet korsfestes. Når selvet er (1101) forsvundet ind i Kristus, udspringer sand kærlighed spontant. Det er ikke en følelse eller en impuls, men en beslutning om en helliggjort vilje. Den består ikke af følelser, men ved hele hjertes, sjælens og karakterens forvandling, som er død i selvet og levende over for Gud. Vor Herren og Frelser beder os om at give os selv til Ham. Overgivelse af selvet til Gud er alt hvad Han forlanger, at give os selv til Ham og blive beskæftiget på den måde Han finder rigtig. Indtil vi kommer til dette overgivelsespunkt, vil vi ikke arbejde lykkeligt, nyttigt og succesrigt nogen steder. (Brev 97, 1898). ret (1101) 17 (Joh. 1,12. 13; 3,5-8). Nåden går ikke i arv.--Den gamle natur, som er født af blod og køds vilje, kan ikke arve Guds rige. De gamle manerer, de nedarvede tilbøjeligheder, de gamle vaner, må opgives, for dydige egenskaber er ikke noget, man arver. Den nye fødsel består i at få nye motiver, ny smag, nye tilbøjeligheder. De, som er født til nyt liv ved Helligånden, har fået del i guddommelig natur, og i alle deres livsvaner og adfærd vil de vidne om deres forhold til Kristus. Når mennesker, som bekender sig til at være kristne, fastholder alle deres fejl i karakter og naturel, i hvilken henseende er deres standpunkt da anderledes end de verdsliges? De værdsætter ikke sandheden som noget, der helliggør og forædler. De er ikke blevet fødte på ny. (RH 12. april, 1892). ret (1101) (1 Joh. 2,6; Åb. 3,14-17.) Ren religion er en efterligning af Kristus. - Ren religion er en efterligning af Kristus. En religion de bygger på selvtillid og selviskhed er værdiløs. Den sande kristne er en Kristi efterfølger. Denne efterfølgelse betyder at vandre i lyset. Hjertet må åbnes op for at tage imod den himmelske gæst. Lige så længe som hjertet er lukket for Hans adgang; kan der ikke være nogen blivende fred i det. Intet solskin kan skinne ind i sjælstemplets kamre, gennembryde midten og skyen. ret (1101) Gud gør intet kompromis med synd. En ægte omvendelse forvandler de nedarvede og erhvervede tilbøjeligheder til det onde. Guds religion er af fast stof som består af utallige tråde, der er vævet sammen med finfølelse og kyndighed. Intet uden den visdom, der kommer fra Gud, kan gøre denne vævning fuldkommen. Der er mange, mange slags stof som ser godt ud ved første øjekast, men de kan ikke bestå prøven. De tåler ikke at blive vasket. Farverne er ikke ægte. De blegner i sommerens solskin og fortager sig. Tøjet tåler ikke hård behandling. ret (1101) Der er mange, hvis religion er sådan. Når karakterens rendegarn og islæt ikke kan stå prøve, så er det værdiløst stof den består af. Forsøget med at sætte en ny lap på det gamle gør ikke sagen bedre, for det gamle, tynde stof river sig løs fra det ny, så riften bliver meget større end før. Det hjælper ikke at lappe. Den eneste mulighed er at kassere den gamle klædning og skaffe sig en helt ny. Kristi plan er den eneste rigtige. Han siger: "Se, jeg gør alting nyt." "Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning." ret (1101) Kristi plan er den eneste sikre. Han erklærer, "Se, jeg gør alting nyt." "Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning." Kristus opmuntrer ikke mennesker til at tro at Han vil acceptere et karaktermønster, der for det meste er dannet af selvet, med kun lidt af Kristus. Dette er Laodikæamenighedens tilstand. Først lader der til at være noget af selvet, og noget af Kristus. Men hurtigt bliver det alt af selvet og intet af Kristus. Selviskhedens rod er åbenbaret. Den fortsætter med at vokse, slå dybere og dybere rødder, indtil dens grene dækkes med ubehagelige frugter. Kristus ser med medynk på alle som har kombinerede karaktertræk. Dem med disse karaktertræk har en så skrøbelig forbindelse til Kristus, at den er næsten værdiløs Brev 105, 1893). ret (1101) Et kludetæppe af karaktertræk er ikke antageligt.--[2 Kor. 5,17 citeret.] En religion, som kun er lappeværk, har aldeles ingen værdi for Gud. Han kræver et udelt hjerte. Ingen del af dette forbeholdes arvens udvikling eller opelskede tendenser til ondt. At være hård, for streng, for indbildsk, selvisk, at se ud over sine egne selviske interesse og stadig være nidkær for at andre skal handle uselvisk, er en religion, der er en forhånelse for Gud. Mange har en sådan erfaring til daglig, men det er en forkert fremstilling af Kristi karakter (Brev 31a, 1894). ret (1101) 19 (Joh. 1,18). Hos Kristus ser Satan en manifestation af Guds karakter. - I verden stod der Een som var en fuldkommen repræsentant for Faderen, Een hvis karakter og praksis modbeviser Satans forkerte fremstilling af Gud. Satan har beskyldt (1102) Gud for egenskaber som han selv har. Nu så han i Kristus at Gud var åbenbaret i Sin sande karakter - en medlidende, barmhjertig fader, der ikke vil at nogen skal gå fortabt, men at alle skal komme til Ham i anger, og få evigt liv (ST 9. juni, 1898). 20. Se EGW til 1 Kor. 3,9. 21. Se EGW til Joh. 1,14. ret (1102) Kapitel 614-18 (se EGW til Dommerb. 2,2). Ud af verden, ind i Guds familie. - Dem som drager ud fra verden i ånd og i al praksis, må betragte sig selv som Guds sønner og døtre. De kan tro Hans Ord ligesom et barn tror alle sine forældres ord. Ethvert løfte er sikkert for ham der tror. Dem som forener sig med Faderen, Sønnen og Helligånden, som i deres liv viser at de ikke længere følger den vej de fulgte før de forenede sig med disse guddommelige redskaber, vil modtage visdom ovenfra. De vil ikke være afhængige af menneskelig visdom. For at handle retfærdigt med verden, som medlemmer af den kongelige familie, børn af den himmelske Konge, må kristne mærke deres behov for en kraft som kun kommer fra de himmelske agenter, der har lovet sig selv at arbejde for deres skyld. ret (1102) Efter at vi har dannet en union med den store trefoldige magt, skal vi betragte vor pligt imod medlemmerne af Guds familie, med en meget mere hellig ærbødighed, end vi nogensinde har gjort før. Dette er et aspekt af den religiøse reformation, som meget få påskønner. Dem som forsøger at bevare bønnen: ”Din vilje ske på jorden, som den sker i himlen,” vil med et levende rent og helliggjort liv forsøge at vise verden hvordan Guds vilje vil skal ske i himlen (MS 11, 1901). ret (1102) 17 (Se EGW til Es. 8,12). Sigtningens redskab. - Verden er det redskab som sigter menigheden og prøver dens medlemmers ægthed. Verden holder lokkemidler frem som sætter den troende der, hvor hans liv ikke er i harmoni med sin bekendelse, om disse lokkemidler accepters. . . . ret (1102) Hvis du går fremad mod himlen, vil verden mase hårdt imod dig. For hvert skridt må du bane din vej imod Satan og hans onde engle, og imod alle som overtræder Guds lov. Jordiske myndigheder vil lægge sig imellem. Du vil møde trængsler, støde på hård tale, latterliggørelse og forfølgelser. Mennesker vil forlange at du tilpasser dig til love og skikke som vil gøre dig illoyal mod Gud. Her er det at Guds folk finder korset på livets vej. (MS 3, 1885). ret (1102) 17, 18 (Kol. 3,2; se EGW til Ordsp. 1,10; Rom. 6,1-4). Skil enhver jordisk slyngtråd væk. - Mange bekendende kristne er godt repræsenteret ved den vin som slynger sig på jorden og vikler sin tråde omkring rødderne og det skrammel som ligger på dens sti. Til alle disse kommer budskabet: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, Og »rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.« Der er betingelser der skal imødekommes hvis vi vil være de velsignede og ærede hos Gud. Vi skal skille os ud fra verden, og nægte at røre ved de ting som vil skille vor hengivenhed fra Gud. Gud har det første og højeste krav på Sit folk. Sæt din kærlighed til Han og til himmelske ting. Dine slyngtråde må skilles fra alt jordisk. ret (1102) Du formanes til at ikke røre ved urene ting, for rør du ved dette, vil du selv blive uren. Det er umuligt for dig at forene dig med dem som er fordærvede, og stadig forblive ren. ”Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar?” Gud og Kristus og de himmelske hære vil have mennesket til at vide, at hvis det forener sig med det fordærvede, vil det blive fordærvet. Der er blevet banet tilstrækkelig vej så vi kan rejse os fra jordens lavland, og få vor hengiven fæstnet på Gud og på himmelske ting (RH 2. jan., 1900). ret (1102) Kapitel 81-8. Andres eksempel giver andre anledning til at give. - Når et folk har en alvorlig længsel efter at hjælpe hvor der er brug for det, til at fremme Guds sag i en retning, vil Herren bibringe disse helligede, uselviske mennesker et hjerte til at give gladelig, som om det var et privilegium. Gud har bevæget disse makedonere i deres dybe armod til at give (1103) gavmildt, at deres eksempel bliver skrevet ned, og derved lede andre til at udøve den samme gavmildhed. ret (1103) Opmuntret af denne bevægelse, som viste Helligåndens særlige virke på de troendes hjerter, bad Paulus Titus om at besøge Korintermenigheden og afslutte den runde som de havde udtænkt sig og allerede begyndt. Han var ivrig efter at de skulle udføre det som de hade lovet ved Guds nådes virke i deres hjerter. ret (1103) For at de forholdsvise fattige makedonske menigheders ikke skulle blive for gavmilde, skrev Paulus ikke blot til dem, men sendte Titus for at deltage i indsamlingen. Apostlen ønskede stærkt at se en symmetri af Kristen karakter hos de troende. Han ønskede at de skulle bevise deres kærlighed og bevise oprigtigheden i deres tro. Som fuldt sandhedstroende disciple, længtes han efter at se dem med en livagtig fornemmelse af forpligtelse og ansvar over for Gud og evangeliet. Han ønskede at det skulle virke i dem, som Guds kraft, og at de skulle frembære vidnesbyrd til dets arbejde, ved at give frugt til Guds ære. Som kristne under Guds kontrol var de med al iver for at udføre enhver pligt. . . . . ret (1103) Paulus pålagde ikke de korintiske brødre nogen befalinger. Men han fremlagde nødvendigheden for en menighed i Jerusalem for dem, og viste hvad andre havde givet, som havde mindre muligheder og mindre evner end korinterne havde. Han frembragte eksemplet for andre, og tilskyndede dem til at give. (MS 12, 1900). ret (1103) 6. Prædikanter der underviser i gavmildhed. - I dette kapitel er der også en lektie til dem som arbejder i Guds sag. Paulus siger: ”Dette har fået os til at bede Titus om nu at bringe også indsamlingen af denne kærlighedsgave hos jer til afslutning, ligesom han før havde begyndt på den.” - som er at få jer til at forblive i gavmildhedens nådegave. Et ansvar påhviler Kristi prædikanter at uddanne menighederne til at være gavmilde. Også de fattige skal have del i at give deres ofre til Gud. De skal have del i Kristi nåde, at fornægte selvet og hjælpe dem som har større behov end de selv. Hvorfor skulle de fattige hellige nægtes velsignelsen at give en hjælp til dem som er endnu fattigere end dem selv (MS 28, 1894)? ret (1103) 9. Kristi armod er en del af Hans store offer. - Apostlen opfordrede dem til at se på Kristi eksempel. Himlens Befalingsmand gav Sig selv til et liv i ydmyghed og armod, so Han kan stå side om side med den faldne slægt, og genoprette Guds moralbillede i mennesket. Herren Jesus var villig til at blive fattig, som Han, ved Sin ydmygelse og Sin død på korset kan betale løsesum for os. ret (1103) Uanset om vi er rige eller fattige, må vi aldrig glemme at Kristi armod var en del af Hans arv i menneskene. Det var ikke kun Hans forrådelse i haven eller Hans pinsler på korset der udgør forsoningen. Den ydmyghed som Hans armod udformede en andel, blev inkluderet i Hans store offer. Hele rækken af de sorger, som omfattede menneskene, bar Kristus på Sin guddommelige sjæl (MS 12, 1900). ret (1103) (Matt. 11,28; Fil. 2,5-8.) Hvorfor Kristus kom som et fattigt menneske. - Da genløsningsplanen blev lagt, blev det besluttet at Kristus ikke skulle vise sig efter Sin guddommelige karakter; for så kunne Han ikke knytte sig med den nødstedte og lidende. Han må komme som et fattigt menneske. Han kunne have vist sig efter sit ophøjede stadie i de himmelske sale; men nej, Han måtte nå til den lidende menneskeheds og armods allerlaveste dybder, så Hans røst kan blive hørt af den bebyrde og forpurrede, så han måtte åbenbare Sig selv som Genopretter, alle folkenes håb, og hvile for den trætte synds-syge sjæl. Og til dem som længes efter hvile og fred i dag, lige så sandt som dem der lyttede til Hans ord i Judæa, sagde Han: ”Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.” (MS 14, 1897). ret (1103) Kristi armod var Paulus’ mægtige argument. - Her var apostlens mægtige argument. Det var ikke Paulus bud, men Herren Jesu Kristi bud. Guds Søn havde forladt Sit himmelske hjem, med dens rigdomme, ære og herlighed, og iklædt Sin guddommelighed med menneskelighed -. Ikke for at bo i kongers paladser uden bekymringer eller arbejde, og blive forsørget med alle de bekvemmeligheder som menneskenaturen i sin natur beder om. I himlens rådssamlinger havde Han valgt at stå i de fattiges og fortryktes (1104) rækker, for at tage Sin del sammen med ydmyge arbejdere, og lære Sine jordiske forældres erhverv, som var en tømmer, en bygningsmand. Han kom til verden for at genopbygge karakteren, og med Sit arbejde tilførte han bygningen den fuldkommenhed som Han ønskede at få ind i de karaktertræk, som han forvandlede med Sin guddommelige kraft. ret (1104) Paulus bringer sit mønster, sit ideal. Kristus havde givet Sig selv til et liv i armod, så de kan blive rige i himmelsk rigdom. Han vil genopfriske deres erindring om det offer der blev givet for deres skyld. Kristus var befalingsmand i de himmelske sale, alligevel påtog Han sig det laveste sted i denne verden. Det var ikke åndelige rigdomme som Han efterlod bag sig; han har altid haft overflod af Åndens gaver. Men Han var af fattiges herkomst. Verden så aldrig dets Herre velhavende (MS 98, 1899). ret (1104) Rige på talenter. - Kristus, himlens Majestæt, blev fattig, så vi kunne blive rige ved Hans fattigdom. Ikke blot rige på midler, men rige i dygtighed. ret (1104) Dette er de rigdomme som Kristus længes alvorligt efter at Hans efterfølger skal have. Idet den oprigtigt sandhedssøgende læser Ordet, længes han efter sandhed af hele hjertet. Den kærlighed, medynk, ømhed og belevenhed, kristen belevenhed, som vil være elementer i de himmelske boliger Kristus er gået bort for at berede til dem der elsker Ham, vil tage hans sjæl i besiddelse. Han har et fast fortsæt. Han er besluttet på at stå på retfærdighedens side. Sandhed findes på sin vej, ind i hjertet, og er plantet på det sted af Helligånden, som er sandheden. Når sandhed griber fat i hjertet, giver mennesket et sikket bevis på dette, ved at blive forvalter af Kristi nåde. (MS 7, 1898). 12. Se EGW til Apg 16,14. ret (1104) 16-18, 23. Titus’ rejser til Korint. - Paulus' vidnesbyrd blev antaget med stor tyngde, på grund af de mange åbenbaringer han fik. Han vidste bedre end mange andre, hvad der var brug for på de forskellige steder. Men Paulus var ikke villig til at tage personlige ansvar for at indfri disse bidrag. Han havde været mest medvirkende til at få dem oprettet, men, for at ingen kan komme til at sige noget ondt, rejste Titus og hans ledsagere til Korint; for der var ingen sikker måde at transportere penge den gang. (MS 101, 1906). ret (1104) 16-22. Paulus anbefaler Titus for korinterne. - Titus havde so god succes med at oprejse gaver iblandt de makedonske menigheder at Paulus ønskede at han ville besøge Korint og fortsætte det samme arbejde. En anden bror, ”der i alle menighederne har et godt navn som tjener for evangeliet” og endnu mere ”hvis iver vi ofte på mange måder har set bevis på”, blev sendt for at ledsage Titus. Paulus skrev et brev til korinterne og roste de brødre for dem, som var villig til at påtage sig en vanskelig opgave. I dette brev mindede han dem om de anstrengelser der blev gjort for nogle år siden, at oprejse en fond i Korint (MS 101, 1906). 21. Se EGW til Rom. 12,17. ret (1104) Kapitlerne 8, 9Lad ikke selviske motiver lede dig, til at holde de fondsmidler tilbage der er brug for på ubearbejdede marker. Når vi fristes til at tilbageholde de midler der er brug for på udenlandske marker, så lad os studere det ottende og niende kapitel i andet korinterbrev, og lære at overgå hinanden i gavmildhed, som gjorde makedonerne villige til at give ”over evne” til den sag som krævede deres hjælp (MS 11, 1908). ret (1104) Kapitel 92. Et tusinde fakler er tændt. - Dem som har indflydelsesrige og ansvarlige embeder i menigheden bør være forrest i Guds værk. Hvis de handler modstræbende, vil andre slet ikke gøre noget. Men deres iver vil påvirke rigtig mange. Når deres lys brænder klart, vil tusindvis fakler blive tændt med flammer (SW 5. april, 1904). ret (1104) 6 (1 Tim. 6,19; Heb. 11,26). Hvor strålende er kronen? - Lønnen, himlens herlighed, der gives sejrherrerne, vil stå i forhold til den grad som de har vist Kristi karakter for verden. ”Han som sår sparsomt skal også høste sparsomt.” Tak Gud at det er vort privilegium at så den sæd (1105) som vil være høst til evighed. Livets krone vil være strålende eller være uklar, vil glitre med mange stjerner, eller kun være oplyst med nogle få ædelstene, efter din egen handlemåde. ret (1105) Dag for dag kan vi samle til at godt grundlag imod den kommende tid. Med selvfornægtelse, ved at udvise missionsånd, ved at samle alle mulige gode gerninger i vort liv, ved at ville repræsentere Kristus i karakter, si vi vinder mange sjæle til sandheden, skal vi have respekt for belønningens gengældelse. Det påhviler os at vandre i lyset, og få det meste ud af enhver anledning og ethvert privilegium, til at vokse i nåden og i vor Herre Jesu Kristi kundskab, og derved skal vi gøre Kristi gerninger, og sikre os selv rigdommen i himlene. (RH 29. jan., 1895). ret (1105) 7. At give modstræbende er en forhånelse imod Gud. - Det er bedre at slet ikke give end at give modstræbende; for hvis vi giver vore midler, og vi ikke har ånden til at give frit, forhåner vi Gud. Lad os tænke på at vi har med Ham at gøre som vi er afhængig af, for alle velsignelser, Ham som læser alle hjertets tanker, alle sindets hensigter. (RH 15. maj, 1900). ret (1105) Kapitel 101, 7. 8. Se EGW til Apg 18,1-3. 4. Se EGW til 1 Kor. 3,9. ret (1105) 5 (Kol. 3,10). Enhver evne genspejler det guddommelige sind. - Det var en forunderlig ting at Gud skabte mennesket, og danne sindelaget. Guds ære skal åbenbares i skabelsen af mennesket i Guds billede og i hans genløsning. Én sjæl er af mere værdi end en verden. Gud skabte mennesket så alle evner kan være det guddommelige sindelags evner. Herren Jesus Kristus er vort væsens ophav, og Han er også vor genløsnings ophav, og enhver som vil gå ind i Guds rige vil udvikle en karakter som er sidestykke til Guds karakter. Ingen kan dvæle hos Gud i den hellige himmel, uden dem som bærer hans lighed. Dem som er genløste til at være sejrherrer; de skal være ophøjede, rene, eet med Kristus (Brev 55, 1895). ret (1105) Gud er ophavsmand for enhver ædel tanke. - Vil mænd og kvinder tænke over hvordan Gud betragter de skabninger Han har gjort? Han formede menneskers sind. Vi tænker ikke en eneste ædel tanke, som ikke kommer fra Ham. Han kender alle menneskesindets mystiske aktiviteter, for er det ikke ham som har gjort det? Gud ser at synden har forringet og fornedret mennesket, men Han ser på det med medynk og medfølelse; for Hen ser at Satan har det i sin magt (MS 56, 1889). ret (1105) Forstandens kraft. - Den forædlede, rengjort, himmelskerettede forstand, er den universelle magt til at opbygge Guds rige. En fordrejet forstand, har præcis den modsatte virkning; den er fordærvende for den menneskelige kraft, der er givet for at blive mangedoblet i det alvorligt gode arbejde. Den bedrager og ødelægger. Gud har givet nok af gaver, til at mennesker kan arbejde klogt, stærkt og nådigt, og fremstille Herrens underfulde værker for dem der elsker Ham og adlyder hans bud. (MS 63, 1900). ret (1105) Overgivet til hvem? - Satan kan ikke berøre sindet eller forstanden, hvis vi ikke overgiver os til ham (MS 17, 1893). Djævelen vil bruge dit sind, hvis du vil give det til ham (MS 2, 1893). ret (1105) Kapitel 11Ikke dømme menneskers forret.- Det 11. kapitel i 2. korinterbrev indeholder megen undervisning. Det viser os at mennesker er tilbøjelige til at se sagerne fra menneskelig synsvinkel, kan begå alvorlige fejltagelser, hvis de går ind i et arbejde som Gud ikke har udpeget, men fordømt. Arbejdet består i at kristisere, sætte sig på dommersædet, og afsige dom. Hvor meget bedre ville det ikke være for disse menneskers åndelige vækst, om de i stedet for så på deres egne ufuldkommenheder og karaktermangler ved påpasselig ransagelse af deres egne hjerter, og prøvede at fjerne kværuleringens, onde tanker, ond tales, falske vidners, hadets og brødrenes anklagers bjælke fra deres øjne. (MS 142, 1897). ret (1105) 14 (Matt. 24,24; Joh. 10,4; se EGW til Ef. 6,10-12). Møde Satans største bedrag. - Satan kom som en lysets engel i ørkenen for at bedrage Kristus. Han (1106) kommer ikke til mennesker i en hæslig skikkelse, som han somme tider fremstilles, men som en lysets engel. Han vil udgive sig for at være Jesus Kristus og udføre store mirakler. Mennesker vil falde ned og tilbede ham som Kristus. Det vil blive os befalet at tilbede denne skabning, som verden ærer som Kristus har advaret os mod netop sådan en fjende, menneskets værste, som vil sige, at han er Gud. og at når Kristus kommer, vil det være i kraft og herlighed ledsaget af tusind gange tusind og ti tusinde gange ti tusinde engle og at når han kommer, vil vi kende hans røst. (RH Dec. 18, 1888). ret (1106) (Matt. 7,15; 2 Tess. 2,7-12.) En ufejlbarlig prøve. - Satan er kommet ned i disse sidste dage for at arbejde med al bedrageriskhed for uretfærdighed hos dem som går fortabt. Hans sataniske majestæt udvirker mirakler for øjnene af falske profeter, for øjnene af mennesker, og hævder at han i virkeligheden er Kristus Selv. Satan giver sin kraft til dem som hjælper ham med hans bedrag; derfor kan dem som hævder at have guds kraft kun gennemskues af den store afsløring i Jehovas lov. Herren fortæller os at hvis det var muligt ville de endog bedrage de udvalgte. Fårenes forklædninger er så virkelige, så ægte, at ulven kun kan ses, når vi går til Guds store moralstandard og der finde at de overtræder Jehovas lov (RH 25. aug., 1885). ret (1106) Berede for den sidste handling. - Denne verden er et teater. Skuespillerne, verdens beboere, forbereder sig til at spille det sidste store drama. Gud er mistet af syne. Der er intet fælles mål, udover menneskers forbundspartier at få deres afslutning. Gud ser på. Hans hensigter med Sine oprørske undersåtter vil blive opfyldt. Verden er ikke givet over i menneskers hænder, selvom Gud tillader elementer af forvirring og uorden at herske en stund. En kraft nedenfra virker for at frembringe de sidste scenerier i dramaet - Satan kommer som om det var Kristus, og arbejder med al uretfærdighedens bedrageri i dem som binder sig selv sammen i hemmelige selskaber. Dem som overgiver sig til sammensværgelser udvirker fjendens planer. Årsagen vil blive efterfulgt af virkningen (Brev 141, 1902). ret (1106) (Ef. 6,10-12.) Konstant årvågenhed er nødvendig. - [Ef. 6,10-12 citeret.] Enhver som star indskrevet under Kristi blodbestænkte banner er gået ind i en krig hele tiden kræver vagtsomhed. Satan er besluttet på at føre denne krig til ende. Han kommer som en lysets engel, og hævder at være Kristus, vil han bedrage verden. Men hans sejr vil være kort. Ingen storm eller andet uvejr kan bevæge deres fødder som står plantet på den evige sandheds grundprincipper. De vil kunne stå på tidspunktet, hvor der er et næsten universelt frafald (MS 74, 1903). 14, 15. Se EGW til Matt. 7,21-23. ret (1106) 23-30. Paulus’ uovervindelige mod. - Få mod fra apostlen Paulus’ erfaring. Han havde mange prøvelser. Han var en urokkelig medarbejder, og rejste hele tiden, nogle gange igennem ugæstfrie områder, nogle gange i vand, i storm og uvejr. Hans lod var langt hårdere end vor, for rejser den gang var ikke så behagelige som nu. Men Paulus lod intet forhindre sig i hans arbejde (Brev 107, 1904). ret (1106) Kapitel 121 (Fil. 3,8). Paulus blev undervist af Helligånden. - Apostlen Paulus, som havde fået mange åbenbaringer fra Herren, mødte vanskeligheder fra forskellige kilder, og iblandt alle hans konflikter og modløshed, mistede han ikke sin tillid til Gud. Under Helligåndens særlige undervisning, blev hans dømmekraft renset, forfinet, ophøjet og helliggjort. Menneskers og fjendens påfund imod ham var middel for ham til disciplin og opdragelse, og han erklærer at han derved fik den bedste kundskab, fordi han gør Herren Jesus til sin afhængighed. ”Ja,” erklærer han ”jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre.” Hvor stort beriger ikke dette evangelium sjælens have, sætter den i stand til at give de dyrebareste frugter (Brev 127, 1903)! ret (1106) 1-4. Paulus’ forkynder med kraft. - Paulus har givet mange forunderlige lektier vi kan lære af. I sine syner så Paulus mange ting et menneske ikke (1107) kunne udtrykke. Men mange andre ting som han så i de himmelske sale blev vævet ind i hans lære. Sandheden glimtede fra hans læber som et skarpt, tveægget sværd. De indtryk Helligånden gjorde på sindet var stærke og livagtige, og de blev præsenteret for folk på en måde som ingen andre kunne vise dem. Paulus talte i Ånden og med magt (Brev 105, 1901). ret (1107) (1 Kor. 9,27.) Paulus forblev ydmyg. - Apostlen Paulus blev højligt æret af Gud og blev taget til den tredje himmel i et helligt syn, hvor han så scener, hvis herlighed ikke kunne åbenbares for dødelige. Alligevel gjorde det ham ikke pralende eller gav ham selvtillid. Han var sig betydningen af konstant vågen selvfornægtelse bevidst og erklærer klart: "Jeg er hård imod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet." (RH 3. maj, 1881). ret (1107) (Fil. 3,12; 1 Tim. 1,15.) Paulus havde en meget ydmyg mening om sin egen vækst i kristenlivet. Han siger: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen.” Han taler om sig selv som den største af synderne. Alligevel blev Paulus højt æret af Herren. Han blev taget ind i et helligt syn, til den tredje himmel, og havde der fået åbenbaringer af guddommelig herlighed, som han ikke fik lov til at blive kendt med (ST 11. jan., 1883). ret (1107) (Rom. 16,25; Ef. 3,8. 9; Kol. 1,26.) Skjulte mysterier åbenbaret. - De mysterier som var blevet skjult gennem tidsaldrene, blev åbenbaret for ham [Paulus], og lige så meget som han kunne bære af Herrens værker, og af Hans behandling af menneskers sind, blev ham bekendt. Herren fortalte Paulus at han måtte forkynde Kristi uransagelige rigdomme iblandt Hedningene. Lyset skulle gives til Hedningene. Dette er et mysterium, som har været skjult igennem tiderne (ST 30. jan., 1912). ret (1107) 4 (kp. 4,17. 18). Himlens herlighed er ubeskrivelig. - Paulus fik et syn om himlen, og i en prædiken om herligheden der, var det allerbedste han kunne gøre, at ikke prøve at beskrive disse ting. Han fortæller os at det øje ikke havde set, eller øret ikke havde hørt, de ting var heller ikke kommet ind i menneskers hjerter, som Gud havde beredt for dem der elsker Ham. Således må du prøve med god vilje, med dine allerbedste evner at få det ind og betragte den evige herlighedsvægt, og alligevel er dine begrænsede sanser, afmægtige og trætte af anstrengelser, ikke vil kunne gribe det, for der er en uendelighed derude. Det tager en hel evighed at udfolde herligheden og få Guds Ords dyrebare rigdomme ud (MS 13, 1888). ret (1107) 7-9 (se EGW til Apg 9,8. 9). Paulus’ pinsler er ikke borte. - Paulus havde en legemlig pinsel; hans øjne var dårlige. Han mente at vanskeligheden kan fjernes med alvorlig bøn. Men Herren har Sit eget mål, og Han sagde til Paulus: Sig ikke mere til Mig om den sag. Min nåde er nok. Det vil sætte dig i stand til at bære svagheden (Brev 207, 1899). ret (1107) Smertelige forhindringer i Paulus’ arbejde. - En dyb bedrøvelse hviler stadig på Paulus sind og hjerte på grund af hans bange anelser for korintermenigheden. Da han var i Filippi begyndte han med sit andet brev til dem, for de hang som en tung vægt på hans sjæl. Det nedslående humør som apostlen havde, kunne ikke desto mindre i høj grad tilskrives kropslige svagheder, som gjorde ham meget hvileløs, når han ikke var i aktiv tjeneste. Men når han arbejder for sjæles frelse, rejser han sig over den fysiske svaghed. Han følte at den sygdom han led af var en forfærdelig forhindring for ham i hans store arbejde, og hjemsøgte gentagende gange Herren for at lindre ham. Gud fandt det ikke rigtigt at besvare hans bønner i dette henseende, selvom Han gav ham forsikring om at den guddommelige nåde var nok for ham (LP 175, 176). ret (1107) Kapitel 135 (kp. 2,11). Satans lille kile. - Dem som ikke har tid til at være opmærksom på deres egne sjæle, og ransage sig selv dagligt om de er i Guds kærlighed, og sætte sig selv i lysets kanal, vil få tid til Satans antydninger, og udvirke hans planer. ret (1107) Satan vil selv trænge ind med små kiler, som udvider eftersom de laver plads til sig selv. Satans listige påfund, vil komme ind i Guds særlige arbejde på det tidspunkt (MS 16, 1890). ret |