1. Peters brev

(939)  Kapitel: 1 - 2 - 3 - 4 - 5 ret

(939)  

Kapitel 1

(939) 2. Se EGW til Rom. 11,4-6; Ef. 1,4, 5, 11; 2 Peter 1,10. ret

(939)   5. Se EGW til Åb. 2,1-5.

6, 7. Se EGW til 2 Kor. 4,17. 18; Heb. 12,11.

11, 12. Se EGW til Fil. 2,5-8; 1 Tim. 3,16. ret

(939)   16 (Heb. 12,14). Trækker snore af kærlighed. - Ligesom Jehova er hellig, forlanger Han at hans folk skal være hellig, rent og ubesmittet; for uden hellighed skal intet menneske se Herren. (940) Dem som dyrker Ham i oprigtighed og sandhed vil blive accepteret af Ham. Hvis menighedsmedlemmerne vil lægge al selvdyrkelse bort, og vil modtage Guds kærlighed og kærlighed for hinanden som fyldte Kristi hjerte, i deres hjerter, vil vor himmelske Fader hele tiden vise Sin kraft igennem dem. Lad hans folk være draget sammen med den guddommelige kærligheds bånd. Så vil verden opdage Guds mirakel-virkende kraft, og vil anerkende at han er Styrken og Hjælperen for Sit lovlydige folk. (MS 125, 1907).

18, 19. Se EGW til Kol. 2,9.

19. Se EGW til Joh. 1,14. ret

(940)   22 (Rom. 5,1; Gal. 5,6; Ef. 2,8; Heb. 11,1). Troens Skabning.--Under Åndens inspiration, fremviser apostlen Peter de kristne som dem som har rengjort deres sjæle og adlyder sandheden. Sammen med den tro og kærlighed vil tilfører vort arbejde, vil også kraften komme ind i det. Intet menneske kan skabe tro. Ånden virker på og oplyser menneskesindet, skaber tro på Gud. I skrifterne anføres tro til at være Guds gave, mægtig til frelse, oplyser deres hjerter som søger efter sandheden som en skjult skat. Guds Ånd indprenter sandheden i hjertet. Evangeliet er kaldt for Guds kraft til frelse fordi Gud alene kan gøre sandheden til en kraft som helliger sjælen. Han alene føre gøre Kristi kors til sejr. (MS 56, 1899). ret

(940)   (Joh. 3,21; Titus 2,11; 1 Joh. 3,3; se EGW til 1 Joh. 3,3-6; 4,7. 8.) Udlufte syndens sjæl.--Herren renser hjertet lige så meget, som når vi udlufter et rum. Vi lukker ikke dørerne og vinduerne, og kaster noget rensende ind i lokalet; men vi åbner dørerne og sætter vinduerne på vidt gab, og lader himlens rensende atmosfære komme ind. Herren siger: "Han som gør sandheden kommer til lyet." Impulsernes og følelsernes vindue må åbnes ud mod himlen, og selviskhedens og det jordiske støv må forjages. Guds nåde må gennemfeje sindets kamre, forestillingsevnen må have himmelske temaer at overveje, og element af naturen må renses og have liv af Guds Ånd. ret

(940)  

Kapitel 2

1, 2 (Heb. 12,15). Frastødende missionsarbejde.--[1 Peter 2,1, 2 citeret.] . . . Vi er medpilgrimme, der søger efter et bedre land, om det er himmelsk. Gud vil aldrig sige til os: "Vel gjort, gode og tro tjener," ved slutningen af vor rejse, hvis vi nu i ånden beder om at udhovere og fortrænge andre mennesker. Ondsindethed, svig, hykleri, misundelse og ond tale er ting som Gud afskyer, og ingen som åbenbarer disse frugter i sit liv vil gå ind i himlens rige. . . . ret

(940)  Dem som kværulerer over deres arbejde, kan se ud som om de hele tiden er ivrig og interesseret i andres velfærd. De kan virke ganske aktivt engageret i godt arbejde. Men deres arbejde skader, og Herren betragter det som af nogen værdi. ”De siger,” hviskes her og der; med blinde antydninger, andre sindelag fyldes med mistanker og mistillid; og urolighed skabes. Dem som lytter til ”de siger,” henleder sindet til noget de har observeret hos deres brødre, som kunne have været forkert, og meget gøres som kun er lille opmærksomhed værdig. Disse tilsyneladende uskyldige ord, slår lange og fiberrige rødder i deres sind, som hører dem, og der gøres usigelig skade. Bitterhedens frø plantes, onde tanker efterlades i menneskehjerterne, og spirer op til en overmådelig høst. ret

(940)  Al retfærdigheds fjende sætter et ubehageligt missionsarbejde af den slags, i gang. Han som i bekendelse arbejder for Kristus fristes af ham til at undersøger andres menneskesind, og spørger dem om hvad de mener med hvad de siger. På denne måde plantes onde tanker og misundelse i manges hjerter. Hvis dem som fører dette missionsarbejde kunne se det, og betragtede det sådan som himlens Herre gør det; hvis de en dag kunne opspore deres arbejde, og se dets fordærvende følger, vil de angre. ret

(940)  At gøre godt mod alle, trofast udføre vore hjemmepligter, bruge vor tid på at sammenligne liv med Kristi liv, bede for et ydmygt og helliggjort sindelag, - det er det missionsarbejde som Herren forlanger af os at gøre. Himlens engle kan ikke arbejde med den menneskeagent som sår (941) splidens og uenighedens frø, men onde engle følger ham hvor som helst han går (MS 47, 1896). ret

(941)   2. Nære sjælen med sandhed. - Når vi kommer til Gud indgydes og stimuleres sjælen til handling. Kroppen vil dø hvis den ikke får den passende næring, og ligeså er det med sjælen. For at få åndelig styrke, eller endog liv, må den få næring ved Ordet, som er ånd og liv Den må hele tiden have næring af den sandhed som forbinder sjælen med Ham som vi liver i, og bevæger os ud fra, og har hele vort væsen (MS 16, 1890). ret

(941)   4, 5. Se EGW til Ef. 2,19-21.

5. Se EGW til Sal. 144,12.

11. Se EGW til 1 Kor. 9,24-27.

12. Se EGW til Rom. 12,17.

21. Se EGW til Åb. 14,4. ret

(941)   24 (se EGW til Heb. 2,14; 7,25). Dårlige vaner skal fast modstås. - Kristus fremstilles som den der bærer på sorger forårsaget af synd, og Han gør dette, ikke som vor sympatiserende vej, men som vor stedfortræder. Derfor skal vore synder i selviskhed, med et uelskværdigt temperament, i dovenskab, i forkerte levevaner og praksis, bortskaffes tydeligt og med fasthed. Den som bryder med Satan skal ikke give plads for hans fristelser. Lad sjæle som kommer til Kristus tænke over at Han er syndbæreren. . . . .Lad den angrende sjæl gribe fat i tro på den tilvejebringelse der er gjort for at frelse ham, ikke i hans synd, men fra hans synd. Kristus som syndbæreren må tage synden bort og redde synderen fra hans sygelige åndelige tilstand (MS 56, 1900). ret

(941)  En bro over afgrunden. - Ved overtrædelse blev mennesket skilt fra Gud, fællesskabet mellem dem blev brudt, men Jesus Kristus døde på Golgatas kors, bar hele verdens synder på sin krop, og korset slog bro over afgrunden mellem himlen og jorden. Kristus leder mennesker til afgrunden, og peger til den bro som den er spændt over med, og siger: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« (MS 21, 1895). ret

(941)  

Kapitel 3

1-5. Se EGW til Es. 3,18-23. ret

(941)   3, 4 (2 Mos. 32,1-6; se EGW til 4. Mos. 15,38, 39). Stolthedens knopskud og opblomstring. - Der gemmer sig afguder i vore familier og i vore menigheder i dag, som har den samme indflydelse på os, som guldkalven havde på israelitterne. Vil folk ransage sig selv? Vil hyrderne gøre deres arbejde trofaste vagtfolk for Gud? Vil de se hvad afguder gemmer på? Vil enhver som er under nogenlunde omstændigheder tænke over at de skal være et særligt og udskilt folk i klæder, deres talemåde, deres optræden, fra verden? Vil de se deres afgudsdyrkelse i små såvel som store sager, og at det adskiller dem fra Gud? Når de irettesættes bliver de til skamme, men angrer ikke. De har haft et stort lys, og stor anledninger, linje for linje, og forskrift for skrift, men stolthed sætter knop og blomstrer i deres klædning, åbenbarer hjertets tanker og intentioner (MS 52, 1898). ret

(941)   (1 Tim. 2,8-10.) Hvilke afguder gemmer vi på? - Denne afgudsdyrkelse fra det gamle Israels side var en forhånelse mod Gud; men værnes der ikke ligeså meget om afguder i vore familier og i vore menigheder i dag - som har den samme indflydelse på os, som guldkalven havde på israelitterne? De advarsler Peter giver ignoreres fra Guds bekendende folks side: ”Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes”. . . . . . ret

(941)  Det tidspunkt er kommet hvor vi som et folk bør ransage os selv, for at se hvilke afguder vi værner om; når hjordens hyrder skal udrette et trofast arbejde, som Guds skildvagter. I klæder, i tale, i optræden skal vi være et særligt og udskilt folk fra verden. ”Så vil jeg da, at mændene alle vegne fromt skal løfte hænderne og bede uden vrede og uenighed. Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt, men med gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig gudsfrygt.” (RH 7. marts, 1899). ret

(941)  Passion for opvisning. - Grundlaget for mange hjems ruin ligger i at man vil stille sig til skue. Mænd og kvinder lægger planer for at få midler, så de kan se rigere ud end deres (942) naboer. Men selvom deres desperate kamp kan lykkes, er de ikke rigtig lykkelige. Sand lykke udspringer fra et hjerte i fred med Gud. [1 Peter 3,3, 4 citeret] (MS 99, 1902). ret

(942)  Den moralske værdi yndighed. - Den moralske værdi har en yndighed som rigdom og ydre tiltrækning ikke har. Kvinden med en sagtmodig og stille ånds besmykkelse, har i Guds øjne en besmykkelse af storværdi, hvorimod Tarsis sølv og Ofirs guld er værdiløs. Salomons brud kan, i al sin herlighed, ikke sammenlignes med en af disse rigdomme i huset (HR maj, 1878). ret

(942)   8. En høj ærbødighed for sandhed. - "Kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge." Værn om den højeste agtelse for retfærdighed og sandhed, og et for alt grusomhed og undertrykkelse. Gør mod andre som du ønsker at de skal gøre mod dig. Gud forbyde dig at støtte selvet, til andres ulempe (RH 13. april, 1905).

18-20. Se EGW til 1.Mos. 6,3. ret

(942)  

Kapitel 4

17. Se EGW til Åb. 11,1. ret

(942)   19. Den ånd bearbejder ens brødebetyngelse. - Det betyder meget at knytte sjælen til Gud. Det betyder at vi skal leve, og vandre i tro, ikke stole på eller forherlige selvet, men se på Jesus som vor Forsvarer, som vor tros ophav og fuldender. Helligånden vil gøre sit arbejde på det hjerte som er brødebetynget, men Han kan aldrig arbejde med en indbildsk og selvretfærdig sjæl. En sådan vil, i sin egen visdom, udbedre på sig selv. Han lægger sig imellem sin sjæl og Helligånden. Helligånden vil arbejde, hvis selvet ikke lægger sig imellem (MS 148, 1897). ret

(942)  

Kapitel 5

2, 3 (Apg 20,28). En udstrakt arbejdsmark for menighedsledere. - Gud forherliges ikke af de menighedsledere som prøver at drive fåret. Nej, nej. ”Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden.” der er en udstrakt mark for forstandere og tjenere i enhver menighed. De skal give Guds hjord næring, med ren foder, grundigt sigtet fra avnerne, den giftige blanding af vildfarelse. Du som har en del at gøre i Guds menighed, vær sikker på at du handler klogt med at give Guds hjort føde; for menighedens vækst beror kvaliteten af denne føde. (MS 59, 1900).

3. Se EGW til Sal. 89,14.

6. Se EGW til Jakob 4,10. ret

næste kapitel