2. Timotius brev

(916)  Kapitel: 1 - 2 - 3 - 4 ret

(916)  

Kapitel 1

(916) 1, 2 (kp. 4,6-9). Paulus andet brev til Timotius.--Dette brev skrevet til Timotheus, den første biskob i Efesus menighed, efter at Paulus var blevet bragt frem for Nero for anden gang for at bevidne om sit liv for den tro han havde. I stedet for at skrive hans trængsler ned, mod de mænd som vendte sig fra troen, taler Paulus ord, som burde opmuntre vore hjerter, idet vi går over den samme grund (RH 18. juli., 1907). ret

(916)  Kærligheden mellem Paulus og Timotius.--Apostlens tale vandt ham mange venner, og han blev besøgt af personer af rang, som regnede hans velsignelse af større værdi end gunst fra verdens kejsere. Men der var en ven hvis sympati og kammeratskab han længes (917) efter i disse sidste prøvende dage. Denne ven var Timotius, hvem han havde overdraget omsorgen for Efesus-menigheden, og som var ladt tilbage da Paulus gjorde sin sidste rejse til Rom. ret

(917)  Det stærke forhold mellem Paulus og Timotius begyndte ved Timotius' omvendelse; og båndet blev styrket idet de havde delt håb, fare, og slid i missionslivet, indtil de synes at være eet. Aldersforskellen og forskel i deres karakter gjorde deres kærlighed for hinanden mere alvorlig. Paulus' brændende ånd, nidkærhed og ukuelighed fandt svar og trøst i Timotius' milde, overgivende og tilbageholdende natur. Den trofaste hjælp og ømme kærlighed til denne prøvede kammerat har oplyst mange mørke stunder i apostlenes liv. Alt det Melancthon var for Luther, alt dette kunne en søn være for en elsket og æret fader, den unge Timotius var for den prøvede og ensomme Paulus. (YI 10. juli, 1902).

9. Se EGW til Luk. 17,10; Ef. 2,8. 9.

10. Se EGW til Heb. 2,14. ret

(917)   12. En sund religiøs erfaring.--"Jeg ved hvem jeg har troet på." Han [Paulus] levede ikke under en tvivlens sky, famlede sig vej i usikkerhedens mørke, eller beklagede sig over prøvelser og trængsler. En stemme af glæde, stærk med håb og mod, genlød hele vejen op til vor tid. Paulus havde en sund religiøs erfaring. Kristi kærlighed var hans store tema, og den drivende kraft der styrede ham. (RH Sept. 8, 1885). ret

(917)  

Kapitel 2

1-3. 7. 15. Se EGW til 1 Tim. 4,13-16.

1-4. Se EGW til kp. 4,1-7. ret

(917)   14. Diskussioner med et fortsæt.--[2 Tim. 2,11-14 citeret.] Hvad betyder dette? Det byder at der kan være diskussioner over ord og tanker, men de bør være med et formål, de bør kunne nedbryde hovmod og den modstand som er i menneskehjerter for at deres ånd må blødgøres og underkues, så at sandhedens frø, der er sået i hjertet, kan få rod der. (MS 13, 1888). ret

(917)   14-16 (vs. 23-26; kp. 4,1-5; Kol. 2,8; se EGW til Åb. 14,1-4; 18,1). Ophøre med al nyttesløs spekulation.--[2 Tim. 2,14 citeret.] Denne advarsel passer til vor tid. Så kommer en formaning, som ofte vil være brug for: "Stræb efter at stå din prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, men som går lige på med sandhedens ord." Lær at tage de sandheder som er blevet åbenbaret, og behandle dem på en sådan måde, at de vil være til føde for Guds hjord. ret

(917)  Vi skal måde dem, som lader deres tanker strejfe over i nyttesløse spekulationer om ting som Guds Ord ikke siger noget om. Gud har talt i det tydeligste sprog over alle de spørgsmål der berører sjælens frelse. Men Han ønsker at vi skal undgå al dagdrømmeri, og siger: Gå i dag til Min vingård. Natten kommer hvor intet menneske kan arbejde. Stop med alle nyttesløse diskussioner; våg og arbejd og bed. Studér de sandheder der er blevet afsløret. Kristus ønsker at bryde alle intetsigende grublerier op, og Han peger os hen til markerne, der er moden til høst. Hvis vi ikke arbejder alvorligt, vil evigheden overvælde os med dens ansvarsbyrder. (RH 5. Feb., 1901). ret

(917)   16-18 (Kol. 2,8). Gribe ved skyggerne. - Vi er blevet opmuntret i skrifterne til at, hvis vi vandrer ydmygt for Gud, skal vi få undervisning. Men vi advares imod overdreven videbegærlighed. ”Men hold dig fra den vanhellige, tomme snak; thi de vil komme længere og længere ud i ugudelighed”, fører ind på falskhedens og indbildningens stier, som vi ikke har noget at gøre på. Der er tomme, uvæsentlige menneskeskabte teorier, som får sindet til at dvæle ved ingenting. I dem har de intet sikkert eller betydeligt. Om den der går frem i disse teorier, siger Paulus: ”Deres ord vil æde om sig som kræft. Blandt dem er Hymenæus og Filetus; når de hævder, at opstandelsen allerede har fundet sted, er de kommet bort fra sandheden, og de nedbryder troen hos nogle.” ret

(917)  På apostlenes dage blev de mest tåbelige kætteri fremstillet som sandhed. Historien har gentaget sig. Der vil altid være nogle som tilsyneladende altid er oprigtige, men vil gribe skyggen, og tage det som den dybeste betydning. De tager vildfarelsen i stedet for sandhed, (918) fordi vildfarelse er klædt i ny forklædning, som de tror dækker over noget forunderligt. Men lad klædningen blive fjernet, og der er ingen ting inden under (RH 5. feb., 1901). ret

(918)   20 (Matt. 13,47, 48). Både godt og dårligt i menigheden.--[2 Tim. 2,19, 20 citeret.] Det "store hus " repræsenterer menigheden. I menigheden vil der være det nederdrægtige såvel som det dyrebare. Nettet der kastes i havet, samler både godt og dårligt (RH 5. feb., 1901). ret

(918)   21. Brug for at tømme karrerne. - Hvilken slags kar skal være til Mesterens brug? - tomme kar. Når vi tømmer sjælen for al besmittelse, er vi parate til at blive brugt (RH 28.Febr., 1899). ret

(918)   Renselse, er et personligt arbejde.--"Hvis nogen holder sig ren og fjernt fra disse, skal han være et kar til ære, helliget, nyttigt for husets herre, brugbart til alt godt arbejde." Han skal ikke antage teorier som fordærver hvis de antages. Han skal rense sig selv fra alle uretfærdige holdninger, som ville lede bort fra det visselige Guds ord til vaklende menneskelige påfund og fordærv, hvis disse holdninger blev antaget. Han skal modsætte sig fjendens virke med karrerne til vanære. Ved at ransage skriften med megen bøn, vil han finde en sti at følge, ikke menneskers sti, men en sti der fører til himlen. ret

(918)  Renselsesarbejde er et personligt arbejde. Ingen kan gøre dette arbejde for andre. ”Hvis nogen holder sig ren og fjernt fra disse, skal han være et kar til ære, helliget, nyttigt for husets herre.” Guds Ånd vil arbejde gennem helligede menneskeagenter, lede dem til at arbejde rigtigt. Der vil gives evner og nådegaver dertil. Mennesker vil blive fyldt med et alvorligt ønske om at forkynde evangeliets sandheder, fast og beslutsomt, og på en klar måde (RH 5. feb., 1901). ret

(918)   23-26 (vs. 14-18; kp. 4,1-5; Kol. 2,8; Åb. 7,3. 4; se EGW til Åb. 3,1-3; 14,1-4). Intet plads til at stille nysgerrighed.--Der er nogle ting, som vi må være forsigtige med. Breve vil komme med spørgsmål angående beseglingen af Guds folk, hvem, der vil blive beseglet, hvor mange og andre nysgerrige spørgsmål. Jeg tror, at vi må sige til dem, at de skal læse og tale om de ting, som er tydeligt åbenbaret. Vi har opmuntring i Ordet om, at hvis vi ydmygt vandrer med Gud, så vil vi modtage instruktion. Men snagende nysgerrighed må ikke opmuntres. Dem, der ønsker at opfinde noget nyt og mærkeligt, som er produktet af den menneskelige fantasi og er lige så meget lavere end den Hellige Skrifts ædle udtryk, som det hverdagsagtige er lavere end det hellige, kan vi henvise til det andet kapitel af Timoteus’ andet brev [2 Tim. 2, 23]. Vi kan besvare tåbelige spørgsmål ved at sige: Vent, og vi vil alle vide, hvad der er vigtigt for os at vide. Vor frelse er ikke afhængig af ligegyldige emner. (Brev 58, 1900). ret

(918)  

Kapitel 3

14, 15 (Apg 16,1-3). Timotius’ oplæring i barndommen. - Timotius moder og bedstemoder var gået sammen for at oplære ham til Gud. Hvad var hans lektiebog? - Bibelen, Paulus, hans fader i evangeliet, erklærer: ”Du kender fra barndommen af de hellige skrifter.” Den troende moder og bedstemoder på Guds orakler, var hele tiden en illustration for Timotius, til at gøre Guds vilje. ret

(918)  Da Timotius var lidt mere end en dreng, tog Paulus ham med sig som sin ledsager i arbejdet. Dem som havde oplært Timotius i sin barndom blev belønnet ved at se sønnen i deres varetægt knyttet i et tæt fællesskab med den store apostel (MS 117a, 1901). ret

(918)   (1 Tim. 4,12.) Timotius’ indflydelse og medynk. - Paulus elskede Timotius fordi Timotius elskede Gud. Hans forstandsmæssige kundskab til at bruge medynk og sandhed gav ham anseelse og indflydelse. Medynken og indflydelsen i hans hjemmeliv var ikke af en billig slags, men ren, fornuftig og ufordærvet fra falske tanker. Den moralske indflydelse fra hans hjem var væsentlig, ikke ustadig, ikke ud fra impulser, ikke foranderlig. Guds ord var den regel som vejledte Timotius. Han modtog sin undervisning linje for linje, forskrift for forskrift, lidt her og lidt der. Indtryk af den højest mulige orden blev fremholdt for hans sind. Hans hjemmeundervisere samarbejdede med Gud i at undervise denne unge mand til at bære de byrder som skulle komme over ham i en tidlig alder. . . . ret

(919)  (919) Vi ser de fortrin som Timotius havde for et korrekt eksempel i fromhed og sand gudsfrygt. Religion var atmosfæren i hans hjem. Fromhedens åndelige kraft der blev vist i hjemmet, holdt ham rem i tale, fri for alle fordærvende tanker. Fra et lille barn af var Timotius blevet bekendt med de Hellige Skrifter. Han havde haft gavn af de gammeltestamentlige skrifter, og de manuskriptdelene fra den nye lære og lektier om Kristus (Brev 33, 1897). ret

(919)   16 (1 Tim. 3,16; 2 Peter 1,21; se EGW til Joh. 17,17). Udover begrænset fatteevne. - Der er nogle som tror at de er helt I stand til at tage Guds ord med deres begrænsede dømmekraft, og sige hvilke er inspirerede ord, og hvilke ikke er inspirerede ord. Jeg ønsker at advare jer fra den grund, mene brødre i forkyndergerningen. ”Tag dine sko af dine fødder, for det sted du står på er hellig grund.” Der er ingen begrænsede mennesker som lever, jeg siger ikke hvem det er eller hvilken stilling, som Gud har bemyndiget til at trække ud og vælge i Hans Ord. ret

(919)  Det er sandt at apostlen har sagt at der er nogle ting som er vanskelige at forstå i Skriften. Sådan er det. Og hvis det ikke er for at der er emner der er vanskelige at forstå, kunne skeptikeren, som nu påstår at Gud har givet en åbenbaring som ikke kan forstås, kunne han lige så godt have noget andet at påstå. Guds ubegrænsethed er så meget større end vi, så det er umuligt for mennesker at forstå guddommelighedens mysterier. ret

(919)  Guds engle ser forbavset på Kristus, som påtog Sig selv menneskers skikkelse, og forenede ydmygt sin guddommelighed med menneskeligheden, så at Han kan tjene faldne mennesker. Det er et underværk bland himmelske engle. Gud har fortalt os at Han gjorde det, og at vi skal acceptere Guds ord, præcis som det læses. ret

(919)  Og selvom vi prøver at tanke over det med hensyn til vor Skaber, hvor længe har Han så eksisteret, hvor ondskaben kom ind i vor verden for første gang, og alle disse ting, kan vi tænke på indtil falder besvimet og udmattet om med den undersøgelse der er en uendelighed på. Vi kan ikke fatte det, så hvordan tør mennesker tage den bibel og sige at denne del er inspireret og den del er ikke inspireret? Jeg vil have taget begge mine arme fra mine skuldre før jeg nogen ville komme med den udtalelse, eller sætte min dom på Guds ord, for hvad er inspireret og hvad der ikke er inspireret. ret

(919)  Hvordan vil det begrænsede menneske vide noget om den sag? Han skal tage Guds Ord som det læses, og så påskønne det som det, og bringe det ind i livet og indvæve det i karakteren. Alt er tydeligt åbenbaret i Guds ord, som angår menneskenes frelse, og hvis vi vil tage det Ord og forstå det efter vore allerbedste evner, vil Gud hjælpe os i at forstå det. ret

(919)  Menneskers sind vil uden Guds Ånds særlige hjælp se at mange ting i Bibelen er meget vanskelige at forstå, fordi de mangler en guddommelig oplysning. Det er ikke sådan at mennesker skal komme til Guds Ord ved at danne deres egen måde, eller deres egen vilje, eller deres egne idéer, men det skal komme med en sagtmodig, ydmyg og en hellig ånd. ret

(919)  Prøv aldrig at ransage skrifterne hvis du ikke er parat til at lytte, hvis du ikke er parat til at være elev, hvis du ikke er parat til at lytte til Guds ord som om Hans stemme taler direkte fra de levende orakler. Lad aldrig dødelige mennesker sætte sig som dommer over Guds ord eller afsige dom over hvor meget dette er inspireret, og hvor meget det ikke er inspireret, og at dette er mere inspireret end andre dele. Gud advarer fra denne grund. Gud har ikke givet mennesket et sådant arbejde at gøre (MS 13, 1888). ret

(919)   (2.Mos. 3,5.) Gods Ord skal ikke skilles ad. - Det tager en hel evighed at udfolde de herligheder bringe Guds Ords dyrebare rigdomme ud. Lad ikke noget levende menneske komme til dig og begynde at dissekere Guds Ord, fortælle hvad der e åbenbaring, hvad der inspireret og hvad ikke er, uden en irettesættelse. Fortæl alle disse, at det ved de slet ikke. De kan simpelt ikke forstå Guds mysterier og ting. Hvad vi mangler er at indgyde tro. Vi ønsker ikke at nogen siger. ”Det vil jeg forkaste, og det vil jeg antage”: men vi ønsker at have ubetinget tro på Bibelen som en helhed, og som den er. ret

(920)  (920) Vi kalder jer til at tage jeres bibel, men ikke lægge en ugudelig hånd på den, og sige ”Det er ikke inspireret,” blot fordi nogen andre har sagt det. Ikke en tøddel eller prik er nogen sinde taget fra det Ord. Fingrene væk, brødre! Berør ikke arken. Læg ikke jeres hånd på den, men lad Gud røre sig. Det er med Hans egen kraft, og Han vil arbejde på en sådan måde at han vil omfavne vor frelse. Vi ønsker at Gud skal have plads at arbejde på. Vi ønsker ikke at menneskers idéer skal bindes om Ham. ret

(920)  Jeg kender noget til herligheden i det fremtidige liv. En gang skrev en søster til mig, og spurgte om Jeg ikke ville fortælle hende noget om vor Guds stad, mere end vi har i Ordet. Hun spurgte mig om Jeg ikke kunne tegne nogle af dens planer. Jeg skrev til hende at jeg måtte sige til hende: ”Tag dine sko af dine fødder, for det sted du står på er hellig grund.” ”Nej,” sagde jeg, ”du kan ikke tegne, du kan ikke afbillede, og martyrens tunge kan ikke begynde at beskrive herligheden i det fremtidige liv, men jeg vil fortælle dig hvad du kan gøre: ”Du jager dig frem mod målet, den sejrs-pris, som Gud fra det høje kaldte os til Kristus Jesus.” Du kan dø i selvet; du kan søge at vokse til Kristen karakters fuldkommenhed i Kristus Jesus. Det er vort arbejde; men når mennesker begynder at blande sig i Guds Ord, ønsker Jeg at fortælle dem at få fingrene væk, for de ved ikke hvad de gør (MS 13, 1888). ret

(920)  

Kapitel 4

1-5 (kp. 2,14-18. 23-26; Rom. 1,25; Kol. 2,8). Vende sandhed til en løgn. - Ingen skal underkaste sandheden tortur med billige fantasier, ved at betvinge Ordet med mystiske konstruktioner. Derved er de i fare for at vende Guds sandhed til en løgn. Der er dem som behøver den guddommelige ånds berøring i deres hjerter. Så vil budskabet for denne tid være deres byrde. De vil ikke lede efter menneskelige prøver, for noget nyt og fremmed. Det fjerde buds sabbat er prøven for denne tid. . . . . ret

(920)  Bland unge mennesker er der et brændende ønske for at få fat i noget nyt, også selvom det er af den billigste kvalitet. Herren vil ikke have sindet til at dvæle ved unyttige ting, søge efter det det aldrig vil finde. Han ønsker at vi skal søge efter en ren og klar sjæl, en sjæl der er vasket og gjort hvid af Lammets blod. Det er Kristi retfærdighedsklædning som giver synderen adgang til himmelske engles tilstedeværelse. Ikke hans hårfarve, men hans fuldkomne lydighed til alle Guds bud, åbner portene til den Hellige Stad op for ham. (Brev 207, 1899). ret

(920)   1-7 (kp. 2,1-4). Trofast i forkyndergerningen. - Paulus har næsten afsluttet sin vej, og han ønsker at Timotius skal tage hans sted, passe på menighederne fra de fabler og kætterier hvor Satan og hans agenter forsøger at bortlede dem fra sandheden. Han formaner ham til at undgå alle timelige sysler og forviklinger, som forhindrer ham i at give sig helt til Guds arbejde. Han skal kunne klare modstand, bebrejdelse og forfølgelse med oprejst pande, som hans trofasthed vil blive udsat for. Han skal sætte sit forkynderarbejde på prøve, bruge alle midler til at gøre godt for sine medmennesker (YI 10. juli, 1902). ret

(920)   3, 4. Se EGW til Apg 20,30; Kol. 2,8; 1 Joh. 4,1.

6-9. Se EGW til kp. 1,1. 2.

7, 8. Se EGW til Åb. 14,13. ret

(920)   13, 14 (Apg 19,33). Alexander effektuerer Paulus sidste arrestation. - Ved en disciples hus i Troas by, blev Paulus atter arresteret, og derfra blev han hastet bort til sin sidste fængsling. ret

(920)  Arrestationen effektueres på foranledning af kobbersmeden Alexander, som ikke havde held med at modvirke apostlens arbejde i Efesus, og som nu udnyttede lejligheden til at hævne sig på ham, som han ikke kunne besejre (LP 305). ret

(920)   13, 16-21. Paulus ser modigt døden i øjnene. - Paulus afslutter sit brev med forskellige personlige budskaber, og gentager igen og igen indtrængende at Timotius bruger al flid på at hurtigt komme til ham, og om muligt komme før vinteren. Han beskriver sin ensomhed fordi nogle venner er faldet fra og nødvendigheden for at være borte fra andre, og for at Timotius ikke skal tøve længere, af frygt for at efesusmenigheden har brug for hans arbejde, anfører han det han allerede har sendt Tykikus til at udfylde Timotius plads i hans fravær. Og (921) så tilføjer han den betagende anmodning: ”Den kappe, jeg lod blive i Troas hos Karpus, skal du tage med, når du kommer, ligeså bøgerne, især dem på pergament.” ret

(921)  Ved hans Ånden arrestation, blev Paulus anholdt og hastet så pludseligt bort at han ikke kunne nå at samle sine få ”bøger” og ”pergamenter,” op, eller få sin kappe med sig. Og nu kom vinteren, og han vidste at han ville få det koldt i hans fugtige fængselscelle. Han hade ikke penge til at købe nye klæder, han vidste at hans hende måtte komme et øjeblik, og med hans sædvanlige uselviskhed og bekymring for at bære byrder for menigheden, ønskede at der ikke skulle bruges penge på ham selv (LP 327). ret

(921)   16, 17. Paulus og Nero ansigt til ansigt. - Paulus og Nero ansigt til ansigt! - monarkens ansigtsudtryk var skammelig over de lidelser som hærgede inden i, fangens ansigtsudtryk fortalte et hjertes beretning om fred med Gud og mennesker. Den dag stod de to modsatrettede uddannelsessystemer op imod hinanden - et liv i tøjlesløs selveftergivenhed og et liv i fuldstændig selvopofrelse. Her var repræsentanterne til to livsteorier - altopslugende selvished, ikke regner noget for værdifuldt til at blive ofret for øjeblikkelig tilfredsstillelse, og selvfornægtende udholdenhed, parat til at opgive livet selv, om nødvendigt, for andres skyld (YI 3. juli, 1902). ret

næste kapitel