Hebræerbrevet

(921)  Kapitel: 1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - 10 - 11 - 12 - 13 ret

(921)  

Kapitel 1

(921) 3 (Kol. 1,15; 2,9; 3,10; se EGW til Joh. 1,14; Apg. 1,11; 17,28; Ef. 1,20. 21; Hebr. 2,14-18). Guds personlighed.--Han [Kristus] repræsenterede ikke Gud i sit inderste væsen som gennemstrøm i naturen, men som en Gud med personlighed. Kristus var det udtrykte billede af Sin Faders person; og Han kom til vor verden for at genoprette Guds moralske billede i mennesket, for at mennesket, selvom det var faldet, kunne ved lydighed mod Guds bud blive påtrykt det guddommelige billede og karakter - besmykket med den guddommelighed skønheds smykke. (MS 24, 1891). ret

(921)   4-14. Jesu almagt.--[Hebr. 1,4-12 citeret.] I dette sprog er Herren Jesu almagt fremstillet. Han introduceres til den bibelstuderende som verdens Skaber, og var dets rette Hersker. [Hebr. 1,13. 14 citeret.] ret

(922)  (922) Det første kapitel i hebræerbrevet sætter modsætning op mellem englenes position og Kristi position. Gud har sagt ord om Kristus som ikke retter sig til englene. De er "sendt ud for at tjene dem som skal være frelsens arvinger," men Kristus, som Mellemmand, er den store Præstetjener i genløsningsarbejdet. Helligånden er Hans repræsentant i vor verden, til at udrette det guddommelige mål med at bibringe det faldne menneske kraft ovenfra, så han må sejre. Alle som går ind i en pagt med Jesus Kristus bliver optaget som Guds børn. De er renset af Ordets genskabende kraft, og engle er hvervet til at tjene dem. (MS 57, 1907). ret

(922)   6, 8. Se EGW til kp. 3,1-3; Joh. 1,1-3, 14; Kol. 2,9.

8. Se EGW til Joh. 1,1-3. ret

(922)   14 (se EGW til Apg 10,1-6; Åb. 5,11). Kraft og virkning for menigheden.--Der er brug for guddommelig hjælp for at give menigheden kraft og virkning i denne verden. Guds familie på jorden, som er genstand for fristelser og prøvelser, står meget nær til Hans kærlige hjerte. Han har forordnet at der skal holde forbindelse mellem himmelske intelligensvæsener og Hans børn på denne jord. Engle fra salene der oppe, sendes hertil for at tjene dem, som skal være frelsens arvinger. (MS 142, 1899). ret

(922)   (Jakob 4,8.) Guds engle modstår Satan.--Gud har engle, hvis hele opgave består i at drage dem, der skal arve frelsen. Hver gang et menneske tager et skridt hen imod Jesus, bevæger Jesus sig også hen imod dette menneske. Det er englenes opgave at holde Satans magter tilbage. (MS 17, 1893). ret

(922)   (Ef. 6,12.) Til hjælp for fristede sjæle.--Himmelske engle er hvervet til at vogte fårene på Kristi græsningsarealer. Når Satan med sine bedrageriske snarer vil om muligt bedrage de udvalgte, sætter disse engle gang i en indflydelse som vil redde de fristede sjæle, om de vil give agt på Herrens Ord, indse deres fare, og sige: "Nej, jeg vil ikke gå ind denne Satans lumske plan. Jeg har en Ældre Bror på tronen i himlen, som har vist at Han har en øm interesse for mig, og jeg vil ikke såre Hans kærlige hjerte. Jeg ved og er sikker på at Han våger over Hans børn, bevarer dem som Sin øjesten. Der er ingen formindsket styrke i Hans kærlighed. Jeg vil ikke såre Kristi hjerte; jeg vil forsøge at ikke være til fristelse for andre." (Brev 52, 1906). ret

(922)   (Åb. 5,9-12.) Engle samarbejder i den endelige sejr.--Ligesom usynlige agenter, arbejder engle gennem mennesker for at proklamere Guds bud. Engle har langt mere at gøre med menneskeslægten end nogen tro. Englenes tale er: "Er de ikke alle tjenende ånder, som er udsendt for at tjene dem, som skal være frelsens arvinger?" ret

(922)  Hellige engle vil forene sig i de indløstes sang. Selvom de ikke kan synge ud fra en erfaringsmæssig kundskab, "Han har vasket os i Sit eget blod, og indløst os til Gud," alligevel forstår de den store fare som Guds folk er blevet frelst fra. Var de ikke sendt til at løfte dem til en standard mod fjenden? De kan fuldt ud sympatisere med deres glødende begejstring, som har overvundet ved lammets blod og deres vidnesbyrd ord. (Brev 79, 1900). ret

(922)  Engle samarbejder med menneskelige agenter.--Hellige, tjenende agenter fra himlen samarbejder med menneskelige agenter for at lade alle på sikre stier som elsker sandhed og retfærdighed. Det er himlens største glæde at sprede skjoldet for deres ømme kærlighed over sjæle som vender sig til Gud; og Satan kæmper besluttet på at modstå enhver sjæl som har fået lys og vidnesbyrd. Hans voldsomme og uformindskede ønske er at ødelægge enhver mulig sjæl. Vil du vælge at stå under hans banner? ret

(922)  Engleagenter står fast, besluttet på at han ikke skal få sejren. De vil genvinde enhver sjæl i verden, som er under Satans banner, hvis disse stakkels sjæle ikke ivrigt søger at holde sig borte fra deres barmhjertige hjælp og frelsende magt. Deres dybe og alvorlige kærlighed for de sjæle Kristus døde for, kan slet ikke måles. De vil gøre disse bedragede sjæle klar over hvordan de kan bevæbne sig selv, og bryde den forhekselse som Satan har kastet over dem. ret

(922)  Hvis de blot vil se på Jesus, og se oprigtigt på den kærlighed som blev udtrykt i det offer (923) der blev gjort for dem! Hvis de blot kunne se Satans afgjorte anstrengelser for at fordunkle alle lysstråler med sin helvedes skygge, som ellers ville komme ind i de personers sind og hjerter der nu er døde i overtrædelser og synder! O om de ville vågne op fra deres dvale, idet hele verden snart ville vågne op med Guds basun, som vil, annoncere Hans tilsynekomst. ret

(923)  Engle holder de destruerende agenter tilbage; for de har en stor interesse for disse oprørske sønner, og de ønsker at hjælpe dem til at vende tilbage til folden i sikkerhed og fred, så de til sidst kan overvinde, og blive frelst, frelst for evigt i Guds familie i himlen (MS 29, 1900). ret

(923)   (Joh. 17,21.) Det himmelske atmosfære kommer ned på jorden. - Disse himmelske væseners opgave er at berede denne verdens beboere til at blive Guds børn, rene, ubesmittede og hellige. Men skønt mennesker hævder at være Kristi disciple, indtager de ikke en stilling, hvor de kan forstå denne tjeneste og dette vanskeliggør de himmelske sendebuds tjeneste meget. Englene, som altid ser den himmelske Faders ansigt, ville foretrække at forblive Gud ganske nær, i Himmelens rene og hellige luft; men der må gøres et arbejde for at bringe denne himmelske luft til de sjæle, der bliver fristet og prøvet, for at Satan ikke skal kunne gøre dem uegnede til det sted, som Herren har bestemt for dem i de himmelske boliger. ret

(923)   Magter og myndigheder i det høje forener sig med disse engle om at tjene dem, der skal arve frelse. Men hvor sørgeligt er det ikke at dette arbejde forhindres af mænd og kvinders grovhed, rughed og verdslighed, som er så opsat på at sikre deres egen afslutning, og tilfredsstille deres egne ønsker, så de mister Guds Ord af syne, som ellers skulle være deres underviser og deres vejleder. ret

(923)  Herren giver enhver engel sit arbejde til denne faldne verden. Der gives guddommelig hjælp til mænd og kvinder. De har anledning til at samarbejde med himmelske intelligensvæsener, og være medarbejdere sammen med Gud. Foran dem er der en mulighed for at blive egnet for Guds nærhed, , og blive i stand til at se Hans ansigt. Himmelske engle arbejder på at få menneskefamilien i et tættere broderskab, en enhed Kristus beskriver, som eksisterer imellem Faderen og Sønnen. Hvordan kan mennesker begunstiget så meget af Gud, og svigter påskønnelsen af deres anledninger og privilegier? Hvordan kan de nægte at tage imod den guddommelige hjælp de får tilbudt? Hvor meget har mennesker ikke mulighed for at få, hvis de vil holde evigheden for øje! ret

(923)  Sataniske agenter fører altid krig for at få overherredømmet over menneskers sind, men Guds engle arbejder hele tiden, og styrker de svage hænder og svage knæ hos alle som kalder på Gud efter hjælp (RH 4. juli, 1899). ret

(923)   Kommunikationslinjen til himmelen. - Guds engle kommunikerer med og passer på Sit folk, og presser mørkets kræfter tilbage, så de ikke får kontrol over dem, som skal være frelsens arvinger. Arbejder vi i harmoni med engle? Dette er den kommunikationslinje Herren har oprettet med menneskebørnene (MS 1, 1890). ret

(923)  En særlig opgave til hver engel. - Herren Jesus har et særligt udpeget arbejde for enhver i englefamilien. Menneskelige agenter har også et særligt arbejde at gøre for deres egne sjæles skyld og for andre sjæle der frelses ved deres indflydelse. Guds engle vil effektuere menneskers arbejde. . . . . ret

(923)  De har et stort ønske for at menneskeagenter skal komme, og finde tilflugt. Englene bevogtede hele tiden Kristus fra Hans fødsel til Han blev taget imod i de himmelske sale. . . . Engle arbejder gennem menneskeagenter, som vil bearbejdes til at bringe syndere til Gud. . . . ret

(923)  O om dem som halter mellem to meninger blot ville forstå at agenterne hele tiden arbejder på at trænge mørkets magters hære op i en krog! Ved at vise de jordiske fordele eller jordiske forhindringer til at forklejne Guds mål, og med forskellige andre metoder, vil Satan opsnappe alle lysstråler fra Guds budbringere. Men hvis forhænget kunne (924) rulles til side, og de øjne der nu er blinde for usynlige agenter, kunne se den konflikt der hele tiden er i gang for sjæle, der tabes fra Kristus, med genoprettede åndelige øjne, hvilken forskel ville det så ikke gøre på agenternes arbejde i denne verden! Der er gjort afgjorte bevægelser fremad. Hele deres indflydelse for godt, vil uden tøven blive kastet over på Kristi side. De vil se den intense interesse fra Guds engles side af for sjæle, som kasserer de anledninger og privilegier som nu er så værdifulde for dem, til at få en erfaringsmæssig kundskab til Gud og Jesus Kristus som Han har sendt (MS 29, 1900). ret

(924)  

Kapitel 2

9. Se EGW til Matt. 27;21. 22. 29. ret

(924)   10 (kp. 5,8, 9; Es. 53,10). Dele de guddommelige magter. - Vor frelses hærfører blev fuldkommen ved lidelse. Hans sjæl blev gjort til et offer for synd. Det var nødvendigt for det frygtelige mørke at samle op om Sin sjæl fordi Faderens kærlighed og gunst blev trukket bort; for Han stod i synderens sted, og dette mørke må enhver synder erfare. Ham, som er retfærdig må lide Guds dom og vrede, ikke i hævngerrighed, for Guds hjerte medynkes med største sorg, da Hans søn, den uskyldige, led syndens straf. Den overgivelse af guddommelig magt, vil aldrig ske igen i de evige tider (MS 93, 1899). ret

(924)   14 (se EGW til Matt. 27,50; Joh. 3,14-17). Satan blev besejret på korset. - Han [Kristus] besejrede Satan, i samme natur som at satan fik sejren i Eden. Fjenden blev overvundet af Kristus i Sin menneskenatur. Frelserens guddommelighedskraft var skjult. Han overvandt i menneskelig natur, og stolede på Guds kraft (YI 25. april, 1901). ret

(924)   (kp. 12,3; 1.Mos. 3,15; 2 Tim. 1,10; 1 Peter 2,24.) Kristus sejrer i døden. - Kristus blev naglet til korset, men Han vandt sejren. Hele ondskabens mangt samlede sig selv, for at udslette Ham, som var verdens Lys, den Sandhed som gør mennesker kloge på frelse. Men der kom ikke noget ud af denne sammensværgelse. Med ethvert skridt fremad, kom Satan nærmere sin evige ruin. Kristus skulle i virkeligheden udholde syndernes modsigelse imod Ham selv. Men ethvert smertekval som Han bar, hjalp til at nedrive fundamentet for fjendens rige. Satan huggede Kristi hæl, men Kristus huggede Satans hoved. Ved døden udslettede Frelseren ham som havde dødens magt. I det at han greb sit bytte videre, var døden besejret, for ved død, bragte Kristus liv og udødeligt til lyset, igennem evangeliet. ret

(924)  Aldrig før var Guds søn mere elsket af Sin Fader, ved den himmelske familie, og af de ufaldne verdeners beboere, som da Han ydmygede Sig selv til at bære vanære, ydmygelse, skam og mishandling. Ved at blive syndbærer, løftede han syndens forbandelse bort fra menneskeslægten. I sit eget legeme betalte Han den straf som satans magt over menneskeheden havde grundlagt - synden. (YI 28. juni, 1900). ret

(924)   14-18 (kp. 1,3; Joh. 1,1-3, 14; Fil. 2,5-8; se EGW til Mark 16,6; Lukas 22,44; Rom. 5,12-19; Heb. 3,1-3). God nåede menneske genne menneskelighed.-- Kristus alene var i stand til at repræsentere Guddommen. Han som fra begyndelsen havde været hos Faderen, som var den usynlige Guds billede, var den eneste som kunne gøre dette. Det var ikke muligt kun med ord at fortælle verden hvordan Gud er. Det var ved et liv i renhed at Gud måtte åbenbares for menneskene, et liv i fuldstændig tillid til og underkastelse under hans vilje, et liv så ydmygt at selv den højeste seraf ville have veget tilbage for sådan noget. For at kunne gøre dette klædte Frelseren sin guddom i menneskelighed. Han benyttede de evner han havde som menneske, for kun på den måde kunne menneskene forstå ham. Kun som menneske kunne han nå menneskeheden. I det menneskelige legeme Gud havde gjort i stand til ham, repræsenterede han Guds karakter. Han blev til velsignelse for verden ved at han som menneske levede Guds liv og dermed vidste han at han havde magt til at forene det menneskelige med det guddommelige. (RH June 25, 1895). ret

(924)  Kristus tog vor plads i universet. - Under mægtige impulser fra hans kærlighed, tog Han vort sted i universet, og indbød alle tings Hersker at behandle Ham som en repræsentant for menneskeslægten. (925) Han identificerede Sig selv med vor tarv, blottede Sit bryst for dødsslag, tog menneskers skyld og dens straf, og ofrede et fuldstændigt offer til Gud for mennesker skyld. Ved dette sonoffers dydige kraft, har Han kraft til at give mennesker fuldkommen retfærdighed og fuld frelse. Enhver skal tro på Ham som en personlig Frelser, skal ikke gå tabt, men få evigt liv. (RH 18. april, 1893). ret

(925)   Kristus møder menneske som menneske. - Da Kristus forlod himlens kongelige sale, kom han til vor verden for at fremstille Sin Faders karakter, og derved hjælpe menneskene til at vende tilbage til deres loyalitet. Satans billede var over menneskene, og Kristus kom så han kan bringe den moralsk magt og livskraft. Han kom som en hjælpeløs baby i den natur, som vi har. “Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri.” Han kunne ikke komme i form af en engel; for medmindre han mødte mennesket som et menneske og vidnede ved sin forbindelse med Gud vidnende om, at guddommelig kraft ikke blev givet ham på en anderledes måde, end den vil blive givet os, kunne han ikke være et fuldkomment eksempel for os. Han kom i ydmyghed, for at det mest ydmyge menneske på jordens overflade ikke skulle have nogen undskyldning baseret på sin fattigdom eller uvidenhed og sige: “På grund af disse ting kan jeg ikke adlyde Jehovas lov.” Kristus iklædte sin guddommelighed med menneskelighed, så menneskelighed kunne berøre menneskelighed; så han kunne leve med menneskeheden og bære alle menneskets prøvelser og lidelser. Han blev fristet på alle punkter ligesom vi, dog uden synd. I sin menneskelighed forstod han alle de fristelser, som vil komme over mennesker. (MS 21, 1895). ret

(925)   (1 Tim. 2,5; 1 Joh. 2,1, 2; Åb. 3,4.) Mennesket Kristi undertrykte herlighed. - Idet vi ser Kristus med troens øje, ser vi nødvendigheden af at blive rene i tanke og hellig i karakter. Kristus indbyder os at drage nær til Ham, og lover at Han vil drage nær til os. Når vi betragter ham, ser vi den usynlige Gud, som iklædte sin guddom menneskeskikkelse, for at han som menneske kunne sprede en dæmpet og mild herlighed, så at vort blik kunne hvile på ham og vore sjæle ikke blive tilintetgjort af hans utilslørede glans. Vi skuer Gud gennem Kristus, vor skaber og forløser. Det er vor forret at betragte Jesus i tro og se ham stå mellem mennesket og den evige trone. Han er vor talsmand, der frembærer vore bønner og gaver som åndelige ofre for Gud. Kristus er den mægtige, syndfri forsoner, og som følge af hans fortjeneste kan Gud og mennesket have samfund med hinanden. ret

(925)  Kristus har taget sin menneskelige skikkelse med ind i evigheden. Han står foran Gud som repræsentant for menneskene. Når vi er iklædt hans retfærdigheds bryllupsklædning, bliver vi ét med ham, og han siger om os: "De skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil." Åb. 3,4. Hellige vil beskue ham i Hans herlighed, uden noget slørende forhæng imellem (YI 28. okt., 1897). ret

(925)   (Es. 59,20.) Menneskelig nature, men ikke menneskelig syndighed. - Han [Kristus] skulle indtage Sin position ved menneskenes hoved, ved at tage naturen men ikke menneskenes syndighed. I himlen kunne røsten høres: ”En genløser kommer fra Zion og fjerner frafald i Jakob, lyder det fra Herren.” (ST 29. maj, 1901). ret

(925)   (Kp. 9,11-14. 22; Rut 4,13. 14.) Gud for levende og døde. - Han blev menneske, blev kød og blod som vi, bar synden og var præst og menneskets repræsentant hos Gud. Livet er i det levende, livsvigtige blod, og dette blod blev givet, for at verden kunne leve. Kristus frembragte en fuld forsoning og gav sit liv som en forløsning for os. Han blev født uden synd, men kom ind i verden på samme måde som den menneskelige familie. Han havde ikke kun et legeme, som lignede vort, men han havde menneskets natur, og han tog del i menneskenes liv. ret

(925)  Ifølge den lov Kristus selv gav, blev den mistede arv genløst af slægtens nærmeste. ..... Jesus Kristus tog sin kongelige kappe og sin kongekrone af, og han, som var guddommelig, blev menneske for at blive stedfortræder og selvskyldner for menneskeheden, for at han ved sin død som menneske kunne tilintetgøre ham, der havde magten over døden. Som Gud kunne han ikke gøre det, men som menneske kunne Kristus dø. Han besejrede døden med sin død. Kristi død førte han, der har dødens magt, til døden, og åbnede gravens porte for alle dem, der tager imod ham som deres personlige frelser. ret

(925)  Over Josefs sprængte grav proklamerede Kristus: "Jeg er opstandelsen og livet". Han, verdens forløser har knust slangens hoved og unddraget ham al magt til at lade menneskene føle hans skorpionstik. Han har bragt liv og udødelighed for lyset. Portene til evigt liv er åbnet for alle, der tror på Jesus Kristus. Alle troende som gennemgår en naturlig død, har evigt liv i sig, ved at spise Guds Søns kød og drikke blodet, som er livet i Jesus Kristus. Ved sin død har Jesus gjort det umuligt for dem, som tror på ham, at dø den evige død. . . . ret

(926)  Kristus levede og døde som et menneske, for at han kunne være Gud både for de levende og de døde. Det skete for at gøre det umuligt for menneskene at miste det evige liv, hvis de tror på ham. I Guds øjne er mænds og kvinders liv dyrebart, fordi Kristus har købt deres liv ved at blive henrettet i deres sted. Således har han gjort det muligt for os at opnå udødelighed. (Brev 97, 1898). ret

(926)   Skaberen og skabningen forenet i Kristus.--Det guddommelige og det menneskelige var forenet i Kristus Skaberen og skabningen. Adam havde overtrådt Guds lov. Guds natur og Adams natur mødtes i Jesus Guds Søn og Menneskesønnen. Da han havde betalt forløsningens pris med sit eget blod, gennemgået menneskets erfaring, mødt og besejret fristelse på menneskets vegne og båret syndens skam og skyld og byrde, skønt han selv var syndfri, blev han menneskets advokat og talsmand. Hvilken forvisning findes der ikke her for den sjæl, der er fristet og kæmper og hvilken forvisning for universet, som er vidne til det, at Kristus vil være "en barmhjertig og trofast ypperstepræst"! (MS 141, 1901) ret

(926)   Edens sindelag i mennesket genoprettet.--Jesus blev menneske for at mægle mellem Gud og mennesket. Han iførte sig menneskelighed, han levede blandt mennesker for med sin menneskelige arm, at omfavne menneskeheden og med den Guddommelige arm holdt han fast ved Guds trone. Dette gjorde han for at genoprette i mennesket det sind, som det oprindelig havde, men tabte i Edens have ved syndefaldet, og for at mennesket skulle indse, at det er for dets eget bedste både nu og i al fremtid at adlyde Guds bud. Ulydighed er ikke i overensstemmelse med den natur, Gud gav mennesket fra begyndelsen. (Brev 121, 1897). ret

(926)   (2 Peter 1,4.) En guddommelig dannelse for kristne. - Guddommelig dannelse fører fuldkommengørelse med sig. Hvis arbejdet udføres med forbindelse til Gud, vil det menneskelige redskab ved Kristus vinde sejr og ære i kampen dag for dag. Ved den nåde, som skænkes, vil han sejre og vil blive stillet på fordelagtig grund. I sit forhold til Kristus vil han være ben af hans ben, kød af hans kød, ét med Kristus i et særskilt forhold, fordi Kristus påtog sig menneskets natur. Han blev underkastet fristelse og satte sine guddommelige egenskaber i fare. Satan forsøgte konstant ved sin underfundige påfund at få Kristus til at give efter for fristelse. Mennesket må betræde den grund, som Kristus har betrådt. Ligesom Kristus sejrede over enhver fristelse, som Satan rettede imod ham, skal mennesket sejre. Og de, som alvorligt stræber efter at sejre, bringes i en enhed med Kristus, som englene i Himmelen aldrig kan kende. ret

(926)  Mænds og kvinders guddommelige egenskaber vil kun blive fuldendt, når de får del i guddommelig natur. Sådan kan de vide sejr ligesom Kristus vandt sejr for deres skyld. Selvom nådegaven blev givet, kan faldne mennesker sættes på fordelagtig grund. På grund af slid, på grund af tålmodig tillid og tro på Jesus Kristus, på grund af vedvarende gode gerninger, kan han rejse til åndelig sejr (Brev 5, 1900). ret

(926)   Fuld lydighed er mulighed gennem tro på Kristus. - Kristus kom til jorden, og påtog sig menneskelighed og står som menneskets repræsentant, for at vise i sin strid med Satan, at mennesket, som Gud har skabt det, forbundet med Faderen og sønnen, kunne adlyde alle guddommelige bud (ST 9. juni, 1898). ret

(926)   16 (Phil. 2,5-8). Jesus er synderes ven. - Jesus kom ikke til verden som en lysets engel; vi kunne ikke have udholdt hans herlighed, hvis han var kommet således. Én engel ved Kristi grav var af en sådan stråleglans, at den romerske vagt faldt magtesløs til jorden. Da englen kom (927) fra himlene, fordrev han mørket fra sin vej, og vagterne kunne ikke udholde hans herlighed; de faldt om som døde mennesker på jorden. Antag, at Jesus var kommet med en engels herlighed, hans herlighed ville have udslukket dødelige menneskers skrøbelige liv. ret

(927)  For vor skyld tømte Jesus sig for sin herlighed; han iklædte sin guddommelighed med menneskelighed, så han kunne berøre menneskeheden, så hans personlige tilstedeværelse kunne være iblandt os, så vi kunne vide, at han var bekendt med alle vore prøvelser og havde medlidenhed med vor sorg, så enhver af Adams sønner og døtre kunne forstå, at Jesus er synderes ven. (ST 18. april, 1892). ret

(927)   Ikke engles nature men menneskers natur. - Herren Jesus har gjort et stort offer for at møde mennesket hvor det er. Han påtog sig ikke engles natur. Han kom ikke for at frelse engle. Det er Abrahams sæd som Han hjælper. ”Jeg kom ikke for at kalde retfærdige, men synder til omvendelse” Kristus hjælper menneskeheden ved at påtage sig menneskenaturen (Brev 97, 1898). ret

(927)   17 (Fil. 2,7. 8; Kol. 2,10; 2 Peter 1,4; se EGW til Heb. 4,14-16). Kristus påtog sig selv menneskelighed. - Ved sin lydighed mod alle Guds bud vandt Kristus frelsen for menneskene, ikke ved at han blev til en anden end den han var, men ved at han tog menneskeligheden ind i sig. Genløsningens opgave var at bringe menneskeligheden ind i Kristus og at gøre den faldne menneskehed til et med Guddommen. Kristus påtog menneskelig natur for at menneskene skulle kunne blive et med ham ligesom han er et med Faderen, så Gud skulle kunne elske menneskene som han elsker sin enbårne Søn, og for at menneskene skulle kunne få del i guddommelig natur og blive fuldkomne i ham. (RH 5. april, 1906). ret

(927)   18 (kp. 4,15; 5,7. 8; Joh. 14,30; se EGW til Matt. 4,1-11; 1 Joh. 2,1). Jesu forædlede følsomhed. - Jeg ville ønske, at vi kunne fatte betydningen af ordene: Kristus, "der selv er blevet fristet og har lidt". Hebr 2,18. Selvom han var fri for syndens besmittelse, gjorde hans hellige naturs fine følsomhed dog berøring med det onde usigelig smertefuld for ham. Alligevel mødte han i sin menneskevorden ærkerivalen ansigt til ansigt og modstod alene den fjende, der begærede hans trone. Kristus kunne ikke med så meget som en tanke ledes til at give efter for fristelsens magt. ret

(927)  I menneskenes hjerter finder Satan et eller åndet sted, hvor han kan få fodfæste; et eller åndet syndigt begær næres, og ved hjælp af dette kan hans fristelser udøve deres magt. Men Kristus sagde om sig selv: "Thi verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til." Joh 14,30. Fristelsens storme slår på ham, men de kunne ikke få ham til at vakle fra sin alliance med Gud. (RH 8. nov., 1887). ret

(927)   Jesus blev ikke trukket ind eller overdænget i synd. - Har vi glemt at Jesus, himlens Majestæt, tillod fristelse? Jesus lod ikke fjenden trække Sig ind i vantroens søl, eller dække ham til fortvivlelsens og modløshedens søl. Men mange stakkes sjæle er svage i moralsk kraft fordi de ikke gør Kristi ord (Brev 43, 1892). ret

(927)   Kraften er sikret troens børn. - I menneskelig skrøbelighed måtte Kristus møde fristelsen fra et væsen som stod på et højere trin og havde større magt, for det havde Gud givet englene. Men Kristi menneskelighed var forenet med guddommelighed og med den styrke dette gav, kunne han magte at møde alle de fristelser Satan angreb ham med, og holde sig fri for synd. Denne kraft til at sejre ville han give enhver Adams søn og datter som i tro ville tage imod de retfærdige egenskaber i hans karakter (RH 28. jan., 1909). ret

(927)  

Kapitel 3

1-3 (kp. 1,6-8; 2,14-18; Fil. 2,5-8). En hårdere gengældelsesstraf end Israels. - [Hebr. 3,1-3 citeret.] På grund af den vantro der blev udvist imod Kristus, som er ophavet og grundlæggeren af hele den jødiske husholdning, vil der komme en hårdere gengældelsesstraf over mennesker, end der kom over de ikke-troende Israel i ørknen. Moses var den profet som Gud havde betroet menigheden i ørknen; men så stor som Moses var, er en større end han Guds Søn, som byggede huset. ret

(927)  Jesu Kristi nærhed, omgivet af skystøtten om dagen og ildstøtten om natten, fulgte dette folk i (928) deres ørkenvandring. Pagens engel kom i Guds navn, som en usynlig leder for Israel. Guds Søn over Sit eget hus er højere end Moses, højere end den højeste engel. Han frembærer Jehovas navn på Sin bispekåbe, medens Han på Son brystplade er Israels navn indskrevet. Kristus påtog sig menneskelighed, så menneskelighed kunne berøre menneskelighed. I menneskenes skikkelse ydmygede han Sig selv, og blev en tjener, men som Guds Søn var Han højere end englene. Ved Hans liv i menneskeform, fik mennesket del i guddommelig natur. Som himlens Majestæt, blev han ophøjet over englene, og i Sit genløsningsværk tog Han alle med Sig, som har taget imod Ham, og troet på Hans navn (Brev 97, 1898). ret

(928)   3. Se EGW til Joh. 1,14.

6. Se EGW til kp. 4,14; Åb. 3,3.

12 (kp. 11,6). Der opmuntres ikke til vantro. - Der opmuntres ikke til vantro. Herren viser Sin nåde og Sin kraft igen og igen, og dette bør lære os at det altid er nyttigt under alle forhold at værne om troen, at tale om troen, handle tro. Vi skal ikke svække vore hjerter og hænder ved at lade fordægtige tanker så tvivlens og mistillidens frø i vore hjerter. [Hebr. 3,12 citeret] (Brev 97, 1898). ret

(928)   Bestræbe på tro og lydighed. - Herren virker i samarbejde med menneskeagentens vilje og handling. Det er ethvert menneskes privilegium og pligt at tage Gud på Hans ord, og tro på Jesus som sin personlige Frelser, og besvare ivrigt, og øjeblikkeligt på de nådige planer som han laver. Han skal studere og adlyde den guddommelige belæring i Skriften. Han skal ikke basere sin tro på følelser men på beviser og på Guds Ord (MS 3, 1895).

14. Se EGW til kp. 4,15. ret

(928)  

Kapitel 4

1. Se EGW til 2 Kor. 5,11.

9, 11 (se EGW til Ordsp. 31,27). Hvilken fås ved arbejde.-- [Hebr. 4,9, 11 citeret.] Den hvile der omtales her er nådens hvile, opnået ved at følge forskriften, Arbejde ihærdigt. Dem som lærer Jesu sagtmodighed og ydmyghed af Ham, vil finde hvile i at erfare og praktisere Hans lektier. Det er ikke i dovenskab, i selvisk magelighed og søge fornøjelser at hvilens fås. Dem som ikke er vil give Herren den trofaste, alvorlige og elskelige tjeneste vil ikke finde åndelig hvile i dette liv, eller i det tilkommende. Kun ud fra alvorligt arbejde kommer fred og glæde i Helligånden - lykke på jorden og herlighed herefter. ret

(928)  Lad os derfor arbejde. Ofte sige ord der vil være en styrke og inspiration for dem der hører. Vi er i det hele taget for ligegyldige med hinanden. Vi glemmer at vore medarbejdere ofte behøver håbefulde og opmuntrende ord. Når nogen er i vanskeligheder, så kald på ham og sig trøstende ord til ham. Det er sandt venskab (MS 42, 1901). ret

(928)   12 (se EGW til Joh. 17,17). Skær overskydende fra selvet bort. - Praktisk sandhed må bringes i livet, og Ordet må, som et skarpt tveægget sværd, bortskære al overskydende fra selvet som er i vor karakter [Hebr. 4,12 citeret] (Brev 5, 1897). ret

(928)  Forvandle Ordets kraft. - Ordet gør den stolte ydmyg, den forhærdede sagtmodig og brødebetyngede, den ulydige lydig. De syndige levevaner der er naturlige for mennesker er indvævet i dagligdagen. Men Ordet skærer de kødelige lyster bort. Det er det som opdager sindets tanker og intentioner. Det deler sammenføjninger og går til marv, bortskærer kødets lyster, gør mennesker villige til at adlyde deres Herre (MS 42, 1901). ret

(928)   13. Se EGW til Ordsp. 16,2; Åb. 3,1-4; 20,12. 13.

14 (kp. 3,6, 14; 10,23; se EGW til Åb. 3,3). Spørgsmål at tænke over.--[Hebr. 4,14 citeret.] Hvad er vor bekendelse? Vi bekender at være Kristi efterfølgere. Vi hævder at være kristne. Åbenbarer vi så Kristi lighed? Tjener vi Frelseren forstandsmæssigt? Flyder Guds kærligheden hele tiden fra os til andre? Bekender vi i ord og handling os til vor Genløser? Tilpasser vi vore liv til Hans hellige principper? Er vi rene og ubesmittede? Kristne må holde ved deres bekendelse fra begyndelsen til enden. Det er ikke nok at bekende sig til troen. Der må være en (929) tålmodig udholdenhed i alle prøvelser og bravt modstå alle fristelser. Tro kan kun fastholdes fra begyndelsen af den kristne religion indtil den prøves i praksis, derved demonstrere sin forvandlende kraft og trofastheden i sine løfter (MS 42, 1901). ret

(929)   14-16 (kp. 2,17; 7,24-26; Rom. 8,34; 1 Joh. 2,1). Faser i Kristi præsteskab.--[Hebr. 4,15 citeret.] Guds søn . . . har opfyldt Sit løfte, og er gået ind i himlene, for at påtage Sig selv syringen af den himmelske hær. Han opfyldte en fase af Sit præsteskab ved at dø på korset for den faldne slægt. Nu opfylder han en ny fase, ved at gå i forbøn for Faderen med den angrende og troende synders sag, bringe Gud Sit folks ofre. Da han havde påtaget sig menneskenaturen og i denne natur overvundet fjendens fristelser, og har guddommelig fuldkommenhed, var dom af verden blevet betroet Ham. Enhvers sag vil blive bragt til gennemsyn for Ham. Han vil afsige dom, give ethvert menneske efter hans gerninger (MS 42, 1901). ret

(929)   15 (kp. 3,14; Matt. 4,1-11; 19,17; Joh. 10,30; 2 Peter 1,4; Åb. 3,21; se EGW til Mark 16,6; Joh. 1,1-3, 14; Rom. 5,12-19; Kol. 2,9, 10; 1 Joh. 2,1). Intet spor af ufuldkommenhed i Kristus. - Dem som hævder at det ikke var muligt for Kristus at synde, kan ikke tro at Han i virkeligheden påtog Sig selv menneskenatur. Men blev Kristus i virkeligheden fristet, ikke kun af Satan i ørknen, men igennem hele Sit liv, fra barndommen til manddommen? I alle punkter blev han fristet ligesom vi, og fordi Han med succes modstod fristelsen under enhver form, gav Han mennesket det fuldkomne eksempel, og gennem den fyldestgørende tilvejebringelse som Kristus har gjort, kan vil få del i guddommelig natur, og undflyet det fordærv som er i verdens lyster. ret

(929)  Jesus siger: ”Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.” Her er begyndelsen af vor tillid, som vi må fastholde indtil enden. Hvis Jesus modstod Satans fristelser, vil Han hjælpe os til at stå imod. Han kom for at få kombineret guddommelig kraft med menneskelig anstrengelse. ret

(929)  Jesus var fri for al synd og vildfarelse; der var ikke et spor af ufuldkommenhed i Hans liv eller karakter. Han fastholdt pletfri renhed under de mest prøvende omstændigheder. Ganske vidst erklærede Han: ”Der er ingen god uden én, som er Gud”, men han sagde atter: ”Jeg og min Fader er eet.” Jesus taler for Sig selv så vel som Faderen som Gud, og hævder Selv fuldkommen retfærdighed (MS 141, 1901). ret

(929)  En Guds lydighed eller et menneskes lydighed? - Han vandt sejr og viste lydighed som sandt menneske. Vi fejlbedømmer dette meget på grund af vore fejlagtige synspunkter vedrørende vor Frelsers menneskelige natur. Når vi tilskriver hans menneskelige natur en styrke i kampen mod Satan, som vi ikke har mulighed for at få, benægter vi, at han var helt og holdent menneskelig. han skænker nåde og kraft til alle, som tager imod ham i tro. ret

(929)  Den lydighed, Kristus viste mod Faderen, var den samme, som kræves af mennesket. Et menneske kan ikke overvinde Satans fristelser, hvis ikke Guddommelig styrke virker gennem det. Herren Jesus kom ikke til vor verden for at åbenbare, hvad en Gud kunne gøre, men hvad et menneske kunne gøre ved troen på Guds kraft, som kan bringe hjælp i enhver nødsituation. Mennesket skal ved tro blive delagtig i Guddommelig natur og overvinde alle de fristelser, det møder. ret

(929)  Herren kræver at hver eneste søn og datter af Adam ved tro på Jesus Kristus skal tjene ham i den menneskelige natur, som vi nu har. Vor Herre Jesus har bygget tro over den afgrund, som synden har skabt. Han har forbundet jorden med Himmelen - det begrænsede menneske med den ubegrænsede Gud. Jesus, verdens Frelser, kunne ikke holde Guds bud på nogen anden måde, end mennesker kan holde den. (MS 1, 1892). ret

(929)   (Kp. 2,14.) Kristus holdt menneskehedens niveau. - Satan tænkte at han med sine fristelser kunne narre verdens Genløser til at gøre en fræk bevægelse for at fastholde Sin guddommelige kraft. . . . ret

(930)  (930) Det var en vanskelig opgave for livets Fyrste at gennemføre den plan som Han havde påtaget sig for menneskenes frelse, i sin menneskepåklædning om Sin guddommelighed. Han havde modtaget ære i de himmelske sale, og var fortrolig med absolut magt. Det var ligeså vanskeligt for Ham at holde menneskehedens niveau, som det er for mennesker at rejse sig fra deres lave niveau i deres fornedrede natur, og få del i guddommelig natur. ret

(930)  Kristus blev sat på den sværeste prøve, der krævede al hans styrke og alle Hans evner for at modstå tilbøjelighederne, når han er i fare, til at bruge sin guddommelige kraft og udfri Sig selv fra fare, og sejre over magten fra mørkets fyrste. Satan viste sin kendskab til menneskehjertets svage punkter, og brugte sin største kræfter til at få adgang over menneskehedens svaghed, som Kristus havde påtaget sig for at overvinde sine fristelser på menneskets vilkår (RH 1. april, 1875). ret

(930)   Ingen særlig tilpasning for at være lydig.--Vi behøver ikke at betragte Kristi lydighed som noget særegent eller mene, at han var særlig udrustet til at vise lydighed på grund af sin særlige guddommelige natur, for han stød over for Gud som menneskets repræsentant og blev fristet som menneskets stedfortræder og forløser. Dersom Kristus havde en særlig kraft, som det ikke er menneskets forret at have, ville Satan have draget fordel deraf. Det var Kristi opgave at fravriste Satan hans krav om kontrol over mennesket, og han kunne kun gøre det på den måde, som han kom på: som et menneske, fristet som et menneske, der udviste et menneskes lydighed. (MS 1, 1892). ret

(930)   (2 Kor. 5,19) Gud udholdt fristelsen i Kristus. - Gud var i Kristus i menneskelig form, og udstod alle de fristelser hvor mennesket var besat; for vor skyld tog Han del i den lidende og trængslerne i sørgmodig menneskenatur (SW 10. dec., 1907).

15, 16. Se EGW til Ef. 2,18.

16. Se EGW til Matt. 3,13-17. ret

(930)  

Kapitel 5

5, 6 (kp. 4,15. 16; 1 Joh. 2,1). Kristus blev bestemt til præsteskabet. - Kristus forherligede ikke sig selv ved at gøre sig til Ypperstepræst. Gud gav ham Sin bestemmelse til præsteskabet. Han skal være et eksempel for hele menneskeslægten. Han kvalificerede Sig selv til at ikke blot være slægtens repræsentant, men deres Advokat, så enhver sjæl kan sige, hvis han vil: Jeg har en Ven i retten. Han er Ypperstepræst som kan komme i berøring med vore svagheders følelser (MS 101, 1897).

7, 8. Se EGW til kp. 2,18.

8, 9. Se EGW til kp. 2,10.

9-12. Se EGW til 1 Kor. 3,1. 2. ret

(930)  

Kapitel 6

19 (kp. 10,19, 20; 11,27; se EGW til Matt. 27,51). En tro som gennemborer sløret. - Vor tro må borre sig igennem forhænget, og se de ting som er usynlige. Ingen andre kan se for dig. Du må se for dig selv. i Stedet for at knurre over velsignelser der holdes tilbage, så lad os huske på og påskønne de velsignelser der allerede er givet (MS 42, 1901). ret

(930)  

Kapitel 7

17 (1.Mos. 14,18-20; Sal. 110,4). En ypperstepræst efter Melkisedeks orden. - Ypperstepræsten var til at repræsentere Kristus på en særlig made, som skulle være en ypperstepræst efter Melkisedeks orden for evigt. Denne præsteorden skulle ikke gå over til en anden, eller blive inddraget af en anden (Genløsningen, Kristi første komme , s. 14).

22. Se EGW til kp. 8,6.7.

24-26. Se EGW til kp. 4,14-16.

24-28. Se EGW til Rom. 8,26. 34. ret

(930)   25 (kp. 9,24; Rom. 8,34; 1 Tim. 2,5; 1 Peter 2,24; 1 Joh. 2,1; se EGW til Rom. 3,20-31; Hebr. 9,11. 12; 10,19-21). "Jeg vil tage deres synder." - Hvad gør Kristus i himlen? Han går i forbøn for os. Ved Hans arbejde flyder Guds herlighed ud over himmelens tærskel, som vil skinne på enhver sjæl som vil åbne sjælens vinduer ud mod himmelen. Idet bønner fra oprigtige og brødebetingede stiger op til himlen siger Kristus til Faderen: ”Jeg vil tage deres synder. Lad dem stå uskyldige over for dig.” Idet han Tager deres synder fra dem, fylder Han deres hjerter med sandhedens og kærlighedens herlige lys (MS 28, 1901). ret

(930)   (kp. 8,1. 2; 2 Peter 1,10; Åb. 8,3. 4.) Perioderne for vor udvælgelse.--[Hebr. 7,25 citeret]. Ved hans pletfrie liv, Hans lydighed, hans død på Golgatas kors, gik Kristus i forbøn for den faldne slægt. Og nu ikke (931) blot som en ansøger går vor frelses Hærfører i forbøn for os, men som en sejrherre påberåber han Sin sejr. Hans offer var fuldstændigt, og som vor talsmand udfører Han Sit selvbestaltede arbejde, fremholder røgelseskarret for Gud med Sin egne pletfrie fortjenester og Sit folks bønner, bekendelser og taksigelse. Med en vellugt af Hans retfærdighed, stiger røgelsen op til Gud som en liflig duft. Offeret er fult acceptabelt, og tilgivelse dækker al overtrædelse. For den sande troende er Kristus faktisk helligdommens tjener, der udfører sin embedsgerning for ham i helligdommen, og taler gennem Guds udpegede agenter. ret

(931)  Kristus er i stand til at frelse alle til det yderste, som kommer til Ham i tro. Han vil rense dem fra al besmittelse hvis de vil lade Ham gøre det. Men hvis de klynger sig til deres synder, kan de umuligt blive frelst; for Kristi retfærdighed dækker ikke synd der ikke er angret. Gud har erklæret at dem som tager imod Kristus, som deres Genløser, accepterer Ham, som Ham der borttager al synd, vil tage imod tilgivelse for deres overtrædelser. Ditte er betingelserne for vor udvælgelse. Menneskets frelse beror på om det tager imod Kristus i tro. Dem som ikke vil tage imod Ham vil miste evigt liv, fordi de nægtede at benytte sig af det eneste middel Faderen og Sønnen har tilvejebragt for at frelse en fortabt verden (MS 142, 1899). ret

(931)  Den personlige karakter i Kristi mellemkomst. - Kristus våger. Han kinder til alle vore byrder, vore farer, og vanskeligheder; og Han fylde Sin mund med argumenter for vor skyld. Han gør Sin mellemkomst egnet for enhver sjæls behov, ligesom han gjorde i Peters tilfælde. . . . Vor Advokat fylder Sin mund med argumenter for at lære Sine prøvede og fristede at støde imod Satans fristelser. Han forklarer alle fjendens bevægelser. Han bringer begivenhederne i orden (Brev 90, 1906).

25-27. Se EGW til Rom. 8,34.

26. Se EGW til kp. 9,14. ret

(931)  

Kapitel 8

1. Se EGW til 1 Tim. 2,5.

1, 2 (Rom. 12,4. 5; 1 Kor. 12,27; se EGW til Rom. 8,26. 34; Heb. 7,25; 9,24). Tabernaklet er et billede på den kristne kirke. - Det jødiske tabernakel var et billede på den kristne kirke. . . . Menigheden på jorden, består af dem som er trofaste og loyale mod Gud, er det ”sande tabernakel,” hvorfra Genløseren er forkynderen. Gud og ikke mennesker, rejste dette tabernakel på en høj, ophøjet platform. ret

(931)  Dette tabernakel er Kristi legeme, og fra nord, syd, øst og vest samler Han dem som skal hjælpe med at bebo det. . . . Et helligt tabernakel er opbygget af dem som tager imod Kristus som deres personlige frelser. Kristus er tjener for det sande tabernakel, ypperstepræst for alle som tror på Ham som en personlig Frelser (ST 14. feb., 1900).

5. Se EGW til 2 Kor. 3,7-11. ret

(931)   5-13 (kp. 10,16-18; 12,24; Jer. 31,31; Joh. 1,12). Den nye pagt er funderet på barmhjertighed. - Den nye pagts velsignelser er funderet helt på barmhjertighed at tilgive uretfærdighed og synder. Herren specificerer: ”Jeg vil gøre det og det imod alle som vender sig til mig, aflægger det onde og vælger det gode. ”Thi jeg vil nådig tilgive deres uret og aldrig mere komme deres synder i hu.” Alle som ydmyger deres hjerter, bekender deres synder vil få barmhjertighed, nåde og forvisning. Har Gud, når han viser sin barmhjertighed mod synderen, ophørt med at være retfærdig? Har Han vanæret Sin hellige lov, og vil Han fra nu af se igennem fingere med overtrædelse af den? Gud er sand. Han ændrer sig ikke. Frelsens betingelser er altid de samme. Liv, evigt liv, er for alle som vil adlyde Guds lov. . . . . . ret

(931)  Under den nye pagt, de betingelser som der fås evigt liv under, er de samme som under de gamle - fuldkommen lydighed. Under den gamle pagt, blev der sendt mange ofre under en forvoven og formastelig karakter, som loven ikke specificerede en forsoning for. I den nye og bedre pagt, har Kristus opfyldt loven for at overtræde loven, hvis de tager imod Ham i tro som en personlig Frelser. ”Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.” Barmhjertighed og tilgivelse er alles løn som vil komme til Kristus, og stole på Hans fortjenester og borttage deres synder. I den bedre pagt renses vi fra synd ved Kristi blod. (Brev 276, 1904).

6. Se EGW til kp. 9,11, 12. ret

(932)  (932) 6, 7 (kp. 7,22; 10,19. 20; 13,20; Matt. 27,51; Luk. 10,27, 28; 2 Kor. 3,6-9). Betingelserne for Guds pagt. - Guds folk retfærdiggøres ved styrelsen af den ”bedre pagt,” igennem Kristi retfærdighed. En pagt er en aftale hvor to partere binder sig selv til hinanden og opfylder visse betingelser. Således går menneskeagenten indgår en aftale med Gud, og indvilger i de betingelser der står anført i Hans ord. Han optræden viser om han respekterer disse betingelser eller ej. ret

(932)  Mennesket vinder alt ved at adlyde den pagtopfyldende Gud. Han får tildelt Guds egenskaber, sætter ham i stand til at udvise barmhjertighed og medfølelse. Guds pagt forsikrer os om hans uforanderlige karakter. Hvorfor er så dem, der så dem som hævder at tro på Gud så foranderlige, vaklende og utroværdige? Hvorfor tjener de ikke af hjertet, som under en forpligtelse der behager og forherliger Gud? Det er ikke nok for os at have en generel idé om Guds krav. Vi må selv vide hvad Hans krav og vore forpligtelser er. Betingelserne for Guds pagt er: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv.« Dette er livets betingelser. »Gør dette, « sagde Kristus, »så skal du leve.« ret

(932)  Kristi død og opstandelse opfylde Hans pagt. For det tidspunkt, blev det åbenbaret igennem symboler og afskygninger, som Kristi død og opstandelse fuldbyrde Hans pagt. For det tidspunkt, blev det åbenbaret gennem symboler og skygger, som pegede hen til det store offer verdens Genløser gjorde, ofret i løfte for verdens synder. Troende i gamle dage blev frelst af den samme frelser som nu, men det var en tilsløret Gud. De så Guds barmhjertighed i figurer. Det løfte Adam og Eva fik i eden var evangeliet til en falden slægt. Det løfte der blev gjort, at kvindens sæd skulle hugge slangens hoved, og at den skulle hugge Hendes hæl. Kristi offer er den herlige opfyldelse af hele den jødiske husholdning. Retfærdighedens Sol er stået op. Kristus vor retfærdighed skinner i klarhed på os. ret

(932)  Gud har ikke formindsket Sine krav på mennesker for at frelse dem. Da Kristus som et syndfrit offer bøjede sit hoved og døde, da den Almægtige usynlige hånd rev tempelforhænget i to stykker, blev en ny og levende vej åbnet. Alle kan nu komme til Gud gennem Kristi fortjenester. Det er fordi forhænget er blevet revet i stykker, så mennesker kan drag nær til Gud. De behøver ikke at bero sig på præster eller ceremonielt offer. Der gives frihed til alle som går direkte til Gud igennem en personlig Frelser. ret

(932)  Det behager Gud og er Hans vilje at de velsignelser mennesker skal have, bliver givet i sin hele fylde. Han har gjort fyldest så alle vanskeligheder kan overvindes, alle mangler dækkes gennem Helligånden. Derved har han planlagt at mennesker skal udvikle en Kristen karakter til fulde. Gud vil have at vi betragter Hans kærlighed, Hans løfter, givet så frit til dem som ikke har fortjenester i sig selv. Han vil have at vi er helt afhængige, taknemmelige, glade for den retfærdighed vi har fået i Kristus. For alle som kommer til Gud på Hans bestemte måde, lytter Han åbent til (MS 148, 1897). ret

(932)  

Kapitel 9

9-12. Se EGW til 2 Kor. 3,7-11.

11, 12 (kp. 7,25; 8,6; se EGW til kp. 9,24). Belønningen for Kristi offer.--Kristi præstelige mellemkomst er nu i gang deroppe i helligdommen for vor skyld. Men hvor få har en virkelig forståelse for at vor store Yppertepræst bringer Sit eget blod frem for Faderen, gør krav for den synder, der tager imod Ham som sin personlige Frelser alle de nådegaver som hans pagt omfatter som løn for Hans offer. Dette offer har sat ham overmådelig i stand til at frelse alle til det yderste, som kommer til Gud ved Ham, ser at Han lever for at gøre mellemkomst for dem (MS 92, 1899). ret

(932)   11-14, 22 (Joh. 1,29; Åb. 13,8; se EGW til Rom. 8,34; Hebr. 2,14-18; 1 Joh. 1,7, 9). Uden blodsudgydelse er der ingen syndsforladelse. - Kristus var det slagtede Lam fra verdens grundvold. For mange har det været et mysterium hvor så mange brændofre var nødvendig i den gamle forvaltning, hvorfor så mange blødende ofre blev ført til alteret. Men den store sandhed som skulle holdes frem for mennesker, og indprentes på sind og hjerte var dette: ”Uden blodudgydelse ingen tilgivelse.” I ethvert blødende offer blev Guds Lam skildret, som bærer al verdens synd. ret

(933)  (933) Kristus Selv var det jødiske tilbedelsessystem ophavsmand, hvori åndelige og himmelske ting blev afskygget ved forbilleder og symboler. Mange glemmer disse ofres virkelige betydning; og den store sandhed, som at der var syndstilgivelse alene igennem Kristus, gik tabt for dem. Mangedobling af brændofrene, og blod af bukke og geder, kunne borttage synden (ST 2. jan., 1893). ret

(933)  Lektien om dyreofre. - En lektie var med i ethvert offer, indprentet i enhver ceremoni, højtideligt forkyndt af præsten i sit hellige offer, og indskærpet af Gud selv - at gennem Kristi blod alene er der syndstilgivelse. Hvor lidt mærker vi som et folk kraften af denne store sandhed1 Hvor sjældent, med levende, handlende tro, tager vi denne store sandhed med ind i vore liv, at der er tilgivelse for den mindste synd, tilgivelse for den største synd (RH 21. sept., 1886)! ret

(933)   11-14, 24. Se EGW til 1 Tim. 2,5.

13, 14. Se EGW til Åb. 8,3. 4. ret

(933)   14 (kp. 7,26; 13,20; se EGW til Apg 15,11; Ef. 2,18). En evig pagt for evigt. - Kristus var uden synd, ellers ville Hans liv i menneskeligt kød og Hans død på korset ikke have af værdi i sin virkende nåde, for synderen, end døden hos et andet menneske. Da Han påtog Sig menneskelighed, var det et liv i overensstemmelse med Guddommen. Han kunne nedlægge Sit liv som præst og også som offer. I sig Selv havde han kraft til at lægge det ned og tage det op igen. Han ofrede Sig selv uden en plet over for Gud. ret

(933)  Kristi forsoning forseglede den evige nådespagt for evigt. Det var opfyldelsen af alle betingelser, som Gud stillede for frit nådes-samvær med menneskeslægten. Enhver barriere blev nedbrudt som standsede den friste udøvelse af nåde, barmhjertighed, fred og kærlighed mod de mest skyldige af Adams slægt (MS 92, 1899). ret

(933)   (Joh. 14,30.) Offer og offermand, præst og offer. - Kristi ubegrænsede tilstrækkelighed demonstreres af at han bærer hele verdens synder. Han besidder den dobbelte position som offermand og offeret, som præst og som offer. Han var hellig, skadesløs, ubesmittet og fri fra syndere. ”Denne verdens fyrste kommer,” erklærer Han, ”og har intet i mig.” Han var et Lam uden lyde og uden plet (Brev 192, 1906).

22. Se EGW til 3.Mos. 17,11; 1 Tim. 2,5; Åb. 12,10. ret

(933)   24 (Joh. 15,4; Ef. 1,6; Kol. 2,10; se EGW til Rom. 8,26, 34; Ef. 2,18; Hebr. 7,25; 1 Joh. 2,1). Jesus står i det Allerhelligeste. - Nu står Jesus frem i det Allerhelligste, i Guds nærhed, for os. Der ophører Han ikke med at overbringe Sit folk øjeblik for øjeblik, fuldstændigt i Sig selv. Når vi fremstilles sådan for Faderen, skal vi ikke bilde os ind at vi skal påtage os Hans barmhjertighed, og være ubekymrede, ligegyldige og selvtilstrækkelige. Kristus er ikke syndens tjener. Vi er fuldstændig i Ham, accepteret i den Elskede, kun når vi bliver i Ham i tro (ST 4. juli, 1892). ret

(933)   (Åb. 5,11.) Ikke i en tilstand af ensomhed og ophøjethed. - Lad ikke dine tanker dvæle ved dig selv. Tænk på Jesus. Han er i Sit det hellige, og ikke i en ensomhedstilstand og ophøjet tilstand, men omgivet af titusinde gang titusinde af himmelske væsener, som venter på at følge deres Mester påbud. Og han påbyder dem at gå ud og arbejde for de svageste hellige, som sætter sin lid til Gud. Høj og lav, rig og fattig, har få bevilget den samme hjælp (Brev 134, 1899). ret

(933)  

Kapitel 10

1-7. Se EGW til 2 Kor. 3,7-11.

16-18. Se EGW til kp. 8,5-13.

19, 20. Se EGW til kp. 6,19; 8,6. 7; Matt. 27,51; Åb. 3,8. ret

(933)   19-21 (kp. 7,25; 1 Joh. 2,1). Gå ind i helligdommen sammen med Kristus.-- Dette er den stor forsoningsdag, og vor Forsvarer står frem for Faderen, og går i forbøn som vor mellemmand. I stedet for at ophylle os med selvretfærdighedens klæder, bør vi dagligt ydmyge os selv for Gud, bekende vore egne personlige synder, søge tilgivelse for vore overtrædelser, og samarbejde med Kristus i at berede vore sjæle til at genspejle det guddommelige billede. Hvis vi ikke går ind i helligdommen der oppe, og forener os med Kristus med at udvirke vor egen frelse med frygt og bæven, bliver vi vejet på (934) helligdommens vægtskåle, og skal erklæres for lette (MS 168, 1898).

23. Se EGW til kp. 4,14; 2 Peter 1,4; Åb. 3,3. ret

(934)   25 (se EGW til Mal. 3,16). Søge de helliges forsamling. - Dem som ikke mærker nødvendigheden af at søge de helliges forsamling, med den dyrebare forsikring at Herren vil mødes med dem, viser hvor let de værdsætter den hjælp Gud har fremskaffet til dem. Satan arbejder hele tiden på at såre og forgifte sjælen; for at modstå hans anstrengelser må vi indånde himlens atmosfære. Vi må hver især gribe og holde fast i Kristus (MS 16, 1890). ret

(934)  

Kapitel 11

1. Se EGW til Rom. 5,1.

6. Se EGW til kp. 3,12.

16. Se EGW til kp. 1,3.

24-27. Se EGW til 2.Mos. 2,10.

26. Se EGW til 2 Kor. 9,6.

27. Se EGW til kp. 6,19; 2 Kor. 4,18; 2 Peter 3,18.

37. Se EGW til Es. 1,1. ret

(934)  

Kapitel 12

1 (Kol. 3,8). Hvem er vidnerne?--[Heb. 12,1 citeret.] Det som tynger der her refereres til, er de onde vaner og skikke vi har dannet ved at følge vore egne naturlige tilbøjeligheder. Hvem er vidnerne? De er dem som der tales om i foregående kapitel - dem som har kæmpet sig igennem onder og vanskeligheder på deres vej, og som i Herrens navn selv har kæmpet succesrigt imod ondskabens modgående kræfter. De støttes og styrkes og Herren holder dem i Sin hånd. ret

(934)  Der er andre vidner. Helt omkring os er der dem som våger nøje på os, og ser hvordan vi bekender os til en tro på at sandheden der leder os. Til enhver tid og på ethvert sted må vi så vidt muligt ophøje sandheden for verden (MS 61, 1907). ret

(934)   3. Se EGW til kp. 2,14.

4. Se EGW til kp. 4,15; Matt. 4,1-11. ret

(934)   11 (Jak. 1,2, 3; 1 Peter 1,6, 7). Blomster der springer ud iblandt skyer. - Tro, tålmodighed, overbærenhed, himmelsksindethed, tillid til din kloge og vise himmelske fader, er det fuldkomne blomsterudspring som sker mit iblandt skyer, skuffelse og smertelige tab (Brev 1, 1883). ret

(934)   12, 13. Se EGW til Gal. 6,1, 2.

14. Se EGW til Rom. 6,19. 22; Ef. 4,20-24.

15. Se EGW til Jak. 3,15. 16; 1 Peter 2,1, 2.

16, 17. Se EGW til 1.Mos. 25,29-34.

24. Se EGW til kp. 8,5.13.

26, 27. Se EGW til 2 Tess. 2,7-12. ret

(934)  

Kapitel 13

11-13 (Gal. 3,13). Han led uden for lejren. - Idet Adam og Eva blev fordrevet fra Edens have for at have overtrådt Guds lov, så at Kristus skulle lide uden for det hellige steds grænser. Han døde uden for lejren, hvor forbrydere og mordere blev henrettet. Der trådte Han vinpersen alene, bar den straf som skulle være faldet på synderen. Hvor dybe og fuld ar betydning er disse ord: ”Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld.” Han gik uden for lejren, viste at Han ikke kun gav sit liv for det jødiske folk, men for hele verdens skyld (YI 28. juni, 1900). ret

(934)   Kristus døde for hele menneskeheden. - Kristus led udenfor Jerusalems porte, for Golgata var uden for byens mure. Det var for at vise at Han ikke døde for hebræerne alene, men for hele menneskeheden. Han proklamerer for en falden verden at Han er deres Genløser, og tilskynder dem til at acceptere den frelse Han giver (SW 4. sept., 1906). ret

(934)   12. Se EGW til 1 Tim. 2,5.

15. Se EGW til Rom. 8,34. ret

(934)   20 (kp. 8,5-13, 6, 7; se EGW til kp. 9,14). Den evige nådespagt. - Lad dem som er fortrykte under en fornemmelse af synd, huske på at der er håb for dem. Menneskeslægtens frelse har altid været genstand himlens rådssamlinger. Nådespagten blev gjort før verdens grundlæggelse. Den har eksisteret fra al evighed, og den kaldes for den evige pagt. Så sikkert som der aldrig har været et tidspunkt hvor Gud ikke var, lige så sikkert er det at der aldrig har været et øjeblik hvor det ikke var det evige sindelags glæde at vise Sin nåde for menneskeheden (ST 12. juni, 1901). ret

næste kapitel