(129) Taksigelse for overstået bedrift.
Vi takker Gud for at vore sabbatsskoler har ydet nok til at hjælpe i et dyrebart foretagende. Børn og unge har givet deres pennyer, der, som små bække, har skaffet en strøm af velvilje. Børn bør oplæres på en sådan måde at de kan udføre uselviske handlinger som himlen vil glæde sig at se. Når ungdommens dug er på dem, bør børn oplæres i hvordan man tjener Kristus. De burde læres selvfornægtelse. -TSS 113.
ret (129) Regelmæssighed og system i at give.
Det at give skal ikke overlades til impulserne. Gud har givet os bestemt belæring med hensyn til dette. Han har nærmere beskrevet tiende og gaver som målestokken for vores forpligtelse. Og han ønsker at vi skal give regelmæssigt og systematisk. Paulus skrev således til menigheden i Korint, »Hvad angår indsamlingen til de hellige, så skal også I gøre sådan, som jeg har forordnet det for menighederne i Galatien. Den første dag i ugen skal I hver især (130) samle sammen og lægge så meget til side, som han har råd til.« Lad enhver regelmæssig undersøge sin indkomst, som alt er en velsignelse fra Gud, og sæt tienden til side som en særligt kapital, for at blive indviet Herren. Denne kapital bør ikke på nogen måde vies til nogen anden brug; den skal alene vies til at støtte forkyndelsen af evangeliet. Efter at tienden er sat til side, lad da gaver og ofre være tilmålt, »som han har råd til.« -Review and Herald, 9.maj, 1893.
ret (130) Systematisk Ugentligt Offer.
De små børns gaver kan være kærkomne og behagelige for Gud. I overensstemmelse med den ånd som tilskynder til gaverne vil dette være værdien af ofringen. De fattige hjalp, ved at følge apostlenes regler og lægge en lille sum til side hver uge, ved at øge skattekammeret, og deres gaver var helt aceptable for Gud; for de gjorde lige netop store, og endnu større, ofre end deres velhavende brødre. Planen for den systematiske velvillighed vil vise sig at være et værn for enhver familie mod fristelse til at bruge midlerne til nytteløse ting, og det vil særligt vise sig at være en velsignelse for den rige ved at lede dem fra at føje sig i luksus.
ret (130) Hver uge, er Guds krav, på enhver familie, genkaldt i erindringen ved at enhver af dens medlemmer helt udfører denne plan; og det at de har fornægtet sig selv lidt overflod for at have midler til at lægge i skattekammeret, har lektier af værdi for selvfornægtelse for (131) Guds herlighed har indprentet sig i hjertet. Engang om ugen, er enhver bragt ansigt til ansigt med sidste uges handlinger - med den indkomst som han må have haft hvis han har været sparsommelig, og de midler som han ikke har på grund af efterladenhed. Hans samvittighed er tøjlet, som var den for Gud, og hverken roser eller anklager ham. Han lærer at hvis han vil beholde tankernes fred og Guds gunst, må han spise og drikke og klæde sig til hans herlighed. -3.T 412.
ret (131) En Fremragende Hæder.
Gud har i sine kloge planer gjort sin sags fremme afhængig af sit folks personlige anstrengelser, og på deres frivillige ofringer. Ved at tage imod menneskets samarbejde i den store forløsningsplan, har han sat en fremragende hæder på det. Prædikanten kan ikke forkynde uden han bliver sendt. Arbejdet med at sprede lys hviler ikke alene på prædikanterne. Enhver person lover, som det passer sig for menighedens medlemmer, højtideligt sig selv at være en Kristi repræsentant ved at efterleve den sandhed han bekender sig til. Kristi efterfølgere bør frembære det arbejde som han efterlod dem at gøre da han steg til himlen. -4T 464.
ret (131) Guds Forsyn i Fremskyndelsen af vor fordomsfrihed.
De små og store strømme af godgørenhed burde altid holdes flydende. Guds forsyn er langt foran os, og bevæger sig fremad langt hurtigere end vore (132) fordomme. Måden at fremme og opbygge Guds sag på er blokeret af selviskhed, stolthed, begærlighed, overlegenhed, og kærlighed til at vise sig frem. Den hele menighed er pålagt et højtideligt ansvar i at løfte enhver gren i værket. Hvis dets medlemmer følger Kristus, vil de fornægte tilbøjeligheder til fremvisning, kærlighed til klæder, kærlighed til smagfulde hjem og dyre møbler. Der må være langt større ydmyghed, og en nogen større adskillelse fra verden, blandt syvende-dags adventister, ellers vil Gud ikke tage imod os, hvilket embede eller hvilken arbejdsart vi end har, hvor vi er engageret. #Sparsommelighed og selvfornægtelse vil sætte mange i beskedne forhold trods midler til godgørenhed. Det er alles pligt at lære af Kristus, at vandre ydmygt på den selvfornægtene sti hvorpå himlens Majestæt har trådt. Hele det kristne liv bør være selvfornægene, så vi, når der kaldes efter hjælp er rede til at svare.
ret (132) Så længe som Satan arbejder med utrættelig kraft for at ødelægge sjæle, så længe der er et kald til arbejdere i enhver del af den udstrakte høstmark, lige så længe vil der være et kald for at give Guds værk støtte, i nogle af dets mange linier. Man letter kun ens behov ved at gøre vejen lettere for andre på samme måde. Den selvfornægtelse der kræves i at opnå midler til brug i det som Gud værdsætter højest vil udvikle vaner og en karakter som vil vinde os for bifaldet »Godt, du gode og tro tjener«, og gøre os egnede til at dvæle for evigt ved hans nærhed som for vor skyld blev fattig, (133) så vi ved hans armod kunne arve evige rigdomme. -7T 296, 297.
ret (133) Når vi kan Trættes ved at Give.
Nuvel, man siger, kaldet får os til at give til sagen. Gør du? Lad mig da spørge, Er du træt af at tage imod fra Guds godgørende hånd? Ikke før han ophører med at velsigne dig, vil du ophøre med at være forpligtet til at give ham den del tilbage han kræver. Han velsigner dig så at det kan være i din magt at velsigne andre. Når du er træt af at modtage, så kan du sige, Jeg er træt af de mange kald til at give. -5T 150.
ret (133) Arbejdet Udvides.
Guds folk har et mægtigt arbejde foran sig, et arbejde der hele tiden må hæve sig til større betydelighed. Vore anstrengelser i missionsfeltet må blive langt større. Et mere besluttet arbejde, end der har været gjort, må være færdigt før vor Herre Jesu Kristi tilsynekomst. Guds folk skal ikke ophøre deres arbejde før de omringer verden. -6T 23, 24.
ret (133) Bed ikke om Begrænsninger.
Fra alle menigheder burde der stige bønner op til Gud for en større helligelse og gavmildhed. Mine brødre og søstre, bed ikke om begrænsninger i det evangeliske arbejde. Så længe der er sjæle at frelse, (134) skal vor interesse for sjælevinding ikke kende til formindskelse. Menigheden kan ikke formindske sin opgave uden at fornægte sin Mester. Ikke alle kan gå som missionærer til fremmede lande, men alle kan give af deres midler for at bære de udenlandske missioner frem. -9T 55, 56.
ret (134) Skal vi Gøre Vort Bedste?.
Min sjæl er oprørt inden i mig som det Markedonske råb kom fra enhver retning, fra byer og landsbyer i vort eget land, tværs over Atlanten og det vide Stillehav, og fra havets øer, »Kom over... og hjælp os!« Brødre og søstre vil i svare dette råb og sige, "Vi vil gøre vort bedste, både ved at sende missionærer og penge. Vi vil nægte os selv vore hjems forskønnelse, vore personers prydelse og i appetittens tilfredsstillelse. Vi vil give de midler der er os betroet til Guds sag, og vi vil hellige os selv helt uforbeholdent til hans værk." Sagens mangler er lagt foran os; de tomme skatkamre appeller ynkeligt efter hjælp. En dollar nu er af mere værdi for arbejdet end ti dollars vil være i fremtidige perioder.
ret (134) Arbejd, brødre, arbejd medens du har lejligheden, medens dagene varer ved. Arbejd, for »der kommer en nat hvor ingen kan arbejde.« Hvor snart kan denne nat komme, det er umuligt for dig at sige det. Nu er din anledning brug den. Hvis der er nogle som ikke kan give deres egne anstrengelser for missionsarbejdet, så lad dem leve sparsommelig, og giv af deres indtægt. -5T 732, 733.
ret (135) Bønner og Gaver for Missionen.
Brødre og søstre, vil I i dag love jer selv højtideligt overfor Gud at bede for disse arbejdere som er valgt til at gå til andre lande? Vil I love jer selv højtideligt ikke kun at bede for dem, men støtte dem med jeres tiende og gaver? Vil I love jer selv højtideligt at udøve streng selvfornægtelse for at du kan have mere at give til værkets fremme i "de fjerne regioner"? Vi føler os bevæget af Guds Ånd til at bede jer om at love jer selv højtideligt overfor ham til at henlægge noget ugentligt for at støtte vore missionærer. Gud vil hjælpe og velsigne jer i at gøre dette. -Review and Herald, 11.nov, 1902.
ret (135) Udtænke Måder og Midler.
Kristi menighed på jorden var organiseret med henblik på mission, og Herren ønsker at se hele menigheden udtænke måder og midler hvori den høje og lave, rige og fattige, kan høre sandhedens budskab. Ikke alle er kaldt til personligt arbejde i de fremmede marker, men alle kan gøre noget ved deres bønner og deres gaver til hjælp i missionsarbejdet.
ret (135) En amerikansk forretningsmand, som var en alvorlig kristen bemærkede, i samtale med en medarbejder, at han selv arbejdede for Kristus fireogtyve timer i døgnet. "I alle mine forretnings forbindelser," sagde han, "forsøger jeg at repræsentere min Mester. Når jeg har lejligheden, forsøger jeg at vinde andre for ham. Alle dage arbejder jeg for Kristus. Om natten medens jeg sover, har jeg en mand der arbejder for ham i Kina." -6T 29.
ret (136) (136)Fremme Hjemmemissions Arbejdet.
For at vise en gavmild og selvfornægtende ånd for de udenlandske missioners medgang er det en sikker måde at fremme hjemme missionsarbejdet; for hjemmearbejdets fremgang afhænger i stor udstrækning, under Gud, af den reflekterene påvirkning fra det evangeliske arbejde der er gjort i lande langt væk. Det ér i gang at afhjælpe de andres fornødenheder så vi bringer vore sjæle i berøring med Kilden for al kraft. Herren har lagt mærke til enhver side af den missionsiver der har været udvist af sit folk til fordel for de udenlandske missionsmarker. Han påtænker at ethvert hjem, i enhver menighed, og i alle centre af arbejdet, skal en gavmildhedens ånd blive vist i at sende hjælp til udenlandske marker, hvor arbejderne kæmper mod store overmagter for at give lys til dem som sidder i mørke. Det som er givet i at starte arbejdet i en mark vil føre til styrkelse af arbejdet andre steder. - GW 465, 466.
ret (136) Gud Ærer Trofaste Tjenere.
Gud har gjort mennesker til sine tjenere. Den ejendom som han har placeret i deres hænder er de midler som han har tilvejebragt til at sprede evangeliet. Dem som prøver sig selv som tjenere vil han betro større tillid. Således siger Herren, »Kun dem der ærer mig, vil jeg ære.« »Gud elsker en glad giver.« og når hans folk med taknemmelig hjerte bringer deres gaver til ham, »ikke vrangvilligt eller under pres,« vil hans velsignelse følge dem, som han har lovet. »Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, (137) så skal der være føde i mit hus. Sæt mig på prøve, om jeg ikke åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskares Herre.« -PP 529.
ret (137) Hvad der Kunne Have Været.
En strøm af lys skinner fra Guds ord, og der må være en opvågning for de forsømte anledninger. Når vi alle er trofaste i at give Gud sit eget tilbage i tiende og gaver, vil vejen til verden åbnes i at høre budskabet for denne tid. Hvis Guds folks hjerter var fyldt med kærlighed for Kristus; hvis ethvert menighedsmedlem var fuldstændig gennemsyret med opofrelsens Ånd; hvis alle viste en fuldstændig alvor, ville der ikke være mangel på kapital for hjemme- og udenlandsmissionerne. Vore ressourcer vil blive forøget; tusindvis af nytteige døre vil blive åbnet, og vi vil blive indbudt til at gå derind. Havde Guds hensigt været båret frem af sit folk ved at give verden nådens budskab, ville Kristus, inden længe, være kommet til jorden, og de hellige ville have modtaget deres velkomst i Guds by. -6T 450
ret (137) En Stadig Overdragelse til den Stadige Giver.
Alle der bekender sig til at være Guds sønner og døtre, burde samvittighedsfuldt imødekomme deres forpligtelse til Gud og deres medmennesker i tiende og gaver, en overflod ville flyde til forrådskammeret til støtte for Guds (138) værk i dets forskellige grene udover vor verden. I det de burde give, ville Herren åbne veje hvori de hele tiden er i stand til at give, fordi de hele tiden har modtaget. Der vil således ikke være nogen lejlighed til at rette appeller efter midler til sagens støtte. Hvis princippet om at give til Herren var af sine egne fremført regelmæssigt og systematisk, ville det blive billiget af Gud. »Kun dem der ærer mig, vil jeg ære.« -Review and Herald, 16.maj, 1893
ret (138) Højere Motiver end Medfølelse.
Det moralske mørke i en fordærvet verden trygler kristne mænd og kvinder til personlig anstrengelse for, at give af deres midler og af deres indflydelse, så de kan være frembragt i hans billede, som, selvom han besad uendelige rigdomme, alligevel for vor skyld blev fattig. Guds Ånd kan ikke blive i dem som han har sendt sit sandhedsbudskab til , men som behøver at være tilskyndet før de kan have nogen fornemmelse af deres pligt i at samarbejde med Kristus. Apostelen håndhæver pligten at give af større grunde end bare menneskelig medfølelse, fordi følelserne er rørt. Han håndhæver det princip at vi skal arbejde uselvisk med det øjet rettet på Guds herlighed. -3T 391.
ret (138) At Overvinde den Naturlige Selviskhed.
Mennesker er ikke fra naturens side tilbøjelig til være godgørende, men til at være gerrig og grisk, og at leve for selvet. (139) Og Satan er altid klar til at give de fortrin der opnås ved at bruge alle deres midler i selviske og verdslige hensigter; han er glad når han kan påvirke dem til at skulke fra pligter, og frarøve Gud tiende og gaver. Men ingen er undskyldt i denne sag. »I skal hver især samle sammen og lægge så meget til side, som han har råd til«. De fattige og de rige, de unge mænd og unge kvinder som tjener løn, - alle skal lægge en sum til side; for Gud kræver det. Alle menighedsmedlemmers åndelige fremgang afhænger af personlige anstrengelser og nøje nøjagtighed over for Gud. -5T 382.
ret (139) Lær Børnene Gavmildhed i Hjemmet.
Vor store modstander arbejder hele tiden med magt for at lokke de unge til at forkæle dem selv, til stolthed og til luksus, så deres sind og hjerter kan blive så fuld optaget af disse ting at der ikke i deres hengivenhed vil være plads for Gud. Han slår karakteren med disse midler og formindsker de unges forstand i denne slægt. Det er forældrenes pligt at modvirke hans arbejde. Enhver påvirkning der er kommet i de unges sind til beskyttelse af deres hjertets sande og oprigtige ydmyghed, og kendskab til den guddommelige vilje, vil hjælpe dem væk fra at være fordærvet med denne tids moralske fordærv. En af de mest effektive barrikader mod det ondes tilflydende strøm er opelskning af vaner i selvfornægtelse og godgørenhed. Børn burde oplæres til at se med væmmelse på selviskhedens og begærlighedens vaner. (140) Gud har hellige krav på dem, og de behøver at blive oplært, linie for linie, regel for regel, for at erkende og samvittighedsfuldt tage hensyn til disse krav.
ret (140) Det bør fremhæves for de unge og følsomme sind at Gud hele tiden giver sin velsignelse til sine afhængige børn, i solskin og regnvejr, der får planterne til at trives, og jorden til at yde sin gavmildhed til tjeneste for mennesker. Disse velsignelser er ikke overdraget os for at anspore vor selviske natur, ved at tilbageholde Guds gavmildhed, og binde vor hengivenhed til den, men for at vi kan give gaver og ofre tilbage til Giveren. Dette er det mindste udtryk for taknemmelighed og kærlighed som vi kan bringe tilbage til vor gavmilde Skaber.
ret (140) Der har været en stor forsømmelse for forældrenes del i ikke at søge at gøre deres børn interesseret i gerningerne for Guds sag. I mange familier synes børnene at være sat udenfor det spørgsmål, som om de var ansvarsløse væsner. Nogle forældre frarøver selv Gud for hans nøjagtige krav på tiende og gaver så de kan vinde rigdomme for deres børn og ikke tænker at ved at gøre sådan åbner de for deres elskede en dør til fristelse som i almindelighed vil føre til fordærv. De fjerner nødvendigheden for personlig anstrengelse overfor børnene, og med den en opmuntring til ophøjede præstationer.
ret (140) Hvis de var opmuntret til at gøre således, ville børnene opnå midler for at hellige til velvillige hensigter, og til Guds sags fremme; og deres (141) interesse vil forøges ved den kendsgerning at de har investeret noget i disse foretagender. Deres små gaver vil være en fysisk hjælp, og børnene selv vil blive langt bedre fysisk mentalt og moralsk på grund af de anstrengelser de har gjort. Ved deres flittighed og selvfornægtelse vil de opnå en værdifuld erfaring, som vil hjælpe dem til at gøre en succes i dette liv så vel som i at sikre sig det kommende liv. -TSS 98-100.
ret (141) At Begrænse Indbildte Mangler.
Hvis mennesker i dag var enkle i deres vaner og levede i harmoni med naturens love, som Adam og Eva gjorde i begyndelsen, ville der være en rigelig dækning af den menneskelige families behov. Der ville ikke være så mange indbildte mangler, og flere anledninger til at arbejde på Guds måde. Men selviskhed og eftergivenhed i unaturlig smag, har bragt synd og elendighed ind i verden, på grund af overdrivelse i den ene hånd, og på grund af mangler i den anden. - DA 367.
ret (141) Ingen Usund Stimulering Behøves.
Dem som holder de evige realiteter for øje, som elsker Herren af hele deres hjerte sjæl og styrke, og deres næste som dem selv, vil samvittighedsfuldt gøre deres fulde pligt, som om forhænget var trukket til side, og de kunne se at de har arbejdet med henblik på det himmelske univers. Den kristnes gavmilde ånd behøver ikke at blive usundt stimuleret. Alle der (142) besidder denne ånd, Kristi Ånd, vil med munter villighed presse deres gaver ind i Herrens skatkammer. Indgydt af kærlighed til Kristus og for de sjæle som han døde for, vil de mærke en inderlig alvor for at gøre deres del med nøjagtighed. -Review and Herald, 16.maj, 1893.
ret (142) En Indtægt af Små Gaver.
Forældre har ikke lært deres børn lovens forskrifter som Gud har befalet dem. De har uddannet dem til selviske vaner. De har lært dem at betragte deres fødselsdage og helligdage som anledninger hvor de forventer at modtage gaver, og følge verdens skikke og vaner. Disse anledninger, som burde tjene til større kundskab til Gud og vække hjertets taknemmelighed for hans barmhjertighed og kærlighed ved at bevare deres liv for det næste år, er vendt til anledninger for selvbehag, for tilfredsstillelse og forherligelse af børnene. De har været holdt nær Guds kraft i ethvert øjeblik i deres liv, og dog lærer forældrene ikke deres børn at skønne på dette, og at udtrykke taknemmelighed for hans barmhjertighed mod dem. Hvis børn og unge var blevet rigtigt oplærte i denne tidsalder i verden, hvilken ære og hvilken pris og taknemmelighed vil da flyde fra deres læber til Gud01 Hvilken belønning af små gaver vil da blive bragt fra de små hænder til at lægges i hans skatkammer som takofre01 Gud vil blive husket i stedet for glemt. -Review and Herald, 13.nov, 1894.
ret (143) Fødselsdags Gaver.
Under den jødiske husholdning, blev der, ved Guds egn forordning, gjort ofringer til Gud ved børns fødsler. Nu ser vi forældre gøre særlig umage for at give deres børn gaver på deres fødselsdage; de gør dette til en anledning at ære barnet, som om ære var passende for menneskelige væsener. Satan har haft sin egen måde med disse ting; han har afledt tankerne og gaverne til menneskelige væsener; så at børnenes tanker er vendt til dem selv, som om de var gjort til genstand for særlig gunst. Det som skulle flyde tilbage til Gud i ofringer til at velsigne de trængende og bære sandhedens lys til verden, er vendt fra den rigtige kanal og gør ofte mere skade end godt og ansporer til forfængelighed, stolthed og vigtighed. På fødselsdagene burde børn blive belært om, at de har grund til taknemmelighed til Gud for hans kærlige hensyn ved at beskytte deres liv for det nye år. Dyrebare lektier må der således gives. For liv, sundhed, føde og klæder og ikke desto mindre end håbet om evigt liv, står vi i gæld til Giveren for al barmhjertighed; og det tilkommer Gud ikke at se bort fra sine gaver, og at give vore taknemmeligheds ofre til vor største velgører. Disse fødselsdags gaver er anerkendt i himlen. -Review and Herald, 9.dec, 1890.
ret (143) En Påmindelse for Guds Omsorg og Kærlighed.
Vore fødselsdags-, jule- og takkefester, er ofte helliget til selvisk (144) tilfredsstillelse, skønt tankerne burde rettes mod barmhjertighedens og den kærligt hensynsfulde Gud. Gud er mishaget, så at hans godhed, hans stadige omsorg og hans uophørlige kærlighed ikke er bragt ind i sindet ved disse festlige anledninger. -Review and Herald, 23.dec, 1890.
ret (144) Læg Guds Krav Først.
Vi gør ikke hans vilje hvis vi ikke indvier ham det som er efterladt i vor indtægt når alle vore indbildte mangler er blevet afhjulpet. Før nogen af vore fortjenester er opbrugt, burde vi tage den del ud og give til Ham hvad han kræver. I den gamle ordning, blev et taknemmelighedsoffer hele tiden holdt i brænd på alteret, og således vise menneskets endeløse taknemmelighedsgæld til Gud. Hvis vi har fremgang i vore timelige forretninger, er det fordi Gud velsigner os. En del af denne indtægt skal helliges de fattige, og en stor del skal anbringes i Guds sag. Når det som Gud kræver skal afgives til ham, vil resten være ofret og velsignet til vor egen brug. Men når et menneske frarøver Gud ved at tilbageholde hvad han kræver, vil hans forbandelse hvile over det hele. -4T 477.
ret (144) Vort Guddommelige Mønster.
Frelsesplanens grundlag var lagt i ofre. Da Jesus forlod de kongelige sale, og blev ringe, da kunne vi gennem hans armod blive gjort rige. Alle som deler denne frelse, der er erhvervet for dem ved et så uendelig offer af Guds Søn, vil følge (145) eksempelet i det Sande Mønster. Kristus var hovedhjørnestenen, og vi må bygge på dette fundament. Enhver må have selvfornægtelsens og selvopofrelsens ånd. -3T 387.
ret (145) Kristus Sætter Pris på Kærlighedens Handlinger.
Kristus sætter pris på hjertefølte handlingers belevenhed. Når nogen gør ham en tjeneste, velsigner han tjeneren med himmelsk belevenhed. Han afviser ikke den mest simple blomst plukket af et barns hånd, og givet til ham i kærlighed. Han tager imod børns ofre, og velsigner giverne, og skriver deres navne ind i livets bog. I skrifterne er Marias salvning af Jesus omtalt som skelner hende fra de andre Maria´er. Kærlighed og ærbødighed for Jesus er et vidnesbyrd for tro i ham som Guds Søn. -DA 564.
ret (145) Intet offer er så lille så det ikke kan gives med sjælens oprigtighed og glæde.- COL 359.
ret (145) Guds Del og Vores.
De eneste midler som Gud har fastsat for sin sags fremme er at velsigne mennesker med ejendom. Han giver dem solskinnet og regnen; han får planterne til at trives; han giver sundhed og evner til at opnå midler. Alle vore velsignelser kommer fra hans gavmilde hånd. Til gengæld vil han have mænd og kvinder der viser deres taknemlighed ved at tilbagelevere ham en del i tiende og gaver, i takofre, i frivillige ofre, i skyldofre. -5T 150.
ret (146) Den Elskende Gaves Højeste Kraft.
Ofringen fra det hjerte som elsker, glæder Gud med ære og giver det den højeste kraft til at tjene ham. Hvis vi har givet vore hjerter til Jesus, skal vi også bringe vore gaver til ham. Vort guld og sølv, vore mest dyrebare jordiske besiddelser, vore højeste mentale og åndelige evner, vil være frit helliget til ham som elskede os, og gav sig selv for os. -DA 65.
ret (146) En Betingelse for Velstand.
Bidragene krævede religiøse og næstekærlige hensigter af Hebræerne til en hel fjerdedel af deres indkomst. Med så tung en skat på folkets midler kunne det forventes at forringe dem til armod; men, i modsætning, var den trofaste overholdelse at disse forskrifter en betingelse for deres velstand. På betingelse af deres lydighed, gav Gud dem dette løfte, »Jeg skræmmer æderne, så de ikke ødelægger jordens afgrøde for jer, og vinstokken ikke slår fejl på marken,.... Da skal alle folkene prise jer lykkelige, fordi I har et dejligt land, siger Hærskarers Herre.« -PP 527.
ret (146) Hvert Offer med sit Motiv er Nedskrevet.
Jeg er blevet vist at nedskrivnings-englen skriver en nøjagtig fortegnelse ned for ethvert offer der er tilegnet Gud, og lægges i skattekammeret, og også fra de afgørende resultater af de midler der er overdraget. Guds øje tager (147) kendskab til enhver lille ting der er helliget til hans sag, og af giverens villighed og uvillighed. Motiverne for at give er også fortegnet. De selvopofrende og indviede som giver tilbage til Gud der er hans og som han kræver af dem, vil belønnet efter deres gerninger. Selv om midlerne på denne måde er indviet er anvendt forkert, så at det ikke udfører det som giveren havde i hensigt, -Guds herlighed og sjælenes frelse,- vil dem som gjorde ofret i sjælens oprigtighed, med et øje rettet på Guds herlighed, ikke miste deres løn. -2T 518, 519.
ret næste kapitel
|