Kap. 21 - Kristus arbejder med menneskesind

(181)  Kristi lære skal være en vejleder. - Kristi lære omfattede, ligesom hans medfølelse, hele verden. Der kan ikke tænkes et forhold i livet, et kritisk vendepunkt i et menneskes tilværelse, som ikke har været forudset gennem hans lære, og for hvilket dens grundregler ikke bringer hjælp. Fordi han er den største af alle lærere, vil hans ord vise sig at være en vejleder for hans medarbejdere indtil tidernes ende. - Ud 82 (1903). ret

(181)  Han identificerede sig selv med sine tilhørers interesser. - Han underviste på en måde, som bragte dem til at føle, hvor fuldt han gjorde deres indsigelser og deres lykke til sin egen personlige sag. Hans undervisning var så direkte, hans billeder så passende og hans ord så betagende og venlige at det rev hans tilhørere hen. - Slf. 25 (1905). ret

(181)   Han forstår menneskesindets skjulte gerning. - Han som har betalt den uendelige pris for at forløse mennesker tyder med fejlfri nøjagtighed alle de skjulte gerninger i det menneskelige sind, og ved lige hvordan enhver sjæl skal behandles. Og ved at handle med mennesker, viser han de samme principper som er vist i den naturlige verden. - SpT Series A, No. 3, p 17, 1895. (Vidnesb f. præd. s. 189, 190.) ret

(182)  (182) Han virker gennem lovenes stille og regelmæssige virke. - Gud virker gennem Sine udpegede loves støtte og rolige virksomhed. Satan søger hele tiden at opirre ved grove og voldsomme stød; men Jesus fandt adgang til menneskesind på stivejen til deres mest fortrolige tankefællesskab. Han forstyrrede deres vante tankesæt så lidt så muligt, med pludselige handlinger eller foreskrevne regler. Han ærede mennesker med Sin tillid, og derved satte ham sin ære. Han introducerede gamle sandheder i et nyt og dyrebart lys. Derved forbavsede han som tolvårig de gamle lovlærer ved Sine forelæsninger i templet. - MS 44, 1894. (Ev 139, 140.) ret

(182)  Altid omgivet af fred. - Hans kærlige medfølelse virkede lindrende på trætte og bekymrede sjæle. Selv omgivet af vrede fjenders heftighed var der en fredens atmosfære omkring ham. Hans smukke ansigtsudtryk, hans elskelige sindelag og frem for alt: den kærlighed, der fik udtryk i blik og stemme, drog alle, der ikke var forhærdede i vantro, til Ham. Uden dette milde, medfølende sind, der afspejledes i hvert blik og hvert ord, kunne Han ikke have virket så stærkt på de store forsamlinger, som han gjorde. De syge, der kom til Ham, mærkede, at Han gjorde deres sag til Sin som en trofast og kærlig ven, og de ønskede at vide mere om den sandhed, han lærte. Himmelen var kommet nærmere. De længtes efter at dvæle i hans nærhed, så Hans trøsterige kærlighed altid kunne være hos dem. - Dsm 165 (1898). ret

(182)  Hans liv var harmonisk. - I Sit liv adskilte Nazarets Jesus sig fra alle andre mennesker. Hele hans liv var karakteriseret af uhildet godgørenhed og hellighedens skønhed. I Hans skød eksisterede den reneste kærlighed, fri fra al selvisk og syndig besmittelse. Hans liv var fuldkomment harmonisk. Han er den eneste sande model for godhed og fuldkommenhed. Fra begyndelsen af hans tjeneste begyndte (183) mennesker mere klart at kunne fatte Guds karakter. ret

(183)  Op til tidspunktet for Kristi første komme, dyrkede mennesker grusomme og despotiske guder. Også jødisk tænkende mennesker blev nået igennem frygt og ikke i gennem kærlighed. Kristi mission på jorden skulle åbenbare mennesker at Gud ikke var en despot men en himmelsk Fader, fuld af kærlighed og barmhjertighed for Sine børn. - MS 132, 1902. ret

(183)  Han blev ikke blottet for varme og solskin. - Mange mennesker har et helt fejlagtigt begreb om Kristi liv og karakter. De mener at Han var blottet for varme og solskin, at Han var alvorlig, streng og glædeløs. I mange tilfælde farves hele det kristelige liv af dette mørke syn. - Vtk 178 (1892). ret

(183)  Uendelige muligheder i ethvert menneske. - Han skimtede uendelige muligheder i ethvert menneske. Han så menneskene, som de kunne blive, når de var blevet forvandlede ved hans nåde i "Herren vor Guds skønhed". Sl. 90,17. (eng. overs.) Når han så på dem med håb, indgav han dem håb. Når han mødte dem med tillid, indgav han dem tillid. Når han åbenbarede det sande menneskeideal i sig selv, vakte han både ønsket om og troen på, at det kunne opnås. I hans nærhed forstod ringeagtede og faldne sjæle, at de stadig var mennesker, og de længtes efter at vise sig værdige til hans agtelse. I mangt et hjerte, der syntes dødt for alt, hvad der var helligt, blev der vækket nye følelser. For mangt et fortvivlet menneske viste der sig muligheder for et nyt liv. - Ud 80 (1903). ret

(183)  Hans hjerte er et livets kildeudspring. - Man siger ofte, at Jesus græd, men at ingen så ham smile. Vel er det sandt, at Frelseren følte sorg og var kendt med smerte, fordi han åbnede sit hjerte for al menneskelig elendighed; men trods det, at han levede et selvfornægtende liv som smerte og bekymring kastede sin skygge over var hans sind dog ikke nedtrykt. Hans ansigt var ikke præget af sorg og græmmelse men vidnede altid om fredfyldt ro. Hans hjerte var et (184) livets kildespring og hvor som helst han gik bragte han hvile og fred, fryd og glæde med sig. - Vtk 178 (1892). ret

(184)  Kristus var aldrig lidenskabelig. - I Sit liv førte Kristus sin egen guddommelige lære. Hans iver fik ham aldrig til at blive lidenskabelig. Han udviste god fasthed uden at være genstridig, godgørenhed uden at være svag, ømhed og sympati uden at være følsom. Han var meget social; alligevel havde Han en ophøjet værdighed, som ikke ansporede til upassende fortrolighed. Hans mådeholdenhed førte aldrig til blind tro eller strenghed. Han var ikke tillempet verden; alligevel var Han ikke ligeglad med de mindste mangler mennesker havde. Han var opmærksom på alles behov. - MS 132, 1902. (Ev 636.) ret

(184)  Taktfølelse for at imødekomme fordomme. - Hans nådebudskab lød forskelligt for at kunne nå ud til hans tilhørere. Han vidste, hvordan han "skulle vide at styrke de trætte med ord" (Es. 50,4); thi hans ord var livsalige, for at han på den mest tillokkende måde kunne lede mennesker til sandhedens skatkammer. Han havde indfølingsevne til at møde de forud indtagne sjæle og overraske dem med billedtale, som fangede deres opmærksomhed. - Dsm 164 (1898). ret

(184)  Han nåede dybderne i den menneskelige smerte. - Han krydsede alle de stier hvor sjæle kom på afveje. Han nåede ned i dybden for menneskelig ve og elendighed. - Brev 50, 1897. ret

(184)  Bekriger Satans magt over sindet. - Han [Kristus] så Satans [forførende] magt over menneskers sind, og Han engagerede sig [forpligtede sig i et løfte] at komme til jorden. Han lagde Sin kongelige kåbe til side, han tog Sin kongelige krone af, Han aflagde sin høje befalingsret, han steg ned fra Sin Herlighedstrone som høj befalingsmand for hele himlen, og iklædte sig Sin guddommelighed med menneskelighed, at menneskelighed må berøre menneskelighed. Dette er hvad Han kom her for. Han kom helt ned til vor jord for at påtage sig Selv menneskenes natur, og gennemgå alle prøvelser, alle lidelser og fristelser som (185) mennesket er omgivet af, og her brød han med disse fristelser, gik over den grund som Adam faldt på, så Han kan genløse Adams skammelige fejl og fald. ret

(185)  Som vor stedfortræder, og vor sikkerhed greb Han, i sin menneskenatur, og tog fat på det håb som, det er vort privilegium at gribe fat i, og som er uendelig magt. Ved dette, overvandt Frelseren fjendens fristelser og opnåede sejr. For hvem? Hvorfor er det for vor skyld, hvorfor? For at ikke et medlem af menneskefamilien behøver at falde på den vej der fører til evigt liv. Fordi Han har befaret den før os, Han kender enhver hindring, Han kender enhver vanskelighed som alle sjæle på jordens overflade måtte møde. Han kender til dette, og derfor sendte han ved sin dåb en bøn op til himlen, den bøn der direkte gennemkløvede Satans helvedesskygge som måtte overskygger din sti, og troen kom ind, "inden for forhænget" (Hebr. 6,19). - MS 12, 1895. ret

(185)  Hjælpen forsøger at udøve tro. - Kristus kendte hver tanke, som rørte sig hos hende, og søgte at komme derhen, hvor hun stod. Han forstod hendes store nød og hjalp hende at øve tro. - Slf. 62 (1905). ret

(185)  Guddommelig kundskab kan blive menneskelig kundskab. - Guddommelig kundskab kan blive til menneskelig kundskab. Enhver prædikant bør nøje studere Kristi undervisningsmetode. De må tage hans lektier til sig. Der er ikke en ud af tyve som kender skønheden og det egentlige indhold i Kristi tjenestegerning. De må finde ud af det. Så vil de få del i de rige frugter fra Hans lære. De vil væve dem helt ind i deres eget liv og praktisere de ideer og principper, som Kristus har bragt i Hans lære. Sandheden vil blomstre og bære den ædleste slags frugter. Og medarbejderen for hans eget hjerte vil varmes op, ja den vil brænde med (186) levendegørende åndeligt liv, som de vil indgyde i andres sind. - MS 104, 1898. ret

(186)  At møde forskellige menneskesind. - Alle, som bekender sig til at være Guds børn, bør huske på, at de som missionsarbejdere kommer i berøring med alle slags karakterer. De vil møde den dannede og den rå, den beskedne og den stolte, den religiøse og den skeptiske, den oplyste og den uddannede, den rige og den fattige. Disse forskellige karakterer kan ikke alle behandles ens; men alle behøver de venlighed og sympati. Ved omgang med andre bør vort sind dannes og forædles. Vi er afhængige af hverandre, nær sammenknyttede med det menneskelige broderskabs bånd. - Slf. 503 (1905). ret

(186)  Sindet bliver et med Hans sind. - Når vi overgiver os til Kristus, bliver vi ét med ham, vor vilje forenes med hans vilje, sindet bliver ét med hans sind, og tankerne tages til fange af ham: vi lever hans liv. Det er hvad det betyder at være iført hans retfærdigheds klædning. Når så Herren betragter os, ser han ikke figenbladsklædningen, ikke syndens nøgenhed og fejl, men sin egen retfærdigheds klædning, som er fuldkommen lydighed mod Jehovas lov. - Kl. 327 (1900). ret

næste kapitel