Kap. 27 - Guds kærlighed

(247)  Gud er kærlighed. - "Gud er kærlighed." 1. Joh. 4, 16. Hans natur og hans lov er kærlighed. Sådan har det altid været, og sådan vil det vedblive at være. "Den højt ophøjede, som troner evigt," Es. 57, 15 som går "ad evige stier", Hab. 3, 6 forandres ikke, han, "hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går." Jak. 1, 17. ret

(247)  Enhver åbenbarelse af skabermagt er et udtryk for uendelig kærlighed. Guds herredømme indbefatter en fylde af velsignelse over alle skabte væsener. . . . . . ret

(247)  Historien om den store konflikt mellem godt og ondt, fra tiden der først begyndte i himlen til at sidst overtræde oprøret og udryddelse af synd, er også en demonstration af Guds uforanderlige kærlighed. - PP 33 (1890). ret

(247)  Guds kærlighed er demonstreret i naturen. - Både naturen og den hellige skrift vidner om Guds kærlighed. Vor Fader i himmelen er livets, visdommens og glædens kilde. Betragt de underfulde, skønne ting i naturen og se, hvor vidunderligt de er afpassede efter både menneskenes og alle andre levende skabningers behov og lykke. Solskinnet og regnen, der vederkvæger jorden, og bjerge, hav og sletter, vidner om Skaberens kærlighed. ret

(248)  (248) Det er Gud, som skaffer alle sine skabninger, hvad de behøver hver dag. . . . . ret

(248)   "Gud er kærlighed." Dette er skrevet på hver knop, som springer ud, på hvert græsstrå, der spirer frem. De dejlige fugle, som fylder luften med deres glade sang, de yndigt farvede blomster, der spreder vellugt omkring sig, skovens majestætiske træer med deres grønne blade alt vidner om Guds kærlige, faderlige omsorg og om, at det er hans vilje at gøre menneskene lykkelige. - Vtk 7, 8 (1892). ret

(248)  Budene er baseret på kærlighedens princip. - De ti bud passer til hele menneskeheden, og de blev givet, for at alle skulle undervises i dem og leve efter dem. Ti korte, omfattende og myndige bud rummer menneskets pligt over for Gud og over for dets medmennesker, og de hviler alle på det store grundlæggende kærlighedsprincip. - PP 152 (1890). ret

(248)  Jesus og den sympatiske kærligheds lov. - Guds lov var uforanderlig i sin karakter, og derfor gav Kristus Sig selv i et offer for faldne menneskers skyld, og Adam mistede eden og blev sat på prøve sammen med sine efterkommere. ret

(248)  Var Guds lov blevet forandret på et punkt siden Satans udelukkelse fra himlen, ville han have fået al det på jorden, efter sit fald, som han ikke kunne have fået i himlen før hans fald. Han ville have fået alt som han spurgte efter. Vi ved at han ikke gjorde det. . . . . Loven . . . forbliver uforanderlig ligesom Guds trone, og frelsen for enhver sjæl er afgjort ved lydighed eller ulydighed. . .. . . ret

(248)  Ved den sympatiske kærligheds lov, bar Jesus vore synder, tog vor straf, og drag af Guds vredes bæger, som var tiltænkt overtræderen. . . . .Han bar selvfornægtelsens og selvopofrelsens kors for os, så vi kan få liv, evigt liv. Vil vi bære Jesu kors? - Brev 110, 1896. (KH 289.) ret

(249)   (249) Kristi følsomme og elskelige natur. - Hans liv var fra først til sidst præget af selvfornægtelse og selvopofrelse. På Golgatas kors bragte han sig selv som det store offer for alle mennesker, så hele verden kunne få frelse, hvis de selv ville det. Kristus var skjult i Gud, og Gud blev åbenbaret for verden i sin Søns skikkelse. . . . ret

(249)  Kærligheden til en fortabt verden viste sig hver dag og ved enhver handling i hans liv. De, der har fået Åndens gave, vil arbejde efter de samme retningslinjer som Kristus. I Kristus åbenbarede Guds lys og kærlighed sig i menneskelig natur. Intet menneske har nogen sinde haft et så følsomt sind som Guds, syndfri, hellige Søn, der stod som repræsentant for, hvad mennesker kan blive ved at få del i den guddommelige natur. - YI, 16. aug, 1894. (KH 288.) ret

(249)  Guds kærlighed er et levende udspring. - Guds kærlighed er mere end blot en uvirksom egenskab; den er et positivt og handlende princip, en levende kilde, der altid udspringer til velsignelse for andre. Dersom Kristi kærlighed bor i os, vil vi ikke alene holde os fra at nære had til vore medmennesker, men vi vil søge på enhver mulig måde at vise dem kærlighed. - Mmpb 63 (1896). ret

(249)  Universet udtrykker Guds kærlighed. - Om alle dog kunne påskønne den dyrebare gave vor himmelske Far har givet vor verden. Disciplene følte at de ikke kunne udtrykke Kristi kærlighed. De kunne blot sige: "Heri er kærlighed." Hele universet giver udtryk for denne kærlighed og til Guds bundløse godgørenhed. ret

(249)  Gud kunne have sendt sin søn til verden for at fordømme verden. Men hvilken forbavsende nåde! Kristus kom for at frelse, ikke for at udslette. Apostlene har aldrig berørt dette tema uden at deres hjerter gløder af Frelserens uforlignelige kærligheds inspiration. Apostlen Johannes kan ikke finde ord at udtrykke sine følelser med. Han udbryder: " Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist (250) os, at vi må kaldes Guds børn; og vi er det. Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham." (1 Joh. 3,1). Hvor meget Faderen har elsket os, kan vi aldrig regne ud. Der er ingen standard vi kan sammenligne det med. - Brev 27, 1901. ret

(250)  Satan står til ansvar for opfattelsen af en hård og streng gud. - Satan fik menneskene til at forestille sig Gud som et væsen, hvis fornemste egenskab er streng retfærdighed, som en hård dommer, en barsk, fordringsfuld gældsherre. Han skildrede Skaberen som et væsen, der våger med nidkære øjne for at opdage menneskenes vildfarelser og fejl, så at han kan hjemsøge dem med sine domme. For at fjerne denne mørke skygge og åbenbare Guds evige kærlighed, kom Jesus ned til denne jord og tog bolig blandt menneskene. - Vtk 9 (1892). ret

(250)  Kærlighed mellem Faderen og Sønnen er forbilledlig. - Hvor højt en hyrde end elsker sine får, så elsker han dog sine sønner og døtre højere. Jesus er ikke blot vor hyrde; han er "Evigheds-Fader" for os. Og han siger: "Jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen." Joh. 10, 14-15. Hvilken erklæring er ikke dette! den enbårne Søn, han, som er i Faderens favn, han, som Gud kalder "manden, som står mig nær," (Zak. 13,7), det fællesskab, der består mellem ham og den evige Gud bliver brugt til sammenligning med fællesskabet mellem Kristus og hans børn på jorden! - Dsm 329 (1898). ret

(250)  Gud elsker Kristi efterfølgere ligesom Han elsker Sin enbårne Søn. - MS 67, 1894. ret

(250)  Kristi kærlighed er en livgivende helbredende kraft. - Den kærlighed, hvormed Kristus fylder hele vort væsen, er en livgivende kraft. Den bringer lægedom til ethvert ædelt livsorgan til hjernen, til nerverne; den vækker menneskets højeste kræfter til virksomhed; den befrier sjælen fra den skyld og sorg, den ængstelse og bekymring, (251) som fortærer livskræfterne. Den medbringer renhed og sindsro; den bringer sjælen den glæde, som intet på jorden kan forstyrre glæde i den Helligånd, en sundhedsbefordrende, livgivende glæde. - Slf. 117 (1905). ret

(251)  Se tilbage på Guds kærlighed. - Tak Gud for de lyse billeder, han har vist os. Lad os samle de dyrebare forsikringer om hans kærlighed sammen, så vi altid kan betragte dem. At Guds søn forlod sin Faders trone og klædte sin guddom i menneskelighed, for at han kunne udfri menneskene af Satans magt; hans sejr for os, hvorved han åbnede himmelen for menneskene og åbenbarede Guddommens herlighed for dem; den faldne slægt, løftet op af den ødelæggelsens afgrund, hvori synden havde styrtet den, og atter bragt i samfund med den evige Gud, iført Kristi retfærdighed og ophøjet til hans trone når de ved troen på vor Forløser har holdt ud i prøven, disse er de billeder, som Gud ønsker, vi skal dvæle ved. - Vtk 174 (1892). ret

(251)  Kærlighed danner vor himmel. - Det er Kristi kærlighed som danner vor himmel. Men når vi forsøger at fortælle om den kærlighed, svigter sproget os. Vi tænker på Hans liv på jorden, på Hans offer for os; vi tænker på Hans arbejde i himlen som vor advokat, på de boliger Han bereder for dem som elsker Ham; og vi kan kun udbryde: "Oh, højderne og dybderne i Kristi kærlighed!" Idet vi dvæler ved korsets fod, får vi kun et fattigt begreb om Guds kærlighed, og vi siger: "Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder." (1 Joh. 4,10) Men i vore betragtninger om Kristus, bliver vi kun på hjørnet af den kærlighed, der ikke kan måles. Hans kærlighed er som et umådeligt ocean, uden bund eller kyst. - RH, 6. maj, 1902. ret

(251)  Guds kærlig er uendelig og uudsigelig. - Al den faderkærlighed, som i slægtled efter slægtled (252) har flydt gennem menneskelige hjerter, alle de ømhedens kilder, som har åbnet sig i menneskers sjæle, er kun som en bitte lille bæk over for det grænseløse ocean i sammenligning med Guds uendelige, uudtømmelige kærlighed. Ingen tunge kan udsige den, ingen pen kan skildre den. Du kan grunde på den hver dag i dit liv; du kan ransage Skrifterne med flid for at kunne forstå den; du kan samle hver kraft og evne, Gud har givet dig, under forsøget på at fatte den himmelske Faders kærlighed og medlidenhed - der bliver dog en uendelighed igen. Du kan grunde på denne kærlighed gennem tidsaldre, men du kan aldrig til fulde fatte længden og bredden, dybden og højden af Guds kærlighed, da han gav sin Søn til at dø for verden. Evigheden selv kan aldrig åbenbare den fuldt ud. Men når vi læser Bibelen og grunder på Kristi liv og genløsningens plan, vil disse store emner dog oplades mere og mere for vor forstand. - vidnesbyrd 5 740 (1889). ret

(252)   Guds kærlighed er progressiv. - Efterhånden som evighedens år henrinder, bringer de endnu rigere og herligere åbenbaringer om Gud og Kristus. Med tiden vokser også kærligheden, ærbødigheden og lykken. Jo mere menneskene lærer om Gud, des større bliver deres beundring for hans karakter. - Dss 597 (1911). ret

næste kapitel