Kap. 29 - Afhængighed og uafhængighed

(261)  (A) Afhængighed af Gud, ikke mennesker
Afhængighed af Gud er absolut. - Gud vil have alle sjæle som Kristus døde for, til at blive en del af vinen, forbundet med moderstokken, og trække næring fra den. Vor afhængighed af Gud er absolut, og bør holde os meget ydmyge; og på grund af vor afhængighed af ham, bør vort kendskab til ham forøges meget. Gud vil have os taget væk fra enhver form for selviskhed, og vi skal komme til ham, ikke som ejere af os selv, men som Herrens købte ejendom. - SpT Series A, No. 8, s. 8, 9, 1897. (Vidnesb f. præd. s. 324, 325.) ret

(261)  Afhængig af Gud ikke af mennesker. - Gud ønsker at bringe mennesket i direkte forhold til sig. I alle sine handlinger med menneskerne anerkender Han deres personlige ansvar. Han søger at lede dem til at forstå deres personlige afhængighed og at vise dem nødvendigheden af Guds personlige ledelse. Han ønsker at bringe det menneskelige i forening med det guddommelige, for at menneskerne kan blive forvandlede efter det guddommelige billede. Satan arbejder på at forstyrre denne Guds hensigt; han søger at få mennesker til at forlade sig på mennesker. Når sindet ledes bort fra Gud, så kan fristeren få det ind (262) under sit herredømme. Han kan kontrollere mennesket. - MH 242, 243 (1905). ret

(262)  Gør Gud til din fuldstændige afhængighed. Når du gør noget andet, så er det tid for et holdt og høre kaldet. Stop lige hvor du er og ændre på tingenes orden. . . . Råb i oprigtighed, i sjælshunger efter Gud. Bryd med de himmelske agenter indtil du har fået sejr. Læg alt hvad du har i Herrens hænder - sjæl, legeme og ånd - og beslut dig for at være Hans elskede overgivende agent, der bevæges af Hans vilje, styres af Hans sind, indgydt af Hans Ånd; . . . . så vil du se himmelske ting klart. - MS 24, 1891. (SD 105.) ret

(262)  Gør Gud til din rådgiver. - I stedet for at bære på forviklinger mod en bror eller en prædikant, så bring dem til Herren i bøn. Sæt ikke prædikanten der hvor Gud skulle have været, men gør ham til genstand for dine bønner. Vi har alle fejlet på dette punkt. Kristi prædikant er ligesom andre mennesker. Han løfter ganske vidst på mere hellige ansvar frem for almindelige forretningsfolk, men han er ikke ufejlbarlig. Han er omgivet af skavanker, og behøver nåde og guddommelig oplysning. Han behøver den himmelske salvelse til at gøre sit arbejde med præcision og succes, beviste hans embede til fulde. Der er dem som ikke kender til livets og frelsens vej, og disse vil være hos den gudfrygtige prædikant, finde en som vil undervise dem, hvad de skal gøre for at blive frelst. ret

(262)  Dem som ved hvordan de beder, som kender indbydelserne til Kristi evangelium, som kender Hans løfters uforanderlighed, viser Gud vanære når de lægger deres byrder på begrænsede mennesker. Det er altid rigtigt at rådføre sig med hinanden. Det er rigtigt at tale med hinanden. Det er rigtigt at klarlægge vanskeligheder i enhver virksomhed for dine brødre og din prædikant. Men vanær ikke Gud så stort idet du sætter lid til mennesker for visdom. Søg Gud efter din visdom som kommer ovenfra. Spørg dine kollegaer om at bede sammen med dig, (263) og Herren vil opfylde sit ord: "Thi hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem." " (Matt. 18,20). - MS 23, 1899. ret

(263)   (B) Afhængighed og uafhængighed i arbejdsfællesskaber.
Et menneskes tankesind. - Det er en fejltagelse at få mennesker til at tro at Kristi medarbejdere ikke skal gøre noget for at frelse dem, som først blev bragt frem for ansvarsfulde mennesker. Mennesker må ikke uddannes til at se på mennesker som de ser på Gud. Da det er nødvendigt at rådføre sig med hinanden og arbejde samstemmende blandt medarbejdere, må et menneskes tankesind og et menneskes dømmekraft ikke være den styrende kraft. - RH, 7. aug., 1894. ret

(263)  At vokse i effektivitet. - Gud er Sit folks hersker, og han vil lære dem som giver deres sind til Ham, hvordan de skal bruge deres hjerner. Idet de bruger deres lederevner, vil de vokse i effektivitet. Herrens arv er gjort ud af store og små kar, men enhver har sit eget arbejde. Nogle skal ikke være afhængige af at følge menneskes sind, eller to eller tre menneskers sind, som vil være sikkert for alle at følge. Lad alle se på Gud, stole på Ham, og tro fuldt på Hans kraft. Bind åg med Kristus og ikke med mennesker, for mennesker har ikke kraft til at holde dig fra fald. - Brev 88, 1896. ret

(263)  Råd til en myndighedperson. - Din afhængighed må være hos Gud. Du skal ikke lade andre mennesker tømme deres sind over i dit sind. Du skal ikke lade dem overtale til at lede dig ud på falske stier. Men sæt din lid helt til Ham som erklærer: "Jeg vil aldrig forlade dig, eller svigte dig" (Hebr. 13,5). - Brev 92, 1903. ret

(263)  Afhængighed af Gud bygger på tillid. - Da vil mennesker lade være med at være afhængige af mennesker, når de giver Gud (264) deres kraft, og så vil der vise sig en større tillid til hinanden. Vor tro på Gud er i det hele taget meget svag, og vor tillid til hinanden er i det hele taget meget dårlig. - SpT Serie A, nr. 3, s. 48, 1895. (Vidnesb f. præd. s. 214.) ret

(264)  Selv-afhængighed leder til fristelse. - Gennem alvorlig bøn og gudsfrygt erhvervede Salomon en visdom, som vakte verdens forundring og beundring. Men da han vendte sig bort fra sin styrkes kilde og fæstede lid til sig selv, blev han et bytte for fristelse. Så gjorde de vidunderlige evner, som var blevet skænket den viseste af alle konger, ham kun til et mere effektivt redskab for sjælefjenden. - Dss 451 (1911). ret

(264)  Afhængighed til andre kan betyde umodenhed. - Mennesker, som burde være lige så oprigtige i enhver nødsituation som kompasnålen er til polen, er blevet ueffektive og beskytter sig ikke imod kritik og undgår ansvar af frygt for at lide nederlag. Mennesker med stor forstand er babyer i det disciplinære, fordi de er kujoner når det gælder at tage og bære de byrder som de burde. De forsømmer at dygtiggøre sig. De har for længe stolet på at et menneske planlægger for dem og på at han tænker det som de i højeste grad selv er i stand til at gøre for Guds sag. Mentale ufuldkommenheder møder os ved ethvert punkt. ret

(264)  Mennesker som er tilfredse med at lade andre planlægge for sig og tænke for dem er ikke helt udviklede. Hvis de var overladt til at planlægge for sig selv ville de findes som kloge og nøje-beregnende mennesker. Men når de bringes i forbindelse med Guds sag, er det en helt anden ting for dem; de mister næsten helt denne evne. De er tilfredse med at forblive så inkompetente og ineffektive så andre må gøre planlægningsarbejdet og tænke meget for dem. Nogle mennesker viser sig at være helt uduelige til at bane sig sin egen sti. Skal de altid stole på, at andre gør deres planlæningsarbejde og deres bestræbelse og skal de være sind og dømmekraft for dem? Gud skammer sig over sådanne soldater. Han (265) æres ikke ved deres deltagelse i hans værk, når de blot er maskiner. - vidnesbyrd 3 495, 496 (1875). ret

(265)  Behov for selvstændige mennesker. - Der er behov for selvstændige mænd som er alvorlige i deres bestræbelser, ikke mænd som er påvirkelige som kit. De som ønsker deres arbejde skal være lagt til rette for deres hænder og som ønsker at være nøjagtig skikkede til en gerning uden det besvær at skulle tilpasse sig eller oplæres, er ikke de mænd som Gud kalder til at virke i hans sag. En som ikke kan tillempe sine evner næsten efter hvilken som helst plads når forholdene kræver det, er ikke den mand vor tid behøver. ret

(265)  De mænd som Gud vil knytte til sit værk, er ikke slappe mænd med sceneskræk, som hverken ejer muskelkraft eller moralsk karakterstyrke. Det er kun ved fortsat og udholdende arbejde at mennesker kan disciplineres til at bære en del i Guds arbejde. Disse mænd burde ikke miste modet hvis omstændighederne og omgivelserne er de mest ugunstige. De bør ikke opgive deres mål som en komplet fiasko før de er overbevist ud over al tvivl at de ikke kan gøre meget for Guds ære og for sjæles gode. - vidnesbyrd 3 496 (1875). ret

(265)  Uhelliggjort uafhængighed udspringer af selviskhed. - Selvfølelsens og den uhelligede egensindigheds onder, som kan forringe vor nyttighed og som vil vise sig som vor ruin, hvis den ikke overvindes, udspringer af selviskhed. "Rådfør jer sammen" er budskabet som er blevet gentaget for mig igen og igen, af Guds engel. Ved at påvirke et menneskes mening, kan Satan begynde at styre tingene som det passer ham. Det kan lykkes for ham at vildlede to personers tanker; men, når en del rådfører sig sammen, er det mere sikkert. Enhver plan vil kritiseres nøje; enhver bevægelse fremad studeres nøjere. Derfor vil der være mindre fare for forhastede, ukloge skridt, som vil bringe forvirring, rådvilde og nederlag. I forening er der styrke. I samstemmighed er der styrke. I adskillelse er der svaghed og nederlag. - vidnesbyrd 5 29, 30 (1882). ret

(266)  (266) (C) En uafhængig ånd
Farerne ved personlig uafhængighed. - Husk altid på hvad der passer til vor kristne bekendelse som Guds særlige folk; og tag jer i agt for at jeres indflydelse ikke må modarbejde Guds mål, når I udviser personlig selvstændighed; og I, ved Satans bedrag, bliver en anstødssten, direkte i vejen for dem, som er svage og haltende. Der er fare for at give vore fjender anledning til at spotte Gud og forhåne sandhedstroende. - vidnesbyrd 5 477, 478 (1889). ret

(266)  Åndsuafhængighed. - Der har indenfor menigheden altid været nogle, som stadig higer efter individuel uafhængighed. De synes ikke at kunne forstå, at åndelig uafhængighed er tilbøjelig til at få det menneskelige redskab til at stole for meget på sig selv og have for megen tillid til sin egen dømmekraft i stedet for at respektere sine brødres råd og højagte deres bedømmelse, særlig deres, som sidder inde med de embeder, Gud har bestemt til at være de ledende blandt hans folk. Gud har tildelt sin menighed en særlig myndighed og magt, som ingen har ret til at ringeagte eller lade hånt om; thi den, som gør dette, ringeagter Guds røst. - Me 90 (1911). ret

(266)  Handlingens harmoni. - I én sag må man være på vagt og det gælder personlig uafhængighed. Kristi stridsmænd bør handle endrægtigt i de forskellige afdelinger af virksomheden. . . . Hver arbejder bør handle med hensyntagen til de andre. Jesu Kristi efterfølgere vil ikke handle uafhængigt af hinanden. Vor styrke må være i Gud og den må der holdes godt hus med, for at den må kunne udnyttes til ædel, samlet handling. Den må ikke bortødsles ved meningsløse foretagender. - vidnesbyrd 5 534, 535 (1889). ret

(266)  Selvtilstrækkelighed udsætter os for Satans list. - Vi lever iblandt de sidste dages farer og hvis vi (267) har selvtilstrækkelighedens og uafhængighedens ånd i os vil vi udsættes for Satans list og blive overvundet. - vidnesbyrd 3 66 (1872). ret

(267)   (D) Moralsk uafhængighed
Loven om gensidig afhængighed. - Vi er alle sammen celler i menneskehedens store organisme, og alt det, vi gør for at hjælpe andre, vil blive til velsignelse for os selv. Vi er alle sammen afhængige af hinanden. Denne lov gælder for alle samfundsklasser. De fattige er ikke mere afhængige af de rige, end de rige er af de fattige. De fattige vil gerne have del i de velsignelser, som Gud har skænket deres mere velstående medmennesker, og de rige har på deres side brug for de fattiges trofaste arbejdsindsats og de intellektuelle evner og fysiske kræfter, som er de fattiges kapital. - PP 275 (1890). ret

(267)  Pligt til at adlyde individuelle religiøse overbevisninger. - For at binde sine ofre benytter Satan sig på mange forskellige måder af menneskelig indflydelse. Han får tusinder over på sin side ved at binde dem ved hjælp af den silkesnor, som hedder kærlighed til mennesker, som er fjender af Kristi kors. Uanset om det drejer sig om kærlighed til børn, forældre, ægtefælle eller venner, bliver resultatet det samme. Sandhedens modstandere benytter deres magt til at beherske samvittigheden, og de sjæle, som står under deres indflydelse, er ikke tilstrækkeligt tapre eller uafhængige til at følge deres overbevisning om, hvad der er deres pligt. - Dss 528 (1911). ret

(267)  Personlig dømmekraft kvæles. - Skønt de inderst inde føler sig overbevist, tør disse bedragede sjæle [religionsbekendere i populære menigheder] ikke tænke anderledes end deres præster, og deres personlige bedømmelse og deres evige interesser ofres af hensynet til andres vantro, hovmod og fordomme. - Dss 528 (1911). ret

(268)  (268) Stå selvstændigt for det rigtige. - Det vil kræve mod og selvstændighed at rejse sig over kristenverdens religiøse standard. De følger ikke Frelserens selvfornægtende eksempel; de ofrer sig ikke; de forsøger hele tiden at undgå det kors, som Kristus erklærer som tegnet på discipelskab. - vidnesbyrd 5 78 (1882). ret

(268)  Moralsk selvstændighed når verden modsættes. - Moral selvstændighed vil være helt på plads når verden modsættes. Ved at tilpasse sig helt til Guds vilje, sættes vi på fordelens grund og ser det nødvendige i en helt adskillelse fra verdens sæder og skikke. Vi skal ikke blot ophøje vor standard en smugle over verdens standard; men vil skal gøre skikkelinien afgjort tydelig. - RH, 9. jan., 1894. (FE 289.) ret

(268)  Moralsk selvstændighed er en dyd. - Det eneste sikre for os er at stå som Guds særskilte folk. Ikke en tomme må vi give efter for denne degenererede tids moder og skikke, men stå moralsk selvstændige og ikke gå på akkord med dens umoralske, afguderiske vaner. - vidnesbyrd 5 78 (1882.) ret

(268)   (E) Sindets selvstændighed
Sand selvstændighed, ikke hårdnakkethed. - Sindets sande selvstændighed er ikke hårdnakkethed. Det leder de unge til at danne deres meninger på Guds ord, uanset hvad andre siger eller gør. Hvis de er i en gruppe af ikke-troende, ateister eller hedninger vil det lede dem til at anerkende og forsvare deres tro på evangeliets sandheder i modsætning til deres ugudelige kammeraters urimelig indvendinger og vittigheder. Hvis de er hos dem, som mener det er en dyd at fremvise bekendende kristnes fejl og så håne religion, moralitet og dydighed, vil sindets (269) virkelige selvstændighed lede dem venlig, og dog frimodigt til at vise at deres latterliggørelse er en dårlig erstatning for sunde argumenter. Det vil sætte dem i stand til at se ud over den smålige kritik mod den, der påvirker ham, Guds og menneskets fjende, og til at modstå ham i form af hans agent. - RH, 26. aug., 1884. (FE 88, 89.) ret

(269)  Behov for personlig selvstændighed. - Der er fine mænd som smigrer sig med at de kunne urette noget stort og godt hvis de bare var stillet under andre forhold, mens de på samme tid ikke gør brug af de evner som de allerede har, ved at virke i de stillinger Forsynet har anvist dem. Mennesket kan danne sine forhold, men forholdene kan aldrig danne mennesket. Mennesket bør gribe forholdene som redskaber der kan arbejdes med. Det bør mestre forholdene, men bør aldrig lade forholdene mestre ham. Personlig selvstændighed og personlig kraft er de egenskaber som nu behøves. Han behøver ikke at give slip på sin individuelle karakter, men den bør tilpasses, forædles og højnes. - vidnesbyrd 3 496, 497 (1875). ret

(269)  Hvor vidt skal selvstændigheden gå. - Gud ønsker, at der skal være disciplin iblandt hans folk, at de skal ledes til endrægtig handling og at de skal se med de samme øjne og have det samme sind og den samme mening. For at dette skal kunne opnås, er der meget, som må udføres. . . . . Herren ønsker ikke, at vi skal give afkald på vor personlighed. Men hvilket menneske kan rettelig dømme om, hvor langt dette spørgsmål om personlig selvstændighed bør strækkes? . . . . ret

(269)  Peter formaner sine brødre: "Ligeså skal I unge underordne jer de ældre; og ifør jer al ydmyghed over for hverandre; thi "Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde". Apostelen Paulus opmuntrer ligeledes sine brødre i Filippi til enighed og ydmyghed: "Hvis da formaning i Kristus betyder noget, hvis opmuntring i kærlighed, hvis åndens fællesskab, hvis inderlig kærlighed og barmhjertighed betyder noget, så gør min glæde fuldkommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, (270) samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv." - vidnesbyrd 3 s. 360 (1875) ret

(270)  Guds kraft vor afhængighed. - Brødre, jeg beder jer indtrængende om at handle udelukkende med Guds ære for øje. Lad hans kraft være jeres fortrøstning, hans nåde jeres styrke. Søg ved granskning i skriften og ved alvorlig bøn at få klare begreber om jeres pligt og udfør den så med troskab. Det er af væsentlig betydning, at I udviser troskab i de små ting og ved at gøre dette vil I tilegne jer den vane at øve retfærdighed i større ansvar. De små tildragelser i det daglige liv undgår ofte vor opmærksomhed; men det er disse ting, der tildanner karakteren. Hver begivenhed i livet er virksom enten til godt eller til ondt. Sindet trænger til at oplæres ved daglige prøver for at kunne tilegne sig kraft til at holde ud i enhver vanskelig stilling. I prøvelsens og farens dage vil I behøve styrke til at stå fast for det, der er ret, uafhængige af enhver modvirkende indflydelse. - vidnesbyrd 4 561 (1881). ret

næste kapitel