Kap. 30 - Selviskhed og selvcentreret

(271)  Vi er selvcentrede af natur. - Vi er af naturen selvcentrerede og stivsindede; men når vi lærer det, som Kristus ønsker at lære os, så bliver vi delagtige i hans natur og lever siden efter hans liv. Kristi underfulde eksempel, den uforsonlige ømhed, hvorved han satte sig ind i andres følelser, således at han græd med de grædende og glædede sig med de glade, vil udøve en mægtig indflydelse på karakteren hos dem, som vil følge ham i oprigtighed. Ved venlige ord og handlinger vil de søge at gøre vejen let for den trætte fod. - Slf. 161 (1905). ret

(271)  Selviskhed indsnævrer forstanden. - Selviske interesser må altid komme i anden række; for får dette råderum, bliver den til en styrende kraft, som indsnævrer forstanden, forhærder hjertet, og svækker den moralske kraft. Mennesket har skilt sig selv fra Gud og solgt sig til uværdige sysler. Så kommer skuffelsen. Det kan ikke være lykkeligt, fordi det ikke kan respektere sig selv. Det har elsket sig selv, efter sin egen agtelse. Det er en intellektuel fiasko. - MS 21, 1899. ret

(271)  Selviskhed er årsag til menneskelig skyld. - Selviskhed er mangel på Kristus-lignende ydmyghed, og dens (272) eksistens er forbandelse for menneskelig lykke, årsag til menneskelig skyld og dem som værner om den leder den til at lide troens skibbrud. - Brev 28, 1888. ret

(272)  Forvirrer sanserne. - I dag, såvel som i Kristi dage, hersker Satan i manges sind. Oh, hvor hans forfærdelige og farefulde arbejde kunne være blevet erkendt og modvirket! Egenkærlighed har trodset principper, egenkærlighed har forvirret sanserne og formørket bedømmelsen. Det synes så besynderligt at til trods for at al lys der skinner fra Guds velsignede ord, at der så skulle være mærkelige tanker og et sådant frafald fra sandhedens gerninger og ånd. ret

(272)  Ønsket om at få store lønninger, med en bestemmelse om at fratage andre deres guds-givne rettigheder har sin oprindelse i Satans tanker; og ved lydighed til hans vilje og veje, sætter mennesker sig selv under hans banner. En lille tillid kan kun gives til dem som har været fanget i denne snare, medmindre de fuldstændigt vender om og fornyer sig; for de har været gennemsyret af forkerte principper, som de ikke kunne erkende var skadelig for dem selv. - SpT Serie A, nr. 10, s. 26, 6. febr., 1896. (Vidnesb f. præd. s. 392, 393.) ret

(272)  Tal mindre om selvet (råd til en som var undertrykkende og diktatorisk). - Lad dit hjerte blødgøres og smeltes under Guds Ånds guddommelige påvirkning. Du bør ikke tale så meget om dig selv, for dette vil ikke styrke nogen. Du må ikke sætte dig selv i centrum og bilde dig ind at du hele tiden må sørge for dig selv og få andre til at sørge for dig. Tag dine tanker væk fra dig selv hen til en sundere kanal. Tal om Jesus og lad selvet gå; lad det forsvinde ned i Kristus og lad dette være dit hjertes sprog: "Det er ikke længer mig, der lever, men Kristus lever i mig." Jesus vil for dig være en nærværende hjælp, til enhver tid det behøves. Han vil ikke lade dig kæmpe mod mørkets kræfter alene. Oh, nej; han har sørget for hjælp fra ham som er mægtig til at frelse til det yderste. - vidnesbyrd 2 320, 321 (1869). ret

(273)  (273) Pas på selvmedlidenhed. - Stop med at have ondt af dig selv og husk på verdens Forløser. Overvej det uendelige offer han gjorde for menneskenes skyld og tænk på hvor skuffet han blev efter at havde gjort et sådant offer for menneskenes skyld; for mennesket vælger at alliere sig med dem, som hader Kristus og retfærdighed og skulle blive ét med dem i at give efter for en forvansket appetit og derved bringe sin sjæl evig ruin. - vidnesbyrd 5 508 (1889). ret

(273)  At leve for selvet vanærer Gud. - Vi lever i en vanskelig tid, og de som nu kun tænker på sig selv, vanærer Herren. Han kan ikke bruge dem, for de som ikke kender evangeliets sandheder, vil da få et falsk billede af Gud. . . . . Det kan være Gud ser at du er stolt og forfængelig. Han kan finde det nødvendigt at befri dig for midler du kun ville have benyttet til din egen fordel. - MS 24, 1904. (1SM 87.) ret

(273)  Selvtilfredshed indikerer et åndeligt behov. - Nogle er ikke villige til at udføre selvfornægtende arbejde. De viser åbenbar utålmodighed, når de bliver tilskyndet til at påtage sig et eller andet ansvar. "Hvilket behov er der for forøget kundskab og erfaring?" siger de. ret

(273)  Dette forklarer det hele. De føler, at de er rige og "har vundet rigdom og trænger ikke til noget," medens Herren erklærer, at de er elendige og ynkværdige og blinde og nøgne. Til disse siger det sanddru vidne: "Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se." Netop din selvtilfredshed viser, at du trænger til alt. Du er åndeligt syg og behøver Jesus som din læge. - vidnesbyrd 5 265 (1882). ret

(273)  Fare for selvsmiger. - Det er vanskeligt for os at forstå os selv, at forstå vor egen (274) karakter rigtigt. Guds ord er tydeligt, men ofte er der en fejl i at anvende det på sig selv. Der er en tilbøjelighed til selvbedrag og tro at dets advarsler og irettesættelser ikke gælder mig. "Hjertet er svigefuldt frem for alt, det er sygt, hvo kender det?" (Jeremias 17,9) Selvindbilskhed kan opfattes som en kristen sindsbevægelse og iver. Egenkærlighed og tillid kan forvisse os at vi er rigtige, skønt vi er langt fra at imødekomme Guds ords krav. - vidnesbyrd 5 332 (1885). ret

(274)  Selvophøjelsens ruinerende indflydelse på sindet. - Så dyb er selvophøjelsens aftryk på menneskehjertet, så stor er ønsket for menneskelig magt, at mange bliver så optaget i sind, hjerte og sjæl af tanken over at herske og regere. Intet andet kan ødelægge denne fordærvende indflydelse på menneskesindet end at søge Herren for himmelsk øjesyn. Kun den guddommelige nådes kraft kan få mennesker til at forstå sin sande tilstand, og udrette det arbejde for ham som er nødvendigt for hjertets bearbejdelse. - Brev 412, 1907. ret

(274)  Undgå selvtillidens yderligheder (råd til en leder). - Hvis du danner dig for høje tanker om dig selv, vil du tro at dit arbejde er af større betydning end det virkelig er og du vil påberåbe dig personlig selvstændighed som grænser til hovmod. Hvis du går til den anden yderlighed og danner for små meninger om dig selv, vil du føle ringeagt og vil efterlade et indtryk af uværdighed som vil begrænse din indflydelse meget hvor du ellers kunne gøre godt. Du bør undgå begge yderligheder. Følelser bør ikke styre dig; omstændighederne bør ikke påvirke dig. Du kan danne dig din egen korrekte vurdering som kan vise sig at være en beskyttelse fra begge yderligheder. Du kan blive værdig uden en tom selvsikkerhed; du kan være nedladende og opgivende uden at ofte selv-respekt eller personlig selvstændighed og dit liv kan have stor betydning for dem i de højere såvel som dem i de lavere samfundslag. - vidnesbyrd 3 506 (1875). ret

(275)  (275) Selvcentrerethed skaber sygdom (et personligt budskab). - Dine anstrengelser bør være alvorlige, grundige og udholdende for at du kan få succes. Du må lære som en Kristi efterfølger at styre alt som udtrykker pirrelighed og lidenskab. Dit sind er centreret for meget om dig selv. Du taler for meget om dig selv, om din krops sygdomme. ret

(275)  Din egen fremgangsmåde pådrager dig sygdomme, på grund af dine egne forkerte levevaner. Apostlen formaner sine brødre at hellige sig deres legemer til Gud. "Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse. Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne." (Romerne 12,1. 2). - Brev 27, 1872. ret

(275)  Selvcenterethed påvirker opfattelsen (et andet personligt budskab). - Du kan hjælpe os, min bror, på mange måder. Men jeg er hvervet af Herren til at fortælle dig at du ikke skal være så selvcentreret. Pas på hvordan du lytter, hvordan du forstår, og hvordan du påskønner Guds ord. Herren vil velsigne dig med at trække lige linjer med dine brødre. Dem som Han har udsendt for at proklamere den tredje engels budskab har arbejdet i harmoni med himmelske intelligensvæsener. Herren pålægger dig ikke en byrde for at proklamere et budskab som vil bringe disharmoni ind i de troendes rækker. Jeg gentager: Han leder ikke nogen ved Sin Helligånd for at udforme en teori, der vil rokke ved troen på de højtidelige budskaber Han har givet Sit folk at frembære vor verden. - MS 32, 1896. (2SM 115). ret

(275)  Ethvert barn skal lære selvforglemmelsens nådegave. - Et af de karaktertræk, der i særlig grad burde næres og opelskes hos ethvert barn, er den selvforglemmelse, der giver livet en (276) sådan ubevidst ynde. Den er en af de skønneste af karakterens gode egenskaber, og den er en af de væsentligste forudsætninger for enhver sand livsgerning. - Ud 239 (1903). ret

(276)  Selvforglemmelse er basis for sand storhed. - Det var ikke nok for Jesu disciple at blive belært om hans riges sande væsen. Det, som de trængte til, var en forvandling af hjertet, som kunne bringe dem i harmoni med rigets grundregler. Jesus kaldte et lille barn til sig og stillede det midt iblandt dem. Så tog han kærligt den lille i sine arme og sagde: "Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget." Et lille barns enfoldighed, selvforglemmelse og tillidsfulde kærlighed er de egenskaber, som Himmelen værdsætter. De er betegnende for den rette storhed. - Dsm 297 (1898). ret

(276)  Selvforsoning er bønnens princip i falske religioner. - Hedningerne mente, at deres bønner i sig selv var en fortjeneste til soning for synd. Jo længere bønnen var, desto større var således fortjenesten. Dersom de kunne opnå hellighed ved egne bestræbelser, ville de have noget i sig selv, som de kunne glæde sig over, noget at prale af. Denne forestilling om bøn er et udslag af det selvforsoningens princip, der ligger ved roden af alle falske religionssystemer. Farisæerne havde tilegnet sig denne hedenske forestilling om bøn, og den er ingenlunde død i vor tid selv iblandt dem, der bekender sig til at være kristne. Fremsigelsen af fastsatte, almindelig brugte formler, når hjertet ikke føler nogen trang til Gud, er af samme art som hedningernes overflødige ord. - Mmpb 89 (1896). ret

(276)  Ingen selvhævdelse i Kristi liv. - Han skulle ikke gøre noget af egennytte. Verden ser op til de mennesker, som beklæder høje stillinger og besidder rigdom og begavelse, men alt dette skulle Guds Søn være fremmed over for. Messias skulle ikke benytte nogen af de midler, som mennesker bruger for at skaffe sig venner eller hyldest. Hans fuldstændige selvfornægtelse (277) fandt udtrykt i disse ord: "Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden, bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande." - PK 338 (1917). ret

(277)  Guds lægemiddel mod selviskhed og selvophøjelse. - Denne forordning [fodvaskningen] er den af Kristus bestemte beredelse til den hellige nadvertjeneste. Så længe der næres stolthed, uoverensstemmelser og strid om at være den største, kan vi ikke komme i samfund med Kristus. Vi er ikke beredte til at modtage tildelingen af hans legeme og blod. Dette var grunden til, at Jesus bestemte, at mindet om hans ydmygelse først skulle overholdes. ret

(277)  Himmelens hellige vægter er til stede i denne stund for at gøre den sjæleransagende, for at overbevise om synd og for at give den velsignede forvisning om syndernes forladelse. Kristus er der selv med hele sin nåde for at ændre tankernes flugt, der før har søgt egenkærlighedens veje. Helligånden giver nyt liv og følsomhed til dem, der følger Herrens eksempel. ret

(277)  Når vi husker på Frelserens ydmygelse for vor skyld, griber den ene erindring ind i den anden. En hel kæde af minder drages frem, erindringer om Guds store godhed og om vore jordiske venners venlighed og ømhed. Glemte velsignelser, misbrugte velgerninger og venlighed, der er blevet mødt med ligegyldighed, dukker op i vore tanker. Roden til bitre følelser, der har fortrængt kærlighedens dyrebare blomst, viser sig for os. Karakterfejl, forsømte pligter, utaknemmelighed mod Gud og kulde over for vore brødre dukker op i erindringen. Man ser synden i det samme lys, som Gud ser den. Vore tanker er ikke selvtilfredshedens tanker, men strengt selvfordømmende og ydmygende. Sindet får kraft til at nedbryde enhver skranke, der har været årsag til fjendskab. Onde tanker og ond tale er bandlyst. Synder bliver bekendt og tilgivet. Kristi alt-betvingende nåde kommer ind i sjælen, og Kristi kærlighed forener hjerterne til en velsignet enhed. - Dsm 445 (1898). ret

næste kapitel