| Sind, karakter og personlighed kapitel 35. Fra side 331 | ren side tilbage |
(331) En lov i intellektuelle og åndelige verdener. - Den er en lov af både forstandsmæssig og åndelig natur, som ved beskuelse ændres. Sindet tager sig gradvist emner som det får lov at dvæle ved. Det bliver assimileret til det som tilvænnes til kærlighed og ærbødighed. - Dss 555 (1888). ret (331) Se det onde før syndfloden. - Ved at se det onde, ændrede menneskene sig i deres billede, indtil Gud ikke kunne bære over med deres ondskab, og de blev fejet bort af vandfloden. - SpTEd 44, 11. maj, 1896. (FE 422.) ret (331) Forandret til det bedre. - Når vi betragter Jesus, får vi en klarere og tydeligere forståelse af Gud, og vi bliver forvandlede ved beskuelse. Godhed, kærlighed til vore medmennesker vil falde naturligt for os. Vi vil udvikle en karakter der svarer til Guds karakter idet vi kommer til at ligne Gud, vil vi blive bedre i stand til at kende ham. Vi vil få mere og mere inderligt samfund med den himmelske verden, og vi vil stadig få fornyet kraft til at modtage kundskabens og visdommens evige skatte. - Kl.. 374 (1900). ret (332) (332) Forandret til det værre. - Vi forvandles ved beskuelse. Da de hellige forskrifter, i hvilke Gud har åbenbaret sin karakters fuldkommenhed og hellighed, lades ude af betragtning og menneskene koncentrerer deres interesse om menneskelige lærdomme og teorier, er det intet under, at det er gået tilbage med den levende gudsfrygt inden for menigheden. Herren siger: "Mig en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand." (Jer. 2, 13.) - Dss 478 (1911). ret (332) Livet ændres ved beskuelse. - Guds ord er en lygte for vor fod og et lys på vor sti. "Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig." (Sal 119,11) Det hjerte som er blevet forudindtaget med Guds ord er et værn mod Satan. Dem som gør Kristus til deres daglige ledsager og fortrolige ven, vil mærke en usynlig verdens kræfter omkring sig; og ved at se på Jesus, vil de blive opslugt i hans billede. Ved beskuelse bliver de ændret til det guddommelige mønster; deres karakter blødgøres, forfines og forædles til himmelens rige. - vidnesbyrd 4 616 (1881). ret (332) En selektiv opfattelse. - Gud ønsker ikke at vi skal høre alt hvad der kan høres, eller at se alt hvad der kan ses. Det er en stor velsignelse at lukke ørerne, så vi ikke hører og øjne, som vi ikke ser. Den største bekymring burde være at have klart øjesyn til at se vor egen ufuldkommenhed og et kvikt øre til at opfange al den manglende irettesættelse og belæring, så du ikke lader den glide forbi din opmærksomhed og bliver en glemsom lytter og ikke værkets gører. - vidnesbyrd 1 707, 708 (1868). ret (332) Holde liv i opfattelsen. - Hvis du kaldes til at deltage i et rådsmøde, så spørg dig selv om dine opfattelsesevner er i god tilstand til at veje vidnesbyrdet. Hvis du ikke er i god tilstand, hvis din hjerne er forvirret, har du ikke ret til at (333) deltage til mødet. Er du gnaven? Er dit temperament lifligt og vellugtende, eller er det forstyrret og ubehageligt, så du forledes til at tage hastige beslutninger? Har du det sådan at du vil slås med nogen? Så gå ikke til mødet; for hvis du går vil du visselig vanære Gud. ret (333) Tag en økse og hug i træ eller lav nogle fysiske legemsøvelser, indtil din ånd er formildnet og nem at bønfalde om noget. Nøjagtig på samme måde skaber din mave forstyrrelser for din hjerne, dine ord vil skabe forstyrrelse i forsamlingen. Fordøjelsesorganerne skaber flere problemer end mange erkender. - MS 62, 1900. (MM 295.) ret (333) Opfattelsen påvirkes af fysiske vaner, der kontrolleres af samvittigheden. - De, som ønsker at have sindet klart til at forstå Satans anslag, må have deres fysiske lyster under fornuftens og samvittighedens herredømme. Sindets ædleste kræfter i moralsk henseende må sættes i kraftig virksomhed, hvis man skal fuldkommengøre en kristelig karakter. Sindets styrke eller svaghed har umådelig meget at gøre med hensyn til vor brugbarhed i denne verden og vor endelige frelse. - RH, 8. sept., 1874. (Btu 139.) ret (333) Motion forbedrer opfattelsen. - Hjerne og muskler må anstrenges på en forholdsmæssig måde, dersom sundhed og styrke skal kunne holdes ved lige. De unge vil da kunne tage fat på studiet af Guds ord med en sund opfattelsesevne og ligevægtige nerver. De vil tænke sundt og kan bevare de dyrebare ting, der fremdrages fra ordet. De vil fordøje dets sandheder og vil som følge deraf eje tankens evne til at indse, hvad der er sandhed. Når så anledningen kræver det, kan de med sagtmodighed og frygt svare enhver, der spørger dem om grunden til det håb, som er i dem. - vidnesbyrd 6 180 (1900). ret (333) Større perfektion øger opfattelsen. - Jo mere mennesket nærmer sig den moralske fuldkommenhed, jo stærkere (334) er dets følsomhed, jo, skarpere dets opfattelse af synd og jo dybere dets medfølelse med de bedrøvede. - Dss 503 (1911). ret (334) Sorg dæmpede Marias opfattelse. - Så vendte hun sig bort, endog bort fra englene, i den tanke, at hun måtte finde en eller anden, der kunne fortælle hende, hvad der var sket med Jesu legeme. En anden stemme sagde til hende: "Kvinde! hvorfor græder du hvem leder du efter?" Med tåreblændet blik så Maria en mandsskikkelse, og da hun mente, at det var havemanden, sagde hun: "Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham." - Dsm 540 (1898). ret (334) Genkendte Jesus ved hans stemme. - Men nu sagde Jesus til hende med sin egen velkendte stemme: "Maria!" Nu vidste hun, at det ikke var en fremmed, der talte til hende, og da hun vendte sig, så hun den levende Kristus stå foran sig. I sin glæde glemte hun, at han var blevet korsfæstet. Hun styrtede hen til ham, som om hun ville omfavne hans fødder, og sagde: "Rabbi!" - Dsm 540 (1898). ret (334) Appetitten sløver opfattelsesevnerne. - Verdens Forløser vidste at eftergivenhed for appetitten medførte fysisk svaghed og afdæmpning af opfattelsesevnerne, så at hellige og evige ting ikke kan ses. Han vidste at eftergivenhed til selvet forvanskede de moralske kræfter og at menneskets store behov var omvendelse - i hjerte, sind og sjæl fra selvmedlidenhedens liv til et liv i selvfornægtelse og selvopofrelse. - Brev 158, 1909. (MM 264.) ret (334) Synd omtåger opfattelsen. - Det er synden, som formørker vort sind og fordunkler vor opfattelse. Når hjertet renses fra synd, så vil lyset fra kundskaben om Guds herlighed i Jesus, som oplyser hans ord og stråler ud af naturens bog, mere og mere fuldkomment fortælle, at "Herren er barmhjertig og nådig Gud, langmodig og (335) af megen miskundhed og sandhed" (2.Mos 34,6) ret (335) I hans lys skal vi se lys, indtil hjerte, sjæl og sind bliver forvandlede efter hans helligheds billede." - Slf. 472 (1905). ret (335) Opfattelsesevnen omtåges. - Stolthed, egenkærlighed, had, misundelse og skinsyge har omtåget opfattelsesevnen. - vidnesbyrd 2 605 (1871). ret (335) Hvordan Kristus imødekommer den opfattelsesevne der er tåget af synd. - Kristus nedlod sig til at påtage sig menneskelig natur, så han kunne nå den faldne slægt og løfte den op. Men menneskenes sind var blevet formørket af synd, deres evner lammet og deres fatteevne sløvet, så de ikke kunne se hans guddommelige karakter under den menneskelige forklædning. Denne mangel på vurdering fra deres side var en hindring i det arbejde, han ønskede at udføre for dem; og for at give sin undervisning vægt var han ofte nødsaget til at forklare og forsvare sin stilling. ret (335) Ved at henvise til sin hemmelighedsfulde og guddommelige karakter søgte han at lede deres sind ind i en rækkefølge af tanker, som ville være gunstig for sandhedens forvandlende kraft. For at belyse guddommelige sandheder benyttede han sig endvidere af ting i naturen, som menneskene var fortrolige med. Således beredtes hjertets jordbund til at modtage den gode sæd. Han fik sine tilhørere til at føle, at deres interesser også var hans interesser, at hans hjerte bankede af medfølelse med dem i deres glæder og sorger. Samtidig så de i ham åbenbarelsen af en kraft og af ophøjede egenskaber, der langt overgik, hvad deres mest hædrede rabbinere besad. ret (335) Kristi undervisning udmærkede sig ved en enkelhed, værdighed og kraft, som de hidindtil ikke havde kendt og uvilkårligt måtte de udbryde: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler." Folket hørte ham med glæde. - vidnesbyrd 5 746, 747 (1889). ret (335) Ukontrollerede lidenskaber skader opfattelsesevnerne. - Der skal passes meget på de lavere lidenskaber. Opfattelsesevnen (336) er såret, frygteligt såret, når lidenskaberne får lov at fare frem. Når lidenskaberne får lov, vil blodet, i stedet for at cirkulere til alle dele af kroppen, og derved lindre hjælpe hjerte og klare sindet, ophobe sig i ubrugelig mængde i indre organer. Sygdom kommer som resultatet. Mennesket kan ikke være sundt før dette onde opdages og afhjælpes. - SpT Series B, No. 15, s. 18, 3. apr., 1900. (CH 587.) ret (336) Sindet kan uddannes til at acceptere synd. - Inden en kristen begår en åbenlys synd, har det onde gæret i hjertet i lang tid, uden at andre har været klar over det. Sindet er ikke fyldt med renhed og hellighed i det ene øjeblik og med fordærvelige og forbryderiske tanker i det næste. Det tager tid at gøre et menneske, som er skabt i Guds billede, dyrisk og djævelsk. Vi præges af det, vi beskæftiger os med. Ved at dvæle ved urene tanker kan et menneske påvirke sit sind i en sådan grad, at det kommer til at elske synden, som det en gang hadede. - PP 234 (1890). ret (336) Ens kræfter bliver fjendens kastebold. - Gud har ikke givet mennesket lov til at overtræde sit eget væsens love. Men ved at mennesker giver efter for Satans fristelser, og føjer sig i umådeholdenhed, kommer de højere evner under dyrisk appetit og lidenskaber. Når disse får herredømmet, overgiver mennesker, som var skabt lidt lavere end engle, med evner der er modtagelse for den højeste dannelse, sig til Satans kontrol. Og han får nem adgang hos dem, som er i appetittens trældom. Ved umådeholdenhed, mister nogle halvdelen, andre to tredjedele af deres fysiske, mentale og moralske kræfter og bliver kastebold for fjenden. - RH, 8. sept., 1874. (MYP 236.) ret (336) Råd til en, som følte skade, skønt den ikke var der. - Søster D er blevet bedraget i nogle ting. Hun har troet at Gud, i en særlig forstand, har belært hende og I begge har handlet og troet derefter. (337) Den dømmekraft som hun har troet hun har haft i en særlig forstand, er fjendens bedrag. Hun er fra naturens side kvik til at se, kvik til at forstå, kvik til at regne det ud og er af en stærk følsom natur. Satan har udnyttet disse karaktertræk og har ledet jer begge på vildspor. ret (337) Bror D, du har været en slave i en ganske lang tid. Meget af det, som søster D har troet, var skarpsindighed har været skinsyge. Hun har været tilbøjelig til at betragte alt med skinsyge øjne, til at være fordægtig, til at tænke ondt og nære mistillid til næsten alt. Dette forårsager et ulykkeligt sind, modløshed og tvivl, hvor tro og tillid burde eksistere. Disse uheldige karaktertræk vender hendes tanker ned på en mørk bane, hvor hun føjer sig med en forudanelse af ondt, medens et overfølsomt temperament får hende til at tro at hun forsømmer, ringeagter og skader noget som ikke eksisterer. . . . Disse uheldige karaktertræk, som er stærke og viljefase, må rettes og fornyes, ellers vil de til sidst få jer begge til at lide skibbrud i jeres tro. - vidnesbyrd 1 708, 709 (1868). ret (337) Dvæl ikke ved Satans kraft. - Det er ved beskuelse, vi forvandles. Når vi dvæler ved Guds og vor Frelsers kærlighed, når vi tænker på fuldkommenheden i den guddommelige karakter og i tro tilegner os Kristi retfærdighed som vor egen, forvandles vi efter det samme billede. Lad os derfor ikke samle alle de ubehagelige billeder, - ugudelighed og fordærvelse og skuffelser, som er beviser på Satans magt - for at ophænge dem i vore minders gallerier som noget at tale om og sørge over, indtil vore sjæle fyldes med modløshed. En modløs sjæl er et mørkets legeme, der ikke alene selv undlader at modtage Guds lys, men udelukker det fra andre. Satan ynder at se, at billeder af hans sejre berøver mennesker troen og gør dem forsagte. - vidnesbyrd 5 744, 745 (1889). ret (338) (338) Miljøet påvirker. - Jo mere patienten kan opholde sig udendørs, desto mindre pleje vil han have brug for; jo mere oplivende hans omgivelser er, desto mere håbefuld vil han være. Holdes han indelukket i et værelse, så vil han, selv om dette er aldrig så prægtigt udstyret, blive vranten og trist. Omgiv ham med de smukke ting i naturen; anbring ham på steder, hvor han kan se blomsterne vokse og høre fuglene synge, så vil hans hjerte udbryde i sang i forening med fuglenes toner. Han vil mærke legemlig og sjælelig lindring; åndsevnerne vil vækkes, fantasien oplives, og sindet beredes til at skatte Guds ords skønhed. - Slf 269 (1905). ret (338) Omgivelserne påvirker erfaringen. - Jeg fik vist en ung pige . . . . som havde forladt Gud og var indhyllet i mørke. Englen sagde: "Det gik godt for hende i en stund; men hvad hindrede hende?" Jeg blev vist tilbage og så at det var en omskiftning af omgivelser. Hun var sammen med unge som hende selv, som var fyldt med løssluppen munterhed og verdens lystighed, stolthed og kærlighed. Havde hun lagt mærke til Kristi ord, behøvede hun ikke at overgive sig til fjenden. "Våg og bed, for, at I ikke skal falde i fristelse!" Fristelser kan være overalt omkring os, men denne nødvendiggør ikke at vi skal falde i fristelse. Sandheden er værd i alt. Dens indflydelse sigter ikke mod fornedrelse, men mod opløftning, lutring, renselse og fører til udødelighed og Guds trone. Englen sagde: "Vil I have Kristus eller verden?" ret (338) Satan fremstiller verden i dens mest tiltrækkende smigrende charme for de stakkels mennesker og de stirrer på det og dens glimmer og flitterstads fordunkler himlens herlighed og det liv som er ligeså varigt som Guds trone. Et liv i fred, lykke, usigelig glæde, som intet kender til sorg, smerte eller død, ofres for en kort livstid i synd. - vidnesbyrd 2 100, 101 (1868). ret (338) Synet former personligheden. - Hendes øjnes syn og hendes øres hørelse har fordærvet hendes hjerte. - vidnesbyrd 4 108 (1876). ret (339) (339) Opfattelsesevnen forvirres ved at vælge timelige fortrin. - Lot valgte Sodoma til boplads, fordi han så mere på de timelige fordele, han dermed kunne vinde, end på den moralske indflydelse, der ville omgive ham og hans familie. Hvad vandt han, hvad denne verdens ting angår? Hans ejendele blev ødelagte. Nogle af hans børn omkom i den ugudelige stads ødelæggelse. Hans hustru blev til en saltstøtte på vejen, og han selv blev frelst som gennem ild. Det dårlige resultat af hans egenkærlige valg endte ikke her, men den moralske fordærvelse på det sted var så indvævet i hans børns karakter, at de ikke kunne skelne mellem godt og ondt, mellem synd og retfærdighed. - ST, 29. Maj, 1884. (MYP 419.) ret (339) Begrebsopfattelsen omtåget for de evige sandheder. - Dem som har gjort forkert brug af midler til Gud, vil kræves til regnskab for deres forvaltning. Nogle har egenkærligt holdt fast i midlerne på grund af deres kærlighed for vinding. Andre har ikke en nænsom samvittighed; de er visnet fordi de er egenkærlige så længe. . . . . . Deres tanker har så længe løbet i en lav, egenkærlig kanal at de ikke kan fatte evige sager. De værdsætter ikke frelsen. Det synes umuligt at ophøje deres sind til at rigtigt påskønne frelsesplanen eller værdien i forsoningen. Egenkærlige interesser har lagt beslag på hele mennesket; ligesom en magnet holder de tankerne og kærligheden bundet ned på et lavt plan. Nogle af disse personer vil aldrig opnå fuldkommen kristen karakter fordi de ikke ser værdien og nødvendigheden af en sådan karakter. Deres tanker kan ikke ophøjes så at de vil henrykkes af hellighed. Egenkærlighed og selviske interesser har forkvaklet karakteren så meget at de ikke kan skelne mellem det hellige og evige fra det almindelige. - vidnesbyrd 2 519, 520 (1870). ret (339) Det som opkvikker begrebsopfattelsen. - Når hjerterne renses for selvisk egoisme, er (340) de i harmoni med det budskab Gud sender dem. Sanserne opklares og følsomhed forædles. Lighed værdsætter lighed. "Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig." (Joh. 8,47). - vidnesbyrd 5 696 (1889). ret |