Sektion 11 — Følelsesmæssige problemer
Kap. 48 Skyld

(451)   (451) Skyld forringer livskraften — Sorg, ængstelse, utilfredshed, anger, samvittighedsnag og mistillid er alt sammen noget, som nedbryder livskraften og forårsager svækkelse og død.—I den store Læges fodspor, 245 (1905). ret

(451)  Hvordan man får frihed fra skyld — Denne skyldfølelse må lægges ved fødderne af Golgatas kors. Fornemmelsen af syndighed har forgiftet livsudspringet og sand lykke. Nu siger Jesus: Læg det hele på Mig; jeg vil tage din synd, jeg vil give dig fred. Ødelæg ikke længere din selvrespekt, for jeg har købt dig ved Mit eget blod. Du er min, din svækkede vilje vil jeg styrke; din samvittighed over for synd vil jeg fjerne. Vend dit taknemmelige hjerte, der skælver i usikkerhed, og grib fat på det håb der er til dig. Gud accepterer dit sønderbrudte hjerte. Han tilgiver dig frit. Han optager dig i Hans familie, med Hans nåde til at hjælpe din svaghed, og den kære Jesus vil lede dig skridt for skridt, hvis du blot vil lægge din hånd i Hans hånd og lade Ham lede dig. — Brev 38, 1887. ret

(451)  Jesus tager skylden — Satan søger at drage vore tanker væk fra den mægtige Hjælper, i at lede os til at grunde over vor sjæls fordærv. Men ved Jesus ses skylden (452) i fortiden, han bringer tilgivelse; og vi burde ikke vanære ham ved at betvivle hans kærlighed. — Brev 2, 1914. (Vidnesbyrd til prædikanter og evangeliske medarbejdere, 518.) ret

(452)  Hans kærlighed befrier fra skyld — Den kærlighed, hvormed Kristus fylder hele vort væsen, er en livgivende kraft. Den bringer lægedom til ethvert ædelt livsorgan til hjernen, til nerverne; den vækker menneskets højeste kræfter til virksomhed; den befrier sjælen fra den skyld og sorg, den ængstelse og bekymring, som fortærer livskræfterne. Den medbringer renhed og sindsro; den bringer sjælen den glæde, som intet på jorden kan forstyrre glæde i Helligånden, en sundhedsbefordrende, livgivende glæde. — I den store Læges fodspor, 115 (1905). ret

(452)  Den største synder behøver en frelser — Hvis du føler at du selv er den største synder, er Kristus præcis hvad du behøver, den største Frelser. Opløft dit hoved og se bort fra dig selv, bort fra din synd, til den opløftede Frelser; bort fra slangens giftige bid, hen til Guds Lam som bærer verdens synd.— Brev 98, 1893. ret

(452)  Han vil give hvile — Han har båret vore overtrædelsers byrde. Han vil borttage vægten fra vore trætte skuldre; han vil give os hvile og vil også bære vore bekymringer og sorger. Han indbyder os til at kaste al vor sorg på ham; thi vort vel ligger ham på hjerte. — I den store Læges fodspor, 71 (1905). ret

(452)  Alle synder er ikke lige store — Ikke alle synder er lige store i Guds øjne. Efter hans bedømmelse såvel som efter menneskers er der forskellige grader af synd. Men hvor ubetydelig denne eller hin dårlige handling kan synes i menneskenes øjne er dog ingen synd lille i Guds øjne. Menneskers dom er partisk og ufuldkommen, men Gud ser alle ting, som de virkelig er. Man foragter drankeren og fortæller ham, at hans synd vil udelukke ham fra himmelen, medens hovmod, egennytte og gerrighed ofte tåles uden irettesættelse. Men disse synder er særlig afskyelige for Gud. De er i (453) strid med hans væsen og barmhjertighed, med den uegennyttige kærlighed, som danner selve atmosfæren i den syndfrie verden. Den, der falder i en eller anden stor synd, kan have en følelse af sin armod og skam og af sin trang til Kristi nåde; men hovmod føler ingen trang, og derfor tillukker den hjertet for Kristus og de evige velsignelser, som han kom for at meddele os. — Vejen til Kristus, 36 (1892). ret

(453)  Skyldige behøver tydelig adgang — Ingen vil aldrig kunne gøres bedre ved fordømmelse og modbeskyldninger. At fortælle en fristet sjæl om hans skyld, giver ham på ingen måde mulighed for at gøre det bedre. Peg den fejlende, modløse til Ham som er i stand til at frelse alle til det yderste, som kommer til Ham. Vis ham hvad han kan blive. Fortæl ham at der er intet i ham, som anbefaler ham til Gud, men at Kristus døde for ham så han kunne blive accepteret i den Elskede. Indgyd ham med håb, vis ham at i Kristi styrke kan gøre det bedre. Fremhold de muligheder for ham, som er hans. Peg ham til de højder som han kan opnå. Hjælp ham til at gribe fat på Herrens nåde, stole på Hans tilgivende kraft. Jesus venter på at gribe ham ved hånden, vente på at give ham kraft til at leve et ædelt og sejrrigt liv. — MS 2, 1903. ret

(453)  Satan fremtvinger en skyldfølelse — Guds folk fremstilles her [Zakarias, kapitel 3] som en forbryder der er i forhør Josua prøver som ypperstepræst at skaffe en velsignelse til sit folk, der er i stor nød. Medens han beder inderligt til Gud, står Satan ved hans højre side som hans modstander Han anklager Guds børn og prøver at få deres sag til at se så fortvivlet ud som muligt. Han fremholder deres onde handlinger og deres mangler for Herren. Han henviser til deres fejl og forsømmelser idet han håber at de for Kristus vil vise sig at have en sådan karakter at han ikke vil yde dem nogen hjælp i deres store nød. Josua, der er Guds folks stedfortræder står fordømt og er iklædt snavsede klæder idet han er klar over folkets synder føler han sig nedtynget af modløshed. (454) Satan prøver at indgive ham en følelse af skyld, som får ham til at synes, at der næsten ikke er håb for ham. Alligevel står han der ydmygt og bedende med Satan som anklager.— Kristi lignelser, 164 (1900). ret

(454)  Kræver ikke Guds løfter. — Jeg har siden tænkt at mange patienter på sindssygeanstalter blev bragt dertil på grund af oplevelser der lignede mine. Deres samvittighed blev ramt med en følelse af synd og deres skælvende tro udfordrede ikke kravet om Guds lovede tilgivelse. De lyttede til beskrivelserne af det almindelig kendte helvede, indtil det rene blod synes at løbe sammen i deres årer og brændte et indtryk i deres hukommelsestavler. Vågen eller sovende, var det skrækkelige billede altid for dem, indtil virkelighed gik tabt i fantasi og de så kun de omkransende flammer fra et fabelagtigt helvede og hørte kun skrigende fra de fordømte. Fornuften blev afsat fra tronen og hjernen blev fyldt med den vilde fantasi fra en forfærdelig drøm. Dem, som lærer doktrinet om et evigt helvede, vil gøre godt i at se nærmere i deres vidnesbyrd efter et så grusomt trospunkt.—Vidnesbyrd for menigheden 1:25, 26 (1855). ret

(454)  Kriser peger ofte til styrkens kilde. — Gud bringer ofte mennesker i krise for at vise dem deres egen svaghed og pege dem til styrkens kilde. Hvis de beder og våger i bøn, kæmper bravt, vil deres svage punkter blive deres stærke punkter. Jakobs erfaring indeholder mange værdifulde lektier til os. Gud lærte Jakob at han I sin egen styrke aldrig kunne vinde sejr, at han måtte brydes med Gud for styrke ovenfra. — MS 2, 1903. ret

(454)  Husk på Kristi nåde —Da Jakob flygtede fra sine forældres hjem, efter at han havde syndet og bedraget Esau, følte han vægten af sin synd. Ensom og udstødt, som han var, og adskilt fra alt, hvad der havde gjort ham livet kært, var der een tanke som mere end alle andre knugede hans sjæl, og det var frygten for, at hans synd havde skilt ham fra Gud. ret

(455)  (455) Med bedrøvelse lagde han sig til hvile på den bare jord, omgivet alene af de ensomme høje, med den klare stjernehimmel over sig. Medens han sov, oprandt et mærkeligt lys for hans syn. Fra sletten, hvor han lå, syntes ligesom en stige at føre lige op til himmelens port, og Guds engle steg op og ned på stigen, medens Guds røst fra himmelens herlighed forkyndte et trøstens og håbets budskab. ret

(455)  Således kundgjordes for Jakob det, hans sjæl higede efter budskabet om en frelser. Med glæde og taknemmelighed så han en vej, hvorpå han, synderen, atter kunne komme i samfund med Gud. Den hemmelighedsfulde stige fremstillede Jesus, den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker.—Vejen til Kristus, 23 (1892). ret

(455)  Skyldsbyrde er grundlaget for mange sygdomme — Den lamme fik ved Kristus helbredelse for både sjæl og legeme. Den sjælelige helbredelse blev efterfulgt af fysisk genoprejsning. Den lære, som findes heri, burde ikke overses. Der er i dag tusinder, som plages af legemlig sygdom, og som ligesom den lamme længes efter dette budskab: "Dine synder forlades dig"! Syndens byrde med dens uro og utilfredsstillede begær er grundlaget for deres sygdomme. De kan ikke finde befrielse, før de kommer til sjælens læge. Den fred, som han alene kan give, ville give sjælen kraft og legemet sundhed. — Den Store Mester, 176 (1898). ret

(455)  Uvidenhed fjerner ikke skyld — Hvis de havde vidst, at de udleverede ham til tortur, der var kommet for at frelse den syndige slægt fra evig undergang, ville de være blevet grebet af anger og rædsel. Men deres uvidenhed var ingen undskyldning for deres brøde; thi det var deres forrettighed at kende og modtage Jesus som deres Frelser. — Den Store Mester, 510 (1898). ret

(456)  Formindsk ikke skylden ved at undskylde synd — Vi bør ikke søge at gøre vor brøde mindre, end den er, ved at undskylde synden. Vi må godkende Guds mening om synd, og den er i sandhed streng. Golgatha alene kan åbenbare, hvor frygtelig og afskyelig synden er. Hvis vi skulle bære vor egen brøde, ville den knuse os. Men han, som er uden synd, har stillet sig i vort sted; skønt han var uskyldig, har han båret vor misgerning. »Hvis vi bekender vore synder« er Gud »trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed«. (1 Joh. 1,9). — Med Mesteren på bjerget, 118 (1896). ret

(456)  Ydmygede sjæle anerkender skyld — Dem som ikke har ydmyget deres sjæle for Gud, i bekendelse af deres skyld, har endnu ikke fuldbyrdet betingelse for accept. Hvis vi ikke har erfaret den anger, som ikke skal angres og ikke har bekendt vor synd med sand sjæleydmygelse og åndsbrydelse og afskyet vor misgerning, har vi aldrig oprigtigt søgt efter syndstilgivelse; og hvis vi aldrig har søgt, har vi aldrig fundet Guds fred. Den eneste grund til at vi ikke har forladelse for tidligere synder, er at vi ikke er villige til at ydmyge vore stolte hjerter og indvilge i sandhedsordets betingelser. ret

(456)  Der gives en tydelig undervisning i denne sag. Syndsbekendelse, hvad enten den er offentlig eller skjult, bør være hjertefølt og udtrykkes frit. Den skal ikke trækkes ud af synderen. Den skal ikke gøres på en respektløs og ligegyldig måde eller presses fra dem, der ikke har nogen virkelig fornemmelse af syndens afskyelige karakter. Den bekendelse der blandes med tårer og sorg, der udgydes fra sjælens inderste, finder vej til den uendelig medynkende Gud. Salmisten siger: »Herren er nær hos dem, hvis hjerte er knust, han Frelser dem, hvis ånd er brudt.” — Vidnesbyrd for menigheden 5:636, 637 (1889). ret

(456)  Nødvendigt for at aflægge synden — Her er det hvor du pådrager dig fordømmelse, at du fortsætter med at synde. Ophør i Kristi kraft med at synde! Der er gjort alt for at nåden skal blive i dig, at synden altid vise sig som den hadefulde ting det er – synd. “Og hvis nogen synder,” skal han ikke opgive sig i fortvivlelse og tale som et mennesker der er gået tabt i Kristus. — Brev 41, 1893. ret

(457)   (457) Gud tilgiver alle som kommer — Med rette vil Gud fordømme alle som ikke tager imod Kristus som deres personlige frelser, men han tilgiver alle som kommer til ham i tro og han sætter dem i stand til at gøre Guds gerning og ved tro blive et med Kristus. . . . . Herren har lagt alt til rette for menneskers fulde og frie frelse og for at de kan være fuldkomne i ham. Gud vil at hans folk skal modtage strålerne fra retfærdighedens sol, for at alle skal have sandhedens lys. For en uendelig pris har Gud sørget for verdens frelse ved at give sin enbårne Søn. Apostlen stiller dette spørgsmål: "Han som ikke sparede sin egen Søn, men gav hav hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?" (Rom 8,32). Hvis vi ikke bliver frelst, vil det ikke være Guds fejl, men vor egen, fordi vi ikke har samarbejdet med himmelen. Vor vilje har ikke været i overensstemmelse med Guds vilje. — The Review and Herald, 1. november, 1892. (Udvalgte budskaber 1:375.) ret

(457)  Håb for alle [Se Vejen til Kristus, Kapitlerne: “Syndsbekendelse,” “Omvendelse,” og “Tro og modtagelse af frelsen.”] Ingen behøver at hjemfalde til mismod og fortvivlelse. Satan kan komme til dig med sine grusomme indskydelser og sige: "Der er intet håb for dig; du kan ikke blive frelst." Men der er håb for dig i Kristus. Gud byder os ikke vinde sejr i vor egen styrke; han beder os komme nær hen til ham. Hvilke vanskeligheder der end nedtrykker sjæl og legeme, så ønsker han at skaffe os frihed.—I den store Læges fodspor, 253 (1905). ret

næste kapitel