Kap. 49 - Sorg

(458)  (458) Nedbryder livskræfterne — Sorg, ængstelse, utilfredshed, anger, samvittighedsnag og mistillid er alt sammen noget, som nedbryder livskraften og forårsager svækkelse og død. . . . . Mod, håb, sympati og kærlighed befordrer sundheden og forlænger livet.— I den store Læges fodspor. 245 (1905). ret

(458)  Forringer kredsløbet — Tristhed afdæmper kredsløbet i blodkarrene og nerverne og formindsker og leverens aktivitet. Det forhindrer fordøjelsesprocessen og næringen, og har tendens til at udtørre hele kroppens indre kraft. — Brev 1, 1883. ret

(458)  Kan ikke afhjælpe et enkelt onde — En så trist og nedtrykt sindsstemning er til stor skade for sundheden. Fordøjelsen kommer i uorden, og de kan ikke gøre sig nytte af næringsstofferne. Sorg og ængstelse kan ikke bøde på et eneste onde. Sådanne følelser er altid nedbrydende. Men glæde og håb er til liv for hver den som finder dem, og lægedom for hele hans legeme, samtidig som en sådan holdning lyser op vejen for andre. (Ordsp 4,22).—ST, 12. feb., 1885. (Det Kristne hjem, 328.) ret

(458)  Der må sørges for enhver situation — Vi må ikke lade fremtiden med dens svære opgaver, dens utilfredsstillende udsigter gøre vore hjerter modløse, vore knæ vaklende og bringe os til at lade hænderne synke. Lad ham "tage sin tilflugt til mig", siger den almægtige, "slutte fred med mig, slutte (459) fred med mig." (Es 27,5) De, som overgiver deres liv til hans ledelse og hans tjeneste, vil aldrig komme i en stilling, som han ikke har truffet foranstaltning for. Hvorledes vi end er stillede, så har vi en fører til at vise os vejen, hvis vi adlyder hans ord; hvilke vanskeligheder vi end stedes i, så har vi en rådgiver; hvilke sorger vi end har, hvilke tab vi end har lidt, eller hvor ene vi end står, så har vi en deltagende ven.—I den store Læges fodspor, 249 (1905). ret

(459)  Sorger på forskud fordobler byrderne — Vi lever i en verden, hvor der er lidelse. Vanskeligheder, prøvelser og sorger venter os hele tiden på vejen til det himmelske hjem; men der er mange, som gør livets byrder dobbelt tunge ved stadig at vente besværligheder. Hvis de møder modgang og skuffelse, så tror de, at alting går galt, at deres lod er hårdere end alle andres, og at de visselig vil komme til at lide nød. Således påfører de sig selv elendighed og kaster en skygge over alle, som de omgås; selve livet bliver dem en byrde. ret

(459)  Men således behøver det ikke at være. Det vil koste dem ihærdig anstrengelse at forandre deres tankeretning; men forandringen er mulig. Deres lykke både for dette liv og i det tilkommende afhænger af, om de fæster deres tanker ved det, som er lyst. De må se bort fra det mørke billede, som kun er indbildt, og fæstne blikket på de velsignelser, som Gud har strøet på deres sti, og bag disse på det usynlige og evige. — I den store Læges fodspor, 252 (1905). ret

(459)  Kaste en skygge — Det er da ikke klogt at fylde sindet med alle de ubehagelige minder fra et henrundet liv dets synder og skuffelser at tale om dem og sørge over dem, indtil vi overvældes af modløshed. En modløs sjæl fyldes med mørke. Den udelukker Guds lys fra sig selv og kaster skygge over andres sti. — Vejen til Kristus, 174 (1892). ret

(460)  Tale om velsignelser, mindre om prøvelser — Herrens barmhjertighed og godhed er stor mod os. Han vil aldrig forlade eller svigte dem som stoler på ham. Hvis vi ville tænke mindre på vore prøvelser og snakke mindre om dem, og mere om Guds nåde og godhed, ville vi erfare at vi blev løftet op over meget af vort tungsind og vore forviklinger. Mine brødre og søstre, I som føler at I er kommet ind på en mørk sti, og ligesom fangerne i Babylon må hænge deres harper på piletræerne, kan I gøre prøvelserne til glade sange. ret

(460)  Du kan sige: Hvordan kan jeg synge når fremtidsudsigterne for mig er så mørke og når min sjæl er nedtynget af sorg og smertelig tap? Har jordiske sorger berøvet os den almægtige ven vi har i Jesus? Burde ikke Guds vidunderlige kærlighed idet han gav sin kære Søn, være et emne for stadig fryd? Når vi bringer vore begæringer frem for nådens trone, så lad os ikke glemme også at komme frem med taksigelsens hymne. "Den som bringer takoffer, ærer mig" (Sal 50,23). Så længe vor frelser lever, har vi grund til uophørlig taknemlighed og pris.—The Review and Herald, 1. november, 1881. (På fast grunn 2:268.) ret

(460)  Vend dig fra ukontrolleret sorg (Råd til en sørgende familie) — Ligesom Job, følte I at i havde grund til sorg og ville ikke lade jer trøste. Var dette rimeligt? I ved at døden er en kraft som ingen kan modstå; men I har gjort jeres liv næsten unyttige ved jeres unødige sorg. Jeres følelser har været lidt mindre, end oprør mod Gud. Jeg så at I altid dvælede ved jeres smertelige tab og gav plads for jeres pirrelige følelser, indtil jeres støjende sorgdemonstrationer fik englene til at skjule deres ansigter og trække tilbage fra scenen. ret

(460)  Når I således gav plads for jeres følelser, huskede I så på, at I havde en fader i himlen, som gav sin eneste søn i døden for os, så døden ikke kunne blive til en evig søvn? Huskede I at livets og herlighedens Herre passerede igennem graven og oplyste den med sin egen nærværelse? Den elskede discipel sagde: »Skriv: Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, thi deres gerninger følger dem.« Apostlen vidste godt hvad (461) han talte om, da han skrev disse ord; men når I giver plads for ukontrollabel sorg, er da jeres opførsel i overensstemmelse med den trøst de giver udtryk for? —Vidnesbyrd for menigheden 5:313 (1885). ret

(461)  Dvæle ved sig selv er selviskhed (råd til en sorgbetynget prædikant) — Nuvel bror _____, det er en særlig slags selviskhed der får dit sind til at dvæle ved dig selv. Det er slet ikke som apostlen Paulus, som var et menneske med svaghed, alligevel var han selv, den sidste som var genstand for hans tanker. Han havde trængsler som du aldrig har erfaret, eller nogen, nogen sinde vil kunne klare, og alligevel vender han sig bort fra dette; han dvæler ikke ved dette, men ophøjer Guds nåde. ret

(461)  Din hustru var genstand for sygdom og død. Din sorg var ligeså intens som alle dine andre problemer. Du omfavnede din sorg i dit skød, du elskede at dvæle ved den, og du lod dit sind og dine tanker optages af selvisk af sorg, og som følge deraf blev du syg. Din datters død var i virkeligheden et sørgeligt slag, men mange andre har gået igennem det samme under mere prøvende omstændigheder. Du lod denne pinsel overmande dig; du dvælede ved den, du talte om den, du fik det dårligere over at du ikke kunne ændre på det eller hjælpe. Det var en synd at påtage sig nogle af disse pinsler som du har gjort. ret

(461)  Jeg ved hvad jeg taler om. Hvis sindet får lov at omgæres med sorg, fordøjes maden ikke og som følge deraf får kroppen ikke næring. — Brev 1, 1883. ret

(461)  Sorg får blodet til at strømme til hjernen (en personlig erfaring) — Medens jeg således arbejdede med at tale og skrive, modtog jeg breve fra Battle Creek af en nedslående karakter. Idet jeg læste dem, følte jeg en uforklarlig nedtrykthed, næsten som en sindets pine, som i en kortere periode synes at lamme mine vitale kræfter. I tre nætter sov jeg næsten ikke. Mine tanker var plaget og rådvilde. ret

(461)  Jeg skjulte min følelser så godt jeg kunne, for min (462) mand og den forstående familie vi var hos. Ingen kendte mine tankers byrder eller besvær når vi var sammen med familien til morgen- og aftenandagt, og jeg forsøgte at lægge min byrde på den Store Byrdebærer. Men mine bønner kom fra et hjerte vredet i kvaler og mine bønner var sønderbrudte og usammenhængende på grund af den ustyrlige sorg. Blodet fór op i min hjerne og fik mig ofte til at vakle og næsten falde. Jeg havde ofte næseblod, især når jeg prøvede at skrive. Jeg var tvunget til at lægge min skrivning til side, men jeg kunne ikke kaste bekymringerne fra mig og ansvaret på mig, da jeg indså at jeg havde vidnesbyrd til andre som jeg ikke kunne give dem. — Vidnesbyrd for menigheden 1:576, 577 (1867). ret

(462)  Hvad sker der med sorgen — Er du fyldt med sorg i dag? Fæst dine øjne på Retfærdighedens Sol. Prøv ikke at tilpasse dig alle vanskeligheder, men vend dit ansigt til lyset, til Guds trone. Hvad vil du se der? Pagtens regnbue, Guds levende løfte. Under den er nådestolen, og han som drager nytte af nådens forsyn som er gjort for ham, påskønner fortjenesterne fra Kristi liv og død, har en velsignet forsikring i pagtens bue om accept hos Faderen, så længe som Guds trone står. ret

(462)  Tro er hvad du behøver. Lad ikke troen vakle. Kæmp troens gode strid og tag vare på det evige liv. Det vil blive en hård kamp, men kæmp den for enhver pris, for Guds løfter er ja og amen i Kristus Jesus. Læg din hånd i Kristi hånd. Der er vanskeligheder at overvinde, men engle som overgår i styrke vil samarbejde med Guds folk. Ret ansigtet mod Zion, ret din vej mod højtidelighedernes by. En herlig krone og et klæde, vævet på himlens vævestol, venter sejrherren. Selvom Satan vil kaste sin helvedes skygge over din stivej, og forsøge at skjule den mystiske stige for dine øjne, som rækker fra jorden til Guds trone, hvor engle går op og ned, som er tjenende ånder for dem som skal være frelsens arvinger, så læg stadig din vej opad, (463) plant dine fødder på den ene afsats efter den anden, og kom frem til den uendelige trone.— Udateret MS 23. ret

(463)  Sympatiser ikke altid med venner — Hvis dem omkring dig er af den klasse som ikke forsøger at vende din omvendelse og din tankestrømme, hvis de sympatiserer med alle dine særpræg som om de var virkelige, jo mindre du har af denne samfundsklasse des bedre. De er ikke dine venner, men dine værste fjender. Herren vil have at du er glad. ret

(463)  Du har begravet dine kære venner; som jeg har; men jeg tør ikke spørge: Hvorfor har du kastet mig i ildovnen? Hvorfor er jeg blevet forpint igen og igen? Svaret kommer tilbage til mig ned langs linjerne: ”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.” (Joh. 13,7). ret

(463)  Guds hensigter er ofte tilsløret i mysterium; de er ubegribelige for begrænsede menneskesind; men Han som ser enden fra begyndelsen ved bedre end vi. Hvad vi behøver er at rense os fra jordiskhed, at udvikle vore kristne karakter, så Kristi retfærdighedsklædning skal lægges over os. — Brev 1, 1883. ret

(463)  Arbejde for andre formindsker sorgen — Apostlen mister sin egene forestående lidelser af syne, i omsorg for dem som han var ved at overlade til fordomme, had og forfølgelse. De få kristne som ledsagede ham til eksekveringsstedet, dristede han sig til at styrke og opmuntre ved at gentage løfterne til dem som er forfulgt for hans retfærdigheds skyld. Han forsikrede dem at intet ville svigte af det Herren havde sagt om Hans prøvede og trofaste børn. ret

(463)  For en lille stund havde de det hårdt i mangfoldige fristelser; de var blottet for al jordisk komfort; men de kunne opmuntre deres hjerter med forsikring om Guds trofasthed, og sige: ”Jeg ved hvem jeg har troet på, og jeg er overbevist om at Han vil kunne bevare det som jeg har betroet Ham.” Snart vil trængsels- og lidelsesnatten komme til ende, og så (464) drager den glade fredfyldte morgen nær til en fuldkommen dag. — The Review and Herald, 4. januar, 1912. ret

(464)  Den bedste trøstermand — De som har gennemgået de største sorger, er ofte dem som kan give den største hjælp til andre og bringe solskin med sig hvor de går. Sådanne mennesker er blevet tugtet og mildnet ved sine sorger. De mistede ikke tilliden til Gud når de var omgivet af vanskeligheder, men de klyngede sig nærmere til hans beskyttende kærlighed. De er et levende bevis på Guds ømme omsorg, han som skaber mørket så vel som lyset, og tugter os til vort bedste. Kristus er verdens lys, det er ikke noget mørke i ham. Dyrebare lys! Lad os leve i dette lys! Sig farvel til bedrøvelse og græmmelse. Glæd jer i Herren altid. Atter vil jeg sige: Glæd jer! - The Health Reformer, oktober, 1877. (På fast grunn 2:273.) ret

(464)  En modgift mod sorg — Gud har skaffet lindring til veje for ethvert sår. Det er balsam i Gilead, der er en læge der. Vil I ikke granske Skriften mere end nogen gange tidligere? Søg Herren om visdom i enhver nødsituation. Bed inderlig til Jesus om at vise jer en vej ud af vanskelighederne. Da vil jeres øjne åbnes så I får øje på lægemidlet og kan i deres eget tilfælde gøre brug af de lægende løfter som findes i hans ord. ret

(464)  På denne måde vil fjenden ikke få nogen anledning til at føre jer ind i sorg og vantro. I stedet vil I have tro, håb og mod i Herren. Den Hellige Ånd vil give jer klar forståelse så at I kan se og anvende enhver velsignelse som vil virke som en modgift mod smerte, som en lægende gren for hver bitterhedens drik som løftes til jeres læber. Den bitre drik bliver blandet med Jesu kærlighed. I stedet for at klage over det bitre, vil I erfare at Jesu kærlighed og nåde er blevet så blandet med sorgen at den er blevet vendt til stilfærdig og helliggjort glæde. — Brev 65a, 1894. (På fast grunn 2:272.) ret

(464)  Adskillelse fra Gud bringer sjælspine — Det var pinslerne at være adskilt fra Sin faders velvilje som (465) gjorde Kristi lidelser så voldsomme. Idet sjælspinen kom over ham: ”Hans sved blev som bloddråber, der faldt ned på jorden.” (Luk 22,44) Hans frygtelige pinsel der var forårsaget af tanken at Gud havde svigtet ham når han havde brug for det, skildrer de pinsler som synderen mærker, når han erkender for sent, at Guds Ånd er trukket tilbage fra ham. — MS 134, 1905. ret

(465)  Forstået når vi vandrer i paradiset. — Jorden har en historie som mennesker aldrig vil forstå før han vandrer med sin Genløser i Guds paradis. ”Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og ”Gud skal tørre hver tåre af deres øjne.” (Åb 7,17). — MS 28, 1898. ret

næste kapitel