Kap. 50 - Bekymring og uro

(466)  (466) Ikke arbejde, men bekymringer dræber — Det er ikke arbejdet der dræber; det er bekymringerne. Den eneste måde at undgå bekymringer er at tage alle vanskeligheder til Kristus. Lad os ikke se på den mørke side. Lad os opelske glædens ånd.—Brev 208, 1903. ret

(466)  Dvæle ved vanskeligheder — Der er dem, der altid nærer frygt og plages af indbildte besværligheder. Hver dag er de omgivet af tegn på Guds kærlighed, hver dag nyder de godt af hans forsyns overdådige gaver, men de lægger ikke mærke til disse velsignelser. Deres tanker dvæler stadig ved et eller andet ubehageligt, som de frygter kan komme over dem. Eller der kan være en eller anden virkelig besværlighed, som, hvor lille den end er, alligevel lukker de deres øjne for de mange ting, der burde vække taknemmelighed. De besværligheder, de møder, gør dem urolige og klagende og adskiller dem derfor fra Gud i stedet for at lede dem til ham, den eneste kilde, hvor de kan modtage hjælp. — Vejen til Kristus, 181. (1892). ret

(466)  Bekymringer gør byrden tung — Jeg er frygtelig bange for at vi er i fare for at lave åg til vore nakke, på grund af vore bekymringer. Lad os gøre alt hvad vi kan, uden at bekymre os, stole på Kristus. Studere Hans ord: (467) ”Alt, hvad I beder om i jeres bøn, det skal I få, hvis I tror.” (Matt. 21,22) Disse ord er pantet på alt alt hvad en almægtig Frelser kan tilstå dem, som stoler på Ham. Som forvaltere af himlens nåde, skal vi bede i tro og så vente tillidsfuldt på Guds frelse. Vi skal ikke træde ind før Ham, prøve i vor egen styrke at få fremskaffet det som vi ønsker. I Hans havn skal vi bede, og så skal vi handle som om vi troede på hans dygtighed. — Brev 123, 1904. ret

(467)  Ikke Guds vilje — Det er ikke Guds vilje, at hans folk skal nedbøjes af bekymring. — Vejen til Kristus, 122 (1892). ret

(467)  Ængstelse fører til svaghed og sygdom — Når vedkommende har gjort sin forseelse god igen, så kan vi i stille tro fremlægge dem syges trang for Gud, således som hans Ånd måtte anvise. Han bekender ethvert menneske ved navn og søger for at enhver enkelt lige så omhyggeligt, som om der ikke fandtes et andet menneske på jorden, for hvem han gav sin elskede Søn. Eftersom Guds kærlighed er så stor og aldrig svigter, bør de syge opmuntres til at forlade sig på ham og være ved godt mod. Ængstelse angående deres egen tilstand bringer svækkelse og sygdom. Hvis de vil hæve sig op over mismod og mørke, så har de større udsigt til at komme sig; thi "Herrens øjne er til dem,... der håber på hans miskundhed". (Sl. 33,18). — I den store Læges fodspor, 232 (1905). ret

(467)  Stop med at bekymre (råd til en ven der står over for døden) — Jeg tænker på dig, og det bedrøver mig at du er urolig til sinds. Jeg ville trøste dig hvis jeg bare kunne. Har ikke Jesus, den dyrebare frelser, så mange gange været nær hos dig med sin hjælp i nødens stund? Gør ikke Helligånden sorg. Hold op med at bekymre dig. Det har du mange gange sagt til andre. Lad ordene fra dem som ikke er syge sådan som du er, trøste dig. Må Herren hjælpe dig, det er min bøn. — Brev 365, 1904. (På fast grunn 2:253.) ret

(468)  (468) Bekymre os selv ud af Jesu arme — Hvis vi uddannede vore sjæle til at have mere tro, mere kærlighed, større tålmodighed, en mere fuldkommen tillid til vor himmelske Fader, ville vi have mere fred og lykke, idet vi gennemgår dette livs konflikter. Herren er er ikke glad for at vi er irriterede og bekymrer os selv ud af Jesu arme. Han er den eneste nådens kilde, opfyldelsen af ethvert løfte, erkendelse af enhver velsignelse. . . . Vor pilgrimsvandring vil i virkeligheden være ensomhed om det ikke var for Jesus. ”Jeg vil ikke efterlade jer trøstesløse” (Joh 14, 18), siger Han til os. Lad os værne om Hans ord, tro på hans løfter, gentage dem dag for dag og meditere over dem i nattestunderne, og være glad.—MS 75, 1893. (HC 120.) ret

(468)  Hvile i Kristi kærlighed — Lad os vende os bort fra livets støvede, varme hovedveje og hvile i skyggen af Kristi kærlighed. Her kan vi få kraft til striden. Her lærer vi, hvordan vi kan kaste byrderne og bekymringerne bort og hvordan vi kan tale og synge til Guds pris. De, som er trætte og tyngede af byrder, bør ære Kristus ved at vise stille tillid. De må sidde i hans skygge, hvis de ønsker at få fred og hvile.—Vidnesbyrd for menigheden 7:69, 70 (1902). ret

(468)  Guds ansvar og mit — Når vi tager ledelsen af de ting, vi har med at gøre, i vor hånd og stoler på, at vor egen visdom skal skaffe os fremgang, påtager vi os en byrde, som Gud ikke har lagt på os, og søger at bære den uden hans hjælp. Vi påtager os det ansvar, som tilhører Gud, og stiller os i virkeligheden i hans sted; vi har god grund til at nære bekymring og til at forvente fare og modgang, for den vil visselig ramme os. Men når vi virkelig tror, at Gud elsker os og vil gøre os godt, vil vor bekymring for fremtiden ophøre. Vi vil stole på Gud, ligesom et barn stoler på en kærlig far eller mor. Da vil vore besværligheder og plager forsvinde, fordi vor vilje opsluges af Guds vilje. — Med Mesteren på bjerget, 103 (1896). ret

(469)   (469) Bekymring og ængstelse til låns — At hele tiden stole på Gud er sikkert. Der vil ikke være en uafbrudt frygt for at noget ondt kommer. Denne lånte bekymring og ængstelse vil ophøre. Vi har en himmelsk Fader som bekymrer sig for sine børn og vil og gør sin nåde fyldestgørende når der er brug for det. — Vidnesbyrd for menigheden 2:72 (1868). ret

(469)  Overlade fremtiden til Gud — Deres daglige behov blev dækket, men de frygtede for fremtiden. De kunne ikke forstå, hvordan denne menneskemængde skulle kunne klare sig under rejsen gennem ørkenen, og de så i fantasien deres børn sulte ihjel. Herren tillod, at de kom ud for vanskeligheder, og at deres forråd slap op, for at de skulle søge hjælp hos ham, der hidtil havde været deres befrier. Hvis de ville råbe til ham i deres nød, ville han give dem endnu flere tydelige tegn på sin kærlighed og omsorg. Han havde lovet, at de ikke ville blive syge, hvis de adlød hans befalinger, og det var syndig vantro fra deres side at frygte, at de eller deres børn ville dø af sult. . . . ret

(469)  Jesus er vor ven, hele Himmelen er interesseret i vor velfærd, og vor ængstelse og frygt bedrøver Guds Helligånd. Vi bør ikke bekymre os, for det irriterer og trætter os blot, men hjælper os ikke at udholde prøvelser. Vi bør ikke nære en sådan mistillid til Gud, at vi gør det til vor hovedopgave at sikre os imod at komme til at lide nød, som om vor lykke bestod i jordiske ting. — Patriarker og profeter, 145, 146 (1890). ret

(469)  Overdreven ængstelse — Gud fordømmer ikke klogskab og forudseenhed i dette livs sager; men febrilsk omhu, overdreven ængstelse, med henblik på verdslige ting er ikke i overensstemmelse med hans vilje. — The Review and Herald, 1. marts, 1887. (Råd om forvaltning, 159.) ret

(469)  Ængstelse svækker fysiske kræfter — De prøvelser og den ængstelse, Paulus havde gennemgået, havde tæret på hans legemlige kræfter. — Mesterens efterfølgere, 258 (1911). ret

(469)  Kristne med bekymrede hjerter — Mange, som bekender sig til at være Kristi efterfølgere, er ængstelige og besværede, (470) fordi de frygter for at overlade sig til Gud. De overgiver sig ikke helt til ham; de viger tilbage ved tanken om de følger, som er sådant skridt kunne medføre. Men de vil aldrig finde fred, medmindre de overlader sig til ham. — I den store Læges fodspor, 488 (1905). ret

(470)  Minut for minut — Der er en ting jeg ønsker at advare dig imod. Ærgre dig ikke, vær ikke bekymret; dette betaler sig ikke. Prøv ikke at gøre for meget. Hvis du ikke påtager dig for meget, vil det kunne lykkes at udrette meget mere end hvis du prøver at gennemføre mange planer. Hav altid Kristi ord på sinde: ”Våg og bed, så at I ikke falder i fristelse” (Mark. 14,38). Kristus er din personlige frelser. Tro at Hans frelsende kraft udøves for din skyld minut for minut, time for time. Han er på din side hver gang der er brug for det. — Brev 150, 1903. ret

(470)  Kryds ikke broer før tiden — Nu behøver vi at handle som enkeltpersoner, som er genløst ved Kristi blod; vi skal glæde os ved Kristi blod og ved syndernes tilgivelse. Det er hvad vi skal gøre, og måtte Gud hjælpe os til at få de mørke billeder ud af vore sind og tænke på de ting som vil give os lys. Nu ønsker jeg at læse et andet skriftsted: ”Vær ikke bekymrede for noget” (Fil. 4,6). Hvad betyder dette? – Hvorfor ikke krydse en bro før du kommer til den. Lav ikke trængselstider før den kommer. I vil snart nok komme til den, brødre. Vi skal tænke på dagen i dag, og hvis vi gør godt i pligterne i dag, vil vi være rede til morgendagens pligter. — MS 7, 1888. ret

(470)  Søg at nå verdens standarder — Der findes mange, hvis hjerte pines under en byrde af bekymringer, fordi de søger at leve efter verdens målestok. De har valgt at tjene den, har taget dens bekymringer på sig og antaget dens skikke. Således ødelægges deres karakter, og deres liv bliver til en byrde. For at kunne tilfredsstille deres ærgerrighed og (471) verdslige begæringer krænker de samvittigheden og skaffer sig ekstra byrde af samvittighedsnag. De bestandige bekymringer slider på livskraften. ret

(471)  Vor Herre vil, at de skal lægge dette trældomsåg fra sig. Han opfordrer dem til at tage imod hans åg. Han siger: "Mit åg er gavnligt, og min byrde er let." Han byder dem søge Guds rige og hans retfærdighed, og han lover dem, at alt, hvad der er nødvendigt i dette liv, skal gives dem i tilgift. Bekymring er blind og kan ikke se ind i fremtiden, men Jesus ser afslutningen lige fra begyndelsen. I hver vanskelighed har han sin egen måde til at bringe lettelse. — Den Store Mester, 220 (1898). ret

(471)  Tro kan være uovervindelig — Vær ikke bekymrede. Når I ser på det udvortes og beklager jer, når vanskelige og trykkende forhold kommer, åbenbarer I en sygelig og svækket tro. Vis ved jeres ord og gerninger, at jeres tro er uovervindelig. Herren er rig på ressourcer. Han ejer verden. Se hen til ham som har lys og kraft og almagt. Han vil velsigne enhver, som søger at videregive lys og kærlighed til andre. — Vidnesbyrd for menigheden 7:212 (1902). ret

(471)  Planterne gror ikke igennem bekymringer eller bevidste anstrengelser — I stedet for at bekymres over tanken at du ikke vokser i nåden, så gør enhver pligt som byder sig, tag dit hjertes sjælsbyrde til dit hjerte, og søg ved alle tænkelige midler at frelse den tabte. Vær venlig, høflig og medynkende, tal i ydmyghed om det velsignede håb; tal om Jesu kærlighed; fortæl om Hans godhed, hans barmhjertighed, og Hans retfærdighed; og bekymre dig ikke om du vokser eller ej. Planter vokser ikke ved bevidste anstrengelser. . . . Planten bekymrer sig ikke hele tiden om sin vækst; den vokser præcis under Guds ledelse. — The Youth’s Instructor, 3. februar, 1898. (My Life Today, 103.) ret

(471)  Hjælpemidler mod bekymring — Gud har omsorg for alt og opholder alt, hvad han har skabt. . . . . Ingen tårer rinder, (472) uden at Gud ser det, intet smil undgår hans blik. ret

(472)  Hvis vi blot helt og fuldt troede dette, ville alle unyttige bekymringer bortfalde Vort liv ville ikke blive så fuldt af skuffelser, som det er nu, for enhver ting, stor eller lille, ville vi overlade til Gud, som ikke besværes af de mange bekymringer eller overvældes af deres vægt. Da ville vi glæde os ved en åndelig hvile, som mange længe har været fremmede for. — Vejen til Kristus, 126 (1892). ret

(472)  Troen fordriver ængstelsen — Vi er alle sammen så ængstelige for lykken, men mange finder den sjældent på grund af deres forkerte søgemetoder, i stedet for at anstrenge sig. Vi må tragte alvorligt efter den og blande alle vore ønsker med tro. Så lister lykken sig ind på os, næsten uden at søge. . . . . Uanset hvor ubehagelige omstændighederne er, kan vi hvile tillidsfuld på Hans kærlighed og lukke os selv ind hos Ham, hvile i fred i Hans kærlighed, fornemmelsen af Hans nærvær vil indgyde en dyb og rolig glæde. Denne erfaring vinder en tro hos os som så vi ikke ærgres, ikke bekymres, men beror os på en kraft som er ubegrænset. — Brev 57, 1897. (My Life Today, 184.) ret

(472)  Den ene grundregel — De, der godkender denne ene grundregel: at lade tjenesten for Gud og hans ære gå forud for alt andet, vil se vanskelighederne forsvinde og en tydelig vej foran sig. — Den Store Mester, 220 (1898). ret

(472)  Tage en dag ad gangen, et meget vigtigt princip — At trofast udføre dages pligter er den bedste forberedelse til morgendagens prøver. Man bør ikke dvæle ved alle morgendagens mulige vanskeligheder og bekymringer og således forsøge øjeblikkelige byrder. "Hver dag har nok i sin plage." (Matt 6,34). — I den store Læges fodspor, 481 (1905). ret

(472)  Kun én dag tilhører os, og den dag skal vi leve for Gud. For denne ene dags vedkommende må vi i alvorlig tjenestegerning lægge alle vore planer og forsætter i (473) Kristi hånd, idet vi kaster al vor bekymring på ham, for han sørger for os. »Jeg ved, hvilke tanker jeg nærer om jer, lyder det fra Herren, tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give jer fremtid og håb.« »Ved omvendelse og stilhed skal I frelses, i ro og tillid er jeres styrke.« (Jer. 29,11; Es. 30,15). — Med Mesteren på bjerget, 103 (1896). ret

(473)  Lad os ikke blive elendige over morgendagens byrder. Tage bravt og glædeligt dagens byrder. Vi må have dagens tillid og tro. Men vi er ikke pålagt at leve mere end en dag ad gangen. Han som giver styrke i dag vil give os styrke i morgen. — The Signs of the Times, 5. november, 1902. (In Heavenly Places, 269.) ret

(473)  Styrke ved enhver prøvelse — Vor himmelske fader måler og vejer enhver prøvelse før Han tillader den komme over den troende. Han tager omstændighederne i betragtning og personens styrke, som skal gennemgå Guds test og prøvelse, og Han lader aldrig fristelser være større end der er kapacitet at stå i mod med. Hvis sjælen undertrykkes og personen overvældes, kan dette aldrig tilskrives Gud, for at han ikke har givet styrke i nåden, men den der fristes var ikke årvågen og i bøn og tilegnede sig ikke troligt de tilvejebringelser Gud har lagt for ham i overflod. Kristus har aldrig svigtet en troende i hans kamp. Den troende må påberåbe sig løftet og møde fjenden i Herrens navn, og han vil ikke se noget der blot ligner svigt. — MS 6, 1889. ret

næste kapitel