Kap. 58 - Tro

(531)  (531) En definition på tro — Der skal undervises i tro, frelsende tro. Definitionen på denne tro på Jesus Kristus kan beskrives med få ord: Det er sjælens handling hvorved hele mennesket overgives til Jesu Kristi ledelse og kontrol. Han bliver i Kristus og Kristus bliver i sjælen ved tro som det største. Den troende overgiver sin sjæl og krop til Gud og kan med sikkerhed sige: Kristus er i stand til at holde det som jeg har betroet Ham imod den dag. Alle som vil gøre dette vil frelses til evigt liv. Der vil være en forsikring om at sjælen vaskes i Kristi blod og iklædes Hans retfærdighed og er dyrebar i Jesu øjne. Vore tanker og vort håb er til vor Herres genkomst. Dette er den dag hvor dommeren over hele jorden vil belønne tilliden til Hans folk. — MS 6, 1889. ret

(531)  Andre definitioner — Ved tro tager vi mod Guds nåde; men det er ikke troen, som frelser os. Den har i sig selv ingen fortjeneste. — Den Store Mester, 111 (1898). ret

(531)  Troen er tillid til Gud - at tro på han elsker os og bedst ved, hvad der tjener til vort vel. På den måde får (532) den os til at vælge hans vej i stedet for vor egen. "Den tager mod hans visdom i stedet for vor egen uvidenhed; mod hans kraft i stedet for vor svaghed og mod hans retfærdighed i stedet for vor syndighed. Vort liv tilhører allerede ham. Ved troen erkender vi hans ejendomsret og tager mod dens velsignelse. Sandhed, retskaffenhed og renhed er blevet fremhævet som hemmeligheden ved livets lykke. Det er troen, som sætter os i besiddelse af disse grundprincipper. — Uddannelse, 253 (1903). ret

(532)  Det er det enkle der virker — Troen har en enkel virkemåde og udfolder et mægtigt resultat. Mange bekendende kristne, som har kundskab til Bibelen og på sandheden, mangler den barnlige tillid, der er fundamental for Jesu religion. De rækker ikke (hånden) ud med den specielle berøring, som giver helbredende kraft til sjælen. (Forløsning, Kristi Mirakler, 3. 97). (1874). (S.D.A. Bibelkommentaren 6:1074.) ret

(532)  Ydmyghed er ikke tro — Ydmyghed, sagtmodighed, og lydighed er ikke tro; men det er virkningerne, af frugterne, af tro.—Vidnesbyrd for menigheden 5:438 (1885). ret

(532)  Tro giver selvtillid — Disse ting [som følge af Paulus’ tillid til Gud] er ikke blevet nedskrevet, blot for at vi skal kunne læse dem og undres, men for at den samme tro, som virkede i Guds tjenere i gamle dage, også må kunne virke i os. På en ikke mindre tydelig måde end dengang vil han også nu virke, hvor der findes hjerter med tro, hvor­igennem hans magt kan åbenbare sig. ret

(532)  De, som ikke stoler på sig selv, de, hvis mangel på selvtillid får dem til at vige tilbage for omsorg og ansvar, bør lære at stole på Gud. På denne måde vil mange, der ellers kun ville være et nummer i verden, ja, måske kun en hjælpeløs byrde for andre, blive i stand til med apostlen Paulus at sige: »Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.« (Fil. 4,13). — Uddannelse, 258 (1903). ret

(532)  Tro er nødvendig for hvert skridt på vejen — Der behøves tro såvel i de mindre som i de større foretagender i livet. (533) I alle vore daglige interesser og beskæftigelser virkeliggøres Guds opretholdende kraft for os gennem bestandig tillid. — Uddannelse, 257 (1903). ret

(533)  Lær troen — Det burde stå os ganske klart, hvordan vi skal udøve troen. Der er stillet betingelser for enhver af Guds forjættelser. Hvis vi er villige til at gøre hans vilje, tilhører al hans kraft os. Hvilken gave han end lover os, så findes den i selve løftet.»Sæden er Guds ord.« (Luk. 8,11). Lige så sikkert, som egetræet findes i agernet, så sikkert findes Guds gave i hans løfte. Når vi tager mod løftet, har vi allerede gaven. — Uddannelse, 255 (1903). ret

(533)  Tro har dyrebare lektier for børn — Også det barn, som hurtigt bliver fornærmet over krænkelser, kan lære meget ved at tro. Tilbøjeligheden til at gøre modstand mod det onde eller til at hævne uretfærdighed skyldes ofte en stærkt udviklet retfærdighedssans og en stærk og levende ånd. Et sådant barn bør lære, at Gud er retfærdighedens evige vogter. Han har den ømmeste omsorg for de skabninger, som han har elsket så højt, at han gav den, han elskede mest, for at frelse den. Han vil straffe enhver, der gør uret. — Uddannelse, 258 (1903). ret

(533)  Sindet skal oplæres til at udøve tro — Tro virker ved kærlighed og renser sjælen fra al selviskhed. Således udvikles sjælen i kærlighed. Og har du fundet nåde og barmhjertighed gennem Kristi dyrebare blod, hvordan kan vi da undgå at være ømhjertede og barmhjertige? ”Ved nåden er I frelst gennem tro” (Ef 5,8). Sindet bør uddannes til at udøve tro frem for at gemme på tvivl, onde tanker og jalousi. Vi er for tilbøjelige til at se på forhindringer som umuligheder. ret

(533)  At have tro på Guds løfter, at vandre fremad i tro, presse på uden at blive behersket af omstændighederne, er en lektie som er vanskelige at lære. Alligevel er det klart nødvendigt at ethvert Guds barn lærer denne lektie. Der skal altid værnes om Guds nåde gennem Kristus; for det er den eneste vej vi har fået til at nærme os Gud på. Tro på Guds ord, udtalt af Kristus i (534) skystøtten, ville have gjort at Israels børn kunne efterlade en efterretning af helt anden karakter. Deres manglende tro på Gud gav dem en meget broget historie.—MS 43, 1898. ret

(534)  Tro og formastelse — Nogle har bekendt at have en stor tro på Gud og have særlige gaver og særlige svar på deres bønner, selv om deres vidnesbyrd svigtede. De tog fejl af forudsætningen for tro. Troens bøn er aldrig gået fortabt; men at påstå at den altid vil blive besvaret på netop den måde og for den særlige ting vi har ventet på, er dristighed. — Vidnesbyrd for menigheden 1:231 (1861). ret

(534)  Formastelse er Satans modangreb — Men troen har ingen forbindelse med overmodighed. Kun den, som har den rette tro, er sikret mod overmodighed. Thi Satan viser os en overmodig efterligning af troen. Troen holder fast ved Guds løfter og bærer frugt i lydighed. Overmodigheden gør også krav på løfterne, men anvender dem på samme måde, som Satan gjorde: som undskyldning for overtrædelse. ret

(534)  Troen kunne have fået vore første forældre til at stole på Guds kærlighed og til at adlyde hans befalinger. Overmodighed fik dem til at overtræde hans lov, fordi de troede, at hans store kærlighed ville redde dem fra følgerne af deres synd. Det er ikke tro at kræve Himmelens gunst uden at rette sig efter de betingelser, hvorefter barmhjertigheden skænkes. Ægte tro bygger på Skriftens forjættelser og forordninger. — Den Store Mester, 79 (1898). ret

(534)  Opelsk tro — Dem, som taler om tro og opelsker tro, vil få tro, men dem som nærer og udtrykker tvivl vil få tvivl. —Vidnesbyrd for menigheden 5:302 (1885). ret

(534)  Tro ikke at fordi du har begået fejl må du altid være under fordømmelse, for det er ikke nødvendigt. Tillad ikke at sandheden bliver forklejnet for dit sind, fordi dem der bekender den ikke lever et konsekvent liv. Værn om troen i sandheden om den tredje (535) engels budskab. Hvis du ikke opdyrker tro, vil dens betydning gradvist miste sin plads i dit sind og hjerte. Du vil få en erfaring som de tåbelige jomfruer, som ikke forsynede deres lamper med olie, og deres lys gik ud. Tro bør holdes ved lige. Hvis den bliver svag, er det som en syg plante der bør sættes i solskinnet og vandes omhyggeligt og med ømhed. — Brev 97, 1895. ret

(535)  Tro rejser sig over skyggerne — Når der kommer skyer mellem din sjæl og Gud, når alle omkring dig er mørke og afskrækkende, når fjenden står parat til at berøve sjælen sin renhed over for Gud og sandheden, når vildfarelsen fremstår vel sandsynlig og attraktiv, så er det på tide at bede og udvise tro på Gud. . . . Gem på troen, sjælen er i stand til at rejse sig over sig selv og bane vej gennem den helvedets skygge, som fjenden kaster over enhver sjæls stivej, som stræber efter en evig krone. — Brev 30, 1896. (HC 126.) ret

(535)  Tro hviler på bevis — Herrens ord, talt gennem sine tjenere, modtager mange med spørgsmål og med frygt. Og mange vil udsætte deres lydighed for de irettesættelser de får, vente til enhver skygge af usikkerhed er fjernet. Den herskende vantro, der kræver et fuldstændigt kendskab, vil aldrig give efter for den kundskab, Gud i sin miskundhed givet. Han forlanger at hans folks tro hviler på vægten af vidnesbyrd og ikke på en fuldkomment kundskab. De Kristi efterfølgere som antager det lys Gud sender dem må adlyde Guds røst der taler til dem, når der er mange andre stemmer der taler imod den. Det kræver skarpsindighed at kunne skelne Guds røst. — Vidnesbyrd for menigheden 3:258 (1873). ret

(535)  Vi bør selv være klar over hvad kristendom indbefatter, hvad sandhed er, hvad er den tro som vi har taget imod, hvad er bibelregler – regler vi har fået fra den højeste autoritet. Der er mange som tror, uden at have en grund for deres tro, uden (536) tilstrækkelig bevis for sandhedens sag. Hvis de præsenteres for en tanke der harmoniserer med deres egne forudfattede meninger, er de parat til at acceptere den. De ræsonnerer ikke fra årsag til virkning. Deres tro har intet virkeligt fundament, og på trængslens tidspunkt vil de finde ud af at de har bygget på sand.—Brev 4, 1889. ret

(536)  Troen bør komme til udtryk — Hvis vi ville give mere udtryk for vor tro og fryde os mere over de velsignelser som vi ved vi har - Guds store barmhjertighed, overbærenhed og kærlighed - ville vi have større styrke hver dag. Indeholder ikke de dyrebare ord som Kristus, Guds befalingsmand, har talt, en forsikring og kraft som burde have stor indflydelse over os? Vor himmelske Fader er mere villig til at give Helligånden til dem som beder ham, end forældre er til at give gode gaver til sine børn?—Brev 7, 1892. (På fast grunn 2:242.) ret

(536)  Troen skal ikke forvirres med følelser — Mange har forvirrede ideer om hvad tro udgør, og de lever sammen uden for deres privilegier. De forvirrer følelser og tro, og er hele tiden forvirrede i sind; for Satan udnytter alt hvad han kan i deres uvidenhed og manglende erfaring. . . ret

(536)  Vi skal acceptere Kristus som vor personlige Frelser, ellers går det galt for os i forsøget på at vinde. For os vil det ikke svare sig at holde os selv borte fra Ham, og tro at vor ven eller vor nabo kan få Ham som en personlig Frelser men at vi ikke selv erfarer Hans tilgivende kærlighed. Vi skal tro på at vi er udvalgt af Gud, og blive frelst ved troens erfaring, gennem Kristi nåde og Helligåndens virken; og vi skal lovprise og ære Gud for en så forunderlig tilkendegivelse af Hans ufortjente gunst. ret

(536)  Det er Guds kærlighed som drager den Kristus bundne sjæl, til at tage taknemmelig imod og overbringes til Faderen. Igennem Åndens virke fornyes det guddommelige forhold mellem Gud og synderen. Faderen siger: ”Jeg vil være en Gud for dem, og de skal være et folk for Mig. Jeg vil (537) udøve en tilgivende kærlighed mod dem og berige dem med Min glæde. De skal være en særlig skat for Mig; for dette folk, som jeg har formet Mig selv i, skal vise min pris.” — Sanatorium bekendtgørelsen, 2, 1893. (HC 77.) ret

(537)  Tro og følelse er langt fra hinanden — Følelse og tro er langt fra hinanden, ligesom øst er fra vest. Tro er ikke afhængig af følelser. Vi bør daglige hellige os selv til Gud og tro at Kristus forstår og accepterer offeret, uden at ransage os selv og se om vi har den grad af følelse, vi mener svarer til vor tro. Har vi ikke den forsikring at vor himmelske Fader er mere villig til at give Helligånden til dem, der beder Ham i tro, end forældre kan give deres børn gode gaver? Vi bør gå fremad, som om at vi har hørt enhver bøn vi sender op til Guds trone, bliver besvaret fra Ham, hvis løfter aldrig svigter. Også når vi er nedtrykt af sorg, er det vort privilegium at danne en melodi i vore hjerter for Gud. Når vi gør dette, vil tåger og skyer rulles tilbage, og vi vil gå fra skygge og mørke det klare solskin i Hans nærhed. — MS 75, 1893. (HC 120.) ret

(537)  Ikke et spørgsmål om indskydelse — Men følelser har ikke noget at gøre med tro. Den tro, som virker ved kærlighed og lutrer sjælen, har ikke noget at gøre med pludselige indskydelser. Den bygger på Guds forjættelser og tror fuldt og fast, at han også er mægtig til at gøre det, han har sagt. Vore sjæle kan opdrages til at tro, de kan oplæres til at tro på Guds ord. Dette ord erklærer, at "den retfærdige skal leve af tro" (Rom 1,17) og ikke af følelser. —The Youth’s Instructor, 8. juli, 1897. (HC 119.) ret

(537)  Stol ikke på følelser — Lad os lægge alt bort der ligner mistillid og manglende tro på Jesus. Lad os begynde med en enkel og barnlig tillid, og ikke sætte lid følelser men til tro. Vanær ikke Jesus ved at betvivle Hans dyrebare (538) dyrebare løfter. Han ønsker at vi skal tro på ham med en urokkelig tro. — Brev 49, 1888. (HC 119.) ret

(538)  Handle i direkte tro — Fortsæt med at se hen til Jesus mens du beder stille bønner i tro. Grib fat i hans styrke enten du har en tydelig følelse eller ikke. Gå fremover som om hver bøn er opbevaret ved Guds trone og er blevet besvaret af ham hvis løfter aldrig svigter. Gå frem mens du synger yndig for Gud i dit hjerte, selv om du føler dig nedtrykt af trængsel og bedrøvelse. Fordi jeg kender til det, siger jeg at lys vil komme. Vi skal blive fyldt med glæde, og tågen og skyerne vil forsvinde. Vi går fra mørket og de trykkende skyer og ind i det klare solskin af hans nærhed. — Brev 7, 1892. (På fast grunn 2:242.) ret

(538)  Kristendommens tro og vidnesbyrd — Når du modtager hjælp og trøst, så syng Guds pris. Tal med Gud. Derved vil du blive en Guds ven. Du vil stole på ham. Du vil få en tro som vil skabe tillid, uanset om du mærker tillid eller ej. Husk på at følelser ikke er et bevis på at du er en kristen. Ubetinget tro på Gud viser at du er Hans barn. Stol på Gud. Han vil aldrig skuffe dig. Han siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere, men I ser mig; thi jeg lever, og I skal leve.” (Joh. 14,18. 19). Vi ser ikke Kristus i person. Det er ved tro at vi beskuer ham. Vor tro griber Hans løfter. Sådan var det at Anok vandrede med Gud.—MS 27, 1901. ret

(538)  Tro er virkelighed — Moses ikke blot tænkte på Gud, han så ham. Gud var ham bestandig for øje. Han mistede aldrig hans ansigt af syne. ret

(538)  For Moses var troen ikke gætteværk; den var en virkelighed. Han troede på, at Gud beherskede hans liv på en ganske særlig måde; og i alle dets enkeltheder anerkendte han ham. Han stolede på, at Gud ville give ham kraft til at modstå alle fristelser. — Uddannelse, 63 (1903). ret

(539)  (539) Tro på Kristus, ikke på kappen — Idet han gik forbi, rakte hun [den syge kvinde] ud efter ham og fik succes ved at blot berøre kvasten af Hans kappe. På det øjeblik hun vidste dette var hun helbredt. Hendes tro var ikke rettet mod kappen, men mod Ham som bar kappen. Denne ene berøring havde samlet troen for hendes liv, og smerten og svagheden forsvandt. Straks mærkede hun gyset som en elektrisk strøm gik igennem alle fibrene i hendes krop. Der kom en følelse af fuldkommen helbredelse over hende. ”Og straks . . . . mærkede hun i sit legeme, at hun var blevet lægt for sin plage.” (Mark 5,29).—Brev 111, 1904. ret

(539)  Troen er ikke i tingene — Der var ingen helbredende kraft i klædningen. Det er troen på Personen som bar klædningen, som genoprettede hendes helbred.—MS 105, 1901. ret

(539)  Troen diskriminerer — Troen er det middel som sandheden eller løgnen bruger for at få en varig plads i sindet. Både sandheden og vildfarelsen får plads i sindet ved det samme middel, men der er en afgjort forskel på at tro det Guds ord siger og det mennesker lærer. Da Kristus åbenbarede sig for Paulus, og han blev overbevist om at det var Jesus han forfulgte, da han forfulgte hans efterfølgere, tog han imod sandheden i Jesus. Han oplevede en forvandlende kraft i sit sind og i sin karakter, og han blev et nyt menneske i Kristus Jesus. Han modtog sandheden så helt og fuldt at ingenting kunne rokke hans tro.—The Signs of the Times, 5. juni, 1893. (På fast grunn 1:343.) ret

(539)  Tro er en mægtig helbreder — Troen er en mægtigere sejrherre end døden. Hvis de syge ledes i tro at fæste deres blik på den store Læge, så vil vi få vidunderlige resultater at se. Det vil bringe liv både til legeme og sjæl.— I den store Læges fodspor, 65 (1905). ret

(539)  Den daglige trosøvelse — Jeg finder at jeg har kæmpet troens gode strid hver dag. Jeg må udøve al min (540) tro og ikke sætte lid til følelser; jeg skal handle som om jeg vidste Herren hørte mig, og ville besvare mig og velsigne mig. Tro er ikke en lykkelig flugt af følelser; det er det enkle at tage Gud på Hans ord – tro at han vil opfylde Hans løfter fordi Han sagde at Han ville. — Brev 49, 1888. (HC 119.) ret

(540)  Tro virker — Når du ser på Golgata, er det ikke for at berolige din sjæl i manglende pligtopfyldelse, ikke for at lulle dig selv i søvn, men for at skabe tro på Jesus, en tro der vil virke, rense sjælen fra selviskhedens dynd. Når vi griber fat i Kristus i tro, er vort arbejde netop begyndt. ret

(540)  Ethvert menneske har fordærvede og syndige levevaner som må overvindes af en pågående krigsførelse. Det forlanges af enhver sjæl at kæmpe troens strid. Hvis nogen er en Kristi efterfølger, kan han ikke være nøjeregnende, han kan ikke være hårdhjertet, blottet for sympati. Han kan ikke være grov i sin tale. Han kan ikke være opblæst og selvophøjelse. Han kan ikke være bydende, eller kan bruge hårde ord, og kritisere og fordømme. — MS 16, 1890. (S.D.A. Bibelkommentar 6:1111.) ret

(540)  Former livet — Men livet formes af troen. Hvis lys og sandhed er inden for vor rækkevidde og vi forsømmer lejligheden til at se lyset og høre sandheden, forkaster vi i virkeligheden begge dele. Så vælger vi mørket i stedet for lyset. — Den store Strid, 597 (1888). ret

(540)  Tro lover succes — Vi vil få heldet med os hvis vi går frem i tro, besluttet på at gøre Guds arbejde forstandigt. Vi må ikke lade os forhindre af mennesker, der elsker at stå på den negative side, og vise meget lille tro. Guds missionsarbejde skal fremføres af mennesker med meget tro og skal til stadighed vokse i kraft og effektivitet.—Brev 233, 1904. ret

(540)  Troen renser sjælen — Tro, levende tro, må vi have, en tro som virker ved kærlighed og renser sjælen. Vi (541) må lære at bringe alt til Herren i enkelthed og alvorlig tro. Den største byrde vi må bære i dette liv, er selvet. Hvis vi ikke lærer i Kristi skole at være sagtmodig og ydmyg, vil vi miste dyrebare anledninger og rettigheder for at blive kendt med Jesus. Selvet er den mest vanskelige ting vi skal styre. Når vi lægger byrderne fra os, så lad os ikke glemme at lægge selvet ved Kristi fødder. ret

(541)  Ræk din hånd over til Jesus, for at blive formet og dannet af Ham, så du kan gøres til kar for ære. Dine fristelser, dine ideer, dine følelser, må altsammen lægges ved korsets fødder. Så er sjælen parat til at lytte til ordene for guddommelig undervisning. Jesus vil give dig at drikke af det vand som flyder fra Guds flod. Under Hans Ånds blødgørende og underlæggende indflydelse vil din kulde og ligegyldighed forsvinde. Kristus vil være en vandkilde i dig, der udspringer for evigt liv.—Brev 57, 1887. ret

(541)  Åbner hemmelighederne til livets fremgang — Sand tro og sand bøn - hvor stærke disse dog er! De er som to arme hvormed den menneskelige ansøger griber den uendelige kærligheds kraft. Tro er fortrøstning til Gud, troen at han elsker os og ved hvad der gavner os bedst. Således leder den os til at vælge hans vej i stedet for vor egen. Den tager imod hans visdom i stedet for vor vankundighed, hans styrke i stedet for vor svaghed, hans retfærdighed i stedet for vor syndfuldhed. Vort liv, vi selv, er allerede hans; troen anerkender hans ejendomsret og tager imod dens velsignelse. Sandhed, oprigtighed og renhed påpeges som hemmeligheden ved fremgang i livet. Det er troen som sætter os i besiddelse af disse ting. Hver god indskydelse eller længsel er en Guds gave; troen får af Gud det liv som alene kan frembringe sand vækst og dygtighed. — Evangeliets tjenere, 193 (1915). ret

næste kapitel