| Sind, karakter og personlighed kapitel 61. Fra side 562 | ren side tilbage |
(562) (562) (A) Tibudsloven (562) Naturen er svækket — Som følge af overtrædelse af Guds lov førte det smerte og død med sig. Ved ulydighed blev menneskets kræfter forvansket og selviskhed tog sin plads for kærlighed. Menneskets natur blev så svækket at det var umuligt for det at modstå ondskabens kraft, og fristeren så at hans mål kunne opfyldes ved at krydse den guddommelige plan med menneskes skabelse og fylde jorden med elendighed og trøstesløshed. Mennesket havde valgt en hersker, der krævede dem op på hans vogn som fanger. – Råd til forældre, lærere og studerende, 33 (1913). ret (562) Guds lov var nem at forstå — Men der findes ikke mysterier i Guds lov. Den svageste forstand kan forstå disse forskrifter og indordne livet og danne karakteren efter det guddommelige forbillede. Hvis menneskenes børn efter bedste evne ville adlyde denne lov, ville de vinde intellektuel (563) styrke og få en rigere opfattelsesevne til at begribe mere og mere af Guds formål og planer. Og denne fremadskriden fortsætter ikke blot i det nuværende liv, men den går frem i evige tider. — The Review and Herald, 14. september, 1886. ret (563) Forunder i sin enkelthed — Hvor forunderlig er Jehovas lov ikke i sin enkelthed! I Guds hensigter og handlemåder er der mysterier som begrænsede menneskesind ikke kan fatte. Og det er fordi vi ikke kan måle dybden i den uendelige visdoms og krafts hemmeligheder, da vi er fyldt med ærbødighed for den Allerhøjste. — The Review and Herald, 14. september, 1886. ret (563) Fuldkommen harmoni mellem loven og evangeliet — Der er fuldkommen harmoni mellem Guds lov og Jesu Kristi evangelium. ”Jeg og Min Fader er ét,” siger den Store Lærer. Kristi evangelium er nådens gode nyheder, eller gave, som mennesker kan hjælpes ved fra syndens fordømmelse og sættes i stand til at yde lydighed mod Guds lov. Evangeliet peger på moralkoden som en leveregel. Loven, med dens krav om ufravigelig lydighed, peger hele tiden synderen hen til evangeliet efter tilgivelse og fred. ret (563) Den store apostel siger: ”Sætter vi da loven ud af kraft ved tro? Nej langt fra, vi stadfæster den.” (Rom 3,31). Og han erklærer igen at ”loven er hellig, og budene er hellige, retfærdige og gode.” (Rom. 7,12). Indskærpe Guds højeste kærlighed, og lige med kærlighed til vore medmennesker, det er absolut nødvendigt på samme måde som Guds herlighed og menneskers lykke. — The Review and Herald, 27. september, 1881. ret (563) En fuldkommen leveregel — Gud har givet mennesker en fuldkommen leveregel i Sin lov. Under lydighed skal menneske leve ved det, igennem Kristi fortjenester. Overtrædes den, har loven magt til at fordømme. Loven sender mennesket til Kristus, og Kristus peger dem tilbage til loven. — The Review and Herald, 27. september, 1881. (HC 138.) ret (564) (564) Bred i sine krav — Guds lov, som man finder den i Bibelen, stiller store krav. Hvert princip er helligt, retfærdigt og godt. Loven gør mennesket til Guds skyldner. Den indbefatter tanker og følelser og den skærper overbevisningen om synd hos alle som bliver klar over at de har overtrådt dens bud. Hvis loven kun gælder ydre forhold, vil menneskene ikke skulle stå til regnskab for deres onde tanker, begær og planer. Men loven kræver at sjælen selv skal være ren og sindet helligt, at tanker og følelser må stemme overens med kærlighedens og retfærdighedens krav. — The Review and Herald, 5. april, 1898. (På fast grunn 2:207.) ret (564) Mennesket alene er ulydigt — Alene mennesket er ulydig imod Jehovas love. Når Herren påbyder naturen at frembære vidnesbyrd om de ting han har skabt, bevidner de straks Guds herlighed.—MS 28, 1898. (S.D.A. Bibel kommentaren 3:1144.) ret (564) Enhver er pålagt at tilpasse sig Guds lov — Kristus kom for at give et eksempel på fuldkommen tilpasning til den lov Gud forlanger af alle – fra Adam, det første menneske, ned til det sidste menneske som skal leve på jorden. Han erklærede at Hans mission, ikke var at nedbryde loven men opfylde den i fuldkommen og total lydighed. På den måde ophøjede han loven og gav den ære. I Sit liv åbenbarede han dens åndelige natur. I himmelske væseners øjne, for ufaldne verdener, og for en ulydig, utaknemlig, uhellig verden, opfylde Han lovens vidtrækkende principper. ret (564) Han kom for at demonstrere den kendsgerning at menneskeheden, allieret i levende tro på det guddommelige, kan holde alle Guds bud. Han kom for at tydeliggøre lovens uforanderlige karakter, for at erklære at ulydighed og overtrædelse aldrig kan belønnes med evigt liv. Han kom som et menneske til menneskeheden, så menneskeheden kan berøre menneskeheden, medens guddommen tog vare på Guds trone. ret (565) (565) Men Han kom under ingen omstændigheder for at formindske menneskenes forpligtelse til fuldkommen lydighed. Han ødelagde ikke validiteten i de gammeltestamentlige skrifter. Han opfyldte det som var foreskrevet af Guds Selv. Han kom, ikke for at sætte mennesker fri fra loven, men for at åbne vej, hvorved de kan adlyde loven, og lære andre at gøre det samme. — The Review and Herald, 15. november, 1898. ret (565) Gud annullerer ikke Sin lov — Herren frelser ikke syndere for at de skal ophæve Hans lov, fundamentet for Hans regering i himlen og på jorden. Gud er en dommer, retfærdighedens vogter. Overtrædelse af Hans lov i et enkelt tilfælde, i det mindste, er synd. Gud kan ikke dispensere fra Sin lov, Han kan ikke afskaffe dets mindste artikel for at tilgive synd. Lovens retfærdighed, moralsk udmærkelse, må fastholdes og fremhæves for det himmelske univers. Og den hellige lov kan ikke fastholdes af noget mindre end Guds Søns død. — The Review and Herald, 15. november, 1898. ret (565) Guds love er ikke annulleret af ham — Gud tilbagekalder ikke sine love. Han handler ikke i modstrid med dem. Han ophæver ikke virkningen af synden. Men han forvandler. Ved hans nåde virker forbandelsen til velsignelse. — Uddannelse, 149 (1903). ret (565) (B) Guds lov i den fysiske verden (566) (566) Tjenestens lov — Kristi efterfølgere er blevet forløst, for at de skal tjene ham. Herren underviser os om, at den virkelige hensigt med livet er at vi skal tjene og være til hjælp for andre. Kristus selv arbejdede, og han fremholder tjenestens lov for alle sine efterfølgere: at de skal tjene Gud og deres medmennesker. I dette har Kristus bibragt verden en dybere forståelse af hensigten med livet, end den nogen sinde før havde haft. Det er ved at leve og opofre sig for andre, at man bliver knyttet til Kristus. Tjenestens lov bliver forbindelsesledet, der knytter os til Gud og vore medmennesker. — Kristi lignelser, 338 (1900). ret (566) Loven, at ingen lever for sig selv — Adam skulle stå under Gud, som hoved for den jordiske familie, der fastholder den himmelske families grundprincipper. Dette ville have ført til fred og lykke. Men loven at ”ingen . . . lever for sig” (Rom 14,7) var Satan opsat på at modsætte sig. Han ønskede at leve for selvet. Han søgte at gøre sig selv til center for indflydelse. Det var dette som havde ansporet oprøret i himlen, og det var menneskets accept for dette princip som bragte synd på jorden. Da Adam syndede, brød menneskene fra det Himmelsk-forordnede center. En dæmon blev central i verden. Hvor Guds trone skulle have været, satte Satan sin trone. Verden lagde sin hyldest, som et villigt offer, for fjendens fødder. — Råd til forældre, lærere og studerende, 33 (1913). ret (566) Lær børn at adlyde naturens og åbenbaringens love — Børnenes vel ligger dig på hjerte og du vil gerne se dem vokse op med en ren smag og en ufordærvet appetit, men så må du standhaftigt gå imod den almindelige mening og praksis. Hvis du ønsker at opdrage dem til at blive nyttige borgere og få den evige løn i herlighedens rige, så må du lære dem at lyde Guds love som de findes i naturen og i ordet, frem for at følge verdens skik og brug. — The Review and Herald, 6. november, 1883. (Helse og livsstil, 155.) ret (566) Hjælp til ungdomskriminalitet — Havde fædre og mødre fulgt den anvisning Kristus havde givet, kunne (567) vi nu ikke læse og høre om synder og forbrydelser at ikke kunde voksne begår, men også unge og børn. Samfundets onde tilstand eksisterer fordi forældre har ignoreret undervisningen og forsømt oplæringen og opdragelsen af deres børn til at respektere og ære Guds hellige bud. ret (567) Også religiøse lærere har undladt at bringe den hellige standard, som karakteren måles med, fordi de ophører med at respektere hver forskrift som Gud har givet, som er hellig, og retfærdig og god. Mennesker har påtaget sig ansvaret at rejse en standard som er i harmoni med deres egne idéer, og Jehovas lov er blevet vanæret. Det er derfor der er stå stor og vidt favnene syndighed. Det er derfor vore dage bliver som Noas og Lots dage. — The Review and Herald, 2. maj, 1893. ret (567) Forbindelsen mellem Guds morallov og den fysiske verdens lov — Der er en tæt forbindelse mellem moralloven og de love som Gud har oprettet i den fysiske verden. Hvis mennesker ville være lydig mod Guds love, føre den ud i deres liv ville grundsætningerne for dets ti forskrifter, grundsætningerne for den retfærdighed den lærer, være en sikker grund imod forkerte levevaner. Men eftersom en forvansket appetit har fået frie tøjler har de slækket på dydigheden, så at de svækkes gennem deres amoralske skikke og deres overtrædelse af fysiske love. ret (567) Den lidelse og pine som vi ser over alt, den deformitet, affældighed, sygdom og tåbelighed der nu oversvømmer verden, gør den til et spedalskhedshus i sammenligning med hvad den kunne have været, hvis Guds morallov og den lov som Han har inplamenteret i os, blev adlydt. Ved menneskets eget vedholdende overtrædelse af disse love, har det stærkt været de onder der kommer af overtrædelsen i edens have. — The Review and Herald, 11. februar, 1902. ret (567) Loven forvaltes guddommeligt — Den kristne skal være til nytte for andre. Derved bliver han selv hjulpet. »Gavmild sjæl (568) bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.« Ordsp.11,25. Dette er en guddommelig håndhævet lov som Gud har planlagt at godgørenhedsstrømme skal holdes ved, ligesom det store dybs vande, der hele tiden cirkulerer, evigt vender til deres udspring. Den kristne missioners kraft er i fuldbyrdelsen af denne lov. —Vidnesbyrd for menigheden 7:170 (1902). ret (568) Lovene hersker den fysiske krop — I Guds forsyn er de love der hersker vor fysiske krop, med straf for deres overtrædelse, blevet gjort så klar at intelligente mennesker kan forstå dem, og alle er forpligtet højtideligst til at studere dette emne og leve i harmoni med naturens lov. Sundhedsprincipperne må propaganderes op og bevidstheden oprøres så meget at det ransages. — The Review and Herald, 11. februar, 1902. ret (568) De rette fysiske vaner fremmer åndelig overlegenhed. Intellektuel kraft, fysisk styrke og livets længde afhænger af uforanderlige love. Naturens Gud vil ikke gribe ind for at beskytte menneskene fra følgerne af at overtræde naturens krav. Den, som kæmper for at blive sejrvinder, må være afholdende i alle ting. Daniels klare tankegang og faste forsætter, hans evne til at erhverve kundskab og hans kraft til at modstå fristelse skyldtes i høj grad hans jævne levevis i forbindelse med et liv i bøn.—The Youth’s Instructor, 9. juli, 1903 (Budskaber til de unge, 143). ret (568) Høste og så — I Guds love i naturen ser vi, at virkning følger årsag med usvigelig sikkerhed. Høsten vil vidne om, hvorledes man har sået. Den ligegyldige arbejder bliver dømt af sit arbejde. Høsten vidner imod ham. Det er på samme måde, når det angår åndelige ting: enhver arbejders trofasthed ses i resultaterne af hans arbejde. Om hans arbejde har været udført med flid eller ligegyldighed, vil åbenbares af høsten. Og det er således, hans evige skæbne bliver afgjort. — Kristi lignelser, 74 (1900). ret (568) Nogle tror kun hvad de forstår — Der er mænd som praler af at de kun tror på det de kan forstå. Men tåbeligheden i deres pralende visdom er tydelig for ethvert tænkende menneske. Der er mysterier i menneskelivet og i manifestationerne i Guds kraft, der virker i naturen – mysterier som den dybeste filosofi, den med omfangsrige undersøgelse er magtesløs over for at forklare. — The Review and Herald, 14. september, 1886. ret (569) (569) (C) Andre love (569) Lovens universelle herredømme — For den, som således lærer at fortolke dens lære, bliver hele naturen til oplysning; verden er en lærebog, livet er en skole. Menneskets samhørighed med Gud og med naturen, lovens verdensomspændende herredømme, følgerne af overtrædelser, kan ikke undgå at påvirke sindet og forme karakteren. — Uddannelse, 100 (1903). ret (569) Overtrædes naturens love overtrædes Guds — En stadig overtrædelse af naturens love er en stadig overtrædelse af Guds lov. Havde mennesker (570) altid været lydig mod de Ti bud, og ført disse forskrifter ud i deres liv, ville den sygdomsforbandelse der nu oversvømmer verden, ikke have eksisteret. — Kristen mådehold og bibelhygiejne, 8, 1890. (Råd om sundhed, 20.) ret (570) Overtrædelse fører mental og fysisk lidelse med sig — Ved enhver overtrædelse imod livets love, kommer naturen med sin protest. Den skælder ud så længe den kan. Straffen falder heller ikke på overtræderen alene; virkningen af sin eftergivenhed ses i sine efterkommere, og derved passerer det onde fra slægt til slægt. ret (570) Mange beklager sig over forsynet når deres venner lider eller fjernes af døden; men det er ikke efter Guds orden at mænd og kvinder skal lade deres liv lide og dø før tiden, og efterlade deres arbejde ufuldbragt. Gud vil have os til at leve vore dage ud i fuldt mål, med alle organer sunde, der gør sit særlige arbejde. Det er uretfærdigt at pålægge Ham et resultat som i mange tilfælde skyldes personens egen overtrædelse af naturloven. — The Review and Herald, 11. februar, 1902. ret (570) Svaret på gudstro — Mange hævder, at stoffet har livskraft i sig selv, at det har fået visse egenskaber, og at det så overlades til at virke ved hjælp af sin egen iboende energi. De hævder endvidere, at naturens foreteelser finder sted i overensstemmelse med bestemte love, som selv Gud ikke kan gribe ind i. Dette er falsk videnskab, og den støttes ikke af Guds ord. Naturen er sin Skabers tjener. Gud ophæver ikke Sine love eller handler imod dem, men Han bruger dem stadig som sine redskaber. Naturen vidner om en intelligens, en tilstedeværende aktiv energi, der virker i og gennem dens love. Faderens og Sønnens virke kan til stadighed ses i naturen. Kristus siger: "Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder." (Joh. 5,17). — Patriarker og profeter, 114 (1890). ret (571) (571) Lydighed bringer lykke — Når de [studerende] lærer at granske på denne måde, viser de lærdomme, som kan drages af alt det skabte og af alle livets erfaringer, at de samme love, som behersker alt i naturen og livets begivenheder, også skal beherske os; at de er givet til gavn for os; og at vi kun ved at adlyde dem, kan opnå den sande lykke og fremgang. — Uddannelse, 103 (1903). ret (571) Lovens vidtrækkende principper — I sin undervisning viste Jesus rækkevidden af principperne i loven som blev forkyndt på Sinaj. Han levendegjorde lovens krav, den lov som for evigt står fast som retfærdighedens store standard, som alle skal dømmes efter på den store dag, da retten bliver sat og bøgerne åbnet. Han kom for at opfylde al retfærdighed og som menneskehedens hoved, for at vise menneskene at de kan gøre det samme, at de kan opfylde Guds krav. Ved den rige nåde han har tilvejebragt for menneskene, behøver ingen at gå glip af himmelen. Det er mulig at opnå en fuldkommen karakter for alle som går ind for det. Dette er selve grundlaget for evangeliets nye pagt. Guds lov er træet, evangeliet er de vellugtende blomster og frugten det bærer. — The Review and Herald, 5. april, 1898. (På fast grunn 1:211, 212.) ret (571) Den højeste fornemmelse af frihed — I genløsningens værk findes der ingen tvang. Der anvendes ingen ydre magt. Under indflydelse af Guds Ånd overlades det til mennesket frit at vælge, hvem det vil tjene. I den forvandling, der finder sted, når sjælen overgiver sig til Kristus, møder man den højeste form for frigørelse. Uddrivelsen af synden er sjælens egen handling. Det er sandt nok, at vi ikke selv har kraft til at frigøre os fra Satans herredømme; men når vi ønsker at blive frigjorte fra synden og i vor store nød trygler om en kraft, der ligger uden for og oven over os selv, så bliver sjælekraften gennemtrængt af Helligåndens guddommelige styrke, og den vil adlyde viljens bud ved at gøre Guds vilje. — Den store mester, 318 (1898). ret |